Dåb i overensstemmelse med den guddommelige vilje
„Guds tålmodighed ventede i Noas dage, mens arken blev bygget, hvori nogle få, nemlig otte sjæle, blev ført trygt gennem vandet. Det som svarer dertil, nemlig dåben . . ., frelser nu også jer.“ — 1 Pet. 3:20, 21, NW.
1. Hvilken opfordring lader Jehova gå ud før Harmagedon, og med hvilket resultat?
VI LEVER i sandhed i en kritisk tid. En hel verden, den nuværende tingenes ordning, styrter afsindigt og blindt mod sin undergang i den universelle Harmagedonkrig, hvor den årtusindgamle strid om Jehovas overhøjhed og universelle suverænitet én gang for alle vil blive afgjort. Men den almægtige Gud opfordrer retsindige mennesker af alle nationer, slægter og tungemål til at forlade denne dødsdømte gamle verden og søge tilflugt i den retfærdige nye verden han skaber. Tusinder og atter tusinder fra alverdens egne efterkommer hvert år opfordringen og tager standpunkt for Jehova og hans rige. Efterhånden lærer de at det er deres forret og pligt at lade sig døbe i overensstemmelse med den guddommelige vilje.
2, 3. Hvilken betydning har dåben i forbindelse med Jehovas hensigt, at frelse mennesker?
2 Men hvad har dåb at gøre med muligheden for at blive frelst fra den døende gamle verden og komme ind i den endeløse nye verden, som den levende Gud skaber? Hvad Peter havde i tanke var Esajas’ profeti om nye himle og en ny jord, om hvilke det hedder: „Thi se, jeg skaber nye himle og en ny jord, det gamle huskes ej mer, rinder ingen i hu; . . . der gøres ej ondt og voldes ej men i hele mit hellige bjergland, siger [Jehova].“ (Es. 65:17-25) Derfor skriver Peter: „Efter hans forjættelse venter vi ’nye himle og en ny jord’, hvor retfærdighed bor.“ Derefter siger han: „I skal betragte vor Herres langmodighed som udslag af hans frelsesvilje,“ og et andet sted, som citeret ovenfor, taler han om hvordan Guds tålmodighed ventede i Noas dage, og han nævner at otte sjæle blev ført trygt gennem vandet. Derefter fremfører han: „Det som svarer dertil, nemlig dåben (ikke en fjernelse af kødets smuds, men en bøn til Gud om en god samvittighed), frelser nu også jer gennem Jesu Kristi opstandelse.“ (NW) — 2 Pet. 3:12, 13, 15; 1 Pet. 3:20, 21.
3 Vi har Mesterens eget ord for at dette netop gælder nu, for han sagde at som Noas dage var, således skulle Menneskesønnens dage være. (Matt. 24:37) Dengang skyllede Jehova den daværende tingenes ordning bort i en vandflod, men frelste otte mennesker som gav agt på hans advarsel. Med andre ord bragte den vanddåb som hele verden blev døbt med død over flertallet og frelse til nogle få. Også nu da den nuværende tingenes ordning skal opløses, vil de ugudelige mennesker blive udslettet, mens de der har hørt og rettet sig efter Jehovas budskab vil blive frelst. Det er det Peter tænker på når han taler om den dåb der frelser.
4, 5. Hvilke krav stilledes der til dem der blev frelst i Noas dage? Hvilke tilsvarende krav må man opfylde for at blive frelst i vor tid?
4 Dog mente Peter ikke at frelsesmidlet var den bogstavelige nedsænkning under vand i en flod eller en sø, men derimod den absolutte gudindviede tilstand som vanddåben symboliserer. Hvorledes det? Jo, de som var sammen med Noa i arken og som var døbt til ham, havde inden arken blev omgivet af vandmasserne fra himmelens sluser måttet udvise tro på Jehovas advarselsbudskab, der kom til dem gennem Noa; derefter havde de måttet arbejde på arken sammen med Noa og derved vise deres tro på Guds ord og deres villighed til at lyde ham. Og de havde måttet fortsætte i denne tilstand lige til den dag da Jehova selv lukkede døren efter Noa og dem der gik med ham ind i arken. — 1 Mos. 7:13-16.
5 Men hvad svarer så i vore dage til den ark hvori Gud frelste Noa? Det gør den frelsesordning som Jehova Gud opbygger ved sin søn, den herliggjorte Kristus Jesus, det vil sige „den nye tingenes ordning“. Her på jorden repræsenteres denne nye tingenes ordning ved Jehovas vidner, der er blevet ført ind i den og er blevet organiseret som en ny verdens samfund der skal vidne om Jehovas navn og hensigter, hans konge og rige, og leve efter den guddommelige vilje, hvorved de viser retsindige mennesker vejen til frelse.
6. Må de der ønsker at gøre den guddommelige vilje selv om hvorvidt de vil lade sig døbe?
6 Alle der kommer ind i den nye verdens samfund for at lære vejen til liv at kende, og som overgiver sig til Jehova Gud ved en indvielse, bør lade sig døbe i harmoni med Jesu befaling i Mattæus 28:19, 20 (NW): „Gå derfor og gør disciple af folk af alle nationer, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, idet I lærer dem at holde alt det som jeg har befalet jer. Og se! Jeg er med jer alle dage indtil den samlede afslutning på tingenes ordning.“ De som ønsker at gøre den guddommelige vilje nu hvor Jehova gør flere og flere disciple af folk af alle nationer, kan derfor ikke frit vælge om de vil lade sig døbe eller ej; dåben er et krav som skal opfyldes; og hvert år underkaster en stadig større skare indviede mennesker sig en sådan dåb. Et slående eksempel herpå sås hin mindeværdige dag under Jehovas vidners internationale stævne „Den guddommelige Vilje“ i New York i sommeren 1958, hvor 7136 mennesker blev nedsænket i vand.
Hvem kan blive døbt?
7, 8. Hvad er dåben et symbol på, som vist i Jesu tilfælde?
7 Hvem bør døbes og på hvilken måde må det ske for at være i harmoni med den guddommelige vilje? Ifølge Peters ord frelser dåben, den er ikke en fjernelse af kødets smuds, men „en bøn til Gud om en god samvittighed“. Dette udelukker med det samme barnedåb, for et barn kan ikke rette en sådan bøn til Gud. Dåben er i virkeligheden et symbol, en bekendelse af hvad der allerede er sket i ens hjerte: man har indviet sig til Jehova Gud for fra nu af at leve i overensstemmelse med den guddommelige vilje. Det var den betydning der lå i Jesu egen dåb. Han er det store eksempel som alle der ønsker at tjene Jehova Gud må følge.
8 Mattæus fortæller os at Johannes Døber døbte jøder der havde angret deres synder imod den lovpagt Jehova havde indgået med det jødiske folk. En dag kom Jesus til Johannes for at blive døbt. Men Johannes vægrede sig ved det, for han vidste at Jesus ikke havde brudt pagten. Nu sagde Jesus imidlertid at det burde ske for at ’alt hvad ret var kunne opfyldes’. (Matt. 3:15) Og apostelen Paulus skriver i Hebræerbrevet 10:9 at Jesus på det tidspunkt opfyldte salmens ord: „Se, jeg er kommen for at gøre din vilje,“ min Gud. (Sl. 40:8, 9) Jesus havde nu indviet sig til at udføre den særlige gerning som den guddommelige vilje foreskrev ham, og den stod nedskrevet i „bogrullen“, det vil sige De hebraiske Skrifter, der indeholdt „Guds hellige udtalelser“. (Rom. 3:1, 2, NW) Da Johannes sænkede Jesus helt ned under Jordanflodens vand var det derfor en symbolsk handling der bevidnede at Jesus nu var død hvad angik hans jordiske livsførelse indtil dette tidspunkt.
9. Hvordan skal dåbshandlingen foregå for at være det rette symbol?
9 Jesu eksempel viser hvorfor dåben skal foregå på den måde, ved fuldstændig nedsænkning, for at være et billede, et symbol. Dåbskandidaten skjules helt af vandet, hvorfor man kan sige at han eller hun „begraves“ deri. At det var på den måde Johannes døbte fremgår af en udtalelse i apostelen Johannes’ beretning: „Johannes [Døber] døbte i Ænon nær ved Salem, fordi der var rigeligt med vand der.“ (Joh. 3:23) Det græske ord for „døbe“ betyder i øvrigt „at dykke, at nedsænke“. Men den der døber lader ikke den som døbes blive under vandet for at dø. Nej døberen oprejser den døbte igen som et symbol på at han nu skal vandre ad en ny livsvej, fuldstændig helliget Jehova Gud, hvis guddommelige vilje fra nu af må være hans rettesnor. De som lader sig døbe tilkendegiver derved at de har løsrevet sig fra den gamle verden, i hvilken de blev født som ufuldkomne børn af Adam, den verden som beherskes af Satan, den store modstander af Gud og hans rige; de har nu søgt tilflugt i den ordning som Jehova har tilvejebragt for troende mænd og kvinder, og som svarer til den bogstavelige ark i Noas dage.
10-12. (a) Hvad betyder det at man døbes i Faderens navn? (b) I Sønnens navn? (c) I den hellige ånds navn?
10 Da Jesus befalede sine efterfølgere at gøre disciple af folk af alle nationer sagde han, som ovenfor citeret, at disse disciple skulle døbes „i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn“. Dåbshandlingen må derfor være en bekendelse af at den døbte har erkendt at Jehova Gud er den højeste, den almægtige Skaber og Livgiver, den retfærdige og alvise Gud som i sin kærlighed har tilvejebragt frelsen fra synden og dens smertelige følger. Den døbte må også have forstået det store stridsspørgsmål som overskygger alt andet i verden, og som snart skal afgøres én gang for alle til Jehovas evige pris, nemlig striden om universelt herredømme: Skal Jehova Gud styre universet, eller skal Djævelen? Et mindre stridsspørgsmål er forbundet hermed: Kan mennesker på jorden tjene Jehova i uangribelighed når de udsættes for prøver og forfølgelser? Med kundskab om disse ting har den der lader sig døbe i overensstemmelse med den guddommelige vilje indviet sig til Jehova i ønsket om at gøre Hans vilje, koste hvad det vil. — Job 1:9-11; Jud. 25.
11 I dag bekender den døbte tillige at han har erkendt at Jehova har givet sin førstefødte, elskede søn, Jesus Kristus, navnet over alle navne, så der ikke er frelse i nogen anden. Jesus Kristus er Jehovas udvalgte konge som nu er kommet i sit riges herlighed; han er kommet som den retfærdige dommer, og alle som ønsker at leve må ’kysse Sønnen’, det vil sige, hylde ham som konge og lyde hans befalinger, og når tiden er inde vil han blive deres Evigheds-Fader. — Ap. G. 4:12; Matt. 25:31; Sl. 2:12; Es. 9:6.
12 At dåben sker i den hellige ånds navn betyder at den døbte bevidner at han har erkendt at den hellige ånd er den levende Guds virkekraft, som han udsender ved sin søn, Kristus Jesus, og som indvirker på Jehovas folk, oplyser og leder hans teokratiske organisation på jorden i dag, som på apostlenes tid, og at den døbte har underkastet sig denne hellige kraft. — Ap. G. 1:8; 20:28; Joel 3:1, 2.
13. Hvad gjorde Jesus da han efter dåben havde modtaget den hellige ånd?
13 Det var denne hellige ånd eller oplysende og bemyndigende kraft fra Gud der kom over Jesus da han oprejstes af Jordans vand; og læg nu mærke til hvad han derefter gjorde. Efter at han havde været i ørkenen i fyrre dage og var blevet fristet af Djævelen, begyndte han at bekendtgøre: „Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!“ (Mark. 1:15) Djævelen havde tilbudt Jesus alle denne verdens riger, men Jesus havde nægtet at have noget at gøre med ham, for „du skal tilbede [Jehova] din Gud og tjene ham alene“. (Luk. 4:6-8) Det var Jehovas rige han ønskede, og det var for det han nu ville arbejde, vidne og lide forfølgelse, ja han var endog villig til at ofre sit liv for det. Og hvorfor blev han dræbt? Fordi han var absolut loyal mod Jehovas rige, der er det redskab hvorigennem hans Faders hellige navn skulle renses og ophøjes, og hvorigennem lydige mennesker skulle opnå frelse i kraft af Jesu løskøbende blod. — Joh. 18:33-37; 19:12-16.
14. Hvilke spørgsmål skulle den der overvejer at lade sig døbe, stille sig selv?
14 I betragtning af dette trofaste eksempel skulle den der overvejer at lade sig døbe spørge sig selv: Er jeg villig til at gøre som Kristus gjorde, at forkynde Himmelens rige og forblive loyal imod det? Kan jeg se mig selv i den lykkelige skare Johannes beskrev i Åbenbaringen og som står foran tronen og råber med glæde: „Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet“? Disse mennesker havde palmegrene i hænderne; da Jesus i triumftog red ind i Jerusalem, siddende på et æselføl, tog skaren som dér var forsamlet også palmegrene, gik ham i møde og råbte: „Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!“ og „Israels konge!“ Alle som i dag indvier sig til Jehova Gud hører hjemme blandt den store skare tilbedere der nu ’går Kristus i møde’ og hylder ham offentligt. — Åb. 7:9, 10; Joh. 12:12-15.
15. (a) Hvad markerer dåben begyndelsen til? (b) Hvad må den døbte gøre hvis han skal leve evigt? Hvilke råd gav Paulus i denne forbindelse?
15 Dåben eller nedsænkningen i vand markerer i virkeligheden en offentlig bekendtgørelse af noget nyt. Her er nu et menneske som har indviet sig til Jehova Gud. Det besegler så at sige den overenskomst som det under bøn har indgået med Jehova, og som forpligter det til at lyde hans guddommelige vilje og støtte hans værdige sag. Det forventes at den døbte bliver hvad Jakob 1:25 kalder „en gerningens gører“, og han vil blive „salig [lykkelig] i sin gerning“. Du har ikke sikret dig frelsen fordi du har ladet dig døbe, nej du må, som Paulus siger, „arbejde på [din] frelse med frygt og bæven“. (Fil. 2:12) Når man har givet sit liv til Jehova og er blevet hans træl, kan man ikke forlade hans tjeneste — det gælder livet, og det er en livslang tjeneste til liv! For at kunne leve evigt må man nemlig for evigt være Jehovas lydige træl. Det kan man kun blive hvis man slutter sig til hans nye verdens samfund, der står under den større Noas, Kristi Jesu, befaling og ledelse. Dette kræver at man studerer Guds ord både personligt og ved møder som tilrettelægges i denne hensigt; ved sådanne møder udrustes man åndeligt til at tage del i udbredelsen af den gode nyhed om det oprettede rige. Apostelen Paulus fremsatte en glimrende vejledning i så henseende da han skrev til hebræerne (10:23-25): „Lad os urokkeligt holde fast ved håbets bekendelse; thi trofast er han, som gav forjættelsen; og lad os give agt på hverandre, så vi opflammer hverandre til kærlighed og gode gerninger, og lad os ikke svigte vor egen menighedsforsamling, som nogle har for skik, men formane hverandre, og det så meget mere, som I ser dagen nærme sig.“ Den dag han hentydede til er i sandhed kommet meget nær. Det må aldrig glemmes.
16. (a) Hvad må den døbte omhyggeligt undgå? (b) Hvilken handlemåde under forfølgelse vinder godkendelse hos Jehova?
16 Den der lader sig døbe skulle også huske at han ikke af materielle rigdomme må lade sig lokke til at forlade den rette vej som absolut hengivenhed for Jehova fører ham ad, ikke engang til rent midlertidigt at søge økonomisk fordel ved at benytte den selviske gamle verdens metoder. Man må til enhver tid være vågen så man ikke falder for fristelsen til at lade det materielle få større betydning end de ophøjede principper der hører livet i den nye verden til. At man omtales nedsættende eller trues med forfølgelse fordi man deltager i vidnearbejdet, må heller ikke få lov at hindre en i at følge den rette vej. ’Tænk på Jesus,’ råder apostelen, ’der har tålt en sådan modsigelse af syndere.’ Tænk på apostelen Johannes der tjente Jehova trofast selv i en høj alder, skønt det medførte at han blev landsforvist og sat til hårdt arbejde som fange på øen Patmos; tænk på hvordan Paulus selv holdt trofast ud under hård og uophørlig forfølgelse. (Hebr. 12:2, 3; Åb. 1:9; 2 Kor. 11:23-27) Tænk på Jehovas vidner i Tyskland under Hitlers regime og nu bag jerntæppet og andre steder under de forskellige diktaturer; deres lidelser og savn har blot været dem en spore til større nidkærhed, og Jehova har rigt velsignet deres bestræbelser.
17. Hvilken særlig påmindelse, møntet på vor tid, gav Jesus?
17 Man må aldrig blive så sikker på sig selv at man mener sig immun over for fristelser til at forlade Jehovas tjeneste af en eller anden grund. Husk at Kongen, Jesus Kristus, selv gav os følgende påmindelse i Mattæus 24:12, 13: „Fordi lovløsheden tager overhånd, vil kærligheden blive kold hos de fleste. Men den, som holder ud indtil enden, han skal frelses.“ Det er nødvendigt at vi er omhyggelige med de tilsyneladende små ting i forbindelse med Jehovas arbejde, som for eksempel trofast at holde aftaler i det oplæringsprogram som virker i Jehovas vidners menigheder, ikke at undlade at rapportere vore resultater i tjenesten, o.s.v.
18. Skal man kun tænke på sandheden når man er til møde?
18 I Åbenbaringen 12:9, 17 læser vi at „den store drage . . ., den gamle slange, som kaldes Djævelen og Satan“, hvis virkeområde nu er begrænset til jordens nærhed, er rasende og fører krig mod dem „der holder Guds bud og bevarer Jesu vidnesbyrd“. Af samme grund er det yderst nødvendigt at være på vagt ustandselig, at iføre sig Guds fulde rustning og at lære hvordan man bruger åndens sværd, der er Guds ord, både for at kunne forsvare sig selv og åbne offensiven imod fjenden. (Ef. 6:11-18) Angreb er det bedste forsvar. I den åndelige krig, som Jehovas tjenere er indblandet i, betyder det at vi må gå ud og fortælle andre mennesker om vor store og vidunderlige Gud og vise dem vejen til liv. Den kristne skulle ikke nøjes med at tænke på sandheden når han er til møde, nej den skulle bo i hans hjerte. Salmisten skrev: „Hvor elsker jeg dog din lov! Hele dagen grunder jeg på den.“ (Sl. 119:97) Men ikke alene om dagen, også om natten: „Gud, du er min Gud, dig søger jeg, . . . når jeg kommer dig i hu på mit leje, i nattevagterne tænker på dig.“ (Sl. 63:2, 7) Når hjertet er fuldt af sandhed er det ikke vanskeligt at tale om den til andre; og det er det man skal gøre, for „med hjertet udøver man tro til retfærdighed, men med munden bekender man offentligt til frelse“, siger Paulus i Romerbrevet 10:10. (NW) Og Peter siger at kristne altid skal være „rede til forsvar over for enhver, der kræver regnskab af [dem] for det håb“ de har. — 1 Pet. 3:15; Luk. 6:45.
19. Hvad må være motivet til indvielse og dåb, og hvordan åbenbarer denne drivkraft sig i dag?
19 Hvis man drevet af kærlighed indvier sig og lyder befalingen om at lade sig døbe, vil man let kunne holde Guds andre bud, såsom offentligt at bekende sit håb, og at overvære møder, for det er også frugter af kærlighed. Viser man kærlighed i samværet med sine medkristne vil det føre til større værdsættelse af Guds krav. Ordsprogenes bog siger: „Jern skærpes med jern, det ene menneske skærper det andet.“ (Ordsp. 27:17) Vægrer man sig ved den aktive tjeneste efter at man har ladet sig døbe, stiller man sig selv uden for det nære samfund med Gud, nøjagtig som hvis man afholder sig fra at lade sig døbe. I Apostlenes Gerninger 2:46, 47 læser vi: „Enigt og vedholdende kom de [apostlene og andre af de første kristne], daglig i helligdommen; . . . De lovpriste Gud og havde yndest hos hele folket.“ Hele den store skare „andre får“ som har sluttet sig til resten af Kristi medarvinger er enigt blevet døbt, og enigt tager de nu del i forkyndelsen af den gode nyhed om Riget.
20. (a) Hvilken sang synger de kristne nu om Satan? (b) Hvem bliver frelst når Gog foretager sit sidste angreb?
20 Samtidig med at disse kristne åndelige krigere gør dette, synger de også spottesangen om Satan, den gamle verdens undertrykkende hersker, og de fortæller mennesker at han kun skal herske indtil Jehovas store Forsvarer, kongernes Konge og herrernes Herre, styrter ham og hans horder af onde dæmoner i afgrunden. Men før det sker vil Satan, der i Ezekiels profeti omtales som Gog, rette sit sidste altopbydende og desperate angreb på Jehovas folk, hvilket profeten beretter om i kapitlerne 38 og 39, og kun de der ’over for menneskene har vedkendt sig deres tro på Kristus’, Kongen, vil blive frelst. — Es. 14:3-20; Luk. 12:8, 9.
21. Hvorfor bør man ransage sig selv når man overvejer at lade sig døbe, og hvad må man være vågen for?
21 Lad os også, nu når vi taler om betimeligheden af at lade sig døbe, huske at Jehova ikke kender nogen værdige til at blive døbt uden først at ransage deres hjerter og prøve deres sind. Ordsprogene 21:2 siger: „[Jehova] vejer hjerter.“ Vi står eller falder for ham, og vi skal aflægge ham regnskab. De som overvejer at lade sig døbe skulle derfor ransage sig selv i lyset af Guds ord for at se om der skulle være noget til hinder for at de kan blive døbt. Hvad der kan hindre vil blive drøftet yderligere i næste artikel.