Er din religion god nok?
„OM den er god nok til mig? Åh ja, det er den sikkert. Den var god nok til mine forældre, så den er såmænd også god nok til mig.“
Hvor ofte hører man ikke tilhængere af denne verdens religioner sige sådan! Selv om de godt er klar over at der er visse svagheder ved det religionssystem de har valgt, synes de fleste alligevel at det er bedre at have en eller anden religion end slet ingen. Når amerikanske plakater forkynder slogans som for eksempel ’Kom i den kirke du kan lide’, røber de at det blot gælder om at være tilsluttet en kirke — hvad det er for en har mindre at sige.
Mener du at din religion er god nok til dig? Du vil måske uden tøven svare ja, men kan du også uden vaklen svare bekræftende på følgende: Er din religion god nok til Gud? Hvad ville du sige hvis nogen bad dig give en fornuftig begrundelse for at din religion var god nok til Gud? Kunne du fremføre bibelske argumenter for dit standpunkt? Måske har du helt fra barnsben fået fortalt at din religion var god nok til dig, men prøv at stille dig selv dette tankevækkende spørgsmål: Hvordan kan jeg vide at den er god nok til Gud?
Betragt engang de hundreder af andre religionssystemer. Er de alle gode nok? De er måske gode nok til medlemmerne, men er de gode nok til Gud? Nogle påstår at selve religionssystemet ikke er så væsentligt, men at det er den oprigtighed og inderlighed hvormed den enkelte tilbeder, der tæller hos Gud. Er det rigtigt? Er det Guds mening om sagen, eller er det tankespind? Enten er en bestemt religion vejen til frelse eller også er den det ikke. Ligeledes er man enten levende eller død. Man kan ikke være begge dele. Der er ingen mellemting.
Nogle vil måske hævde at alle religioner må være gode nok siden Gud har tilladt dem at bestå i hundreder af år. Dette er sagens kerne. Sandt nok har Gud tilladt alle religioner at eksistere lige op til vor tid. Men nu, i vor generation, er situationen en helt anden. Hvorfor? Første Korinter 10:11 (NW) svarer: „Nu vedblev disse ting at ske med dem som eksempler, og de blev skrevet til advarsel for os til hvem den absolutte afslutning på tingenes ordninger er kommet.“ Ja, vi er nået frem til den forudsagte „endens tid“, dommens dag for alle ordninger, politiske, kommercielle og især religiøse. Alle står de til doms for Gud. De der ikke er gode nok i Hans øjne, vil ikke overleve denne generation men vil blive fjernet for tid og evighed. Kun den religion Gud erklærer god nok, vil overleve denne verdens ende. Da Jesus talte om disse kritiske sidste dage, advarede han: „Alle folkeslag skal samles foran ham, og han skal skille dem fra hverandre.“ Men hvad med dem der vakte hans mishag? Jesus sagde videre: „Og disse skal gå bort til evig straf [afskærelse, NW], men de retfærdige til evigt liv.“ — Matt. 25:32, 46.
Ikke alle er gode nok
Vi bør ikke lade os bedrage til at tænke at enhver religion er god nok til Gud, blot fordi den kommer ind under betegnelsen „religion“. Når vi undersøger dette ord og Bibelens anvendelse af det, overbevises vi om at en religion enten er falsk eller sand i Guds øjne. Apostelen Paulus taler om den tid da han var en jødisk farisæer, og beskriver sig selv som „en Mand, der levede efter den strængeste Retning indenfor vor Religion“. (Ap. G. 26:5, Schindler) Og han advarede de kristne i Kolossæ: „Lad intet menneske som er villigt til ydmyghed og englereligion, bedrage jer.“ (Kol. 2:18, Dy) I begge tilfælde bruger Paulus ordet „religion“ i forbindelse med en tilbedelse der var falsk og uantagelig for Gud.
Bibelskribenten Jakob bruger ordet både når han taler om den tilbedelse der er forgæves og når han taler om den tilbedelse som er sand og antagelig for Gud: „Hvis nogen mener at være religiøs og ikke tøjler sin tunge, men bedrager sit hjerte, hans religiøsitet er forgæves. En ren og ubesmittet religion for Gud, vor Fader, er dette: at besøge faderløse og enker i deres trængsel og bevare sig selv uplettet af verden.“ — Jak. 1:26, 27, Dy.
I overensstemmelse med den måde hvorpå ordet „religion“ er brugt i disse vers, kan man ganske enkelt definere det som en form for gudsdyrkelse eller et tilbedelsessystem. I harmoni med dette bruger New World Translation of the Christian Greek Scriptures udtrykket „form for gudsdyrkelse“ i stedet for „religion“ i disse skriftsteder. Dette stemmer overens med det hebraiske ord for religion, abohdáh, der bogstaveligt betyder „tjeneste“, hvad enten denne er af sand eller falsk natur og uanset hvem den ydes.
Med denne forståelse er det indlysende at selv kommunisme kan henregnes under betegnelsen „religion“, eftersom staten tilbedes og tjenes. Penge og materialisme kan også betragtes med den største hengivenhed, og følgelig som ens religion. Det er derfor ikke alene kristenhedens og hedenskabets religioner der er stillet til doms nu ved verdens ende, men også alle andre former for tilbedelse, hvad enten de rettes mod regeringer, institutioner, enkeltpersoner eller døde ting.
Oprigtighed er ikke nok
At man oprigtigt accepterer og følger en religiøs organisation garanterer ikke Guds godkendelse og beskyttelse gennem denne verdens ende. Oprigtighed, overbevisning eller inderlig hengivenhed gør ikke løgn til sandhed.
For nogle få hundrede år siden troede verdens lærde mænd oprigtigt at jorden var flad. Fik deres oprigtighed og overbevisning jorden til at blive flad? Nej, den forblev rund. Menneskers hengivenhed for en teori kunne ikke ændre et faktum. Teorien, ikke den fastslåede kendsgerning, måtte revideres.
Tænk også på hvilken storm af modstand der rejste sig mod astronomen Galilei da han offentligt støttede Kopernikus’ tanke, at jorden ikke var universets centrum, men at den, sammen med de andre planeter, bevægede sig rundt om solen. Observationer ved hjælp af den nylig opfundne kikkert overbeviste Galilei om at han havde ret. I 1616 erklærede inkvisitionens domstol læren om at planeterne bevægede sig rundt om solen for kættersk, og kort tid efter blev Galilei af pave Paul V formanet til ikke at „støtte, docere eller forsvare“ den fordømte lære. Senere blev han af inkvisitionen tvunget til at afsværge sine synspunkter.
Teologerne var uden tvivl oprigtige i deres overbevisning om at jorden ikke bevægede sig rundt om solen, ellers havde de næppe reageret så voldsomt over for Galileis synspunkter. Men gjorde deres oprigtighed, overbevisning og stærke reaktioner Galileis opdagelser til intet? Har sand videnskab ikke konstateret at planeterne netop bevæger sig omkring solen? Fik kirkens standpunkt på nogen måde jorden til at ophøre med at bevæge sig i sin gudgivne bane rundt om solen? Nej, kirkens opfattelse var fejlagtig, ukorrekt. Oprigtighed kunne ikke omstøde fakta.
Det samme gælder religion i dag. Oprigtighed og overbevisning er prisværdige egenskaber, men de kan ikke gøre løgn til sandhed, og de kan heller ikke gøre falsk religion sand. At mene at det er Gud lige meget, at alle religioner er gode nok, er et selvbedrag der rummer frygtelige konsekvenser. Et kort tilbageblik over historien viser at Gud aldrig har anset falsk tilbedelse for at være god nok. I forgangne domsperioder har falske religionssystemer tillige med deres tilhængere, om end de var oprigtige, måttet føle Guds vrede.
Forkastet af Gud
Betragt de eksempler vi har i Assyrien og Babylon, det andet og tredje verdensrige. Inden for begge disse magtområder spillede religionen en fremtrædende rolle. Da Babylons magt var på det højeste fik kongen af Guds talsmand Daniel at vide at han på grund af falsk tilbedelse var „vejet på vægten og fundet for let“. Det skete under en religiøs festlighed. Selv samme nat drog de medo-persiske horder ind i den tilsyneladende uindtagelige hovedstad, dræbte kongen og undertvang Babylon. Hvor er det babyloniske tilbedelsessystem i dag? Blev dets guder og templer skånet fordi det var en religion og dets tilhængere oprigtige? Nej. Det var en falsk form for gudsdyrkelse, misbilliget af Gud, som forudsagde dets udslettelse.
Det samme kan siges om den assyriske form for gudsdyrkelse. Da kong Sankerib af Assyrien drog imod Jerusalem hånede han israelitterne med disse ord: „Mon nogen af folkeslagenes guder har kunnet frelse sit land af assyrerkongens hånd? Hvor er Hamats og Arpads guder, hvor er Sefarvajims, Henas og Ivvas guder? Hvor er landet Samarias guder? Mon de frelste Samaria af min hånd? Hvor er der blandt alle landes guder nogen, der har frelst sit land af min hånd?“ Sankerib truede Jerusalem med undergang, for han tænkte at hans gud ville give ham sejr. Blev hans religiøse overbevisning omsat til virkelighed? Læg mærke til sagens udfald: „Samme nat gik [Jehovas] engel ud og ihjelslog i assyrernes lejr 185000 mand; og se, næste morgen tidlig lå de alle døde.“ Og hvad med Sankerib? „Da han engang tilbad i sin gud Nisroks hus, slog Adrammelek og Sar’ezer ham ihjel med deres sværd.“ (2 Kong. 18:33-35; 19:35, 37) Den assyriske religion frelste hverken nationen eller Sankerib fra ulykken. Deres religion var ikke god nok til Gud.
Ved afslutningen på den nuværende tingenes ordning vil en lignende skæbne ramme de religioner som ikke er gode nok til Gud. Kun den ene religion som er god nok til Gud vil overleve, ligesom Daniel overlevede Babylons undergang, og som Jerusalem frelstes fra Sankeribs assyriske horder.
Hvorfor ikke gode nok?
Hvad galt er der ved den falske religion? Jesus sagde: „Ikke enhver, der siger til mig: ’Herre, Herre!’ skal komme ind i Himmeriget, men den, der gør min himmelske Faders vilje. Mange skal sige til mig på hin dag: ’Herre, Herre! har vi ikke profeteret ved dit navn, og har vi ikke uddrevet onde ånder ved dit navn, og har vi ikke gjort mange undergerninger ved dit navn?’ Og da vil jeg sige dem rent ud: ’Jeg har aldrig kendt jer; vig bort fra mig, I, som øver uret.’“ Disse påståelige mennesker tænkte at deres religion var god nok til dem, men de gjorde sig aldrig den ulejlighed at se efter i den bog der indeholder Guds krav, for at forvisse sig om at deres religion også var god nok til Gud! De udførte nok en tjeneste, men den gik stik imod Guds krav. De tilbad på deres egen facon, ikke på Guds. Derfor var deres gudstjeneste uret, en uantagelig tilbedelse, og derfor blev den forkastet. — Matt. 7:21-23.
Verdens religioner gør tydeligvis ikke Guds vilje i dag. Hvis det var tilfældet, skulle vi kunne forvente at se resultaterne deraf, som man kunne se det inden for den første kristne organisation i det første århundrede. Et enestående resultat af sand tilbedelse der ville hæve den op over alle andre tilbedelsesformer nævnes i Johannes-evangeliet 17:3. Det er Jesus der siger: „Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus.“ Tilhængere af den rette religion, den der er god nok til Gud, ville KENDE DERES GUD. Hans navn, hensigter og vilje ville være noget velkendt for dem.
Hvor mange tilhængere af verdens religioner kender disse vigtige ting? En præst gav et typisk svar som stod berettet i Evening News, Paterson, New Jersey, den 2. januar 1960. Han sagde: „Kirkens største opgave i dag er at omvende sine egne medlemmer.“ Artiklen tilføjede: „Rundspørger viser at millioner af kirkemedlemmer har temmelig vage forestillinger om de centrale trossætninger . . . For eksempel blev en kalifornisk pastor for nylig dybt chokeret over at opdage at der ikke var et eneste voksent medlem af hans menighed der blot nogenlunde kunne klare en prøve bestående af 20 simple bibelske spørgsmål.“
Det samme har man observeret inden for andre retninger. Et pressebureau i Schweiz bemærkede: „Halvdelen af børnene ved ikke engang hvad det vil sige at folde hænderne og bede. Deres forældre har aldrig fortalt dem det.“ Et katolsk kirkeblad i Frankrig skrev: „De hundreder af niårige som vi indskriver til katekismusundervisning véd kun lidt eller slet intet om Gud og kristendommen. Drejer det sig om verdslige, jordiske spørgsmål, er de godt med. I religiøs henseende manglende alt, de véd ingenting.“
Tusinder har gennem en menneskealder været tilsluttet en religiøs organisation og er dog ude af stand til at give en forstandig redegørelse for hvad de har lært. Spørg et almindeligt religiøst menneske hvad det tror og, endnu vigtigere, hvad der er grundlaget for dets tro, og vedkommende vil ikke kunne sige det. Hvad ville du tænke hvis du ofrede en skoleuddannelse på dit barn og opdagede at det hverken kunne læse eller skrive efter endt eksamen? Hvis barnet var normalt, måtte du drage den slutning at undervisningssystemet var mangelfuldt eller helt forkert. Og når folk ikke kan begrunde deres tro efter at have været tilsluttet en religion i mange år, kan man også kun slutte at ikke alene medlemmerne, men selve tilbedelsessystemet er kommet på vildspor.
Apostelen Peter fremsatte dette kristne krav: „Vær altid rede til forsvar over for enhver, der kræver regnskab af jer for det håb, som er i jer.“ (1 Pet. 3:15) Når tilhængerne af kristenhedens religioner ikke er i stand til at gøre dette, beviser det ud over al tvivl at Guds ånd ikke er med disse religioner, for ellers ville de være „brændende i ånden“ og i stand til at overbevise andre om at deres tro var den sande. Sande kristne der er tilsluttet den rette religion kan gøre dette. De har en overflod af kundskab om Gud, og dertil evnen og villigheden til at lade den gå videre til andre.
Næste gang Jehovas vidner ringer på din dør skulle du bede dem give en bibelsk redegørelse for deres håb. Hvis de kan oplyse dig om Guds navn, hans hensigter og hans vilje i nutiden, da kan du være sikker på at de har en religion der er god nok, ikke alene til Jehovas vidner, men til Gud, god nok til at han vil bevare den gennem denne verdens ende.
Hvor katastrofalt ville det ikke være om du selvtilfreds fulgte en bestemt religion og så, ved eksekveringen af Guds dom i Harmagedon, fandt at den var god nok til dig, men ikke til Gud!