Bryllupsceremonien og de dermed forbundne krav

1. Hvilke bryllupsskikke herskede blandt israelitterne?

DE AF BIBELENS bøger, der udtrykkeligt er skrevet til og for de kristne, foreskriver ingen speciel bryllupsceremoni. De viser imidlertid, at når forældrene gennem en mellemmand havde truffet aftale om ægteskab, fulgte en trolovelsestid på omkring et år, hvis det drejede sig om unge jomfruer. På bryllupsaftenen drog brudgommen til brudens hjem og førte hende med sig til hendes nye hjem. De ledsagedes af en skare af glade bryllupsgæster. På denne måde blev giftermålet offentligt kendt og indregistreret i folks bevidsthed. Ved ankomsten til hjemmet holdtes en bryllupsfest, der var arrangeret af brudgommens forældre, og hvori alle de indbudte deltog. Lykkelige var de, der var inviteret til bryllupsmåltidet. Bruden lod ikke sin fæstemand vente på, at hun skulle vise sig. Nej, hun stod og ventede på ham, klædt i sin smukkeste dragt, rede til at gives til ham af sin fader eller formynder. — Matt. 1:24; 22:1-11; 25:1-10; Joh. 2:1-11; 3:29; Mark. 2:19; Es. 61:10; 62:5; Åb. 19:7, 8; 21:2, 9-11.

2. Hvilke kendsgerninger vedrørende bryllupsceremonier fremgår af den bibelske beretning?

² Man må huske, at de første kristne var jøder eller israelitter, som Jesus selv var det. Det er derfor ganske rimeligt, at disse jødekristne førte deres bryllupsskikke og -forordninger med sig fra deres tidligere jødiske samfundssystem til den nye kristne ordning. Men én ting må man gøre sig klart: fra Abrahams tid og fremefter var ingen præst, levit eller anden religiøs embedsmand til stede for at lede en bryllupsceremoni. Alligevel var ægteskabet gyldigt og anerkendt af Jehova Gud. Det blev også indført i byens eller landsbyens annaler, ligesom børn af dette ægteskab også blev indregistreret her. Jesu to stamtavler er uden tvivl afskrifter, der er foretaget af Mattæus og Lukas fra byen Betlehems arkiv. Dette afføder spørgsmålet: Hvem kan forrette en gyldig kristen vielse? Er en borgerlig eller ikke-religiøs vielse lige så bindende som en religiøs, eller er vielsen et sakramente og således kun gyldig, når den er religiøs?

3. Hvad viser Bibelen om den måde, hvorpå Isaks bryllup fandt sted?

³ Nej, en vielse er ikke et sakramente, der kræver, at en religiøs præst eller en kristen ordets tjener er til stede og udfører den højtidelige handling. Som Guds profet var Abraham hans anerkendte præst for en stor husstand, men der findes ingen beretning om, at han var til stede, da hans ældste tjener bragte Rebekka fra Mesopotamien til Isak i Negeb i Palæstina. Isak vandrede alene i sine egne tanker, da tjeneren bragte Rebekka til ham og fortalte ham alt om, hvordan han havde fået hende til ham. Derefter „førte Isak Rebekka ind i sin moder Saras telt og tog hende til hustru“. Men at han således tog hende til hustru, skete i vidners nærværelse, nemlig i overværelse af Abrahams mellemmand og dennes ledsagere og Rebekkas amme og hendes andre piger. (1 Mos. 24:2, 54, 59-61, 66, 67) Isak havde ikke indhentet en øvrigheds tilladelse til at indgå ægteskab, ligesom dette heller ikke kræves i visse lande i dag. Isaks fader, Abraham, overhovedet for den teokratiske organisation, havde anerkendt det, og Jehova Gud, hos hvem man havde søgt vejledning, havde ledet alle skridt for at bringe dette ægteskab i stand. En vielsestilladelse var altså ikke nødvendig i dette tilfælde. Men mere end fire personer var vidne til, at han tog hende til hustru, og det blev indskrevet i de optegnelser, som førtes i Abrahams teokratiske hus, og det står selvfølgelig optegnet i Bibelens beretning i dag. Ingen religiøs ceremoni fandt sted, selv om man søgte og anerkendte Guds vilje i hele denne sag.

4. a) Hvad foreskrev loven ikke vedrørende vielser? b) Hvilket anliggende var ægteskabet, og hvordan blev det understreget, at det var bindende?

⁴ Der findes ingen beretning om, at en religiøs ceremoni fandt sted, da Isaks søn Jakob ægtede Lea og Rakel. (1 Mos. 29:18-30) Jehova Gud gav heller ikke i sine hundreder af love til sit udvalgte folk, Israel, befaling og forskrift om at udføre en religiøs bryllupsceremoni. Og Arons præstelige familie eller de levitiske tempeltjenere fik aldrig overdraget retten og pligten til at forrette vielser. Ægteskabet var fra trolovelsestidens begyndelse til brudens og brudgommens forening i hans faders hjem et ganske privat familieanliggende uden deltagelse af præster eller levitter (uden for selve Levi stamme). Det blev bekendtgjort for hele samfundet, blev indgået behørigt i vidners nærværelse og derefter indregistreret i stedets arkiv; det var derfor, at Josef sammen med sin ledsagerske, betlehemitten Maria, i den romerske kejser Augustus’ dage måtte rejse til deres fædreneby og der lade sig indskrive. — Luk. 2:1-6.

5. Hvilken rolle spillede Jesus ved brylluppet i Kana? Hvad forordnede han ikke vedrørende ægteskab blandt sine efterfølgere?

⁵ Da Jesus udførte sit første mirakel i Kana i provinsen Galilæa, var han til stede ved en bryllupsfest. Men han var ikke inviteret derhen for at virke som præst, for han var ikke af Arons præsteslægt, hørte ikke til Levi stamme og blev heller ikke anerkendt som præst. Han var der kun som gæst sammen med sin moder og sine disciple, fordi byen lå nær ved det sted, hvor han tidligere havde virket som tømrer. Han foretog derfor ikke vielsen, men skaffede den bedste vin til veje, så festen kunne fortsætte til glæde for gæsterne. (Joh. 2:1-11) Jesus gav sine tolv apostle og sine disciple mange befalinger, men ikke en eneste gang gav han dem det påbud eller overdrog dem det hverv at forrette vielser; disse lod han fortsat foregå, som de altid havde gjort blandt Jehovas folk. Han gjorde aldrig vielsen til et sakramente, som det kun lå i apostlenes eller de kristne ordets tjeneres magt at forrette eller stadfæste.

6. Hvilket standpunkt tager Bibelen til borgerlige vielser, som kræves af landenes love?

⁶ Er en religiøs vielse da strengt nødvendig? Nej. Anerkendes en borgerlig vielse af Guds bog, Bibelen? Ja, og i denne henseende har kristne lov at give „kejseren, hvad kejserens er“. I de fleste lande i kristenheden er en borgerlig vielse, der udføres af en dertil udnævnt embedsmand, enten tilladt eller også et absolut krav. Der er derfor ikke — hverken socialt eller religiøst — nogen skam i at lade sig borgerligt vie. Jehova Gud anerkender en sådan vielse blandt sit indviede folk og holder ægtefællerne bundet af den. I nogle lande i og uden for kristenheden anerkender regeringerne vielser, der forrettes af romersk-katolske præster og præster fra andre religiøse samfund. Regeringerne giver disse præster tilladelse til at forrette vielser i religiøse bygninger eller på andre nærmere angivne steder. Sammen med disse har udnævnte tjenere blandt Jehovas vidner bemyndigelse eller tilladelse til at forrette vielser. I alle disse tilfælde handler den fungerende religiøse tjener på statens vegne, idet han legaliserer ægteskabet. Følgelig er sådanne ægteskaber bindende og har også gyldighed i Guds øjne. Når mennesker, der er blevet viet ved en religiøs ceremoni i et af disse autoriserede samfund, træder ind i den nye verdens samfund, anerkender Jehovas vidner sådanne nyankomnes ægteskab som bindende og fortsat gyldigt. De steder, hvor Jehovas vidner ikke har tjenere, som er bemyndigede til at forrette vielser, kan de med god samvittighed henvende sig til de kontorer, som regeringen har etableret og lade sig vie af en embedsmand, og vielsen vil være gyldig og have Guds godkendelse.

7. Hvordan ser den romersk-katolske kirke på borgerlige vielser? Hvilken begivenhed for nogle måneder siden viste dette?

⁷ I de lande, hvor regeringen udelukkende kræver og anerkender en borgerlig vielse, betragter den romersk-katolske kirke ikke den borgerlige vielse som gyldig og forlanger derfor, at dens medlemmer bagefter må vies af en præst ved en religiøs bryllupsceremoni. Da for eksempel den katolske fyrste af Monaco for nylig ægtede den katolske Hollywood filmstjerne, meddelte New York Times (den 20. april 1956): „Den toogtrediveårige prins og hans seksogtyveårige brud, som i går blev viet ved en borgerlig ceremoni i paladset, blev i kirkens øjne forenet af biskoppen af Monaco, monsignor Gilles Barthe. Pave Pius XII meddelte sin velsignelse gennem den pavelige nuntius i Paris, monsignor Paolo Marella. . . . Hun indtog sin plads foran det hvide marmoralter først, idet sæd og skik giver en hersker ret til at lade vente på sig. Prinsen indtog kort efter sin plads ved hendes side.“

8. Hvilken værdi har den religiøse højtidelighed for bruden og brudgommen, efter at den borgerlige vielse har fundet sted?

⁸ Naturligvis har en katolsk bryllupsceremoni eller en religiøs vielsesceremoni i et hvilket som helst trossamfund ingen juridisk værdi, når den foretages efter den borgerlige vielse. Men hvor det er muligt, eller hvor det er et absolut krav, kan Jehovas vidner holde en religiøs højtidelighed for bruden og brudgommen bagefter. Denne højtidelighed er ikke nødvendig og kan ikke betragtes som en vielse, og den holdes heller ikke for at give den foretagne borgerlige vielse yderligere juridisk gyldighed. Den holdes for at give de nygifte sand, betimelig formaning fra Bibelen og vejledning om de rettigheder og pligter, ægteskabet medfører, samt for at bekendtgøre ægteskabet for den lokale menighed og aflægge et vidnesbyrd om Jehovas forordninger vedrørende ægteskabet for de retsindige mennesker, der måtte være til stede. Dette vil også være det rette tidspunkt til at indregistrere ægteskabet i menigheden, så at et notat om det kan opbevares i menighedens arkiv.

9. Hvad kan man gøre i tilfælde af, at den by, hvor loven kræver indregistrering af ægteskabet, ligger så langt borte, at de nygifte ikke straks kan rejse dertil?

⁹ Hvad der gøres i overværelse af menigheden, er som gjort „for Gud“, på samme måde som det, der i fortidens Israel blev gjort i overværelse af dommerne eller herskerne, blev gjort for Gud. (2 Mos. 21:6; 22:8, 9, 28) Hvad skal man nu gøre i Afrika i det tilfælde, at en vielse har fundet sted mellem kristne mennesker i en by eller landsby, men må indregistreres hos myndighederne i en anden by, der ligger så langt borte, at de nygifte ikke straks kan rejse dertil? Man kan så i Jehovas vidners rigssal udfylde en „vielseserklæring“. Denne har ingen juridisk værdi og erstatter ikke indregistreringen hos myndighederne, men den anerkendes blandt Guds folk. Den er for den nye verdens samfund et vidnesbyrd om, at det nygifte par anerkender, at deres ægteskab har gyldighed og er bindende, og at de vil indregistrere det hos de borgerlige myndigheder ved førstkommende lejlighed. Denne „vielseserklæring“ opbevares derefter i menighedens arkiv, og Vagttaarnsselskabets kontor får også et eksemplar til opbevaring, og de nygifte kan således træde ind i ægteskabet, før det er anmeldt hos øvrigheden. Selskabet vil altså, en kort tid før de borgerlige myndigheder får meddelelse derom, være i besiddelse af en erklæring om, at giftermål har fundet sted, og gennem sine tjenere kan Selskabet efter nogen tids forløb kontrollere, om den behørige anmeldelse til myndighederne er foretaget, og om ægteparret har opfyldt lovens krav.

10. a) Hvad vil det være rigtigt at gøre af dem, der er blevet gift efter stammefolks skik? b) Hvilken form for vielse anbefales stammefolk, der hører til den nye verdens samfund, og hvorfor?

¹⁰ Hvor stammefolk er blevet gift efter stammens skik, før de har lært Rigets sandhed at kende og er trådt ind i den nye verdens samfund, er deres ægteskab stadig bindende og bliver anerkendt. Der behøver ikke at finde nogen ny vielse sted, men det vil være rigtigt at anmelde ægteskabet hos den nye verdens samfund ved at udfylde en „vielseserklæring“, dersom der ingen anmeldelse har fundet sted til de borgerlige myndigheder, da vielsen blev foretaget i stammen. Men visse steder kan det være en fordel juridisk set for en mand og hans familie, at han og hans hustru, der har indgået ægteskab efter stammens skik, vies på ny efter landets lov. For ugifte stammefolk, der bliver en del af den nye verdens samfund, anbefaler vi borgerlig vielse, da det medfører langt flere fordele og sikrer dem større beskyttelse under loven, der garanterer økonomisk støtte til hustruen og børnene i tilfælde af mandens død. Hvis tidligere hedninger gifter sig efter stammens skik, er det i sandhed et tilbageskridt, og hvis ubibelske, hedenske ritualer udføres i forbindelse med vielsen er det det samme som at gå på kompromis med denne verden, at fornægte troen, og det kan medføre udstødelse af menigheden.

11, 12. a) Hvorfor behøver et ægteskab, der er indgået ved brudekøb, ikke at indgås på ny, når man kommer i sandheden? b) Hvilken bistand kan menighederne yde i forbindelse med indregistreringen hos de borgerlige myndigheder? c) Hvad byder fornuften og de teokratiske regler vedrørende gaveindsamlinger, invitationer, bryllupper og sammenkomster efter brylluppet?

¹¹ Et ægteskab, der er indgået ved brudekøb, før man blev kristen, behøver ikke at stadfæstes ved en ny og kostbar vielse. Et sådant brudekøb bliver ikke ugyldigt, ved at man kommer i sandheden og indvier sig til Gud, og de mennesker, som fortsætter at leve i et ægteskab, der er indgået på stammens vis, erklæres ikke dermed utugtige. For at lette mennesker for de store udgifter i forbindelse med indgåelse af ægteskab, føres de optegnelser, som den nye verdens samfund kræver, uden vederlag. Det kan ske, at en menighed ønsker at betale eller hjælpe til med at betale for indregistreringen af ægteskabet hos de borgerlige myndigheder for nogen af menighedens medlemmer. Dette er både praktisk og godt, og de, som gerne vil, kan være med til at bære denne udgift. Ingen af menighedens medlemmer er forpligtet til at foranstalte en gaveindsamling og i forening overøse en vordende brud med en regn af gaver, som hun kan bruge og glæde sig ved efter brylluppet. At give gaver er en privatsag, som det må overlades hver enkelt at tage stilling til uden tvang.

¹² Meddelelser om gaveindsamlinger og bryllupper skal ske privat og ikke fra rigssalens talerstol eller ved andre meddelelser i rigssalen. Når man udsender formelle, trykte invitationer til brylluppet og festligheden bagefter, bør det ske inden for rimelighedens grænser. De, som ikke er nære venner, eller kun venner, man veksler et ord med nu og da, eller de, som bor så langt borte, at det vil være meget besværligt for dem at efterkomme invitationen, er egentlig ikke begejstrede for at få en invitation påtvunget, fordi det får dem til at føle sig forpligtede. Bryllupsceremonier kan holdes i rigssalen, når som helst de ikke kolliderer med menighedens møder eller andre tjenestearrangementer. Bryllupsfesten efter vielsen må ikke holdes i rigssalen, som derved omdannes til et selskabslokale.

13. Hvordan bør man være klædt til vielsen? Hvorfor er det ingen vanære at udelade vielsesringen?

¹³ Det er ikke nødvendigt at bære kostbare klæder til en borgerlig vielse. Hovedsagen er, at man er passende og pænt påklædt, og at man som kristen er åndeligt velklædt, det vil sige iført kærlighed, ydmyghed, lydighed og trofasthed. Det er måske ikke skik og brug med en vielsesring, eller man har måske ikke midler til at anskaffe den. Ægtestanden symboliseres heller ikke overalt ved en vielsesring. Den er ikke det væsentlige i en bryllupsceremoni, og der er intet vanærende ved ikke at give bruden en ring. Selv hvor vielsesringen anerkendes som symbolet for en gift kvinde og tjener som et varsko for enhver, der kunne nære dybere interesser for hende, kan man med god samvittighed nægte at lade ringen indgå i bryllupsritualet, idet man tænker på den hedenske baggrund for anvendelsen af vielsesringen i kristenheden. Nogle steder kendetegnes en gift kvinde ved den klædedragt, hun bærer, eller blot ved det nye klædningsstykke, hun føjer til sin dragt. I hjemegnen er dette lige så virkningsfuldt som en ring, ja langt mere iøjnefaldende. En vielsesring er ganske uden værdi, hvis der intet virkeligt bånd er til stede, eller hvis det ægteskabelige bånd ikke respekteres. En lidenskabelig kvinde vil ikke lade en vielsesring hindre hende i at begå ægteskabsbrud. Om man vil benytte vielsesring i bryllupsceremonien, bør hver enkelt derfor afgøre med sin samvittighed og i overensstemmelse med landets sædvane.

14. a) Hvad må en polygamist gøre, når han kommer i sandheden? b) Hvad bør en kvinde, der er gift med en polygamist, hvor dette er lovligt og almindelig sædvane, gøre, når hun tager imod sandheden?

¹⁴ Guds ord forbyder en kristen at leve i polygami, uanset hvordan landets eller stammens lov er. En kristen mand har ikke ret til at have flere koner, og en kristen kvinde har ikke ret til at have flere mænd. Hvis en polygamist ønsker at træde ind i den nye verdens samfund og indvi sig til Gud gennem Kristus, kan han kun beholde én af de hustruer, han har fået ved brudekøb eller mod „lobóla“. Han må skille sig af med de andre og sende dem hjem, på samme måde som præsten Ezra og den jødiske statholder Nehemias lod de israelitter gøre, som havde krænket Guds lov ved at gifte sig med hedninger. (Ezra 10:1-44; Neh. 13:23-31) Hvad skal en kvinde, der er gift med en polygamist, hvor dette er lovligt og almindelig sædvane, gøre, når hun modtager Rigets sandhed? Hun må forklare sin mand det skridt, hun har besluttet sig til at tage, og de forpligtelser, dette medfører for hende over for Gud som kristen og som vidne for ham. Så må hun tage følgerne af sit standpunkt. Lad polygamisten sende hende tilbage til hendes forældre eller formyndere og kræve den brudekøbesum, som han gav for hende, tilbage, så hun kan få sin frihed. Guds lov erklærer hendes forbindelse med polygamisten for utugt, ikke ægteskab, og at fortsætte denne forbindelse vil afskære hende fra at blive døbt, selv om hun har lov til at komme til møderne og forkynde Guds sandhedsord for andre.

Samvittighedsægteskabet og det ikke-legaliserede ægteskab

15, 16. a) Hvad er et ikke-legaliseret ægteskab og et samvittighedsægteskab? b) Hvilke omstændigheder og hvilken indstilling bevirker, at mange lever i et sådant forhold?

¹⁵ Dette fører os til en drøftelse af det ikke-legaliserede ægteskab, det vil sige et samliv, der folk imellem anerkendes som et ægteskab (men ikke er det ifølge den borgerlige og kanoniske ret), et ægteskab, der er indgået uden en juridisk anerkendt, borgerlig eller religiøs vielsesceremoni, men hvor manden og kvinden privat har besluttet sig til at leve sammen som mand og hustru, idet man således også gør det til et samvittighedsægteskab. I et sådant tilfælde finder der intet brudekøb sted. I lande, hvor kirkens kanoniske lov er gældende ret, og hvor et samvittighedsægteskab ikke er juridisk anerkendt, sker det ofte, at to mennesker, der er trådt ind i et sådant forhold efter fælles samtykke, gerne vil gifte sig, men det honorar, kirken forlanger for at foretage vielsen, som den betragter som et sakramente, overstiger parrets økonomiske evner; de er for fattige. At træffe de nødvendige juridiske forberedelser, som for eksempel at fremlægge en fødselsattest, der måske ikke eksisterer, er vanskeligt at overkomme. Det kan også være, at landets regering ikke under nogen omstændigheder tillader skilsmisse ved dom, eller at det er en meget kostbar og langtrukken affære at blive skilt fra en ægtefælle selv på et bibelsk grundlag. Den, som således ikke har opnået skilsmisse, men som ønsker at gifte sig igen, træffer derfor en privat aftale med en person af det modsatte køn om, at de skal leve sammen som mand og hustru. Det vil sige et samliv uden for ægteskab. Det sker imidlertid ofte, at en mand indleder et sådant samliv, fordi han ønsker at holde kvinden nede, og at hun skal være helt underlagt hans forgodtbefindende. Hvis hun ønsker hans støtte i et hjem, som han opretholder, må hun være ham tro. Men samtidig med at han ønsker, at hun skal være ham tro, er det måske ikke hans ønske at beholde hende altid. Hvis han ikke er juridisk bundet til hende i et ægteskab, kan han, når som helst han finder det for godt, føle sig fri til at forlade den kvinde, han har levet sammen med, og deres børn og optage et lignende samliv med en anden kvinde. Derfor ønsker kvinderne juridisk anerkendte vielser som en beskyttelse for dem selv og deres børn, hvorimod manden selvisk nægter at legalisere forbindelsen.

¹⁶ En af grundene til, at der i efterkrigsårene er blevet så mange, der lever sammen uden for ægteskab, er, at kvinden som krigsenke eller af anden årsag modtager en godtgørelse fra staten, og at hun ville miste denne godtgørelse, dersom hun giftede sig. For til stadighed at kunne modtage statsunderstøttelsen går hun og manden ind på at leve sammen uden at gifte sig, og de illegitime børn af denne forbindelse læres til at holde spillet gående ved at kalde manden „onkel“ i stedet for „fader“.

17. a) Hvordan begynder et samliv uden for ægteskab ofte, og hvorfor er det forkert? b) Nævn et af resultaterne af de ikke-legaliserede ægteskaber. Hvordan legaliseres et sådant samliv i nogle lande?

¹⁷ Ofte indledes et sådant samliv, ved at pigen lader manden stå i forhold til hende i tillid til hans løfte om at ville gifte sig med hende. Efter at han har indledt dette forhold, begynder han så at leve sammen med hende uden at tage de nødvendige skridt til at få ægteskabet legaliseret. Men et løfte om ægteskab danner ikke et bibelsk grundlag for at påbegynde et ægteskabeligt samliv. Skriften forbyder selv forlovede at indlade sig med hinanden i forlovelsestiden. Det er ikke rigtigt at indgå et prøveægteskab, som ikke er legaliseret, blot for at se, om man kan komme ud af det sammen, for Guds lov kalder slet og ret dette for utugt, umoralitet. Nogle stater anerkender et samliv, der folk imellem betragtes som et ægteskab, som bindende og knytter alle ægteskabelige forpligtelser dertil; men mange stater og lande (selv katolske), der ikke anerkender et sådant samliv, gør intet ved disse forhold. Som et resultat heraf er det i de fleste lande meget almindeligt, og de fleste steder, hvor det forekommer, har folk den opfattelse, at det er, som det skal være. På denne måde fødes der mange illegitime børn; i et land vides det, at op til femoghalvtreds procent af børnene er født uden for ægteskab, i et andet op til firs procent. I nogle lande har et sådant par, der har indgået samvittighedsægteskab, ret til en under loven anerkendt borgerlig eller religiøs vielse efter et vist antal år, eller efter at det første barn er blevet født. Retten kan da automatisk erklære det for et lovformeligt ægteskab. Dette „de facto“-ægteskab kan indregistreres hos myndighederne efter henvendelse fra den ene eller begge parter.

18. Hvilke skriftsteder viser, at vi må forkynde for dem, der lever sammen uden at være lovformeligt gift?

¹⁸ Den nye verdens samfund betragter ikke samvittighedsægteskab eller et i folkebevidstheden anerkendt, men ikke-legaliseret samliv mellem en mand og en kvinde som et gyldigt ægteskab. Det betyder imidlertid ikke, at vi ængstes for at forkynde sandheden for mennesker, der lever i et sådant forhold. Ved Jakobsbrønden i den samaritanske by Sykar talte Jesus personligt med en samaritansk kvinde, som havde haft fem mænd, og som nu levede sammen med en mand, hun ikke var gift med. Jesus forkyndte frelse for denne kvinde og sagde endog rent ud til hende, at han var den lovede Messias eller Kristus. (Joh. 4:4-30) Hvis sandheden ikke kunne forkyndes for umoralske mennesker, hvordan kunne Paulus så nævne utugtige, ægteskabsbrydere og sodomitter som uegnede for Guds rige og sige til de trofaste kristne: „Og sådan har nogle af jer været“? — 1 Kor. 6:9-11.

19. Hvad kræver den nye verdens samfund af dets medlemmer vedrørende ikke-legaliserede ægteskaber og samvittighedsægteskaber?

¹⁹ Ingen, der kommer ind i den nye verdens samfund, kan derefter træde ind i et samvittighedsægteskab eller et ikke-legaliseret ægteskab. De, der allerede befinder sig i et sådant forhold, når Rigets budskab når dem, må, som det sømmer sig, legalisere deres ægteskab ved en lovformelig ceremoni, før de kan døbes i vand som symbol på, at de har indviet sig til Gud. De må således udtrykkeligt anerkende de juridiske forpligtelser, som et ægteskab fører med sig, ved at anmelde ægteskabet hos myndighederne og legalisere det og således tillige opnå lovens beskyttelse og dens andre fordele. De må ligeledes anmelde deres børns fødsel hos myndighederne og anerkende, at de er børnenes forældre. Desuden udfærdiger den nye verdens samfund en erklæring om dette legaliserede ægteskab og opbevarer den i sit arkiv. Som der står skrevet: „I hvilken stand enhver end blev kaldet, brødre, så lad ham forblive i den i samfund med Gud.“ (1 Kor. 7:24, NW) Han kan ikke i sit ægteskabelige forhold forblive i samfund med Gud, hvis forholdet er urent.

20. a) På hvilke betingelser kan et samvittighedsægteskab anerkendes, og hvilke forpligtelser lægger dette på kvinden? b) Under hvilke omstændigheder må en kvinde nægte at have noget at gøre med den mand, hun tidligere har levet sammen med?

²⁰ Lad os antage, at en kvinde, der lever sammen med en mand i et samvittighedsægteskab, modtager sandheden og ønsker at få ægteskabet legaliseret og indregistreret, men at manden af selviske grunde pure nægter at lade sig overtale dertil af kvinden. Den nye verdens samfund vil da anerkende ægteskabet som et „de facto“-ægteskab under den forudsætning, at den ulykkeligt stillede kvinde underskriver en erklæring og giver løfte om, at hun vil være tro mod den mand, hun lever sammen med, som var det hendes ægtemand, og at hun vil lade ægteskabet legalisere, så snart hun kan få sin mand til det. Herefter kan hun ikke selv ophæve dette „de facto“-ægteskab ved at forlade sin mand. Denne midlertidige anerkendelse af forholdet medfører ikke nogen fordele for kvinden i juridisk henseende, men det gør det derimod i åndelig henseende. Hendes indvielse til Gud kan nu betragtes som anerkendt af ham; hun kan blive døbt i vand og behandlet som et medlem af menigheden, og hun har ret til at forkynde Rigets budskab. Som apostelen Peter råder kristne kvinder til, vil hun prøve at vinde sin mand for sandheden og således gøre ham ivrig efter at legalisere deres forhold og få ægteskabet lovformeligt indregistreret. Indregistreringen af et ægteskab er en pligt, som et ægtepar har over for det samfund, hvori det lever. Ægtefællerne må over for hele samfundet og over for den regering, hvorunder de lever, erklære, at de ifølge loven er mand og hustru. En mand, der elsker sin hustru, vil være stolt af at legalisere og indregistrere sit ægteskab med hende. Dersom en mand ikke vil legalisere sit ægteskab, og kvinden ikke er afhængig af ham og ikke over for Guds menighed vil erklære sig bundet til ham som en hustru, må hun bede manden holde sig borte fra hende, og hun må ikke have noget med ham at gøre i fremtiden. Hun må leve som ugift, indtil hun kan indgå et lovformeligt ægteskab. I de lande eller stater, hvor loven anerkender ikke-legaliserede ægteskaber, kan et sådant forhold kun ophæves, ved at den ene eller begge parter får det juridisk omstødt.

21, 22. a) Hvad må en mand gøre, hvis han finder sandheden, mens han lever sammen med to kvinder? b) Hvilken pligt har kvinderne, hvis den ene eller de begge modtager sandheden?

²¹ I mange katolsk-dominerede lande ser man mænd, der lever sammen med to eller flere kvinder i samtidige samvittighedsægteskaber. Der kan nu opstå den situation, at to af de kvinder, han lever sammen med, tager imod budskabet om Guds rige, og han selv måske også. Hvordan kan nu en indvielse, der foretages af en af disse eller af dem alle, være antagelig i Guds øjne, og hvordan kan en vanddåb finde sted som symbol herpå? Hvis manden tager imod sandheden, må han afgøre, hvilken af kvinderne han ønsker som hustru, gifte sig lovformeligt med hende og derefter ikke have noget at gøre med den anden eller de andre. Hvis han ikke kommer i sandheden, er det de to kvinder, der må afgøre sagen. De kan ikke begge fortsætte med at leve hos den samme mand og således gøre sig skyldige i utugt. Den ene kvinde må indgå en aftale med manden om at være hans eneste hustru og få ham til at legalisere ægteskabet, eller hun kan erklære for menigheden, at hun er bundet til ham som en hustru, indtil en lovformelig vielse finder sted. Den anden kvinde må respektere denne ordning og derefter ikke have mere med manden at gøre. Hvis ikke dette kan lade sig gøre, må begge kvinder holde op med at leve sammen med manden, især da hvis han fortsætter sit samliv med andre kvinder. De kan ikke leve og virke som hustruer for en mand, der har flere koner.