Præst gør undskyldning for sin usandfærdighed
Af en Vagttaarnsmissionær i Uruguay
MENS vi udførte missionærarbejde fra dør til dør i Melo, Uruguay, traf vi på en del mennesker, der sagde, at de vidste alt, hvad de ønskede at vide om Jehovas vidner. Det forbavsede os, for som regel er befolkningen her ydmyg og lærvillig. Da vi spurgte dem, hvad det var de vidste, fremviste de et tidsskrift med titlen Toma y Lee, hvilket betyder „Tag og læs“.
Dette nummer, der var dateret 25. januar 1953, sagde, at Jehovas vidner er en afdeling inden for syvendedags adventisterne, at deres leder er dommer Rutherford og deres grundlægger Charles T. Russell, at de er bitre mennesker, hvis publikationer er imod Gud. I numrene for 31. januar og 8. februar 1953 skrev forfatteren, at Jehovas vidner lærer, at Kristus for til himmelen i 1914, at de, ikke tror på bønner og ikke antager jomfru Maria som „Guds moder“, og fremfor alt, at Jehovas vidner benægter eksistensen af „den treenige Gud“. Skribenten omtalte gentagne gange Jehovas vidner som „bitre sjæle“, „Idioter“, „sindssyge“, „de, der ophidser pøbelen i og omkring vor by“ o.s.v.
Den 9. februar 1953 besluttede vi (to Jehovas vidner) at besøge Padre Guillermo Andulla, der var ansvarlig for artiklerne, for at undersøge, hvad der lå bag disse falske udtalelser. Præsten inviterede os til at sidde ned, så vi kunne tale om vort ærinde. Vi fortalte ham, at vi var interesseret i bladet Toma y Lee, specielt i den måde, hvorpå det behandlede emnet „mærkelige religioner“ og herunder Jehovas vidner; og hvad vi var allermest interesseret i var, hvor han havde sit materiale til artiklerne fra. Præsten forsikrede os øjeblikkelig, at hans kilder var rigelige og nøjagtige, og at han kunne bevise alt, hvad han havde offentliggjort, ganske særlig det om Jehovas vidner. Men da vi gik ham nærmere på klingen for at få hans kildemateriale at se, fremtog han modstræbende et nummer af et sensationsblad, der kun giver meget knappe oplysninger, og sagde, at det var hans autoritet. Vi spurgte ham, om han havde undersøgt materialet, før han offentliggjorde det. Det sagde han, han havde, men, tilføjede han, der var i virkeligheden ingen grund til at kontrollere det, for bladets udgiver var stiftets biskop, og der var absolut ingen grund til at tro, at han tog fejl. —
I samtalens løb indrømmede han, at han ikke kendte os personligt, hvorfor vi spurgte ham, om han troede, vi var „bitre sjæle“, „sindssyge“ eller „idioter“. Han sagde straks naturligvis ikke, sådanne udtryk var uberettigede, og man kunne blive straffet for at bruge dem. Vi fortalte ham så, at han havde brugt disse udtryk i sit blad. Det benægtede han kategorisk. Men da vi tog nogle numre af Toma y Lee frem og viste ham disse bagvaskelser, løgne og fejlagtige oplysninger, han havde udbredt, blev han meget nervøs. Vi foreslog, at han dementerede sine udtalelser i næste nummer af Tomm y Lee, da vi ellers måtte lade sagen gå rettens vej. Han bad os endelig ikke gøre det. Han sagde, at det var umuligt for ham at dementere noget, han havde skrevet, men lovede, at der ikke oftere skulle stå eet ord imod Jehovas vidner i hans blad.
Vi var sammen med ham i over en time på hans kontor, og i løbet af den tid undergik han en stor forandring, nemlig fra en temmelig selvbevidst vigtigper til en sagtmodig mand. Han kom frem foran sit skrivebord, inden vi gik, tog vore hænder og trykkede dem. Han bad os tilgive ham hans store fejl og sagde, at han ikke alene gjorde undskyldning for sig selv, men også for alle katolikkerne.
For vort vedkommende var sagen ikke slut endnu. Vi syntes, at Melos befolkning havde krav på at få at vide, hvori Toma y Lee havde taget fejl i sin omtale af Jehovas vidner. Med dette for øje blev et foredrag berammet til søndag den 22. marts 1953 i Plaz Constitución. Vi traf aftale med byens eneste radiostation, så den bragte et par meddelelser om foredraget i ugens løb. Mens vi ordnede dette, blev radiostationens ejer og direktøren interesseret i formålet med vort foredrag, og de foreslog, at vi gjorde rede for Jehovas vidners organisation og dens historie, hvilket de så ville udsende gratis. Dette skete, og til vor store overraskelse fik vi lov at tale i radioen ved middagstid, da næsten alle mennesker lytter. Samme program blev genudsendt om aftenen og atter senere på ugen.
Søndag aften samledes over 150 for at høre foredraget. Taleren citerede påstandene, de forkerte oplysninger og direkte løgne i kirkebladet, og derefter gendrev han dem punkt for punkt på en klar og logisk måde. Han viste, at Jehovas vidner ikke er og aldrig har været syvendedags adventister, at Jehovas vidner afgjort tror på bønnen, og at de ikke er „bitre sjæle“, men derimod lykkelige mennesker.
Efter at have fremholdt Bibelens synspunkt opfordrede taleren forsamlingen til at studere Bibelen for at finde sandheden. Han tilskyndede dem til at prøve og undersøge alt og holde fast ved det gode. (1 Tess. 5:21) Han understregede meget kraftigt, at grunden til, at præsteskabet lyver om og modarbejder Jehovas vidner, er, at vidnerne forkynder sandheden. Jesus sagde: „Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket mere end lyset; thi deres gerninger var onde. Thi enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. Men den, som gør sandheden, kommer til lyset, for at det må blive åbenbaret, at hans gerning er gjort i Gud.“ — Joh. 3:19-21; Matt. 24:9.