Er himmelen dit mål?

HÅBER du, ligesom de fleste mennesker inden for kristenheden, at komme i himmelen når du dør? Ja? Men har du nogen sinde tænkt alvorligt over hvorfor du har det håb? Er det dit oprigtige ønske at komme der, eller ville du hellere blive på denne skønne jord, i særdeleshed hvis den blev omdannet til et paradis? Mon du, når alt kommer til alt, er ligesom dem der fortælles om i en populær amerikansk sang: „Alle vil gerne i himmelen, men ingen ønsker at dø“?

Ikke fordi der er noget forkert i at ønske at komme i himmelen. Nogle mennesker har håb om at komme der, for Jesus sagde tydeligt til sine apostle: „I min Faders hus er der mange boliger. Hvis ikke, havde jeg sagt jer det; thi jeg går bort for at gøre en plads rede for jer. Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at hvor jeg er, dér skal også I være.“ På baggrund af dette løfte kunne Peter skrive til nogle kristne: „Gud . . . har genfødt os til et levende håb . . ., til en uforkrænkelig og ubesmittelig og uvisnelig arv, gemt i Himlene.“ — Joh. 14:2, 3; 1 Pet. 1:3, 4.

Selv om ’alle gerne vil i himmelen’, viser Bibelen at kun få kommer der. Jesus omtalte dem som en „lille hjord“, men apostelen Johannes oplyser det nøjagtige antal, „hundrede og fire og fyrretyve tusinde“. Sammenlignet med jordens milliarder er 144.000 sandelig kun få, en lille hjord. — Luk. 12:32; Åb. 7:4; 14:1.

Jesus Kristus åbnede først den „ny og levende vej“ til himmelen ved sin offerdød og opstandelse, hvilket begrænser det antal der kommer i himmelen. Det er grunden til at ikke engang Johannes Døber skal i himmelen, selv om vi har Jesu egne ord for at ingen kommer på højde med Johannes som Guds profet. „Ingen er steget op til Himmelen,“ før Jesus. — Hebr. 10:20; Matt. 11:11; Joh. 3:13.

Vil det sige at alle mennesker, bortset fra de få der skal i himmelen, er fortabte? Nej ingenlunde. Alle andre som er modtagelige for retfærdighed har mulighed for at vinde evigt liv, enten nu, eller senere ved en opstandelse, og de skal leve her på jorden. Som undersåtter vil disse få del i de goder som skænkes menneskene gennem de 144.000 der oprejses til himmelen for at herske med Kristus i tusind år. Ja, skønt der kun findes én frelse, gives der to forskellige håb, et himmelsk og et jordisk. — Åb. 20:6.

Som følge af en fejlagtig, bogstavelig fortolkning af Bibelens ord om at denne verden skal forgå ved ild, har mange fuldstændig overset hvad Guds ord har at sige om jordens skæbne. Den skal aldrig ødelægges, for Gud „fæsted jorden på dens grundvolde, aldrig i evighed rokkes den“. Gud skabte ikke jorden uden hensigt, men „danned den til at bebos“. — Sl. 104:5; Es. 45:18.

Ikke alene skal jorden bestå i al evighed, men Gud har knyttet vidunderlige løfter til den. Det er grunden til at Jesus lærte os at bede: „Komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.“ (Matt. 6:9, 10) Når Guds vilje sker, vil ingen mennesker „gøre nogen skade eller forårsage nogen ødelæggelse . . . for jorden skal visselig fyldes med Jehovas kundskab som vandene dækker selve havet“. Lidt efter lidt vil Gud „tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere“. Læg mærke til at disse løfter ikke gælder himmelen, men jorden, hvor menneskeslægten har udstået lidelser i de sidste seks tusind år. — Es. 11:9, NW; Åb. 21:4.

Det må simpelt hen blive sådan, for det var Guds oprindelige hensigt med jorden og mennesket. Sagde Gud ikke til vore første forældre at de skulle blive frugtbare og mangfoldige, opfylde jorden og gøre sig til herre over den, hvilket ville sige at de skulle opdyrke hele jorden så den blev som Edens have, og udøve herredømme over dyrene? Den kendsgerning at Adam var ulydig og derfor undlod at varetage sit hverv på rette måde, er ikke ensbetydende med at Guds hensigt med jorden glippede. „Så skal det gå med mit ord, . . . det skal ej vende tomt tilbage, men udføre, hvad mig behager, og fuldbyrde hvervet, jeg gav det.“ — 1 Mos. 1:28; Es. 55:11.

Mange mennesker håber at komme i himmelen fordi de aldrig har hørt om dette jordiske håb og fordi de fejlagtigt har lært at de har en udødelig sjæl som efter døden går enten til himmelen eller til et brændende helvede. Imidlertid viser Bibelen klart at mennesket er en sjæl og at det efter døden forbliver dødt lige til opstandelsen. — 1 Mos. 2:7, Kalkar; Lindberg; NW; se også Første Korinter 15:45 i den danske aut. overs.; Præd. 9:5; Joh. 5:28, 29.

Når nogle kendes værdige til det himmelske håb, skyldes det visse skridt som de selv har taget, og andre som Gud har taget til gavn for dem. De må tilegne sig kundskab, udøve tro, indvi sig og lade sig døbe og derefter trofast leve op til deres indvielse lige til døden, idet de ihærdigt bestræber sig for at gøre deres „kaldelse og udvælgelse urokkelig“. Gud, på sin side, udvælger hver enkelt, erklærer dem retfærdige, gør dem til sine åndelige sønner og salver dem med sin ånd som lemmer på Kristi legeme. — 2 Pet. 1:10.

De mennesker som Gud handler således med har en fast overbevisning baseret på deres studium af Guds ord og bekræftet af Guds handlinger med dem og af deres egen adfærd. Ligesom apostelen Paulus kan de sige: „Ånden selv vidner sammen med vor ånd, at vi er Guds børn,“ og de skal „herliggøres med ham“ såfremt de forbliver trofaste. — Rom. 8:16, 17.

Men, medmindre vi har taget de nævnte skridt og har bevis for at Gud handler med os, og vi i særdeleshed nærer et stærkt håb om og en inderlig længsel efter den himmelske belønning, er vi uden tvivl blandt dem der, hvis de viser sig værdige dertil, skal leve på en vidunderlig, paradisisk jord. Der er intet forkert i ikke at ønske at komme i himmelen, men det vil være dåragtigt at nære et sådant håb dersom man intet grundlag har derfor. Alle velsignelser fra Gud er ufortjente, og dersom vi ejer kærlighed og visdom vil vi taknemmeligt acceptere det håb vi har.