Stå fast, hver og een

„Derfor, mine brødre, som jeg elsker og længes efter, min glæde og sejrskrans! stå da således fast i Herren, I elskede!“ — Fil. 4:1.

1. Citér eller læs igen 2 Tessaloniker 2:13-15, og vis, hvordan vi rettelig skal forstå disse skriftsteder.

NÅR VI, de yngre blandt Herrens andre får, læser et skriftsted som 2 Tessaloniker 2:13-15, er det, som om vor store og „ældste“ broder, Kristus Jesus, gennem Jehovas „tro og kloge træl“ talte til os og sagde, at de gode nyheder, denne trælleskare har forkyndt for os, giver os mulighed for at blive frelst, og vi er taknemmelige for den formaning til at „stå fast“, Jehova giver os gennem denne kanal.

2. Hvilket bevis har vi for, at man kan bevare sin helliggjorte tilstand?

² Det faktum, at der i fyrretyve år siden det himmelske riges fødsel har været stabile, sundt tænkende, trofaste og helliggjorte medlemmer af den „lille hjord“ her på jorden, og at også sådanne, som hører til Herrens andre får, længe har virket i forkyndergerningen, er ikke alene et bevis for, at det er Jehovas vilje, at kristne skal helliggøres, men også for, at denne hellighed kan bevares år ud og år ind. Det har vist sig at være en realitet og at ligge inden for mulighedernes grænse. De blandt Jehovas tjenere, der erkender at høre, til Kristi legemes lemmer eller den helliggjorte menighed, takker i ydmyghed Gud for de forrettigheder, de har fået og stadig ejer, og de ved, at også de må stå fast og bevare deres hellighed og som en burre klynge sig til den. De søger ikke at trække sig tilbage fra tjenesten eller at foretage sig noget, der er i uoverensstemmelse med deres salvelse. De er nået så langt frem mod deres himmelske belønning, at de end ikke giver rum for tanken om at vende sig bort nu, da tiden er så langt fremskreden. De tager ikke den store fremgang i Rigets gerning, vi nu oplever, som et tegn på, at de kan lade hænderne synke, slappe af og søge personlig adspredelse, men de fortsætter ivrigere end nogen sinde i lighed med Paulus, som sagde: „Brødre! jeg mener ikke om mig selv, at jeg allerede har grebet det. Men eet gør jeg: idet jeg glemmer, hvad der er bagved, og rækker efter det, der er foran, jager jeg frem mod målet, den sejrspris, som Gud fra det høje kaldte os til i Kristus Jesus. Det borgersamfund, vi tilhører, er jo i himlene, og derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser; han skal forvandle vort fornedrelses-legeme og give det samme skikkelse som hans herligheds-legeme ved den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt. Derfor, mine brødre, som jeg elsker og længes efter, min glæde og sejrskrans! stå da således fast i Herren, I elskede!“ (Fil. 3:13, 14, 20, 21; 4:1) Menigheden, som nu er i en fremrykket alder, og som indbefatter „resten“ eller dem, som hører til den „kloge træl“, har længtes efter denne fremgang, og nu, da de ser den, er deres glæde stor.

3. Gør rede for den tilknytning, apostelen Paulus havde til menigheden i Filippi, og påpeg en parallel hertil i dag.

³ Ligesom det var Paulus’ forret at være den første til at forkynde det gode budskab for tessalonikerne, fik han også denne forret i forbindelse med filipperne, inden han skrev det ovenstående. Den kærlighed, der bandt Paulus og menigheden i Filippi sammen, var stærk. Paulus besøgte dem to gange, efter at menigheden var blevet oprettet, og styrkede dem i troen. Han skrev det brev til dem, der i Bibelens kristne, Græske Skrifter kaldes „Paulus’ brev til Filipperne“. Filipperne ydede Paulus både åndelig og materiel bistand. De opfyldte hans længsel. De var hans glæde. Og vi, som nu ser tingene under den gamle organisations og de ældre Guds tjeneres synsvinkel, siger: I, som på et senere tidspunkt er kommet i sandheden og har taget Jehovas tjeneste op, I, som hører til Herrens andre får og har forøget den nye verdens samfunds vækst og virksomhed, I „er vor glæde“. Vi har længtes efter jer. I er levende beviser på, at det ikke kun er ganske få, der har indviet sig til Jehovas retfærdige sag, men mange, også I, og til jer siger vi: „Stå da således fast i Herren, I elskede!“

4. Beskriv den nye verdens samfunds herlighed. Hvem er en pryd for dette samfund?

⁴ Den påståede herlighed, den gamle tingenes ordning omgiver sig med, er fattig og ussel, for den er kun en afglans af dens falske guds, Satan Djævelens, ondskab. Jehovas riges vidunderlige herlighed lader sig ikke beskrive i menneskelige ord, for den er en afglans af den sande Guds, Jehovas, herlighed. Vi, som er her på jorden og hører til kærnen i den nye verdens samfund, har en fælles hensigt: at tilbede denne herlige Gud. Jehovas herlighed og skønhed ses på Guds jordiske organisation af trofaste tjenere, der handler i overensstemmelse med retfærdighedens principper og således, omend i meget begrænset mål, genspejler Guds herlighed. Når du lærer Jehovas foranstaltninger at kende, som de er fremholdt i hans ord, stiller dig på hans side, indvier dig til ham og kæmper for hans sag, da er du en pryd for denne skare kristne mennesker. Jehova kender sine, og hvis du hører ham til, kender han også dig og elsker dig. Dine medtjenere på jorden agter dig højt. I, som er yngre brødre i tilbedelsen af Gud og i hans tjeneste, er i virkeligheden Guds jordiske organisations glæde nu. Der hviler et stort ansvar på jer, for I må bevare jer selv rene og oprigtige og ikke følge den vej, de folk vandrer ad, som ikke kender Gud, thi „når nogen agter dette ringe, er det ikke et menneske, han agter ringe, men Gud, han, som også giver jer sin hellige ånd“. — 1 Tess. 4:8.

5. Hvad siger 1 Tessaloniker 2:19, 20 til Herrens andre får, og i hvilken gæld står de?

⁵ Mens I fortsætter i trofasthed mod Jehova, er det, som om jeres ældre brødre og jeres ældre „kloge træl“ siger til jer: „Thi hvem er vort håb, vor glæde eller vor hæderskrans for vor Herres Jesu åsyn ved hans komme, om ikke netop I er det? Ja, I er vor ære og glæde.“ (1 Tess. 2:19, 20) I står derfor i stor gæld til Gud, en åndelig gæld, og også til hans trofaste samfund, der har bragt jer i kontakt med sandheden, som I tog imod, og hvilket har ført til, at I er kommet ind på hellighedens og frelsens vej. Betal jeres gæld i form af loyal og kærlig hengivenhed.

6. Nævn i korthed andre betingelser for helliggørelse.

⁶ Vi kan sige, at helliggørelse kommer ikke alene fra Gud og gennem sandheden og forkyndelsen af den, men også ved, at vi indvier os til Jehova. Kristi legemes lemmer opnår helliggørelse ved samhørighed med ham, ved Guds ånd, der er over dem, ved deres tro på Jehova og hans ord og ved tro på Kristus Jesus, Guds foranstaltning til liv for mennesker. Som der står skrevet: „Ifølge Gud Faders forudviden, ved åndens helligelse, til lydighed og til bestænkelse med Jesu Kristi blod.“ — 1 Pet. 1:2.

7. Hvad siges der i § 7 vedrørende skinhellige gejstlige ceremonier? Fortæl derom med dine egne ord.

⁷ Når vi nu tænker på alle disse ting, der har at gøre med helliggørelse, og også på, hvordan helliggørelse opnås, kunne man spørge: Hvilken berettigelse har da de gejstlige ceremonier, der foregår under stor pomp og pragt? Ingen. De har intet at gøre med den helliggørelse, Bibelen lærer om. Det er menneskelige påfund, som stammer direkte fra hedenskabet, og som vor tids hedenske gudsdyrkere ved fantasiens hjælp har gjort endnu mere pompøse med det for øje at imponere folkene og føre dem vild. Påstanden om, at helliggørelse kan opnås gennem barnagtige ceremonier, som de iagttages af den ortodokse gejstlighed i kristenheden, er et falsum og bidrager kun til at fremelske hykleri og skinhellighed, og noget af det, der kraftigst beviser dette, er den kendsgerning, at kristenheden er gennemsyret af moralsk slethed, råddenskab og fordærv på alle leder og kanter, at den vanærer Jehova, står ham imod og ikke kæmper for ham og hans sag, forfølger dem til det yderste, som søger at indprente folket Guds hellige ords rene principper, samt at den er dømt til undergang. Jehovas ypperste forsvarer, Kristus Jesus, er den, som snart vil løfte sin hånd imod kristenheden i Harmagedonslaget. Dens hedenske og falske dogmer om såkaldt „helliggørelse“ og andre læresætninger og skikke finder ikke mindste støtte i Bibelen. Disse dogmer gør menneskeheden i almindelighed uendelig stor skade, fordi de skjuler Guds ords, Bibelens, sandhed om, hvad hellighed virkelig er. Både lederne og folket gør sig skyldige i at smæde Guds navn.

8. Hvad må de gøre, som er indviet til retfærdighed?

⁸ Når vi således betragter begrebet helliggørelse, behøver vi ikke at lade os forvirre eller blive modløse på grund af den måde, hvorpå den ortodokse religion har behandlet dette megetsigende udtryk, der er af allerstørste betydning for den kristne. I, som er indviet til retfærdighed, kan ikke for et øjeblik tillade jer at gøre fælles sag med den gamle verden og med dens tingenes ordning eller følge dens målestok, dens dogmer eller dens skikke. Hold jer rene. Bevar jeres hellighed og jeres håb om helliggørelse til liv.

Hvordan kan helligheden bevares?

9. Hvad siger Paulus om selvbeherskelse?

⁹ Til tessalonikerne siger Paulus blandt andet følgende om selvbeherskelse: „Så . . . enhver af jer bør vide, hvordan man får herredømme over sit eget kar i hellighed og ære, ikke i begærligheds brynde som hedningerne, der ikke kender Gud; og at ingen foruretter og udbytter sin broder i nogen sag; thi Herren [Jehova, NW] straffer alt sligt, som vi allerede før har sagt og vidnet for jer.“ (1 Tess. 4:4-6, vers 4 efter NW) (En lignende brug af ordet „kar“ finder vi i den engelske oversættelse af Apostlenes Gerninger 9:15, hvor Saulus kaldes et „udvalgt kar“ („redskab“, dansk overs.).)

10. Hvordan bruges ordet „kar“ i denne forbindelse, og hvorfor er selvbeherskelse nødvendig?

¹⁰ Her omtales den enkelte Guds tjener som et „kar“. Den kristnes legeme eller person er så at sige et redskab, han bør bruge på rette måde. Dette kræver selvbeherskelse, og det at udøve selvbeherskelse afføder pålidelighed, og denne pålidelighed bunder i den værdsættelse, vi på behørig måde viser vort forhold til Jehova Gud, den tjeneste, vi har fået betroet som en herlig skat, den nye verdens samfund og vor andel i dette samfund. Den, som bevarer sin hellighed, er en pålidelig mand eller en pålidelig kvinde. Denne hellighed bevares ikke ganske automatisk, men vi må kæmpe for at bevare den, som det fremgår af Paulus’ formaning: „Kun skal I sammen leve et liv, der er Kristi evangelium værdigt, så jeg, hvad enten jeg kommer og besøger jer eller er fraværende, kan høre om jer, at I står fast i een ånd og med een sjæl strider sammen for troen på evangeliet uden i nogen henseende at lade jer skræmme af modstanderne; det er jo for dem et vidnesbyrd om, at de skal fortabes, men I frelses, og det er Guds værk. Thi af nåde blev det jer givet for Kristi skyld ikke blot at tro på ham, men også, at lide for hans skyld.“ — Fil. 1:27-29.

11, 12. Hvad må vi gøre, hvis vi skal forblive i vor helliggjorte tilstand?

¹¹ Vi har nu i korthed omtalt de ting, der er nødvendige for at udvirke helliggørelse. Skal vi bevare vor hellighed, må vi holde os de ting klart for øje, som betinger dens opnåelse. Helliggørelsen kommer fra Jehova Gud. Skal vi forblive hellige, må hele vor hu stå til Jehova. Helliggørelse kommer gennem Jehovas sandhedsord, Bibelen. Skal vi kunne fortsætte i denne hellige hengivenhed, må vi bestandig studere Guds sandhedsord og holde fast ved det. Sandhedens vand skildres som en stor flod, der vælder ud fra Jehovas tempel. (Åb. 22:1, 2) De kristne må til stadighed fylde deres hjerter og sind med vand fra denne rivende flod, og mens de drikker af livets vand, bliver det et kildespring i dem selv til evigt liv. — Joh. 4:14.

¹² Vi fik mulighed for at blive helliggjort, fordi en anden tog sig af os og forkyndte os det gode budskab fra Guds ord. Set under denne synsvinkel var det forkyndelsen, som var årsag til vor helliggørelse. Skal vi bevare vor hellighed eller helliggjorte tilstand, er det nødvendigt, at vi tager aktiv del i forkyndergerningen og bringer sandheden videre til andre. Gør vi det, beviser vi, at vi er Ordets tjenere, og dermed herliggør vi vor Gud og handler i harmoni med den helliggjorte Herre Kristi Jesu ord: „Derved er min Fader herliggjort, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple.“ (Joh. 15:8) Vor hengivenhed for Jehova, som vi giver udtryk for ved at symbolisere vor indvielse ved vanddåben, må være uforanderlig og give sig udslag i enigt samarbejde med vore medtjenere. Vi bør bevare vor tro stærk, den tro, som har udvirket, at vi er blevet nært knyttet til Jehova, så hans ånd, der helliggør os, bestandig må hvile over os. Vi kender, ligesom tessalonikerne, de bud, der gives de kristne i Guds ord. „I ved jo, hvilke bud vi gav jer ved Herren Jesus.“ — 1 Tess. 4:2.

Helliggøres de andre får?

13. Paulus identificerer de helliggjorte. Hvem er de?

¹³ Som vi allerede har bemærket, henvendte Paulus sig, da han skrev til tessalonikerne, til fremtidige lemmer på Kristi legeme, sådanne, der var blevet helliggjort af Jehova Gud, eftersom de var sat til side til det arbejde, der skulle udføres af hans åndelige sønner. „Vi vil ikke, brødre! at I skal være uvidende om dem, der sover hen, for at I ikke skal sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb. Thi så sandt vi tror, at Jesus er død og opstanden, skal også Gud ved Jesus føre de hensovede frem sammen med ham. Dette siger vi jer nemlig med et ord af Herren [Jehova, NW], at vi, som lever og bliver tilbage til Herrens komme, skal ingenlunde gå forud for de hensovede. Thi Herren selv skal stige ned fra himmelen, og der skal lyde en befaling, en overengels røst og Guds basun. Og først skal de døde i Kristus opstå; derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften; og så skal vi altid være sammen med Herren. Så trøst hverandre med disse ord!“ (1 Tess. 4:13-18) Fremdeles skrev Paulus følgende til korinterne i forbindelse med dette at bevare helligheden og afholde sig fra utugt: „Ved I ikke, at jeres legemer er Kristi lemmer? Skal jeg da tage Kristi lemmer og gøre skøgelemmer deraf? Nej, langtfra!“ — 1 Kor. 6:15.

14. Hvem hentyder Åbenbaringen 7:9 til?

¹⁴ De skriftsteder fra Bibelens kristne Græske Skrifter, som vi her har betragtet, gjaldt, dengang de blev skrevet og også nu, Guds helliggjorte og helligt bemyndigede åndelige sønner. Men hvad kan vi sige om Herrens andre får? Hvordan forholder det sig med den store skare af Guds tjenere, der for eksempel omtales i Åbenbaringen 7:9: „Derefter så jeg, og se, en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer og folk og tungemål stod foran tronen og foran Lammet iførte lange, hvide klæder og med palmegrene i hænderne“? Deres lovprisningstjeneste omtales i Åb 7 vers 10: „De råbte med høj røst og sagde: Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.“

15. Er den „store skare“ helliggjort?

¹⁵ Dette kapitel i Åbenbaringen viser klart, at disse ikke er de samme som de 144.000 beseglede, det åndelige Israel. De viser sig først efter, at Kristi legeme eller menighed er blevet omtalt. Det er sandt, at den „store skare“ ikke er helliggjort i den forstand, at de hører til det åndelige Israels menighed, men bør de alligevel ikke opfylde kravene om hellighed? Tænk på, hvad der her er blevet sagt vedrørende den rene tilbedelse af den sande Gud, der selv er hellig og retfærdig! Vi svarer jo, og det af den grund, at Jehova Gud ikke kan anerkende uretfærdighed, og den store skares medlemmer, hans andre får, ejer visselig hans godkendelse, når de beviser, at de nærer trofast hengivenhed for ham. Deres indvielse er ganske uomtvistelig ægte nok. Deres lovprisning lyder nu som et vældigt kor til hans ære og pris. De er en fryd for Jehovas folks organisation på jorden i dag. De elsker Jehova, og han elsker dem. Deres fremtidsudsigt er i sandhed storslået: evigt liv i den nye verden. Som vi ser i 3 Mosebog, påbød Jehova sine jordiske tjenere, der ikke havde noget håb om himmelsk liv, at de skulle være hellige, idet han påpegede, at han selv er hellig, og Peter fremhævede det samme princip for sin samtids kristne. Ligesom dette krav om hellighed gjaldt i fortiden, således gælder det i dag for alle kristne, også for Herrens andre får.

16. Hvor tjener gyden „store skare“, og hvilken slutning berettiger dette os til at drage?

¹⁶ Der er endnu en grund til, at vi kan drage denne slutning, og det er den omstændighed, at der i Åbenbaringen 7:15 vises, at den store skare står „foran Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel; og han, som sidder på tronen, skal opslå sit telt over dem“. Det er utænkeligt, at nogen, der tjener Jehova i hans tempel eller i forbindelse med hans tempel, skulle være fordærvet, ugudelig eller vanhellig. „Alt i hans helligdom råber: Ære!“ — Sl. 29:9.

17. Hvad er forskellen mellem hellig bemyndigelse og helliggørelse?

¹⁷ Er helliggørelse det samme som hellig bemyndigelse? Nej, for hellig bemyndigelse er den handling, Jehova foretager, når han udvælger ypperstepræsten Kristus Jesus og hans salvede medpræster og giver dem magt. (Se Vagttaarnet for 15. august 1952) Helliggørelse har med andre ting at gøre. Den tjener til at adskille det menneske, som med rette er helliggjort, fra andre, som ikke er helliggjort, eller som befinder sig i en vanhellig tilstand. Det tilkommer derfor med rette Jehova Gud gennem sin store, udnævnte dommer, Kristus Jesus, at afgøre, hvem der tjener ham trofast og derfor er værdig til hans godkendelse på grund af deres hengivenhed.

18, 19. Hvordan anvender apostelen Paulus princippet om helliggørelse i forbindelse med et ægteskab, hvor den ene part er vantro og den anden troende?

¹⁸ Mærk dig, hvorledes apostelen Paulus anvender dette princip i 1 Korinter, det syvende kapitel, hvor han drøfter den relative helliggørelse af en vantro, hvis ægtefælle er kristen. Hans ord lyder: „Hvis en broder har en vantro hustru, og hun er villig til at blive boende sammen med ham, så må han ikke forskyde hende. Og hvis en hustru har en vantro mand, og han er villig til at blive boende sammen med hende, så må hun ikke forskyde manden. [Hvorfor?] Thi den vantro mand er helliget ved sin hustru, og den vantro hustru er helliget ved broderen; ellers var jo jeres børn urene, men nu er de hellige.“ — 1 Kor. 7:12-14.

¹⁹ Der er forskel mellem den begunstigede stilling, den vantro ægtefælle i en delt familie befinder sig i på grund af sit forhold til sin troende ægtefælle, og den ugunstige stilling, to vantro ægtefæller befinder sig i. Vi ser her, at helligheden kommer de mindreårige børn til gode, da de jo ville være urene, hvis ingen af forældrene var troende, eller hvis den ene part ikke blev helliggjort ved den troende. Det vil ikke sige, at den vantro ægtefælle ikke må stå personligt til ansvar for sin vantro, og heller ikke, at den troende ægtefælle udvirker, at den vantro får evigt liv, sin vantro til trods. Vi er interesserede i, at apostelen Paulus slår fast, at den vantro er helliggjort i forbindelse med den troende, skønt han ikke i sig selv er helliggjort. Vi omtaler disse ting for at vise det tilbørlige i, at Herrens andre får, når de i Guds ord læser om de krav, der stilles for at opnå helliggørelse ind for Jehova Gud, holder sig disse retfærdige principper efterrettelig og lever op til dem. De bør også vide, at de må bevare deres hengivenhed for Guds retfærdige sag, for at de kan være til ære for hans navn og arve evigt liv i hans retfærdige nye verden. (2 Pet. 3:13) Som der står skrevet til den helliggjorte menighed: „Gud kaldte os jo ikke til urenhed, men til hellighed.“ (1 Tess. 4:7) Trods det, at de andre får ikke hører til det „hellige folk“, der udgøres af dem, som kaldes „de hellige“ eller „helliggjorte“, står de nu i et nært forhold til dette folk som en del af den „ene hjord“ under den „ene hyrde“. Det er grunden til, at de ikke må øve en besmittende eller forurenende indflydelse iblandt Guds folk, således om den „sammenløbne hob“ gjorde det blandt israelitterne, da de vandrede i ørkenen. (4 Mos. 11:4) Nej; det forlanges af dem, at de lever op til hellighedens krav i den udstrækning, disse krav gælder Herrens andre får, og at de således er pålidelige medarbejdere for den „lille hjord“ af helliggjorte kristne.

20. Med hvilken opmuntring til at stå fast slutter Paulus sit første brev til tessalonikerne?

²⁰ Paulus slutter sit første brev til de helliggjortes menighed i Tessalonika i en glad og opmuntrende tone, idet han siger: „Men han selv, fredens Gud, hellige jer helt og fuldt, og måtte dog jeres ånd og sjæl og legeme bevares helt og holdent og uden dadel ved vor Herres Jesu Kristi komme! Trofast er han, som kalder jer, han vil også gøre det. Vor Herres Jesu Kristi nåde. [ufortjente godhed, NW] være med jer!“ (1 Tess. 5:23, 24, 28) Ligesom Gud helt og fuldt vil helliggøre resten af den „lille hjord“, der endnu befinder sig på jorden, således vil han vise den „store skare“ sin bevågenhed på grund af deres loyale indstilling over for den helliggjorte rest. — Matt. 25:34-40, 46.

(The Watchtower, 15. maj 1954)