„Herrens aftensmåltid“

Dette aftensmåltid kendes også under navne som „nadveren“, „eucharistien“, og „kommunionen“. Hvad siger Bibelen om dette måltids betydning?

DET ER ikke mere end rimeligt at Guds gerning mindes eller årligt ihukommes ved en passende højtidelighed. Det var grunden til at Gud befalede sit folk Israel at mindes deres mirakuløse udfrielse fra trældommen i Ægypten ved en årlig påskehøjtid. I lydighed mod denne befaling kom Jesus og hans apostle sammen i Jerusalem den 14. nisan i året 33 for at fejre påsken.

Ved slutningen af måltidet indstiftede Jesus noget nyt. Det skulle være til minde om hans død, et måltid der skulle træde i stedet for påskemåltidet. Og var det ikke i høj grad passende at man skulle mindes Jesu død? Betegnede den ikke en endnu større sejr for Jehova Gud end israelitternes udfrielse fra det ægyptiske trældomsåg? Jovist, for ved den lejlighed beviste Jesus at et fuldkomment menneske kan være tro indtil døden til trods for alt hvad Djævelen kan bringe over det. Han tilvejebragte også i sin egenskab af „Guds lam“ grundlaget for menneskeslægtens udfrielse fra trældommen under synden, døden og Djævelen. — Joh. 1:29.

Blandt dem der beretter om begivenheden er Mattæus, som selv var til stede: „Mens de var ved at spise tog Jesus et brød, og da han havde udtalt en velsignelse brød han det, gav det til sine disciple og sagde: ’Tag, spis. Dette betyder mit legeme.’ Han tog også et bæger, takkede og gav det til dem med ordene: ’Drik alle af det; thi dette betyder mit „pagtsblod“ der skal udgydes til gavn for mange til forladelse af synder.’“ Lukas’ og Paulus’ beretninger fortæller om Jesu videre befaling: „Vedbliv med at gøre dette til minde om mig.“ — Matt. 26:26-28; 1 Kor. 11:24, NW.

Hvad mente Jesus med disse ord, og hvordan var det hans tanke at hans efterfølgere skulle mindes hans død? Er dette aftensmåltid et sakramente? Hvor ofte skulle man mindes Jesu død? Hvilken betydning ligger der i at man nyder symbolerne, brødet og vinen? Hvem kan med rette nyde disse symboler, og hvilken pligt påhviler der dem der gør det?

Herrens aftensmåltid er ikke et sakramente. Det medfører ingen nåde eller særlig velsignelse fra Gud at deltage i dette måltid. Udtrykket „sakramente“ findes ikke i Bibelen, og heller ikke tanken om et sådant. Ja i virkeligheden siges der at hvis man ikke deltager værdigt, spiser og drikker man sig selv en dom til. Der findes ingen iboende kraft i selve handlingen, og den medfører ingen fortjeneste ud over den at lydighed mod Guds bud altid medfører Guds velsignelse og godkendelse.

Brødet og vinen

Jesus benyttede usyret brød. Det var den eneste slags brød som det var jøderne tilladt at have i huset om påsken. I betragtning af det eksempel Jesus satte og i betragtning af apostelen Paulus’ ord dér hvor han sammenligner slethed og ondskab med surdej eller gær, er det det eneste rigtige at det brød man bruger ved Herrens aftensmåltid laves uden gær eller surdej. Brød der laves på denne måde er hårdt og sprødt, og derfor kan vi læse at Jesus brød det itu. Vi behøver derfor ikke at lægge nogen symbolsk betydning i det at han brød brødet.

På grund af den megen fortræd som stærke drikke har forvoldt, hævder nogle at Jesus benyttede druesaft, og at man snarere bør benytte det end vin. Men eftersom man på den tid ikke kunne præservere druesaft, må den vintræets frugt der nævnes have været gæret vin, hvilket det ord som Jesus brugte også antyder. Med hensyn til vinens farve er det, i betragtning af at Jesus sammenlignede det med blod, mest rimeligt at slutte at vinen var rød.

Nogle teologer har erklæret at det ikke er nødvendigt at de der modtager symbolerne, modtager både brødet og vinen. Der findes imidlertid ingen bibelsk begrundelse for en sådan tanke, for Jesus gav de elleve apostle der var til stede (Judas var gået på dette tidspunkt) både brødet og vinen. Den skik at lægfolk kun behøver at nyde brødet er en menneskelig opfindelse der kun tjener det formål at den yderligere skal understrege den ubibelske adskillelse af menigheden i en præstestand og et lægfolk. Der har stået megen strid om dette spørgsmål og mange menneskeliv er gået tabt som følge heraf. Hussitterne, for eksempel, insisterede på at man skulle modtage begge symboler, mens romerkirken nægtede dem dette.

Hvor ofte?

Mange autoriteter på det religiøse område hævder at de første kristne holdt Herrens aftensmåltid daglig, og til støtte for denne tanke anfører de sådanne skriftsteder som Apostlenes Gerninger 2:42, 46. Men eftersom der her ikke nævnes noget om vin, ser det ud til at den „brødsbrydelse“ der er tale om ikke skete som en overholdelse af Herrens aftensmåltid, men gjaldt indtagelsen af et almindeligt nærende måltid. Således fortælles der at Paulus, efter at han og hans rejsefæller havde drevet om i flere dage på et skib i havsnød uden at tage føde til sig, opfordrede dem alle til at spise. „Efter at han havde sagt dette, tog han brød og takkede Gud for alles øjne og brød det og begyndte at spise.“ — Ap. G. 27:35.

Eftersom Jesus indstiftede mindet om sin død påskeaften, er det så ikke rimeligt at slutte at det var hans hensigt at dette mindemåltid skulle fejres én gang om året ligesom påsken? Jo det er det. Derfor skriver også en kannik ved navn Foxley at „vi kunne have troet at den kristne eucharisti skulle have været holdt én gang om året ligesom påsken“. Foxley fik imidlertid ikke fat i sandheden herom fordi han forvekslede udtrykket „brødsbrydelsen“, der forekommer flere steder, med Herrens aftensmåltid. — The Apostolic Age, Bartlett.

Ligesom påsken skulle fejres den fjortende nisan, idet nisan er den første måned i det jødiske år, der begyndte om foråret, er det også rimeligt at mindet om Jesu død fejres på årsdagen for den, nemlig den 14. nisan. At det skulle være en mindehøjtid fremgår af følgende ord af Paulus: „Så ofte I spiser dette brød og drikker dette bæger, vedbliver I med at forkynde Herrens død, indtil han kommer.“ — 1 Kor. 11:26, NW.

Hvem kan deltage?

Hvilken symbolsk betydning ligger der i at man nyder brødet og vinen ved Herrens aftensmåltid? Det viser at de der deltager i måltidet har udvist tro på Jesu udgydte blod og har accepteret de goder der følger med hans offer. Som Jesus sagde ved en anden lejlighed: „Den som spiser af mit kød og drikker mit blod har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.“ — Joh. 6:54, NW.

Jesus sagde endvidere at vinen repræsenterede hans blod der satte en ny pagt i kraft til gavn for hans efterfølgere. Dette henleder tanken på blodet af tyrene og bukkene der satte den gamle lovpagt i kraft. Det følger derfor heraf at kun de der hører til det åndelige Israel, eller Kristi legeme, kan deltage med rette. „Velsignelsens bæger som vi velsigner, er det ikke delagtighed i Kristi blod? Brødet som vi bryder, er det ikke delagtighed i Kristi legeme? Fordi der er ét brød, er vi, skønt mange, ét legeme, thi alle har vi del i det ene brød.“ — 1 Kor. 10:16, 17, NW.

Er da ikke alle indviede kristne lemmer på Kristi legeme? Nej, det er de ikke. Bibelen viser at Kristus har en „lille hjord“ såvel som en „stor skare“ af andre får. For at blive et medlem af den ene eller den anden skare må man komme i berøring med Guds ord og med hans tjenere, må udvise tro, angre sin tidligere færd og indvi sig til at gøre Guds vilje og følge i Jesu fodspor. Denne indvielse må efterfølges af vanddåben i lydighed mod Jesu befaling. — Luk. 12:32; Åb. 7:9; Joh. 10:16.

Disse skridt må alle Kristi får tage. Men til gavn for dem der bliver medlemmer af den lille hjord der udgør Kristi legeme handler Gud på en ganske særlig måde. På hvilken måde? Ved først at erklære dem retfærdige på grundlag af deres tro på Kristi blod; ved at avle dem som åndelige sønner ved hjælp af sin hellige ånd og ved at kalde dem til et himmelsk kald som Guds arvinger og Kristi medarvinger, sammen med hvem de skal regere som konger og præster i et tusind år. Da deres tal er begrænset til 144.000, udgør de i sandhed en lille hjord. — Åb. 20:5, 6; 14:1, 3.

De er de eneste der „fødes på ny“. Dem alene gælder Paulus’ ord: „I modtog en Ånd, der giver barnekår, og i den råber vi: ’Abba, Fader!’ Ånden selv vidner sammen med vor ånd, at vi er Guds børn.“ Disse ejer et sikkert, levende håb om himmelsk herlighed. — Joh. 3:7; Rom. 8:15-17; 1 Pet. 1:3, 4.

Disse må vedblivende bringe deres legemer som „et levende, helligt, Gud velbehageligt offer“; som Jesus må de trofast vidne om Guds navn og rige; og de må føre et rent, eksemplarisk liv. — Rom. 12:1; Joh. 18:37; Gal. 5:19-21.

De som hører til den store skare af andre får deltager ikke i Herrens aftensmåltid da de ikke er lemmer på Kristi legeme. Imidlertid vil de få gavn af Kristi offer og hans rige, idet de vil opnå evigt liv på en paradisisk jord i Jehovas nye verden.

Selv om disse ikke deltager i Herrens aftensmåltid er de alligevel levende interesserede i det og i dem der deltager. Alle disse indbydes tilligemed alle retsindige mennesker til at komme sammen med Jehovas kristne vidner den 3. april efter kl. 18.00 for at overvære mindehøjtiden og for at høre om Jesu Kristi døds betydning. Dette vil være til ophøjelse af Jehovas navn og til evig gavn for dem selv.

Jeg er den gode hyrde; jeg kender mine, og mine kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. Og jeg har andre får, som ikke hører til denne fold; også dem bør jeg lede, og de skal høre min røst; og der skal blive én hjord, én hyrde. — Johannes 10:14-16.

Frygt ikke, du lille hjord! thi jeres Fader har besluttet at give jer Riget. — Lukas 12:32.