„En usling“

DEN romerske historieskriver Svetonius skrev en samling biografier af tolv kejsere. Som søn af en romersk ridder fik Svetonius de fleste af sine oplysninger om kejsernes dårligste træk fra øjenvidner. Selv levede han næsten tredive år under kejsernes styre og havde let adgang til kejserens og senatets arkiver. Det er interessant at lægge mærke til Svetonius’ beskrivelse af kejser Tiberius, der i Bibelen profetisk kaldes „en usling“; denne benævnelse skyldes hans dårlige karaktertræk. (Dan 11:21) I værket De vita Cæsarum skriver Svetonius om ham:

● „Allerede mens Tiberius var dreng røbede hans brutale og hårde karakter sig. Hans lærer i veltalenhed, Theodorus fra Gadara, synes at være den første der gennemskuede ham, for når han havde lejlighed til at irettesætte Tiberius kaldte han ham ’snavs blandet med blod!’ Men efter at Tiberius var blevet kejser og stadig vandt yndest hos folket ved at hykle beskedenhed, sås det ud over al tvivl at Theodorus havde haft ret. . . .

● En prætor spurgte Tiberius om han ønskede at domstolene skulle tage sig af sager vedrørende majestætsfornærmelse. Tiberius svarede at lovene måtte håndhæves, og han håndhævede dem også, på den grusomste måde: En mand stod anklaget for at have taget hovedet af en statue af Augustus for at sætte hovedet af en anden på den; sagen kom for i senatet, og da vidneudsagnene ikke stemte overens lod Tiberius vidnerne forhøre under tortur. Den anklagede dømtes til døden, hvilket skabte præcedens for spidsfindige anklager: folk kunne nu blive henrettet for . . . at have skiftet klæder i nærheden af Augustus’ billede, eller for at have taget en mønt eller en ring med Augustus’ billede med sig ind på toilettet eller ind på et bordel; eller for at have kritiseret et eller andet Augustus havde sagt eller gjort. Højdepunktet nåedes da en mand dømtes til døden blot fordi han havde ladet sin hjemstavns byråd tilstille ham en æresbevisning samme dag som Augustus engang var blevet hædret.

● Tiberius øvede så mange andre onde gerninger under påskud af at ville højne folkets moralbegreber — men i virkeligheden for at tilfredsstille sin trang til at se mennesker lide — at mange satirer blev skrevet om den tids onde handlinger . . .

● Få dage efter at han var kommet til Capri blev han uventet forstyrret i sin ensomhed af en fisker som viste ham en kolossalt stor barbe han havde slæbt op ad de stejle klippeskrænter. Tiberius blev forskrækket, og han befalede sin livvagt at gnide fiskerens ansigt med barben. Skællene flåede huden fuldstændigt af, og den stakkels fyr råbte i smerte: ’Jeg takker himmelen for at jeg ikke også bragte kejseren den vældige krabbe jeg fangede!’ Tiberius sendte bud efter krabben og lod den bruge på samme måde. . . .

● Snart hengav Tiberius sig til enhver form for grusomhed, og han manglede aldrig ofre: først gik det ud over hans moders venner og fjernere bekendte; . . . til sidst over Sejanus’ [prætorianergardens chef, som også blev henrettet] venner. Efter at Sejanus var ryddet af vejen tog Tiberius’ grusomheder til, hvilket beviste at Sejanus ikke, som nogle tænkte, havde tilskyndet ham, men blot på befaling havde skaffet ham de lejligheder han søgte. . . .

● Det ville tage lang tid at berette om alle Tiberius’ barbariske handlinger; jeg skal indskrænke mig til at nævne nogle få eksempler. Ikke en dag, hvor hellig den end var, gik hen uden en henrettelse. . . . Mange blev anklaget og straffet tillige med deres børn; ja nogle endog af deres børn, og det blev deres pårørende forbudt at bære sorg. Anselige belønninger tilkendtes de stikkere som angav ofrene, og under visse omstændigheder fik vidnerne også deres del. En stikkers ord blev altid troet. . . .

● Ligene af alle henrettede blev slængt på Den gemoniske Trappe og med kroge slæbt til Tiberen — helt op til tyve på en dag, deriblandt kvinder og børn. Traditionen tillod ikke at en jomfru blev kvalt, så når småpiger var blevet dømt til at dø på denne måde, indledte bødlen med at voldtage dem. . . . På Capri fremviser man stadig klippen hvorfra Tiberius plejede at se sine ofre blive styrtet i havet . . .

● Der findes endnu mange beviser, ikke alene på det had Tiberius var genstand for, men også på den stadige rædsel han selv levede i, og de forhånelser der blev rettet imod ham. . . . De første meddelelser om hans død vakte en sådan glæde i Rom at folk fór rundt og råbte: ’I Tiberen med Tiberius!’ Andre bad moder Jord og dødsrigets guder om kun at lade ham tage ophold blandt de forbandede.“

● Det må i sandhed siges at kejser Tiberius var en usling.