Spørgsmål fra læserne

● Hvorfor tror Jehovas vidner, at menneskeskabninger skal leve evigt her på jorden, når Bibelen siger, at jorden skal brændes op?

Bibelen siger ganske rigtigt: „De nuværende himle og jorden er gemt ved det samme ord og forbeholdt ilden på den dag, da de ugudelige mennesker skal dømmes og fortabes.“ Men Bibelen siger også: „Jorden står til evig tid.“ Tilsyneladende modsiger disse to udtalelser hinanden, men i virkeligheden gør de det ikke, hvis man forstår dem på rette måde. — 2 Pet. 3:7; Præd. 1:4.

I en omtale af den holdning, spottere vil indtage i de sidste dage, siger 2 Peter 3:5-7 (NW): „Thi efter deres eget ønske er de ikke opmærksomme på den kendsgerning, at der i gammel tid var himle og en jord, der fremstod kompakt af vand og midt i vand ved Guds ord, og ved disse midler led den tids verden en ødelæggelse, da den blev oversvømmet af vand. Men ved det samme ord er de nuværende himle og jorden gemt til ild og forbeholdt dommens og ødelæggelsens dag for de ugudelige mennesker.“

Apostelen Peter hentyder her til Vandfloden på Noas tid. „Den tids“ himmel og jord blev ødelagt af vand, siger Peter. Men flodens vande ødelagde hverken de bogstavelige himle eller den bogstavelige planet jorden, for alt dette eksisterer jo stadig den dag i dag. Hvad var det så, der blev ødelagt? Satans dæmoniske system eller ordning, der herskede over menneskene, og de ugudelige folk på jorden. Disse to kategorier blev symbolsk betegnet som „himle“ og „jord“. For eksempel læser vi om Gud, at „han dømmer jorden med retfærd“, og „himlen glæde sig, jorden juble“. Det er klart, at salmisten her synger om de levende skabninger, der bebor himmelen og jorden. — Sl. 96:11, 13.

„De nuværende himle og jorden“, som er gemt til ødelæggelse, er altså Satans og hans dæmoners usynlige onde himle og de ugudelige folk på jorden. Det er om disse onde himle og denne onde jord, Åbenbaringen 20:11 siger: „For hans åsyn flyede jorden og himmelen, og der fandtes ikke nogen plads for dem.“ Deres plads vil blive optaget af „nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor“, som vi venter „efter hans forjættelse“. Ikke en ny stjernebestrøet hvælving over os, men en ny symbolsk himmel, nemlig Kristus og hans medarvinger, der vil regere fra himmelen; ikke over en ny planet, men over en ny symbolsk jord, nemlig de lydige folk, der har viet sig til retfærdighed. Det skal også lige nævnes, at hvis den jord, der skal brændes op, er bogstavelig, så er de himle, der skal gå op i røg sammen med jorden, også bogstavelige; og hvordan kan det at blive taget op til himmelen så være en redning for dem, der regner med at blive frelst fra denne ild? — 2 Pet. 3:13.

Når de himle og den jord, der skal ødelægges med ild, er symbolske ligesom de himle og den jord, der blev ødelagt i Vandfloden, modsiger Bibelen altså ikke sig selv, når den siger, at den bogstavelige jord „står til evig tid“. Og når jorden skal stå til evig tid, skal den også bebos for evigt, for „så siger HERREN, himlens skaber, han, som er Gud, som dannede jorden, frembragte, grundfæsted den, ej skabte den øde, men danned den til at bebos: HERREN er jeg, ellers ingen“. — Es. 45:18.

● Hvordan kan nogen med held modbevise treenighedslæren, når man tager Johannes 10:30 i betragtning; Jesus selv siger dér: „Jeg og Faderen, vi er ét“?

Med disse ord sagde Jesus ikke, at han og Faderen, som to jævnbyrdige og lige evige, tilsammen udgør én Gud. Hvis De, som treenighedslærens tilhængere, hævder, at det var det, han mente, må De også tro, at alle Kristi efterfølgere bliver Gud: „Ikke alene for disse beder jeg, men også for dem, som ved deres ord kommer til tro på mig, at de alle må være ét, ligesom du, Fader! i mig, og jeg i dig, at også de må være ét i os.“ Ligesom Jesus er ét med Gud, således er Jesu efterfølgere ét med Gud. De er ét i tro, hensigt og arbejde. Bibelen taler om, hvordan én planter og en anden vander for at fremkalde vækst, og da begge arbejder med samme mål for øje, siges der: „Den, der planter, og den, der vander, er ét.“ I denne betydning er Gud og Jesus og Jesu efterfølgere ét. — Joh. 17:20, 21; 1 Kor. 3:8.

Før Jesus kom til jorden, og mens han endnu var i himmelen som en åndeskabning, i Guds skikkelse — eftersom han jo dengang var i en ånds skikkelse — „tænkte [han ikke] på ran, nemlig på at blive Gud lig“. Da han var på jorden som mennesket Jesus, sagde han, at han ikke var Gud lig: „Faderen er større end jeg.“ Efter sin opstandelse og sin tilbagevenden til himmelen som en åndeskabning og efter at have regeret som konge „skal også Sønnen selv underlægge sig ham, der har underlagt ham alt, for at Gud kan være alt i alle“. Før Jesus kom til jorden, mens han var på jorden, og efter at han er vendt tilbage til himmelen, var, er og vil han derfor altid stå under Faderen. „Gud er Kristi hoved“ Kristus og Gud er ikke jævnbyrdige, sådan som treenighedslærens tilhængere hævder. — Fil. 2:6, NW; Joh. 14:28; 1 Kor. 15:28; 11:3.

De er heller ikke lige evige, sådan som treenighedslærens tilhængere siger. Om Jehova er der skrevet: „Fra evighed til evighed er du, o Gud!“ Han kaldes „den højt ophøjede, som troner evigt“, og „en evig konge“. Altså var han ikke født, ikke skabt og havde ingen begyndelse. Men det samme kan ikke siges om Jesus Kristus, for han kaldes „førstefødt forud for al skabningen“ og „Guds skaberværks begyndelse“. — Sl. 90:2; Es. 57:15; Jer. 10:10; Kol. 1:15, 16; Åb. 3:14, NW. Se også den autoriserede danske oversættelse af 1907.

Imidlertid må man lægge mærke til følgende, som ofte bliver overset: treenighedslæren siger, at Gud og Kristus og den hellige ånd er tre personer, der tilsammen udgør den ene sande Gud. Det betyder tre i én. Johannes 10:30 taler kun om to, der er ét. Det har altså intet at gøre med treenighedslæren. Kun i Johannes 5:7 i den engelske King James-oversættelse og den engelske og katolske Douay-oversættelse kan fortolkes til støtte for treenighedslæren, men denne passage er uægte og udelades derfor af næsten alle moderne bibeloversættelser. Intet autentisk skriftsted i Bibelen støtter treenighedslæren.