Giv med det rette motiv

„Gode forhåbninger“ giver lejlighed til at vise kærlighed

INGEN kan med rette finde fejl ved Jehova Guds handlemåde. De, der finder fejl, gør det enten i uvidenhed eller indbildskhed. Med sin handlemåde over for sine skabninger forbinder Gud altid en fuldkommen balance, mellem sine fire mest fremtrædende egenskaber, visdom, retfærdighed, magt og kærlighed. Jo mere vi kommer til at kende ham og hans ord, desto mere påskønner vi dette.

Da Gud begyndte at skabe efter at have tilbragt en evighed alene, gjorde han det ikke, fordi han savnede selskab, for han er altid sig selv nok; og da han gav sine skabninger visse pligter at varetage, var det ikke for at spare sig selv for noget arbejde, som om han var blevet træt i sit arbejde, for det bliver han aldrig. (Sl. 90:2; Es. 40:28) Det var derimod fordi, han i sin visdom og kærlighed vidste, at andre ville glæde sig over tilværelsen ligesom han selv, og at de ville have glæde af at udrette noget, ligesom han selv har, men naturligvis efter en ulig mindre skala. Derfor var det, at Gud ikke alene skabte fornuftbegavede skabninger, der kunne glæde sig over tilværelsen, men også udrustede dem med forskellige evner, som de havde en naturlig trang til at bruge, og derpå gav dem lejlighed til at udnytte disse evner i praksis på forskellige måder. — 1 Mos. 1:26-28; 2:17.

Den hensigt, Gud for øjeblikket har med sine jordiske skabninger, indbefatter imidlertid ikke den opgave, der blev overdraget menneskeparret i Eden, nemlig at de skulle blive frugtbare, opfylde jorden og underlægge sig den, men Guds hensigter i vor tid har snarere at gøre med de profetiske befalinger, der for lang tid siden blev givet af ham og hans søn, som for eksempel: „I er mine vidner, lyder det fra Jehova,“ og: „Dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene.“ (Es. 43:10-12; Matt. 24:14) Enhver af Jehovas tjenere, der er helt indviet til ham, vil med glæde bruge så megen tid og energi som muligt på at adlyde disse befalinger, for Guds tjenere forstår, at både deres egen og andres frelse står på spil. (1 Tim. 4:16) I det forløbne tjenesteår blev dette arbejde under ledelse af Vagttaarnsselskabet udført i 143 lande, kolonier og øer af omkring en halv million kristne Ordets tjenere, som brugte over 72 millioner timer i dette arbejde. Eet af resultaterne af dette arbejde var, at over halvtreds tusinde mennesker i årets løb indviede sig til at tjene Jehova Gud på samme måde.

Naturligvis ønsker enhver af disse at kunne anvende hele sin tid til dette livsvigtige arbejde, men langt de fleste — rundt regnet fem og halvfems procent — er ikke i stand til at gøre dette, fordi de har forpligtelser over for deres familie eller lignende. Mange af dem er imidlertid i stand til at hjælpe med at yde de pengemidler, der er nødvendige for at opbygge, organisere og lede denne umådelige forkyndervirksomhed og uddanne missionærer og sende dem til fremmede lande. Ikke at Gud behøver vore penge, for, som han siger rent ud ved salmisten: „Mig tilhører alt skovens vildt, dyrene på de tusinde bjerge. Om jeg hungred, jeg sagde det ikke til dig.“ (Sl. 50:10, 12) Her er det igen hans kærlighed og visdom, der får ham til at give sine jordiske børn lov til at samarbejde med sig. Hvordan skal de gøres opmærksom på, at de kan få denne storslåede forret, og på hvilken måde kan de bedst samarbejde?

De populære metoder er ikke bibelske

For nylig viede det førende katolske ugeblad i de Forenede Stater, Our Sunday Visitor, praktisk taget et helt nummer (31. januar 1954) til opfordringer til katolikkerne om at give penge til kirken. Bladet skammede katolikkerne ud ved at drage for dem ufordelagtige sammenligninger med protestanterne; det hed blandt andet: „Vi kan lære af andre“, og: „Her er den nidkærhed, vi burde have.“ Besynderligt nok oplyste bladet intet om, hvor meget katolikkerne i virkeligheden giver. Skal vi opmuntre til at give ved at drage ufordelagtige sammenligninger? Nej, for man skal ikke give, fordi man ønsker at overgå hinanden; enhver står og falder for sin egen herre. — Fil. 2:3; Rom. 14:4.

I et andet nummer af samme blad opmuntrede en kendt romersk-katolsk præst til at give som et middel til at få tilgivelse for sine synder: „Hvis der er noget i Deres fortid, De gerne vil have tilgivelse for, er den bedste måde at give et offer . . . Indsend Deres offer sammen med denne kupon til Hans Højærværdighed Fulton J. Sheen, . . . eller til lederen i Deres stift.“ Er det en god grund til at give bidrag? Nej, for det er ikke med sølv eller guld, men med Kristi udgydte blod, at vore synder bliver udslettet. Det er ikke ved selvretfærdige gerninger, men gennem tro vi opnår tilgivelse. — 1 Pet. 1:18; Rom. 11:6; 1 Joh. 2:1.

De religiøse organisationer, både katolske og protestantiske, lægger mere og mere vægt på, at deres medlemmer skal give tiende. Således lød en overskrift i et United Press-telegram 1. december 1953: „31.000.000 er blevet opfordret til at give tiende af deres løn.“ Dette er afgjort den bedste måde at få penge til religiøst arbejde på, vil nogle sige, for lærer Bibelen ikke denne fremgangsmåde?

I tiden mellem Moses og Kristus gav israelitterne tiende, men denne bestemmelse gælder ikke de kristne der er blevet frigjort fra Loven. (Rom. 10:4) Lad os desuden ikke glemme, at vi på grund af vor indvielse til Jehova ikke bare skylder ham en tiendedel af, hvad vi har, men det alt sammen, ligesom vi på grund af vor tro nyder Jehovas hvile hver dag, ikke blot een dag om ugen. (Hebr. 4:1-11) Lad os desuden også huske på, at nogle på grund af manglende midler ikke vil være i stand til at give tiende, mens andre kan give meget mere.

Protestantiske præster i Amerika tilskyndes til at anskaffe sig en bog, der indeholder over tredive prædikener, der får pengegaverne til at strømme ind, og som allerede har „indbragt summer på fra tyve tusinde til tre hundrede tusinde dollars“. Ifølge en præst fra North Carolina, Wilmington, der blev citeret i bladet Time for 21. september 1953, er der „i dag så mange særlige fremstød for at skaffe penge til kirken, at „jeg kun kan finde tre søndage i årets løb, hvor jeg kan prædike Kristi evangelium““. Denne præst har måske overdrevet for at gøre sagen tydeligere, men hvad skal man sige om selve metoden? Vi kan søge overalt i Skriften, men vi finder aldrig nogen udtalelse om, at Moses, profeterne, Kristus eller nogen af hans disciple holdt prædikener for at skaffe penge.

Nogle religiøse samfund udsender breve, hvori de på en meget påtrængende måde opfordrer deres medlemmer til at betale så og så meget; andre nedsætter en komité, der aflægger personlige besøg hos alle sognebørnene; andre viser film, der tilskynder til at give; andre afholder basarer, terningspil, lotterier og bingospil; nogle går endog så vidt, at de ved årets slutning udgiver en bog, hvori man sort på hvidt kan læse, hvor meget man havde ventet fra hvert enkelt kirkemedlem, og hvor meget han havde givet. Og så er der den altid nærværende kollektbøsse eller tallerken, der går rundt. Vi behøver imidlertid ikke at bruge megen tid til at spekulere på, hvilken af disse metoder vi skal vælge, for de har alle een ting fælles — ingen af dem harmonerer med Bibelen.

Den bibelske fremgangsmåde

Hvori består den bibelske fremgangsmåde? Deri, at man ganske simpelt fortæller, at der er lejlighed til at give, hvorefter man lader den samlede størrelse af den sum, der kommer ind ved frivillige bidrag, bestemme, hvor meget arbejdet skal udvides både på fremmede og hjemlige missionsmarker. Det var på den måde, det foregik på Moses’ tid, da det smukke tabernakel eller telt skulle fremstilles og udstyres, og israelitterne gav så beredvilligt, at der måtte siges til dem, at de skulle holde op med at komme med bidrag, for der var indkommet mere end nok. — 2 Mos. 35:4, 5, 21; 36:3-7.

Ja, virkelig indviede kristne giver frivilligt. Man behøver ikke at påvirke dem psykologisk for at få dem til at skille sig af med deres penge, som de har arbejdet hårdt for. De forstår, at „der er mere lykke ved at give end ved at tage imod“, at „gavmild sjæl bliver mæt“, og at det er deres forret at „øve godgørenhed, være rige på gode gerninger, gerne give og dele med andre“, så vidt deres midler tillader det. (Ap. G. 20:35, NW; Ordsp. 11:25; 1 Tim. 6:18) De ved også, at „den, der sår sparsomt, skal også høste sparsomt“, og at enhver skal „give, som hans hjerte har tilsagt ham, ikke tvært og tvungent; thi Gud elsker en glad giver“. De er rede til at føre „gerningen til ende“, hvilket er „gudvelbehageligt, efter hvad den [den gode vilje] evner“. (2 Kor. 9:6, 7; 8:11, 12) Og endelig forstår de det, som David lagde vægt på, da han samlede materialerne til at bygge templet med, nemlig at når de giver, tilbageleverer de blot noget af det, Gud først har givet dem. — 1 Krøn. 29:14.

Alt, hvad der behøves, er, at de een gang om året meddeler Selskabet, hvad de håber at kunne give i det kommende år. Det vil hjælpe Selskabet til at planlægge sit arbejde, ligesom det hjælper enhver, der kan give bidrag, til at vise sagen den rette opmærksomhed.

Kortet eller brevet adresseres til Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab, Søndre Fasanvej 54, København, Valby. Når du skriver til os om dine „gode forhåbninger“, kan du f. eks. formulere skrivelsen således: „Det er mit håb, at jeg i løbet af de næste tolv måneder vil være i stand til at give et beløb på kr . . . . . . . til arbejdet med at prise Jehova; jeg vil betale beløbet i sådanne rater og til de tidspunkter, der passer mig bedst, og som den ufortjente godhed, Jehova viser os gennem Kristus Jesus, tillader mig. [Underskrift].“ Det vil være godt, at du selv beholder en kopi af kortet eller brevet som en påmindelse.

Alle Jehova Guds tjenere forstår, at alt afhænger af ham, og derfor beder de om, at han vil velsigne deres arbejde, så det må virke til forøget ære for ham.