Den bedste måde at opføre sig på
KRISTNE burde have den bedste opførsel. Deres ægte kærlighed til Gud og mennesker tilskynder dem til venlig, høflig og kærlig optræden. Som kristne er de ambassadører for Gud og Kristus og indtager således den højeste stilling i livet. Dette skulle være grund nok til at anspore dem til korrekt høflighed. Men det har behaget Gud at lade dem være „et skuespil . . . for hele verden, både for engle og mennesker“. Han har stillet dem til skue. Derfor er deres liv og dermed enhver af deres handlinger under bestandig iagttagelse og kritik. De er levende eksempler til ære eller vanære for Gud.
Apostelen Paulus forstod dette og formaner: „Kun skal I sammen leve et liv, der er Kristi evangelium værdigt.“ „Gør intet af egennytte eller lyst til tom ære, men agt i ydmyghed hverandre højere end jer selv, og se ikke hver på sit eget, men også på de andres.“ Peter fortæller, hvorfor kristne må opføre sig således: „Lad jeres færd blandt hedningerne være god, så de — på grund af de gode gerninger, de får at se — på deres besøgelsesdag kan prise Gud netop for det, de nu bagtaler jer for, som om I var forbrydere. For Herrens skyld skal I underordne jer enhver menneskelig ordning.“ Denne korrekte optræden er det væsentligste ved god opførsel. Det er kunsten at vide, hvorledes man skal leve sammen i fred. Det er den høflighed, som stammer fra kærlighed til Gud og næsten. — Fil. 1:27; 2:3, 4; 1 Pet. 2:12, 13.
Jesus var den fuldkomne gentleman. Ikke een gang fejlede han i sin opførsel. Han praktiserede til fuldkommenhed den guddommelige regel om at gøre mod andre, som du ønsker, de skal gøre mod dig. De, som så ham, lyttede til ham, hørte hans vise ord og så hans vældige gerninger og smukke opførsel, blev fyldt med forundring. Hans gode opførsel var ikke dikteret af regler fra bøger om etikettespørgsmål; den udsprang fra et oprigtigt hjerte og kom af, at han fra ungdommen havde dyrket og praktiseret den almægtige Guds retfærdige principper, i særdeleshed hans lov om kærlighed. — Matt. 13:54-56, NW.
God opførsel har sin rod i kærlighed til Gud og kærlighed til mennesker. Den koster intet og er alting værd. God opførsel er mærkeligt nok ofte betimelige ord talt ved den rette lejlighed. At sige det rette ord i det rigtige øjeblik er en kunst. Det må komme naturligt, fra hjertet, for at være smukt. Det må være umiddelbart og oprigtigt, hvis det skal accepteres. Ellers vil det lyde fladt, hyklerisk, og det vil højst sandsynligt blive betragtet som smiger, hvilket er en fornærmelse og ikke en kompliment.
En smuk optræden er bedre end en smuk skikkelse; den giver en større glæde end statuer og billeder; den er den skønneste af alle kunster. Ligesom det er muligt at være viis uden at eje denne verdens visdom, således er det også muligt at opføre sig godt med lidt eller ingen kundskab om de regler og forskrifter, der gives i verdslige bøger om etikette, og som i bedste fald kun er et surrogat for sund fornuft. Regler for takt og tone kan skifte med moderne og er forskellige i næsten enhver nation, men god opførsel er den samme over hele verden.
Kilden til dårlig opførsel
Forfængelighed, surhed, længsel efter sympati og mangel på god, sund fornuft er hovedårsagerne til dårlig opførsel. Forfængelige mennesker ønsker, at andre skal have store tanker om dem; selv har de kun sjældent tanke for andre. Deres tanker drejer sig altid om dem selv. Forfængelighed fører til selvbevidsthed. Vi må have tanke for andre, hvis vi skal behage Jehova. At være betænksom mod andre, at tage hensyn til deres følelser er essensen af høflighed. Men et uopdragent menneske er ofte højrøstet, skrydende og stolt i sin ros af sig selv og sin familie. Den, som praler af sine forretningsbedrifter, ser ned på folk, der er mindre heldige end han, og som regel ikke kan lade være med at gøre sig lystig på en andens bekostning, er ligeledes uopdragen.
Ord er farligt værktøj. Og Jesus formanede sine disciple til at være omhyggelige med hensyn til brugen af dem: „Enhver, som bliver vred på sin broder, er skyldig for domstolen, . . . og den, som siger: du dåre! er skyldig til helvedes ild.“ Han tilføjede yderligere: „Et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd; og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. Men jeg siger jer, at menneskene skal gøre regnskab på dommens dag for hvert unyttigt ord, de taler. Thi ud fra dine ord skal du frikendes, og ud fra dine ord skal du fordømmes.“ (Matt. 5:22; 12:35-37) En velopdragen kristen vil ikke kalde sin broder for et fjols eller for dum eller give ham andre nedsættende navne.
Nogle anser sig selv for at være af så pæn familie, så kloge eller så rige, at de føler sig hævet over andre og ikke bryder sig om, hvad de siger og tænker om dem. De mener, at deres stilling berettiger dem til at være uhøflige. De er en fornærmelse mod sig selv og mod dem, de kommer i berøring med. Der er andre, der viser foragt for deres medmennesker på forskellige uhøflige måder: f. eks. ved ikke at være passende klædt på i deres nærværelse, ved ikke at være ren på legeme og sind eller ved at forfalde til frastødende vaner. Paulus formaner kristne til ikke at omgås sådanne, fordi „slet omgang fordærver gode sæder“.
Det er vanskeligt at bedømme et ægs kvalitet efter dets ydre. Således er det heller ikke klogt at bedømme folk for meget efter deres ydre. Mange mennesker har kun lidt at klæde sig med, andre har dårligt helbred, nogle er forstemte og nedslåede. Vi kan ikke forvente, at folk i almindelighed giver sig tid til at se, om vi er, hvad vi synes at være. Enhver kan være ren. Vi kan tale om de rette ting af hjertet. Vi kan være hjælpsomme, gæstfri, venlige og høflige. Vi kan være os selv. Vi kan være ærlige og optræde pænt. Disse ting koster intet. Enhver kan tilegne sig dem — de er ens for de rige og de fattige. Det er tåbeligt af en at lade kold eller at lukke sig inde i en skal af utilnærmelighed, når fremmede nærmer sig. En kristen må være let at føre en samtale med. Han må være indstillet på at tale. Han elsker menneskene.
God opførsel mod alle
Et velopdragent menneske er høflig mod alle slags mennesker og under alle forhold. Han viser respekt såvel mod sine „underordnede“ (børn, mentalt syge, mindre heldige o.s.v.) som mod sine ligemænd (hans brødre) og dem, han betragter som sine „overordnede“ (tjenere i særlige stillinger, herskere, konger og ledere). Han viser ikke bare god opførsel over for de få, der kan betale for den, eller over for mennesker, som gør sig selv frygtet. Som den varme sommersol er hans hjælpsomhed og høflighed ens for alle. — 1 Pet. 2:13-20.
Selv om det er almindelig skik at behandle fremmede med større høflighed end venner og familie, fortjener de sikkert ikke at behandles bedre end dem, vi elsker. Vor familie og vore venner skulle dog være mere berettiget til hensynsfuld behandling end fremmede. Nogle tror, at god opførsel er en slags frakke, man tager på, når man går ud at besøge folk. Men et virkelig velopdragent menneske opfører sig korrekt altid.
Det sted, man bliver bedst undervist og belært om god opførsel, er i det kristne hjem. En familie er en fin mekanisme, hvis dele er nøje forbundet med hinanden. Kun ved sagkyndig smøring kan den holdes i gang og fungere gnidningsløst. At vide, hvordan man kan være hjælpsom og venlig, elskværdig og høflig, vil gøre ikke så lidt til at skabe et lykkeligt hjem. At lære, hvordan man skal forme hverdagens hævdvundne udtryk for høflighed og hensyn, vil gøre meget til at fjerne nedbrydende gnidninger, der måtte opstå ved vor berøring med andre. Det er små ord med stor betydning. Enhver kan sige dem rigtigt. De koster os intet, men med dem køber vi venner. Hvis vi daglig praktiserer god opførsel, vil den ikke svigte os, når vi behøver den mest, det vil sige, når vi er borte fra hjemmet og ude blandt offentligheden.
Ved et stævne, som Jehovas vidner for nylig holdt, puffede f. eks. en noget stridbar fremmed, der banede sig vej gennem mængden, til et vidne. Da vidnet havde genvundet ligevægten efter stødet, smilede han og undskyldte sig. Den fremmede blev forbløffet, for han vidste, det var hans fejl, og dog var det vidnet, der undskyldte. Den fremmede bemærkede senere, at det var denne høflighed, der fik ham til at tænke og til at undersøge sandheden i Guds ord. Han er nu selv et af Jehovas vidner.
En anden tildragelse, som viser nødvendigheden af at være høflig og venlig, berettes af en fremmed. Jehovas vidner var til et internationalt stævne i nabolaget, og trafikken var stor. Den fremmede prøvede på at komme over hovedlandevejen, men den uafbrudte række biler ville ikke lade ham komme over. Da han så en bil med et skilt, der viste, at ejeren var et af Jehovas vidner, sagde han til sig selv: „Jeg gad vide, om disse folk er så venlige, som de har ord for. Vil han lade mig komme forbi?“ Til hans behagelige overraskelse standsede vognen og lod ham komme forbi. Der er stort behov for sådan venlighed i denne gamle verden, og vor høflighed bliver ikke overset af den.
Bladet Weekly Call, der udkommer i Dunellen (N.J.), skrev den 23. juli 1953: „Vi vil komme til at savne disse Jehovas vidner, når de er borte igen. . . . Disse mennesker ser ud til at være den bedste del af befolkningen, i hvert tilfælde hvad angår høflighed og et par andre ting, som de fleste af os har lagt på hylden nu om stunder. . . . Disse mennesker er lige så høflige, når de sidder bag et bilrat, som vi andre er, når vi befinder os i et hotels receptionslokale, og det vil sige noget.“ En ledende artikel i bladet The Morning Call (Allentown, Pa.) havde den 28. juli 1953 følgende at sige om dem: „Det er et storartet folk, der vokser i tal og indflydelse. Hvor som helst de kommer hen, er de velkomne. Deres opførsel vinder dem et sådant omdømme, at de indtrængende bliver opfordret til at komme igen.“ En kristens optræden er enten en ære eller skam for det gode navn, han bærer. Den ærer eller vanærer Gud og Kristus.
Ved måltiderne
En sikker prøve på et menneskes gode opførsel er hans spisevaner. Ved han, hvornår han skal begynde? Hvordan han skal begynde? Hvad han skal sige, og hvordan han skal sige det? Hvordan han skal spise, hvis han skal rette sig efter skikken i det land, han bor i, og spise på den måde, som bliver anset for høflig der? Hvornår han skal holde op? En kristens spisetid er en glædens tid, en tid, da han nyder samværet med andre; det er en glædelig begivenhed. Den er ikke bundet af en lang række latterlige regler, den er heller ikke uden en vis orden. Det er en munter tid, da alle er hjælpsomme og hensynsfulde mod hinanden.
Efter at bønnen er blevet fremsagt, skal maden spises. Ingen griber efter maden. Hver forsyner sig høfligt, når hans tur kommer. Hvor meget man skal spise, afhænger ikke af hvor stor ens appetit er, men af familiens størrelse og af, hvor meget mad der er. Et meget uopdragent menneske vil tage mere, end han kan spise, eller tage en stor portion og levne lidt eller intet til de øvrige. At spise på en måde, der er fornærmende mod andre, at ignorere de spisevaner, som anses for tilbørlige i det land, man bor i — begår man alle disse brud i sit eget hjem, vil man begå fejl, når man kommer i selskab, og give anledning til bemærkninger som: „Af en kristen at være har han en dårlig opførsel.“ En kristen må ikke kunne udsættes for berettiget kritik.
I fremtræden og tale
Det er høfligt at prøve på altid at se pæn ud. Hvis du er soigneret og altid ordentlig, taler du godt om dig selv og dine omgangsfæller. Du viser kærlighed og agtelse mod andre. Et menneske, der lægger mærke til dig, har måske ikke lejlighed til at tale til dig, men han vil aldrig glemme, at du var (hvis du var) tiltalende for øjet. En venskabelig hilsen, hvad enten det er et håndtryk eller en omfavnelse eller en anden almindelig hilsen, og et smil gør godt, uanset hvad slags tøj vi har på.
Spot føjer intet til ens kristne vækst, det gør slangudtryk heller ikke. Vulgære udtryk er blevet almindelige. Ord, der engang kun blev benyttet af degenererede personer, bruges nu af adskillige mennesker i alle samfundsklasser. Kristne må være på vagt imod noget sådant. Paulus giver os det råd: „Men utugt og al slags urenhed eller havesyge bør end ikke nævnes iblandt jer, som det sømmer sig for hellige, ej heller skammelig færd eller tåbelig snak eller letfærdig skæmt (den slags er utilbørligt), men hellere taksigelse.“ — Ef. 5:3, 4; Kol. 3:8.
I menigheden
Når man skal overvære et møde i menigheden, er det dårlig skik at komme for sent. For at være høflige må vi være hensynsfulde mod taleren og menigheden. Mødre med børn vil finde det mere bekvemt at sidde bagest i lokalet og i nærheden af udgangen, således at det ikke vil være alt for forstyrrende for taleren eller tilhørerne, hvis børnene finder det nødvendigt at gå ud. De, der er rige eller har stor indflydelse i verden, bør aldrig favoriseres. Der må ikke råde nogen partiskhed på grund af race, farve eller nationalitet. Hvisken eller fnisen under et foredrag er forstyrrende for dem, der sidder i nærheden. Menighedens møder holdes, for at folk kan komme og lære, tilbede og tjene. Her mere end noget andet sted skulle opførselen være den allerbedste.
I denne verden, der hungrer efter godhed, efter en lille smule opmærksomhed og høflighed, må de kristne findes at være mennesker, der gavmildt kaster deres gæstfrihed og gode opførsel på vandet, fordi så meget af det vender tilbage. Og det at kaste disse ting ud er i sig selv så behageligt og let og billigt. Det er så let at smile og være elskværdig og så lige til at gøre de små venligheder, at der ingen undskyldning er for ikke at gøre dem. Og desuden er det disse små venligheder, vi gør hver dag for hinanden, som forhøjer skønheden ved livet for enhver.
Det må tillige huskes, at der i forskellige lande er forskellige folkeskikke, og hvad der er høfligt og passende kan altid accepteres. Vi er ikke snæversynede med disse bemærkninger, det er heller ikke vor mening at sige, at den måde, hvorpå man lever i eet land, bør følges af alle kristne i andre lande. Hvis alle benytter et sundt sinds ånd, vil de være venlige i deres behandling af alle mennesker.