Hvad skal der til for at gøre dig lykkelig?
„Lykkelige er de som er sig deres åndelige behov bevidst.“ — Matt. 5:3, NW.
1, 2. Hvad er bestemmende for hvor meget der skal til for at gøre en skabning lykkelig?
HVAD skal der til for at gøre støv lykkeligt? Intet, for støv kan ikke føle noget. Men hvis Skaberen tager dette støv og skaber en levende organisme? Hvad skal der så til for at gøre den lykkelig? Det afhænger af hvilken organisme Gud har skabt af dette støv. Hvis han har dannet en encellet organisme kræves der ikke meget. Lidt ilt, lidt væde, lidt næring, og denne organismes behov er fuldstændig dækket.
2 Men hvis Jehova tager dette støv og skaber et menneske af det? Hvad skal der da til for at gøre det lykkeligt? Det vil kræve nogen luft, noget vand og nogen føde men meget mere end det. Mennesket er mere kompliceret end en encellet organisme og dets behov er langt større. Gud har skabt mennesket med en vis trang til forskellige ting, og denne trang må stilles hvis det skal være lykkeligt. Mennesket selv laver biler der kører på benzin som skal blandes med luft og antændes med en gnist. Sker det, spinder motoren som en veltilfreds kat, men kommer der vand i benzinen stønner motoren og går i stå. På samme måde har Gud skabt mennesket med visse behov der skal dækkes for at det kan leve lykkeligt. Dog kræver det mere end luft, vand og føde. Mennesket lever ikke af brød alene, og det er ikke nok at dets materielle behov bliver dækket.
3. Hvorfor er menneskets behov større end de andre jordiske skabningers?
3 Gud skabte ikke mennesket i nogen anden jordisk skabnings billede eller lighed. Det blev dannet efter et højere mønster: „Derpå sagde Gud: ’Lad os gøre mennesker i vort billede, så de ligner os, til at herske over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr på jorden og alt kryb, der kryber på jorden!’“ Mennesket blev skabt i Guds billede, hvilket vil sige at det blev givet de guddommelige egenskaber visdom, magt, retfærdighed og kærlighed. Derfor føler mennesket visse behov der overstiger de rent materielle fornødenheder som er tilstrækkelige til at tilfredsstille fisk, fugle, vilde dyr og husdyr. — 1 Mos. 1:26.
4. Hvoraf ses vor kundskabstørst, og hvordan bliver den bedst tilfredsstillet?
4 At Jehova gav mennesket visdommens egenskab vil ikke sige at det fra starten var fyldt med kundskab. Det vil sige at det fik en hjerne der tørstede efter kundskab og som var i stand til at tilegne sig kundskab. Hjernens kundskabstørst giver sig udslag lige fra fødselen, således som det ses af spædbarnets nysgerrige blik, dets trang til at gribe efter alt med sine små travle hænder og at undersøge det endnu nærmere ved at putte det i munden. Når barnet begynder at tale spørger det i én uendelighed til de voksnes forbløffelse, forlegenhed, fortvivlelse og udmattelse. Men denne spørgeild er kun et middel til at få den naturlige videbegærlighed og kundskabstørst tilfredsstillet. Denne søgen efter kundskab bør ikke kvæles hos de unge eller få lov at svækkes hos de ældre. Nerverne sender deres budskaber til hjernen og hjernen registrerer dem, bedømmer dem, bearbejder dem, lader tankerne kredse om dem, og drager slutninger. I stor udstrækning lever vi i en tankeverden, men disse tanker må komme et eller andet sted fra. Jo rigere vore tanker des rigere vort liv. De rigeste tanker er Jehovas tanker. Skal vi berige vort liv må vi grave den visdom op som er nedlagt i hans ord: „Hvis du vedbliver med at søge efter den som efter sølv, og du vedbliver med at søge efter den som efter skjulte skatte, da vil du forstå Jehovas frygt, og du vil finde selve kundskaben om Gud.“ — Ordsp. 2:4, 5, NW.
5. Hvordan kan menneskets egenskab, magt, bringe lykke?
5 Jehova skabte menneskene med et mål af magt; og med visdom til at lede deres hænders værk kan de udrette meget der skænker dem lykke og dyb tilfredshed. De kan plante blomster, dyrke korn, bygge huse og opfinde maskiner. De kan skrive digte eller male billeder eller komponere musik. Hvis deres visdom kommer fra Gud og de bruger deres magt i harmoni med Jehovas vilje vil de opnå den „Guds fred, som overgår al forstand“. Men menneskene kan også misbruge deres visdom og magt, og gør de det vil deres evne til at øve ondt være stor. — Fil. 4:7.
6. Hvorfor spiller retfærdighedens egenskab en rolle for vor lykke?
6 For at hindre dette fik menneskene en anden guddommelig egenskab, nemlig retfærdighed. Mennesket er en med moral udstyret skabning der har evne til at skelne mellem ret og uret, og når retfærdighedssansen bliver trådt under fode af det onde, rammes samvittigheden og skriger gevalt. Selv om fremturen i uret færd forhærder samvittigheden og bringer den til tavshed vil en indre skyldfølelse volde kval og uro og måske medføre psykosomatiske sygdomme. Menneskets moralske sans er så indgroet at selv kroniske syndere søger at retfærdiggøre deres onde gerninger som var de gode. Herom skriver Esajas: „Ve dem, der kalder ondt for godt og godt for ondt, gør mørke til lys og lys til mørke, gør beskt til sødt og sødt til beskt!“ De kan skjule deres ugerning for øjet men ikke for sindet, og skal de opnå sand lykke og tilfredshed kan de ikke ignorere denne bibelske sandhed: „Bedre er lidet med retfærd end megen vinding med uret.“ — Es. 5:20; Ordsp. 16:8.
7. Hvorfor er kærlighedens egenskab så betydningsfuld?
7 Men den egenskab der til fuldkommenhed vil lade evner og anlæg udfolde sig i det rette forhold til hinanden er kærlighed. Den bringer den rette ligevægt mellem alle vore egenskaber. Dens rækkevidde og betydning sammenfattes i disse få ord: „Gud er kærlighed.“ Kærlighed er ikke passiv, men aktiv, og den giver sig udslag i handlinger der behager og hjælper den man elsker. Fordi vi elsker os selv, passer vi på os selv, drager omsorg for os selv, skaffer os hvad vi har behov, og beskytter os selv. Vi bør elske andre som vi elsker os selv og have deres velfærd for øje. Den kærlighed vi viser andre, får dem til at vise os kærlighed, og det er nødvendigt for os både at elske og at blive elsket hvis vi skal være lykkelige. Hvis vi ikke viser andre kærlighed bliver vi selvoptagne. Hvis vi ikke lader andre elske os, bliver vi nedtrykte og trækker os ind i en skal som en snegl i sit hus, eller vi bliver bitre og oprørske og styrter os ud i forsyndelser. Der er ingen lykke uden kærlighed. — 1 Joh. 4:8.
8, 9. Hvilken naturlig trang er nedlagt i menneskene, og hvordan kan den blive stillet?
8 Vi har brug for at elske Jehova, brug for at kende og tilbede ham hvis vi skal føle os trygge. Vi blev skabt med trangen til at gøre dette. Bladet Woman’s Home Companion for april 1954 bragte artiklen „Vi er født til at tro“. Den havde følgende undertitel: „Vi føler alle en trang til Gud, og den er lige så stærk som sult og seksualdrift, siger en ny og dristig skole på det psykiatriske område.“ Denne artikel, der er skrevet af en læge, siger endvidere: „Hvis mænd og kvinder vil anerkende deres behov for at tro på Gud og på at livet har en mening ud over deres personlige lyster, vil de opnå lykke og fred i sindet, siger denne nye skole. . . . Mænd og kvinder drives ikke alene af seksualdrift og ærgerrighed men også af et krævende behov for Gud. De må overvinde den moderne tilbøjelighed til at betragte religion og Gud som noget der ikke er behov for og til at mene at det er naivt at søge efter den åndelige side ved livet.“
9 Det er i virkeligheden denne trang til at tilbede en højere magt der er årsag til de mange religioners opståen, selv blandt de vilde stammer. Trangen hos menneskene er til stede og de søger at tilfredsstille den. Når folk er overladt til sig selv og deres egne opfattelser eller til blinde ledere, tilfredsstiller de denne trang på den forkerte måde, ved at antage falsk religion, måske ved at tilbede billeder eller henvende sig til spiritistiske medier eller ved at lade sig lede af stjernerne på himmelen. I vor moderne tid har denne trang til at tilbede Jehova udartet til forgudelse af filmsstjerner, sportshelte, politikere eller videnskabsmænd. Mange gør penge til deres gud; deres religion er en idelig stræben efter fornøjelser. Men ingen af disse erstatninger slukker vor iboende tørst efter Gud. Kun ved at bruge vore forstandsevner til at lære Guds befalinger at kende og forstå og praktisere hans principper kan vi på rette måde tilfredsstille denne trang og vise Gud vor kærlighed, for „dette er kærlighed til Gud, at vi holder hans bud“. Hvis vi undlader at dække dette behov erfarer vi ikke den fuldkomne lykke, for Jesus talte sandt da han sagde: „Lykkelige er de som er sig deres åndelige behov bevidst.“ — 1 Joh. 5:3; Matt. 5:3, NW.
Hvad er materialisme?
10. Hvad er materialisme?
10 Materialisme er vort åndelige behovs store fjende. Hvad mener vi med materialisme? Ikke føde og klæder og husly. „Jeres himmelske Fader ved, at I trænger til alt dette,“ sagde Jesus. Det er ikke materialisme at sørge for god mad, pæne klæder og et hyggeligt hjem. Det er ikke nødvendigvis materialisme at have et fjernsynsapparat, en god bil eller en bankkonto. Men hvis vi nærer kærlighed til mad i en sådan grad at det gør os til frådsere, eller vor kærlighed til klæder gør os forfængelige, eller kærlighed til vort hjem gør os stolte; hvis vi har en svaghed for at se fjernsyn så at det stjæler vor tid, eller vort ønske om at eje en flot bil bunder i pral, eller vor kærlighed til penge gør os gerrige, er vi faldet i materialismens kløer. Det materielle har sin berettigelse, men når det bliver til en „isme“ for os er der noget galt fat. Ifølge Websters ordbog betyder „isme“ „en karakteristisk doktrin eller sædvane, et karakteristisk ideal eller system; som regel i nedsættende betydning“. Når materielle goder bliver vort hovedmål eller vort ideal og opnåelsen af dem bliver os en doktrin der bestemmer vort liv, så praktiserer vi materialisme. — Matt. 6:32.
11. Hvilken skade kan det gøre at eje for lidt?
11 Da vi har en iboende trang til både det materielle og det åndelige må vi finde den rette balance. For mange eller for få materielle goder kan gøre åndelig skade: „Giv mig hverken armod eller rigdom, men lad mig nyde mit tilmålte brød, at jeg ikke skal blive for mæt og fornægte og sige: ’Hvo er HERREN [Jehova]?’ eller blive for fattig og stjæle og volde min Guds navn men.“ Nogle religioner gør fattigdom til en dyd, men selvpålagte fysiske kvaler er bedrag og blændværk: „Thi alt sådant har vel med sin selvgjorte gudsdyrkelse og ’ydmyghed’ og skånselsløshed mod legemet ry for visdom, men der er ikke nogen ære ved det; det tjener kun til tilfredsstillelse af den syndige menneskenatur.“ Hvis det materielle behov ikke bliver dækket avler det smerte, der igen er en spire til bitterhed og voksende fjendskab, og resultatet er at Jehova bliver beskyldt for vanskelighederne og forbandet for veerne, og at den nødstedte giver sig til at stjæle for at stille sin trang. Materielle savn kan føre til åndelig fattigdom. — Ordsp. 30:8, 9; Kol. 2:23.
12. Hvilken skade kan det gøre at eje for meget?
12 Men overflod kan kvæle de åndelige interesser, ja endog fortrænge Jehova fra et menneskes hjerte og i stedet give en falsk gud pladsen: „De ender i fortabelse, bugen er deres gud, og de sætter en ære i deres skam, jordbundne som de er af sind.“ For sådanne er kødet deres gud og materialismen deres trosbekendelse. De forguder sig selv og gør sig således skyldige i afgudsdyrkelse, for Paulus talte om „havesygen, som jo er afgudsdyrkelse“, og om en „havesyg — det er det samme som en afgudsdyrker“. Vi kan således have for mange materielle goder og begynde at føle os uafhængige endog af Jehova og tro at vi ikke har brug for ham. Vi undlader måske at anerkende ham som den der drager omsorg for os og spørger i samme ånd som fortidens farao: „Hvem er Jehova?“ Skulle det ske, hvilken skændsel ville ikke nydelsen af vore materielle goder blive! — Fil. 3:19; Kol. 3:5; Ef. 5:5.
13. Hvad advarede Jehova Israel om med henblik på materialisme?
13 Jehova advarede Israel om at materiel rigdom kunne gøre dem åndeligt blinde: „Men når du spiser dig mæt, skal du love HERREN [Jehova] din Gud for det herlige land han gav dig. Vogt dig for at glemme [Jehova] din Gud, så du ikke holder hans bud, lovbud og anordninger, som jeg i dag pålægger dig. Når du da spiser dig mæt og bygger gode huse og bor i dem, og dit hornkvæg og småkvæg øges, og dit sølv og guld øges, og alt, hvad du ejer, øges, lad så ikke dit hjerte blive hovmodigt, så du glemmer [Jehova] din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af trællehuset. . . . Og sig ikke ved dig selv: ’Det er min egen kraft og min egen hånds styrke, der har skaffet mig den rigdom.’ Men kom [Jehova] din Gud i hu; thi ham er det, der giver dig kraft til at vinde dig rigdom.“ I poetiske vendinger blev Moses brugt til at advare Israel da han henvendte sig til dette folk og tiltalte det med ærestitlen Jesjurun: „Men da Jesjurun blev fed, slog han bagud, du blev fed, du blev tyk, du blev mæsket; da forskød han Gud, sin Skaber, lod hånt om sin frelses klippe.“ — 5 Mos. 8:10-14, 17, 18; 32:15.
Pengekløe
14, 15. Hvilket falsk ræsonnement fremfører nogle som en begrundelse for at gøre penge til en gud, og hvad er den virkelige grund?
14 Hvorfor gør mennesker penge til en gud? De som træller for rigdom benægter at den er deres gud. De siger at man må have penge for at kunne leve. Det koster penge at spise, købe klæder og have et hjem. Det er sandt og det er også en grund til at vi må tjene penge; men de som tilbeder penge lader sig ikke nøje med det. Hvis penge ikke er andet end et middel til at skaffe sig det nødvendige til livets ophold og noget til lidt adspredelse, så skulle det være sådan at jo flere penge du tjente des bedre blev dette behov dækket og des færre penge ville du efterhånden få brug for. Men hvor mange mennesker tænker sådan? For nogle få år siden foretog eksperter på det sociale område et rundspørge blandt amerikanere i alle forskellige indtægtsklasser. Disse blev spurgt om de var tilfredse med det de tjente. De fleste var utilfredse med deres indtægter. De som tjente $5000 om året ønskede at tjene $10.000; de som tjente $10.000 ønskede $20.000, de som tjente 820.000 ønskede $50.000. Selv de som tjente millioner ønskede flere millioner. Interviewernes rapport lød: „Den almindelige regel er, at jo flere penge et menneske har des flere ønsker det.“
15 Penge er blevet et symbol på succes. Man mener at penge bringer sikkerhed, anerkendelse, prestige, venner og kærlighed. Det er alt sammen menneskelige behov, men de dækkes kun delvis og utilstrækkeligt ved erhvervelsen af penge. Hvis det er på grund af vore penge at vi opnår sikkerhed og anerkendelse, vil det være forbi med begge dele den dag vi ingen penge har. Hvis vi har venner fordi vi har penge, hvis vi bliver elsket for vore penges skyld, vil vore venner og de der elsker os forsvinde den dag vore penge forsvinder. Vi ønsker at blive elsket for det vi er, ikke for det vi ejer. Penge er ikke den mad der kan mætte denne trang hos mennesket; så uanset hvor meget vi stopper den med penge vil den aldrig blive stillet tilfreds. Bibelen fremholdt denne sandhed for tre tusind år siden: „Den, der elsker sølv, mættes aldrig af sølv, og den, der elsker rigdom, mættes aldrig af vinding. Også det er tomhed.“ — Præd. 5:9.
16. Hvorfor finder de som plages af materialisme hverken rist eller ro?
16 At jage efter lykken ved at jage efter penge er som at jage efter regnbuen og grave efter det guld der ifølge et gammelt ord skulle ligge ved dens ender: man finder den aldrig. Men de bedragne ophører ikke med at jage efter materialismens regnbue for de forstår ikke at det behov som de tror penge vil kunne dække, overhovedet ikke lader sig dække af penge. Det samfundet ser op til, vil samfundets enkelte medlemmer også stræbe efter, og eftersom der bliver set op til penge i dette materialistiske århundrede, er der så mange der har gjort penge til deres mål. De bedømmer en mand på grundlag af hans midler. De ser en ny bil, ønsker den og køber den. Mens de betaler af på den ser de et nyt hus de gerne vil have. De køber det men betaler det over en årrække. De er stadig ikke tilfredse men ser nye møbler som de også må have, og de køber dem efter systemet „brug dem mens De betaler for dem“. Men nu er der gået et år og de nye bilmodeller kommer frem på markedet. Sådan en må de have. Den kører ikke bedre end den gamle. Forskellen eksisterer kun i mandens fantasi, ikke under bilens karosseri. Men de må have det nyeste, det sidste, det bedste, og så snart de får det, kommer de straks i tanker om noget andet de gerne vil have, og deres liv bliver én sølle jagen rundt i materialismens cirkler. De bliver grebet af verdslighedens malstrøm: „Kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods.“ — 1 Joh. 2:16.
17. Hvilken sygdom lider mange af og hvad kan den føre til?
17 Sådanne mennesker lider af pengekløe. Jo mere de klør sig des mere irriterer det, og jo mere det irriterer des mere klør de sig. Hænder der klør bliver ikke kureret ved at man klør dem, men kløen bliver heftigere. Kun hvis man holder op med at klø dem vil kløen fortage sig. Men de har penge på hjernen og kærlighed til dem i deres hjerte, og her har vi sygdommens rod. Det er ikke pengene, men kærligheden til penge; ikke fornøjelserne, men kærligheden til fornøjelser; ikke huset, møblerne eller bilen, men kærligheden til huset, møblerne eller bilen. Det er denne kærlighed til det materielle der fortrænger det åndelige fra deres sind og hjerte. Den fylder deres liv og tærer på deres kraft til de hverken har tid eller kraft til at dække deres åndelige behov. Det er denne kærlighed til penge der bliver manges ruin og undergang: „Thi vi har ikke bragt noget med ind i verden og kan heller ikke bringe noget ud fra den. Når vi har føde og klæder, skal vi lade os nøje med det. Men de, som vil være rige, falder i fristelser og snarer og mange uforstandige og skadelige begæringer, som styrter mennesker i undergang og fortabelse; thi kærlighed til penge er en rod til alt ondt; drevet af den er nogle faret vild fra troen og har voldt sig selv megen bitter smerte.“ — 1 Tim. 6:7-10.
Giv ånden råderum
18. Hvilke skriftsteder viser den kamp der står mellem kødet og ånden? Hvad medfører det at pleje kødet? Og at pleje ånden?
18 Apostelen Paulus lod sig ikke narre af sit faldne kød: „I ved, at i mig, det vil sige: i mit kød, bor der intet godt; thi viljen har jeg vel, men at udføre det gode formår jeg ikke; thi det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Thi i mit indre menneske glæder jeg mig over Guds lov; men i mine lemmer ser jeg en anden lov, som ligger i strid med loven i mit sind og tager mig til fange under syndens lov, som er i mine lemmer.“ Kødet vil sige den faldne menneskeskabning med dens syndige tilbøjeligheder, lyster, indskydelser og ønsker. Dette kød er solgt til synden som syndens træl; med synden som herre drives det imod Guds åndelige lov der kommer ind i vort sind ved studiet af Jehovas ord. Det syndige kød modstår ånden og får os til at gøre det vi gerne ville undgå: „Thi kødet begærer imod Ånden og Ånden imod kødet; de to ligger nemlig i strid med hinanden, så I ikke kan gøre det, som I gerne vil.“ Hvis vor ånd eller indstilling er i harmoni med Jehovas ånd og hans ord vil den lede os ad den rette vej, og ånden skal vinde over vort genstridige kød såfremt vi vil leve og ikke dø. „For de som samstemmer med kødet fæster deres sind ved det kødelige, men de som lever efter ånden ved det åndelige. Pleje af kødet betyder nemlig død, men pleje af ånden betyder liv og fred.“ (NW) — Rom. 7:18, 19, 22, 23; Gal. 5:17; Rom. 8:5, 6.
19. Hvad skal man indbefatte når man beregner materialismens samlede omkostninger?
19 Ved hjælp af Jehovas ånd og ved at bevare vor egen ånd i harmoni med hans kan vi overvinde det faldne kød. Men det betyder at vi må give det åndelige råderum. At stræbe efter materielle goder, der i sig selv ikke er skadelige, kan føre til vor undergang hvis det sluger al vor tid. Hvis du ikke kan dreje af for fjernsynet når du burde, vil det komme til at koste dig mere end selve anskaffelsessummen. Det koster dig din tid. Det kan koste dig overværelsen af møderne eller dine genbesøg eller bibelstudier., For din dyre bil eller dit smukke hjem kan du komme til at betale med den forret det er at undervise en anden i sandheden og oplære vedkommende i tjenesten for Jehova. Beregn materialismens samlede omkostninger. Beregn mere end lige de kroner og ører der står på prislisten. Beregn hvad det koster i åndelige afsavn. Der var intet forkert ved den rige unge mands meget gods, men det hindrede ham i at følge Jesus, og deri lå fejlen. Der var intet forkert i at bese sine nye okser, eller som nygift at være sammen med sin hustru, eller at se på en nylig anskaffet ejendom; men hvis sådanne uskadelige ting afholder dig fra at tjene Jehova bliver de skadelige. De kan blive dig som tidsler der kvæler det gode: „Anderledes med dem, som blev sået blandt tidsler; det er dem, som har hørt ordet, men timelige bekymringer og rigdommens bedrag og alskens andre begæringer kommer ind og kvæler ordet, så det bliver uden frugt.“ — Mark. 4:18, 19.
20. Hvad burde de som har svært ved at lade materialisme fare, tænke over? Og hvad sagde Paulus om dette spørgsmål?
20 Ryk materialismen op med rode så der bliver groplads til ånden. „Udsluk ikke Ånden,“ advarer Paulus. Ild skal have luft; hvis man dynger for meget over den, slukkes den. Sluk ikke åndens flamme med en bunke timelige bekymringer og materielle ejendele. Med begrænset tid og energi kan du ikke tjene „både Gud og mammon“. Hvad vælger du? Er det svært for dig at lade materialismen fare? Så tænk over følgende. Du har påbegyndt bibelstudier med en og anden, men de holdt op da de opdagede at der fulgte en tjeneste med. Du vidste at de handlede galt, at de ikke burde have bekymret sig om det, for med tiden ville de have lært mere og være blevet stærkere og optændt af ønsket om at forkynde. De kunne se hvad de måtte give afkald på, men var for nye til at forstå og påskønne alt det de ville vinde. Sådan går det også nogle af vidnerne i henseende til materialisme. De bliver klar over hvad de må give afkald på, men de påskønner ikke hvad de vil kunne vinde i åndelig henseende. Men de kan trygt stole på Paulus’ ord, for han blev inspireret til at skrive: „Ja, jeg regner i sandhed alt for tab i sammenligning med det langt højere at kende Kristus Jesus, min Herre. For hans skyld har jeg lidt tab på alt og regner det for skarn, for at jeg kan få Kristus i eje.“ Se derfor ud over tabet af materielle goder og hæft blikket ved den åndelige vinding der gør tabet til intet. — 1 Tess. 5:19; Matt. 6:24; Fil. 3:8.
21. Hvordan søger nogle at retfærdiggøre deres materialisme? Hvordan præges de af den?
21 Materialismen sætter sit præg på et menneske. Læg mærke til det menneske der lader sig drage af det materielle. Han er nu mere optaget af sine klæder, sin bolig, sin bil og sine adspredelser. Han vil måske hævde at hans stilling kræver det, at verden venter det af ham. Men bi lidt: skal han være bedre stillet end Jesus var det dengang han var her på jorden? Lod Jesus verden med dens materialistiske syn på tingene være bestemmende for sin færd? Red han på de fineste heste eller hvilede han ud i luksuriøse omgivelser? Nej han fordømte materialismen både i ord og i handling. Han efterlod et eksempel på ydmyghed da han vaskede sine disciples fødder. Fremfor at skilte med sin stilling følte han at lige det modsatte var påkrævet. Han var interesseret i åndelig styrke, ikke i pragt og pral. Men mærk dig manden der lader materialismen få overhånd. Er hans kommentarer lige så gode, hans foredrag lige så opbyggende, hans tale lige så åndsbetonet som før? Hvis ikke, stikker materialismen sit hoved frem hvad enten han selv kan se det eller ej. Hans brødre kan se det, og Gud kan naturligvis også: „Far ikke vild, Gud lader sig ikke spotte! thi hvad et menneske sår, det skal han også høste. Thi den, der sår i sit kød, skal høste fordærvelse af kødet, men den, der sår i Ånden, skal høste evigt liv af Ånden. Når vi gør det rette, da lad os ikke blive trætte, thi vi skal høste til sin tid, såfremt vi ikke giver tabt.“ — Gal. 6:7-9.
22. Hvad er et af materialismens store onder, og hvad kan dette onde koste dig?
22 Jesus sagde: „Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv.“ Et af materialismens store onder er at dens ofre ikke nægter sig selv noget. Uset, som husbukken i træværket, opæder den ens styrke og viljekraft. At give efter for kødet slapper moralen og berøver os den åndens frugt som kaldes selvbeherskelse. Vi burde daglig opøve evnen til at sige nej til os selv i småting, for uden denne daglige opøvelse af vor viljestyrke vil vi efterhånden miste den. Ved at nægte os selv småting udvikler vi styrke til at sige nej til os selv når de store melder sig. Er vi trofaste i det små, vil vi også være trofaste i det store. Kommer vi til kort i de små ting, danner vi et mønster for vor handlemåde i det store. Kan du ikke nægte dig selv noget, kan det komme til at koste dig livet: „Hvad gavner det et menneske, om han vinder den hele verden, men må bøde med sin sjæl?“ Tab ikke besindelsen i dine bestræbelser for at komme frem. Du kan ikke vandre med Gud og jage af sted med verden. Penge er en af denne moderne verdens guder og penge taler til materialistiske mennesker. De er døve når Jehova taler, men spidser øren når penge taler. De kan høre penge hviske i kælderen, men de kan ikke høre forkyndelsen fra hustagene. Penge har ingen stemme, men de kan snakke deres tilhørere fra fornuft, fra selve livet, ja de kan snakke dem ihjel. Vi gør klogt i at lytte til himlene der uden ord forkynder Jehovas ære. — Mark. 8:34, 36; Sl. 19:2-5.
23. Hvorfor bør vi opelske en enkel smag, og hvordan opøvede Paulus sig?
23 Skal vi være lykkelige må vi have vore fornødenheder dækket. For at få dem dækket bør vi lade vore fornødenheder være få og enkle. Gør ikke din lykke afhængig af det du ejer. Meget som vi tror er en fornødenhed, er det i virkeligheden slet ikke. Et menneske kan få hang til et narkotisk middel og denne vane er svær at bryde med, men den kan overvindes og narkomanen atter blive fri for sin trang. Opelsker vi materialisme vil vore fornødenheder vokse os over hovedet. „Slid dig ikke op for at vinde dig rigdom, brug ej din forstand dertil!“ Opelsk en enkel smag der ikke trælbinder dig. Paulus opøvede sig selv til at være tilfreds under alle forhold: „Jeg har lært at nøjes med det, jeg har. Jeg ved, hvad det er at have trange kår, og jeg ved, hvad det er at have overflod; i alt og i alle ting er jeg indviet, både i at være mæt og i at sulte, både i at have overflod og i at lide mangel.“ Et afsavn gjorde ham ikke bitter og overflod fik ham ikke til at styrte ned i materialismens faldgrube. Han fulgte sit eget råd: „Hold jeres færd fri for kærlighed til penge, nøjes med det, I har.“ Paulus var tilfreds, hvad enten han havde lidt eller meget i øjeblikket. Hans materielle behov var ganske enkle, hans åndelige rigdomme store. — Ordsp. 23:4; Fil. 4:11, 12; Hebr. 13:5.
24. Hvilke mangfoldige ting kan vi glædes over, og hvad er noget af det vigtigste der skal til for at gøre os lykkelige?
24 For at være lykkelig bør du huske på at Gud skabte dig af jorden og til at leve på jorden. De sande glæder er dem Gud har skænket: Den natsorte hvælving med dens myriader af strålende stjerner, solens varme, den kølige brise, blomsternes duft, dyrenes ynde, fuglenes kvidren, de bugtende landskaber, de stejle klipper, den brusende flod og den dovne å, de frodige enge og de tætte skove, den glitrende sne i solen og regndråbernes melodi på et tag, græshoppens sang og frøens kvækken i dammen, fiskenes leg i vandet og vandspejlets ringe der spiller i månelyset. Større glæde kan endog høstes af samværet med andre, for mennesket er skabt med en trang til at være sammen med andre. En venlig tanke, et opmuntrende klap, et blidt kærtegn, et mildt ord, et varmt smil eller en kærlig handling, barnets latter under legen og den spædes klukleen i vuggen, den gråhåredes værdighed og livsvisdom — alt dette mætter sindet. Hvad vi er, det betyder noget; hvad vi synes at være, betyder intet. Det er den kærlighed vi føler, ikke vor sociale stilling. Det er hvad vi kan give, ikke hvad vi kan opnå. Det er den skat vi har i himmelen, ikke det guld vi har samlet på jorden. Det er tilfredshed med lidt og ikke bekymring over meget. At lære Guds tanker der kan gøre os vise, at bruge denne visdom til at forvalte vore kræfter og evner, at følge hans principper så vi handler retfærdigt, og at efterligne ham i en kærlig færd, det vil opfylde vore behov og stille den trang Gud har nedlagt i os. Alt dette skal der til for at vi kan være lykkelige.