Hvem er Gud?
Hvilken af de mange guder der har eksisteret og stadig eksisterer er den sande? Hvordan har han over for al skabningen bevist at han er Gud?
NÆSTEN alt hvad mennesket kender har på et eller andet tidspunkt været tilbedt som en gud eller gudinde. Solen, månen, stjernerne og planeterne har alle været genstand for tilbedelse i umindelige tider. Planter og dyr, insekter og krybdyr, levende såvel som livløse skabninger, har alle været at finde i gudernes rækker. Moskitoer, fluer, aber, orner, brilleslanger og køer, træer og floder, tælles stadig blandt de fremtrædende guder i dag. Der synes ikke at være nogen ende på den række af guder der kan opstilles.
Nogle mennesker tilbad én Gud og havde ingen gudebilleder, andre tilbad millioner af guder og havde lige så mange gudebilleder. Kong Salomon tilbad Astarte, fønikernes gudinde, og Milkom, ammonitternes væmmelige gud. Nogle af Jerusalems kvinder tilbad Tammuz. Kong Akab og dronning Jesabel tilbad Ba’al. Kong Jeroboam fik folket til at bøje sig for guldkalve. Israelitterne lod endog deres sønner og døtre gå igennem ilden til ære for guden Molok. Babylon og Ægypten havde deres mange guder; Assyrien og Persien, Grækenland og Rom dyrkede deres guder, alle med forskellige navne.
Vor moderne verden har sine guder. For eksempel tilbeder den katolske kirke en treenig gud, en navnløs gud, der kun benævnes ved titler som „Herre“, „Gud“, „Fader“, o.s.v. Katolikkerne betragter ham både som en kærlig og en hævngerrig gud, der velsigner de gode med himmelsk salighed, lutrer i en brændende skærsild dem der forser sig, og straffer de onde i al evighed med ulidelig pine i helvedes ild. Mange protestantiske sekter tilbeder sammen med den katolske kirke denne navnløse, treenige gud.
Stik herimod hævder christian-scientister: „Gud er den guddommelige tanke, sjæl og ånd. Han er livet, sandheden og kærligheden. Han er almægtig, alvidende og allestedsnærværende; den eneste skaber, førsteårsagen, den der er alt i alle.“
Østens religioner har mange guder. Alene Indiens guder og gudinder er vokset så kolossalt i tal at der i dag findes omkring 330.000.000, og de bliver tilbedt i tusinder af templer, i mange tilfælde ved hjælp af billeder og ceremonier der chokerer mennesker med almindelig anstændighedsfølelse.
Dog hævder kristne kun at tilbede én Gud, således som apostelen Paulus erklærede over for korinterne: „Thi selv om der også er såkaldte guder, enten det nu er i himmelen eller på jorden — sådan som der jo er mange ’guder’ og mange ’herrer’ — så er der for os dog kun én Gud, Faderen, fra hvem alt er, og til hvem vi er skabt, og én Herre, Jesus Kristus, ved hvem alt er, og ved hvem vi er skabt.“ — 1 Kor. 8:5, 6.
Vi nærer ingen tvivl om at han er Jesu Kristi Gud, den Gud der oprejste Jesus fra de døde; den trofaste Abrahams, Isaks og Jakobs, Israels stamfædres Gud; Samuels, Elias’, Esajas’, Jeremias’ og de andre trofaste profeters Gud; den Gud som Moses troede på, David ærede og Noa tjente; Bibelens Gud hvis navn er Jehova. „Jeg er Jehova. Det er mit navn; jeg giver ikke nogen anden min egen ære, ej heller udskårne billeder min pris.“ Dette navn forekommer mere end 6823 gange i Bibelens hebraiske tekst. Om ham skrev profeten Moses: „Fra evighed til evighed er du, o Gud!“ — Es. 42:8, NW; Sl. 90:2.
Falske guder viser sig
Noa overlevede Vandfloden fordi han tilbad den sande Gud Jehova. Han overleverede tilbedelsen af den levende Gud til sine sønner, men kort tid efter Vandfloden udartede den sande tilbedelse til falsk tilbedelse af mange guder. Tilbedelsen af Jehova blev ignoreret af dem som begyndte at tilbede naturen og naturkræfterne. Som apostelen Paulus forklarede: Menneskene „ombyttede Guds sandhed med løgnen, ærede og dyrkede skabningen fremfor skaberen, han, som er højlovet i evighed! Amen“. — Rom. 1:23, 25.
I Ur i Kaldæa, det land hvor Abram blev født, tilbad folk stjerneguder, fordi deres ledere var store astrologer. Deres guder, Assur og Kisjar, var deres egne hænders værk. Kaldæerne lavede også guderne Anu, Bel og Ea. Jehova viste at han var alle kaldæernes guder langt overlegen da han gjorde kaldæernes forsøg på at bygge Babelstårnet til intet ved at forvirre folkenes tungemål. — 1 Mos. 11:5-9.
Da Abrahams efterkommere rejste ned til Ægypten kom de i berøring med en mængde forskellige guder. Ifølge Wilkinson havde Ægypten mange guder, hvoraf de vigtigste var Neph, Amon, Ptah, Khem, Sathis, Mut og Bastet. Også Ra og Seb hørte til de fornemste ægyptiske guddomme. Ægypterne troede at det var Neph der havde fået solen og månen til at rotere. Ptah blev dyrket som skaberen. Khem var landbrugets gud. Ra blev tilbedt som solgud, og hans søn Seb repræsenterede tiden. De gamle ægyptere dyrkede også en treenighed der udgjordes af Osiris, Isis og Horus, nemlig fader, moder og søn. Denne treenighed er nøjagtig den samme som den der tilbedes i kristenheden. Den er gået i arv fra det gamle Ægypten og Babylon.
Jehova hævdede sin overhøjhed over alle Ægyptens guder da han bragte skam over dem med de ti plager og ødelagde de ægyptiske styrker i Det røde Hav. Efter sejren ved Det røde Hav sang israelitterne til Jehovas pris: „Han er min Gud, og jeg vil prise ham, min faders Gud, og jeg vil ophøje ham. HERREN [Jehova] er en krigshelt, [Jehova] er hans navn! . . . Hvo er som du blandt guder, [Jehova]?“ Der er ingen. — 2 Mos. 15:2, 3, 11.
Ba’al eller Bel var de gamle babylonieres store gud. Han var også assyrernes, fønikernes og kartagernes gud. Endog israelitterne kom på afveje og begyndte at tilbede Ba’al. Han var en grusom gud. For at formilde ham blev små børn bragt som ofre til ham. Ba’alspræsterne snittede sig med knive så blodet flød i stride strømme. Der blev også ofret dyr i store mængder til ham. I Babylon tjente en tolv meter høj statue af guld som tempel for Ba’al. Jehova viste at hans mægtige styrke ikke tålte nogen sammenligning med Ba’als da han lod Ba’alsprofeterne dræbe på Elias’ tid. På et senere tidspunkt da babylonierne begyndte at dyrke Merodak som gud, blev kong Nebukadnezar tvunget til at anerkende Jehova som den sande Gud; han sagde til profeten Daniel: „I sandhed, Eders Gud er gudernes Gud og kongernes herre.“ — Dan. 2:47.
Alle assyrernes guder tilsammen kunne intet stille op mod Jehova da han slog deres hære på flugt og tilintetgjorde 185.000 af kong Sankeribs soldater på én nat. Nisrok, den assyriske konges gud, kunne ikke engang forhindre at kongen blev snigmyrdet af sine egne sønner. — Es. 37:36-38.
Mederne, perserne, grækerne og romerne
Da mederne og perserne fik verdensherredømmet viste der sig nye guder. Den persiske gud Ormazd blev tilbedt som den højeste gud. Han blev ofte afbildet som en majestætisk mand siddende på en tyr, det persiske symbol på skabelse. Mithra, gud-mellemmanden symboliseret ved solen, og Ahriman, mørkets fyrste, dannede sammen med Ormazd den persiske treenighed. Man udførte store ceremonier til ære for Mithra på hans fødselsdag, den 25. december, kristenhedens juledag.
Til trods for Persiens mange guder kom kong Darius til at anerkende Daniels Gud Jehova som den sande Gud. Darius udstedte et dekret hvori det hed: „Hermed byder jeg, at man, så vidt mit rige strækker sig, skal frygte og bæve for Daniels Gud. Thi han er den levende Gud og bliver i evighed; hans rige kan ikke forgå, og hans herredømme er uden ende.“ Daniels Gud var Jehova, det trofaste Israels Gud. — Dan. 6:27.
De gamle grækere overgik alle andre nationer med hensyn til den mængde guder de udtænkte og tilbad. Nogle hævder at der på et vist tidspunkt var 30.000 guder af forskellig rang på Olympen i Grækenland. De græske guder var personificeringer af naturkræfterne. Men lidt efter lidt lod grækerne dem udvikle sig til at repræsentere menneskelige egenskaber og lidenskaber. De græske guder blev helte og heltinder, fulde af livsglæde, som oplevede eventyr, førte krig og elskede ligesom menneskene. Rom antog senere de græske guder, men gav dem andre navne.
Saturnus blev tilbedt som den der havde bragt en gylden tidsalder til Rom. En gang om året blev der holdt en højtid til hans ære; den hed saturnalierne og varede i syv dage. Historikerne fortæller os at kristenheden har fået sin jul fra denne hedenske højtid, der blev holdt i december.
Jehova gjorde de græske og romerske guder til skamme da han oprejste sin enbårne søn, Kristus Jesus, fra dødstilstanden til livet. Jesus Kristus var den som de romerske soldater havde hængt på en pæl og forhånet.
Indiens og Kinas guder
Indiens guder var for det meste abstrakter. De gamle hinduer havde mange guder. Indra blev anset for at være den største af alle guder. Hans tilbedere påstod at han havde slået dæmonguden Vritra ihjel og således bevist at han var gudernes overmand. Yama blev dyrket som dødens gud og omtales som grundlæggeren af paradiset og herskeren i den gyldne tidsalder i det hinsides.
I den senere Hindu-mytologi er Brahma den højeste guddom. Hinduernes treenighed består af Brahma, Skaberen, Vishnu, Bevareren, og Siva, Ødelæggeren. Tilsammen danner disse tre den ene gud Brahm. Brahma er hinduernes øverste gud, men i realiteten tilbedes han kun lidt; det siges at der i hele Indien kun findes to templer som er indviet til ham. Vishnu, den anden person i hinduernes treenighed, er genstand for millioner af menneskers tilbedelse. Siva, treenighedens tredje person, bliver afbildet med et reb til at kvæle misdædere med, og med en halskæde af hjerneskaller, øreringe af slanger og med den hellige flod Ganges over hovedet. Der er rejst adskillige templer hvori han æres og tilbedes. I Indien regner man også køer, aber, slanger og orner for hellige.
Det fortælles at der i det gamle Kina kun var få guder; men efterhånden fik kineseren en særlig gud for næsten hver eneste ting i livet. Shang-ti blev tilbedt som den store førsteårsag. Nye kejsere ofrede afgrøden fra et vist stykke jord til Shang-ti. Når herskerne undlod at følge denne skik troede man at forskellige ulykker ville ramme dem og deres land.
Kineseren dyrkede andre guder. Hwa-Kwang, ildens og varmens gud, afbildedes med tre øjne. Hans tilbedere påstår at han kan se tusind kilometer, selv i mørke. Købmænd anråber ham om beskyttelse mod røvere og voldsmænd. To-ti er jordens gud, og han giver held i forretning. Tigerguden og ildguden er to meget populære kinesiske guddomme. Disse og de fleste andre kinesiske guder er hæslige og groteske.
Shintoismen, som er den almindelige religion i Japan, har sine guder og gudinder, hellige symboler og legender. Den japanske helvedesgud er kolossalt stor, omkring nitten meter fra top til tå.
Teutonerne og sakserne tilbad himmelguder. Det var almindeligt at foretage menneskeofringer for at formilde disse guder. Huitzilopochtli, aztekernes krigsgud, kunne kun gøres tilpas med menneskeofre. F. S. Dobbins hævdede at „ikke mindre end tyve tusinde mænd, kvinder og børn årligt blev ofret til dette uhyre“. Det vil sige ikke mindre end halvtreds mennesker hver dag.
Desuden var der guder og gudinder som var helliget dyd, tro, ære, håb, retfærdighed, barmhjertighed, kyskhed, sandhed, sund fornuft, fred, sundhed, troskab, penge, frihed, latter, begavelse og stilhed. En udpræget ejendommelighed ved guderne er at de i næsten hvert eneste tilfælde blev lavet til at besidde deres skaberes karaktertræk. De var et produkt af menneskers hænder og fantasi. Apostelen Paulus lærte folk at det forholdt sig således, og Demetrius bevidnede det: „Denne Paulus [har] vildledt en hel mængde ved sin tale, idet han siger, at guder, som laves med hænder, ikke er guder.“ Hvilket er så sandt som det er sagt. — Ap. G. 19:26.
Den sande Gud
Den eneste Gud som til alle tider har vist sig at være suveræn, er Jehova. Om Jehova skrev David: „For alle folkenes guder er guder der intet er værd. Men se, Jehova, han har dannet selve himlene.“ „Thi Jehova er en stor Gud og en stor konge over alle guder.“ Universets hersker er ikke en navnløs, treenig gud. Hans navn er Jehova. Han siger om sig selv: „Før mig blev en gud ej dannet, og efter mig kommer der ingen; jeg, jeg alene er [Jehova], uden mig er der ingen frelser.“ „Vend dig til mig og bliv frelst, du vide jord, thi Gud er jeg, ellers ingen.“ Apostelen Peter siger: „Og da skal enhver der påkalder Jehovas navn blive frelst.“ (NW) Denne sandhed står stadig fast, for „[Jehova] er Gud i sandhed, han er en levende Gud og en evig konge“. Vend dig til ham. Tilbed ham og lev. — Sl. 96:5; 95:3, NW; Es. 43:10, 11; 45:22; Ap. G. 2:21; Jer. 10:10.