Korset i gudsdyrkelsen

BLANDT kristenhedens mange kirker findes der intet symbol der betragtes som mere kristent end korset. I mange hundrede år har korset været det mest brugte symbol på kristendom. Utallige skarer har knælet i bøn foran det i deres kirker, og i deres hjem har de bøjet sig for det i ærefrygt. Det findes på kirkebygninger, både inde og ude, på præsternes messehageler, på bibelomslag, på ligkister og gravsten, på halskæder og ørenringe, på julekort og juledekorationer og talløse andre steder. Korset er uden tvivl det mest fremtrædende religiøse symbol i lande der hævder at være kristne.

I almindelighed tror folk i kristenhedens lande at korset er noget specielt kristent, at det tog sin begyndelse som religiøst symbol med Kristus, som de tror blev henrettet på et kors. Men kendsgerningerne siger noget andet. Dersom folk ville aflægge et besøg på et museum med ægyptiske oldtidssager ville de sandsynligvis se at der er kors på mange af de udstillede genstande, som mennesker har lavet flere hundrede år før Kristi tid.

Det gamle ægyptiske kors havde form som et „T“, og der var ofte anbragt en ring ovenover som en slags hank. I moderne leksika kaldes det crux ansata. Det blev tit sat i forbindelse med den ægyptiske gud Osiris, hvis scepter endte i et kors. Den ægyptiske gud Knef repræsenteredes ved et kors i en cirkel.

Anvendt i hele verden

De gamle ægyptere var ikke de eneste der benyttede korset som et helligt, religiøst symbol. Det har været almindeligt anvendt i hedenske religioner overalt på jorden. The Encyclopædia Britannica forklarer i bind 7 i ellevte udgave: „Fra tidsafsnit fjernt fra den kristne tidsalder har man i næsten alle dele af den gamle verden fundet forskellige genstande som bærer kors af varierende form. Genstande af denne art har man draget frem i stort tal i Indien, Syrien, Persien og Ægypten, mens adskillige eksemplarer fra den senere stenalder til den kristne tidsalder er fundet i det meste af Europa. Brugen af korset som et religiøst symbol i tiderne forud for kristendommens opståen og blandt ikke-kristne folkeslag kan uden tvivl betragtes som såre almindelig, og i mange tilfælde var den knyttet til en eller anden form for naturtilbedelse.“

I Indien og Kina blev det i et årtusind før kristendommens grundlæggelse anvendt som et religiøst symbol i swastikategnet. Korset optræder på Påskeøens ældgamle statuer og på det østlige Ny Guineas hellige sten. De hedenske maorier på New Zealand bar kors fremstillet af grønsten. Og det blev også benyttet af nogle af de første indbyggere i New Mexico, for her har man fundet dem i køkkenmøddinger. Korset kendes tillige fra billedsskrifterne i Nord Dakota og Syd Dakota.

Om brugen af korset blandt de første indbyggere i Mexico har The Standard Dictionary of Folklore, Mythology and Legend følgende at sige: „Nogle af de første opdagelsesrejsende i Mexico forbløffedes over at korset dér havde en uomtvistelig religiøs betydning. Det mexikanske kors sås på aztekernes regngudinde, og man mener at det har haft tilknytning til solen og vinden.“

Det kan ikke overraske at kors og soltilbedelse findes side om side, for det finder vi også hos kaldæerne i Mesopotamien, hvorfra menneskene jo spredtes ud over hele jorden efter Vandfloden. Kaldæernes gud Tammuz knyttedes til solen, og Alexander Hislop gør gældende at „kaldæernes og ægypternes mystiske Tau“ var „begyndelsesbogstavet i navnet Tammuz“. Selv om guden Tammuz hed noget andet blandt andre folkeslag, vedblev man dog med at benytte symbolet på denne gud, nemlig T-korset. Kejser Konstantin var hedning og romer, og blandt romerne var korset et religiøst symbol, hvorfor det er betydningsfuldt at Konstantin siges i et syn at have set dette symbol på himlen, hvor det stod lige under solen.

I gammel tid blev korset ofte sat i forbindelse med fallos- eller seksualdyrkelse. Det var den naturlige følge af at det blev betragtet som symbolet på liv. Crux ansata, der som nævnt var et kors med en ring foroven, symboliserede livskraften og forplantningsevnen. Det er muligvis forklaringen på at en kvindefigur som blev draget frem af Trojas ruiner havde et kors på skambenet. Omvendte T-kors har været benyttet som falliske symboler i Grækenland, Rom og Japan.

I det hedenske Rom var korset præget på præsternes embedsdragter, og vestalinderne bar halskæder med kors. De assyriske konger bar det som en prydelse. Arkæologen A. H. Layard oplyser at man har fundet kors på assyriske skulpturer i Korsabad, på assyriske cylindre og på elfenbensarbejder fra Nimrud. Alle disse genstande var i brug før Kristus kom til jorden.

Caducëus, en vinget stav omslynget af slanger, var egentlig et kors hvis arme var blevet skiftet ud med vinger. Den blev båret af guden Merkur samt af adskillige andre guder. Også ægypterne knyttede kors og slanger sammen.

De navnkundige druider i Britannien betragtede korset som et helligt, religiøst symbol. Om deres anvendelse af korset siges der i bogen Indian Antiquities: „Druiderne havde for skik at udvælge det smukkeste og stateligste træ i deres offerlunde som symbol på den guddom de dyrkede; de lod sidegrenene skære af og fastgjorde to af de største oppe på stammen så de stak ud til hver sin side som armene på et menneske; stammen med de to grene lignede et vældigt kors, og i barken snittede man flere steder bogstavet tau.“

Druidernes ærefrygt for korset ses også af den omstændighed at de byggede nogle af deres templer i korsform. Druidetemplet i Classerniss på den skotske ø Lewis er bygget i denne form og det samme er den druidiske grotte ved New Grange i Irland. I Indien finder man også gamle hinduiske templer der er bygget i korsform. Et enestående eksempel har vi i det meget gamle tempel i elefanthulerne i nærheden af Bombay, et tempel som er hugget ud i de massive klipper.

Alt dette viser at korset ikke er noget særegent for kristendommen men derimod hører hedenskabet til. Nogle vil sikkert fremføre det argument at kristne med rette kan bruge korset som symbol fordi Kristus døde på et kors, men det er ikke rigtigt. Kristus døde ikke på et kors.

Pælen blev brugt ved henrettelser

Jesus Kristus blev henrettet på en opretstående pæl uden tværstang. Den misforståelse at han døde på et kors skyldes for en stor del at nogle bibeloversættere har gengivet de græske ord staurós og xylon med kors. De er muligvis blevet forledt dertil på grund af kristenhedens traditionelle tro, at Kristus døde på et kors. Ordet staurós betyder en opretstående pæl, mens xylon betyder træ. Selve grundbetydningen af ordet crux, det latinske ord der svarer til staurós, er blot et henrettelsesredskab af træ, beregnet til at pælfæste eller hænge en forbryder på. At den oprindelige betydning af disse ord senere udvidedes til at omfatte korset er ikke noget argument for at bibelskribenterne mente „kors“ når de talte om det redskab hvorpå Jesus led døden. The Encyclopædia Britannica, 11. udgave, siger: „Lipsius og andre skribenter taler om den enkelte, opretstående pæl hvortil forbrydere blev bundet og kalder den et kors, og om en sådan pæl er udtrykket crux simplex blevet anvendt.“ Det var på en sådan simpel pæl Jesus blev hængt med hænderne naglet over hovedet.

De første kristne anså ikke Kristi marterpæl for et helligt symbol på kristendom. De ville ikke overtræde Guds bud ved at nære ærefrygt for den. I deres øjne var den noget modbydeligt, noget der ifølge jødisk skik skulle graves ned så man ikke så den mere. Korset blev ikke sat i forbindelse med kristendommen førend den navnkristne kirke begyndte at bringe fordærv ind ved at antage hedenske læresætninger, symboler og skikke. Først da begyndte de navnkristne at følge den hedenske skik at ære symboler.

De frafaldne kristne antog det populære hedenske symbol på liv og gav det et kristent skær ved at hævde at Kristus døde på et kors. „I de ægyptiske kirker,“ siger The Encyclopædia Britannica, „var korset et hedensk symbol på liv som de kristne fik til låns og gav den hedenske fortolkning.“ Korset har intet med kristendom at gøre og hører ikke hjemme i den kristne gudsdyrkelse. At betragte det som helligt er i strid med det bibelske bud: „Træk ikke i ulige åg med de vantro, thi hvad har retfærdighed og lovløshed med hinanden at skaffe? . . . rør ej noget urent.“ — 2 Kor. 6:14, 17.