Spørgsmål fra læserne
● Hvordan kan man forklare at mens den midlertidige indbygger måtte vise lydighed mod mange af Jehovas love og krav akkurat ligesom israelitterne, måtte han godt spise et „selvdødt dyr“, noget som israelitterne ikke måtte, eller det selvdøde dyr kunne sælges til en udlænding, således som det omtales i 5 Mosebog 14:21? Hvis det var urent for israelitterne, hvorfor så ikke for den midlertidige indbygger eller udlændingen? — L. R., De forenede Stater.
Det er rigtigt at Jehova gang på gang erklærede at der kun skulle være én lov for israelitterne og for den fremmede, men denne regel fremholdes altid i en bestemt sammenhæng og på en bestemt baggrund og gjaldt visse love, nemlig sådanne der havde at gøre med gengældelse, påsken og uforsætligt manddrab. Se 2 Mosebog 12:49; 3 Mosebog 24:22; 4 Mosebog 15:29. Retfærdigheden krævede at der ikke skete nogen forskelsbehandling.
Imidlertid valgte Jehova som den øverste Lovgiver at betragte israelitterne som i en klasse for sig og pålagde dem derfor visse begrænsninger, men gav dem samtidig tilsvarene fordele som han ikke tilstod andre. Fordi de var „et folk, der er helliget HERREN [Jehova]“ havde de ikke lov til at spise selvdøde dyr. Endvidere kunne de tage rente af andre, men ikke af deres israelitiske brødre. Fremdeles kunne kun en der var født israelit vælges til konge over Israel. — 5 Mos. 14:21; 17:15; 23:20.
I moderne lande som for eksempel i De forenede Stater, anerkendes retfærdigheden i dette princip. Alle der lever inden for dette lands grænser nyder godt af dets forfatningsmæssige garantier, og det forventes at de adlyder landets love. Borgerne nyder visse goder og har visse pligter, men kun den indfødte borger kan blive valgt til præsident.
● Hvad betyder Paulus’ ord i Hebræerne 12:13: „Træd lige spor med jeres fødder, så det, der er lammet, ikke vrides af led, men snarere helbredes“? — K. K., De forenede Stater.
Denne formaning er analog med Paulus’ beslutning: „Hvis mad kan bringe min broder til fald, vil jeg aldrig i evighed spise kød, for at jeg ikke skal bringe min broder til fald.“ (1 Kor. 8:13) Den er også analog med hans formaning: „’Alt er tilladt’, men ikke alt er gavnligt. ’Alt er tilladt’, men ikke alt opbygger. Ingen må søge sit eget, men hvad der gavner næsten.“ — 1 Kor. 10:23, 24.
En mand med stærke ben kan gå i ujævnt terræn og på krogede eller vildsomme veje uden at tage skade. Men en mand som er lam skal være varsom med hvor han går, for ellers kan han hurtigt vride noget af led. De der er åndeligt sunde og modne kan måske tillade sig visse friheder der rummer en fare eller risiko, uden dog at tage skade, fordi de er tilstrækkelig modne. Men de som ikke er så modne, eller som er åndeligt lamme om man så må sige, ser måske disse stærkes eksempel og søger at følge det, men til deres egen ulykke, idet de må sættes på prøve af menigheden, eller de drukner i materialismens hav.
Broderkærligheden vil derfor få os som er stærke, til „at bære de svages skrøbeligheder og ikke gøre, hvad der er os selv til behag“. Det vil sige, vi skal være villige til at fornægte os selv, så at andre der ikke er så stærke som vi ikke fristes til at følge os på en farlig vej og lide skibbrud på deres tro og uangribelighed. Lad enhver af os „gøre, hvad der behager hans næste og er til gavn og opbyggelse“. — Rom. 15:1, 2.