Flag og religion

PATRIOTISK iver får ofte mennesker til at lægge en begejstring og nidkærhed for dagen, der minder om religiøsitet. Dette får dem ikke alene til at give kejseren, hvad kejserens er, men undertiden også at give kejseren, hvad der tilhører Gud alene. Man kunne passende sige, at sådanne mennesker forveksler religion og politik med hinanden. Et almindeligt eksempel på en sådan patriotisk nidkærhed er den hengivenhed og ærefrygt, mange viser deres nationale flag.

Læg for eksempel mærke til, hvad Encyclopedia Americana, bind 11, side 316, har at sige om menneskers indstilling til sådanne flag: „Flaget er, i lighed med korset, helligt. Mange mennesker anvender udtrykket „flagetikette“. Dette udtryk er for svagt, for overfladisk og smager af salonhøflighed. De regler og forskrifter, der gives for menneskers holdning over for nationale faner, bruger stærke, udtryksfulde ord som „tjeneste for flaget“, „respekt for flaget“, „ærbødighed for flaget“, „hengivenhed for flaget“.“

Og hvad angår flaghilsen, har denne autoritet blandt andet følgende at sige: „I De Forenede Stater er den almindelige og anerkendte fremgangsmåde at hilse med højre hånd, mens man står ret. At blotte hovedet anerkendes også som en hilsen. Anbringes hatten over hjertet eller hånden på venstre side af brystet, betragtes det som tegn på ærefrygt.“

At en sådan ærbødighed for flaget ville være almindelig, er på ingen måde overraskende i betragtning af, at „de første flag næsten udelukkende var af religiøs karakter“ ifølge Encyclopædia Britannica. Denne og andre autoriteter viser den udvikling, flaget har gennemløbet. I håb om at sikre sejren førte hedenske soldater først deres afguder og udskårne billeder med sig i kampen. Så lavede de miniaturefigurer af deres udskårne afguder og anbragte dem på enden af stænger. Senere malede de gengivelser af deres afguder på stof og fastgjorde dette på stængerne. Heri kan vi se udviklingen fra udskåren afgud til moderne flag.

Det var uden tvivl på grund af dette, at jøderne på Kristi tid havde antipati mod nationale symboler. De var for dem en krænkelse af Guds befaling: „Du må ikke gøre dig noget udskåret billede eller noget afbillede af det, som er oppe i himmelen eller nede på jorden eller i vandet under jorden; du må ikke tilbede eller dyrke det, thi jeg HERREN din Gud er en nidkær Gud [en Gud, der fordrer absolut hengivenhed, NW].“ — 2 Mos. 20:4, 5.

Historien beretter om, hvordan Pilatus flyttede sin hærs hovedkvarter fra Kæsarea til Jerusalem. Naturligvis medbragte soldaterne deres standarter, som bar kejserens billede, men da de kendte jødernes temperament, bragte de forsigtigt disse standarter ind i byen om natten i håb om at undgå tumult. Men da jøderne opdagede disse standarter i deres hellige by Jerusalem, stormede de i store flokke ned til Pilatus i Kæsarea og krævede standarterne fjernet. Da man havde drøftet sagen i fem dage, lod Pilatus pludselig jøderne omringe af romerske soldater og truede dem med døden, dersom de ikke ophørte med deres forlangende. Imidlertid svor jøderne på, at de hellere ville dø end tillade, at deres hellige by blev vanhelliget af sådanne afguderiske symboler. Pilatus fandt det mest hensigtsmæssigt at give efter.

De første kristne undgik på samme måde yderst omhyggeligt den mindste anelse af kompromis med staten eller den verdslige regering, hvad deres hengivenhed for Gud angik. Om de kristne i de første tre århundreder udtaler Neander, der er en førende autoritet for den tidsperiode: „Mens de udviste den mest samvittighedsfulde lydighed mod regeringen i alt, hvad der ikke var imod Guds lov,“ og således var villige til at give kejseren, hvad kejserens var, afslog de „at vise kejserne nogen af de former for ærefrygt“, der var almindelige dengang, såsom ofring af røgelse til buster af kejserne.

I hvilket omfang moderne patriotisme kan blive til religiøs nidkærhed, og de ting, der tilkommer Gud, kan gives til kejseren, ses af følgende rapport, der fremkom i det brasilianske Diario de Justica den 16. februar 1956, side 1906:

„FLAGDAG

Ved en offentlig ceremoni den 19. november, hvor vicepræsidenten for [den militære] højesteret præsiderede, var det brasilianske flag genstand for æresbevisninger. Præcis klokken 12 blev det nationale symbol hejst på højesterets bygning.

Efter at flaget var hejst, udtrykte krigsministeren, Tristao de Alencar Araripe, sig angående mindehøjtideligheden på følgende måde:

„I udtryksfuld symbolisme har menneskelig snildhed forordnet, at der under flagets beskyttelse lever millioner med deres ånds og hjerters øjne vendt mod himmelen, fulde af tillid, tro og håb.

Man kunne sige, at de, flagene, over vort udstrakte fædreland danner en stor baldakin, under hvis skærmende skygge folket lever lykkeligt og gør fremskridt, mens de bevidst søger at stadfæste den suveræne ret og sikkerhed, der følger med en respekteret stilling i et venskabeligt forhold til andre folk.

I denne godgørende rolle er flagene blevet en patriotisk religions guddom, som pålægger os tilbedelse, befalinger og tjenester og rækker os gunstbevisninger og goder. Flaget æres og tilbedes hvert øjeblik i ens liv gennem en dyb, sand og næsten medfødt følelse af kærlighed, taknemmelighed og respekt og gennem de rituelle handlinger, der langt fra at være blot konventionelle er blevet en del af vore livsvaner i form af naturlige og spontane pligter, der hænger sammen med livets mere følelsesmæssige side.

Flaget tilbedes, akkurat som fædrelandet tilbedes, ikke blot med en fornuftbetonet hengivenhed, som roligt accepteres og udøves, men i et udbrud af lidenskab, der fører til en ubetvingelig og betingelsesløs ærbødighed for alt det gode, storslåede og nyttige, fædrelandet står som et udtryk for. Flaget æres, ligesom fædrelandet æres, idet man giver det sit alt og sætter det højere end sit eget jeg, ja endog ofrer sit liv for det, for at de — flaget og fædrelandet — kan blive ophøjet og herliggjort.

Tilbedelse, ærbødighed og opofrelse betegner udmærket det guddommelige i dette symbol og i de følelser, der forener mennesker gennem kærlighed til sig selv og hengivenhed for det almene vel. Det er passende, at der på denne dag, som er indviet til den uforglemmelige guddom — det nationale flag — lægges vægt på denne tilbedelse og ærbødighed, som ikke kun er en hyldest, men fremfor alt er bøn, påkaldelse og ny bekræftelse af antagne forpligtelser. Bøn om, at der fra det må udstråle en kraft, der kan stabilisere enheden blandt alle brasilianere med Brasiliens storhed og større lykke for folket som mål.

Jeg beder om, at flaget altid må være det stolte og værdige flag for et agtet og lykkeligt Brasilien.

Ny bekræftelse af forpligtelser, vi har påtaget os, både offentligt og i vort allerinderste, for at bringe hver enkelt i overensstemmelse med sin rolle som brasilianer, så at den umådelige baldakin, der garanterer vor velsignelse som nation og som frie, lykkelige mennesker, ved vore forenede anstrengelser kan være udspændt over Brasiliens himmel.

Evigt leve Brasiliens flag!““

Jesus Kristus, Guds søn, understregede, at man skulle give kejseren, hvad kejserens var, men samtidig give Gud, hvad Guds var. Og hvad er så Guds? „Absolut hengivenhed“, nemlig: „Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele dit sind og af hele din styrke.“ (Mark. 12:30) Ville ens ærbødighed for og tilbedelse af flaget „hvert øjeblik i ens liv“ og „i et udbrud af lidenskab“, som er „ubetvingelig og betingelsesløs“, derfor ikke være at give kejseren noget, der alene tilhører Gud? Tænk over det.