Følg med den nye verdens samfund

„Vi har forladt alt og fulgt dig.“ — Mattæus 19:27

1. Hvad er den nye verdens samfund, og hvorfor er det en bydende nødvendighed, at retfærdselskende mennesker følger med det?

DEN nye verdens samfund er et voksende samfund af ordets tjenere, og dets indflydelse rækker til jordens fjerneste egne. Det er en levende, pulserende, driftig organisation, hvis åndelige fremgang er uden sidestykke i kristendommens historie. Hvor dette samfund end gør sin indflydelse gældende, tiltrækker det sig ærlige og oprigtige menneskers opmærksomhed. Det står som et lysende fyrtårn i denne mørke verden og udstråler håbets og livets budskab til alle, som kommer inden for dets radius. I dag er det en bydende nødvendighed, at de, som ønsker at leve i den nye retfærdsverden, følger med den nye verdens samfund. Hvorfor? Fordi det snart vil føre alle sine medlemmer sikkert gennem den største af alle trængsler, Harmagedonslaget, og ind i en strålende ny verden, Guds værk, hvor menneskeheden skal nyde evig fred, fremgang og lykke. — Matt. 24:21.

2. a) Hvorfor kan vi sige, at Jehova står bag den nye verdens samfund? b) På hvilken måde genspejler den nye verdens samfund Jehovas sind?

² Bag denne forbavsende organisations vækst og velstand står dens bygmester og skaber, Jehova Gud. Kun han kunne udtænke en så vidunderlig beskyttelsesforanstaltning for sit folk. Kun han magter at gennemføre et foretagende af så fantastisk format i disse farefulde tider. Kun han har visdom og ånd til at lede det, så hans hensigter bliver fuldbyrdet i overensstemmelse med hans guddommelige vilje. Altså er Jehova ansvarlig for dens eksistens, dens fænomenale vækst og dens ypperlige resultater. Med rette tilkommer der ham al ære og pris. Som apostelen Paulus så rammende sagde: „Hvad er da Apollos? Ja, hvad er Paulus? Tjenere, ved hvem I blev troende, således som Herren gav hver enkelt. Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud vedblev med at få det til at gro; så er da hverken den, der planter, noget, eller den, der vander, men Gud, der får det til at gro. Nu er den, der planter, og den, der vander, ét, men hver vil modtage løn i forhold til sin egen møje. For vi er Guds medarbejdere. I folk er Guds mark under opdyrkning, Guds bygning.“ Da den nye verdens samfund er Guds bygning, hans „mark under opdyrkning“, genspejler det Jehovas tanker og beslutninger med menneskeheden ved at udbrede den sande tilbedelse på jorden, ved at gå fremad med voksende kundskab, ved at lægge alt til rette til opnåelse af den åndelige vækst og fremgang og ved at holde trit med dets overhoved, Kristus Jesus, der viser vejen frem til højlys dag. — 1 Kor. 3:5-9, NW; Sl. 127:1.

3. Hvordan har Jehova indgivet os håb om en ny verden, og hvilken indvirkning har dette håb haft på mennesker?

³ Før menneskene overhovedet kunne forvente en ny verden, begyndte Jehova Gud at lægge dens grundvolde og indgive håb om dens komme. Han bevægede mennesker til at skrive og profetere om den kommende verden, hvori retfærdighed skal råde. Disse profetier blev en kilde til umådelig glæde, til håb og til mod for retsindige mennesker i hver eneste generation. De gav mennesker den nødvendige spore til at vandre frem ad troens vej i forventning om deres endelige opfyldelse. Dengang Jehova befalede Abram: „Drag ud fra dit land, fra din slægt og din faders hus til det land, jeg vil vise dig,“ adlød Abraham uden tøven, fordi han troede på Guds løfte om en ny verden. Paulus fortæller os, at Abraham viste Gud lydighed, idet han „gik ud til et sted, som han skulle modtage om arv, og han drog ud, skønt han ikke vidste, hvor han kom hen. Ved tro boede han midlertidigt i forjættelsens land som i et fremmed land og boede i telte med Isak og Jakob, arvinger med ham til den selv samme forjættelse. Thi han ventede på staden med de virkelige grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud.“ (NW) Det var Abrahams brændende ønske om at leve i Jehovas forjættede nye verden, der satte ham i stand til at forlade sit hjemland og nøjes med at leve i telt som midlertidig indbygger sted efter sted, så han kunne arve løftet. Sara, hans hustru, fulgte ham villigt på hans vandringer, hvorved hun ligeledes viste tro på Guds løfte. I tro drog de af sted til et nyt land fulde af håb om en ny verden. — 1 Mos. 12:1-3; Hebr. 11:8-10.

4-6. a) Hvilke andre respekterede dette løfte om en ny verden? b) Hvordan demonstrerede Jesus sin villighed til at få del i Jehovas løfte?

⁴ Spørgsmålet for os lyder: Er vi villige til at gøre det samme, det vil sige vise samme beredvillige tro på Guds løfter som Abraham og hans hustru Sara? Den omstændighed, at Abraham ikke så løftet opfyldt i sin levetid, afskrækkede ikke Isak eller Jakob fra at følge i Abrahams fodspor og udvise tro samt pålægge deres børn at følge samme vej. Jesus sagde om Abraham: „Abraham, jeres fader, frydede sig over at skulle se min dag, og han fik den at se og glædede sig.“ Så stor var disse patriarkers tro på Guds løfter, at de var villige til at give alt, selv deres liv, for at se løftet om den nye verden opfyldt. — Joh. 8:56; Hebr. 11:39.

⁵ Moses udviste en lignende tro på Guds løfte. Han, der var blevet opdraget ved faraos hof, „regnede Kristi skændsel for større rigdom end Ægyptens skatte“. (NW) Moses adlød Guds kald, da han var firs år gammel. Han havde levet som hyrde, men forlod denne gerning for at blive Jehovas vidne for farao og leder for Israels folk. Israel er et eksempel på, hvordan et helt folkeslag satte sit håb til Jehovas løfte om en ny verden. Paulus taler om en stor „sky af vidner“, der lægger alt det bort, der tynger, for at de kan få del i løftet. — Hebr. 11:26, 27; 12:1.

⁶ Den ypperste iblandt denne sky af vidner var Kristus Jesus, der, „skønt han var i Guds skikkelse, ikke tænkte på ran, nemlig på at blive Gud lig. Nej, han tømte sig selv og tog en træls skikkelse på og blev mennesker lig. Hvad mere er, da han i fremtræden fandtes som et menneske, ydmygede han sig selv og blev lydig indtil døden, ja døden på en marterpæl. Netop af den grund ophøjede Gud ham også til en overordnet stilling.“ Jesus gav alt, hvad han havde, hvilket var langt mere, end hele menneskeheden på nogen måde kunne give, og han gav det for at få del i Jehovas løfte om en ny verden. I flere af sine lignelser illustrerede han sin villighed til at give alt, hvad han ejede: „Med Himmeriget er det ligesom med en skat, der var skjult i en mark, og en mand finder den og holder det hemmeligt, og af glæde over den går han hen og sælger alt, hvad han har, og køber den mark. Fremdeles er det med Himmeriget ligesom med en købmand, der søgte efter skønne perler; og da han havde fundet en meget kostbar perle, gik han hen og solgte alt, hvad han havde, og købte den.“ Så fuldstændigt havde Jesus givet afkald på alt, at han kunne sige til en skriftklog, der ønskede at følge ham: „Ræve har huler og himmelens fugle reder; men Menneskesønnen har ikke det sted, hvor han kan lægge sit hoved til hvile.“ Snarere end at beklage sig over tabet af „alt“ anbefalede Jesus sine efterfølgere at sætte samme kurs, såfremt de ønskede at gøre Riget til deres mål. — Fil. 2:5-9, NW; Matt. 13:44-46; 8:20; Kol. 1:15, 16.

7. a) Hvilken formaning gav Jesus til dem, som ønsker at komme ind i den nye verden? b) Hvad vil det sige at følge Kristus?

⁷ Jesus vidste, hvad det ville kræve at overvinde verden, derfor sagde han: „Hvis nogen ønsker at gå i mit spor, så lad ham fornægte sig selv og tage sin marterpæl op dag efter dag og følge mig bestandig. For enhver, som ønsker at frelse sin sjæl, vil miste den; men enhver, som mister sin sjæl for min skyld, skal finde den. Thi hvad gavner det et menneske, om han vinder den hele verden, men sætter sin sjæl over styr? eller hvad kan et menneske give i bytte for sin sjæl? Thi Menneskesønnen er bestemt til at komme i sin Faders herlighed med sine engle, og da skal han lønne enhver efter hans adfærd.“ (NW) At følge Jesus Kristus vil altså sige at praktisere kristendom; det vil sige, at fornægte sig selv og indvi sit liv til kristendommens principper. Det kræver, at man tager sin „marterpæl“ op og udstår nogle af de genvordigheder og lidelser, Jesus lod blive tilbage. Det vil sige, at man giver afkald på sine personlige ambitioner og ønsker om at samle sig rigdomme og opnå anseelse og magt. Profeten Job sagde: „Har jeg slået min lid til guld, kaldt det rene guld min fortrøstning, . . . da fornægted jeg Gud hist oppe.“ Altså vil det at følge Kristus sige, at man siger farvel til den gamle verden, hele dens liv og færd, om nødvendigt. Det kræver absolut troskab og loyalitet mod kristendommen, således som en soldat udviser troskab og loyalitet i kampen for uafhængighed og frihed. Paulus fremfører dette med al ønskelig tydelighed, når han siger: „Ingen, der gør tjeneste som soldat, indvikler sig i livets handelsanliggender, for at han må opnå hans godkendelse, som hvervede ham til soldat.“ (NW) Kristi efterfølgere må være rede til at gøre deres pligt med samme villighed som profeten Esajas, der, da han hørte spørgsmålet: „Hvem skal jeg sende, hvem vil gå bud for os?“ svarede: „Her er jeg, send mig!“ Da han ingen tilknytning følte til denne gamle verden, var han fri til at følge Jehovas kaldelse. Det var den misundelsesværdige lod, der tilfaldt trofaste mænd som Abraham, Isak og Jakob og andre på grund af deres tro. Det må ligeledes være den lod, der tilfalder alle dem, som følger med den nye verdens samfund. — Matt. 16:24-27; Job 31:24, 28; 2 Tim. 2:4; Es. 6:8.

Opfordret til at give deres alt

8. Hvad opfordrede Jesus sine efterfølgere til at gøre, og hvordan reagerede de?

⁸ Dengang Jesus Kristus grundlagde kristendommen, opfordrede han sine efterfølgere til at udvise denne samme tro, Abrahams tro. Og hans loyale apostle viste, de havde denne tro. Læg især mærke til, med hvilken villighed de fulgte Jesu opfordring: „Kom og følg mig.“ Den inspirerede beretning siger om Peter og Andreas, der fiskede med deres vod, da Jesus gjorde tegn til dem: „De forlod straks deres garn og fulgte ham.“ Om Jakob og Johannes, der blev kaldet, mens de bødede deres garn, melder beretningen: „De forlod straks båden og deres fader og fulgte ham.“ Da en discipel ønskede at vende tilbage for at begrave sin fader, sagde Jesus: „Følg du mig, og lad de døde begrave deres døde!“ Tanken, der understreges her, er, at de ikke lod sig hindre af noget; hverken beskæftigelse, familie eller venner blev betragtet som noget, der var af altoverskyggende betydning. Alt sådant kom i anden række, og det mere attråværdige, Guds rige, indtog førstepladsen i deres liv. De sparede ikke sammen i månedsvis, før de forlod deres arbejde, eller tænkte frem og tilbage, om det var det værd eller ej. Apostlene spurgte heller ikke: Hvad kan vi få ud af det? Nej, de efterkom øjeblikkeligt opfordringen, viste stor tro på Jehova, på hans søn og på foranstaltningen, der var truffet for deres fortsatte eksistens. — Matt. 4:18-22; 8:22.

9. Hvilken betydning skulle de tillægge deres forrettigheder i forbindelse med Riget?

⁹ Jesus havde indprentet sine efterfølgere den uvurderlige betydning af at komme med i Riget. Ingen pris ville være for høj at betale for at nå det. Han fremhævede nødvendigheden af selvopofrelse, hårdt arbejde, udholdenhed og tålmodighed for at nå troens mål: vore sjæles frelse. Endvidere understregede han, at den, som ville følge ham for stedse, kunne ikke lade sig hæmme af verdslige bånd og forpligtelser. Føde, klæder og husly samt andre af livets fornødenheder blev betragtet som noget af underordnet betydning. „Thi efter alt dette søger hedningerne, og jeres himmelske Fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Derfor må I ikke være bekymrede for dagen i morgen; thi dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.“ Riget var det vigtigste; i sammenligning med det svandt alt andet ind til ingenting. Paulus gav udtryk for sine følelser i denne sag: „På grund af ham [Kristus] har jeg båret tabet af alt og regner det for en bunke skarn, for at jeg kan få Kristus i eje.“ (NW) Apostelen Johannes ræsonnerede som så: „Verden forgår og dens lyst; men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid.“ Kunne der anføres en bedre grund til at forlade denne verden og indvi sig helt og uforbeholdent til Guds rige? Såfremt det krævede absolut tro og tillid til Jehova og Kristus Jesus at følge med det første århundredes voksende kristne kirke, mon der så kræves mindre i dag? — Matt. 19:27; 6:32-34; Fil. 3:8; 1 Joh. 2:17.

10. Hvad har det ført til, at man trofast har efterkommet befalingen om at gå hen og „gøre disciple af folk af alle nationer“?

¹⁰ Trofast lydighed mod befalingen om at gå hen og gøre „disciple af folk af alle nationer“ har haft til resultat, at den kristne menighed er vokset i en sådan grad, at den i dag er repræsenteret ud over hele jorden af indviede ordets tjenere, der forkynder den gode nyhed om Guds oprettede rige. Navnlig i de sidste syvogtredive år har hundreder millioner haft lejlighed til at høre om Guds regering i den nye verden. Af disse millioner har hundredtusinder anerkendt, at dette budskab er Guds livgivende budskab for vor tid. De har taget imod det med samme tro og glæde som fortidens profeter og Jesu disciple, og de har indviet deres liv til Gud gennem Jesus Kristus og er med til at holde Rigets strålende fakkel højt hævet. I forening danner disse kristne vidner et samfund, der ikke er en del af denne verden. De er for Guds nye retfærdsverden og udgør altså en ny verdens samfund. — Matt. 28:19, 20; 24:14, NW.

11. Kræves det af den nye verdens samfunds medlemmer, at de bringer de samme ofre som de kristne i det første århundrede?

¹¹ Kræves det nu af dem som medlemmer af den nye verdens samfund, at de bringer de samme ofre og udviser samme tro som de kristne vidner i det første århundrede? Ja. For der gælder ingen særskilte regler for kristnes færd og tjeneste i ét århundrede og andre regler i det næste århundrede. De følger alle det samme eksempel, Kristus Jesus. Peter skrev: „I virkeligheden blev I kaldet til denne færd, fordi selv Kristus led for jer, idet han efterlod jer et forbillede, så I nøje kan følge i hans fodspor.“ Paulus formanede: „Bliv mine efterlignere, ligesom jeg igen er Kristi efterligner.“ Og igen: „Vær deres efterlignere, som ved tro og tålmodighed arver løfterne.“ „For alt det, der tidligere blev skrevet, blev skrevet til vor belæring, for at vi ved vor udholdenhed og ved trøsten fra Skrifterne kan have håb.“ Foruden Kristi fuldkomne eksempel har vi derfor i det skrevne ord Abrahams og alle profeternes eksempler, og de kan give os mange nyttige råd, som vi må studere, hvis vi fortsat skal følge med den nye verdens samfund. — 1 Pet. 2:21; 1 Kor. 11:1; Hebr. 6:12; Rom. 15:4, NW; 1 Kor. 10:11.

12. Hvilket sindelag må de have, som vil følge med den nye verdens samfund?

¹² Det bliver mere og mere indlysende, at skal vi hver især følge med den nye verdens samfund, må vi efterkomme Jehovas anvisninger med samme beredvillighed som de trofaste profeter og apostlene. Vi kan ikke lade os selv binde af denne gamle verden og samtidig tro, at vi kan holde trit med det kristne samfund af ordets tjenere. Vi må stå frie, så vi kan adlyde kaldet ligesom Abraham og Moses, og være rede til at rykke teltpælene op, og sige den gamle verdens interesser farvel. Med iver skal vi efterkomme Mesterens opfordring: „Kom så og følg mig!“ og gøre det i samme udstrækning som Peter: „Vi har forladt alt og fulgt dig.“ Vi skal forlade „alt“ uden at se os tilbage med længselsfulde blikke som Lots hustru og uden mindste fortrydelse, glade over, at der bliver budt os en sådan lejlighed. Paulus, der gav afkald på alt, sagde: „Jeg er jo ikke blot rede til at lade mig binde, men også til at dø i Jerusalem for Herren Jesu navns skyld.“ Dette bør være vor beslutning, og vi bør vise samme opofrelse. — Mark. 10:21; Matt. 19:27; Ap. G. 21:13.

13. Hvad kan der siges om dem, der stadig klynger sig til den gamle verden, og hvilken formaning kan man give dem?

¹³ Dog findes der stadig nogle „kristne“, som tror, de kan leve i den nye verdens samfund og i den gamle verden på én og samme tid. Men selv disse, der tilsyneladende er meget tungnemme, finder det mere og mere vanskeligt. Deres indvielse har ikke været fuldstændig. De har i virkeligheden ikke forladt „alt“ og fulgt Kristus. De har indviet sig med visse forbehold og ikke kappet båndene til den gamle verden over. Deres hu står stadig til den forgængelige verdensordens luksus og fornøjelser. De ved, at det kræver tid at følge med den nye verdens samfund og tid at tage del i den gamle verdens adspredelser. Deres kærlighed sættes på prøve, de føler sig trukket snart i den ene retning, snart i den anden. Der opstår konfliktsituationer med efterfølgende skuffelser. Et vankelmodigt, tvesindet menneske vækker Jehovas mishag, „og et sådant menneske,“ siger Jakob, „må ikke vente at få noget af Herren, en tvesindet mand, som han er, ustadig på alle sine veje.“ „Hold jer nær til Gud, så skal han holde sig nær til jer! Tvæt hænderne, I syndere! og rens hjerterne, I tvesindede! Klag jeres nød og sørg og græd; jeres latter skal vendes til sorg og jeres glæde til bedrøvelse! Ydmyg jer for Herren, så skal han ophøje jer.“ De, som fortsat fører en dobbelttilværelse, lægger ikke sand ydmyghed for dagen. De trænges altid lige ved grænseskellet. De vælger at ignorere Jehovas kloge vejledning. Deres ulyst til at bryde helt med den gamle verden gør, at de kun hænger ved den nye i en tynd tråd, indtil den gamle verden trækker dem ned i glemselens afgrund. Det er farligt at have et ben i hver lejr og umuligt at tjene to herrer. „For enten vil han hade den ene og elske den anden, eller han vil holde sig til den ene og foragte den anden. I kan ikke være trælle både for Gud og for rigdom.“ (NW) — Jak. 1:7, 8; 4:8-10; Matt. 6:24.

Intet rum for ubeslutsomhed

14, 15. a) Hvorfor er der ikke rum for ubeslutsomhed nu? b) Hvorfor kræver det beslutsomhed og mod at følge med den nye verdens samfund?

¹⁴ Den forøgede fart, hvormed den nye verdens samfund nu bevæger sig fremad, giver ikke rum for ubeslutsomhed. Blot den mindste tøven betyder tab af terræn. Jo oftere og jo længere vi tøver, desto mere får vi at indhente, hvis vi skal følge med den nye verdens samfund. Det betyder, at vi må gøre os større anstrengelser og lægge større beslutsomhed for dagen. Den sørgelige sandhed er, at det næsten altid er katastrofalt at tabe terræn, for den nye verdens samfund marcherer uden hvil frem mod højlys dag. Det kræver tro, mod og beslutsomhed at holde trit med det. Især nu, da der gøres krav på mere og mere af vor tid. Der lyder et kald til pioner-, missionær- og beteltjeneste, der skal besvares med et: „Her er jeg, send mig.“ Vi skal vise tjenesten fra hus til hus større opmærksomhed, ligeså oplæringen af nye forkyndere, genbesøgene hos dem, som er interesseret i budskabet om Riget, samt bibelstudierne, der ledes i de retsindiges hjem. Alt dette kræver tid, ja vor tid og kræfter. Men da det er indviet tid, tilhører den med rette Jehova. „I tilhører ikke jer selv. I blev jo købt for en pris. Herliggør fremfor alt Gud i jeres legeme.“ „Tilbagebetal . . . Gud, hvad Guds er!“ — Es. 6:8; 1 Kor. 6:19, 20; Matt. 22:21, NW.

¹⁵ Men det er ikke alt, hvad der er at tage vare på. Der er menighedsstudier og møder, der skal overværes og støttes. Det kræver omtanke og forberedelse. Vort personlige studium må ikke forsømmes og heller ikke vore familieforpligtelser. At indlade sig med den gamle verden, om end nok så lidt, kan være en hindring og hæmme vore fremskridt hen mod den nye verden. Det er grunden til, at Jesus formanede sine efterfølgere til at fornægte sig selv og tage deres marterpæl op og fortsat følge ham. Paulus gav en tilsvarende formaning: „Så lad da også os . . . aflægge alt det, som tynger, og synden, som så let besnærer os, og lad os med udholdenhed fuldende løbet, der ligger foran os, mens vi intenst retter blikket mod vor tros leder og fuldender, Jesus.“ Hvis vi giver agt på denne kloge formaning, vil det ikke være nær så vanskeligt for os at følge med den nye verdens samfund, som det er for dem, der lader sig tynge af dette livs byrder. — Hebr. 12:1, 2; Matt. 16:24, NW.

16. Hvad bør hvert medlem af den nye verdens samfund spørge sig selv om?

¹⁶ Unødigt at lade sig binde af den gamle verden vil kun lægge en dæmper på vort mod; det vil hindre os i at gøre fremskridt og ødelægge den glæde, vi normalt føler ved at tjene Jehova. Sandheden er den, at såfremt vi ikke holder vor stræben efter ting i den gamle verden i skak, vil den sætte os skakmat. Ethvert medlem af den nye verdens samfund bør bekymre sig om sine fremskridt mod den nye verden. Han skal spørge sig selv: „Hvor står jeg i forhold til den nye verdens samfund? Følger jeg med det? Forsømmer jeg den nye verdens interesser for den gamle verdens stræben? Efterkommer jeg de teokratiske opfordringer med samme beredvillighed som de trofaste profeter og apostle? Eller lader jeg verdslige interesser sluge min tid?“ Til en rig ung mand, der havde en høj moral, og som ønskede, at opnå evigt liv, sagde Jesus: „Én ting mangler hos dig: Gå, sælg, hvad du ejer, og giv til de fattige, og du vil have en skat i himmelen, og kom så og bliv min efterfølger. Men han blev ked af det, da han hørte disse ord og gik bedrøvet bort, for han havde meget gods. Efter at have set sig omkring sagde Jesus til sine disciple: Hvor vanskeligt vil det dog ikke være for dem, som har penge, at komme ind i Guds rige!“ Lad ikke penge, materialisme og denne verdens goder afholde dig fra at vinde livet. — Mark. 10:17-30, NW.

17. Går den kristne glip af noget ved at bryde med den gamle verden?