„Ske din vilje på jorden“, 7. del
Det er Skaberens, Jehova Guds, vilje der må ske på jorden. Begrundelsen herfor blev fremholdt i kapitel 2 i bogen „Ske din vilje på jorden“. Kapitel 3 som vi nu er i gang med, handler om „Behovet for en helligdom“. I de forløbne årtusinder har mennesker bygget helligdomme hvori de har tilbedt deres guder, men alle disse helligdomme er enten blevet vanhelliget eller tilintetgjort. Selv Jehovas tempel i Jerusalem blev for lang tid siden ødelagt. Findes der ingen virkelig helligdom hvis hellighed er varig? Mens himlene er Guds, Skaberens, trone, er jorden hans fodskammel og burde holdes hellig. Edens have, hvor Gud satte den første mand og kvinde, var i virkeligheden en helligdom, et helligt sted, i særdeleshed fordi Gud vandrede der og talte med mennesket. Imidlertid gjorde en af Guds himmelske åndesønner oprør imod Gud og bragte synd ind i Edens have, hvorved han vanhelligede dette hellige sted. Han gjorde sig selv til Satan, Djævelen.
7. Hvad ville være muligt for Adam og Eva hvis de bevarede Paradiset som et helligt sted? Hvilket særligt bud kunne de overtræde, og hvad ville straffen blive?
7 Ved at bevare Edens paradis som et helligt sted, en helligdom, ville det være muligt for Adam og Eva at bo der for bestandig med deres børn. Inden for denne haves område havde Gud plantet et særligt træ som han kaldte „træet til kundskab om godt og ondt“. Så længe Gud ikke ønskede at mennesket spiste af det ville det, hvis det alligevel skete, være en uret handling, en ulydighed mod den himmelske Fader, en synd mod Gud. „Men Gud HERREN bød Adam: ’Af alle træer i haven har du lov at spise, kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag du spiser deraf, skal du visselig dø!’“ (1 Mos. 2:9, 16, 17) Ved denne lejlighed erklærede lovgiveren, Jehova Gud, at syndens straf var — ikke liv i evig pine for menneskesjælen — men den visse død, livets eller tilværelsens ophør. Adam som var skabt i Guds billede og lighed forstod både sin himmelske Faders befaling og også hvilken straf han ville lide hvis han var ulydig mod denne befaling. Da hans himmelske Fader havde givet ham den fuldkomne kvinde Eva til hustru, fortalte Adam hende om deres Faders befaling, thi, som Adam sagde, „dette er endelig ben af mine ben og kød af mit kød. Denne skal kaldes Kvinde, thi af manden er hun taget“. — 1 Mos. 2:23, NW.
8. Hvorfor, hvornår og hvorledes angreb Satan Djævelen berettigelsen af Guds lov til dem?
8 Efter denne befaling var Satan Djævelen klar over på hvilken måde han kunne sætte Adams og Evas lydighed mod deres himmelske Fader og deres udelte hengivenhed over for deres Gud på prøve. Da han var en åndeskabning var han naturligvis usynlig for Eva. Men han åbenbarede sin nærværelse og fremsatte sine forslag til misgerning og synd ved hjælp af et af markens dyr, en slange. Adam var ikke til stede netop da, så han kunne adspørges. Gennem slangen spurgte Satan Djævelen derfor Eva, ikke for at kunne løbe med sladder, men tilsyneladende af interesse: „Er det virkelig sandt at Gud sagde I ikke måtte spise af hvert træ i haven?“ Ganske korrekt svarede Eva: „Af havens træers frugt må vi spise. Men med hensyn til at spise af frugten af træet som er midt i haven har Gud sagt: ’I må ikke spise af den, end ikke røre ved den, da der ellers er fare for at I skal dø.’“ Eva var ikke blevet ladt i uvidenhed om den paradisiske helligdoms lov. Gennem slangen angreb Satan Djævelen nu denne lovs berettigelse. „Da sagde slangen til kvinden: ’I skal visselig ikke dø. For Gud ved at netop den dag I spiser af det må jeres øjne nødvendigvis åbnes og I må nødvendigvis blive som Gud og kende godt og ondt.’“ — 1 Mos. 3:1-5, NW.
9. (a) Hvad må slangens udtalelse til Eva betegnes som? (b) Hvis Eva ikke gjorde sig dette klart, hvordan kunne hun da ræsonnere og forledes til at overtræde Guds lov, og hvilke argumenter kunne hun fremføre for at slangen havde ret?
9 Den udtalelse var bagvaskelse, og det er bagvaskelse der gør én til en djævel. Men Eva gjorde sig ikke klart at dette var bagtalelse af Gud, hendes himmelske Fader. Hun blev „grundigt bedraget“. Hvad skulle hun nu? Hvis Guds befaling var uretfærdig eller hvilede på falske forudsætninger ville det så være forkert af hende at rejse sig imod denne uretfærdighed og tage loven i sin egen hånd? Desuden var frugten af træet til kundskab om godt og ondt uskadelig, ja i virkeligheden var den god mad. Den så så indbydende ud! Og hvor vidunderligt ville det ikke være når ens øjne blev åbnet så man kunne se tingene som aldrig før og ligesom Gud kende godt og ondt! Ja, hvorfor være teokratisk og fortsat adlyde denne sin Guds og Faders uretfærdige, urimelige lov? I den ånd og ad en vej der kendetegner demokratiet begyndte Eva at tage af frugten af det forbudte træ og spise af den. Aha! Hun faldt ikke død om efter første mundfuld! Så havde slangen altså haft ret, kunne Eva, bedraget som hun var, ræsonnere.
10. Hvad tog sin begyndelse med Eva, og hvis straffen for at overtræde loven virkelig var døden, hvorledes ville hun så få sin mand til at følge sig i den?
10 Eva havde ladet sig berøve tilliden til sin himmelske Fader. Med hende begyndte noget som i dag er yderst almindeligt, ulydighed mod forældre. Efter at have spist det første stykke af den forbudte frugt har Eva måske haft en demokratisk følelse af at have udført „folkets vilje“. Men hun følte sig ikke som Gud, således som slangen havde lovet. Hendes øjne blev heller ikke moralsk åbne, så hun kunne se det onde i sin ulydighed. Hertil kom, at hvis der var noget om at hun skulle dø fordi hun var gået imod Guds lov, så skulle hendes mand Adam dø sammen med hende; han måtte overtales til også at spise. Derfor tilbød hun senere Adam, vor slægts stamfader, den samme frugt.
11. Mellem hvilke handlemåder måtte Adam nu vælge, og hvorfor må man sige at han syndede med fuldt overlæg?
11 Hvad skulle Adam nu? Skulle han være teokratisk og bøje sig for Guds herredømme og suverænitet eller skulle han være demokratisk og lade mennesker på jorden bestemme? Ville han bevare Guds helligdom, Eden, hellig og fri for synd og ulydighed, et sted hvor Jehova tilbedes som Gud? Eller ville han lade sig påvirke af Evas ønske om at blive som Gud? Ville han med andre ord fornægte sin Gud og Skaber, hovmode sig og ophøje sig selv som Gud i stedet for Jehova? Adam besluttede sig til at føje Eva, at spise som hun havde gjort og således lade hendes synd upåtalt. Samtidig fulgte han sin egen lyst, nemlig at stå på hendes side og dele følgerne af hendes synd med hende, dødsstraffen som var blevet dem forkyndt. Han vidste hvad han gjorde: „Thi Adam blev skabt først, derefter Eva; og det var ikke Adam, som blev bedraget, men kvinden blev bedraget og faldt i overtrædelse.“ (1 Tim. 2:13, 14) Stik imod den kundskab Gud havde givet Adam handlede Adam i modstrid med sin stilling som den menneskelige families overhoved. Han syndede med vilje. — 1 Mos. 3:6, 7.
12, 13. Hvilken tilbedelse indførte Adam på denne måde i Eden, og hvad gjorde han ifølge principperne i Guds lov til Israel sig selv til i Guds øjne?
12 Som den der var ansvarlig for den trufne beslutning havde Adam indført falsk tilbedelse i helligdommen i Eden. Det var dyrkelsen af selvet, tilbedelsen af skabningen fremfor Skaberen. Ved at overtræde Guds lov havde han hævet sig selv op over den teokratiske lov. Han havde ophøjet sig, gjort sig selv til en gud der kunne afgøre hvad der i hans egne øjne var ondt. På denne måde gjorde han sig afskyelig, modbydelig eller væmmelig. Lang tid senere udtalte vismanden: „Enhver der er stolt i hjertet er noget afskyeligt i Jehovas øjne.“ Og Jesus Kristus sagde: „Gud kender jeres hjerter; thi det som sættes højt blandt mennesker er afskyeligt i Guds øjne.“ (Ordsp. 16:5; Luk. 16:15, NW) På kong Salomons tid og mens Jesus var på jorden var der mange dyr, fugle og insekter som Guds lov erklærede for urene, så israelitterne ikke måtte spise dem. At spise sådanne skabninger gjorde israelitterne urene, modbydelige, hæslige eller væmmelige for Gud som havde givet de ti bud foruden loven om den rene føde. I sin lovpagt med Israel påbød han:
13 „Gør ikke Eder selv til en vederstyggelighed ved noget som helst krybende kryb, gør Eder ikke urene derved, så I bliver urene deraf; thi jeg er HERREN [Jehova] Eders Gud, og I skal hellige Eder og være hellige, thi jeg er hellig.“ Endvidere: „[Gør ikke] Eder selv til en vederstyggelighed ved de dyr og de fugle og alt, hvad der rører sig på jorden, alt, hvad jeg har udskilt for Eder og erklæret for urent.“ — 3 Mos. 11:43, 44; 20:25.
14. Hvad gjorde Adam og Eva deres sjæle til i Guds øjne ved at spise af den forbudte frugt? Fortjente sådanne sjæle at leve i Eden, og hvorledes følte eller befandt de sig der?
14 Der var mange af den slags dyr, fugle og insekter i helligdommen i Eden. Træet til kundskab om godt og ondt var også i haven, i helligdommen. Det var forbudt Adam og Eva at spise dette træs frugt, akkurat som de mange dyr senere blev erklæret for uren føde for israelitterne. Som tilfældet var med israelitterne under den lov Gud havde givet dem, således begik Adam og Eva en afskyelig, modbydelig handling ved at spise af den forbudte frugt. Ved at spise af den gjorde de deres sjæle hæslige, afskyelige, modbydelige for Jehova Gud som er hellig og ønsker at hans fornuftbegavede skabninger skal være hellige. Fortjente sådanne hæslige sjæle som Adam og Eva nu at leve evigt? Nej! Kunne det tillades noget sådant afskyeligt, modbydeligt at blive på et så helligt sted som i helligdommen, Edens Paradis? Nej! Så snart Adam ved at spise af den forbudte frugt havde godkendt synden mod Gud, hørte han og hans hustru ikke mere hjemme i denne helligdom som Gud helligede ved at han havde samkvem med dem der. De følte at de som nøgne ikke kunne vise sig for ham, og prøvede at gemme sig.
15. Hvad havde de gjort sig selv til, og ved hvilken form for selviskhed? Hvorfor var der ingen plads for sådanne i Eden?
15 På denne måde mistede Adam og Eva deres hellighed. Ved at tage loven i deres egen hånd og handle imod Guds retfærdige lov havde de i virkeligheden gjort sig selv til guder, ja, ved at give efter for en vis form for havesyge var de blevet til afguder. Kristne advares om at ingen „havesyg — det er det samme som en afgudsdyrker! — har lod og del i Kristi og Guds rige“. De advares mod „havesygen, som jo er afgudsdyrkelse“. (Ef. 5:5; Kol. 3:5) I Guds helligdom, Eden, var der ikke plads for afgudsdyrkere, falske guder, hjemmelavede guder, for afguder og falske guder er en afskyelighed og vederstyggelighed i den levende og sande Guds, Jehovas øjne.
16. Hvad protesterer Jehova imod at der gøres ved hans helligdom, og hvad måtte Jehova gøre ved sin helligdom i Eden?
16 Jehova protesterer imod at der anbringes afguder i hans helligdom. Om fortidens jøder sagde han: „Judas sønner har gjort, hvad der er ondt i mine øjne, lyder det fra HERREN [Jehova]; de har opstillet deres væmmelige guder i huset, som mit navn nævnes over, for at gøre det urent.“ (Jer. 7:30; 32:34) Adams og Evas fortsatte nærværelse i helligdommen, Edens paradis, ville gøre den uren. De havde ikke fortjent retten til at spise af „livets træ, der stod midt i haven“ og derved opnå ret til at leve evigt på jorden. Gud tog derfor skridt til at rense sin helligdom.
17. Da Gud udtalte dommen over slangen, Djævelens redskab, hvem mente han da med slangens sæd og med kvinden?
17 Over den falske gud Satan Djævelen udtalte han dommen om udslettelse. Det gjorde han med følgende ord til slangen som Djævelen havde brugt til at bedrage Eva: „Fordi du har gjort dette, være du forbandet blandt alt kvæget og blandt alle markens dyr! På din bug skal du krybe, og støv skal du æde alle dit livs dage! Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den [kvindens sæd] skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen!“ (1 Mos. 3:14, 15) Med disse ord mente Gud ikke den bogstavelige slanges sæd. Han mente den falske guds sæd, han, der var som slangen, Satan Djævelen. Heller ikke mente Gud den bogstavelige kvindes, synderen Evas jordiske børn. Han mente sin hellige universelle organisations sæd eller afkom, idet han her for første gang sammenlignede sin organisation med en kvinde, en hustru, med hvem han havde indgået ægteskab i himmelen. — Es. 54:5.
18. Hvem mente han med kvindens sæd?
18 Guds universelle organisations sæd må være hans først skabte og fornemste søn, ham der blev mennesket Kristus Jesus for at han kunne blive den ene „mellemmand imellem Gud og mennesker“. (1 Tim. 2:5) Med ham er forenet hans trofaste menighed på 144.000 efterfølgere, der i Johannes’ Åbenbaring symboliseres ved de fireogtyve „ældste“ der sidder på troner rundt om Guds himmelske trone. Til disse kristne, som overvinder den gamle slange, Satan Djævelen, henvendes disse ord: „Fredens Gud skal snart knuse Satan under jeres fødder.“ (Rom. 16:20) Dermed er der knyttet en forbindelse mellem dem og opfyldelsen af Guds løfte i 1 Mosebog 3:15 om at kvindens sæd skal knuse Slangens hoved.
19. Hvad sagde Gud direkte til Eva, og hvordan bragte han hende ud af den vildfarelse som Satans løgn havde ført hende i?
19 Gud underrettede synderen Eva om at hun ikke straks skulle lide døden. Hun ville få lov at føde mange børn, men det ville ske under fødselsveer. Hendes mand skulle herske over hende indtil døden. Derpå bragte Gud Eva ud af den vildfarelse hun var kommet i ved Slangens, Satans løgn, dengang han udtalte at hun og Adam ikke ville dø fordi de spiste af den forbudte frugt. Mens Eva hørte på det sagde Gud til Adam: „Fordi du lyttede til din hustrus tale og spiste af træet, som jeg sagde, du ikke måtte spise af, skal jorden være forbandet for din skyld; med møje skal du skaffe dig føde af den alle dit livs dage; torn og tidsel skal den bære dig, og markens urter skal være din føde; i dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden; thi af den er du taget; ja, støv er du, og til støv skal du vende tilbage!“ — 1 Mos. 3:16-19.
20. Hvilken føde måtte Adam nu spise, hvilken jord blev forbandet for hans skyld, hvor skulle han blive til støv igen, og hvorfor kom han ikke til himmelen efter sin død?
20 Adam skulle ikke længere dyrke og tage vare på Edens helligdom. Han var uren, vanhellig. Han skulle ikke længere spise føde fra Paradiset, men „markens urter“, og det ville koste ham hans ansigts sved at få fat i dem. Det var ikke den paradisiske helligdom der blev forbandet for Adams skyld, men jorden udenfor; det var også den — ikke den paradisiske helligdom — der skulle bære ham torne og tidsler. Helligdommen, Edens paradis, skulle ikke skæmmes af synderes grave, nej, det var til jordens støv uden for den paradisiske helligdom at Adam skulle vende tilbage. „Det første menneske er af jorden og dannet af støv; det andet menneske [Jesus Kristus] er fra himmelen.“ (1 Kor. 15:47, NW) Adam skulle derfor ikke til himmelen når han døde. Da han var af jorden, vendte han tilbage til det han var kommet fra, støvet. Livskraften som havde gjort ham levende vendte da tilbage til Gud som havde givet den. — Præd. 12:7.
21. Hvilken anden frugt havde Adam nu ikke ret til at få, og hvad gjorde Gud for at hindre ham i at gøre forsøg på at spise af den?
21 Hvilket skridt blev nu taget for at hindre Adam i at tilegne sig en anden frugt som han ikke var berettiget til, frugten af livets træ, der hører uadskilleligt sammen med adgangen til det evige livs gave? „Så forviste Gud [Jehova] ham fra Edens have, for at han skulle dyrke jorden, som han var taget af; og han drev mennesket ud, og østen for Edens have satte han keruberne med det glimtende flammesværd til at vogte vejen til livets træ.“ — 1 Mos. 3:22-24.
22. Hvad ville der være sket hvis han havde prøvet at vende tilbage til den paradisiske helligdom? Hvad viser om der skete noget der ophævede dommen over Adam og Eva?
22 Ethvert forsøg fra Adams side på at vende tilbage til den paradisiske helligdom ville være blevet standset af keruberne. Når han ikke på grund af keruberne kunne vende tilbage til det jordiske paradis, hvor meget mindre kunne han da få adgang til den større himmelske helligdom, hvor mange flere keruber ville stå rede til at standse ham. Ethvert forsøg på at bane sig vej til livets træ midt i haven for at vinde evigt liv på jorden ville have været ensbetydende med hans bratte undergang, for han ville blive ramt af det roterende sværds flammende klinge. Og dog levede Adam i hundreder af år uden for helligdommen. Skete der i alle disse århundreder noget der ophævede dødsdommen over Adam og Eva? Nej, der skete ingen ændring i det spændte forhold til Gud. „Således blev [Adams] fulde levetid 930 år, og derpå døde han.“ (1 Mos. 5:5) Adam fortjente den løn synden betaler — døden. — Rom. 6:23
(Fortsættes)