Menneskets personlige interesser

„Idet I ikke bare af personlig interesse ser på jeres egne sager, men også af personlig interesse ser på de andres.“ — Fil. 2:4, NW.

1. Hvori adskiller mennesket sig fra den lavere skabning med henblik på varetagelse af interesser?

SÅDANNE interesser som at skaffe sig føden, finde en mage, bygge rede og få afkom har Gud forundt den lavere skabning på landjorden, under himmelen og i havet. Instinktmæssigt forfølger de disse interesser i et begrænset, men tilfredsstillende åremål. De gør sig til gode med det, Gud har givet dem retten til at nyde. „Iagttag nøje himmelens fugle, for de hverken sår eller høster eller samler i lade; dog giver jeres himmelske Fader dem føden.“ (Matt. 6:26, NW) Men til forskel fra den lavere skabning, der ledes af instinktets ufrivillige love, er mennesket skabt med intelligens, der ligger på et højt plan, og er blevet betroet den forunderlige gave, der består i en fri vilje. Med sine særlige evner blev mennesket oprindelig skabt til at opdyrke, udvikle og påskønne et stort interesseområde i et lykkeligt liv uden ende til Skaberens pris.

2. Hvorfor varierer menneskets elementære interesser ikke fra sted til sted?

² Spirer til visse elementære interesser er blevet nedlagt i hver eneste mand og kvinde i pagt med den menneskelige natur, deres Skaber har udstyret dem med. I overensstemmelse med sin frie vilje kan mennesket udvikle disse spirer klogt eller uklogt. Uden hensyn til, hvor menneskene befinder sig på denne jordklode, ligger det i deres naturlige væsen at nære de samme elementære interesser, fordi de alle har samme fælles stamfader, Adam. Sådanne interesser, som Gud i deres grundform har nedlagt i mennesket, ejer guddommelig retslig anerkendelse som rettigheder, der er skænket af Gud. De rettigheder, der betros mennesker af Gud, er ikke så store som Guds egne iboende rettigheder, en omstændighed, der giver de guddommelige interesser og deres udfoldelse forrangen.

3, 4. Hvad er „naturens lov“ ifølge visse retslærde?

³ Dette er grunden til, at nogle retslærde omtaler menneskets naturlige rettigheder som naturens lov. „Da mennesket er absolut afhængigt af sin Skaber i alle henseender, er det nødvendigt, at det på alle punkter indordner sig under sin Skabers vilje. Skaberens vilje kaldes naturens lov. Thi da Gud skabte mennesket og skænkede det en fri vilje til at handle i alle livets anliggender, nedlagde han vise uforanderlige love i den menneskelige natur, love, der til en vis grad regulerede og begrænsede den frie vilje, men Gud skænkede også mennesket evnen til at ræsonnere, så det kunne finde ud af meningen med disse loves betydning.“a

⁴ En anden retslærd definerer naturens lov således: „Den lov, som Gud, universets Suveræn, har foreskrevet alle mennesker, ikke ved nogen formel kundgørelse, men alene ved fornuftens indre stemme. . . . Naturens primitive love kan reduceres til seks, nemlig: 1) sammenlignende skelneevne eller fornuft; 2) kærlighed til sig selv; 3) tiltrækningen mellem de to køn; 4) forældres kærlighed til deres børn; 5) den religiøse følelse; 6) trangen til andres selskab.“b

5. Hvilke personlige interesser opstår som følge af, at mennesket er skabt med forstands- og tænkeevne?

⁵ Hvilke menneskelige interesser kommer til udtryk gennem den første af de her omtalte naturens love? Ulig dyrene er mennesket en meget klog eller intelligent skabning. Det kan ræsonnere over tingene. Det kan skelne mellem, hvad der er moralsk godt og moralsk dårligt. Det kan også kræves til regnskab for sine handlinger og for måden, hvorpå det dyrker sine interesser. Mennesket påvirkes af lykkelige eller ulykkelige tilstande. Derfor har mennesket medfødt interesse for at eje viden, tilegne sig kundskab, fremdrage kendsgerninger, ræsonnere over foreliggende vidnesbyrd og træffe afgørelser. Så længe mennesket er ufordærvet, har det en naturlig trang til at pleje disse interesser på en god måde og således efterhånden vinde sig et godt omdømme, der som belønning bringer lykke.

6, 7. Hvad gør Jehovas vidner med henblik på menneskets naturlige interesse for at kende sandheden?

⁶ Jehova Gud lod fra første færd mennesket nære en sund og naturlig interesse for at kende sandheden. Denne naturlige trang er til en vis grad blevet bøjet i en gal retning, hvorved menneskets klogskab er blevet vendt til det dårlige. Sådan slethed afføder et dårligt omdømme, hvilket fører til sorg og ulykke. Hvor sløve disse naturlige interesser end er blevet under Satans lange misregimente, findes de dog stadig i temmelig stort omfang side om side med deres tilsvarende naturlige rettigheder.

⁷ Det er grunden til, at Jehovas vidner bestandig søger at stimulere disse naturlige interesser. For det første søger de for deres eget vedkommende at holde sig selv teokratisk informeret og intellektuelt opbygget i Guds sandhedsord. For det andet søger de som venligsindede medmennesker at aflægge personlige besøg hos så mange mænd og kvinder som muligt for på en fornuftig måde at forelægge dem sandheden vedrørende Jehovas åbenbarede hensigter nu i endens tid til en ærlig overvejelse og bedømmelse. Jehovas vidner følger det mønster, Jesus og hans apostle efterlod. De aflagde besøg fra hus til hus i harmoni med dette naturlige menneskelige interesseområde.

8. Hvilke personlige interesser opstår som følge af menneskets kærlighed til sig selv?

⁸ Den anden af naturens love omfatter menneskets kærlighed til sig selv. Bibelen bekræfter tilstedeværelsen af dette grundprincip, som Gud selv har nedlagt i den menneskelige natur. Der står skrevet: „Du skal elske dit medmenneske, som dig selv. Jeg er Jehova.“ (3 Mos. 19:18, NW) Denne stærke ret til at elske sig selv driver hvert enkelt menneske til at beskytte sig selv, til at værne sit liv og legeme mod fortræd, til at undgå, hvad der måtte skade, og til at skaffe sig alt, hvad der er nødvendigt for livets opretholdelse. Disse personlige interesser spænder vidt og vækker interesser på mange andre områder.

9, 10. Er interessen for ens eget jeg forkert? I hvor stort omfang må den dyrkes?

⁹ Sund kærlighed til sig selv eller sund interesse for sig selv er god og rigtig, når den dyrkes med mådehold, og den fører til en fortjenstfuld færd, der belønnes med glæde og lykke. Men når kærligheden til eller interessen for ens eget jeg udvikler sig derhen, at den ikke levner plads til næsten eller medmennesket, så betræder man det ondes vej. Menneskets kærlighed til sig selv udarter i sådanne tilfælde til yderliggående selviskhed. Det fører til vanskeligheder eller fejltrin, som man selv må stå til ansvar for. Man må betale i form af modgang, en straf, der bringer sorg og ulykke med sig. — 2 Tim. 3:2-5.

¹⁰ Der er intet galt i at interessere sig for sit eget fysiske og åndelige helbred. Falsk religiøs lære om „selvudslettelse“ eller karakterudvikling, der går så vidt, som til at man helt udsletter sig selv ved at kvæde ethvert personligt ønske, fremholdes af buddhismen og visse falske kristne sekter og fører til vildfarelse. Det er læresætninger, der er i modstrid med den menneskelige natur og i konflikt med det grundprincip om kærlighed til ens eget jeg, som Gud oprindelig og med rette nedlagde i det fuldkomne menneske. Det er den sunde ligevægt mellem kærlighed til Gud og kærlighed til sig selv, der tilskynder et menneske til at søge retfærdighed, der driver det til at tjene Jehova med hele hjertet, så at det til sidst kan erfare Jehovas godkendende smil, der borger for evigt liv. „Vedbliv med at arbejde jer frem til jeres egen frelse med frygt og bæven.“ — Fil. 2:12, NW.

11. Hvilke personlige interesser opstår der som følge af det naturlige princip i tiltrækningen mellem kønnene?

¹¹ Et andet grundprincip i den menneskelige natur er tiltrækningen mellem kønnene. Gud skabte mennesket som mand og kvinde. De eksisterer som hinandens modstykke. (1 Mos. 1:27; 2:20-22) Hensigten hermed er at fylde jorden med en befolkning, hvilket er en af Guds interesser. (1 Mos. 1:28; Es. 45:18) Tiltrækningen mellem de to køn åbner for en mangfoldighed af personlige interesser. Nogle af disse elementære interesser og deres medfølgende gudgivne rettigheder er at gifte sig, sætte børn i verden, stifte hjem og tjene til livets ophold. Det betyder også, at mand og hustru har gensidig eneret på hinanden. (1 Kor. 7:2-5) Når disse personlige menneskelige interesser dyrkes til det gode, vinder man sig et godt omdømme og dermed en belønning i form af sand lykke. Følger man den modsatte vej, ender den kun i sorg og ulykke. Ingen udenforstående kan trænge ind på et andet menneskes private interesseområde i forbindelse med dets lovformelige ægteskab. På sin side skal denne anden ifølge Jesu formaning begrænse sine kønslige interesser til udelukkende at omfatte sin ægtefælle. — Matt. 19:4-9.

12. Hvilke interesser opstår der som følge af princippet i forældres kærlighed til deres børn?

¹² Forældres kærlighed til deres børn er ligeledes et grundprincip i den menneskelige natur. Børn er fra fødselen helt ude af stand til at sørge for selv deres mindste fornødenheder. Men faderens og moderens kærlighed opvejer denne svaghed. Forældres interesse og omsorg for deres børn er en af de stærkeste af naturens love. Dette interesseområde kræver, at forældrene yder barnet beskyttelse, giver det føde og klæder, uddannelse og opdragelse og til barnets eget vel sætter magt bagved, hvis det er nødvendigt.c Mødre har ganske særlig fuldt op at gøre, når de med visdom dyrker dette interesseområde til det gode, og de finder, at det tager næsten al deres tid, men til gengæld fører det velsignelser og glæder med sig. — Ordsp. 17:6.

Den religiøse følelse og trangen til andres selskab

13. Hvad går den „religiøse følelse“ ud på, og hvordan har Satan søgt at udnytte den?

¹³ Trangen til at ære, prise, se op til og i vanskelige situationer søge råd hos en sand eller indbildt højere magt vækker en række andre naturlige interesser, som Skaberen har nedlagt i menneskene. „Den religiøse følelse, der ganske naturligt vender vort sind til den Højeste, er en af de egenskaber, der er forbeholdt menneskene alene, og den er så vigtig, at den indtager pladsen som naturens morallov.“d Det er netop dette princip i menneskets natur, Satan søgte at udnytte lige fra begyndelsen, da han fik Adam og Eva til at antage falsk religion og således gøre oprør mod deres Gud. Lige siden har Satan frembragt en mangfoldighed af religioner for at lægge beslag på disse religiøse interesser og tilbøjeligheder hos de fleste mennesker. På denne måde har han vendt deres sind og hengivenhed bort fra den sande Gud. — 1 Kor. 8:5, 6.

14. Hvordan har en minoritet fulgt denne grundlæggende „religiøse følelse“?

¹⁴ Men ned gennem tidsaldrene har der blandt menneskene været et mindretal, der har ladet denne oprindelige „religiøse følelse“ lede dem til den sande Gud og til at holde fast ved deres aktive og trofaste tilbedelse af ham. I dag hører Jehovas vidner til den ufordærvede minoritet, der besøger folk i deres hjem, ikke alene for at bibringe dem nøjagtig kundskab fra Bibelen, men også for direkte at appellere til deres naturlige trang til at ære en højere magt, idet de tilskynder dem til at antage den sande religion og således blive aktive i tilbedelsen af Jehova, deres sande Gud og Skaber. (Joh. 4:23, 24) Uden hensyn til, hvor på denne jord mennesket lever, er religionsfrihed en fundamental ret, Skaberen har givet det, så det kan vælge at tjene den sande Gud Jehova og opnå lykke og liv eller at tjene et hvilket som helst religiøst bedrag, der fører sine tilhængere til sorg og død. Som fortidens Josua siger Jehovas vidner i dag til folket: Vælg selv, hvem I vil tjene, om I vil tjene jeres forfædres hedenske guder eller Jehova. Vi selv, vi vil tjene Jehova. — Jos. 24:15, NW.

15, 16. a) Hvilke interesser opstår af menneskets naturlige trang til andres selskab? b) Hvordan berører disse interesser Jehovas vidner?

¹⁵ Det sidste af de seks naturlige principper, der har med menneskets personlige interesser at gøre, er trangen til andres selskab. „Det behov, et menneske føler for at leve i samfund med andre, er en af naturens primitive love, der medfører pligter og rettigheder for os. Samfundets eksistens afhænger af, at alles rettigheder bliver respekteret.“e Intet normalt menneske ønsker at leve som eneboer et eller andet afsides sted. Nej, ligesindede menneskers varme venskab og den levende forbindelse med dem er stærkt eftertragtet. Når sådanne selskabelige interesser dyrkes på sund vis, bringer de glæde og tilfredshed. Kun forbrydere og mentalt uansvarlige personer afskæres fra kontakt med samfundet.

¹⁶ I pagt med denne naturlige interesse for at omgås andre samles Jehovas vidner nu i stadig flere og flere menigheder, hvor de viser en personlig interesse for deres brødre og danner et bemærkelsesværdigt ny verdens samfund i 160 forskellige lande. „Idet I ikke bare af personlig interesse ser på jeres egne sager, men også af personlig interesse, ser på de andres.“ (Fil. 2:4, NW) Alle retfærdigt indstillede mennesker, der har fårets egenskaber, får nu hjælp til at se, at det er i deres egen personlige interesse — både hvad den øjeblikkelige sikkerhed og det fremtidige liv angår — at de nu søger tilflugt i Jehova Guds nye verdens samfund, den ene sande fårefold under hyrden Kristi Jesu varetægt. — Joh. 10:14-16.

17, 18. a) Hvilke andre personlige interesser eksisterer der? b) Hvordan bør man stille sig til dem, og hvorfor? c) Hvordan bør vi betragte andres interesser?

¹⁷ Foruden disse elementære personlige interesser, som naturens lov åbenbarer, findes der mange andre, såsom sport, adspredelse, film og teater, fotografering, bilkørsel, rejser, musik, studium af naturen, fjernsyn, spil, de mange videnskaber og forskellige kunstarter samt et væld af andre ting, efterhånden som menneskene gennem større viden og forskellige opfindelser opdager nye interesseområder. Men tiden er for kort til, at den enkelte personlig kan dyrke alle disse interesser nu. Dagen har ikke timer nok til, at man kan nå alt. Derfor må den enkelte vælge de interesser, han ønsker at dyrke udover de interesser, naturen pålægger ham at tage op, således som vi allerede har drøftet.

¹⁸ Den indviede kristne må give afkald på mange af de interesser, der benævnes verdslige, for at han kan finde den rette balance mellem sine personlige interesser, de guddommelige interesser og de nyerhvervede samfundsinteresser (menighedsinteresser), der skal drøftes i den følgende artikel. Den kristne kan klogeligt kun holde fast ved sådanne personlige interesser, der fortsat vinder ham Jehova Guds gunst, så han kan nå målet: lykke og evigt liv i den nye verden. Enhver kristen passer sine egne sager, hvad hans personlige interesser angår, og lever stilfærdigt sammen med sine medkristne ved ikke at kritisere andre i deres personlige anliggender. De følger apostelen Paulus’ råd vedrørende private anliggender: „Men vi opmuntrer jer, brødre, . . . til at stile efter at leve stilfærdigt og at passe jeres egne sager.“ — 1 Tess. 4:11, NW.

19. Kan man opbygge et så godt omdømme, at det kan frelse denne gamle verden? Af hvilket bibelsk eksempel ses dette?

¹⁹ Vi er kommet til det tidspunkt, da Satans gamle verdens samfund er dømt til undergang. Ingen enkelte retfærdige personer eller grupper af religiøse reformatorer kan vinde sig et så godt omdømme, at det formår at frelse dette dødsdømte samfund. Situationen i dag er nøjagtig som på Sodomas og Gomorras tid. Jehova sagde til Abraham, at hvis han kunne finde halvtredsindstyve retfærdige indbyggere i Sodoma, ville deres gode omdømme have tilstrækkelig værdi i Guds øjne til, at han ville skåne byerne på sletten og deres onde indbyggere for undergang. Abraham, der nærede tvivl om, at der fandtes så mange som halvtredsindstyve retfærdige mennesker med godt omdømme, bad sluttelig Jehova om at gå med til at sætte grænsen ved bare ti retfærdige. Men der fandtes end ikke ti med et godt omdømme. — 1 Mos. 18:22-33.

20. Hvordan illustreres den bestemte handlemåde som nu er af betydning for den enkelte? Hvorfor følge en sådan handlemåde?

²⁰ Der blev udsendt engle for at opfordre den retfærdige Lot, hans hustru og deres to døtre, fire i alt, til som en sluttet familie at søge i sikkerhed. Disse fire modtog personlig underretning, og det var i deres egen personlige interesse at handle derefter. Det gjorde de, men Lots hustru vendte sig om og mistede livet på grund af svigtende tro. Således vandt kun tre sig personlig fortjeneste og dermed den belønning at blive skånet for den brændende tilintetgørelse. (1 Mos. 19:15-26) I dag giver Gud alle retfærdselskende mennesker besked om at varetage deres personlige interesser og tilegne sig nøjagtig bibelkundskab, der vil vise dem, hvordan de kan flygte fra den babyloniske gamle verdens samfund, der nu er dømt til udslettelse. „Kom ud fra hende, mit folk, hvis I ikke vil være delagtige med hende i hendes synder, og hvis I ikke vil have del i hendes plager.“ — Åb. 18:4, NW.

21. Hvordan skildrer Bibelen, at den enkelte selv skal stå til regnskab for sine handlinger i dag?

²¹ Nu kan vi hver især ved at træffe de rette afgørelser skabe os et godt omdømme som retfærdige i Jehova Guds øjne. Hvis vi træffer forkerte afgørelser, der fører til uduelighed, fejltrin eller synd, vil vi hos Gud få et skudsmål som onde og gudløse. Læg mærke til, at Bibelen viser, at den enkelte skal stå til ansvar eller gøre regnskab: „Den sjæl, der synder, den skal dø; søn skal ikke bære faders misgerning, ej heller fader søns. Over den retfærdige skal hans retfærdighed [gode omdømme eller fortjeneste] komme, over den gudløse hans gudløshed [dårlige omdømme eller skyld]. Men når den gudløse omvender sig fra alle de synder, han har gjort, og holder alle mine anordninger og gør ret og skel, da skal han visselig leve og ikke dø.“ — Ez. 18:20, 21. Se også 5 Mosebog 24:16; Jeremias 31:29, 30.

(The Watchtower, 15. juli 1956)

[Fodnoter]