Kristi genkomst et akademisk spørgsmål?

IFØLGE jesuitten Joseph Christie, en af Londons kendteste romersk-katolske prædikanter, er „spørgsmålet om vor Herres genkomst interessant, men akademisk. Han har aldrig været borte. Man kan finde ham i enhver katolsk kirke, og hans autoritative stemme har ned gennem tiderne lydt fra hans lærende kirke.“ Men er det sådan, Jesu apostle og første disciple, som havde kendt ham personligt, så på sagen? Følte de, at spørgsmålet om hans genkomst blot var akademisk, det vil lige uden virkelig praktisk betydning? Kristus var nærværende i den kirke, hvoraf de skulle være en del, men betød det, at spørgsmålet om Kristi genkomst blot var et akademisk spørgsmål for dem?

Hvis spørgsmålet om genkomsten kun var akademisk, hvorfor viste apostlene da så stor interesse for denne genkomst? Hvorfor satte de den i forbindelse med verdens ende? Og hvorfor skulle Jesus have gjort sig den umage at give dem det lange svar, som gengives i Mattæus 24, 25, Markus 13 og Lukas 21, hvis han kunne være blevet lige så hurtigt færdig med spørgsmålet som jesuitten Joseph Christie?

Den, der betragter Kristi genkomst som et rent og skært akademisk spørgsmål, overser fuldstændig, at Kristus Jesus kommer igen i den hensigt at udføre et domsarbejde, belønne sine efterfølgere, straffe de onde og fremfor alt oprette sit rige. Disse begivenheder er ikke blot af akademisk interesse. Og at de er knyttet til Kristi genkomst eller anden nærværelse, fremgår klart af Bibelen. Således forbinder Paulus Kristi manifestation under hans anden nærværelse med hans rige, og det samme gør profeten Daniel. — 2 Tim. 4:1; Dan. 7:13, 14.

Jesus forbandt sin genkomst med belønningen af sine efterfølgere. Han sagde: „Og når jeg går bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at hvor jeg er, der skal også I være.“ Og videre: „Se, jeg kommer snart, og jeg har min løn med mig for at gengælde enhver, eftersom hans gerning er.“ Paulus forstod det på denne måde, for han skrev: „Den gode strid har jeg stridt, løbet har jeg fuldført, troen har jeg bevaret. Så venter mig nu retfærdighedens sejrskrans, som Herren, den retfærdige dommer, vil give mig på hin dag og ikke blot mig, men også alle dem, der har glædet sig til hans tilsynekomst.“ — Joh. 14:3; Åb. 22:12; 2 Tim. 4:7, 8.

Kristi anden nærværelse er også en tid, da fårene skilles fra bukkene: „Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed, og alle englene med ham, da skal han sætte sig på sin herligheds trone. Og alle folkeslag skal samles foran ham, og han skal skille dem fra hverandre, ligesom hyrden skiller fårene fra bukkene.“ Jesu lignelser om pundene eller minerne og talenterne fastslår det samme, nemlig at der skal udføres et domsarbejde ved Kristi genkomst. — Matt. 25:31, 32, 14-30; Luk. 19:11-27.

Desuden viser Bibelen også, at Kristus vil udslette de onde efter sin genkomst. Således siger Paulus i sit trøsterige brev til de kristne i Tessalonika, hvor de led megen forfølgelse: „Det er retfærdigt for Gud at give dem trængsel til gengæld, som volder jer trængsel, og jer, der lider trængsel, hvile sammen med os, når Herren Jesus åbenbares fra himmelen med sine mægtige engle, med flammende ild, og bringer straf over dem, der ikke vil vide af Gud at sige, og over dem, som ikke er lydige mod vor Herres Jesu evangelium.“ „Da skal den lovløse åbenbares (ham skal Herren Jesus dræbe med et åndepust af sin mund og tilintetgøre ved sit synlige komme [sin nærværelses åbenbarelse, NW]).“ — 2 Tess. 1:6-8; 2:8.

I betragtning af alt det, Bibelen viser, Kristus vil udrette ved sin genkomst — oprettelsen af Riget, belønningen af hans efterfølgere, adskillelsen af fårene og bukkene og ødelæggelsen af de onde — er hans genkomst sandelig ikke blot et akademisk spørgsmål. De, der hævder det, viser derved, at de enten ikke tror på Bibelen eller er blinde for dens betydning — i begge tilfælde er de blinde vejledere, der kun kan føre deres efterfølgere i udslettelsens grøft. — Matt. 15:14.