Et åndens kendetegn
„En ny befaling giver jeg jer, at I skal elske hverandre: ligesom jeg har elsket jer, skal også I elske hverandre. Derpå skal alle kende, at I er mine disciple, om I har indbyrdes kærlighed.“ — Joh. 13:34, 34.
1. (a) Hvorfor er det kun logisk at forvente en synlig kristen enhed i verden i dag? (b) Hvilken værdi vil det have for os at finde den enhed?
FOR Jesus var enheden og kærligheden blandt hans sande efterfølgere noget enestående, noget der ville adskille dem fra alle andre, noget der skulle være et særligt tegn for hele verden, og som skulle vise at han var blevet sendt af Faderen og at de var blevet sendt af ham. Eftersom Jesus bad om at hans fremtidige efterfølgere måtte blive en del af den kristne enhed, lovede at dødsrigets porte ikke skulle få magt over hans menighed, og at han ville være med den „alle dage indtil verdens ende“, er det kun logisk at forvente at der i dag er et tegn som er synligt for verden og som kan hjælpe os til at identificere Kristi menighed eller kirke. Og det så meget mere som den romersk-katolske kirke, de ortodokse kirker og en økumenisk protestantisk verdenskonference alle er enige om at De græske Skrifters kirke er én synlig kirke. Vi vil derfor betragte de forskellige kirkesystemer som kalder sig kristne og se hvor megen enhed vi kan finde. — Joh. 13:35; 17:23; Matt. 16:18; 28:20.
De protestantiske kirker
2. Hvorfor hævder ingen af de protestantiske kirker at være den sande kirke?
2 Som det er almindeligt kendt, er der intet i den protestantiske verden der kan sammenlignes med den første kristne kirkes enhed. De protestantiske kirker kan heller ikke, hverken som et hele eller som enkelte kirker, hævde at være internationale eller universelle og dog være ét i tro og organisation. Det er så indlysende, at ingen af de protestantiske kirker, af denne eller af andre grunde, gør krav på at være De græske Skrifters sande ecclesia eller kirke.
3. Hvordan forklarer protestanter deres tro på én kirke, på trods af den tydelige splittelse?
3 Ved at antage den nikænske trosbekendelse bekender alle de protestantiske kirker at de tror på „een, hellig, almindelig, apostolsk“ kirke, men som i alle andre trosspørgsmål finder vi også et væld af teologiske spekulationer og teorier angående kirkens enhed. Nogle siger at enhed overhovedet ikke er et krav og at den endog er en gene. Lige siden reformationens tid har mange troet på en såkaldt „usynlig“ og „synlig“ kirke; den usynlige skulle bestå af alle oprigtige kristne der var at finde i samtlige kirkeretninger og som havde indviet sig til Gud og var blevet antaget af ham. Det samfund som disse udgør kan ikke ses med det menneskelige øje, hvorfor det kaldes usynligt i modsætning til de almindelige kirkemedlemmer, den synlige del, som man vanskeligt kunne identificere med sande Kristi efterfølgere. I Amerika er den såkaldte „gren-teori“ almindelig. De forskellige kirker lignes ved grenene på vintræet i Jesu lignelse i Johannes-evangeliet det trettende kapitel, og formodes at udgøre en enhed idet de er forenede med Kristus, vintræet. Andre mener at enheden ikke skal være organisationsmæssig, men kun åndelig; atter andre tror på en eller anden mystisk, overnaturlig, allerede eksisterende enhed i Kristus, på trods af alle tegn på uenighed.1 Paradoksalt nok nævnes medlemskirkernes „enhed i Kristus“ gentagne gange i rapporten fra Kirkernes Verdensråds økumeniske konference, endskønt man aldrig har gjort noget alvorligt forsøg på at forklare hvori denne enhed i virkeligheden består.2
4. Hvad erklærede Tro og Ordens verdenskonference i Lund angående kirken?
4 Interkonfessionelle drøftelser mellem de forskellige parter fører sjældent til et enigt syn på en sag. Om emnet Kristi legeme har verdenskonferencen som holdtes af den økumeniske organisation Tro og Orden i Lund i 1952, i sin offentlige rapport imidlertid erklæret at de delegeredes flertal var af følgende opfattelse: „Det paulinske billede af kirken som Kristi legeme er ikke blot en metafor men udtrykker en levende virkelighed.“ Og videre: „Vi er enige om at der ikke findes to kirker, den ene synlig og den anden usynlig, men én kirke, der må finde synligt udtryk på jorden.“3
5. Hvilken slutning drager biskop Giertz efter at have betragtet kristenhedens splittelse?
5 I erkendelse af hvor nødvendigt det er for den kristne menighed at være ét, er der næsten intet der bekymrer de protestantiske kirker så meget som den kendsgerning at de ikke er ét. Den svenske biskop Bo Giertz siger angående kristenhedens splittelse: „Den er simpelthen Synd, og det en Synd af den mest skæbnesvangre Art, en Forsyndelse mod Kristi eget Legeme. . . . Den forfærdende Følge, som vi i Dag nødes til at drage er, at en splittet Kirke ikke længere er en sand Kirke, . . . Saa længe vi er splittede, bløder Kristi Legeme, og vi ved ikke, hvilken Dag det forbløder.“4
6. (a) Forklar hvad Kirkernes Verdensråd er. (b) Hvad gør det umuligt at genfinde den første kristne kirke i den protestantiske verden?
6 Mange protestanter har i deres nød fæstet lid til de økumeniske eller interkonfessionelle drøftelser, der især tog deres begyndelse i vort århundrede og resulterede i oprettelsen af Kirkernes Verdensråd i 1948, en international organisation der indbefatter de fleste protestantiske og ortodokse kirker, men ikke den romersk-katolske kirke. Kirkernes Verdensråd er dog ikke en kirke, og hævder heller ikke at være det. Det erklærer selv at det hverken er en „Over-kirke“, en „Una Sancta“ eller den ’ene, hellige’ kirke, men betragter det som sit mål „at bringe kirkerne i levende kontakt med hinanden“.5 Hvorvidt det evner at fuldføre denne hensigt er der delte meninger om blandt teologerne. Professor dr. Regin Prenter siger: „Eet er ihvertfald sikkert, at dette verdensråd af kristne kirker på ingen måde repræsenterer en virkelig genforening af de adskilte kirker. Kirkernes Verdensråd er endnu kun et forbund af indbyrdes uafhængige kirkesamfund; . . . Det kan lige så godt betyde, at den nye kontakt, som kirkerne indenfor Kirkernes Verdensråd har fået med hinanden, kommer til at medføre en skarpere gensidig fordømmelse mellem visse af kirkesamfundene end tidligere, da man simpelthen ikke kendte hinanden godt nok til at kunne fordømme hinanden.“6 En af de ting der gør at indviede kristne ikke kan genkende Jesu Kristi og apostlenes kirke i de protestantiske kirker, er at disse ikke er ét i lære og organisation, hverken nationalt eller internationalt.
De ortodokse kirker
7. Hvad viser tydeligt at der ikke er enhed i den ortodokse kirke?
7 De ortodokse kirker er ikke én kirke, men består af flere nationale kirker, hovedsagelig i Østeuropa og på Balkan, som har kæmpet for og opnået uafhængighed af patriarkatet i Istanbul. Nominelt anerkender nogle af dem patriarken i Istanbul som hoved for deres kirke, andre patriarken i Moskva, men ingen af patriarkerne har noget at skulle have sagt i de andre kirkers interne forhold. De to patriarkater strides bestandig om jurisdiktionen over kirkerne i Finland, Polen og den russiske emigrantkoloni i Paris.7 Eftersom Guds og Kristi kirke var én international kirke, og ikke flere nationale kirker, finder vi intet spor af den første kristne kirkes enhed i den ortodokse kirke.
Den romersk-katolske kirke
8-11. Hvad beviser at romerkirken ikke er ét legeme? Hvilken afgørende prøve på sand enhed kan den romerske kirke og andre kirker ikke bestå?
8 Er den romersk-katolske kirke ikke en stor international kirke, ét i lære og organisation? Skønt den har en ensartet samling dogmer som gælder inden for hele den internationale kirke, tror dens medlemmer ikke det samme overalt. En italiensk katolik har næppe den samme opfattelse af Gud og Kristus Jesus som en haïtisk indfødt katolik der stadig dyrker sin voodoo-religion ved siden af.
9 Ej heller er den organisationsmæssige enhed så stærk som mange tror. Hvis den romersk-katolske kirke virkelig er ét legeme med paven som synligt hoved, hvor for adlyder alle katolikker så ikke dette hoved? Den romersk-katolske præst og forfatter Peter Schindler siger i et forsvar for den katolske kirke, der beskyldes for intolerance over for protestanter i Spanien og Colombia: „Hvorfor Paven ikke griber ind? Hvem siger, at han ikke ’griber ind’? Vi, som sidder i Rom, aner dog lidt mere om hans Holdning i Sagen — og om hans Afmagt: Paven er ikke Diktator i Spanien eller Præsident i Columbia, og vil Katholikker paa Stedet (med Kirkelederne i Spidsen) sidde deres egen Kirkelov overhørig, som de mange Steder sidder pavelige Anvisninger (f. Ex. de sociale Encyklikaer) overhørig, er selv Paven afmægtig.“8 Kan der være tale om ét levende legeme når lemmerne ikke adlyder hovedet?
10 Hvis romerkirken kun er ét legeme, hvorfor handler de forskellige ordener, såsom franciskanerne, dominikanerne, jesuitterne, og så videre, så som adskilte legemer? Hvorfor bekæmper sådanne ordener hinanden ligesom politiske partier, for at få den afgørende indflydelse på paven og kirkens politik?9
11 Er kirken virkelig en enhed når dens medlemmer, som for eksempel katolikkerne i Italien, er at finde i alle politiske partier, lige fra det yderliggående højre og hen over hele den politiske farveskala til det yderliggående kommunistiske venstre? Vil de nogen sinde kunne komme til at udgøre ét sandt kirkelegeme; være ét, ligesom Jehova og Kristus Jesus er ét? Vil de kunne blive en international enhed når nogle af dem har biskopper som af nationale grunde ikke er på talefod med hinanden?10 Og i tilfælde af krig, ser vi da at romerkirken, og andre religiøse samfund for den sags skyld, bevarer den enhed de hævder at have? Enhver ved at de ikke gør det. De falder alle sammen under den afgørende prøve på deres enhed som kirke, og det viser sig at de bånd der binder dem til verdslige sammenslutninger er stærkere end de der binder dem til deres kirkeenhed og til deres gud. Alt dette gør det umuligt at genfinde den kristne kirkes enhed i den romersk-katolske internationale kirkeorganisation.
Et tegn for verden
12. (a) Hvad støtter Jehovas vidners påstand om at være en sand enhed? (b) Med hvilken ret anvender de Paulus’ ord i Romerbrevet 8:35-39 på sig selv?
12 I modsætning til al denne nedslående splittelse er det opmuntrende at vide at der her på jorden findes en international forsamling af kristne som udgør én sand enhed, et sandt internationalt broderskab, forenet i tro og organisation ved kærlighedens bånd. Det er en kendsgerning som enhver opfordres til at overbevise sig om, og vi er ikke ubeskedne når vi peger på at Jehovas vidner, skønt de lever i alle nationer i verden, er „eet hjerte og een sjæl“, af „samme sind“ og „samme overbevisning“ og har ’ét legeme, én ånd, ét håb, én Herre, én tro, én dåb, én Gud og Fader’. De er kristne som er knyttet til Jehova Gud og Kristus Jesus samt deres brødre i en enhed i kærlighedens bånd, der er så stærke at intet, krige indbefattet, kan sprænge den. Deres internationale kirkeorganisation omfatter vidner i mange lande og udgøres af en rest af Kristi Jesu brudeskare samt en stor skare „andre får“, og alle er de forenet til „een hjord“ under „een hyrde“. (Joh. 3:28-30; 10:16) Disse vidners historie i nutiden viser at de har tilstrækkelig erfaring til med apostelen Paulus at kunne sige: „Hvem vil kunne skille os fra Kristi kærlighed? Trængsel eller angst eller forfølgelse eller sult eller nøgenhed eller fare eller sværd? som der står skrevet: ’For din skyld dræbes vi dagen lang; vi er regnet for slagtefår.’ Men under alt dette mere end sejrer vi ved ham, som elskede os. Thi jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller åndemagter eller noget nuværende eller noget tilkommende eller kræfter eller det høje eller det dybe eller nogen anden skabning vil kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.“ — Rom. 8:35-39.
13. Hvordan giver Jehovas vidners enhed grund til eftertanke, hvad er denne enhed et tegn på, og for hvem?
13 Jehovas vidners verdensomspændende enhed giver stof til eftertanke. Hvis det internationale broderskab som bestod i den første kirke i det første århundrede var et sandt under og et produkt af den hellige ånd og intet andet, og hvis Gud i sin kirke gjorde hvad andre forgæves har prøvet at gøre i århundreder, da er et nøjagtigt tilsvarende internationalt broderskab i det kaotiske tyvende århundrede sandelig ikke i ringere grad et under og en enestående manifestation af Guds ånd eller usynlige virkekraft. Ifølge Jesus er en sådan enhed ikke en tilfældighed, men et tegn for verden på at Jehova elsker disse forenede mennesker, ligesom han elsker Jesus, og at de er hans disciple: „En ny befaling giver jeg jer, at I skal elske hverandre: ligesom jeg har elsket jer, skal også I elske hverandre. Derpå skal alle kende, at I er mine disciple, om I har indbyrdes kærlighed.“ — Joh. 13:34, 35; 17:23.
14. Hvorfor var det ikke forkert af de første kristne at pege på deres kirke som den eneste sande?
14 De første kristne var overbeviste om at de tilhørte den eneste sande kirke, „Guds menighed“. At betvivle det ville have været synd mod den hellige ånd. De bar åndens kendetegn, og et tegn har ingen værdi hvis det ikke kan ses. Var det så forkert af de første kristne at pege på at deres kirke var den eneste der havde det tegn? Var det uforeneligt med sand ydmyghed når kristne over for jødedommens kirke henledte opmærksomheden på dette åndens kendetegn, selv om de herved afslørede at Israels splittede hus komplet manglede Guds ånd? Nej, tværtimod, de havde pligt til ikke at sætte deres lys under en skæppe, men at lade det „skinne for menneskene, for at de må se jeres gode gerninger og prise jeres Fader, som er i Himlene“. — Matt. 5:14-16.
15. Mangler Jehovas vidner kristen dyd når de peger på at den nye verdens samfund, som den salvede kristne menighed er en del af, er det eneste der virkelig er af Gud?
15 Jehovas vidners verdensomfattende kærlige enhed, der så tydeligt er åndens kendetegn, er en af årsagerne til at disse vidner, salvede lemmer på Kristi legeme, er overbeviste om at de tilhører den eneste sande kirke, og eftersom de „andre får“ er knyttet til disse salvede i det endrægtige ny verdens samfund, er de overbeviste om at dette er Guds organisation hvor den sande tilbedelse foregår. Ville det ikke være at synde mod den hellige ånd at betvivle det? Er det ubeskedent af dem at henlede verdens opmærksomhed på den kendsgerning at denne organisation er den eneste der bærer åndens kendetegn? Tværtimod. Af hensyn til de oprigtige mennesker som søger Guds endrægtige folks synlige menighed, og til Guds og Kristi Jesu ære, må de ikke sætte deres lys under en skæppe, selv på bekostning af at de betragtes som selvretfærdige.
Bibliografi
1. Dogmatik, Anden udgave, ved prof. dr. theol. Niels Munk Plum. „Det religiøse Samfund“, par. 54, side 208.
2. Evangelisches Kirchenlexikon, Kirchlichtheologisches Handwörterbuch under „Kirche“, afsnit IV. „Reformatorischer Kirchenbegriff und dessen Fortbildung“, par. 10 og afsnit VII. „Gegenwärtiges ökumenisches Gespräch“ del B. „Die das ökumenische Gespräch bestimmende Fragen“, par. 5.
3. Faith and Order, The Report of the Third World Conference at Lund, Sweden: August 15-28, 1952, kapitel III, afsnit II, side 13; og afsnit IV, side 21.
4. Kristi Kirke, af biskop Bo Giertz. Side 32.
5. Evangelisches Kirchenlexikon, under „Ökumenische Bewegung“, afsnittet „Ökumenischer Rat der Kirchen“, par. 2. The Church, the Churches, and the World Council of Churches, siderne 2 og 3.
6. Protestantismen i vor Tid, af prof. dr. Regin Prenter. Siderne 121 og 122.
7. Salmonsen Leksikon-Tidsskrift 1953 og 1954, artiklen: Kirken hvis centrer ligger i Istanbul og Moskva, side 995.
8. Katolicismen i vor Tid, af Peter Schindler. Side 137.
9. Den italienske avis L’Espresso, artiklen af dr. Carlo Falconi: „Bag Pius den XII’s trone — Jesuitternes angreb og dominikanernes overgivelse“.
10. Katolicismen i vor Tid, side 130.