Åndelig skelneevne — et bevis på kristen modenhed
1, 2. (a) Hvad er nødvendigt for et lille barn når det kommer ud for nye situationer, men hvad vil den fornuftige fader arbejde henimod? (b) Hvilken slags modenhed har størst betydning?
ET LILLE barn skal have hjælp og vejledning. Forældrene, der er interesserede i barnets velfærd, er altid parate til at yde den nødvendige hjælp og give råd hver gang det opvoksende barn kommer ud for nye situationer. I begyndelsen må forældrene træffe afgørelser for barnet: de må afgøre hvad der er til gavn og hvad der er til skade for det; hvad det skal have at spise, og hvad det ikke skal have at spise; hvornår det skal sove, og hvornår det skal lege; hvor barnet uden fare kan bevæge sig og hvilke steder det bør undgå som farlige; hvilket læsestof barnet passende kan beskæftige sig med og drage nytte af i sin opvækst, og hvad der vil kunne forvirre og hæmme eller skade dets åndelige og moralske vækst. Men efterhånden som barnet bliver ældre opøver den fornuftige fader det til at tænke selvstændigt, til at skelne imellem hvad der er godt og hvad der er dårligt, viist og dåragtigt. Når barnet er voksent vil det også være mentalt modent.
2 Det er vigtigt at forældre forstår hvor nødvendigt det er at deres børn vokser mentalt og åndeligt, navnlig åndeligt. Udtrykket „modenhed“ kan anvendes om mange former for vækst, fysisk, mental, følelsesmæssig og åndelig, men det er den sidstnævnte, åndelig modenhed, der er af størst betydning, og dog den vor verden ænser mindst.
3. (a) Hvordan skulle den kloge lærer opøve dem han studerer med? (b) Hvad er beviset på kristen modenhed?
3 Vort billede med barnet passer udmærket på den vækst til kristen modenhed der er nødvendig for et menneske der lige har lært sandheden at kende. Først må det have hjælp til at forstå hvordan man studerer Guds ord, den personlige hjælp og vejledning som en moden kristen kan yde. Den nye må så at sige mades. Men den kloge lærer opøver sin elev til at tænke og ræsonnere selvstændigt sådan at han hurtigt selv kan begynde at tage næring til sig og vokse i skelneevne. Ligesom man viser at man er voksen ved at lægge moden forståelse og vurdering for dagen, sådan viser man også at man er en moden kristen, ved at lægge åndelig skelneevne for dagen, evnen til at træffe rette afgørelser, klart skelne ret fra uret på grundlag af de bibelske principper. Paulus gav på en udmærket måde udtryk for dette: „For enhver der får mælk er ukendt med retfærdsordet, for han er spæd. Men fast føde er for modne mennesker, sådanne som gennem brug har opøvet deres opfattelsesevne så de kan skelne mellem ret og uret. Lad os derfor, nu da vi har overstået den elementære lære om Kristus, skride frem til modenhed.“ — Hebr. 5:13 til 6:1, NW.
4. (a) Hvilken opmuntring rettes til dem der lige har lært sandheden at kende? (b) Hvad afhænger ens fremadskriden til modenhed først og fremmest af?
4 Nogle af dette blads læsere har måske inden for de sidste uger eller måneder påbegyndt et studium af Bibelen ved hjælp af Vagttårnsselskabets studiehåndbøger. Sådanne føler måske at de er „ukendt med retfærdsordet“ fordi de åndelig talt er spæde. Til disse vil vi gerne sige: Fortsæt jeres flittige studium af Guds ord i tillid til at I ved Jehovas ufortjente godhed kan vokse til kristen modenhed. Det behøver ikke at tage mange år at nå frem til kristen modenhed, sådan som det tager et barn mange år at nå til fysisk modenhed. Det afhænger ikke udelukkende af hvor megen tid man anvender til studium men snarere af hvor hjertelig en hengivenhed man nærer for Jehova og hvor meget man værdsætter „retfærdsordet“. Man må være ydmyg og lærvillig og ivrig efter at gøre fremskridt. Efter at man har tilegnet sig grundsandhederne, må man skride frem til forståelse af sandhedens „faste føde“, og således vise at man skrider fremad til modenhed.
5. Hvem er Hebræerne 5:13 til 6:1 i virkeligheden henvendt til, og hvorfor?
5 Men da apostelen skrev ovennævnte ord til hebræerne henvendte han sig ikke til nogle som lige havde sluttet sig til den kristne menighed. Han skrev i virkeligheden til mennesker der gennem længere tid havde været „i sandheden“, men som havde undladt at vokse til modenhed og stadig var spæde hvad åndelig skelneevne angik. De opviste ikke de egenskaber der kendetegner „fuldvoksne“, de egenskaber der var så nødvendige for at lærergerningen kunne blive udført, og derfor skrev han til dem: „I burde være lærere når man tager tiden i betragtning.“ Det var nødvendigt at disse ’viste flid så de kunne bevare håbets fulde vished lige til enden, for at de ikke skulle blive sløve, men være deres efterlignere som ved tro og tålmodighed arver løfterne’. — Hebr. 6:11, 12, NW.
6. Hvorfor er en stadig ’fremadskriden til modenhed’ nødvendig?
6 Modenhed er ikke noget vi uden yderligere anstrengelse kan bevare efter at vi en gang har tilegnet os den. Den kristne organisation er til stadighed på vej fremad. Det sandhedslys der skinner på den og igennem den bliver stadig mere strålende. Dette gælder særlig nu i vor tid da Jehova er kommet til sit tempel, for „når [hans] domme rammer jorden, lærer de, som bor på jorderig, retfærd“. Ikke alene er der fremgang i kundskab og forståelse, men, eftersom det er nu „denne gode nyhed om Riget“ (NW) skal forkyndes, oplærer Jehova som aldrig før sine vidner til på den mest effektive måde at fuldføre dette arbejde. Gennem sin teokratiske organisation tilvejebringer han stadig væk nye arbejdsmetoder og hjælpemidler. At være på højde med organisationens fremadskridende modenhed i åndelig forståelse og dygtighed i tjenesten vil for os betyde en stadig ’fremadskriden til modenhed’. — Malakias kapitel 3; Es. 26:9; Matt. 24:14.
7. Hvad skulle hver eneste skelne og forstå i forbindelse med tjenesten? Hvordan alene kan vi fortsætte med at gøre fremskridt?
7 Hvert eneste Jehovas vidne må nødvendigvis skelne og forstå hvordan han står i forhold til den fremgang organisationen har. Måske har han kendt sandheden længe og har virket i tjenesten gennem mange år. En sådan trofasthed behager Jehova. Men man må samtidig skelne hvorvidt man holder trit med den nye verdens samfund. Hvis det er din lykkelige lod at have mange år bag dig i Jehovas tjeneste vil du være dybt interesseret i din tjenestes effektivitet. Bærer den frugt? Udvirker den at nye bliver oplært og gjort til disciple? Som tidligere nævnt er ydmyghed et af de væsentligste grundlag for modenhed og åndelig skelneevne. Hvis vi nøjagtigt skal kunne skelne og vide hvilke fremskridt vi gør, må vi ærligt og ydmygt ransage os selv. Dersom vi ikke kan spore den ønskede fremgang skulle vi ikke være for stolte til at søge hjælp, eller tage det ilde op når en af tilsynsmændene tilbyder at hjælpe os. Vi må skelne og erkende vore behov hvis vi skal fortsætte med at gøre fremskridt. — Fil. 3:16.
8. (a) Hvor begynder åndelig skelneevne? (b) Hvilket samfund har størst betydning for den kristne?
8 Beviset for at vi har haft denne vækst til kristen modenhed ses af den skelneevne vi udviser hver gang vi skal foretage os noget, hver gang vi skal træffe en beslutning. Den begynder med ens indvielse. Den der overvejer at indvi sig må først forstå at han ikke indvier sig til noget menneske, ej heller gør han det for at behage noget menneske, det være sig ægtemand eller hustru, moder eller fader. Der er ikke tale om en indvielse til en organisation, ikke engang til den nye verdens samfund. Det er en indvielse til den højeste personlighed i universet, Jehova Gud, og man træffer beslutning om at gøre hans vilje og behage ham, som Jesus netop gav udtryk for det: „Jeg er kommen . . . for at gøre din vilje, min Gud.“ Den indviede erkender at der ikke findes noget skønnere samfund end det han træder ind i med Jehova. Det er et helligt, kosteligt og „fortroligt“ samfund som Jehova ved sin ufortjente godhed gennem Jesus Kristus indbyder alle sine skabninger til, et samfund der ikke uden videre kan brydes. — Hebr. 10:7; Sl. 25:14.
9. Hvilken misforståelse gør man sig skyldig i hvis man indvier sig til et arbejde, og hvad kan det føre til hvis vi har et uligevægtigt syn på tjenesten?
9 Hvis nogen indvier sig til blot at udføre et bestemt arbejde, som for eksempel forkyndelsen, gør han sig skyldig i en misforståelse. Og når der opstår vanskeligheder bliver han let nedslået. Hvis han mener at det bogstavelige samfund med organisationen og dens medlemmer er det der først og fremmest skal værnes om, mangler han åndelig skelneevne. Arbejdet med at forkynde den gode nyhed og det bogstavelige samfund eller samvær med den nye verdens samfund er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at sikre ens frelse. Ingen bliver frelst ved gerninger alene. Hvis vi mener at det er tilfældet har vi bragt os selv i samme fare som de der under Moseloven søgte at „opstille deres egen retfærdighed“. Det kan føre til at vi bliver „egoistiske, så vi udfordrer til konkurrence indbyrdes og misunder hinanden“ (NW) fordi vi kan aflevere en stor rapport over tid i tjenesten. — Rom. 10:1-3; Gal. 5:26.
10. Hvad hjælper os til at bevare det rette syn på tjenesten for Riget?
10 Vil det sige at Guds arbejde er uvæsentligt? Nej på ingen måde! Tværtimod forstår den modne kristne i kraft af sin åndelige skelneevne at hans indvielse til Jehova fordrer at han elsker Jehova af hele sit hjerte og sind, af hele sin sjæl og styrke. Han husker hvad Jakob sagde, at „hvis [troen] ikke har gerninger, er den i sig selv død“. Ved altid at være sig sit indviede samfund med Jehova bevidst, kan han bevare det rette syn på sin tjeneste og udføre den med det rette motiv: kærlighed til den himmelske Fader og ønsket om at ophøje hans navn, kærlighed til næsten og ønsket om at dele sine privilegier og velsignelser med denne. En moden forståelse af det første skridt til indvielse baner vejen for moden tilbedelse „i ånd og sandhed“. — Mark. 12:30; Jak. 2:17; Joh. 4:23.
11. Hvordan kan en gift mand vise manglende åndelig skelneevne?
11 Desuden medfører åndelig skelneevne at man får det modne syn på tjenesten at man også tager de andre forpligtelser man måtte have som en indviet tjener for Jehova, i betragtning. En mand der er gift og har børn ejer mange velsignede privilegier og forpligtelser. Det ville være tegn på manglende åndelig skelneevne hvis han forsømte sine familieforpligtelser blot for at præstere en enestående rapport over tjeneste på arbejdsmarken. Ikke alene sørger den kristne for det nødvendige så familiens materielle behov kan dækkes, men han er også vågen så han „sørger for sine egne“ i åndelig henseende, studerer med dem og hjælper dem til at blive modne i tjenesten for Gud. At undlade at have en sådan nødvendig omsorg for „dem som er medlemmer af [ens] husstand“ er det samme som at fornægte troen. — 1 Tim. 5:8, NW.
12. Hvordan vil den modne kristne vise skelneevne når det gælder hans forkyndervirksomhed, og når det gælder ethvert nødvendigt verdsligt arbejde?
12 En rapport over forkyndelse af den gode nyhed er ikke i sig selv bevis på modenhed. Til hvilken nytte ville en sådan være hvis man samtidig undlod at vandre i overensstemmelse med Bibelens moralprincipper, eller hvis man på anden måde handlede til skade for menigheden. Dette ville ikke være at vandre Jehova værdigt, eller på alle måder at behage ham. Mens den kristne arbejder flittigt i tjenesten for Gud og fortæller andre den gode nyhed, skelner eller erkender han at det er nødvendigt at stræbe efter uangribelighed på alle livets områder hvis han skal virke til ophøjelse af Jehovas navn. Til enhver tid husker den modne at han har indviet sig til at gøre den guddommelige vilje, og han ønsker altid at behage den hvis tjener han er, Jehova. Han gør intet for blot at behage mennesker, hvad enten han er beskæftiget med menighedens virksomhed eller med sit verdslige arbejde, men han udfører alt ærligt, „af et oprigtigt hjerte“ idet han arbejder „som for Herren og ikke for mennesker“. — Kol. 3:22-24.
13. (a) Hvordan stræber den modne forkynder efter ligevægt i tjenesten? (b) Hvad er hemmeligheden ved at finde den sande glæde i tjenesten?
13 Under selve udførelsen af tjenesten vil den forstandige forkynder af den gode nyhed bevare ligevægten, han vil altid have de vigtigere sider af tjenesten i tanke. Han er ikke tilfreds med blot at gå fra hus til hus og sprede litteratur. Han forstår at det ikke er nok bare at kunne forkynde. Han skønner at tiden nu er inde til at han bliver lærer, en der kan give fårene føde og hjælpe dem ind på vejen til evigt liv. Derfor fører han flittigt notater over den viste interesse, og går på genbesøg. Når han går på genbesøg er han forberedt på at holde interessante bibelprædikener, og han er vågen for at oprette hjemmebibelstudium med de retsindige mennesker. Fyldt med nøjagtig kundskab fra Guds ord, med kærlighed til Jehova, den store Hyrde, og til den gode underhyrde Kristus Jesus, og med kærlighed til de andre får, går den kristne forkynder ud i tjenesten med et brændende ønske om at finde fårene og give dem føde alt sammen sker det af kærlighed og ikke af pligt. Dette er hemmeligheden ved at finde den sande glæde i tjenesten. — Hebr. 5:12; Joh. 21:15-17, NW.
14, 15. (a) Hvilke velsignelser fører kristen modenhed med sig? (b) Hvad må vi passe på? Hvordan?
14 Åndelig modenhed medfører usigelige glæder og velsignelser. Når den kristne er fyldt med nøjagtig kundskab og åndelig skelneevne bliver han stærk, han bliver i stand til at afparere fjenden Satans angreb, i stand til at gennemskue hans listige snarer, materialisme og menneskefrygt, og kan modstå disse. Han slipper for de skuffelser, plager og selvforskyldte smerter der følger med når man uforstandigt drives af fornuftløse og skadelige begæringer, og han undgår dåragtige handlinger der fører til selvbebrejdelser og en skyldbetynget samvittighed. — 1 Tim. 6:9, 10.
15 Mens vi glæder os over de velsignelser en sådan modenhed bringer os må vi passe på ikke at blive overmodige eller selvsikre, og vi bør altid huske at kristen modenhed og åndelig skelneevne ikke skyldes vore egne bestræbelser, men Jehovas ånds virke, som er et udtryk for den kærlighed og godhed han viser os. Derfor vil vi blive ved med at vende os til Jehova, i bøn om at han vil hjælpe os til fortsat at yde ham en moden tjeneste, og skærme os imod at øve formastelige gerninger, så ’vor munds ord og vort hjertes dybe tanker kan være Jehova til behag’ i al fremtid. — Sl. 19:13, 14, NW.
16, 17. Hvordan kan enhver få del i den glade, optimistiske ånd der findes inden for den nye verdens samfund?
16 Den trofaste tjener for Jehova går tillidsfuldt fremad, lykkelig over og tilfreds med at arbejde under ledelse af den regerende konge, Kristus Jesus, og den synlige teokratiske organisation som Gud har oprettet på jorden. Hans kristne modenhed gør at han kan styrke og opbygge sine brødre og mennesker med god vilje, så også de kan nå til kristen manddom og få del i den samme glæde og de samme velsignelser.
17 Det lykkelige, tillidsfulde syn på fremtiden der præger den nye verdens samfund af Jehovas vidner er et bevis på dette samfunds modenhed. Enhver kan få del i denne glade, optimistiske ånd ved at sætte sig kristen modenhed som mål og blive fyldt med åndelig skelneevne. Gør vi det kan vi modtage utallige glæder og forrettigheder både nu og i den nye verden der ligger umiddelbart foran os, „så sandt I bliver i troen, grundfæstede og faste, uden at lade jer rokke fra det håb, der skænkes i det evangelium, I har hørt, og som er prædiket for enhver skabning under himmelen“. — Kol. 1:23.