Eusebius Pamphili — biskoppen af Kæsarea der gik på kompromis

NÅR Nikæamødet i 325 e. Kr. nævnes, minder det os straks om personer som kejser Konstantin, Arius og Athanasius. Det skulle desuden få os til at tænke på Eusebiusa Pamphili, biskoppen af Kæsarea, for han spillede også en vigtig rolle ved dette møde, selv om det for ham endte med en personlig tragedie. Kendsgerningerne om ham er med til at understrege den svaghed som både bibelsk og logisk set præger den nikænske trosbekendelse, der blev til ved dette møde, og de tjener også som en advarsel til alle kristne om straffen for at gå på kompromis.

Eusebius blev født mellem 260 og 270 e. Kr., nogle autoriteter er uenige, andre usikre; han døde i 339 eller 340 e. Kr. Han har således set dagens lys adskillige år før kejser Konstantin, hvis yndling han blev, og han levede også adskillige år efter kejserens død. Han fødtes sandsynligvis i Palæstina, hvor han tilbragte sin ungdom, og hans forældre var øjensynligt i stand til at give ham en god uddannelse.

Eusebius lod sig påvirke meget af Origenes, adelsmanden blandt de post-apostolske „kirkefædre“, og hans venskab med Pamphilus påvirkede ham så stærkt at han gav sig selv tilnavnet Pamphili, der betyder „Pamphilus’ ven“. Pamphilus var enestående som Origenes havde været det, fordi han lagde vægt på studium af Guds ord i en tid da flere og flere vendte sig til overleveringer og græsk filosofi.

I den første halvdel af sit liv var Eusebius vidne til de kristnes forfølgelse og martyrium der var foranlediget af Diocletian; hans bedste ven Pamphilus var blandt disse martyrer. Grunden til at Eusebius undslap uskadt vides ikke. Gik han på kompromis eller frelste indflydelsesrige forbindelser ham? Én ting er imidlertid sikker, han besøgte sine brødre i fængselet og opmuntrede dem til trofast udholdenhed. I 315 e. Kr., to år efter kejser Diocletians død, blev Eusebius udnævnt til biskop af Kæsarea, et embede han varetog resten af sit liv, cirka femogtyve år.

Eusebius skrev mange værker. For sin Kirkehistorie er han anerkendt som kirkehistoriens pioner. Men sammenligner man ham med fremragende kirkehistorikere efter hans tid, for ikke at tale om Lukas’ mesterstykke, Apostlenes Gerninger, lader Eusebius meget tilbage at ønske både med hensyn til nøjagtighed og skrivemåde. Det han udmærker sig ved som historiker er hans brug af materiale der ellers ville være gået tabt. Hans historie spænder over et tidsrum på omkring 350 år, fra cirka 30 f. Kr. til 324 e. Kr. Blandt hans andre skrifter findes nogle meget magtfulde afhandlinger der gendriver hedningernes argumenter, samt et Vita Constantini (Konstantins levned); i sidstnævnte værk synes Eusebius ikke at kunne fremsætte lovord nok om den slagter som pløjede igennem et hav af blod for at indsætte sig selv som romersk kejser.

Eusebius og treenighedsspørgsmålet

Det der interesserer os mest er imidlertid den holdning Eusebius indtog i treenighedsdebatten der rystede kirken i begyndelsen af det fjerde århundrede. Ved mødet i Nikæa fik han sæde lige til højre for kejser Konstantin, som forestod mødet, og han holdt åbningstalen på de 318 forsamlede biskoppers vegne og til ære for kejseren som havde indkaldt til mødet.b Eusebius sympatiserede fuldt ud med Konstantins planer, der gik ud på at genoprette den enhed som de kristne lagde for dagen under forfølgelsen, men som nu var blevet så sørgelig forringet under Konstantins beskyttelses sol. Eusebius forelagde sin egen trosbekendelse som i virkeligheden gik uden om alle de omstridte spørgsmål. Mens flertallet stemte for denne, idet de dog nærmest var ligeglade med om den blev vedtaget eller ej, ville de yderliggående ikke bøje sig, og resultatet blev at tilhængerne af treenighedslæren vandt.

Hvilket parti støttede Eusebius? Højst sandsynligt det arianske; selve hans kompromis-trosbekendelse var et slag i ansigtet på treenighedstilhængerne. Han havde i virkeligheden i denne henseende taget sit standpunkt for Arius år tilbage. Yderligere var stridens genstand det græske ord homoousios der betyder „at Faderen og Sønnen er af samme væsen“, et udtryk som Eusebius undgik med overlæg. Hvad han mente om spørgsmålet fremgår af følgende citater hos Valesius, der har givet en biografi af Eusebius:

„Da det at undlade at undersøge sandheder som tillader en undersøgelse, er dovenskab, må det at snuse i andre sandheder hvor forskning ville være uhensigtsmæssig, kaldes dristighed. Hvilke sandheder bør vi da undersøge? Dem som findes nedskrevet i Bibelen. Men lad os ikke lede efter det vi ikke finder nedskrevet der. For havde det påhvilet os at kende dem, ville den hellige ånd utvivlsomt have bevirket at de var der . . . Udelad ikke noget af det der er skrevet . . . Tal det der er nedskrevet og striden vil være bragt til ende.“ Andre lige så vigtige citater kunne anføres.

Men hvad gjorde Eusebius ved mødet i Nikæa, til trods for denne overbevisning? Til sidst underskrev han den nikænske trosbekendelse der indeholdt selve homoousios som han var modstander af. Gjorde han det fordi Athanasius havde overbevist ham, eller for at behage Konstantin, eller gjorde han det for at undgå den bandlysning og forfølgelse som overgik Arius og de to biskopper der nægtede at gå på kompromis?

Kun Gud kan læse hjertets tanker, men de efterfølgende begivenheder viser at Eusebius underskrev den nikænske trosbekendelse af politiske grunde, ikke af principielle grunde. Som Valesius konstaterede forblev Eusebius en ivrig ven af Arius og en bitter fjende af Athanasius. Hans underskrift på denne trosbekendelse forandrede øjensynligt hverken hans hjertes tanker eller hans handlemåde hvilket en handling der udspringer af egoistiske hensyn sjældent, om nogen, sinde, gør.

En anden ting der røber dette er at Eusebius i sit værk Vita Constantini, hvori han omtaler mødet i Nikæa, fuldstændig udelader den heftige ordstrid om treenighedslæren. Hvorfor gik han uden om det mest centrale ved denne begivenhed? Hvorfor nedskrev han ikke en eneste af sine egne taler ved mødet hvor han behandlede Kristi natur? Han omtalte mødet som en succes fordi man var blevet enige om, hvornår påsken skulle fejres! Tyede han derved til ironi for at vise sin foragt for hele treenighedsspørgsmålet?

Måske. Men det viser sig at der var noget tredje som spillede ind, for i sin Kirkehistorie udelader han fuldstændig dette møde, hvilket han kun kunne gøre ved at afslutte sin historie med året 324 e. Kr. Hvorfor afslutte en historisk beretning om den (påståede) kristne religion lige før den vigtigste begivenhed i historiens sidste to hundrede år? Der kan kun fremføres én grund: han var ikke stolt af den rolle som han spillede ved dette møde. Han lod derfor andre historikere nedskrive dets forløb, indbefattet hans egne taler og hans langtrukne forklaring på hvorfor han skrev under på den nikænske trosbekendelse. Treenighedstilhængerne ynder at regne Eusebius Pamphili for en af deres egne, men inderst inde forandrede han aldrig mening; Hieronymus kaldte ham passende en brændende forkæmper for arianismen.

Eusebius var så højt agtet af Konstantin at denne erklærede at Eusebius kunne blive biskop af den hele verden omtrent. Den mand der endelig døbte Konstantin lige før hans død, var en nær ven af Eusebius Pamphili, nemlig Eusebius af Nikomedia, som havde endnu større arianske sympatier og som vægrede sig længe inden han underskrev den nikænske trosbekendelse. Havde Eusebius Pamphili været en lige så ivrig forkæmper for Bibelens synspunkt som Arius var det, og havde han haft mod til at gå ind for sin overbevisning, er det derfor ikke utænkeligt at Nikæamødet ville have stemt imod og ikke for treenighedslæren, især når man tager i betragtning at mange af de tilstedeværende biskopper ikke tog spørgsmålet særlig højtideligt.

Men Eusebius Pamphili var mere interesseret i politik end i principper, han ønskede Konstantins anerkendelse fremfor Jehova Guds. Han ofrede sandheden til fordel for personlige hensyn. Han må derfor stilles i klasse med mænd som Nikodemus, der kun turde nærme sig Jesus i nattens mørke, og Josef af Arimatæa, „som var en af Jesu disciple, dog kun i det skjulte, af frygt for jøderne“. — Joh. 3:1, 2; 19:38.

Kendsgerningerne om Eusebius understreger sandelig den nikænske trosbekendelses svaghed, hvilken både Bibelen og logikken afslører. De lader ikke i tvivl at Eusebius inderst inde ofte fortrød sit kompromis ved mødet i Nikæa, og dermed tjener han som en advarsel for alle kristne. Straffen, at måtte leve med en dårlig samvittighed, skulle få os til at være meget påpasselige og vågne over for den fare der ligger i at gå på kompromis.

[Fodnoter]