Mennesket — dets frihed og ansvar
DEN store Skaber, den Højeste, Jehova Gud, er det ypperste eksempel på frihed og ansvar. Som hans ord fortæller os, var der en tid da han var helt alene. Dengang var han fri for ethvert ansvar. Havde han ønsket det kunne han i al evighed have fortsat denne frie tilværelse. Men fordi han er kærlighed satte han sin visdom og magt i arbejde, hvorved han blev moralsk ansvarlig for sine skabningers liv, lykke og velbefindende. Dog skal han, på grund af sin storhed og overhøjhed, ikke stå andre end sig selv til regnskab, hvilket Jobs bog så klart viser.
Som Jehova erkender de forpligtelser der følger med hans handlinger, erkender han også dem der omtales i hans sandhedsord. Vi kan derfor stole på hans løfter. De er ikke bare teori eller tom snak, nej de står fastere og stadigere end selve Gibraltarklippen, for han forsikrer os: „Jeg taled og lader det ske.“ Og atter: „Så skal det gå med mit ord, det, som går ud af min mund: det skal ej vende tomt tilbage, men udføre, hvad mig behager, og fuldbyrde hvervet, jeg gav det.“ — Es. 46:11; 55:11.
Da Gud skabte mennesket i sit billede udstyrede han det ikke alene med forstand og en moralsk sans, et vist mål af sin kærlighed, retfærdighed, visdom og magt, men han gav det også et vist mål af sin frihed og de dertil svarende forpligtelser. Frihed og ansvar er i virkeligheden korrelativer, idet det ene indebærer og forudsætter det andet. Frihed medfører ansvaret for at træffe et valg, og ved at vælge påtager man sig yderligere ansvar.
Herved adskiller mennesket sig i høj grad fra det livløse skaberværk. Stjernehimmelens legemer bevæger sig i afstukne baner med en vis hastighed i harmoni med Guds uforanderlige love. Ligeledes adskiller mennesket sig meget fra dyreskabningen, der er underlagt instinkter og forandring i sine omgivelser. Hverken det livløse skaberværk eller den lavere dyreskabning har derfor et moralsk ansvar over for Skaberen.
Men det har mennesket. Det fik evnen til at kunne være pålideligt, og det blev derfor betroet bestemte interesser og skulle stå til ansvar for dem. I samklang hermed åbenbarede Gud over for mennesket sin vilje med det i form af bud og befalinger: „Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør Eder til herre over den og hersk over“ alle dyreskabningerne. „Af alle træer i haven har du lov at spise, kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø!“ Det stod mennesket frit for at adlyde disse befalinger eller lade være, men det var naturligvis ansvarligt for følgerne af sit valg. — 1 Mos. 1:28; 2:16, 17.
Livet igennem står menneskets frihed og ansvar i relation til hinanden. Når det kommer til verden som et hjælpeløst barn har det hverken frihed eller ansvar. Efterhånden som det vokser i fysisk styrke, i kundskab og forståelse, opnår det et mål af frihed og pålægges samtidig et tilsvarende ansvar. Når det bliver voksent har det frihed til, men bærer også ansvaret for at vælge hvordan det vil leve livet, hvilken religion det vil tilhøre, om det vil eller ikke vil gifte sig, og hvis det gør det, med hvem det vil. Det er, alt efter evner og miljø, forholdsvis frit stillet til at vælge sit arbejde eller sin profession eller på hvilken måde det vil tjene til livets ophold. Dets følelsesmæssige og mentale modenhedsgrad vil bestemme det mål af glæde som det vil føle ved sin frihed, og det vil ikke længes tilbage til barndommens sorgløse tid.
„Flugten fra ansvar“
Visse verdsligt vise mennesker har, især gennem de sidste femoghalvfjerds år, benægtet at mennesket er skabt af Gud og i hans billede, og de har gjort deres til at underminere den ansvarsfølelse som mennesket bør have på grund af den frihed det nyder. De har opbygget en livsfilosofi på et fundament af undskyldninger. Ligegyldigt hvilken forbrydelse et menneske gør sig skyldig i, ligegyldigt hvor sørgeligt det kommer til kort i at opfylde sine forpligtelser, det kan altid finde en undskyldning. De lægger slet ikke mærke til at der er utallige andre der kommer i lignende situationer, men som ikke gør sig skyldige i sådanne forbrydelser eller kommer til kort i samme grad. Hellere vil de undskylde overtræderen på grund af hans formodede nedstamning fra dyrene, hans opdragelse eller hans miljø. Mænd som Freud ville endog gøre mennesket til slave af dets kønsdrift, som om dets hjerne kun var et vedhæng til kønsorganerne. Disse mænd ville således stille mennesket uden for det ansvar at udvise selvkontrol, uden for den pligt at gøre sit bedste under alle omstændigheder. De ville benægte den sande logik i Guds krav om at vi må behandle andre på samme måde som vi ønsker de skal behandle os. Derved benægter de også at mennesket har sin frihed.
Lige så dåragtig er den „progressive undervisning“ der er så populær mange steder i De forenede Stater. Den hviler på teorien om at man ikke må forlange at et barn skal anstrenge sig og træne sig selv, og en sådan oplæring vil uvægerlig appellere til barnets umodne sind og tilbøjeligheder. Det rykkes automatisk op i næste klasse uden hensyn til hvor meget det har lært, hvilket kvæler såvel virketrang som ansvarsfølelse. Det er ikke så mærkeligt at resultatet af en sådan undervisning føles stærkt inden for handel, håndværk og industri, eller at de der er blevet undervist på denne måde interesserer sig mere for hvad en stilling giver i løn, i ferie og i sygeunderstøttelse end i hvilke fremtidsmuligheder den stiller i udsigt.
Den økonomiske udvikling i de vestlige lande går ligeledes i retning af at fritage mennesker for ansvar. Man ser det deri at arbejdsgivere af lønnen tilbageholder penge til skat, understøttelse og pension. Mere og mere reduceres menneskets personlige ansvar for et færdigt stykke arbejde, der skulle stå som et bevis på dets dygtighed, flid og ærlighed. Som afdøde dr. Alexis Carrell, en af det tyvende århundredes førende biologer, viser i sin bog Man, the Unknown, forener materielle rigdomme, moderne opfindelser og masseproduktion sig om at berøve mennesket dets ansvarsfølelse, personlighed og værdighed, idet de nærmest får det til at blive som en robot, uden et gran af moralsk sans; alt dette er ifølge Carrell dårlige varsler for menneskeheden.
Denne moderne udvikling finder man desuden inden for familielivet. Forældre flygter fra det ansvar de har påtaget sig ved at sætte børn i verden, idet de lader deres børn vokse som ukrudt. Børnene nægter at tage imod noget ansvar i hjemmet eller over for andre medlemmer af familien. Fremfor at skuldre deres ansvar følger fædre en vej der udsætter dem for mindst modstand, og mødre unddrager sig alt for ofte de pligter der alene hviler på dem, mens de gerne tager sig af pligter der påhviler fædrene. Mænd og hustruer er ligegyldige over for det ansvar de har for ægtefællens mentale, følelsesmæssige og fysiske velbefindende, og forlovede par viser den samme tilbøjelighed ved at lege letsindigt med hinandens følelser. Ganske passende har L. A. Alesen, M.D., kaldt dette „flugten fra det personlige ansvar“.
Det mest alvorlige udslag af denne flugt fra ansvar finder vi inden for religionen. Som bemærket i en avisartikel om „Kirkernes stilling“ udgivet af Kirkernes Nationalråd i De forenede Stater: „Interessen for religion synes at have nået alle tiders højde med over 100 millioner kirkemedlemmer, men forbrydelser, umoralitet og samfundsnedbrydende tendenser sætter også rekord.“ (Progress Bulletin, California, 3. december 1957) Som det profetisk blev forudsagt viser mennesker nu et skin af gudsfrygt ved at blive kirkemedlemmer, men de nægter at påtage sig det medfølgende ansvar da de fornægter gudsfrygtens kraft. Andres eksempel og en bestikkende tankegang som psykologerne kalder „rationalisering“ bliver taget i anvendelse for at retfærdiggøre dem i deres ansvarsløse adfærd. — 2 Tim. 3:1-5.
Selv blandt nogle af dem der erkender sandheden i det budskab der bringes dem af Jehovas vidner, finder vi denne flugt fra ansvar. Sådanne afslår at få et bibelstudium i deres hjem, fordi de er bange for det ansvar der følger med at være et vidne for Jehova. Andre igen er ligesom den stenede og tidselbegroede jord, hvori sæden faldt og blev liggende for en tid. Men når de stilles over for ansvar flygter de fra det og lader således sandhedens sæd dø. Ja selv blandt indviede kristne findes der nogle som krymper sig ved at lede et hjemmebibelstudium med andre eller at acceptere yderligere tjenesteprivilegier i menigheden fordi de ikke ønsker at skuldre ansvaret der følger med. I forbigående skal det bemærkes at én af grundene til at ateisten benægter og agnostikeren betvivler Skaberens eksistens, utvivlsomt er at de, bevidst eller ubevidst, ikke ønsker at acceptere det ansvar der følger med når man anerkender Skaberens eksistens. En sådan anerkendelse ville betyde at man måtte erkende at man er skyldig at vise Gud både taknemmelighed og lydighed.
Kristne pligter
Da sandheden gør en kristen fri, får han samtidig et større ansvar. Som apostelen Paulus erklærer: „Enhver må bære sin egen ansvarsbyrde.“ Imidlertid står disse to ting i forhold til hinanden, og kundskab er en af de ting hvoraf de afhænger: „Når man ved, hvad der er det rigtige, og ikke gør det, er man skyldig i synd.“ Og som Jesus sagde om sine modstandere: „Var jeg ikke kommen og havde talt til dem, havde de ikke synd; men nu har de ingen undskyldning for deres synd.“ — Gal. 6:5, NW; Jak. 4:17; Joh. 15:22.
Og når man handler efter sin kundskab får man et større ansvar. De som har indviet sig til Gud må leve op til denne indvielse: „Når du giver Gud et løfte, så tøv ikke med at holde det! . . . Hvad du lover, skal du holde. Det er bedre, at du ikke lover, end at du lover uden at holde.“ — Præd. 5:3, 4.
Som en rettesnor for hvordan vi skal indfri vore løfter har Gud givet os sit ord, Bibelen. Den fortæller imidlertid ikke i detaljer hver enkelt hvad han eller hun bør gøre. Derimod fremlægger den nogle grundprincipper og handleregler, og så bliver det vort ansvar at praktisere disse i vor daglige tilværelse. Til eksempel kan nævnes at vi hver især må forstå at drage et skel mellem de ting der tilkommer kejseren og dem der tilkommer Gud. — Matt. 22:21.
Desuden har enhver kristen det ansvar at bære frugt, som Jesus viste det. (Joh. 15:2) Nogle af disse frugter er „kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed“. Det indbefatter at vi må hjælpe vore kristne brødre i den udstrækning vi har mulighed for det. Vi må ikke være som præsten og levitten der prøvede at løbe fra deres pligter over for den rejsende der var blevet slået og udplyndret, idet de gik forbi på den anden side af vejen. Snarere bør vi være som den gode samaritaner der ikke var bange for at gøre sig ulejlighed for at hjælpe den nødlidende. — Gal. 5:22, 23; Luk. 10:29-37.
Og eftersom Jesus kom til jorden for at vidne om sandheden, må en af frugterne som kristne skal bære, indbefatte at de forkynder ’denne gode nyhed om Guds rige’ i så stor udstrækning som de har kundskab og lejlighed til. Vi bør ikke være som trællen i Jesu lignelse. Han fik én mine eller talent men nægtede at tage ansvaret for sin herres ejendom, eftersom han skjulte talenten i jorden i stedet for i det mindste at sætte den i banken og få lidt renter. Hellere skulle vi tænke som Paulus, der udbrød: „Ve mig, om jeg ikke forkyndte den gode nyhed!“ Han kendte sine pligter og løb ikke fra dem. — Joh. 18:37; 1 Kor. 9:16, NW.
Der synes at være en anden side af vort kristne ansvar som det vil være godt at fremhæve. Det er den der opstår når vi synder eller kommer til kort. Dette skulle vi altid have en følsom samvittighed overfor, og vi burde til stadighed bede om Guds tilgivelse på grundlag af Kristi offer. Ja, ikke det alene; vi må også skuldre vort moralske ansvar for disse overtrædelser. Vi bør ikke lægge skylden på Gud eller vore forældre eller på omstændighederne; heller ikke bør vi lægge skylden på „den anden“ sådan som Adam, Eva og kong Saul gjorde. At gøre det er ikke alene ukærligt og mangel på modenhed, men det afslører også at vi ikke af hjertet angrer ind for Gud, og derfor heller ikke fortjener tilgivelse.
Når vi er frie må vi også skuldre vort ansvar. Dette kræver foruden en skarp sans for retfærdighed også visdom og kærlighed. Efterhånden som vor modenhed øges, skulle også vort ansvar vokse. Tager vi vort ansvar op vil vi blive stærkere, opnå større tilfredshed og glæde, og til sidst Guds anerkendelse og belønning, evigt liv i hans nye verden.