Hvordan er Israels stilling hos Gud?
„Hvis I nu vil lyde min røst og holde min pagt, så skal I være min ejendom blandt alle folkene, thi mig hører hele jorden til, og I skal blive mig et kongerige af præster og et helligt folk!“ — 2 Mos. 19:5, 6.
1. Hvorfor var det et begunstiget folk der var forsamlet ved foden af Sinaj bjerg?
DE MERE end to millioner mennesker som var forsamlet ved foden af Sinaj bjerg en morgen i året 1513 f. Kr., var et begunstiget folk. Ikke alene erfarede de Guds nærværelse, synligt manifesteret på en frygtindgydende måde, men de fik også at vide hvordan de, ud af alle folk på jorden, var blevet valgt af Gud til at være hans folk, hans særlige ejendom. De skulle bære hans navn, bevare tilbedelsen af ham på jorden og lade sig lede af hans love. Dette folk, Israels folk, ville på denne måde blive en hellig nation. Dette privilegium ville blive deres på betingelse af at de var lydige mod alle de befalinger den almægtige Gud, Jehova, gav dem.
2-4. (a) På hvilken betingelse ville israelitterne blive Guds folk, og hvordan reagerede de på Guds tilbud? (b) Hvad fik de derefter?
2 Den overenskomst eller pagt der blev indgået dér ved Sinaj bjerg var en tosidet pagt, eftersom der stilledes krav til begge parter. Gud på sin side ville gøre dette folk til sit og han ville velsigne dem forudsat at de holdt deres del af overenskomsten, hvilket var ensbetydende med lydighed over for Gud. Dersom de undlod at holde deres del var Gud ikke forpligtet til at holde sin.
3 Da Moses kom ned fra bjergets top og instruerede folket om Jehovas befalinger, gav folket udtryk for villighed til at gøre alt hvad Jehova krævede af dem. „Da gik Moses hen og kaldte folkets ældste sammen og forelagde dem alle disse ord, som HERREN [Jehova] havde pålagt ham. Og hele folket svarede, alle som én: ’Alt, hvad [Jehova] har sagt, vil vi gøre!’ Da bragte Moses [Jehova] folkets svar.“ — 2 Mos. 19:7, 8.
4 Eftersom de indvilligede i at være lydige, gik Jehova videre og gav dem en retfærdig lov som de skulle lade sig lede af. Det var den berømte lovpagt eller Moseloven.
5, 6. Hvorledes blev Lovpagten gjort gyldig?
5 Da folket havde hørt Loven oplæst og havde indvilliget i at gøre alt hvad der krævedes af det, skrev Moses ordene ned og sprængte dyreblod på det skrevne dokument. (2 Mos. 24:3-8) Denne fremgangsmåde gjorde pagten gyldig, hvilket vil sige at den blev sat i kraft og gjort juridisk bindende. „Thi hvor der er et testamente [fodnote: en pagt], er det nødvendigt, at hans død, som oprettede det, godtgøres. Thi et testamente [en pagt] bliver først gyldigt ved død, da det aldrig træder i kraft, så længe han, der har oprettet det, lever. Derfor er heller ikke den første pagt blevet indviet uden blod. Thi efter at Moses havde forkyndt hele folket alle lovbudene, tog han blod af kalve og bukke tillige med vand og skarlagenrød uld og isop og bestænkede både bogen selv og hele folket, idet han sagde: ’Dette er den pagts blod, som Gud har pålagt Eder.’“ — Hebr. 9:16-20.
6 Dyrene ofredes i stedet for Moses, mellemmanden for denne pagt. Således erstattede dyrenes blod hans da Lovpagten blev gjort gyldig og den trådte i kraft.
En nation fødes
7. Hvordan gjorde Lovpagten israelitterne til et enestående folk?
7 Ved denne overenskomst eller pagt blev det israelitiske folk en nation med Jehova Gud som konge. Hans befalinger udgjorde deres lovsamling. Dette gjorde dem til et enestående folk, helt forskelligt fra alle andre nationer. Intet andet folk på jorden var så nært knyttet til menneskehedens Skaber. „Se, jeg vil slutte en pagt; i hele dit folks påsyn vil jeg gøre undere, som aldrig før er sket nogetsteds på jorden og blandt noget folkeslag, og hele det folk, i hvis midte du lever, skal se HERRENS værk; thi det, jeg vil udføre ved dig, er forfærdeligt.“ — 2 Mos. 34:10.
8, 9. Nævn nogle af de mirakuløse ting Gud gjorde for dem, og forklar hvorledes disse mirakler var beviser for at de var Guds udvalgte folk.
8 I årene der fulgte efter hin mindeværdige sammenkomst ved Sinaj bjerg udførte Jehova Gud mange mirakler til gavn for dette folk. Ikke alene blev deres sko og klæder ikke slidt under deres fyrretyve års vandring i ørkenen, men på mirakuløs måde blev de forsynet med føde i form af manna. (5 Mos. 29:5; Sl. 78:24) Når de stod over for fjendtlige nationers hære kæmpede Gud for dem, og han gav dem sejr. Han førte dem til et herligt land og gav dem det i eje. Han bevarede kontakten med dem gennem profeter og gav dem kendskab til fremtidige begivenheder. Disse og mange andre vidunderlige ting skete til gavn for det israelitiske folk.
9 I hundreder af år vedkendte Jehova sig israelitterne som sit udvalgte folk. Intet andet folk nød på den tid en så enestående gunst. Ingen havde som Israels nation set sådanne undere udført for deres øjne eller hørt sådanne ting. „Har noget folk hørt Guds røst ud fra ilden, således som du hørte det, og levet? Eller har nogen gud søgt at komme og hente sig et folk midt ud af et andet folk ved prøvelser, tegn og undere, ved krig, med stærk hånd og udstrakt arm og store rædsler, således som du med egne øjne så HERREN Eders Gud gøre med Eder i Ægypten?“ „Kun Eder kendes jeg ved blandt alle jordens slægter.“ — 5 Mos. 4:33, 34; Amos 3:2.
Israel vender hjem
10. Hvad tror mange inden for kristenheden på grund af den gunst der er blevet vist Israels nation?
10 På grund af denne historiske beretning om guddommelig gunst tror mange inden for kristenheden at Gud står bag vore dages jøders tilbagevenden til Palæstina. De tror at oprettelsen af staten Israel den 14. maj 1948 var Guds værk. De mener også at jøderne i de sidste dage skal vende tilbage til deres hjemland i vantro med hensyn til Kristus, men at de derefter skal omvende sig når han åbenbares. Dette synspunkt finder ingen støtte i Bibelen. Jesus sagde selv at jøderne intet andet tegn ville få end Jonas’ tegn, han der befandt sig som i graven i dele af tre dage. Jøderne fik tegnet da Jesus blev lagt i graven og oprejstes på den tredje dag. Eftersom dette var det eneste tegn der skulle gives dem og dette ikke overbeviste dem, hvor kan man så sige at de skal få et andet tegn som vil gøre hvad dette første ikke formåede?
11. Finder profetierne om jødernes tilbagevenden deres opfyldelse på nutidens jøders tilbagevenden til Palæstina? Begrund dit svar.
11 Der er imidlertid mange profetier der taler om jødernes tilbagevenden til deres hjemland, men disse profetier får ikke deres opfyldelse på staten Israel af i dag. De blev opfyldt mere end fem hundrede år før Kristus, da en jødisk rest vendte tilbage fra Babylon for atter at tage Jerusalems ødelagte tomter i besiddelse. Det skete i året 537 før Kristus, halvfjerds år efter at Jerusalem var blevet gjort til en ruinhob af de mægtige babyloniske hære.
12, 13. Hvorfor blev det forjættede land lagt øde?
12 Det bør nævnes at deres land aldrig var blevet ødelagt af hedenske angribere hvis de havde holdt deres del af den pagt der blev indgået ved Sinaj. De havde ikke holdt deres løfte om at gøre alt hvad Jehova havde befalet. De brød gang på gang de guddommelige love som ledede dem. Men skønt de blev straffet mange gange ved at blive givet i deres fjenders hånd undlod de dog at opretholde den rene ubesmittede tilbedelse.
13 Den ulykke at Jerusalem og Juda blev lagt øde i halvfjerds år af babylonierne, var for længe siden blevet forudsagt af profeten Jeremias, som havde sagt: „Og HERREN sendte årle og silde alle sine tjenere profeterne til Eder, men I hørte ikke, I bøjede ikke Eders øre til at høre, når han sagde: ’Omvend Eder, hver fra sin onde vej og sine onde gerninger, at I fra evighed til evighed må bo i dette land, jeg gav Eder og Eders fædre; og hold Eder ikke til andre guder, så I dyrker og tilbeder dem, og krænk mig ikke med Eders hænders værker til Eders ulykke.’ Nej, I hørte mig ikke, lyder det fra HERREN, og så krænkede I mig med Eders hænders værker til Eders ulykke. Derfor . . . vil jeg sende bud efter alle nordens stammer, lyder det fra HERREN, og til kong Nebukadrezar af Babel, min tjener, og lade dem komme over dette land og dets indbyggere og over alle folkene heromkring, og jeg vil ødelægge dem og gøre dem til rædsel, latter og spot for evigt. Og hele dette land skal blive til ørk og øde, og disse folkeslag skal trælle for Babels konge i halvfjerdsindstyve år.“ — Jer. 25:4-7, 9, 11.
14. Hvilken forskel er der mellem hjemkomsten fra Babylon og jødernes tilbagevenden i dag?
14 Da denne ødelæggelsesperiode var forbi vendte en rest af jøderne tilbage til deres hjemland for at genopbygge det. Eftersom Gud havde ladet landet ligge tomt, uden mennesker og husdyr, vendte de tilbage til et ubeboet område. Men dette har ikke været tilfældet da nutidens jøder vendte tilbage til Palæstina. Der er heller ikke nogen parallel i deres motiv til at vende tilbage. Resten fra Babylon vendte ikke tilbage i vantro men snarere i tro. De var helliget tilbedelsen af Jehova og ønskede at genoprette denne i deres ødelagte hjemland. Sådan er det imidlertid ikke med vor tids hjemvendte jøder. Disse rejser ikke til Palæstina for at genoplive den ubesmittede tilbedelse af Jehova dér eller genopbygge hans tempel.
15. Hvorfor kan templet ikke genopbygges og de præstelige pligter genoptages?
15 Selv om de ønskede at genopbygge templet på dets guddommeligt udvalgte sted ville det ikke være muligt for dem, da der ligger en muhamedansk moské på dets plads. De mangler også et lovgyldigt præsteskab. Ødelæggelsen af slægtsregistrene i år 70 gør det umuligt for vore dages jøder at genetablere det aronitiske præsteskab i den hensigt at det skulle udøve de præstelige pligter som Moseloven foreskriver.
16, 17. Hvem ser den israelske republik hen til efter anerkendelse og hjælp, og hvorledes er dette stik imod de guddommelige instruktioner?
16 Republikken Israel blev oprettet i kraft af denne verdens magter, og den har søgt anerkendelse hos disse. Den er blevet en del af denne verden eller tingenes ordning. Dette er stik imod de bud Gud gav deres forfædre. Han bød dem ikke at søge hjælp hos Ægypten, der var et symbol på denne verden. „Ve dem, som går ned til Ægypten om hjælp og slår lid til heste, som stoler på vognenes mængde, på rytternes store tal, men ikke ser hen til Israels Hellige, ej rådspørger HERREN [Jehova].“ — Es. 31:1.
17 Nutidens stat Israel sætter ikke sin lid til stridsvogne og ryttere, men til tanks, jetfly, motoriserede kolonner og lignende. Den ignorerer Guds hensigt, som er at styre denne jord ved sin egen regering og ved den konge han selv har valgt. Ligesom Israel i det første århundrede vragede denne konge til fordel for kejseren, således bliver han også vraget af Israel i dette tyvende århundrede. Det er derfor en misforståelse at tro at Gud står bag jødernes tilbagevenden til Palæstina i vor tid.
Det kødelige Israel forkastes
18, 19. Hvorfor forkastede Gud Israels nation?
18 Da Israels nation undlod at benytte den sidste lejlighed Gud gav den til at vinde hans gunst og blive et kongerige af præster, forkastede han den. Aldrig mere kunne israelitterne gøre krav på den begunstigede stilling som Guds udvalgte folk. De havde ikke overholdt den folkepagt der var blevet indgået ved Sinaj bjerg. De havde undladt at opretholde den rene tilbedelse af Gud idet de havde tilladt menneskelige traditioner og filosofier at fordærve den. De nægtede at modtage den som Gud havde lovet at sende, forkastede ham til fordel for kejseren og foranledigede hans voldelige død. Af disse grunde blev de afskåret fra at være Guds hellige nation. Deres tempel blev forladt af Gud, som Jesus havde sagt:
19 „Jerusalem, Jerusalem! du, som ihjelslår profeterne og stener dem, der er sendt til dig! hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som hønen samler kyllingerne under sine vinger! og I ville ikke. Se, jeres hus bliver forladt og overladt til jer selv!“ — Matt. 23:37, 38.
20. Nævn et synligt bevis for at Israel er forladt af Gud.
20 Beviset herpå fik de da Jerusalem blev jævnet med jorden i år 70 efter Kristus, på hvilket tidspunkt templet blev ødelagt for sidste gang. Aldrig mere kunne tilbedelsen af Jehova foregå på det sted han havde valgt og på den måde der var anvist i Lovpagten. År 136 efter Kristus indviede den romerske kejser Hadrian et tempel til Jupiter Capitolinus på tempelpladsen, og i år 691 efter Kristus byggede ’Abd-al-Malik en muhamedansk moské samme sted. Denne moské, Klippe-Moskeen, ligger der stadig.
Det åndelige Israel
21, 22. (a) Hvorfor har Gud skænket sin gunst til en ny nation, og af hvem består denne nation? (b) Hvorfor kan jøder ikke med deres kødelige nedstamning fra Abraham bevise at de er Abrahams sæd?
21 Gud har skænket sin gunst til en ny nation bestående, ikke af kødelige israelitter, men af åndelige israelitter. De viser de ejer Abrahams tro, hvilket det kødelige Israel ikke gjorde. De er de sande „Abrahams børn“ og forjættelserne til Abraham gælder dem fremfor de mennesker der lægger vægt på deres kødelige tilknytning til denne patriark. „Dog er det ikke således at forstå, at Guds ord har svigtet; thi det er ikke alle dem, der stammer fra Israel, som virkelig er israelitter; ej heller er de alle sammen børn, fordi de er Abrahams afkom, men: ’kun gennem Isak skal afkom nævnes efter dig.’ Det vil sige: Det er ikke de kødelige børn, der er Guds børn, men det er kun de børn, som er født i kraft af forjættelsen, der regnes for afkom.“ (Rom. 9:6-8) Dette betyder at de kødelige jøder ikke med deres nedstamning fra Abraham kan påberåbe sig at de er Abrahams sæd. Husk på at Ismael var kødelig søn af Abraham og dog blev han vraget. Således ser vi at der kræves mere end kødelige bånd og kødelig omskærelse. Der må tro til, og en hjertets omskærelse.
22 Dette klargjorde Moses da han sagde: „Så omskær nu Eders hjerters forhud og gør ikke mer Eders nakker stive!“ (5 Mos. 10:16) Apostelen Paulus sagde om dette spørgsmål: „Thi jøde er ikke den, som er det i det udvortes, og omskærelse er heller ikke det, som sker udvortes, i kød; men jøde er den, som er det i det indvortes, og omskærelse er hjertets omskærelse, som sker ved Ånd, ikke efter bogstaven.“ — Rom. 2:28, 29.
23. Hvorfor er medlemmerne af den nye nation jøder i ordets egentlige forstand?
23 Den ny nation der bærer Jehovas navn har denne omskærelse. Den består af mennesker der er jøder i ordets egentlige forstand, fordi de gennem tro og lydighed bringer pris til Gud. De er en direkte modsætning til det kødelige Israel, der fulgte en ulydig og stivsindet kurs fra det øjeblik de forlod Sinaj bjerg.
24. Hvordan blev der vist det kødelige Israel en særlig gunst efter år 29 e. Kr., og hvor lang tid nød det denne gunst?
24 Gud påbegyndte udvælgelsen af mennesker til denne ny nation i året 29 efter Kristus. I dag lever der kun en rest af nationen på jorden. De første syv år efter at Kristus havde begyndt den kristne tjeneste gik indbydelsen til at blive medlemmer af denne nation af åndelige israelitter udelukkende ud til kødelige jøder. Af hensyn til sit eget navn der var nævnet over de kødelige jøder, og af hensyn til de løfter han havde givet deres forfædre, gav Gud dem den første lejlighed til at blive åndelige sønner af Abraham. — 5 Mos. 7:6-8.
25. Hvorledes blev det kødelige Israels tro sat på prøve?
25 Da indbydelsen udgik til dem gennem Kristus blev deres tro sat på prøve. Hvis de havde tro på Guds løfter givet gennem Moses og profeterne, ville de tage imod Kristus som den han var. De ville anerkende ham som den store profet Gud havde sagt skulle komme da han gav Moses dette løfte: „Jeg vil lade en profet som dig fremstå for dem af deres brødre og lægge mine ord i hans mund, og han skal sige dem alt, hvad jeg byder ham!“ (5 Mos. 18:18) Kristus sagde rent ud til dem: „Thi hvis I troede Moses, ville I tro mig; thi om mig har han skrevet.“ (Joh. 5:46) Men den jødiske nation kom til kort i at udøve den fornødne tro.
26. Hvad frembringer retfærdiggørelse, og hvordan var de kødelige israelitter blinde for dette?
26 De følte selvretfærdigt at de kunne opnå Guds gunst og velsignelse ved lovgerninger. Deres selvretfærdighed gjorde dem blinde for den kendsgerning at Abraham fik sin ros fra Gud på grund af sin tro. Det er tro der frembringer retfærdiggørelse i Guds øjne, ikke lovgerninger. „Forøvrigt, at ingen bliver erklæret retfærdig hos Gud ved lov er åbenbart, fordi ’den retfærdige skal leve på grund af tro’. Hvorfor da Loven? Den blev føjet til for at den skulle åbenbare overtrædelserne, til sæden kom hvem løftet var blevet givet.“ (Gal. 3:11, 19, NW) Men da den lovede sæd kom, ville nationen ikke modtage ham til trods for de undere han udførte for deres øjne og de visdomsord han talte.
27. (a) Undlod alle kødelige israelitter at udvise tro? (b) Hvorledes er den nye pagt anderledes, og hvad skete der med den gamle lovpagt da den nye blev indstiftet?
27 Dog var der en rest af nationen der udviste tro. Disse var de første der blev åndelige israelitter og medlemmer af den nye pagt eller overenskomst med Jehova Gud. Det var en pagt der afløste den der var indgået ved Sinaj, hvilken var givet som rettesnor for israelitterne indtil den lovede sæd kom. Jeremias omtalte forud denne nye pagt og sagde det ville blive en pagt der var anderledes. I stedet for at være skrevet på stentavler skulle den nye pagt skrives på hjerter. — Jer. 31:31-33.
28. Hvad oplevede den jødiske rest?
28 Den rest af den jødiske nation der udviste tro blev taget med ind i den nye pagt. De oplevede en hjertets omskærelse. Deres hjertes ønske var at adlyde Gud i alt hvad han krævede af dem. De havde en indre bevæggrund til at gøre hvad der var ret i hans øjne. Med den nøjagtige kundskab de havde tilegnet sig fra Guds ord og med ønsket om at gøre Guds vilje behøvede de ikke en lov bestående af mange negative bud der viste dem hvad de ikke måtte gøre. Da den nye pagt blev indstiftet på Pinsedagen år 33 var den gamle lov ikke mere bindende for dem. Den var blevet afskaffet. Kristus havde bragt den til ophør ved at opfylde den.
29. Hvorledes blev den nye pagt gjort gyldig, og hvorfor er den bedre end Lovpagten?
29 Som med den gamle pagt, således også med den nye: der måtte et offer til for at gøre den gyldig. Den blev imidlertid gyldiggjort med noget der var bedre end dyreblod. Den blev gjort gyldig med Kristi fuldkomne livsblod. Dette gjorde den nye pagt bedre end den gamle. Den var også bedre fordi den havde et bedre præsteskab, en bedre mellemmand og bedre løfter. „Men nu har Jesus opnået en ypperligere offentlig tjeneste, således at han også er blevet mellemmand for en tilsvarende bedre pagt, der er blevet juridisk stadfæstet på bedre løfter.“ — Hebr. 8:6, NW.
30, 31. Hvem er Abrahams virkelige sæd, og hvorfor kunne de sammenlignes med sandet ved havets bred?
30 De mennesker der er bragt ind under denne pagt er Guds sande Israel, Abrahams virkelige sæd. Det løfte som blev givet til Abraham, og som er omtalt i 1 Mosebog 22:17, 18, er møntet på dem og ikke på Abrahams kødelige efterkommere, der som nation betragtet ikke har lyttet til Gud eller udvist samme tro og lydighed som denne patriark. Løftet forudsiger hvorledes de som en kongelig familie vil blive forenet med den ypperste blandt Abrahams sæd, Kristus Jesus.
31 Eftersom det ikke var Guds vilje at antallet af de mennesker der skulle udgøre det åndelige Israel skulle gøres kendt på Abrahams tid, lod Gud det stå som et ubestemt antal. Det var skjult. Han sagde: „[Jeg vil] i sandhed gøre din sæd talrig som himmelens stjerner og sandet ved havets bred.“ (NW) Som stjernerne og sandet ikke kan tælles, således kunne det åndelige Israels medlemmer ikke tælles da Gud endnu ikke havde åbenbaret deres antal.
32. Hvor i Bibelen står antallet af de åndelige israelitter omtalt?
32 Først efter at den nye pagt var blevet indstiftet, blev denne hemmelighed åbenbaret. Antallet står omtalt for os i Åbenbaringen 14:1. De åndelige israelitter er der beskrevet som værende sammen med den ypperste iblandt dem, Kristus Jesus, på det himmelske Zion. „Og jeg så, og se, Lammet stod på Zions bjerg og sammen med det hundrede og fire og fyrretyve tusinde, som havde dets navn og dets Faders navn skrevet på deres pander.“ Det åndelige Israel er således dannet af 144.000 medlemmer under ypperstepræsten, Kristus Jesus. Ingen andre end disse er bragt med ind under den nye pagt og danner en ny nation som bærer Jehovas navn.
33. Betyder den jødiske nations og dens tilbedelsessteds forkastelse at den enkelte jøde ikke kan opnå Guds gunst? Begrund dit svar.
33 Guds gunst hviler nu over denne ny nation og ikke over det bogstavelige Israel. Men at den jødiske nations tilbedelsessted er forkastet betyder ikke at den enkelte jøde er afskåret fra at modtage Guds gunst. Forkastelse af nationen betød ikke forkastelse af enhver inden for den, for en rest af nationen udviste tro og blev indlemmet i den nye pagt. (Rom. 9:27) Som denne rest opnåede Guds gunst gennem udøvelse af tro på ham og hans søn, således kan den enkelte jøde i dag opnå den på samme måde. De må anerkende at Gud har erstattet den gamle lovpagt med en ny og bedre. De må anerkende dens bedre offer, Kristi menneskelegeme, og at den fra Adam nedarvede synd én gang for alle er fjernet på grund af Kristi blod. De må anerkende Kristus som Guds salvede konge og de må anerkende det åndelige Israel som Guds sande Israel. Med andre ord: den enkelte jøde kan vinde Guds gunst på samme måde som ikke-jøder kan det.
34. Hvilken slutning må vi drage med hensyn til det kødelige Israel?
34 I betragtning af hvad vi har set her er det klart at det kødelige Israel ikke indtager en begunstiget stilling hos Gud. I stedet for at være hans hellige nation er det blevet forkastet, forladt af ham på grund af dets hårdnakkethed, ulydighed og forkastelse af hans kærlighedsforanstaltninger. Det Israel der indtager en god stilling hos Gud er det åndelige Israel. De som er blevet udvalgt til at udgøre det åndelige Israel har udvist samme tro og lydighed som Abraham, derfor er de Abrahams virkelige sønner. Det er derfor ikke det kødelige Israel men alene det åndelige Israel der vil blive frelst. Det er det der modtager den velsignelse som det er at være Guds særlige ejendom, et kongerige af præster og en hellig nation.