Hvordan kommer Guds rige?

Jesus lærte os at bede om Guds riges komme. — Hvad er dette rige? Hvem er dets herskere, og hvem dets undersåtter? Hvordan kommer det?

I SOMMEREN 1954 samledes Kirkernes Verdensråd i Evanston, Illinois. I en kommentar til de to modstridende synspunkter, der blev fremsat ved denne religiøse sammenkomst, sagde Londons biskop: „Der var tyskerne, som i deres idealisme troede, at Guds rige intet har med denne verden at gøre, hvorimod amerikanerne, som Charlie Taft, troede, at hvis man var i besiddelse af det fornødne antal moderne finesser og bekvemmeligheder, kunne man have Guds rige her i morgen.“ — Christian Science Monitor, den 9. juli 1955.

Ifølge en romersk-katolsk autoriteta hedder det: „I Kristi mund betyder „riget“ ikke så meget en regering eller et sted, man når til“, som det betyder „en sindsstemning“. En førende protestantisk autoritet udtaler, at Guds rige ikke har nogen „politiske hensigter“, og at dets „fornemste bestanddel er et fromt sind, der er Gud hengivent og ham velbehageligt“. Kristi rige består af „alle, som er loyale over for ham i tro og gerning“.b Og ifølge endnu en autoritet er Kristi rige „først og fremmest en religiøs opfattelse, ikke en politisk eller økonomisk, selv om det vil få politiske og økonomiske konsekvenser. Det er den tilstand i menneskelivet, hvori Guds vilje, som den åbenbaredes i Jesus Kristus, er den herskende“.c

Hvad er så Guds rige? Kristus, der råder i menneskers hjerter? Hvordan kommer dette rige? Ved at alle kristne kommer i himmelen? Eller ved at den moderne civilisation udbredes? Eller hele verden omvendes?

Bibelens tema

Riget er temaet i Bibelen lige fra 1 Mosebog til Åbenbaringens bog. Gud hentydede til det, da han forudsagde retfærdighedens sejr, når kvindens sæd ville knuse slangens hoved. Og han åbenbarede endnu mere om sit rige, da han lovede Abraham, at alle jordens slægter skulle velsignes i hans sæd. — 1 Mos. 3:15; 22:17, 18.

Og Guds rige var i sandhed temaet i Jesu forkyndelse. Han forkyndte: „Himmeriget er kommet nær“, og lærte sine efterfølgere at bede: „Komme dit rige.“ Han giver følgende befaling: „Søg først Guds rige og hans retfærdighed.“ Gang på gang illustrerede han sit rige set under forskellige synsvinkler; han sammenlignede det med en skat, med en kostbar perle, med et sennepskorn o.s.v. Og da han red ind i Jerusalem siddende på et æsel, som det gamle Israels konger havde for skik, lod han folket hylde sig: „Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!“ „Israels konge!“ Dette skete som en opfyldelse af en profeti, der var udtalt hundreder af år i forvejen. — Matt 4:17; 6:10, 33; Joh. 12:13; Zak. 9:9.

En virkelig regering

Bibelen viser, at Guds rige er en virkelig regering med en himmelsk konge og medregenter, med et område at regere over samt undersåtter. Det er ikke kun, at Kristus råder i menneskers hjerter, en blot og bar sindsstemning. Nej, det er Teokratiet. Teokrati? Ja, en magtudøvelse (kratos) af Gud (theós).

Det, der har skabt forvirring, er udtrykket i Lukas 17:21: „Guds rige er inden i jer“, som det lyder i nogle bibeloversættelser, samt det, at man overser, at Jesus her talte til de hykleriske, grådige og troløse farisæere. Guds rige var så sandelig ikke inden i disse mænd. Korrekt oversat lyder udtalelsen i hele sin sammenhæng således: „Da han blev spurgt af farisæerne om, når Guds rige skulle komme, svarede han dem og sagde: Guds rige kommer ikke på opsigtsvækkende måde; heller ikke vil folk sige: Se, her! eller: Der! Thi se! Guds rige er midt iblandt jer.“ (Luk. 17:20, 21, NW. Se også fodnoten i den autoriserede danske oversættelse af 1948, KJ og AS margen; RS; ED; Elberfelder, tysk.) Den jødiske Encyclopedia henleder i sit citat af dette skriftsted også opmærksomheden på, at det ifølge aramaisk sprog skulle hedde „iblandt jer“. Jesus kunne sige, at Guds rige var iblandt dem, for han, Guds riges konge, var nærværende.

Ved sin troskab mod Gud og sin uselviske tjeneste for sine medmennesker beviste Jesus Kristus, at han var værdig til at være konge i Guds rige. „Og da han i fremtræden fandtes som et menneske, ydmygede han sig selv og blev lydig til døden, ja, døden på et kors. Derfor har også Gud højt ophøjet ham.“ Ved sin offerdød købte Jesus menneskeslægten og vil derfor være i stand til at skænke alle sine lydige undersåtter evigt liv. Hans regering vil derfor være landsfaderlig, og træffende kalder Bibelen ham derfor „Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste“. — Fil. 2:7-9; Es. 9:6.

Med ham vil hans „brud“ have del i Riget og regeringen. Denne „brud“ er ikke en kvinde, men en forsamling af medregenter, en kongelig familie på 144.000 medlemmer. Apostelen Johannes så et syn af disse: „Og jeg så, og se, Lammet stod på Zions bjerg og sammen med det hundrede og fireogfyrretyve tusinde, som havde dets navn og dets Faders navn skrevet på deres pander. . . . De er blevet løskøbt ud af menneskeslægten som en førstegrøde for Gud og Lammet.“ Det er Kristi direkte efterfølgere, som er blevet særligt kaldet og udvalgt af Gud. Da de er blevet fundet tro indtil døden, vil de være en del af det rige, der vil velsigne alle jordens slægter som Abrahams åndelige sæd. — Åb. 14:1, 4; Gal. 3:16, 29.

At Jesus lovede sine efterfølgere kongedømme i et virkeligt rige, en organiseret regering, viser Skriften tydeligt: „Jeres Fader har besluttet at give jer Riget.“ „Den, der sejrer, ham vil jeg lade sidde sammen med mig på min trone, ligesom også jeg har sejret og taget sæde hos min Fader på hans trone.“ Og atter: „Ligesom min Fader har tildelt mig kongedømme, tildeler jeg jer, at I skal . . . sidde på troner.“ Ja, de skal være „konger med ham i de tusinde år“. — Luk. 12:32; Åb. 3:21; Luk. 22:29, 30; Åb. 20:6.

Hvordan kommer det?

Nogle har draget den slutning, at når der siges, at „Guds rige kommer ikke således, at man udvortes kan iagttage det“, betyder det, at det indføres uden anvendelse af magt. Men i betragtning af, at Guds ord viser, at „hele verden er i den Ondes vold“, og at „venskab med verden er fjendskab med Gud“, vil det være urimeligt at forvente, at Guds rige kommer, ved at hele verden omvender sig til Kristus. Forkyndelsen af den gode nyhed om Riget foregår ikke med det formål at omvende verden, men skal blot tjene „til et vidnesbyrd for alle folkeslagene“. — 1 Joh. 5:19; Jak. 4:4; Matt. 24:14.

Jordens nationer er modstandere af Guds rige, og derfor befaler Gud sin søn: „Bed mig, og jeg giver dig hedningefolk til arv og den vide jord i eje; med jernspir skal du knuse dem og sønderslå dem som en pottemagers kar!“ Og derfor befaler Gud: „Og nu, I konger, vær kloge, lad Eder råde, I jordens dommere, tjener HERREN [Jehova] i frygt, fryd jer med bæven! Kysser Sønnen, at ikke han vredes og I forgår!“ — Sl. 2:8-12.

Læg også mærke til, hvad Daniels profeti siger: „I hine kongers dage vil Himmelens Gud oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, og herredømmet skal ikke gå over til noget andet folk;“ — skal det gradvis omvende alle folkeslag? — Nej, „det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed.“ — Dan. 2:44.

Og ganske særlig beskriver Åbenbaringens bog, hvordan Guds rige vil komme. Alle jordens nationer vil blive samlet „til krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ „på det sted, der på hebraisk kaldes Harmagedon“. Jesus Kristus og de himmelske hærskarer vil sammen føre krig i retfærdighed. Han vil slå folkeslagene med et langt, skarpt sværd og „vogte dem med jernspir“. Når han har tilintetgjort de ugudelige nationer på jorden, vil han kaste sine usynlige fjender, Satan og hans dæmoner, ned i den dødlignende uvirksomheds afgrund, hvor de skal blive i et tusinde år. — Åb 16:14, 16; 19:11-15; 20:1-3.

De fysiske kendsgerninger viser, at vi lever på den tid, da disse profetier opfyldes. Gud lader derfor den gode nyhed om sit rige forkynde over hele jorden, så at alle retsindige mennesker kan søge Jehova, søge retfærd og ydmyghed, og således blive skånet under Harmagedonslaget, ligesom Noa og hans familie blev skånet under Vandfloden og kom ud af arken på en renset jord. Sådanne mennesker vil danne kærnen i den jordiske del af Guds rige. Under Kristi tusindårige regering vil jorden blive gjort til et paradis, alle de, der er i mindegravene, vil blive oprejst, og alle lydige mennesker vil lidt efter lidt nå frem til fuldkommenhed. — Zef. 2:2, 3.

[Fodnoter]