Hold fast ved håbets bekendelse
„Lad os urokkeligt holde fast ved håbets bekendelse; thi trofast er han, som gav forjættelsen; og lad os give agt på hverandre, så vi opflammer hverandre til kærlighed og gode gerninger, og lad os ikke svigte vor egen menighedsforsamling, som nogle har for skik, men formane hverandre og det så meget mere, som I ser dagen nærme sig.“ — Hebræerne 10:23-25.
1. a) Hvorfor ønsker Jehovas vidner at leve? b) På hvilken fast grundvold bygger de deres håb om liv?
JEHOVA er livets giver. Han giver ydermere mennesker kundskab om, hvordan de kan opnå liv. Jehovas vidner har håb om evigt liv, og de er taknemmelige, fordi de har fået kundskab om, hvordan de kan få evigt liv i eje, takket være Jehovas ufortjente godhed imod dem. De ønsker at leve, for har de liv, kan de tilbede universets enevældige hersker. (Sl. 118:17) De fleste mennesker nærer intet ønske om at dø og vende tilbage til støv, for i graven, hvor mennesket stævner hen, er der hverken kundskab eller visdom, og de døde kan heller ikke udføre noget arbejde. „Thi de levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting, og løn har de ikke mere i vente; thi mindet om dem slettes ud.“ (Præd. 9:5, 10) Livet i Guds nye verden er det håb, der stilles mennesker i udsigt. Jehovas vidner sætter deres håb til den nye tingenes ordning, og deres tro og håb bygger på deres kundskab om Jehovas ord.
2. Hvorfor bør vi studere Jehovas ord?
2 Jehovas ord har magt. „Thi Guds ord er levende og virkende og skarpere end noget tveægget sværd.“ (Hebr. 4:12) Med denne sandhed i tanke burde vi ønske at vide, hvad Jehova har at sige til enhver tid, såfremt det er os muligt at finde ud af det. Det skulle ligge os på sinde at studere hans udsagn. Når Gud siger noget, bør vi lytte, for hans ord har en kolossal virkning på alting, levende og livløst. „I tro fatter vi, at verden er blevet skabt ved Guds ord, så det synlige blev til af det, vi ikke kan se.“ (Hebr. 11:3) David, en mand efter Guds hjerte, forstod, hvilken magt der ligger i Jehovas ord, for han erklærede: „Ved HERRENS ord blev himmelen skabt og al dens hær ved hans munds ånde.“ (Sl. 33:6) Mennesker kan ikke til fulde fatte den magt, der ligger i Skaberens ord. Der står skrevet, at „magten er Guds“, og at han er „almægtig“. (Sl. 62:11; Job 37:23) Da han som den enevældige Hersker besidder al magt i himmelen og på jorden, vil han så sikkert som noget lade sit ord stå fast og aldrig lade det vende tomt eller uopfyldt tilbage. Derfor siger han: „Så skal det gå med mit ord, det, som går ud af min mund: det skal ej vende tomt tilbage, men udføre, hvad mig behager, og fuldbyrde hvervet, jeg gav det.“ (Es. 55:11) Så magtfulde ord burde vi studere.
3. Hvordan bør vi betragte de ord, Jehovas ypperste talsmand, Kristus Jesus, talte?
3 Dengang Jesus vandrede her på jorden, talte han sin himmelske Faders ord. Han stolede på Jehovas ord. Hans livsførelse byggede på hans Faders løfter. Det var Jesus selv, der sagde: „De ord, som jeg har talt til jer, er ånd og er liv. Men der er nogle af jer, som ikke tror.“ (Joh. 6:63, 64; 8:26-28) Det er en kendsgerning, at de fleste, som påstår at være kristne, opkaster sig til dommere over Guds ord, og de afgør hver for sig, hvilke skriftsteder i Bibelen der er sande og værd at godtage, og hvilke der bør forkastes. De sætter deres egen visdom over Jehova Guds. De stiller sig selv i klasse med dem, der ikke tror. Fodnoten til Johannes 6:63 (NW) giver Jesu udtryk endnu større kraft: „De ord, som jeg har talt til jer, betyder ånd og betyder liv.“
4. Hvordan skildrede Jesus faren ved at drage forkerte slutninger?
4 Tiden, som den er nu, tillader os ikke at skubbe Guds ord til side og sige: „Det vil jeg undersøge ved lejlighed; jeg har mange år at leve i endnu, så det vil jeg vente med, til jeg får bedre tid.“ Mennesker ræsonnerer som så, at der er så meget vigtigt i denne verden, de må tage sig af, at de ikke har tid tilovers til at beskæftige sig med den gamle bibel. De ønsker at følge med tiden. De tror, at de ved at samle sig rigdomme nu vil kunne nyde livet senere hen. Men de får måske aldrig glæde af deres sammensparede rigdom, og de kan meget let gå glip af det evige liv. Jesus fremholdt en lignelse om dette. „Der var en rig mand; hans mark havde båret godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? jeg har jo ikke plads til min høst. Og så sagde han: Sådan vil jeg gøre: jeg vil rive mine lader ned og bygge dem større, og der vil jeg samle alt mit korn og mit gods; og jeg vil sige til min sjæl: Sjæl! du har meget gods liggende, nok for mange år; slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Du dåre! i denne nat kræves din sjæl af dig; hvem skal så have det, du har samlet dig? — Således går det den, som samler snig skatte, men ikke er rig hos Gud.“ — Luk. 12:16-21.
5, 6. Hvad gør i modsætning hertil de, som ræsonnerer sundt?
5 For at du kan være rig hos Gud og holde fast ved dit håb, må du studere Guds dyrebare ord og bestandig bekende det for andre. Enhver, som sætter sit håb til liv i den nye verden, må med frimodighed og betænksomhed tale om den gode nyhed og gøre den kendt for alle, som vil lytte. „Dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd,“ sagde Jesus, for ord, der forkyndes på denne måde, er livets ord. (Matt. 24:14) Hver gang en kommer til tro på den sande Gud, sker det ved, at han hører Guds ord. „Hvorledes skulle de nu kunne påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? og hvorledes skulle de kunne tro på ham, som de ikke har hørt om? og hvorledes skulle de kunne høre, uden at der er nogen, som prædiker?“ (Rom. 10:14) Den, som kender det evige livs ord, må lære dem videre, for at andre kan høre, og for at de, som er villige til at høre, kan komme til tro på dem. Disse vil igen studere Guds ord i lighed med deres lærer. „Prædik ordet,“ formaner den trofaste Kristi Jesu efterfølger, som vidste, at troen bygger på nøjagtig kundskab. (2 Tim. 4:2) For at opnå liv i den nye verden må man fylde sig med kundskab om Gud. Hvis det ikke var muligt for dig at blive fyldt med denne kundskab, havde du ret til at sige, at Gud ikke er nogen god lærer. Men sande kristne, forstår og påskønner, at de alle „bliver oplært af HERREN“. (Joh. 6:45; Es. 54:13) Når du bliver oplært af så ypperlig en lærer, vil du ikke ønske at beholde denne kundskab for dig selv, „thi med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse“. — Rom. 10:10.
6 Vi må altså have opmærksomheden henvendt på os selv, for at vi kan blive en skare gode forkyndere. Paulus formanede: „Giv nøje agt på dig selv og din lærergerning.“ (1 Tim. 4:16) Klogeligt beslutter vi os derfor hver især til at studere Guds ord, Bibelen, og give agt på os selv og sikre os evigt liv. Samtidig med, at vi flittigt studerer Bibelen, giver vi agt på vor lærergerning, for at vi kan være sikre på, at det, vi fortæller andre, er sandheden. Som kristne må vi følge Jehovas belæring. „Hold fast ved tugt [belæring, AS], lad den ikke fare, tag vare på den, thi den er dit liv. Kom ikke på gudløses sti, skrid ej frem ad de ondes vej, sky den og følg den ikke, vig fra den, gå udenom.“ (Ordsp. 4:13-15) Kan det siges meget tydeligere? Det fastslås her, at belæring er selve livet for os. Altså gør vi klogt i at give agt på belæringen og lære, hvordan vi skal leve.
En tid, som aldrig har haft sin lige
7. I hvilken henseende er den dag, vi lever på, ulig alle tidligere tider, siden et folk blev til?
7 Vi lever i en overordentlig ond tid, den værste i menneskehedens historie. Rundt om til alle sider ser vi had, uenighed og krig. Så godt som hvert menneskes hånd er løftet mod dets næste. Verden er gennemsyret af selviskhed og frygt. Det er frugterne af en afsindig, hadefuld verden, hvis gud er Satan Djævelen. Ja, Guds ord siger, at Satan er denne verdensordnings gud. Jehovas vidner søger at oplyse folkenes sind om dette livsvigtige spørgsmål, mens de på samme tid fremholder et håb for folk i alle nationer, det håb, Jehova fremholder: Riget, menneskehedens eneste håb. Den gamle verdens indbyggere har belæring nødig, for at de kan vende sig bort fra det ondes vej, der fører til død. „Selv om der også ligger et dække over vort evangelium, så er det for dem, der fortabes, det er tildækket, for de vantro, hvis tanker denne verdens gud har slået med blindhed, så de ikke skuer ind i det lys, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed, han, som er Guds billede.“ (2 Kor. 4:3, 4) Med større kraft end nogen sinde skinner lyset nu ud gennem det budskab, Jehovas vidner regelmæssigt forkynder for sådanne blandt verdens nationer, der lytter med et villigt sind. Hundredtusinder lytter nu til budskabet. Flere og flere tilegner sig kundskab og belæring og begynder at vandre frem ad vejen til evigt liv. Tiden er moden til, at det store vidnesbyrd skal aflægges, som Jesus forudsagde: „Dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme.“ (Matt. 24:14) Vil du være med i det store arbejde at forkynde Jehovas rige? Du kan, og du vil ønske at være med, hvis du har gjort dig det til en hjertesag at agte på Guds ords belæring og holde fast ved denne belæring.
8, 9. Hvorfor er det så yderst vigtigt, at de, som tilbeder den sande Gud, er virkelig forenet i studium og arbejde?
8 Nu er tiden kommet, da de, som ønsker at leve i Jehovas nye verden, må holde sammen. Det er nødvendigt, at du studerer Bibelen for dig selv, men det er endnu mere påkrævet, at du studerer sammen med andre af samme dyrebare tro. Når nu Guds ord, som de fremholdes i Bibelen, har en sådan magt, at den, der holder fast ved deres belæring, kan vinde livet, hvad bør da den gøre, som tror på dem? Han bør først og fremmest studere og dernæst tale om det, han studerer. Vil man have kundskab, må man arbejde. Vil man bevare denne kundskab, må man gøre brug af den. Du vil gerne have, at andre skal vide, hvad du ved, og derfor må du tale om det. Som Jehovas ypperste vidne prædikede Kristus Jesus den gode nyhed og blev til frelse for menneskeheden. Men nu er han ikke længere hos os i kødet, som han var for nitten århundreder siden, dengang han vejledte apostlene og satte dem det rette eksempel. „Vi er altså sendebud på Kristi vegne, som om Gud formaner ved os; vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud!“ (2 Kor. 5:20) Paulus henvendte disse ord til menigheden i Korint. I dag er Jehovas vidner, hvor de end findes, en forenet menighed. De har i fællesskab et arbejde at udføre: at prædike i hele verden, at vise alle, som elsker retfærd, vejen til liv. Hvert eneste af Jehovas vidner må gøre sandheden, som den kommer til udtryk i hans ord, til en del af sig selv, for det er nødvendigt, at hvert eneste medlem af Guds teokratiske organisation tænker, som Jehova tænker. Han er deres lærer og hans ord deres lærebog, og de vil tænke ens, arbejde ens og tilbede ens. At de holder sammen inden for Jehovas teokratiske organisation, betyder evigt liv for dem. Hvis en eller anden i den nye verdens samfund ville forsøge sig på egen hånd, ville han meget snart opdage, at han ikke havde held med sig og ikke så sit håb om liv virkeliggjort. En sådan ville aldrig komme ind i den nye verden. Hver enkelt af os må forblive i Jehovas nye verdens samfund og også være et aktivt medlem i dette samfund.
9 Nu ser vi klart, at Jehova Gud gennem Kristus Jesus indsamler alle de retsindige og alle, som elsker retfærd. (Zef. 2:1-3) Dette gør han inden Harmagedonslaget. De, som nu lader sig belære, flygter fra den gamle verden og indordner sig under den nye tingenes ordning. Nu da så mange „andre får“ bliver indsamlet i den nye verdens samfund, er det vigtigt, at Jehovas vidner lærer hinanden at kende, navnlig inden for deres egen menighed. De må lære at kende de fordele, som denne menighed kan tilbyde dem, og hvad den vil kunne gøre for dem. Jehovas vidner lærer snart, at det er nødvendigt for dem at gå til alle de møder, der tilrettelægges for at uddanne og oplære dem. For at opnå liv må de bestandig erhverve sig kundskab og lære mere om Jehova og hans hensigter. De må til fulde påskønne, at de ikke kan klare sig uden hans skrevne ord. De vil også lære, at de ikke kan klare sig uden Jehovas organisation. At Jehovas vidner holder sammen og studerer i fællesskab, gør dem meget stærke. Det bevirker, at de kommer til at stå tydeligt adskilt fra alle andre i verden. De er sande granskere af Bibelen; de praktiserer uafladelig Guds ords lære. — Joh. 13:17.
10. Hvoraf kan vi i dag se, at den sunde formaning i Hebræerne 10:23-25 bliver værdsat efter fortjeneste?
10 „Lad os urokkeligt holde fast ved håbets bekendelse; thi trofast er han, som gav forjættelsen; og lad os give agt på hverandre, så vi opflammer hverandre til kærlighed og gode gerninger, og lad os ikke svigte vor egen menighedsforsamling, som nogle har for skik, men formane hverandre og det så meget mere, som I ser dagen nærme sig.“ (Hebr. 10:23-25) Denne sunde formaning er der ofte blevet talt om. Dette skriftsted er sikkert blevet brugt i din menighed enten ved tjenestemødet eller ved den teokratiske skole for at understrege, hvor påkrævet det er, at hver eneste af Jehovas tjenere kommer sammen med sine brødre, og det så meget mere som vi lever ved afslutningen på denne gamle tingenes ordning. Lad os her undersøge dette skriftsted for at se, hvilken slagkraft der ligger i det, og hvilken indflydelse det har på vort daglige liv.
„Håbets bekendelse“
11. Er vidnearbejdet fra hus til hus den „bekendelse“, der tales om i Hebræerne 10:23? Begrund dit svar.
11 Dette skriftsted, der siger: „Lad os urokkeligt holde fast ved håbets bekendelse“ eller: „Lad os holde fast ved den offentlige bekendelse af vort håb“ (NW), betyder ikke bare, at vi skal gøre dette ved at vidne fra hus til hus dag efter dag hele vort liv. Mange andre skriftsteder beviser ganske afgjort, at vi bør gå fra hus til hus og forkynde den gode nyhed om Riget. Det er en sag, der er hævet over al diskussion. Men hvilken betydningsfuld faktor er det, dette skriftsted gør os opmærksom på? Gælder udtrykket: „Lad os urokkeligt holde fast ved håbets bekendelse“, vort vidnearbejde fra hus til hus? Betænk hele sammenhængen. Hvad er det, Paulus taler om i sine ord til hebræerne? Han siger, at de skal aflægge en bekendelse, men hvor? Sammenhængen viser, at det må være i Jehovas folks menighed. Der må være en ganske bestemt grund til, at denne bekendelse skal aflægges, og at vi skal komme i menigheden for at gøre det. Det må være en bekendelse, der opflammer til kærlighed, til at hjælpe andre til at gøre gode gerninger, til at formane eller opmuntre hver og een i den kristne tjeneste. Gør vi dette, vil alle blive hjulpet til at forblive enige og blive bevaret i organisationen. Vore menighedsmøder er i sig selv en positiv hjælp for andre. Det er selve det, at vi bekender vort håb i menigheden, der udretter meget for andre i menigheden.
12. Hvordan er den sande gudsdyrkers „bekendelse“ og hans videre liv i den nye verden uadskilleligt knyttet sammen?
12 Den nye verdens samfund består af mange menigheder spredt ud over hele jorden. Mange er at finde i engelsktalende områder, andre i tyske, franske og japanske. Der afholdes faktisk stævner på over hundrede sprog i alle dele af verden. Men uagtet hvilket sprog Jehovas vidner taler, må de komme sammen ved menighedsmøderne. Hvert eneste indviet medlem af den nye verdens samfund må regelmæssigt samles med andre og høste gavn af brødrenes kundskab og lade brødrene nyde godt af sin egen kundskab. Inden man udtaler sig offentligt eller bekender offentligt i Guds folks menighed, er det nødvendigt at have studeret selv. Men ikke nok hermed. Efter at man har studeret Bibelen privat, må man bekende eller offentliggøre, hvad man har lært. Hvis man prøver at klare sig uden organisationen, går der kun en tid, før man begynder at lide derunder, og hvis man holder sig borte fra organisationen for længe, vil man dø af mangel på åndelig føde. Et kristent Jehovas vidne kan ikke ophøre med at følge den nye verdens levevis og dog vente at komme med i den nye verden. Når man har studeret privat dag efter dag og uge efter uge, bør man lade alle i menigheden se, at man har gjort fremskridt. Man bør udtale sig om det, man tror, så andre i menigheden kan blive opflammet til kærlighed og gode gerninger og opmuntret til større aktivitet. — 1 Tim. 4:15.
13. Hvilke fordele høster den sande tilbeder, som nu anerkender og røgter det dobbelte ansvar, der hviler på ham?
13 Det er nødvendigt at læse og studere Bibelen daglig. Man bør ligeledes gøre brug af bibelstudiemateriale, som for eksempel bladet Vagttaarnet og de bøger, Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab udgiver; thi enhver uhildet iagttager ved, at der ikke findes publikationer mage til disse. Alle disse trykte hjælpemidler giver den sandhedssøgende en håndsrækning til at få dybere forståelse af Jehovas ord og hensigter, så han bedre kan give udtryk for sit håb ved menighedens møder. Det Jehovas vidne, der fylder sit sind med guddommelig belæring og sandhed, vil derved få hjælp til at forberede sine foredrag til den teokratiske skole, han er tilmeldt. Det vil hjælpe ham til at tage del i tjenestemødet og vagttaarnsstudiet og også til at forberede de små prædikener til brug fra hus til hus. Guds ord siger, at vi offentligt bør bekende vort håb. Spørg dig selv: Hvor ofte har jeg udtalt mig ved vagttaarnsstudiet i det sidste halve år eller i løbet af hele det år, der er gået? Det er af stor betydning, at hver enkelt udtaler sig, når han har lejlighed til det, for der påhviler os hver især en dobbelt forpligtelse. For det første har du lejlighed til at bekende dit håb, og for det andet har dine udtalelser en vis virkning på dem, som lytter, og burde opflamme dem til kærlighed og gode gerninger. Du kan yde denne hjælp, såfremt du ikke svigter din egen menighedsforsamling og samværet med dine brødre.
14. Hvilket personligt ansvar har hver enkelt af Jehovas sande tjenere på denne „dommens dag“, og hvordan røgter de det?
14 En ting til: „Jer selv skal I ransage, om I er i troen; jer selv skal I prøve! Mærker I ikke på jer selv, at Jesus Kristus er i jer? ellers står I ikke prøve. Men jeg håber, I skal kende, at vi er i stand til at stå prøve.“ (2 Kor. 13:5, 6) Med denne Paulus’ sunde formaning frisk i sinde er det magtpåliggende for os hver især at ransage os selv. Det er ikke nok at sige: Jeg er et af Jehovas vidner, eller at komme til et møde og sidde tavs og lytte. Vi må virkelig ransage eller prøve os selv ved at svare på spørgsmål i andres påhør, enten frivilligt, eller når vi bliver opfordret til det. Hvordan kan nogen sige, at han er et af Jehovas vidner, hvis han ikke kommer til de møder, Jehovas sande tilbedere afholder, eller ikke deltager i dem? (Joh. 4:23) Hvordan kan han sige, omend kun til sig selv, at han tror på sandheden i Guds ord, hvis han aldrig taler om denne sandhed til sine brødre? Man kan være født katolik eller blive døbt ind i denne kult, når man er nogle få dage gammel, og kalde sig katolik resten af sine levedage. Eller man kan være født af protestantiske eller muhamedanske eller jødiske forældre og have navnet på sine forældres religion hæftet på sig resten af livet, medmindre man selv beslutter sig til at gøre fremskridt. Men blandt Jehovas vidner må den enkelte træffe en personlig afgørelse. Ingen forældre kan afgøre, om deres barn skal indvi sig til Jehova Gud gennem Jesus Kristus. Den enkelte må selv bevise, at han er et af Jehovas vidner, ved at bekende sin tro på og sit håb til Jehovas nye verden i Jehovas folks menighed. Det er din levende tro, der vil opflamme andre til større aktivitet. Altså bør du i menighedens påhør og til gavn for alle give udtryk for den kundskab, du har tilegnet dig. — 1 Joh. 4:17.
15. Hvilken handlemåde fra din side gavner dem, som overværer menighedsmøderne?
15 Det er således nødvendigt at ransage sig selv stadigvæk og prøve, hvad man er trosmæssigt set. Vi kan begå fejl, vi kan afvige fra Jehovas sandheds- og retfærdsprincipper, vi kan følge med strømmen, tænke urette tanker, og når vi ikke læser og studerer Guds ord tilstrækkelig meget, kan vi danne os vor egen livsfilosofi. Enkelte vil måske endog gå så vidt, at de udtaler sig om, hvordan de synes, at Gud skulle være, og hvad han skulle gøre. Men vi ved, at ingen kan lære en anden at kende, medmindre han taler med ham eller læser noget om ham eller på anden måde opnår forbindelse med ham. Ingen kan lære Gud at kende, medmindre han lytter til, hvad Gud siger gennem sit ord. Når du studerer for dig selv, kan du tilegne dig megen oplysning om Gud, men når du overværer menighedens møder, kan du, takket være dit forhåndsstudium, give udtryk for din tro og dit håb til gavn for andre. Det gavner ikke i mindste måde et kristent Jehovas vidne at forsømme at komme regelmæssigt sammen med andre indviede kristne. Tænk på den skade, han gør sig selv og andre. Han opflammes ikke til kærlighed og gode gerninger, for han hører ikke sine medarbejderes kommentarer, og han er der ikke selv, så han kan hjælpe andre med sine kommentarer.
„Vi har frimodighed“
16. Hvordan kan vi opflamme andre og også os selv til kærlighed og gode gerninger?
16 Jehovas synlige organisation har tilrettelagt ugentlige vagttaarnsstudier i hver eneste menighed hele verden over. Det tilrådes at overvære disse. Også andre møder som for eksempel den teokratiske skole og tjenestemødet yder rige velsignelser og hjælper en til at holde fast ved den modtagne belæring. Når du overværer disse møder, skal du ikke bare sætte dig trygt til rette og mene, at det er langt bedre at lade de andre udtale sig. Du kan på en ligefrem og behagelig måde, selv om også dine ord kommer lidt tøvende, opflamme andre til kærlighed og gode gerninger. Du kan opmuntre andre, når du taler de rette ord. Har du nogen sinde været til et vagttaarnsstudium, ved hvilket en broder eller søster, som du havde arbejdet med i flere måneder, for første gang udtalte sig i andres påhør? Du følte dig gennemstrømmet af glæde over at høre ham eller hende tale, ikke sandt? Efter mødet sagde du sikkert et par anerkendende ord til vedkommende. Det frydede dig at høre dette menneske tale. Det opmuntrede dig til større virksomhed, som Paulus sagde, det ville. Når du således offentliggør eller bekender dit håb, vil du dermed opflamme dig selv og andre til kærlighed og gode gerninger. Hvorfor ikke give andre den samme glæde, som du erfarede, ved regelmæssigt at lade dem høre dig sige noget ved vagttaarnsstudiet? De vil hævet over enhver tvivl påskønne din kommentar. Du har måske været en del år i sandheden, og de vil derfor glæde sig over at høre, hvad du har at sige. Eller du er ny i sandheden, og så vil de fryde sig over at se din fremgang og voksende forståelse.
17. Hvordan høster alle under et fælles studium gavn af, at man viser „frimodighed“ i tale, selv om man kommer til at sige noget forkert?
17 Det er både nødvendigt og af praktisk betydning, at vi udtaler os, thi for en stor del ved vi ikke, hvad vi tror, før vi begynder at tale om det eller skrive det ned, det vil sige, når vi meddeler os til andre. Hvis vi aldrig udtaler os, vil vore tanker ikke tage fast form eller blive til gavn for andre eller for os selv. Nogle undskylder sig med, at de måske, når de taler, vil komme med et galt eller misvisende svar. Tier du stille af frygt for at begå fejl? Selv om du siger noget galt, vil du alligevel høste gavn af det. Hvordan det? Fordi en anden vil svare korrekt, og ydermere vil ordstyreren udtale sig og pointere det rigtige svar, og til sidst vil paragraffen blive oplæst som en uddybning af svaret på det stillede spørgsmål. Lige straks føler du dig måske lidt beskæmmet, men du gav udtryk for det, du troede, for hele menigheden. Du studerede sammen med andre medlemmer af menigheden, og du udtalte dig og opdagede derved din fejltagelse. Havde du forholdt dig tavs, ville du måske aldrig være blevet klar over, at du opfattede sagen forkert. Nu fik du lejlighed til at få dine tanker klaret. Du ønsker at have den rette opfattelse, og nu fik du den urette tanke korrigeret og erstattet med den rette tanke. Ingen af dem, som tilbeder Jehova, ønsker at gå fra hus til hus og give urigtige oplysninger om Jehovas hensigter. Dine brødre hjalp dig til at få den fejl rettet, som du udtalte i andres påhør. Lad ikke tanken om, at du kan komme til at sige noget galt, afholde dig fra at udtale dig. Din fejltagelse vil få det korrekte svar til at indprente sig endnu tydeligere i de andres sind. Hvis man beholdt alle sine tanker for sig selv og aldrig rådførte sig med andre eller aldrig udtalte sig til andre, ville man ikke kunne prøve sig selv. Dette understreger værdien af frimodighed i tale og af formaningen: „Jer selv skal I ransage, om I er i troen; jer selv skal I prøve.“
18. Hvilken fremgangsmåde fører til mere nøjagtig kundskab og gør os dygtige til at bruge denne kundskab i overensstemmelse med Jehovas hensigt?
18 Vi må gøre fremskridt og vokse til modenhed i Jehovas organisation; vi må ikke stå i stampe. I Vagttaarnet og i alle vore andre publikationer samt gennem menigheds-, zone- og sektionstjenerne lægger Vagttaarnsselskabet bestandig vægt på, at vi bør studere. Et alvorligt studium kræver hårdt arbejde. Men det bærer rig frugt. Det kræver en indsats at ransage Skriften, men du ved, at den opnåede kundskab betyder liv for dig. At tilegne sig kundskab om Jehova Gud og om hans søn betyder evigt liv, sagde Jesus. (Joh. 17:3) Den, som ønsker at opnå evigt liv, må lytte til livets giver, Jehova, for der står skrevet: „Sandelig, sandelig siger jeg eder, den, som hører mit ord og tror ham, som sendte mig, han har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.“ (Joh. 5:24) Man opnår evigt liv ved at høre ordet og tro på Jehova Gud, for det var Gud, som udsendte Kristus Jesus, og når vi har denne tro, kan vi gå over fra døden til livet. Ved at komme i vore menighedsforsamlinger og bekende eller offentliggøre vort håb bliver vi ved med at lære, gøre fremskridt og vokse til modenhed.
(The Watchtower, 1. januar 1955)