Gavmildhed er et tegn på visdom

DER var en tid da man viste gavmildhed selv i forretningsanliggender. Det var dengang en bager for eksempel gav en kunde tretten rundstykker når vedkommende bad om tolv, hvorfra udtrykket „tretten på dusinet“ stammer. Bageren vidste at hans velstand ikke afhang af det ekstra rundstykke, at det gjorde hans kunde glad, og han blev selv glad ved at give det. Højst sandsynligt skænkede han det ikke en tanke at det kunne være god forretning, selv om det virkelig var det. Hans gavmildhed var bevis på visdom. Hvordan det?

Fordi et liv uden lykke er en byrde. Ved at vise gavmildhed selv i små ting kan vi bibringe både os selv og andre et mål af lykke som gør livet mere glædeligt. Vi behøver hinanden. Sagde Skaberen ikke til det første menneske: „Det er ikke godt for mennesket at være ene“? (1 Mos. 2:18) Men tidens tendens og vore nedarvede selviske tilbøjeligheder får os til at ignorere andre og handle som om vor lykke helt og holdent afhang af at vi bestandig skaffer os mere og mere og holder godt fast ved det. Sandheden er lige det modsatte: det er det at dele med andre der bringer lykke og gør livet til en glæde.

Det må simpelt hen forholde sig sådan, for selv om de nuværende tilstande synes at benægte det, så er det univers vi lever i i sig selv godt. Det blev skabt af en retfærdig, kærlig og viis Gud der også fastsatte dets love. Var det ikke sådan ville Jehova Gud ikke selv være lykkelig, for alle gode ting kommer fra ham og der er ikke nogen der kan gengælde ham noget. Ifølge sagens natur er han den lykkeligste af alle, for som Jesus sagde: „Der er større lykke ved at give end ved at modtage,“ og Gud er i sandhed den der giver mest. — Ap. G. 20:35; 1 Tim. 1:11, NW.

Vort univers blev skabt af en Gud der er kærlighed, en Gud som er det fuldkomne udtryk for uselviskhed, og derfor er selviskhed selvnedbrydende. Jo mere vi samler os des mere ønsker vi, og des mindre værdsætter vi det vi har. Med større velstand følger større bekymringer, og jo flere bekymringer vi har, des mindre sandsynlighed er der for at vi vil være lykkelige. Man kan ikke være lykkelig hvis man ikke er tilfreds. Så længe det er vor største interesse at samle på og gå op i materielle ting, viser vi at vi ikke er tilfredse, at vi stadig savner noget. Og hvordan skulle vi så kunne være lykkelige? Hvis vi på den anden side er gavmilde, siger vi i virkeligheden at der findes noget af større værdi end de rent materielle ting. I gavmildheden ligger også at vi tror og håber på at Gud sørger for alt fornødent, at han hver dag giver os det daglige brød. — Matt. 6:11, 19, 32.

Læg også mærke til nogle træffende eksempler som Skrifterne omtaler til gavn for os. Abraham var en gavmild mand. Da hans og Lots hyrder kom op at strides om græsgangene kunne Abraham som gruppens leder og den ældste egenmægtigt have taget de bedste til sig selv og ladet Lot få resten. Men nej, han var gavmild. Han forstod at kærlighed og venskab betød langt mere end udsøgte græsgange og derfor sagde han til sin nevø: „Der må ikke være strid mellem os to eller mellem mine og dine hyrder, vi er jo frænder! Ligger ikke hele landet dig åbent?“

Han lod Lot vælge, og naturligvis valgte Lot de bedste græsgange, mens Abraham tog resten. Led Abraham tab derved? Slet ikke. Han havde stadig væk nok til sine hjorde og bevarede venskabet med og det gode forhold til sin nevø, noget der var meget mere værd end græsgange, især når man tog i betragtning hvilket uvenligt område han befandt sig i. Ironisk nok mistede Lot til sidst alt på grund af Sodomas og Gomorras ondskab, der delvis skyldtes landets rigdom, hvorimod Abraham beholdt sine besiddelser og efterlod dem til sine efterkommere. — 1 Mos. 13:8, 9; 19:15-25; 25:5, 6.

En hændelse i forbindelse med Elias og enken i Zarepta er også slående. Endskønt denne enke kun havde mad til endnu et måltid til sig selv og sin søn og de derefter måtte se sultedøden i øjnene, efterkom hun gavmildt Elias’ bøn om først at give ham noget af dette sidste måltid hun tillavede. I overensstemmelse med Elias’ profeti blev hendes melkrukke derfor „ikke tom, og olien i dunken slap ikke op“, førend tørken som Gud havde sendt på grund af Israels utroskab, ophørte. — 1 Kong. 17:8-16.

Gavmildhed kan også siges at være bevis på visdom i den forstand at den næsten altid virker smittende. Jesus sagde således om menneskers daglige omgang med hinanden: „Gør jer det til en regel at give, og folk vil give til jer. Et godt, presset, rystet, topfuldt mål skal de give i jeres skød. Thi med det mål I måler vil de til gengæld udmåle til jer.“ Ja, ligesom en andens nærighed er tilbøjelig til at gøre os påholdende og nøjeregnende med at vi ikke får for lidt igen eller bliver snydt, således bidrager et uselvisk, gavmildt eksempel til at gøre os gavmilde. Prøv at anvende det princip Jesus her omtalte og se hvor det virker! — Luk. 6:38, NW.

Dersom nogle få særdeles selviske mennesker ikke skulle reagere venligt på vor gavmildhed, hvad så? Har vi mistet noget af den grund? Slet ikke, for princippet om den større lykke ved at give gælder stadig.

Alt det der her er nævnt gælder på en særlig måde i religiøs eller åndelig henseende. Jehova Gud har selv sat os et eksempel med hensyn til gavmildhed, og vi vil opdage at i samme grad som vi kommer til at kende ham, forstå hans hensigter og værdsætte hans egenskaber, bliver vi også i stand til at efterligne ham ved at være gavmilde. Lader han ikke regnen falde og solen skinne på både onde og gode mennesker? Er han ikke giveren af „lutter gode og fuldkomne gaver“? Jo, i sandhed! — Matt. 5:45; Jak. 1:17.

Indviede kristne vil derfor vise gavmildhed i anvendelsen af deres tid, midler og kræfter, idet de forstår at „den, der sår sparsomt, skal også høste sparsomt, og den, der sår rigeligt, skal også høste rigeligt“. Dette princip gælder ikke alene på arbejdsmarken, men også med hensyn til at støtte og overvære menighedens møder. — 2 Kor. 9:6.

Det er sandt hvad vismanden skrev: „En strør om sig og gør dog fremgang, en anden nægter sig alt og mangler. Gavmild sjæl bliver mæt; hvo andre kvæger, kvæges og selv.“ — Ordsp. 11:24, 25.