„Ske din vilje på jorden“, 26. del

Som forudsagt i Daniels profetis ellevte kapitel døde Alexander den Store i Babylon år 323 f. Kr., efter at han havde skabt det græske eller makedoniske rige (den femte verdensmagt i den bibelske historie.) En tid var hans rige delt i fire hellenistiske riger, som styredes af hans generaler. General Seleukos Nikator tog Babylon, Medien, Syrien, Persien og provinserne østpå til Indusfloden; den kongeslægt som nedstammede fra ham gennem hans søn Antiochos I blev kendt som „Nordens konge“, fordi den regerede fra Syrien nord for Jerusalem. General Ptolemaios Lagos tog Ægypten, Libyen, Arabien og Palæstina samt Coelesyrien, og den kongeslægt han blev stamfader til blev kendt som „Sydens konge“, fordi den regerede fra Ægypten syd for Jerusalem. Som følge af rivaliseren og magtbegær var der til stadighed krig mellem „Nordens konge“ og „Sydens konge“. I 217 f. Kr. befandt Antiochos III sig som „Nordens konge“ i krig mod Ptolemaios IV af Ægypten, som „Sydens konge“. Dette var en opfyldelse af Daniel 11:10.

30. Hvor mødte Sydens konge ham i kamp, og hvad blev givet i hans hånd?

³⁰ Jehovas engel viste at krigens gang ville ændre sig, idet han udtalte: „Men Sydens konge bliver rasende og rykker ud til kamp imod Nordens konge; han stiller en stor hær på benene, men den gives i Sydens konges hånd.“ (Dan. 11:11) Opbragt drog Sydens konge, Ptolemaios IV Filopator (eller Tryfon), med 70.000 soldater nordpå mod den fremtrængende fjende. Ved kystbyen Rafia, cirka tredive kilometer sydvest for Gaza, lidt nord for den ægyptiske grænse, stødte hærene sammen. Syrerkongen Antiochos III havde stillet „en stor hær“ på 60.000 mand på benene, men den blev givet i Sydens konges hånd.

31. Hvorledes blev en hær oprevet i dette slag, hvad gik fredstraktatens bestemmelser ud på, men hvorfor hævdede Sydens konge ikke sin magt, men gjorde sit hjerte stolt?

³¹ „Når hæren er oprevet, bliver hans hjerte stolt; han strækker titusinder til jorden, men hævder ikke sin magt.“ (Dan. 11:12) Sydens konge, Ptolemaios IV, bragte død over 10.000 fjendtlige syriske soldater og 300 ryttere, og tog desuden 5000 fanger, et stort tab for Nordens konge. De to konger undertegnede nu en fredstraktat, og Antiochos III måtte afstå Fønikien med byerne Tyrus og Ptolemais samt Coelesyrien, som han havde erobret. Men han beholdt stadig sin syriske havneby Seleukia, og freden var til hans fordel, for Sydens konge fulgte ikke sin sejr op, ’hævdede ikke sin magt’. Han vendte hjem til Ægypten, hvor han hengav sig til et udsvævende liv, og han efterlod sig ikke en efterfølger der kunne tage kampen mod Syrien op, eftersom hans søn, Ptolemaios V, der efterfulgte ham på Ægyptens trone, kun var fem år gammel. Dette skete mange år før hans syriske modstander, Antiochos III, døde. Jehovas engel havde forudsagt: „Han . . . hævder ikke sin magt.“ Dog gjorde den sejr han havde vundet „hans hjerte stolt“, i særdeleshed i trods mod Jehova Gud. Juda og Jerusalem forblev under hans herredømme, men efterhånden begyndte han at indtage en fjendtlig holdning over for Jehovas folk.

32. Hvorledes voksede den slagne Nordens konge i storhed, og hvordan kom han på katastrofal måde i konflikt med Rom?

³² Efter at være slået ved Rafia vendte Nordens konge, Antiochos III, tilbage til sin syriske hovedstad Antiokia. I modsætning til sin sejrrige modstander voksede han i jordisk storhed, hvilket vandt ham titlen Mégas, den Store. Han vendte sig nu mod øst, og militært talentfuld som han var, slog han i 209 f. Kr. parterne. Det følgende år førte han sine styrker endnu længere østpå, mod baktrierne langt inde i Asien. Disse heldige togter skaffede ham tilnavnet „den Store“. Han vendte sig derpå mod vest, erobrede Efesus i Lilleasien og gjorde den til sin hovedstad. Han overskred Hellespont (det smalle Dardanellerstræde) og trængte ind i Europa. Der genopbyggede han byen Lysimakia, som var blevet grundlagt af Alexanders general Lysimachos. Men da han var nået så langt bad Rom ham holde sig fra Europa. I året 191 f. Kr. erklærede Rom ham formelt krig, og til sidst blev han slået ved Magnesia i Lilleasien, ikke langt fra sin hovedstad, Efesus. Ved fredsforhandlingerne med Rom gav han afkald på alt hvad der lå på den romerske side af Taurusbjergene i Lilleasien; desuden betalte han krigsskadeserstatning. Han blev fader til Kleopatra, hvem han bortgiftede til Sydens konge, Ptolemaios V. Fra da af blev Kleopatra det navn som ægyptiske dronninger af ptolemaisk afstamning sædvanligvis kaldtes med.

33. Hvorledes kom denne Nordens konge nogle år senere med en veludrustet hær og fratog Ægypten landområder?

³³ Angående Nordens konge, Antiochos III den Store, profeterede Jehovas engel desuden: „Nordens konge stiller på ny en hær på benene, større end den forrige, og nogle år senere drager han imod ham med en stor hær og et vældigt tros.“ (Dan. 11:13) Det antal „år“ der her var forudsagt, androg tolv eller måske flere efter kampen ved Rafia, hvor Ptolemaios IV havde slået Antiochos III. Da dette åremål var forløbet, døde sejrherren fra slaget ved Rafia, og hans femårige søn blev under navnet Ptolemaios V Sydens konge. Antiochos så hvilken fordel det var for ham at Sydens konge var så ung. Han besluttede sig til at tilbageerobre alle de landområder han havde mistet, og sluttede forbund med Filip V af Makedonien mod den unge Ptolemaios V. Han trængte ind i Fønikien og Syrien og erobrede kystbyen Gaza nær Ægypten. Han havde en stor hær med betydelige forsyninger.

34. Hvilke vanskeligheder havde den unge Sydens konge?

³⁴ følge det Jehovas engel videre profeterede for Daniel, skulle der komme strenge tider for Sydens konge: „Og i de tider er der mange, som gør oprør imod Sydens konge, og voldsmændene i dit folk rejser sig, for at åbenbaringen kan gå i opfyldelse, men selv falder de.“ (Dan. 11:14) Foruden syrerkongen Antiochos III og dennes makedoniske allierede, kong Filip V, havde Sydens unge konge andre fredsforstyrrere at kæmpe med, selv hjemme i Ægypten. Hans formynder, Agathokles, der regerede i kongens navn, opførte sig anmassende over for ægypterne, hvorfor mange ægyptere gjorde oprør.

35. Hvorledes blev nogle af Daniels folk oprørere, og hvorledes snublede de i deres forgæves forsøg på at få synet til at gå i opfyldelse?

³⁵ Ifølge profetien blev endog nogle af Daniels folk oprørere. Det var „voldsmændene“, revolutionære af en eller anden art. Den „åbenbaring“ de kan have haft fra Jehovas ord forsøgte de i overensstemmelse med deres egen selviske forståelse at få til at gå i opfyldelse før tiden var inde. Deres bestræbelser eller deres bevægelse havde intet at gøre med opførelsen af det tempel i Ægypten der var kendt som Onias-templet, og som var bygget af den jødiske præst Onias, søn af ypperstepræsten Onias III, for at gennemtvinge en bogstavelig opfyldelse af Esajas 19:19. Disse jødiske voldsmænd tog fejl hvis de troede at de kunne gøre ende på „nationernes fastsatte tider“, som var begyndt i 607 f. Kr. da Jerusalem blev lagt øde og jøderne kom under hedningernes herredømme i „syv tider“. Da de forsøgte at løbe foran Gud den Allerhøjeste i dette eller muligvis et andet spørgsmål, det fremgår ikke af Daniel 11:14, var de på forhånd dømt til at „falde“, til ikke at nå deres mål.

36. Hvorledes rykkede Nordens konge nu frem, og hvorledes var Sydens arme ude af stand til at modstå ham?

³⁶ Jehovas engel rettede nu sit blik mod nord, det vil sige nord for hvor disse voldsmænd i Daniels folk befandt sig og sagde: „Nordens konge rykker frem, opkaster volde og indtager en fæstning; og Sydens arme skal ikke holde ud; hans hær flygter og har ikke modstandskraft. Den, som rykker imod ham, gør, hvad han vil, og ingen står sig imod ham; han sætter sig fast i det herlige land og bringer ødelæggelse med sig.“ (Dan. 11:15, 16) De militære styrker, eller „Sydens arme“, som kong Ptolemaios V Epifanes sendte frem under general Scopas viste sig ude af stand til at „holde ud“ over for presset nordfra. Den ægyptiske general mødte Antiochos III den Store langt nord for Jerusalem ved Paneas (senere kaldt Kæsarea Filippi). Paneas lå ved Jordanflodens kilder, nær Hermons bjerg, og følgelig nær ved det sted hvor Jesus Kristus senere forvandledes. (Matt. 16:13; 17:1-9) Her stødte hærene sammen.

37, 38. (a) Hvor opkastede han volde, og hvilken fæstning indtog han? (b) Hvordan går det til at „han sætter sig fast i det herlige land“?

³⁷ Det var Antiochos III der gik af med sejren. Han drev den ægyptiske general Scopas og hans 100.000 elitesoldater, hans „hær“ tilbage til den fønikiske havneby Sidon, „en fæstning“. Det var her han ’opkastede volde’ i belejringsøjemed. Han indtog Sidon i 198 f. Kr., for den indesluttede general Scopas blev tvunget til at overgive sig på grund af hungersnød. Antiochos III ’gjorde hvad han ville’ og trængte videre frem, for Sydens konges styrker var ude af stand til at stå sig imod ham. Han erobrede flere byer og nærmede sig hovedstaden i „det herlige land“, Jerusalem, med deres genrejste helligdom.

³⁸ Den garnison som Sydens konge havde stationeret i Jerusalem kunne ikke holde den hellige by. Til sidst drog Antiochos III ind i Jerusalem, hvis indbyggere, som synes at have været Sydens konge fjendtlig stemt, hilste ham velkommen. Jerusalem og Judæa, der havde været under ægyptisk herredømme, kom således i 198 f. Kr. under den syriske Nordens konges herredømme. Begyndende med Antiochos III den Store satte Nordens konge „sig fast i det herlige land“, men hvor længe ville han sidde fast der?

39. Hvorledes bragte han „ødelæggelse“ med sig, og hvilke spørgsmål opstår nu?

³⁹ Han „bringer ødelæggelse med sig“. Ja, det stod absolut i hans magt at bringe ødelæggelse over jødiske eller ægyptiske modstandere. Men det hebraiske ord som i Daniel 11:16 er oversat med „ødelæggelse“ kan også læses „det hele“ eller „fuldstændigt“. Han indtog hele „det herlige land“, så Sydens konge blev udelukket derfra. Men hvor længe vil jøderne underordne sig den syriske Nordens konge? Og vil denne konge give efter for Roms krav og afstå sine erobrede landområder? Hvad forudsiger profetien?

Rom lader høre fra sig

40. (a) Hvorfor sluttede Nordens konge fred, skønt han lagde råd op om at komme med hele sit riges styrke? (b) Hvorledes kom han i et modsætningsforhold til Rom?

⁴⁰ „Han oplægger råd om at komme med hele sit riges styrke, men slutter fred med ham og giver ham sin datter til ægte til landets ulykke; men det bliver ikke til noget og lykkes ikke for ham.“ (Dan. 11:17) Antiochos III tragtede efter syrisk herredømme over Ægypten. Han lagde råd op om med hele sit riges styrke at tilvende sig herredømmet over Ægypten, nu da han havde erobret Judæa. Men hvorfor sluttede han fred og indgik overenskomst med Sydens konge, Ptolemaios V Epifanes? Det var for at omgå det misundelige Roms krav. Ptolemaios V var kun fem år gammel da han blev konge, og da Antiochos III og kong Filip V af Makedonien indgik forbund mod drengekongen i den hensigt at tilvende sig hans besiddelser og dele dem imellem sig, gjorde Ptolemaios V’s formyndere sig skyldige i en tragisk fejltagelse. De henvendte sig til Rom og stillede ham under denne aggressive magts beskyttelse. Rom benyttede med glæde denne lejlighed til at udvide sin indflydelsessfære; og for at beskytte Ptolemaios V følte Rom sig berettiget til at spærre vejen for syreren Antiochos III, så han ikke blev for mægtig.

41. Hvilke fredsbetingelser aftalte han med Sydens konge i forbindelse med „sin datter“?

⁴¹ Tvunget af Rom indledte Antiochos III fredsforhandlinger med Sydens konge. Af selviske grunde besluttede han sig til at gøre den unge konge til sin svigersøn. I stedet for efter Roms forlangende uforbeholdent at tilbagegive de landområder han havde erobret, ville han ved hjælp af „sin datter“, Kleopatra, formelt overdrage Ptolemaios disse områder. Hun skulle nemlig, i betragtning af dette politiske ægteskab, have de erobrede provinser, Coelesyrien, Palæstina (indbefattende „det herlige land“) og Fønikien som medgift af sin fader.a

42. Hvad var hensigten med dette politiske ægteskab, men hvorfor blev den ikke gennemført og hvorfor gavnede den ham ikke fortsat?

⁴² I virkeligheden lod Antiochos III imidlertid ikke disse provinser overgå til sin svigersøn sydpå, da han gav ham sin datter Kleopatra. I 196 f. Kr. blev Ptolemaios V erklæret for myndig og kronet som Sydens konge. I 193 f. Kr. indgik han ægteskab med Kleopatra. Hensigten med dette politiske ægteskab var at bringe landet „ulykke“, at tilintetgøre Ægypten ved at lægge det under Syrien. Men denne plan lykkedes ikke for syrerkongen Antiochos III. Under de vanskeligheder der fulgte, stillede Kleopatra sig ikke på sin syriske faders, men på sin unge ægtefælles side. Således krydsede hun sin faders, Antiochos III’s, selviske planer. Da der til sidst udbrød krig mellem hendes fader og Rom, stillede Ægypten sig på sin beskytter Roms side.

43. Hvilke kystlande vendte han sig imod, og hvorfor?

⁴³ Efter at Antiochos III af politiske grunde havde bortgiftet sin datter Kleopatra begyndte han at møde modgang. Jehovas engel havde forud sagt: „Så vender han sig mod kystlandene og indtager mange, men en hærfører gør ende på hans hån; syv fold gengælder han ham hans hån. Derpå vender han sig mod sit eget lands fæstninger, men han snubler, falder og forsvinder.“ (Dan. 11:18, 19) Det er Lilleasiens, Grækenlands og Makedoniens kystlande der her er tale om. I 192 f. Kr. udbrød der krig i Grækenland og kong Antiochos III blev tilskyndet til at komme derover. Han gjorde landgang samme år, erobrede Chalkis, fik fodfæste i Boiotien og forsøgte at erobre Thessalien, men blev slået tilbage af den makedoniske hær.

44, 45. Hvorledes gjorde en „hærfører“ ende på Nordens konges hån, og hvorledes blev Rom herre over Nordens konge?

⁴⁴ Det følgende år erklærede Rom formelt Antiochos III krig. Han var da i Akarnanien, men vendte tilbage til Chalkis. Ved Thermopylæ mødte han romerne og blev slået. Derpå sejlede han tilbage til Lilleasien til sin hovedstad Efesus. Nu satte romerne sig imidlertid for at fordrive denne Nordens konge fra Asien, og der blev udkæmpet nogle søslag. Først besejrede Antiochos III’s admiral den romerske flåde, men snart efter led den samme admiral et alvorligt nederlag i kamp mod den romerske flåde. Antiochos III opgav da Lysimakia på halvøen Chersonesos. Herved lod han vejen over Hellespont og ind i Lilleasien åben for romerne.

⁴⁵ I året 190 f. Kr. stod et afgørende slag ved Magnesia nær Efesus, og her tabte Antiochos III og hans 80.000 mand til den romerske „hærfører“ Lucius Scipio Asiaticus. Nordens konge var nu villig til at slutte fred med Rom. General Scipio gav ham ordre til at sende gesandter til Rom. I 189 f. Kr. kom den endelige fredsslutning i stand. Antiochos III blev tvunget til at give afkald på alt i Lilleasien, alt vest for Taurusbjergene, og alt i Grækenland. Han måtte betale Rom 15.000 talenter, samt Eumenes, kongen af Pergamum, 500 talenter. Denne havde som Roms allierede været med til at slå Antiochos III ved Magnesia. Som en yderligere belønning fik kong Eumenes et landområde i Europa og alle Antiochos III’s besiddelser i Lilleasien, helt over til Taurusbjergene. Således blev Rom herre over den syriske Nordens konge. En af hans sønner, den senere kong Antiochos IV, tilbragte nogle af sine drengeår som gidsel i Rom.

46. Hvad vendte han sig nu imod, og hvorledes snublede, faldt og forsvandt han?

⁴⁶ Efter at være blevet fordrevet fra Grækenland, og efter tabet af Lilleasien og praktisk talt hele sin flåde, vendte Antiochos III sig mod sit eget lands fæstninger. Romerne havde gengældt ham hans hån. Han blev tvunget til at betale Rom den store krigsskadeserstatning, men dræbtes i året 187 f. Kr. da han forsøgte at plyndre Belustemplet i Elymais i Persien. Han snublede og faldt, i døden. To sønner efterfulgte ham, Seleukos og Antiochos.

47. Hvem blev den nye Nordens konge, og hvad blev han fortsat kaldt?

⁴⁷ Derpå blev Seleukos IV med tilnavnet Filopator („Den der elsker sin fader“) Nordens konge. Trods de store tab som hans faders nederlag i slaget ved Magnesia havde resulteret i, blev Seleukos IV, der selv havde været til stede ved Magnesia, fortsat kaldt „Asiens konge“. Hans søn Demetrios kom som gidsel til at føle Roms overherredømme. Ægypteren Ptolemaios V, der gennem sit ægteskab med Kleopatra var Seleukos IV’s svoger, forsøgte at genvinde de tabte provinser der skulle være tilfaldet ham som Kleopatras medgift. Et giftmord standsede hans forberedelser. Han efterfulgtes af Ptolemaios VI Filometor („Den der elsker sin moder“).

(Fortsættes)

[Fodnote]