Guds kærlighed — menneskers redning under tidens krise
Enhver krise er en ængstelsens tid. Når en sygdom tegner til at blive skæbnesvanger, følger lægen omhyggeligt sygdommens forløb, til krisen indtræder, og han vogter da nøje på enhver væsentlig forandring i symptomerne for at se, om døden vil blive følgen, eller om der vil indtræde en bedring. Taknemmeligt betragter han de ydre tegn på, at patienten er ved at komme sig og vende tilbage til det dyrebare liv. Måske er De ikke legemligt syg, men er De åndeligt syg? Har De nået en krise, og viser der sig i Deres livsløb tegn på, at De er mærket af håbløs og evigvarende død? Som menneskehedens historie har udviklet sig, er det kommet dertil, at De, ja vi alle, har nået et vendepunkt. Hvilken vej skal vi gå? Det budskab, der indeholdes i denne artikel, har til hensigt at hjælpe alle læserne til at komme lykkeligt gennem denne krise og have det lyseste håb om en lykkelig fremtid i en bedre verden. Denne gode nyhed er blevet hørt af mindst 427.000 mennesker ved op mod 80 af Jehovas vidners sektionsstævner, som er holdt over hele verden i sommeren og efteråret 1954.
1. Hvad kan mennesker glæde sig over, og hvorfor ganske særligt nu?
MENNESKENE kan være glade for, at der er noget, der hedder guddommelig kærlighed, Guds kærlighed. Og navnlig nu, da de har nået en krise — en krise både med hensyn til tid og lejlighed. Verden, det vil sige denne tingenes ordning, går sin egen vej, og der er ingen tvivl om, hvor det vil ende. Der er ingen vej tilbage for den. Det er følgelig ikke denne verden, der er inde i en krise. Spørgsmålet er ikke, om verden vil vende sig til det bedre eller til det værre. Folk, der lever i uvidenhed om Guds hensigt og om, hvad han har forudsagt skal ske, håber desperat, at verden skal blive bedre og genoprettet til normale forhold; men de mennesker, der kender Guds hensigt og tror på, hvad han har forudsagt, ved, at der ikke er noget håb om bedring og genrejsning for verden. Dens snarlige undergang er vis; dens død står ikke til at afværge; thi universets store overordnede har kundgjort, at den skal ende i den voldsomste trængsel, noget menneske kan forestille sig. Guds kærlighed alene kan redde menneskeheden fra undergang.
2. Hvem er nu inde i en krise, hvorfor, og hvad er det nu på høje tid at gøre?
2 Det er menneskene eller menneskeheden, der er inde i en krise. Spørgsmålet er nu: Hvilken vej vil det enkelte menneske vælge at gå? Det er det, der er en krise for dig; ordet „krise“ betyder, på det sprog hvorfra det er hentet, „dom“ eller „afgørelse“, og det er nu tid for den enkelte at træffe en afgørelse. Hele menneskeheden står foran et afgørende vendepunkt. Vil den vende sig den rette vej? Nej, hverken menneskeheden eller blot det store flertal af menneskene vil vende sig den rette vej. Du kan derfor ikke forsvare at følge masserne, selv om det vil være svært for dig at træffe din beslutning. Du er nu nået til det tidspunkt, da du må afgøre, om dine personlige forhold og hele din færd og levevis skal fortsætte i den gamle skure, eller om du skal lægge den om eller helt opgive den og begynde på noget nyt med et andet mål for øje og med et andet udfald. Du må handle nu; både tiden og omstændighederne tvinger dig. Det er grunden til, at det kan siges, du har nået en krise. Denne krise vil ikke stå på i det uendelige. Den vil medføre konsekvenser — og hvad vil konsekvenserne blive for dit vedkommende? Det er på høje tid, du træffer din beslutning og handler derefter, hvis ikke du ønsker at følge verden og gå til grunde sammen med den.
3, 4. Hvorfor er vi blevet tvunget ind i denne krise, og hvilken fortidig krise svarer til den?
3 Hvorfor er vi blevet tvunget ind i denne krise? Skyldes det de nylige brintbombeeksplosioner, der i et nu slyngede os ind i „brintbombens tidsalder“, eller at man er begyndt at tale om endnu frygteligere koboltbomber og kvælstofbomber? Skyldes det, at atomkrig, den form for krigsførelse man vil benytte under en eventuel tredje verdenskrig, ville være ensbetydende med civilisationens undergang og en trusel mod selve menneskehedens eksistens, hvis vi skal holde os til de militære og politiske lederes egne ord? Nej, for blot og bar frygt for disse grufulde ting driver ikke menneskene til at træffe den rette afgørelse.
4 Krisen eksisterede allerede, inden vi blev hvirvlet ind i brintbombealderen. Krisen er over os, fordi vi er nået frem til det, der i Guds ord kaldes „endens tid“. Det er „endens tid“ for denne gamle verden, og heri er indbefattet både de usynlige og de synlige ting på jorden. (Dan. 11:35; 12:4) Den modsvarer således den krise, der indtraf for over fire tusinde år siden, dengang stamfaderen til den nuværende menneskeslægt, Noa, levede. Noa var en trofast mand, der i hele sin livsvandel „vandrede med Gud“. I hans dage indtraf der en verdenskatastrofe langt frygteligere end talløse brintbombeeksplosioner. Det var en vandflod, der dækkede jordkloden og totalt udviskede hele datidens civilisation, fordi den var sunket ned i fordærv. Ulydige åndeskabninger fra de usynlige himle havde taget bolig blandt menneskene, som af den grund blev mere og mere fordærvede; jorden var fuld af vold; menneskenes ondskab tog til; deres hjerters higen og tragten var ond dagen lang; de påkaldte Jehovas navn på skrømt og forklejnede derved den eneste levende og sande Guds navn. (1 Mos. 4:26) For at revidere menneskenes falske forestillinger om den sande Gud og give dem en ny, retfærdig start sendte Jehova Gud den verdensomfattende vandflod, som jorden den dag i dag bærer tydelige vidnesbyrd om. Men det var Jehova Guds agt at bevare en kærne eller sæd, fra hvilken menneskeheden kunne begynde forfra, og han befalede i den hensigt Noa at bygge en vældig ark eller kiste. I denne ark bevarede han Noa tillige med syv medlemmer af hans familie foruden dyr af jordens mange hundrede forskellige arter, for at de kunne opfylde jorden med deres afkom efter Vandfloden. — 1 Pet. 3:20.
5 På grund af hvilken ny faktor tegner situationen sig værre i dag end dengang?
5 I vore dage, nu da efterkommere af Noa har eksisteret i fire tusinde år, er situationen endnu værre. Tilstandene på jorden er for vedkendte til, at vi behøver at beskrive dem her. Der er imidlertid een ting, som er ny. Mennesker i almindelighed ved det måske ikke, forstår det måske ikke eller vil ikke tro det, men når man ved det, hjælper det til at forklare, hvorfor forholdene i verden fremdeles forværres trods Folkeforbund, de Forenede Nationer og alle de andre hjælpeforanstaltninger, samfundet i dag stabler på benene. Dette nye er følgende: Ondskabens store ophavsmand er blevet styrtet ned tillige med alle de dæmoner eller ånder, han har ledt ud i ondskab og fordærv. Alle er de blevet styrtet fra en høj magtposition i de usynlige himle ned til jordens nærhed, hvor de holdes i forvaring til undergang i rette tid. Dette har fundet sted siden 1914, samme år den første verdenskrig brød ud. Til advarsel for os har der lydt et råb i himmelen, som vi finder det nedtegnet i den hellige skrift: „Glæd jer derfor, I himle, og I, som bor i dem! Ve jorden og havet! thi Djævelen er kommen ned til jer; hans harme er stor, fordi han ved, hans tid er kort.“ (Åb. 12:12) Det er nu i vor tid, hans harme er stor, fordi der kun er kort tid til, at han og hans dæmoner vil blive sat fuldstændig ud af spillet. Han er følgelig fast besluttet på, at han i denne korte tid vil rette hele sin koncentrerede ondskab mod jordens beboere og gøre dem al den fortræd og skade, han kan. Han ved, at hans tid bliver kortere og kortere, men han søger at holde menneskene i uvidenhed herom, for det er hans plan, at de skal rammes af ødelæggelsen, samtidig med at han selv bliver knust i den universelle Harmagedonkrig. Derfor „ve jorden og havet“.
6. Hvilken politik og magtudøvelse fra Djævelens side stiller menneskeheden i fare for at blive udslettet?
6 Det er således ikke denne verden eller denne tingenes ordning, der er inde i en krise, men mennesket, menneskeheden. I betragtning af alt det forfærdelige, der ligger forude, ville de allesammen meget let kunne blive fejet af vejen. Og hvis det stod til Djævelen, Satan, hvis han fik sin vilje, ville de allesammen blive udslettet sammen med ham og hans dæmoner. Hans afsindige politik er: „Regere eller rasere!“ Kan han ikke komme til at herske over menneskeheden, godt, så skal den ødelægges. Han kender ikke til humanitet. Han nærer ingen kærlighed til menneskene. Han bruger sin magt over mennesker i verden, hvis sind er modtageligt for hans påvirkning, til i al hemmelighed at forlede dem til at planlægge deres egen undergang, ikke bare ved at de søger at perfektionere brintbomben og andre dødbringende våben tid massemyrderier, men ganske særligt ved at få dem til at afslå at vælge den eneste vej til redning for mennesker, uanset om det så virkelig kommer dertil, at der bliver nedkastet brintbomber direkte over mennesker eller ej. Menneskegjorte bomber kan dog kun ødelægge menneskenes nuværende eksistens, men når nogen nægter at tage imod Guds kærlige frelsesforanstaltning, vil det betyde tab af evigt liv i lykke i en ny, retfærdig verden.
7. Hvem forudsagde ganske specielt denne verdensødelæggelse for nitten århundreder siden, og fra hvis profeti citerede han?
7 Mennesker, som er vel bevandret i den hellige skrift, Bibelen, ved, at undergangen over denne verden eller denne tingenes ordning blev forudsagt for nitten århundreder siden af den største profet, der nogen sinde har været på jorden, Jesus, Guds søn. Hans mange profetier nåede et højdepunkt i ordene: „Thi da skal der komme en stor trængsel, hvis lige ikke har været fra verdens begyndelse indtil nu og heller ikke senere skal komme. Og dersom de dage ikke blev afkortet, da blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld skal disse dage afkortes.“ (Matt. 24:21, 22) Århundreder tidligere havde Jehovas profet Daniel forudsagt dette, og Jesus citerede fra Daniels profeti, i hvilken denne sagde angående „endens tid“: „Til den tid skal Mikael stå frem, den store fyrste som værner dit folks sønner, og en trængselstid kommer, som hidtil ikke har haft sin mage, så længe der var folkeslag til. . . . Men du, Daniel, sæt lukke for ordene og segl for bogen til endens tid! Mange skal granske i den, og kundskaben skal blive stor.“ Som en opfyldelse af denne profeti har vi fået større kundskab om „endens tid“ og dens betydning. — Dan. 12:1, 4.
8. Hvorledes blev denne verdens ende forudsagt endog endnu tidligere?
8 Men denne verdens ende eller afslutningen på denne tingenes ordning blev forudsagt endnu længere tilbage end på Daniels tid, ja før Vandfloden i Noas dage, nemlig af Enok, en mand, der også „vandrede med Gud“. I Bibelen læser vi: „Dem var det også, Enok, Adams efterkommer i syvende led, profeterede om og sagde: Se Herren [Jehova, NW] kommer med sine hellige titusinder for at holde dom over alle og straffe alle de ugudelige for alle de ugudeligheds gerninger, de har øvet, og for alle de formastelige ord, de har talt imod ham, de ugudelige syndere!“ (Judas 14, 15; 1 Mos. 5:21-24; Hebr. 11:5, 6) Jehova Gud var imidlertid selv den første, der talte om verdens ende, og det skete helt tilbage i Edens paradis, da det første menneske havde bragt fordømmelse over sig selv på grund af sin handlemåde, og Jehova kundgjorde dommen over ham, den dom, der lød på lidelse og død. Jehova Gud sagde ved den lejlighed henvendt til den oprørske åndeskabning, der lig en slange havde planlagt alt det skete: „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen!“ (1 Mos. 3:15) Når den store ondskabens slange får hovedet knust, betyder det på samme tid undergang over hans verden eller tingenes ordning, og det skal ske i vore dage ved Guds elskede søn, som er den ypperste af Guds kvindes sæd. Der er intet håb tilbage for denne verden, som har Satan til gud.
9. Hvilket svar giver Gud på spørgsmålet om, hvorvidt nogle mennesker vil have mulighed for at overleve og bevare slægten i live?
9 Vil nogen ud af menneskeslægten, ikke verden, blive frelst eller genoprettet? Det er spørgsmålet under den nuværende krise. Skal alle mennesker gå til grunde sammen med Satan Djævelen, når undergangen rammer hans verden? Vil nogen ud af menneskeslægten få lejlighed til at overleve og fortsætte slægten her på jorden? Ja, sagde Jesus, Guds største profet. Ja, siger Gud selv med disse ord: „Det var mig, som dannede jorden og skabte mennesket på den; mine hænder udspændte himmelen, jeg opbød al dens hær; . . . Thi så siger HERREN, himmelens Skaber, han, som er Gud, som dannede jorden, frembragte, grundfæsted den, ej skabte den øde, men danned den til at bebos: HERREN er jeg ellers ingen.“ (Es. 45:12, 18) Jehova vil ikke tillade, at jorden bliver lagt øde i den universelle Harmagedonkrig uden mennesker til at bebo den.
10. Med hvilke ord minder Peter os om, at Gud i sin kærlighed vil lade nogle overleve?
10 Den inspirerede forfatter Peter minder os om, at den almægtige Gud er i stand til at bevare mennesker i live gennem denne verdens ende, afslutningen på denne tingenes ordning. Han siger: „Ej heller skånede han den gamle verden, men bevarede kun retfærdighedens forkynder Noa, tillige med syv andre, da han lod Syndfloden komme over de ugudeliges verden. . . . Således forstår Herren [Jehova, NW] at udfri de gudfrygtige af deres prøvelse og at bevogte de uretfærdige til straffen på dommens dag, . . . Da nu alt dette går sin opløsning i møde, hvor bør I da ikke vandre i hellig livsførelse og gudsfrygt, mens I venter og fremskynder Guds [Jehovas, NW] dags komme, hvorved himlene skal komme i brand og opløses og elementerne komme i glød og smelte. Men efter hans forjættelse venter vi nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor.“ (2 Pet. 2:5, 9; 3:11-13) Gud vil i sin kærlighed sørge for, at nogle overlever og kommer med ind i denne nye verden.
En kærlig Gud
11. Hvorfor forekommer udtrykket „Guds kærlighed“ mange mennesker ejendommeligt? Er hans kærlighed en realitet?
11 Det store flertal vil måske finde det mærkeligt, at vi bruger et udtryk som „Guds kærlighed“. Og hvorfor? Fordi de ikke kender sådan et væsen. De kender ikke en kærlig Gud, en ophøjet og almægtig Gud, der elsker sine levende skabninger og navnlig menneskene. Det, at det onde har været tilladt og har fået lov at gribe om sig, har stået for dem som en gåde og indgivet dem falske forestillinger om Gud, det vil sige, hvis de i det hele taget tror på en personlig Gud. Snu og selviske religiøse ledere har ved deres gud-vanærende læresætninger og deres forkyndelse malet Gud i grelle farver og fremstillet ham som en ukærlig, uretfærdig Gud, der finder glæde i menneskenes død og hævngerrigt har truffet foranstaltninger til, at syndige mennesker efter legemets død skal gennemgå navnløse lidelser og kvaler i al evighed. Sa sent som i dag har kristenhedens trossamfund ikke offentligt tilbagekaldt deres ukristne lære om en brændende skærsild og et flammende helvede, hvor menneskesjælene efter legemets død lider endeløs pine. Og de mennesker, der kun tror på usynlige dæmoner, der, såfremt de ikke formildes, er hurtige til at fortrædige og forulempe dem, har aldrig følt den trøst, der ligger i tanken om en kærlig og højsindet Gud. Til trods for alt dette er Guds kærlighed en bevislig realitet.
12. Hvorfor kan vi ikke dadle Skaberen for vor ufuldkomne tilstand i dag? Hvorledes er selve det, at vi eksisterer i dag, et tegn på hans kærlighed?
12 Alt, hvad der er skabt, kommer fra denne eneste levende og sande Gud. Han er som en klippegrund, hvorpå hele skaberværket hviler. Profeten Moses sang en sang til hans pris, og heri hed det: „Thi HERRENS navn vil jeg forkynde, ære skal I give vor Gud! Han er klippen, fuldkomment hans værk, thi alle hans veje er retfærd! En trofast Gud, uden svig, retfærdig og sanddru er han. Skændselsmennesker sveg ham, en forvendt og vanartet slægt [de har handlet til egen ødelæggelse; de er ikke hans børn, fejlen er deres egen, NW].“ (5 Mos. 32:3-5) Hvis Skaberen var ukærlig, ville menneskene ikke have været på jorden i dag, efter at de i årtusinder har forvoldt ødelæggelse og ikke har handlet som hans børn. For seks tusinde år siden skabte han den første mand og den første kvinde som fuldkomne mennesker og satte dem i et glædens paradis, en fuldkommen have på jorden. Da de viste ulydighed mod deres kærlige Skaber og kom under dødsstraf, kunne Jehova Gud have udslettet dem øjeblikkelig, inden de fik nogen børn. På den måde kunne han have hindret, at der opstod en syndig menneskeslægt, som vi ser den i dag; men hvor ville vi i så fald have været nu? Den ufuldkommenhed, der kendetegner menneskeheden i dag, skyldes ikke en ukærlig Skaber, men, som Guds skrevne ord forklarer mysteriet for os: „Synden kom ind i verden ved eet menneske [Adam], og døden ved synden, og døden . . . trængte igennem til alle mennesker, fordi de alle syndede.“ Som efterkommere af synderen Adam er vi alle født i denne ufuldkomne, syndige tilstand. — Rom. 5:12; 1 Mos., kapitlerne 2 og 3.
13. a) Hvilken anden lejlighed havde Gud til at udslette hele menneskeheden, men på hvilken måde har han siden da vist sin kærlighed? b) Hvorfor har han ladet udgå et forligelsesbudskab? Hvilken betydning ligger der i at blive forligt med ham?
13 Der var en anden lejlighed, ved hvilken Skaberen, den almægtige Gud, kunne have udslettet menneskeslægten. Det var ved Vandfloden i Noas dage. Vandfloden omspændte hele jordkloden, den var total, den oversteg endog bjergtoppene med mange meter; i fyrretyve dage steg den højere og højere over jorden, og først efter et helt solårs forløb var den sunket og havde samlet sig i have og flodlejer og ladet det tørre land til syne, således som vi ser det i dag. Men Gud skånede otte menneskesjæle og mange par af lavere dyresjæle, og i dag har vi som et resultat heraf over 2.300.000.000 menneskesjæle og et rigt dyreliv på jorden. Den kærlige Jehova Gud har skabt solen til at skinne og regnen og sneen til at falde på alle disse ufuldkomne menneskeskabninger, selv om det overvældende flertal af menneskene måske ikke engang kender ham eller elsker, tilbeder eller adlyder ham, men måske tilmed lever og handler som hans fjender. Hvis nogen er berettiget til at sige til os: „Elsk jeres fjender, gør godt imod dem, som hader jer; velsign dem, som forbander jer,“ er det Jehova Gud, og hans elskede søn, Jesus Kristus, har da også sagt dette til os på hans vegne, da han holdt sin bjergprædiken i Palæstina. (Luk. 6:27, 28; Matt. 5:1, 2, 44) For nitten århundreder siden lagde Gud den grundvold, på hvilken disse forhenværende fjender kunne blive forligt med ham eller på ny komme til at stå i et venskabsforhold til ham, og han udsendte sine ambassadører, sande efterfølgere af Jesus Kristus, for at sige til os: „Lad jer forlige med Gud!“ (2 Kor. 5:20) Det at blive forligt med Gud betyder langt mere for os, end at vi i fællesskab med alle andre mennesker kan glæde os over rent naturlige velsignelser som sol og regn og alt, hvad der gror på jorden; det betyder frelse til liv for os i Guds nye verden.
14. I betragtning af at vor tilværelse nu er forbundet med smerte, hvad mener så mange fejlagtigt, at virkelig frelse må bestå i? Men hvad er Guds hensigt med hensyn til smerte og lidelse?
14 I den nye retfærdighedens verden vil tilværelsen som menneske ikke længere være forbundet med smerte. Den inspirerede kristne nedskriver Johannes så i et strålende syn denne nye verden med dens nye himle og nye jord og sagde herom: „Og jeg så en ny himmel og en ny jord; thi den første himmel og den første jord var forsvundet, og havet var ikke mere. . . . og Gud selv skal være hos dem, og han skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere; thi det, som var før, er nu forsvundet.“ (Åb. 21:1-4) Der er mange, der mener, at fordi livet nu er fuldt af sorg og smerte, må virkelig frelse være ensbetydende med, at man forsvinder helt ud af tilværelsen. De har gjort sig den falske forestilling, at hvis man skal blive fri for sorg og smerte og lidelse, må man ophøre at være til. Mange mennesker længes efter, at døden skal gøre ende på deres lidelser, og de, der tror på sjælevandring, længes efter, at sjælens kredsløb skal ende i nirvana, tilværelsens ophør, det ubevidste intet. Som tilværelsen nu former sig for det syndige menneske, er han måske både ulykkelig og lider smerte, men ikke al tilværelse er ulykkelig og forbundet med smerte. Der siges om den eneste levende og sande Gud, Jehova, at han er „den lykkelige Gud“. (1 Tim. 1:11, NW) De, der er blevet forligt med ham, er de eneste virkelig lykkelige mennesker på jorden i dag, og de er et billede på, hvorledes det er Guds hensigt, at alle de skabninger, som han skænker evigt liv i den nye verden, skal være fuldkommen lykkelige uden det mindste gran af smerte, sorg eller død.
15. Hvorfor er det ikke frelse at gå over i ikke-eksistens, det vil sige blive udslettet af tilværelsen? Hvori består frelsen fra Gud?
15 Frelsen fra Gud er ikke en flugt fra tilværelsen, men en redning fra død eller ikke-eksistens. At gå over i ikke-eksistens, at ophøre at være til, er straffen for at handle uret mod Gud, for Guds ord siger: „Syndens løn er død, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre.“ (Rom. 6:23) De, der havner i denne tilstand af ikke-eksistens, kan ikke smigre sig med, at de erfarer en frelse fra liv eller tilværelse. Det er en straf, der kommer over dem, og de går glip af evigt liv i lykke i Guds nye verden. Ethvert dyr kan dø, og når menneskene dør, er deres skæbne ikke forud for eller anderledes end dyrenes. Vi vil citere den inspirerede vismand: „Thi menneskers og dyrs skæbne er ens; som den ene dør, dør den anden, og een og samme ånd har de alle; mennesket har intet forud for dyrene; . . . Alle går sammestedshen, alle blev til af muld, og alle vender tilbage til mulden.“ (Præd. 3:19, 20) Konsekvensen heraf bliver, at frelsen fra Gud er en redning fra at blive udslettet af tilværelsen. Gud bevarer ikke sine fjender eller synderne i live blot for at se dem ulykkelige og i pine. Han bevarer dem i live, som elsker ham, for at de kan leve fuldkommen lykkeligt i al evighed. Der står skrevet: „HERREN vogter alle, der elsker ham, men alle de gudløse sletter han ud.“ — Sl. 145:20.
16. Fra hvem stammer læren om selvfrelse, hvad er hans hensigt med denne lære, og hvorfor er det ret af os at ønske liv?
16 Satan Djævelen er menneskets store modstander, og fra ham stammer læren om, at vor frelse ikke kommer udefra, fra Gud, men beror på, om vi er i stand til at styre vort sind og dernæst i egen kraft styre vort legeme gennem vort sind. Modstanderens hensigt med at lære menneskene noget sådant er at få dem til at, kaste vrag på frelsen, der alene kommer fra Jehova Gud. Det står ikke til mennesket at frelse sig selv under denne krise eller på noget andet tidspunkt. „Hos HERREN er frelsen,“ siges der i Salme 3:9. „Frelsen tilhører Jehova.“ (AS) Ingen af de lavere dyreformer vil nogen sinde kunne opnå evigt liv i lykke. Det er noget, som er forbeholdt mennesket, men han kan ikke opnå det i egen kraft. Muligheden for at opnå det kommer udefra, fra Jehova Gud. Vi har lov til at hige og tragte efter denne frelse fra Gud, og vi kan gøre det, uden at det bereder os lidelser, og uden at vor higen og tragten behøver at ende i skuffelse. Hvis vi følger den vej, Gud har åbenbaret os gennem sin søn, Jesus Kristus, vil vi få vor higen efter frelse tilfredsstillet, idet vi sluttelig vil blive befriet for al lidelse, alderdom og sorg og opnå endeløst liv uden smerte, uden ufuldkommenhed, fattigdom, uvidenhed og forvirring og uden at stå fremmede for en kærlig og lykkelig Gud. Lad os derfor ikke bedrage os selv med hensyn til, hvor livet stammer fra, hvad der er meningen med tilværelsen, og hvorfor den netop nu er præget af smerte og elendighed. Når mennesker gør sig urette forestillinger om livet og meningen med livet, er det, fordi de ikke kender den eneste levende og sande Gud, hos hvem livets kilde er at finde. (Sl. 36:10) Modstanderen ønsker at få mennesker til uafvidende at ønske og vælge den skæbne, der skal overgå de ugudelige og fordærvede. Guds opfordring til os lyder: „Så vælg da livet, for at du og dit afkom må leve, idet du elsker HERREN din Gud og adlyder hans røst og hænger ved ham; thi deraf afhænger dit liv og tallet på [dine, NW] dage.“ — 5 Mos. 30:19, 20.
17, 18. a) Hvad vil det at vælge livet være ensbetydende med for os? b) Hvad er den væsentligste grund til, at Gud giver det evige livs gave gennem Kristus Jesus?
17 Under den nuværende krise vil ethvert normalt og forstandigt menneske, som elsker, hvad der er ret, vælge livet eller rettere sagt den vej, der fører til livet. Husk på: „Guds nådegave er et evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre.“ Livet er vel værd at tage imod uden hensyn til, ved hvem Gud vælger at tilbyde os det. Hvorfor så føle sig stødt, fordi det tilbydes gennem Kristus Jesus? Der er en fuldgyldig grund for, at det tilbydes gennem ham. Det var vor stamfader Adam, der ved sin synd blev skyldig i hele menneskeslægtens fald. Den løn, han fik for den ukærlige synd, han begik mod sin Fader, var død med forudgående ufuldkommenhed, sorg og smerte, samt at Djævelen skulle herske, og han, Adam, stå fremmedgjort for Gud, til han døde og vendte tilbage til mulden eller støvet, hvoraf Gud oprindelig havde dannet ham som et fuldkomment menneske. Han syndede under påvirkning af sin ulydige hustru, og det var fra ham og gennem hende, at hele menneskeslægten kom under syndens og dødens fordømmelse og alt, hvad dermed følger i form af frygt, lidelse, ulykke, kamp og strid, alderdom, tab og skuffelse. Adam var skabt af Gud og havde fået livet af Gud, og den hellige skrift omtaler som følge heraf den fuldkomne Adam i Eden som „søn af Gud“. (Luk. 3:38) Dette ene menneske, Adam, bragte fald over alle sine efterkommere ved at forlade fuldkommenhedens vej og opgive sin hengivenhed for Gud. Der er derfor en mulighed for, at de af Adams efterkommere, som er villige dertil, kan blive udfriet eller løskøbt gennem en anden „søn af Gud“, der ville give sit liv som fuldkomment menneske for Adams efterkommere. Men da ingen, der kun havde fået en stakket livsfrist i arv fra Adam, kunne give et fuldkomment liv for menneskeslægten, sendte Gud sin enbårne søn fra himmelen til jorden som et fuldkomment menneske af kød og blod.
18 For at blive menneske, et fuldkomment menneske af rigtigt kød og blod, gik denne Guds søn ind på at lade sig føde af en uberørt kvinde, en jødisk jomfru, og han voksede op og blev tredive år og stod i sin fulde manddomskraft. Nu begyndte han at gå den offervej, som Gud, hans Fader, havde afstukket for ham, idet han forkyndte, at Guds rige er menneskenes eneste håb. Hans trofaste forkyndelse førte til, at han led døden som en martyr eller et vidne for Jehova Gud, men han døde uden synd, uden at være afveget fra Guds vej, ulig menneskets stamfader dam i Eden. Gud accepterede derfor det liv som fuldkomment menneske, hans søn nedlagde som et offer til gavn for den døende menneskeslægt. Han belønnede desuden sin trofaste, selvopofrende søn med at oprejse ham fra de døde og give ham udødelighed i himmelen som konge i det rige, Gud havde lovet at oprette over menneskene. Det er grunden til, at Jesus Kristus indtager en så betydningsfuld stilling i Guds foranstaltninger. Det er grunden til, at vi kan komme til Gud gennem ham i hans egenskab af Guds øverste befuldmægtigede. Det er grunden til, at Guds gave, evigt liv til menneskeheden, gives „i Kristus Jesus, vor Herre“.
19. a) Hvorledes er denne foranstaltning fuldkommen retfærdig og tillige økonomisk? b) Hvad giver Gud udtryk for ved at vælge sin enbårne søn til at tjene dette formål?
19 Denne Guds foranstaltning bærer præg af fuldkommen retfærdighed; et fuldkomment menneskeliv gives i bytte for det fuldkomne menneskeliv, der ved synd blev forspildt i Eden. I denne foranstaltning er der også udvist økonomiske hensyn, intet går til spilde, intet bliver forødt. Synd, fordømmelse, ufuldkommenhed og lidelse kom ved det ene menneske, Adam, over hele menneskeslægten, og nu får alle velvillige efterkommere af Adam mulighed for at opnå evigt liv gennem Jesus Kristus, det fuldkomne offer. Gud siger derfor om ham: „Denne er min søn, den elskede, i ham har jeg velbehag. Hør ham!“ (Matt. 17:5; 1 Pet. 1:17) Ved nøgtern eftertanke burde det derfor ikke fortørne nogen at høre, at Gud har gjort menneskenes evige velfærd afhængigt af denne ene og har sammenfattet alt i denne tro og værdige søn. Hvad er der i vejen med denne guddommelige foranstaltning? Hvori viser den sig uduelig og ude af stand til at hidføre de ønskede resultater? Hvorfor skulle den almægtige Gud kalde mange til hjælp, blot for at lade dig drage din personlige religiøse favorit med ind i billedet? De talrige religiøse trossamfund har måske hver især sin religiøse yndling, så det for at behage dem alle ville være nødvendigt at etablere et pantheon eller tempel for alle disse guder. Men den eneste levende og sande Gud træffer selv sit valg, og han har valgt den rette, nemlig sin enbårne søn, hvem han gav som et offer. Det er et udtryk for kærlighed, guddommelig kærlighed i højeste potens, dette at Gud har givet sin søn, den, han elskede højst af alle, hen til at dø for synderes hånd til gavn for sådanne, der er blevet fordømt som syndere, uden på nogen måde at have gjort snig fortjent dertil.
20. Hvorfor skulle vi ikke tage anstød af en sådan kærlighed, hvad burde vi tværtimod gøre, og hvad tyder det faktisk på, hvis vi afviser Guds kærlighed?
20 Er en så usædvanlig kærlighed noget at tage anstød af? En så stor kærlighed anbefaler sig selv til os ved sin uselviskhed. Som en, der havde nydt godt af denne guddommelige kærlighed, udtrykte sig: „Thi mens vi endnu var afmægtige, led Kristus, da tiden var inde, døden for os, som endnu var ugudelige. Der er jo næppe nogen, som vil dø for en retfærdig; kun for sin velgører kunne en måske få sig til at gå i døden; men Gud viser sin kærlighed mod os ved, at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere.“ (Rom. 5:6-11) At forsmå og afvise en kærlighed, der anbefaler sig selv til os på en sådan måde, tyder faktisk på utaknemmelighed i allerhøjeste grad.
21. Hvorfor skulle vi som en naturlig reaktion over for Gud vise kærlighed?
21 Hvilket menneske på jorden ville hengive en elsket søn til at lide forsmædeligt og dø en smertefuld død, for at mennesker, hvem han intet skylder, men som tværtimod fortjener at blive udslettet, skulle få fordel deraf? Så stor kærlighed har Gud vist os mennesker. Herom står der skrevet: „Gud er kærlighed. Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os, at Gud har sendt sin søn, den enbårne, til verden, for at vi skal leve [opnå liv, NW] ved ham. Deri består kærligheden: ikke i, at vi har elsket Gud, men i, at han elskede os og sendte sin søn til soning for vore synder.“ (1 Joh. 4:8-10) Hvordan kunne vi lade være med at elske en Gud som ham? Men når vi først har lært at elske denne uselviske Gud, må vi sige med den kristne apostel Johannes: „Vi elsker, fordi han elskede os først.“ — 1 Joh. 4:19.
Udfrielse gennem en god regering
22. Hvem er vi lig i vort ønske om en god regering, og hvad har han gjort i retning af at indføre en sådan god regering?
22 Når mennesker med sans for retfærdighed kommer til at kende og elske den eneste levende og sande Gud, opdager de til deres store glæde, at der er et ganske specielt lighedspunkt mellem hans kærlighed og deres egen kærlighed: De elsker en god regering, et godt styre over menneskene. Men skønt vi har elsket et sådant retfærdigt, fuldkomment styre og har længtes efter, at det skulle blive indført, har vi ikke evnet at gøre noget for det. Ondskabens, selviskhedens og undertrykkelsens regeringskræfter har været os for overmægtige. Vi kan ikke stå Djævelen og hans horder imod i egen kraft. Men Jehova Gud er ophavsmanden til al retfærdig regering; han er universets uovertrufne overordnede. Han har ikke set med billigelse på denne verdens uretfærdige politiske regeringsmagter, og det er ikke hans agt at lade dem regere over menneskene på ubestemt tid. I sin kærlige omsorg for, at universet overalt skulle styres på bedste måde, har han lovet og også truffet foranstaltning for en god regering over menneskene med den bedst mulige hersker, nemlig hans enbårne søn. Da denne regering kommer fra ham og forestås af hans kronede konge i himmelen, Jesus Kristus, kaldes den „Guds rige“ eller „Himmeriget“. Som regeringens salvede konge vil Jesus Kristus tjene Gud, og Jehova siger om ham i sine profetier: „Se, min tjener, ved hvem jeg holder fast, min udvalgte, hvem jeg har kær! På ham har jeg lagt min ånd, han skal udbrede ret til folkene. Han . . . vansmægter, udmattes ikke, før han får sat ret på jorden; og fjerne strande bier på hans lov.“ — Es. 42:1-4.
23. Hvad gjorde Guds udvalgte tjener, da han var på jorden, for at anbefale en sådan regering?
23 Dengang denne udvalgte tjener var på jorden som mennesket Jesus Kristus, viste han sin hengivenhed for denne regering ved at forkynde Guds rige og opflamme ethvert villigt menneske til at give det førstepladsen i sit liv. Han gjorde mange mirakuløse gerninger, idet han helbredte syge og endog oprejste fra de døde, og det gjorde han for at vise, at han var den, Gud havde udvalgt for dette rige, og ligeledes for at vise, hvilke vældige underværker dette rige ville gøre for sine lydige undersåtter. „For at det skulle gå i opfyldelse, som er talt ved profeten Esajas, som siger: Se, min tjener, som jeg har udvalgt, min elskede, i hvem min sjæl har velbehag; på ham vil jeg lægge min ånd, og han skal forkynde ret for folkene. . . . Og på hans navn skal folkene håbe.“ — Matt. 12:17-21.
24, 25. a) Hvad ønsker Gud, at hans salvede konge skal være lig, og hvorledes viste Jesus sig at være netop dette? b) Med hvilket styre kommer Guds kærlighed nu mennesket til undsætning?
24 Jehova Gud er stemt for en god regering, og han ønsker, at Kongen, hvem han har salvet med sin hellige ånd til dette embede, skal behandle sine menneskelige undersåtter på samme måde, som en nænsom hyrde vogter sine får. Jesus Kristus beviste, at han ejede netop de egenskaber eller kvalifikationer, som kræves af en hyrde. Den rette hyrde vil sætte livet til for sine får. På nøjagtig samme måde satte Jesus, da han var et fuldkomment menneske, dette menneskeliv til for sine får, sine efterfølgere. Han vidste, hvad der krævedes af ham i hans egenskab af hyrdekonge, for han sagde: „Jeg er den gode hyrde; jeg kender mine, og mine kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. Og jeg har andre får, som ikke hører til denne fold; også dem bør jeg lede, og de skal høre min røst; og der skal blive een hjord, een hyrde. Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til, . . . Dette bud fik jeg af min Fader.“ (Joh. 10:14-18) Og Jesus satte livet som fuldkomment menneske til for fårene, ikke alene for den lille fårehjord, der vil blive oprejst fra døden og skal regere sammen med ham i det himmelske rige, men også for alle de „andre får“, der skal være hans riges loyale og lydige undersåtter på jorden.
25 Jesus kunne ikke have haft større kærlighed til sine får. Vi vil citere hans egne ord: „Større kærlighed har ingen end den at sætte livet til for sine venner.“ (Joh. 15:13) Hvis du er hans ven, kan du sige med hans apostel Paulus: „Guds søn, som elskede mig og gav sig selv hen for mig.“ (Gal. 2:20) Jehova Gud elsker en hersker af denne støbning. Derfor siger også følgende profeti henvendt til Guds søn: „Retfærds stav er din kongestav. Du elskede ret og hadede uret, derfor salvede Gud, din Gud, dig med glædens olie fremfor dine fæller.“ (Hebr. 1:8, 9) Det er gennem dette Guds søns rige, denne teokratiske regering, at Guds kærlighed nu kommer menneskene til undsætning. Det er den eneste regering, Gud nu anerkender og bemyndiger til at herske over menneskeheden.
26. Hvordan kan det være rigtigt, at det netop er kærlighed, der driver Gud til at tilintetgøre denne gamle verden?
26 Det, at Jehova Gud nærer så stor kærlighed til en retfærdig regering og en trofast hersker, er en af grundene til, at han vil udslette denne gamle verden med dens fordærvede regeringer. Når han tilintetgør ugerningsmændene, er det et udtryk for kærlighed, kærlighed til rette principper, kærlighed til dem, der viser sig værdige til at leve på jorden i fred og fremgang uden undertrykkelse. Der er ting, Gud hader, og da der eksisterer sådanne ting i denne gamle verden, er dens undergang vis. Vi læser: „Seks ting hader HERREN, syv er hans sjæl en gru: Stolte øjne, løgnetunge, hænder, der udgyder uskyldigt blod, et hjerte, der udtænker onde råd, fødder, der haster og iler til ondt, falsk vidne, der farer med løgn, og den, som sætter splid mellem brødre.“ (Ordsp. 6:16-19) Gud billiger ikke, at vi elsker, hvad han hader. Hans befaling til os lyder: „Elsk ikke verden, ej heller det, der er i verden! Hvis nogen elsker verden, så er Faderens kærlighed ikke i ham. Thi alt det, der er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods, er ikke af Faderen, men af verden. Og verden forgår og dens lyst; men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid.“ — 1 Joh. 2:15-17.
27. Hvorledes er det kærlighed, der hidfører den største af alle trængsler i Harmagedon, og hvad vil denne kærlighed gøre for dem, der uselvisk elsker den nye verden?
27 Set under den rette synsvinkel er denne verdens undergang i Harmagedon, afslutningen på denne tingenes ordning, som bliver den største trængselstid i hele historien, et udtryk for Guds kærlighed, uanset hvor frygtelige de trængsler vil blive, som han lader komme for at tilintetgøre den. Der må så megen trængsel til for at udslette ikke alene alle de ugudelige, fordærvede systemer på jorden, men også alle de usynlige djævelske kræfter, der står bag den synlige tingenes ordning, nemlig Satan og hans dæmoner, som er blevet nedstyrtet til jordens nærhed og nu bringer ve over jorden og havet. De, der kommer til at lide undergang i denne den største af alle trængsler, vil selv have bragt dette over sig ved deres nuværende adfærd, idet de foragteligt kaster vrag på den vej til beskyttelse og redning, som Gud nu så kærligt holder åben for dem. Dem, der i selviskhed elsker den gamle verden, vil han udrydde i Harmagedon. Dem, der uegennyttigt elsker den nye retfærdighedens verden, vil han bevare og føre frelst gennem den universelle krig og ind i den rene nye verden med dens nye himle og nye jord, og såfremt de fortsætter med at gøre Guds vilje, skal de leve for evigt i den nye retfærdighedens verden.
28. Hvilken verden var det, at Gud elskede så højt, og hvorledes og hvorfor gav han udtryk for sin kærlighed til den?
28 Det, at Gud har truffet foranstaltning for den retfærdige nye verden og for, at den kan blive oprettet efter den universelle Harmagedonkrig, er et udtryk for hans kærlighed. Det er den verden, Jehova Gud har elsket så højt, at han til fordel for den bragte det største af alle ofre. Det var derfor, at Jesus Kristus, Guds søn, under en samtale om Guds rige sagde: „Thi således elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.“ (Joh. 3:3, 5, 16) Det var dem, der skal udgøre den nye verden, Gud elskede så højt, at han var villig til at sende sin elskede søn til jorden for at dø offerdøden. Hans død tilvejebragte det middel, der skal sikre dem frelse til liv i den dyrebare nye verden. Men hvis de skal nyde godt af dette offer, må de udvise tro på dets værdi og købekraft. Og når de viser denne tro i gerninger, vil de undgå at blive tilintetgjort sammen med dem, der elsker den gamle verden, og blive velsignet med evigt liv i den nye verden. De, der skal forenes med den nye verdens elskede konge, viser deres tro på det offer, han har bragt, og Gud antager dem på grund af deres tro som sine åndelige børn, idet han avler dem ved sin ånd. Når han oprejser dem fra døden, giver han dem liv på det åndelige tilværelsesplan, gør dem til den åndelige del af den nye verden, for at de kan være sammen med Kristus Jesus i det himmelske rige. Også alle de, der skal blive hans elskede jordiske undersåtter i dette rige, må udvise tro på deres konges offer. Resultatet heraf vil for deres vedkommende blive, at de modtager den gave, der består i evigt liv i fuldkommen lykke i Paradiset, som da vil være genoprettet her på jorden.
29. I hvilken henseende vil det lige fra begyndelsen blive en helt anden verden?
29 Den nye verden vil fra første begyndelse være fyldt med Guds ånds frugter, der indvirker på dens beboeres hele liv og færden. Det fortælles os, at „åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed [selvkontrol, NW]. Mod sligt er Loven ikke [er der ingen lov, NW].“ (Gal. 5:22, 23) Er det underligt, at denne nye verden vil blive så helt anderledes!
30. Hvilken sandhed kommer til at stå os klart, når vi betragter Guds kærlighed, og hvad står vi på grund af den stadig omsiggribende lovløshed nu i fare for?
30 Da nu Gud i sin kærlighed er kommet mennesket til undsætning under krisen, ser vi, hvor stor betydning denne egenskab har for os. En stor sandhed kommer til at stå os klart: Vil vi leve, må vi vise kærlighed. Det gælder os alle hver især. Og betragter vi sagen under en større målestok, ser det således ud: Vil menneskeheden leve, må den vise kærlighed. Det blev Adam og Eva i Edens have klar over, da de ukærligt syndede mod deres Gud og Skaber og måtte dø, fordi de var kommet til kort i at elske ham. Menneskeheden i dag må blive klar over det samme, men ikke som i Adam og Evas tilfælde, først når det er for sent. Alle vi, der lever i dag, føler de bitre virkninger af deres mangel på kærlighed, kærlighed til Gud og kærlighed til hinanden. Et stadig voksende antal mennesker bliver nu klar over denne sandhed, inden Harmagedonslaget i al sin voldsomhed melder, at det er for sent, og de lærer at udvikle og udøve den kærlighed, der er så nødvendig. Vi lever nu i den vanskelige „endens tid“, meget nær ved afslutningen, og vi er således i stor fare for at bukke under for selviskhed og afsindigt had. Jesus sagde i sin profeti om verdens ende til advarsel for os: „Og fordi lovløsheden tager overhånd, vil kærligheden blive kold hos de fleste.“ (Matt. 24:12) At ophøre med at vise kærlighed betyder død. Hvis ikke vi ønsker at dø, må vi have kærlighed.
31. Ulydighed mod hvilke bud er årsag til, at det er galt med menneskene i dag, og hvad vil det sluttelig føre til, hvis man kun prøver på at holde det andet af disse bud?
31 Det, der er galt med menneskene i dag, er deres ulydighed mod de to store bud. Og hvordan lyder disse to store bud? Jesus Kristus giver os svaret. Da han blev spurgt: „Hvilket bud i Loven er det største?“ svarede han: „Du skal elske Herren [Jehova, NW] din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind. Dette er det største og første bud. Der er et andet, som er dette ligt: Du skal elske din næste som dig selv. På disse to bud hviler hele Loven og Profeterne.“ (Matt. 22:35-40) Disse to førende bud er positive. De kræver kærlighed: først, at vi skal elske Gud, og dernæst, at vi skal elske vor næste lige så højt som os selv. Hvis ikke vi elsker Gud og giver ham førstepladsen i vort liv, vil den kærlighed, vi tilsyneladende viser vor næste, den humanitet, vi tilsyneladende lægger for dagen, til sidst ende i skuffelse.
32. Hvad er årsagen til, at livet former sig hult og tomt for de fleste mennesker nu i de sidste dage, hvilken profeti opfyldes derved, og hvorfor bliver denne gamle verden i døden?
32 Som vist i Bibelen lever vi nu i de „sidste dage“, da der skal komme „strenge tider“, „kritiske tider, der er svære at komme igennem“ (NW). I disse kritiske dage, denne krisetid, fører de fleste mennesker en tom og hul tilværelse. Og hvad er skyld i denne hulhed og tomhed? Profetien svarer: „Menneskene vil blive egenkærlige, pengekære, . . . ukærlige, . . . fjender af det gode, . . . opblæste, lystens venner snarere end Guds venner; de har gudsfrygts skin, men fornægter dens kraft.“ (2 Tim. 3:1-5) Menneskeheden udsulter selve sin livsmarv ved ikke at elske, ved ikke at vise kærlighed. Menneskeheden hungrer efter liv, fordi den hungrer efter kærlighed. Med rette hedder det: „Den, der ikke elsker [i henhold til disse to store bud], bliver i døden.“ Denne kærlighedsgolde, morderiske gamle verden vil blive i døden indtil Harmagedon, og der vil den blive tilintetgjort for stedse. — 1 Joh. 3:14.
33. Hvorfor er vor bestræbelse for at opnå liv i den nye verden ikke dikteret af helt og holdent selviske bevæggrunde? Hvorfor vil det store flertal af menneskene gå til grunde i Harmagedon?
33 Ikke alene det at være elsket, men også det selv at elske, ja navnlig det selv at elske, er sundt, opløftende, berigende og inspirerende. At elske Gud er den mest ophøjede erfaring. Det er vor kærlighed til Gud, der i første række driver os til at gå ind på og handle efter de guddommelige betingelser, der i denne for mennesket så kritiske tid knytter sig til den evige frelse, og derfor er vor bestræbelse for at opnå liv i den nye verden ikke helt og holdent selvisk. Til gavn for os selv, og for at Gud må blive herliggjort under den krise, menneskeheden nu er inde i, må vi gengælde Gud hans kærlighed imod os og adlyde hans to store bud. Menneskeheden vil som helhed betragtet nægte at gøre dette og vil derfor forblive under Guds fordømmelse uden et virkeligt, gudgivent håb om liv. Den vil gå til grunde i Harmagedon. De fleste mennesker nærer ingen kærlighed til „Kristi brødre“ eller til hans „andre får“. Og da de er uden kærlighed til disse, nærer de i virkeligheden heller ingen kærlighed til Kristus eller til Gud, Jehova. De foretrækker at blive i døden, til den skæbnesvangre time slår, og de har således selv bestemt deres skæbne eller endeligt i Harmagedon.
34. Hvorfor er alle mennesker nu inde i en krise? Hvilken indflydelse har den tid, nationerne nu oplever, herpå, og hvorfor?
34 Alle mennesker er nu inde i en krise. Vi har nået den tid, da der fældes dom over alle nationer. I henhold til Bibelens profetier og deres opfyldelse på nutidshistorien og i henhold til Guds egen tidsregning, som han har ladet optegne i Bibelen, begyndte „endens tid“ for denne verdens nationer i 1914, og tiden oprandt, da Guds rige skulle oprettes i himlene. Den første verdenskrigs udbrud samme år var blot eet af de beviser, som var forudsagt skulle bekræfte denne kendsgerning. Derefter kom på Guds bud Jesus Kristus i Riget og fik sæde på den himmelske trone, hvorfra han skulle herske og bringe undergang over denne gamle verden og indføre den nye verden i dens fulde udstrækning.
35. a) Hvilket adskillelsesarbejde udfører Kongen på tronen nu? Hvorfor fordømmes nogle, mens andre godkendes? b) I hvilken betydning går de godkendte allerede nu over til en tilstand af liv?
35 I samme profeti om verdens ende sagde Jesus, at han skulle komme i sin herlighed og have alle sine hellige engle med sig, og at han derpå ville tage sæde på sin herligheds trone og samle alle jordens nationer foran sig og begynde et adskillelsesarbejde. Han ville adskille, ikke de politiske nationer, men folkene, som når en hyrde skiller fårene fra bukkene. Ved sin højre side, gunstens side, ville han stille mennesker med fårets sindelag, ved sin venstre side, ugunstens side, de bukkeagtige mennesker. Han dadler bukkeklassen, fordi de har forsømt at vise kærlighed mod Kristi åndelige brødre, og dømmer dem til evig undergang, der i billedsprog omtales som „den evige ild, som er beredt Djævelen og hans engle“. Han roser fåreklassen, fordi de har vist kærlighed mod Kristi åndelige brødre, og fører disse retfærdige ind til evigt liv i den nye verden. (Matt. 25:31-46; 24:7) De har håb om at blive beskyttet mod Harmagedons tilintetgørende kræfter ved Guds magt, som udøves gennem Kristus, og bevaret i live under denne verdens frygtelige endeligt og ført ind i den nye verden, der i herlighed åbner sig forude. Hvorfor? Jo, for allerede nu går de over fra en tilstand af død til en tilstand af liv, ved at de lærer at elske Gud og hans Kristus, og ved at de lærer at elske deres næste som sig selv. Lad verden blot hade os af den grund. Den kristne apostel Johannes siger: „Vi ved, at vi er gået over fra døden til livet, thi vi elsker brødrene.“ — 1 Joh. 3:14.
36. Hvad gør Guds åbne hånd nu for os? Hvorfor vil nogle gå til grunde i deres utilfredshed i Harmagedon?
36 Og nu er vi altså inde i historiens største krise. Men i stedet for at dette skulle bekymre os, er vi lykkelige, hvis vi er vågne for det faktum, at Jehova Gud i sin vidunderlige kærlighed er kommet os til undsætning, og vi er villige til at lade os udfri på hans måde. Vi kan få vort kærlige og elskende hjertes inderste længsel opfyldt, hvis vi tager imod Guds åbne hånd. I en beskrivelse af Guds miskundhed siges der i den skønne salme om Riget henvendt til Gud: „Du åbner din hånd og mætter alt, hvad der lever, med hvad det ønsker.“ Men der skal to til, for at der kan gives en gave. Der kræves en modtager såvel som en giver. Alle mennesker er i deres selviskhed villige til at tage imod og nyde alle de materielle goder, Guds åbne hånd har frembragt. Men ikke alle værdsætter hans åbne hånds største tilbud, det åndelige. De lader hånt om det tilbud om evigt liv, Gud giver dem i gave, fordi det kommer gennem Jesus Kristus, vor Herre, og de bider den hånd, der tilbyder at føde dem med livgivende åndelig føde såvel som materiel føde. De fortsætter faktisk med at være umættede og utilfredse i højeste forstand og vil i deres utilfredshed gå til grunde i Harmagedon.
37. a) Hvorledes kan vi opnå evig tilfredshed? b) Hvad må vi gøre for at fremtvinge den livsvigtige afgørelse? Hvad bliver derved hævdet og retfærdiggjort?
37 Men salmen siger: „Han gør, hvad de, der frygter ham, ønsker, hører deres råb og frelser dem. HERREN vogter alle, der elsker ham, men alle de gudløse sletter han ud.“ (Sl. 145:16, 19, 20) Vi for vor part vil blive mætte og finde tilfredshed for evigt, hvis vi nu tager imod, hvad han kærligt tilbyder os, af hans åbne hånd. Vi vil i kærlig taknemmelighed tage imod hans store frelsesmiddel, hans rige ved Jesus Kristus, som nu er oprettet i himlene, og vi vil forkynde det på hele den beboede jord som et vidnesbyrd for alle folkene lige til enden. (Matt. 24:14) Vi vil knytte os fastere sammen og regelmæssigt komme sammen som den nye verdens samfund. Vi vil ikke svigte, men opmuntre hinanden og opflamme hinanden til kærlighed og gode gerninger, og det så meget mere som vi ser dagen nærme sig. (Hebr. 10:24, 25) Når vi gør det, træffer og fremtvinger vi den afgørelse, der fører til liv, i denne tid, da menneskene er inde i en krise, og Guds kærlighed, som han har givet udtryk for ved at komme os til undsætning, er dermed hævdet og retfærdiggjort.
(The Watchtower, 15. januar 1955)