Kan præster uddele velsignelser?
ÅR EFTER år kan man i den offentlige presse læse, hvordan kristenhedens præster velsigner mennesker, dyr og ting. Det var således forsidestof, da der blev udført „farvestrålende ceremonier ved velsignelse af rejeflåde“ i Biloxi, Mississippi. Og i Benton Harbor, Michigan, kunne man læse, at protestantiske, katolske og jødiske „præster velsigner frugthaves æbleblomster“. Andre telegrammer beretter om visse lutheranske præsters velsignelse af bøndernes marker i Pennsylvania og om katolske præster, der velsigner tobakshøsten i Kentucky. Ved en årlig ceremoni i Farnborough, England, „velsigner abbed silkeormeæg“, en begivenhed, der siden 1951 omfatter „alle stadier af silkeproduktionen“.
Under den anden verdenskrig offentliggjorde pressen mange billeder, som viste præster i færd med at velsigne militærtropper og kanoner. Selv efter at freden nu er kommet, fortsætter man med denne velsignelse af våben og tropper, som da en katolsk præst velsignede Chicago-politiets skydevåben, og da paven den 19. marts 1954 velsignede ca. 50.000 mand af Italiens bedste alpetropper.
Velsignelse af motorkøretøjer synes at være noget ganske særligt, eftersom selve paven velsigner både scootere og påhængsvogne. Hvert år på den dag, der er viet St. Francesca Romana, skytshelgen for automobiler og bilister, kan man ved Colosseum i Rom se tusinder af biler stillet op i lange rækker for at modtage katolske præsters velsignelser. I Bayern i Tyskland stiller man nu traktorerne op, for at de kan blive velsignet af præster, mens man i New England har en årlig „velsignelse af motorcyklerne“.
Videre læser man om, at paven har velsignet juveler til en værdi af 100.000 dollars, bestemt for et særligt helgenskrin i Brooklyn. En præst i Brooklyn velsigner sine sognebørns nytteredskaber i hjem og på arbejdsplads: grydeskeer, viskestykker, malerpensler, koste, murskeer og stenografblokke. I Irland er der en årlig ceremoni til velsignelse af halse.
Velsignelse af kæledyr har fået en fremtrædende plads i pressen på grund af den almene menneskelige interesse. Man ser således billeder af hunde og endog ponyer, der er ført helt ind i Holy Trinity kirken i Heresford, England, for at modtage sognepræstens velsignelse. Et andet billede med titlen „Velsign min kalkun“ viser en gruppe mexicanske bønder med deres dyr og i forgrunden en lille dreng, der på sine knæ beder præsten om at velsigne hans kalkun. En gang om året, fortælles der, rejser disse katolske præster rundt i landet „for at uddele San Antonio de Abads, dyrenes skytshelgens, velsignelse. . . . man glemmer heller ikke de døde dyr“.
Det kunne heller ikke tænkes, at man skulle overse jagthunde eller cirkusdyr. Der findes billeder, der viser præster i færd med at udføre det gamle ritual, velsignelse af jagthunde, ved jagtsæsonens begyndelse. En engelsk præst velsigner cirkusdyr, mens en præst i de Forenede Stater udtaler sin velsignelse over verdens største cirkustog, da det starter på sin tur.
Findes der nogen beviser for, at sådanne velsignelser virkelig har bragt resultater? Hvem ville være så overtroisk at lade pavens velsignelse erstatte den forsikring, man har på sit motorkøretøj, eller ansøge om en nedsættelse af den livsforsikring, man har tegnet for et præmiedyr, fordi det er blevet velsignet af en præst? I virkeligheden har det gang på gang vist sig, at en meddelelse om en velsignelse er blevet efterfulgt af en meddelelse om en ulykke, som da Morning Tribune i Tampa, Florida, den 26. marts 1954 offentliggjorde et billede, der viste en præst velsignende et cirkustog, og lige neden under dette havde en artikel, der bar overskriften: „Død og slagsmål spolerer cirkus’ afrejse.“
Der findes heller ingen bibelsk støtte for al denne velsignelse af silkeormeæg, halse, cirkusdyr, scootere og skydevåben. Vi læser ingen steder om, at Jesus eller nogen af hans apostle eller disciple velsignede får eller geder, oksekærrer eller fiskerbåde. Han velsignede sin Faders navn, han velsignede brødet og vinen ved det sidste aftensmåltid, og han velsignede de små børn, som glade forældre førte hen til ham.
Alle sådanne anmodninger om velsignelser kan faktisk sidestilles med de mange selviske bønner, som Gud ikke besvarer. Det ligger heller ikke i kristenhedens eller hedenskabets præsters magt at uddele velsignelser. De har alle nægtet at ære Jehovas navn, og af denne grund vil Jehova ikke lade sin gunst følge deres velsignelser, men vende sådanne velsignelser til forbandelser. De Forenede Nationer er et eksempel herpå. — Mal. 2:1, 2; Jak. 4:3.
Der er intet, hverken i eller uden for Bibelen, der tyder på, at de velsignelser, præsteskabet uddeler, har nogen værdi; de hviler udelukkende på traditioner og på den overtroiske ærbødighed, som præsteskabets lettroende tilhængere viser dem. Kristne, der har fået kundskab, vil ikke se hen til et præsteskab, som lader hånt om Jehova, efter nogen velsignelse.