„Ske din vilje på jorden“, 28. del

I bogen „Ske din vilje på jorden“ er vi i gang med studiet af det 10. kapitel, „Norden imod Syden“. Det omhandler den militære og politiske kamp mellem de to parter som i Daniels profetiske bogs ellevte kapitel omtales som „Nordens konge“ og „Sydens konge“. Som tiden går skifter disse to symbolske kongers identitet. Nordens konges rolle blev i mere end to hundrede år spillet af de hellenistiske herskere i Syrien i Mellemøsten, men i året 64 f. Kr. blev Syrien en romersk provins med hovedstad i Antiokia, og fra da af — om ikke før — overtog romerrigets herskere rollen som Nordens konge. I året 14 e. Kr. døde kejser Augustus, og han efterfulgtes af sin stedsøn, Tiberius, der i Daniel 11:21 omtales som en „usling“. Under Tiberius’ regering holdes „hære“ i de undertvungne lande i skak, de „bortskylles helt foran ham“.

64. Hvorledes gik det til at også ’pagtsfyrsten’ knustes foran ham?

⁶⁴ Selv ’pagtsfyrsten’ knustes i døden. Det var ikke en eller anden jødisk ypperstepræst som var blevet indsat af Roms politiske repræsentanter. Det var selve førstemanden i den pagt Jehova Gud havde indgået med Abraham angående velsignelse af alle jordens slægter og folk. Det var den Abrahams sæd der var blevet lovet i denne pagt. Det var Jesus Kristus. Påskedag den 14. nisan år 33 (e. Kr.) stod Jesus i landshøvdingens palads (Prætoriet) i Jerusalem foran Pontius Pilatus, der repræsenterede kejser Tiberius. Over for ham anklagede de jødiske præster Jesus for forræderi mod kejseren. Jesus sagde til den romerske landshøvding: „Mit rige er ikke af denne verden. . . . men nu er mit rige ikke af denne verden.“ For at hindre den romerske landshøvding i at løslade den uskyldige Jesus, råbte jøderne til Pilatus: „Hvis du giver ham fri, er du ikke kejserens ven. Enhver, som gør sig selv til konge, sætter sig op imod kejseren. . . . Vi har ingen anden konge end kejseren.“ I henhold til den nyligt gennemførte lov om laesa majestas („majestætsfornærmelse“) overgav den romerske landshøvding da Jesus til at „knuses“, pælfæstes. — Joh. 18:36; 19:12-16; Mark. 15:14-18.

65. Hvorfor blev loven om laesa majestas gennemført, og hvad gjorde kejser Tiberius upopulær?

⁶⁵ Kejser Tiberius havde netop som følge af sin store mistænksomhed udvidet loven om laesa majestas til også at omfatte angreb på hans person, ligesom han fremmede stikkersystemet (angiveriet). Landet blev efterhånden en politistat, og den sidste del af hans regeringstid prægedes af terrorregimente. Den romerske forfatter Plinius den Ældre kaldte Tiberius „den mørkeste blandt mennesker“. Folket forstod ikke hans reserverede, umeddelsomme og tilbagetrukne holdning, og derfor blev han upopulær.

66. Hvem var kejser Tiberius i forbund med, og i hvor vid udstrækning, og hvorledes blev han stærk „ved en håndfuld folk“?

⁶⁶ Stadig med henblik på Tiberius talte engelen profetisk til Daniel: „Så snart man har sluttet forbund med ham, øver han svig; han drager frem og bliver stærk ved en håndfuld folk.“ (Dan. 11:23) Ifølge forfatningen var Tiberius i forbund med det romerske senat; formelt var han i henhold til forfatningen afhængig af senatet. Men i virkeligheden var han afhængig af „en håndfuld folk“. Hvilken „håndfuld folk“? Prætorianergarden, som kejser Augustus havde oprettet år 13 f. Kr. som kejserlig livvagt, i lighed med den livvagt der omgav den øverstbefalende over en romersk armé. Hidtil havde man kun iagttaget denne kejserlige livvagt i små afdelinger nær Rom. Men dette ændrede Tiberius. Efter henstilling fra en af sine yndlinge, Prætorianergardens øverstkommanderende, Sejanus, lod Tiberius garden ligge i fast lejr med fuld styrke nær ved byens mure. Ved denne ordning kunne han dæmpe enhver uro i folket. Gardens øverstbefalende fik stor indflydelse, og dens medlemmer, prætorianerne, nød særlige privilegier. Med tiden fik de en sådan magt at de kunne indsætte og afsætte kejsere, ganske som det passede dem. Ved hjælp af denne garde, der talte op imod 10.000 mand, holdt kejser Tiberius sig ved magten. Enhver rejsning imod hans regeringsudøvelse inden for Roms besiddelser blev uden vanskeligheder slået ned. Han afskaffede næsten fuldstændig folkeforsamlingerne, de såkaldte comitia.

67, 68. Hvorledes faldt han ind i de frugtbareste egne og gjorde hvad hans fædre og fædres fædre ikke havde gjort, men hvorledes døde han ikke desto mindre?

⁶⁷ „Uvente falder han ind i de frugtbareste egne og gør, hvad hans fædre eller fædres fædre ikke gjorde; ran, bytte og gods strør han ud til sine folk, og mod fæstninger oplægger han råd, dog kun til en tid.“ (Dan. 11:24) Netop således gjorde Tiberius, således gav hans mistænksomhed sig udtryk, for en stor del tilskyndet af Sejanus, prætorianergardens præfekt, indtil denne selv faldt som offer for mistænksomheden og blev henrettet.

⁶⁸ Utrætteligt tog kejser Tiberius sig med stor iver af de romerske provinser. Da han døde befandt alle de folkeslag som var underlagt kejserriget sig i en fremgangstilstand man ikke havde kendt hverken under Augustus eller tidligere, og ej heller siden kom til at kende. Som følge af en strengt økonomisk statsforvaltning var skatterne lave, og Tiberius kunne vise rundhåndethed når det blev særlig dårlige tider et eller andet sted. Enhver undertrykkelse af undergivne fra kejserrigets repræsentanters side, det være sig soldater, landshøvdinge eller andre embedsmænd, såvel som enhver uretmæssig løsning af tildelte opgaver, medførte med sikkerhed kejserens hævn. Et fast greb om magten opretholdt den offentlige sikkerhed og ro såvel i Italien som i de fremmede lande. Udbygningen af samfærdselssystemet var med til at ophjælpe handelen. Kejseren sørgede for at der blev styret retfærdigt og besindigt såvel i som uden for Rom, i overensstemmelse med de fornemme romerske dyder. Lovene forbedredes i mange retninger, og sociale og sædelige vedtægter nød beskyttelse, idet man bibeholdt og byggede videre på de reformer kejser Augustus havde indført. Ikke desto mindre tillægger den romerske historiker Tacitus, der beskriver Tiberius’ personlighed, ham „gennemført forstillelse og hykleri fra ende til anden“. Man anså ham for at være en tyran, og han blev ikke efter sin død, der indtraf i sidste halvdel af marts år 37 e. Kr., æret med ophøjelse til guddommelighed. En „usling“!

69. Hvorledes voksede riget yderligere mens Claudius var Nordens konge, og under hvilken kejser nåede det sin største udstrækning?

⁶⁹ Tiberius blev efterfulgt af Gajus Cæsar, bedre kendt som Caligula, som atter, år 41 e. Kr., efterfulgtes af sin onkel, Claudius. Udover hvad Tiberius som Nordens konge havde udrettet til bedste for romerriget, satte Claudius sig nu for yderligere at udvide riget i overensstemmelse med Augustus’ planer. Herom siger en autoritet: „Lydstater blev indlemmet, Sydbritannien blev erobret, romaniseringen mod vest blev kraftigt fremmet, i Rom og Italien blev offentlige arbejder udført, og organiseringen af det kejserlige bureaukrati gjorde hastige fremskridt.“a Et historisk værk siger: „En betydelig udvidelse af staten fandt sted under Claudius, som med held sendte en ekspeditionsstyrke til England i året 43 e. Kr. og indlemmede den sydlige del af øen som provinsen Britannia. Senere blev den britiske grænse forskudt nordpå og sikret ved hjælp af en forsvarslinje. Trajan (98-117 e. Kr.) . . . var ærgerrig efter at opbygge et stort orientalsk rige og kastede sig ud i en erobringskrig, hvorunder han slog partherne i Persien og indlemmede Armenien, Mesopotamien og Assyrien som provinser i riget. Hermed nåede romerriget sin største udstrækning, men Trajans erobringer i østen blev opgivet af hans efterfølger.“b

70. Hvem var det der med Daniel 11:25 blev Nordens konge, og hvis ærgerrighed var det der under hans regering bragte riget i fare?

⁷⁰ Jehovas engel som fortsat skuede ud i fremtiden og iagttog den profetiske Nordens konges virksomhed, sagde til Daniel: „Og han skal da opbyde sin kraft og sit mod mod sydens konge med en stor hær: og sydens konge skal forberede sig til krigen med en overmåde stor og stærk hær; men han skal ikke stå; for de skal udtænke onde planer imod ham. Ja, de som spiser af hans mad skal forårsage hans fald, og den andens hær skal svømme over; og mange skal falde slagne.“ (Dan. 11:25, 26, Leeser) Med dette vers er det kejser Aurelian der er blevet Nordens konge (270-275 e. Kr.). Et af hans store problemer var dronning Septimia Zenobia af Palmyra i den syriske ørken. Palmyra, som var en gammel by, havde under krigene mellem Rom og partherne i Persien haft gode betingelser for at vokse sig stor. Da kejser Hadrian besøgte byen cirka år 130 e. Kr. kaldte han den Adrianopolis. Den blev en romersk koloni og et vigtigt militærstøttepunkt. Krigene med Persien bevirkede at Palmyra for en tid fik politisk betydning, og i nogle få år var den så at sige herskerinde over den østlige del af romerriget. På grund af dronning Zenobias ærgerrighed blev den en fare for Rom. Hendes oprindelige navn var Bath Zabbai. Hendes ægtefælle, kong Odænathos, var øverstkommanderende i østen. Da han døde (år 266-267 e. Kr.) besluttede Zenobia at skabe sig en position højere end den han havde haft, ved at gøre Palmyra til den dominerende by i den østlige del af romerriget. Allerede erfaren med hensyn til statsadministration overtog hun fuldstændig regeringens tøjler.

71. Hvorledes kom Zenobia sammen med sin søn til at indtage stillingen som Sydens konge i forhold til romerriget?

⁷¹ Hendes øverstbefalende var general Zabda, en af hendes ægtefælles slægtninge, og under ledelse af ham okkuperede Palmyras hær år 270 e. Kr. Ægypten under påskud af at ville sikre Rom dette land. Der var nemlig tronprætendenter som bestred den romerske kejsers autoritet langs Nilen. Det var Zenobia der stod bag denne erobring, og med titel af konge styrede hendes søn Ægypten, mens hans moder havde titel af dronning. Der blev oprettet garnisoner af palmyrenske soldater i Lilleasien, endog så langt mod vest som i Ankyra (nu det tyrkiske Ankara), lige over for det europæiske Byzans. Man begyndte at kalde Zenobia Augusta eller kejserinde. Da Aurelian år 270 e. Kr. blev romersk kejser, blev han Nordens konge. Det stod ham snart klart at dronning Zenobias ærgerrige politik bragte romerrigets enhed i fare, og allerede i hans andet regeringsår kom det til et brud mellem ham og dronning Zenobia. Zenobia så sig stillet over for Nordens konges invasion, i forhold til hvem hun kom til at stå som Sydens konge. Hun havde opnået en betydelig magtposition, idet hun havde tilvejebragt en forening af ørkenaraberne og ægypterne. Foruden Mesopotamien og en del af Lilleasien besad hun såvel Ægypten som Syrien. Hun kunne stole på araberne og armenierne, men syrernes loyalitet kunne hun ikke være alt for sikker på.

72. Hvad måtte Nordens konge opbyde, og hvordan måtte Sydens konge forberede sig, og hvad blev resultatet af denne strid?

⁷² Det var nødvendigt for kejser Aurelian at opbyde sin kraft og sit mod for at gå mod denne krigeriske dronning af Ægypten og Syrien. Hun for sin del måtte forberede sig på krig med Nordens konge ved at udruste en overmåde stor og stærk hær under sine to generaler, Zabda og Zabbai. Aurelian genvandt først Ægypten ved Probus. Derpå gjorde han sig rede til det store krigstogt mod Lilleasien og Syrien. Zenobia og hendes to generaler blev slået ved Emesa (nu Homs) og trak sig tilbage til Palmyra. Skønt byen var beskyttet af ørkenen, indledte og opretholdt Aurelian en belejring af denne stærkt befæstede og velforsynede by. Denne belejring tog modet fra Zenobia. Hun og hendes søn slap ud af byen og flygtede til Persien efter hjælp, men romerne fangede dem ved bredden af Eufratfloden. De belejrede palmyrenere tabte modet, og år 272 e. Kr. overgav de byen. Aurelian skånede Zenobias liv og bragte hende til Rom, hvor han førte hende med som sit fornemste bytte i sit store triumftog gennem rigets hovedstad år 274 e. Kr.c Derefter fik hun tilladelse til at tilbringe resten af sit liv som romersk matrone.

73. Hvorledes kunne Nordens konge ikke stå da de som spiste af hans mad bragte ham til fald?

⁷³ Det var ikke blot dronning Zenobia der i rollen som Sydens konge ikke havde kunnet stå sig i kamp mod Roms væbnede styrker; heller ikke hendes besejrer, kejser Aurelian, kunne holde stand mod konspiratorer. Det romerske senat havde med rette tildelt ham titlen romerrigets genrejser. Han var den første romerske kejser der bar diadem, og på medaljer betegnedes han som Herre og Gud. Da hans triumfår nærmede sig afslutningen drog han af sted på et togt mod perserne. Mens han i Thrakien ventede på lejlighed til at komme over strædet til Lilleasien, bragte de der spiste af hans mad deres onde planer imod ham til udførelse og forårsagede hans fald. Han ville kalde sin sekretær, Eros, til sig for at lade ham stå til regnskab for visse uregelmæssigheder. Eros ophidsede da en del officerer til sammensværgelse mod kejseren ved falskeligt at opføre dem på en liste over mænd der var dømt til døden. Ved synet af denne liste besluttede de sig til at snigmyrde ham.

74. Hvorledes svømmede „den andens hær“ over under senere eksponenter for Nordens konge, så mange faldt slagne?

⁷⁴ Nordens konges rolle var imidlertid ikke udspillet med kejser Aurelian. Andre kejsere fulgte efter ham, og for en tid var der én kejser over den vestlige og én kejser over den østlige del af det samme rige. Under disse blev Nordens konges hær skyllet bort, og mange faldt slagne i overensstemmelse med profetien. Dette skyldtes barbarernes invasion nordfra. Disse invasioner blev slået tilbage indtil det fjerde århundrede, men da lykkedes det barbarerne at bryde igennem. Goterne eller germanerne fandt ud af at Roms legioner ikke mere var uovervindelige. Da de nu var brudt ind over Roms grænser, fulgte den ene invasion efter den anden. Ved begyndelsen af det sjette århundrede havde de fuldstændig adsplittet den vestlige del af romerriget, og både i Italien, England, Gallien, Spanien og Nordafrika var germanske konger ved magten. I rigets østlige del havde Konstantinopel (Byzans) undgået erobring af den truende hunner Attila, som var draget videre vestpå.

75. Hvordan blev romerriget til sidst delt i to dele med to kejsere, og hvorledes kom Ægypten med tiden under engelsk herredømme?

⁷⁵ Kejser Konstantin (324-337) anerkendte den gængse form for kristendom som statsreligion og førte endog forsædet ved kirkemødet år 325 i Nikæa, Nicomedia, i Lilleasien, knap 160 kilometer fra Byzans. Senere flyttede han kejserresidensen fra Rom til Byzans. Der grundlagde han den 11. maj 330 e. Kr. den nye kejserlige hovedstad, som ved indvielsen fik navnet Ny-Rom eller Konstantinopel. Men der bestod stadig kun ét romersk imperium. Da den senere kejser Theodosius døde, den 17. januar år 395, blev riget endeligt delt mellem hans to sønner, Honorius, der fik den vestlige, og Arcadius, der fik den østlige del med hovedstad i Konstantinopel. Ægypten tilfaldt Konstantinopel og blev en provins af den østlige del af romerriget. I 641 e. Kr., da Herakleios var østromersk kejser, blev Ægyptens hovedstad, Alexandria, erobret af de muhamedanske saracenere, og provinsen Ægypten kom under kaliffernes, Muhammeds efterfølgeres, herredømme. Langt senere, i 1516-1517, blev Ægypten en tyrkisk provins, styret af en pasha. Da den første verdenskrig brød ud i 1914 tilhørte Ægypten stadig Tyrkiet og blev styret af en khediv eller vicekonge. Denne, khediv Abbas Pasha, stillede sig på Tysklands side og blev derfor afsat den 18. december samme år, hvorefter Ægypten erklæredes for et britisk protektorat, hvilket især skete med henblik på beskyttelse af Suez-kanalen.

76. Hvornår og hvorledes ophørte Det østromerske Rige med at eksistere?

⁷⁶ Konstantin XII P., der besteg tronen i 1448, var den sidste østromerske kejser. Muhamedanerne havde gentagne gange gjort forsøg på at erobre Konstantinopel. Efter igennem århundreder at have gentaget deres forsøg, lykkedes det dem endelig. I treoghalvtreds dage blev byen belejret af den tyrkiske sultan Mahomet (Muhammed) II, som indtog den den 29. maj 1453. Med dens indtagelse var det definitivt forbi med Det østromerske Rige.

77. Af hvilket biskopembede fremstod en ny politisk-religiøs skikkelse, og fra hvilket tidspunkt kan man med rette tale om et østromersk og et vestromersk rige?

⁷⁷ I den vestlige del af det romerske rige fremstod en ny betydningsfuld religiøs-politisk skikkelse, Roms katolske biskop; det var særlig iøjnefaldende i forbindelse med pave Leo I, den Store, der betragtes som den egentlige grundlægger af pavedømmet i det femte århundrede. Som tiden gik tiltog paven sig ret til at krone Det vestromerske Riges kejser, hvilket begyndte da pave Leo III juledag år 800 i Rom kronede frankerkongen Karl (den Store) til kejser over Det vestromerske Rige. Pave Leo III udtalte: „Karl, Augustus, kronet af Gud, den store og fredelskende kejser, ønsker vi liv og sejr.“ Siden da anså man den politiske hersker for hersker „af Guds nåde“. Et nylig udkommet historisk værk siger imidlertid herom: „Karl den Stores kroning var en oprørsk handling, thi regeringen i Konstantinopel var stadig rigets lovligt styrende myndighed.“d Dette var sandt, skønt en kvindelig tronraner, kejserinde Irene (780-802), på det tidspunkt sad på tronen i Konstantinopel. Efter dette tidspunkt kan man med rette tale om Det østromerske og Det vestromerske Rige, der begge gjorde krav på at være kristne. Karl den Store lod ørnen i sine insignier få endnu et hoved, for på den måde at betegne at de to riger, det romerske og det tyske, var blevet forenet.

(Fortsættes)

[Fodnoter]