Hvad det vil sige at være en kristen
„Kristus led for jer, idet han efterlod jer et forbillede så I nøje kan følge i hans fodspor.“ — 1 Pet. 2:21, NW.
1. Hvilken befaling gav Jesus sine disciple, og er den blevet adlydt?
„I SKAL være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja, indtil jordens ende.“ (Ap. G. 1:8) Det var Jesu afskedsord til dem som ville være kristne, til dem som ville følge i hans fodspor. Jesu disciple havde allerede under hans vejledning fulgt et meget intensivt forkyndelsesprogram i flere år og de vidste hvad der lå i disse ord. Kristenhedens religiøse verden har i århundreder kunnet læse denne utvetydige befaling fra deres Herre og Mester i Bibelen, men står dens medlemmer rustet til denne tjeneste og viser de at de er Herrens lydige disciple? New York Times (18. marts 1957) citerede følgende udtalelse af dr. Robert J. McCracken: „Kirkerne er fulde af lunkne troende der hører til en eller anden tilfældig trosretning. Spørg sådanne kirkemedlemmer hvad de tror, og efter et par få tøvende og stammende sætninger vil de fleste af dem være løbet tør — ikke af mangel på ord men af mangel på intellektuel forståelse.“ Beviser disse at de er kristne ved at adlyde Herren Guds befaling om at være hans vidner? Nej! Men i erkendelse af at kristenheden udmærket ved at der midt iblandt dem findes en gruppe som svarer til denne beskrivelse, spørger Marcus Bach i en artikel om Jehovas vidner i bladet The Christian Century: „Hvad skal vi stille op med dem? Hvad skal vi gøre? . . . Der er kun ét svar: Jehovas vidner er ikke en trussel, men en udfordring til kirken om at — vidne!“ Jehovas vidner ved hvorfor de er kristne — for at vidne ligesom deres Herre og Mester.
2. Hvordan er nogle kommet til at høre til en bestemt religiøs gruppe?
2 Hvorfor hører du til den religiøse organisation du er medlem af? Er det fordi du nøje har målt den efter med Bibelens målestok og nu holder fast ved den fordi du ved den er den rigtige? (1 Tess. 5:21) Mange er blevet opdraget af forældre der var kirkegængere, og på den måde er de kommet i kontakt med en religiøs gruppe. Nogle bor på steder hvor der kun findes én kirke, og den går de i fordi det er det bekvemmeste. Andre har antaget en anden religion for at behage deres ægtefælle eller af forretningshensyn. Men ingen af disse metoder garanterer at man har fundet frem til den rette religion. Ens venner og slægtninge kan være de elskeligste mennesker, men det vil ikke dermed sige at deres religion er den rette. Forældre kan have opdraget deres børn til at tilbede Gud, men hvis disse børn ikke beflitter sig på selv at studere Guds ord og i gerning følger deres forældres kristne eksempel, har de ikke antaget denne religion af et helt og fuldt hjerte som deres egen. Og at de står opført som medlem af en kirke vil ikke nødvendigvis sige at de behager Gud.
3. Hvad viser at ikke al religion er antagelig i Guds øjne?
3 Ens religion er ens gudsdyrkelse; det hebraiske ord for gudsdyrkelse er „tjeneste“. Om den er den rette religion eller ej er afhængigt af hvordan denne tjeneste ydes og hvem den ydes. „Der er sådanne som kaldes ’guder’, hvad enten det er i himmelen eller på jorden, ligesom der er mange ’guder’ og mange ’herrer’.“ (1 Kor. 8:5, NW) At man hører til en eller anden religiøs organisation og praktiserer det den lærer er ikke ensbetydende med at man tilbeder den sande Gud. Dengang Israel begyndte en anden form for dyrkelse end den Jehova havde godkendt, siger beretningen om dette forhold: „De blev ved med at ofre til dæmoner, ikke til Gud.“ (5 Mos. 32:16, 17, NW) Om alt andet undtagen sand kristen tilbedelse erklærede apostelen Paulus: „Det som nationerne ofrer, ofrer de til dæmonerne og ikke til Gud, og jeg ønsker ikke at I skal være delagtige med dæmonerne.“ — 1 Kor. 10:20, NW.
Faldgruber man bør undgå
4. Hvorfor er en religion der tilfredsstiller tilbederen ikke nødvendigvis den rette tilbedelse?
4 Det er ganske almindeligt at folk der får sandheden forelagt fejer den til side med bemærkningen: „Jeg er tilfreds med min religion.“ Men er Gud? Om religionsudøvelsen i det første århundrede sagde Jesus: „Behændigt ophæver I Guds bud for at holde fast ved jeres overlevering.“ (Mark. 7:9, NW) Ville noget sådant behage Gud? Paulus advarede mod denne fare da han sagde: „Pas på: måske vil der være en eller anden der vil tage jer som bytte ved filosofi og tomt bedrag i overensstemmelse med menneskers overlevering og i overensstemmelse med verdens elementære ting og ikke i overensstemmelse med Kristus.“ (Kol. 2:8, NW) Man er tjener for den man adlyder. (Rom. 6:16) Hvem adlyder du? Vælger du en religion der passer dig? Hvis du ønsker at behage dig selv, er det dig selv du tjener, og så har du gjort dig selv til din egen gud. Du er blevet som den ulydige Eva der stræbte efter at blive som Gud og selv bestemme hvad der er ondt og godt. (1 Mos. 3:5) „Søger jeg at ’tækkes mennesker’? Var det mennesker [mig selv indbefattet], jeg endnu ville tækkes, da var jeg ikke Kristi tjener.“ (Gal. 1:10) Der er mange måder at tilbede på men kun én er den rette i den almægtige Guds øjne. Hvis vi skal øve den gudsdyrkelse der er ret „set fra vor Guds og Faders standpunkt“, må vi gøre som han der var en mand efter Guds eget hjerte og som ikke søgte at behage sig selv eller andre mennesker men sagde til Jehova: „Lær mig at gøre din vilje, thi du er min Gud.“ (Jak. 1:27, NW; Sl. 143:10) Jehova glæder sig over dem hvem det er en glæde at vise ham absolut hengivenhed. Han vil velsigne dem med evigt liv i sin nye verden. — Mika 4:5.
5. Hvad undlader de som siger: „Tro på Herren Jesus Kristus, så skal du blive frelst,“ ofte at tage i betragtning?
5 Nogle mener at visse dele af Bibelen er mindre vigtige end andre og fejer dem til side idet de citerer Paulus’ ord til fangevogteren: „Tro på Herren Jesus, så skal du blive frelst,“ og mener at det er tilstrækkeligt. (Ap. G. 16:31) Men de som citerer disse ord tager ikke deres fulde betydning i betragtning. At tro på Herren Jesus Kristus betyder at man tror at han gav sit liv som løsesum for menneskeheden, at hans ord var sande og at det eksempel han satte bør efterfølges. (Matt. 20:28; 1 Pet. 2:21) Hvis du accepterer Kristi genløsningsoffer må du også acceptere den som er ophav til denne frelsesforanstaltning: „Hos [Jehova] er frelsen.“ (Sl. 3:9) Hvis du tror at Kristus efterlod der rette eksempel for os må du huske hvad der står skrevet i Johannes 17:6: „Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du tog ud af verden og gav mig,“ og gøre Jehovas navn kendt i egenskab af et af hans vidner. Den som ikke bruger Guds navn, Jehova, og gør det kendt følger ikke Kristi Jesu eksempel. Mærk dig Jesu fremragende bibelkundskab og hyppige citater og dygtiggør dig til at efterligne ham. (Luk. 24:27) Husk at han drog ud „på rejse fra by til by og fra landsby til landsby, og han prædikede og forkyndte den gode nyhed om Guds rige“, at han sagde at vi skulle søge Guds rige først. Efterlign hans eksempel ved at aflægge besøg i folks hjem og gøre dem meddelagtige i „den gode nyhed om Riget“. (Luk. 8:1; Matt. 6:33; 24:14, NW) Troen på Herren Jesus er ikke nogen passiv tro. Tro uden gerninger er død. (Jak. 2:26) Tro får mennesker til at handle som Jesu aktive efterfølgere der er overbevist om og forfægter at hele Bibelen er „inspireret af Gud“ og uundværlig for alle som ønsker at stå „udrustet til al god gerning“ som kristne. — 2 Tim. 3:16, 17, NW; Joh. 17:17.
6. Nogle siger at når den kristne holder de ti bud er det tilstrækkeligt. Er det tilstrækkeligt?
6 Har du nogen sinde sagt: „Når vi holder de ti bud er det nok“? Er det nok? Måske er det nok til at vinde visse navnkristnes anerkendelse, men vinder det Guds bifald? Når han i sin kærlighed har givet os Bibelen, der nu foreligger på over tusind sprog, vil det så behage ham at se at man accepterer det halve af én side i den og vrager resten som unødvendig? Ville en kok være tilfreds hvis han med megen omtanke havde tilberedt et festmåltid med de skønneste retter og du kom og satte dig til bords og spiste en eneste ært og lod resten af måltidet bære ud og kaste i skraldespanden? Naturligvis ikke! Den tanke at de ti bud er nok for den kristne, bunder ikke i et oprigtigt ønske om at tjene Gud, men snarere i ladhed og ligegyldighed over for det Bibelen har at sige, og det ses af den omstændighed at disse ti bud ikke engang bliver overholdt. Mennesker er ikke nær så interesserede i at holde de ti bud som de er i ikke at blive besværet men ladt i fred. „Thi i hans øjne vil intet menneske blive retfærdiggjort af lovgerninger,“ sagde apostelen Paulus. Følgelig må vi acceptere det som Loven pegede frem til og anerkende Guds målestok for hvad der er ret, og ikke lave vor egen forkortede udgave. — Rom. 3:20; 10:2, 3.
7. Hvorfor viser en kristen sig ikke som en sådan når han siger til besøgende Jehovas vidner at han ikke er interesseret?
7 Nogle vil, når de får at vide at den forkynder der står ved deres dør er et af Jehovas vidner, sige: „Jeg er ikke interesseret.“ Men hvad er de ikke interesseret i? Hvis de har givet ham lejlighed til at forklare sit ærinde vil de vide at han har talt til dem om den almægtige Gud, om hans ord Bibelen, om nødvendigheden af at tilegne sig nøjagtig kundskab, om Guds løfter om liv i en ny verden og om andre lignende emner. I hvilket af dette er det de ikke er interesseret? En kristen der er oprigtigt interesseret i at behage Gud vil være levende interesseret i disse ting. Sandt nok ser han måske anderledes på nogle af de ting den besøgende forkynder fremholder, men eftersom de bliver fremholdt fra Bibelen skulle de vække hans udelte interesse. Hvis han tror noget andet, hvorfor så ikke begrunde denne tro over for den besøgende? (Ap. G. 17:11) Det vigtigste livskrav der stilles til os er at vi elsker Gud med hele vort hjerte og sind, vor sjæl og styrke. (Mark. 12:29-31) Denne hjertets kærlighed giver sig udslag i at vi bruger vore evner til at lære Gud og hans hensigter at kende. Måske mener vedkommende at han bekender sig til den kristne tro og ved besked med de ting der bliver fremholdt. I så fald gør han vel i at tænke på et andet kristent krav, at han skal elske sin næste som sig selv, og derfor hilse lejligheden til at drøfte sandheden med sin næste velkommen. (Ef. 4:25) Han vil også huske at de kristne skal kendes på deres frugter. (Matt. 7:20) Og her ved døren står en som bærer de frugter der kendetegner den kristne. Han følger det mønster for hus-til-hus forkyndelse som Kristus Jesus og apostlene efterlod, og overbringer det budskab om Riget som Kristus sagde skulle forkyndes nu. Derfor burde du, når en kommer til dig med et budskab fra Guds ord, af kærlighed til Gud og af kærlighed til næsten lytte til hvad han har at sige.
8. Hvorfor kan en kristen ikke tillade sig at have „for travlt“ til at lytte til en drøftelse af Guds ord?
8 De mennesker som aflægger kristne besøg i hjemmene træffer på mange som „har for travlt“ og ikke „har tid til at lytte“. Måske har de travlt fordi de venter gæster eller ser på fjernsyn eller sidder og læser avis. Men nu er det tid til „at udnytte det gunstige øjeblik“ eller „købe den belejlige tid“ (NW), fordi dagene er onde. (Ef. 5:16) Hvis vi ikke har tid til at lytte til Gud når han sender os sine tjenere, kan vi så forlange at han vil lytte til os når vi råber til ham om udfrielse så vi kan være med i hans nye verden?
9. Hvorfor siger mange at de har „for travlt“, og hvorfor er det uklogt at bære sig sådan ad?
9 Naturligvis kan folk have travlt lige i det øjeblik og bede forkynderen komme igen en anden gang hvor de kan lytte uforstyrret, og han vil med glæde gøre dem den tjeneste. Men for manges vedkommende er det kun ligegyldighed over for budskabet om Riget. De er som dem om hvem Jehova talte gennem sin profet Jeremias: „Fra den dag Eders fædre drog ud af Ægypten, og til i dag har jeg dag efter dag, årle og silde sendt Eder alle mine tjenere profeterne; men de hørte ikke og lånte ikke øre.“ (Jer. 7:25, 26) Mange indser ikke at vi lever i en domsperiode. Tiden er ikke inde til at vise ligegyldighed. Jehova Gud har sat sin søn Kristus Jesus på sin himmelske trone og udsendt sine salvede vidner for at udråbe Guds evigvarende regering. (Sl. 2:6; Es. 43:10) Den behandling der gives disse salvede vidner regnes som givet Kongen. (Matt. 10:42; 25:40) At forkaste disse den nye verdens sendebud og det budskab de bringer, er det samme som at forkaste Kristus, som de repræsenterer, og det vil føre til at hver den der i lighed med Esau ringeagter åndelige interesser og hellere beskæftiger sig med det materielle eller med verdslige interesser, selv bliver forkastet. (Hebr. 12:16) Lunken ligegyldighed, selv om den bliver udvist af et menneske der gør sig umage for at være venlig og høflig, vil ikke formilde den som er blevet udset til at dømme jorden. (Ap. G. 17:31) Der kræves mere af en kristen. Kristus sagde: „Jeg kender dine gerninger: du er hverken kold eller varm. Gid du var kold eller varm! Derfor, fordi du er lunken og hverken varm eller kold, har jeg i sinde at udspy dig af min mund.“ — Åb. 3:15, 16.
10. Hvad bør Jehovas vidner gøre hvis den de besøger har for travlt til at lytte til en hel otte minutters prædiken?
10 Om den besøgte træffer et klogt valg eller ej vil han i hvert tilfælde vide at forkynderen var ved hans dør for at hjælpe ham. Forkynderen vil ikke påtvinge dem som ikke elsker Gud budskabet, men hvis lejlighed byder sig vil han søge at så et sandhedssædekorn i den korte samtale der udspinder sig. I velvalgte vendinger vil han fremholde én klar bibelsk tanke der opsummerer det budskab han bringer. Han tilrettelægger sin præsentation af budskabet med det for øje at han ofte vil komme ud for situationer der vil nødvendiggøre en sådan sammentrængt fremstilling. Mens forkynderen følger Jesu råd om ikke at kaste sandhedens perler for svinagtige mennesker, vil hans næstekærlighed få ham til at finde på udveje til at nå ind til hjertet hos dem som sukker og jamrer over de vederstyggeligheder der øves i landet. — Matt. 7:6; Ez. 9:4.
Tro en betingelse
11. Hvad er tro, og hvorfor er tro af livsvigtig betydning for kristne?
11 Det kræver tro at følge en kristen færd midt i en verden der er fuld af gudsfornægtere. Skal man være rede til at sætte sin personlige stolthed til side og ydmygt lade sine tanker og sin livsførelse tage form efter de sandheder man får påpeget i Guds ord, kræves der først og fremmest tro. „Uden tro er det umuligt at have hans velbehag; thi den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, der søger ham.“ (Hebr. 11:6) Men hvad er tro — den slags der har Guds velbehag? En definition i Websters Collegiate Dictionary giver udtryk for den almindelige opfattelse af hvad tro er: Det er „en fuldstændig tillid, især til nogen eller til noget hvorom der hersker tvivl“. På grundlag af denne opfattelse siges der når som helst en religiøs skik eller lære bliver draget i tvivl: „I skal bare tro.“ Med en sådan „tro“ føres tilhængere af et religiøst system ind i en stiltiende underkastelse under religionsledernes vilje og luner. Er det klogt? „Kan en blind vel lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften?“ (Luk. 6:39) Lukas roste dem som ikke blot fulgte i „blind tro“ da han sagde: „Jøderne dér [i Berøa] var mere retsindige end de i Tessalonika, de tog imod ordet med al god vilje og granskede daglig skrifterne, om dette forholdt sig således.“ (Ap. G. 17:11) Den tro man må eje for at opnå Guds godkendelse bliver tydeligt defineret i Hebræerne 11:1 (NW): „Tro er den sikre forventning om ting man håber på, det synlige bevis for virkeligheder, skønt ude af syne.“
12. Hvilket grundlag er der for at tro på Gud?
12 Kristne tror på Gud. Hvorfor? Ikke bare fordi de som børn er blevet fortalt at Gud er til, men på grundlag af det synlige vidnesbyrd de nøgternt har overvejet og som er et bevis på virkeligheden, Gud, hvem de ikke ser med deres bogstavelige øjne. „Thi hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses fra verdens skabelse af, idet det forstås af hans gerninger, så de er uden undskyldning.“ (Rom. 1:20) Salmisten David tog dette synlige vidnesbyrd i øjesyn og det fik ham til at udbryde: „Himlen forkynder Guds ære, hvælvingen kundgør hans hænders værk.“ „Hvor mange er dine gerninger, [Jehova], du gjorde dem alle med visdom; jorden er fuld af, hvad du har skabt!“ (Sl. 19:1; 104:24) Lad dig ikke bevæge af „blind tro“ men luk dine øjne vidt op og se himmellegemernes lovbundne præcision, betragt de synlige tegn på Guds visdom i naturen og hele skaberværkets komplicerede opbygning og betagende skønhed, for alt dette er et bevis for at der er en Skaber, at Gud er til.
13. Hvilket grundlag havde Abraham for at tro at han skulle få en søn?
13 Abraham, Guds ven, nævnes i Bibelen på grund af sin enestående tro. Jehova lovede ham at han i sin alderdom skulle få en søn, Isak. Abraham troede ikke blot fordi det var noget glædeligt, men „uden at svækkes i troen kunne han se på, at hans eget legeme allerede var udlevet (han var nær ved hundrede år), og at Saras moderliv var udlevet; på Guds forjættelse tvivlede han ikke i vantro, men han blev styrket i troen og gav Gud æren, fuldt forvisset om, at det, Gud har forjættet, har han også magt til at gøre. Derfor blev det også regnet ham til retfærdighed“. (Rom. 4:11, 19-22) Han vidste at set under en menneskelig synsvinkel var det umuligt, men fordi løftet var givet af Gud, der selv havde skabt manden til at videregive livet til sit afkom og gjort det muligt for kvinden at undfange og føde børn, troede Abraham det. Han nærede en sikker forventning om det han håbede.
14. Hvorfor har vi grund til at tro på oprettelsen af „nye himle og en ny jord“?
14 Med blikket rettet mod det som den levende Guds tjenere i århundreder havde fæstet deres lid til sagde Peter: „Efter hans forjættelse venter vi ’nye himle o;; en ny jord’, hvor retfærdighed bor.“ (2 Pet. 3:13) Dette er en sikker forventning, og forvisningen skyldes at den som lover dem også er deres Skaber. „I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden.“ (1 Mos. 1:1) „Himlene er dine hænders værk,“ og „den vide jord har han skabt“. (Sl. 102:26; Es. 40:28) Vi har et tydeligt bevis for at Gud kan skabe en himmel og en jord. Nu har han taget skridt til at opfylde sit løfte om skabelsen af en ny verden ved at udspænde de nye himle, idet han har sat Kristus på tronen i året 1914 e. Kr. og lagt grundvolden til den nye jord ved at bringe den nye verdens samfund af Jehovas vidner til verden i året 1919 e. Kr. Profetier der nu opfyldes viser, at i dette slægtled skal alle de onde fjernes fra jorden og dens nærhed og en opløftning til den fuldkommenhed mennesket kendte i Eden finde sted. Hans almagt og evighed står som garanti for at de nye himle og den nye jord, i pagt med hans ord, skal vare evigt.
15. Hvad bygger sand kristen tro på?
15 Hvad bygger en sådan tro på? Er det kun en fornuftslutning, noget vi gradvis, på grundlag af livets erfaringer, er blevet klar over? Nej, „tro kommer af at høre, og at høre, af Guds ord“. (Rom. 10:17, KJ) „Al skrift er inspireret af Gud og gavnlig til belæring, til irettesættelse, til at sætte ting på plads, til optugtelse i retfærdighed, for at gudsmennesket kan blive fuldt ud dygtigt og udrustet til al god gerning.“ (2 Tim. 3:16, 17, NW) At Bibelen er en urokkelig grundvold for tro er rigeligt bevidnet af arkæologien, geologien, historien og Bibelens opfyldte profetier. The Bible and Archaeology siger: „Bibelen kan kun vinde ved den voksende kundskab.“ Det er umuligt at eje den tro der behager Gud uden at eje kundskab om hans ord. Det er umuligt at have sund tro uden nøjagtig kundskab. Hvis du gør dig flid for at opnå Guds godkendelse vil du studere Bibelen.
Den kristne kurs
16, 17. Hvad vil det sige at være en kristen i vor tid?
16 Af denne drøftelse ses det at en sand kristen ikke bare er en tilhænger af en af de religiøse organisationer der bekender sig til Kristi navn. Hvis han er en Jesu discipel har han lært af Jesus, og det vil igen sige at han tror på det som Jesus troede på og anerkender det som Jesus lærte. Han er ikke så kortsynet at han anser sine egne opfattelser for bedre end Bibelen, selv ikke i sådanne spørgsmål som han endnu ikke forstår, men som kristen godtager han Kristi lære og Kristus sagde: „Dit ord er sandhed.“ (Joh. 17:17) Han accepterer ikke alene hele Guds ord, men også det redskab eller den organisation Mesteren har udset til „at give dem deres mad i rette tid . . . Sandelig siger jeg Eder: han vil sætte ham over alt, hvad han ejer“. (Matt. 24:45-47) Gennem sin profet Esajas identificerer Gud denne trofaste tjener når han siger: „I er mine vidner, siger Jehova, og min tjener hvem jeg har udvalgt.“ (Es. 43:10, AS) De som genkender den rette Hyrdes, Kristi Jesu, røst slutter sig i større og større tal til den nye verdens samfund af Jehovas vidner.
17 En kristen følger i Kristi fodspor. Ikke alene er hans tro men også hans livsførelse anderledes end den øvrige verdens. „Derpå skal alle kende, at I er mine disciple, om I har indbyrdes kærlighed.“ (Joh. 13:35) Den præger deres familieliv, deres indbyrdes forhold og deres holdning over for dem de forkynder budskabet for. Den gør dem forskellige fra den gamle verden. Sande kristne er ikke „af verden“ og de bruger ikke deres tid, energi eller midler til at fremme dens beståen. De lader sig ikke indvikle i dens politiske, sociale og internationale konflikter. De søger „først Guds rige og hans retfærdighed“ da de ved at dette rige vil løse alle menneskehedens problemer. I efterligning af Kristi eksempel går de som vidner fra hus til hus overalt i verden og forkynder „den gode nyhed om Riget“. Ikke fordi det er en fornøjelig afveksling, skønt de høster uendelig stor glæde af deres tjeneste som ordets forkyndere, men fordi det allervigtigste i deres liv er at tjene Jehova Gud som hans indviede tjenere. De som hører til den gamle verden drives ikke af kærlighed til Gud og de længes ikke efter hans nye verden, men de modstår bittert dem som er talsmænd for den. Hermed opfylder de Jesu ord: „I skal blive hadet af alle folk for mit navns skyld.“ Og den inspirerede apostel Paulus tilføjede: „Sådan skal også alle de, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus, blive forfulgt.“ (Matt. 24:9; 2 Tim. 3:12) For deres trofaste kristne kurs vil de blive belønnet med et evigt liv i den nye verden, hvor de for stedse vil fryde sig over at gøre Guds vilje.