Blev du døbt? Hvordan? Hvorfor?

„Se, her er vand, hvad er der til hinder for, at jeg kan blive døbt?“ — Ap. G. 8:36.

1. Hvor udbredt er den almindelige kundskab om en eller anden form for dåb?

JEHOVAS ord, Bibelen, indeholder en rigdom af råd angående dåb. Den viser, at dåb, nedsænkning, er en indledende lydighedshandling, som Skriften påbyder enhver, der indvier sig til Jehova. Hvorfor? Hvilken betydning har dåben? Hvilket formål tjener den? Vore læsere befinder sig overalt i verden, og mange af dem har gennemgået en eller anden form for „dåb“ med religiøs betydning og forstår meningen med denne ceremoni, der praktiseres forskellige steder af forskellige religioner. Før vi drøfter den bibelske betydning af de kristnes dåb, vil det være godt at undersøge, hvad kristen dåb ikke er.

2. Hvad går læren om, at dåben er et sakramente, i virkeligheden ud på?

² Vanddåben er i det store og hele, både før og nu, blevet betragtet som et sakramente af de fleste af verdens religioner. Denne falske religiøse læresætning om, at vanddåben er et sakramente, er en af de store religiøse forsyndelser, der er blevet begået imod menneskene. Den er ikke noget sakramente, således som Bibelen fremholder den. At lære, at dåben er et sakramente, er i virkeligheden at lære, at selve ceremonien eller handlingen fører fortjeneste med sig og bringer den, der bliver døbt, nåde og velsignelse. Når et menneske virkelig bliver døbt, nedsænkes det i vand, og den sakramentale påstand går ud på, at det at lade sig nedsænke eller væde af vand får forunderlige følger for den, der døbes på denne måde.

3. Hvad siger The Catholic Encyclopedia om dåb?

³ Følgende oplysninger er hentet fra The Catholic Encyclopedia, bind II, og citeres her for at vise, hvad der siges om dåbsceremonien. „Dekretet til armenierne“ i bullen „Exultate Deo“ af pave Eugen IV: „Hellig dåb indtager førstepladsen blandt sakramenterne, fordi den er døren til åndeligt liv; ved den bliver vi nemlig Kristi lemmer og indlemmet i kirken. . . . Dette sakramente bevirker tilgivelse af alle synder, nedarvede og begåede, og ligeledes eftergivelse for al straf, der skyldes synd.“ Fra „Etymology“: „I gejstlig tale betyder ordene at døbe og dåb, når de anvendes uden yderligere forklaring, imidlertid den sakramentale renselse, hvorved sjælen renses fra synd, samtidig med at der udøses vand på legemet.“

4. Hvordan modsiger Bibelen den falske påstand om, at dåben er et sakramente?

⁴ Denne vanddåb med dens påståede efterfølgende tilgivelse for nedarvet synd betyder, at den døbte vil få liv i himmelen, for ifølge katolikkernes påstand „berøvede nedarvet synd menneskeslægten en ufortjent ret til himmelen“. At betragte dåben som et sakramente fordunkler mange sandheder i Guds ord. Vi kan ikke her fordybe os i en indgående drøftelse af alle de bibelske lærepunkter, der berøres af en undersøgelse af den falske påstand om, at dåben er et sakramente. Dersom du imidlertid har studeret Guds ord i nogen tid, ved du, at eftergivelse af synder, nedarvede eller forsætlige, ikke sker, fordi man vædes med vand, men at det kun er Jehovas foranstaltning gennem Kristi Jesu opofrelse af sit fuldkomne menneskeliv, der befrier menneskeheden fra synd og død. (Joh. 1:29; 2 Kor. 5:21; Hebr. 9:24-26; 1 Joh. 2:1, 2) Nedsænkning i vand kunne heller ikke frelse mennesker af denne fordærvede gamle verden fra den straf, der er en følge af overlagt synd. (Joh. 15:19; Gal. 1:3, 4; Åb. 18:3-8) Af samme grund gør vanddåben ikke et menneske til medlem af kirken eller Kristi legeme, menigheden.

5, 6. Hvorledes betragter hedenske religioner dåben, og hvor udbredt er denne læresætning?

⁵ I sin omtale af vanddåben siger The Catholic Encyclopedia videre: „Hvor naturligt og udtryksfuldt et symbol på indre renhed den udvortes renselse blev anset for at være, fremgår også klart af de hedenske systemers religionsøvelser. Brugen af renselsesvand findes blandt babylonierne, assyrerne, ægypterne, grækerne, romerne, hinduerne og andre.“ Det er en kendsgerning, at blandt de hedenske religioner betragtes renselse og dåb i vand også som et sakramente, der medfører mange fortjenester. Ikke-katolske autoriteter samstemmer med denne katolske autoritet i, at det er tilfældet, og der er således to autoriteter til at bevise, at den ikke-kristne påstand eller teori om, at vanddåben er et sakramente, må være af dæmonisk eller djævelsk oprindelse.

⁶ For at citere The Two Babylons af Hislop: „Denne lære om dåbens genfødelse er også i det store og hele babylonisk. Nogle vil måske studse ved tanken om, at genfødelse overhovedet skulle være kendt i den hedenske verden, men dersom de blot går til Indien, vil de den dag i dag finde, at de blindt troende hinduer, der aldrig har åbnet deres ører for den kristne lære, er lige så kendt med udtrykket og tanken som vi selv. . . . Vi finder forskellige gamle forfatteres direkte vidnesbyrd om denne [babyloniske] dåb og formålet med den. . . . De, der således blev døbt, fik, som Tertullian forsikrer os, løfte om det, dåben førte med sig, GENFØDELSE, og tilgivelse for alle deres løgne. Vore egne hedenske forfædre, tilbederne af Odin, vides at have praktiseret dåbsceremonier, som i forbindelse med deres erklærede formål viser, at de i det mindste oprindelig må have troet, at deres nyfødte børns medfødte skyld og fordærvelse kunne vaskes bort ved, at de blev bestænket med vand eller dukket i søer eller floder, så snart de var født. Ja, på den anden side af Atlanterhavet, i Mexico, fandtes den samme lære om dåbens genfødelse i fuld blomstring, da Cortez og hans soldater landede på disse kyster. . . . Læseren har allerede set, hvor trofast Rom har kopieret de hedenske besværgelser i forbindelse med dåben. Alle de andre ejendommeligheder ved den romerske dåb, såsom brugen af salt, spyt, salve eller salvning med olie og det at slå korsets tegn for panden, er ligeledes hedenske.“

7. I hvilken udstrækning anvendes skikke af dæmonisk oprindelse i vor tid i kristenhedens dåbsceremonier?

⁷ Som led i vor tids forskellige dåbsceremonier inden for kristenheden er skikke som det at have en gudfader og en gudmoder, at ånde dåbskandidaten ind i ansigtet for at bortdrive onde ånder, at gøre korsets tegn, at bruge håndspålæggelser, at putte velsignet salt i dåbskandidatens mund, at berøre ører og næsebor med præstens spyt, at salve med olie, at foretage den trefoldige afvaskning, at bruge hvide slør, tændte lys og andre tillæg fra dæmoniske skikke eller djævletilbedelse, heri indbefattet den ikke-kristne udøvelse af det såkaldte dåbens sakramente, altsammen i mere eller mindre grad blevet antaget af kristenhedens religioner, den romersk-katolske såvel som andre. Vi vil derfor gerne på nuværende tidspunkt påpege, at kristen dåb i vand intet har at gøre med hedenske sakramenter. Selve dåben medfører ikke tilgivelse af synder eller adgang til himmelen eller indlemmelse i Kristi legeme. For at kunne afgøre, hvad den kristne dåb virkelig betyder, vender vi os ikke til traditioner eller hedenskabet, men til Guds hellige ord, Bibelen. — Matt. 15:1-9; Mark. 7:1-8.

Betydningen af den kristne dåb

8, 9. Hvilken grundlæggende sandhed om den kristne dåb er nødvendig for vor forståelse?

⁸ Den i Bibelen påbudte dåb for de kristne betegner deres indvielse til Jehova Gud; den er et vidnesbyrd om, at de har foretaget en indvielse. Selve dåben er ikke indvielsen. Den er et symbol på indvielsen eller står som et udtryk for den og fortæller tilskuerne, at den, der døbes, har foretaget en indvielse. Dersom vi forstår denne sandhed, at vanddåben står som et udtryk for den indvielse, hver enkelt tidligere har foretaget, lader andre spørgsmål sig også let besvare for os. Indvielsen må være sket forud for dåben, ellers ville dåben ikke symbolisere noget. Dåben er en levende påmindelse om indvielsen. Den kristne vanddåb er et udvortes symbol, et vidnesbyrd for vidner om den døbtes fuldstændige, uforbeholdne og ubetingede indvielse til at gøre universets Enehersker Jehova Guds vilje gennem Kristus Jesus, hans konge. Det betyder, at hans tidligere livsførelse begraves (som ved nedsænkning i vand), og at han kommer op af vandet for kun at gøre Guds vilje og herefter leve et nyt liv.

⁹ Dåben er i virkeligheden en elementær kristen læresætning, og det så meget, at den sidestilles med omvendelse og tro på Gud som en betydningsfuld grundlæggende nødvendighed. „Lad os derfor ikke her gå ind på børnelærdommen om Kristus, men ledes frem til de voksnes stade og ikke på ny lægge grundvold med omvendelse fra døde gerninger og tro på Gud, med lære om tvætninger [dåb, NW].“ (Hebr. 6:1, 2) At dåben er en nedsænkning fremgår af, hvad der skete i forbindelse med Israel, for der siges, at denne udvalgte nation blev døbt til Moses. „Vore fædre . . . blev døbte til Moses [hvorledes?] i skyen og i havet.“ (1 Kor. 10:1, 2) Det var dette folk, der bagefter „svarede, alle som een: Alt, hvad [Jehova] har sagt, vil vi gøre!“ (2 Mos. 19:8) Den lov, som den indviede nation Israel tjente under, ophørte med Kristus Jesus. „Thi Kristus er Lovens ophør, så retfærdighed gives enhver, som tror.“ (Rom. 10:4) Han blev døbt i en alder af tredive år som et symbol på sin indvielse til sin himmelske Fader, Jehova.

10. Hvilken bekræftelse på denne betydning af den kristne dåb har vi?

¹⁰ Betydningen af Jesu dåb viser dåbens betydning for hans medhjælpere og efterfølgere og formålet med den kristne dåb i dag. Jesus tog en højtidelig beslutning om at tjene Gud og kom i en alder af tredive år til Johannes ved floden Jordan og bad Johannes om at blive døbt af ham. Jesus havde ingen synder, der skulle tilgives ham, for han var „uberørt af det onde og ubesmittet, skilt ud fra syndere“. (Hebr. 7:26) „Han, som ikke gjorde synd, og i hvis mund der ikke blev fundet svig.“ (1 Pet. 2:22) Ikke desto mindre, „også Jesus blev døbt, så skete det, at himmelen åbnedes, mens han bad“. — Luk. 3:21.

11. Blev den fyrretyvende salme opfyldt af Jesus ved hans fødsel? Da han var en tolvårs dreng? Da han blev døbt i en alder af tredive år? Hvorfor?

¹¹ Den dåb, der i dag udføres i lydighed mod Jesu befaling, er også en efterligning af det eksempel, han satte. Betydningen af hans dåb er derfor nøje knyttet til hans efterfølgeres dåb i dag. Det var en symbolsk handling, der fandt sted åbenlyst, og som viste Johannes, at Jesus havde indviet sig til at gøre sin Faders vilje, som denne vilje blev ham åbenbaret gennem hans Faders ord. I det tiende kapitel i Hebræerbrevet anvender Paulus profetien i den fyrretyvende salme på Kristus Jesus og fastslår, at denne profeti opfyldes, når „han træder ind i verden“. Der er ingen tvivl om, at Jesus blev døbt i en alder af tredive år, for da foretog han denne offentlige bekendelseshandling. Han havde indviet sig til Jehova, ikke på tidspunktet for sin fødsel, for da var han et lille barn, og heller ikke, da han var tolv år gammel, for han udførte ikke Jehovas gerning og opfyldte de vidunderlige profetier om Kristus, da han var mellem tolv og tredive år. Nej, da han var tolv år gammel, sagde han ikke til sin Fader: Jeg er kommen for at gøre din vilje, for derpå at vente, til han var tredive, altså atten år senere, med at udføre den. Nej, han indviede sig til Jehova i en alder af tredive, da han var moden og fuldmyndig, og denne indvielse symboliserede han ved vanddåben.

12, 13. Beviser den kendsgerning, at Jesus formelt kom for at gøre Guds vilje, at hans dåb var et symbol på hans indvielse? Forklar.

¹² Vi ved, at det er en indvielse, Paulus henviser til i forbindelse med Jesus, for det fremgår af både den fyrretyvende salme, som han citerer, og det tiende kapitel i Hebræerbrevet. Det var et spørgsmål om Jesu komme for at gøre Guds vilje med Guds lov i sit hjerte. At den almægtige Gud anerkendte dåben som et symbol på denne indvielse, fremgår af, at han sendte sin ånd ned over Kristus Jesus. „Men da Jesus var blevet døbt, steg han straks op af vandet, og se, himlene åbnedes, og han så Guds ånd dale ned som en due og komme over ham. Og se, der lød en røst fra himlene, som sagde: Denne er min søn, den elskede; i ham har jeg velbehag.“ (Matt. 3:16, 17) Disse ord blev ikke udtalt om Jesus, da han blev født som et lille barn, eller da han var tolv år gammel, eller mens han i de mellemliggende atten år arbejdede som tømrer, indtil han fyldte tredive.

¹³ Jesu indvielse blev antaget og godkendt af Jehova, ligesom hans dåb blev det. Hans dåb blev også overværet af Johannes, der forrettede den ved at nedsænke Jesus i Jordanflodens vande. Jesus fik ikke derved tilgivelse for nedarvede og forsætlige synder, for han havde ingen. Han blev ikke indlemmet i Kristi legeme, for han blev Kristus, hovedet for sit legeme. Han blev begravet under vandet og rejst op af det, begravet med hensyn til sin tidligere handlemåde og oprejst for at gøre sin Faders vilje, for det er, hvad den fyrretyvende salme og det tiende kapitel i Hebræerbrevet siger. Jeg er kommen for at gøre din vilje, min Gud. Din lov er i mit indre.

14. Hvilken indledende lydighedshandling følger, efter at vi har foretaget en personlig indvielse til Jehova?

¹⁴ Efter at vi som kristne med en lignende tro som Jesus har foretaget en personlig indvielse til Jehova Gud, følger nedsænkningen eller dåben i vand derfor som en indledende lydighedshandling fra vor side, lydighed mod Jehova Guds vilje i overensstemmelse, med hans ønsker angående os som udtrykt af Jesus, der selv lod sine efterfølgere døbe og befalede, at dåben skulle fortsættes. „Og de gik til Johannes og sagde til ham: Rabbi! han, som var hos dig på den anden side Jordan, han, som du har vidnet om, se, han døber, og alle kommer til ham.“ „Herren . . . fik [nu] at vide, at farisæerne havde hørt, at Jesus vandt flere disciple og døbte flere end Johannes.“ (Joh. 3:26; 4:1) Jesus sagde: „Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og helligåndens navn.“ (Matt. 28:19) Efter Jesu himmelfart blev de omvendte kristne døbt. Indtil år 36 e. Kr. bestod disse nye kristne af jøder, omskårne samaritanere, der var beslægtet med jøderne, og de, der oprindelig var ikke-jøder, men var blevet omskårne proselytter af den jødiske religion og nu blev omvendt til kristendommen. Derefter kom dåben til at indbefatte uomskårne ikke-jøder, da det kristne evangelium blev forkyndt for hedningerne. Om Saulus, der blev apostelen Paulus, siges der: „Han [Saulus] fik sit syn igen, og han stod op og blev døbt.“ — Ap. G. 9:18.

Ikke tilgivelse af synder ved dåben

15. Fik Saulus (Paulus) sine synder tilgivet, fordi han lod sig døbe?

¹⁵ „Stå op, lad dig døbe og dine synder aftvætte, idet du påkalder hans navn!“ var de ord, der ifølge apostelen Paulus’ udsagn blev sagt til ham ved tidspunktet for hans omvendelse. (Ap. G. 22:16) Viser det, at Paulus fik sine synder tilgivet ved at lade sig døbe, og at de blev aftvættet i vand? Det er ikke det, Paulus siger. Han siger, at han fik befaling om at lade sig døbe, og at hans synder ville blive aftvættet, ved at han påkaldte Jehovas navn gennem Kristus Jesus. At han påkaldte ham i Jesu navn viste, at han trofast handlede i overensstemmelse med sin omvendelse eller indvielse. Var Paulus’ (eller Saulus’) omvendelse til kristendommen da det samme som hans indvielse? Ja, for hans omvendelse betød en vending, en venden om for at følge Jesus Kristus.

16, 17. a) Finder omvendelse sted før eller efter dåben? b) Hvad beviser yderligere, at dåben symboliserer indvielsen?

¹⁶ Dette er i harmoni med den kendsgerning, at den, der satte, eksemplet for den kristne dåb, ikke havde nogen synder at få tilgivet, og ligeledes i harmoni med den kendsgerning, at vor omvendelse må gå forud for vor dåb. På det tidspunkt, Paulus omvendte sig til Gud, sagde han: „Jeg forkyndte . . . at de skulle fatte et andet sind og omvende sig til Gud og gøre gerninger, som er omvendelsen værdige.“ (Ap. G. 26:20) „Både for jøder og grækere har jeg vidnet om omvendelsen til Gud og troen på vor herre Jesus.“ (Ap. G. 20:21) Som et yderligere bevis på, at dåben symboliserer den kristnes fuldstændige indvielse, idet han følger den vej, Jesus anviste, læser vi: „Thi dertil blev I kaldet, fordi også Kristus led for jer og efterlod jer et forbillede, for at I skal gå i hans fodspor.“ (1 Pet. 2:21) „Da sagde Jesus til sine disciple: Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv og tage sit kors [sin marterpæl, NW] op og følge mig!“ (Matt. 16:24) Den samme begravelse af en tidligere handlemåde, som symboliseres ved vanddåben, og beslutningen om at gøre Jehovas vilje gennem Kristus Jesus, det vil sige indvielsen, omtales også af Jesus i en lignende udtalelse. „Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv og daglig tage sit kors [sin marterpæl, NW] op og følge mig.“ — Luk. 9:23.

¹⁷ Der er nogle skriftsteder, der forbinder tilgivelse af synder med dåb, og for at kunne undersøge dem henviser vi nu til Johannes’ dåb.

Johannes Døbers dåb

18. Hvilke omstændigheder nødvendiggjorde Johannes Døbers gerning?

¹⁸ Johannes Døber var en forløber for Kristus; han forkyndte om ham og forberedte gennem sin tjeneste nogle af Israels nation til at tage imod Jesus, da denne efter sin indvielse og dåb begyndte sin tjeneste. Dette var nødvendigt, for mens Israels nation var under Moseloven, der skulle føre dem til Kristus, havde de overtrådt denne lov og syndet imod den. Dersom de skulle være rede til at anerkende og modtage Messias, når han kom, måtte der nødvendigvis finde en forberedende gerning sted til bedste for dem. Johannes forkyndte derfor et omvendelsesbudskab for jøderne og irettesatte dem på denne måde strengt for al den uretfærdighed, de begik.

19. Hvorfor døbte Johannes samtidig med, at han forkyndte?

¹⁹ Men hvorfor døbte Johannes samtidig med, at han prædikede? Fjernede dåben de israelitters synder, der blev døbt af ham? Et andet spørgsmål bringer os svaret nærmere: Hvad var formålet med Johannes’ dåb? Det var at fremkalde en forandring i hjertet, en omvendelse, for at berede israelitterne til at tage imod Kristus. Der var nogle, der tog imod Johannes’ gode budskab, omvendte sig, bekendte deres synder og blev offentligt døbt. Dette bekræftes senere af de første kristne, der omtalte det med disse ord: „Allerede før hans fremtræden havde Johannes prædiket omvendelsesdåb for hele Israels, folk.“ (Ap. G. 13:24) Og atter: „Johannes døbte med omvendelsesdåb, og han sagde til folket, at de skulle tro på den, som kom efter ham, det vil sige: på Jesus.“ (Ap. G. 19:4) Vi ser således, at Bibelen ikke siger, at dåben medførte tilgivelse for synder, men at den fandt sted for dem, der havde omvendt sig. Det var det, der var formålet med Johannes’ forkyndelse, og det var omvendelsen, der bragte tilgivelse for synder begået imod Lovpagten. Selve dåben fandt sted på grund af deres omvendelse eller var betinget heraf. Den var et tegn eller et billede på den, og omvendelsen blev således givet offentligt til kende over for Johannes og andre. Det forventedes med rette, at de, der således gav offentligt udtryk for deres omvendelse, ville modtage Messias, Kristus Jesus, som blev forkyndt af Johannes Døber.

20. a) Påvis videre, hvordan Johannes’ dåb var et symbol på en tidligere omvendelse. b) Bevis, om Jesu dåb for de kristne var anderledes end Johannes’ dåb.

²⁰ De moderne oversættelser af Bibelens kristne Græske Skrifter (ofte kaldet det Nye Testamente) bekræfter dette yderligere, som det fremgår af de følgende gengivelser af Johannes’ egne ord i Mattæus 3:11: „Jeg på den ene side døber jer med vand på grund af jeres omvendelse.“ (NW) „Jeg døber jer i vand som et tegn på jeres omvendelse.“ (AT) „Jeg døber jer i vand som et billede på jeres omvendelse.“ (C. B. Williams) I Lukas 3:3 læser vi, at Johannes Døber gik ud og „prædikede dåb for dem, der omvendte sig til syndernes forladelse“. (NW) „Prædikede en dåb, betinget af omvendelse.“ (Williams) „Forkyndende en dåb, hvorved menneskene omvendte sig for at få deres synder forladt.“ (Knox) Det var netop, fordi Johannes døbte mennesker som et symbol på den omvendelse, de havde foretaget, nemlig omvendelse fra synder imod Lovpagten, at han ikke kunne forstå, hvorfor Jesus kom til ham for at blive døbt, for Jesus havde ikke overtrådt Loven. Dog sagde Jesus til ham: „Lad det nu ske; thi således bør vi opfylde alt, hvad ret er!“ (Matt. 3:15) Yderligere bevis for, at Jesu og de kristnes dåb ikke er den samme som den, Johannes Døber forrettede, ses af beretningen i Apostlenes Gerninger 19:1-5. „Mens Apollos var i Korint, skete det, at Paulus, efter at være rejst gennem de højereliggende landsdele, kom ned til Efesus. Der traf han nogle disciple og spurgte dem: Fik I helligånden, da I kom til troen? De svarede: Vi har ikke engang hørt, at der er en helligånd. Han spurgte så: Hvilken dåb blev I da døbt med? De svarede: Med Johannes’ dåb. Da sagde Paulus: Johannes døbte med omvendelsesdåb, og han sagde til folket, at de skulle tro på den, som kom efter ham, det vil sige: på Jesus. Da de hørte dette, lod de sig døbe i Herren Jesu navn.“

21. Hvad er der endnu tilbage at undersøge i forbindelse med dem, der døbes?