Udfrielse fra totalitær inkvisition ved tro på Gud
FORTALT AF ERICH FROST
ET FØRENDE tysk blad ligger opslået foran mig. Livet i en koncentrationslejr beskrives i en føljeton. Det er den mest uforfalskede skildring af lejrlivet jeg nogen sinde har læst. Og dog forties det værste. Man viger tilbage for at udtrykke sådanne ting på papiret.
For ikke længe siden forfærdedes verden af nazihorder der drog på korstog mod øst over til Volgas bredder og stormede vestpå helt ud til Kanalkysten. Fra det kolde Skandinavien til Afrikas hede ørken trampede de tyske støvler i triumfmarch. I årevis led nazismen ingen nederlag — bortset fra ét på hjemmefronten.
Inden for Tysklands egne grænser prøvede nazisterne forgæves at likvidere Jehovas vidner. Det var som om tiden var skruet cirka fem hundrede år tilbage. Den frygtelige inkvisition var atter kaldt til live og viste sig i al sin grusomhed i den nazistiske koncentrationslejr. Vi er tusinder som i kraft af tro på vor Gud er i live og kan fortælle historien.
Lad mig gå tilbage til de begivenheder der tog deres begyndelse i 1919 — begivenheder der til en vis grad førte mig i konflikt med den totalitære stat. I det år sluttede min moder sig til Jehovas vidner, der dengang var kendt under navnet „Bibelstudenterne“. Jeg var interesseret i musik. Min moder vidnede nidkært og dette førte lykkeligvis til at min fader og jeg også blev vidner, og vi lod os døbe i Leipzig den 4. marts 1923. Jeg afbrød mine musikstudier og begyndte at tjene til livets ophold ved at spille på kafeer og forlystelsessteder, hvilket levnede mig megen fritid til Herrens arbejde. I 1924 begyndte jeg at tjene Jehova som heltidsarbejder på Selskabets litteraturdepot i Leipzig. Fire år senere blev jeg indbudt til at fremvise Skabelsens Fotodrama der var fremstillet af Selskabet. Tusinder husker stadig de smukke billeder der skildrede jordens skabelse og Guds hensigt med mennesket. Det var en vidunderlig forret at vise dramaet og at besøge mange menigheder som „pilgrim“ eller foredragsholder.
Uvejret trækker op
Vidnearbejdet greb hurtigt om sig i Tyskland. Fra 1919 til 1933 distribuerede de nidkære tyske vidner 48.000.000 bøger og brochurer samt 77.000.000 eksemplarer af Das Goldene Zeitalter, der nu kaldes Erwachet! I 1932 begyndte naziånden at blive fremherskende. Tit var der optræk til pøbeloptøjer når vi skulle fremvise dramaet. Det gik så vidt at vi kun kunne gennemføre fremvisningen under politibeskyttelse. I denne periode hæftede adskillige nazister sig ved min person.
Under et besøg hos et af vidnerne i Nürnberg i januar 1933 hørte vi over radioen fra Berlin at Hitler havde taget magten. Det anede os hvad dette ville betyde for os. Stormen brød løs i april da politiet beslaglagde Selskabets store nye trykkeri og betelhjem i Magdeburg og forseglede vore trykkemaskiner. Da der imidlertid ikke kunne påvises nogen nedbrydende virksomhed blev ejendommen tilbagegivet den 28. april.
I juni forsamledes syv tusind vidner i Berlin, hvor de vedtog en resolution, en kraftig protest mod den egenmægtige fremgangsmåde Hitlers regering benyttede. Millioner af eksemplarer af resolutionen blev uddelt. Inden der var gået tre dage blev Selskabets ejendom i Magdeburg konfiskeret og staben på 180 tvunget til at forlade bygningen. Vore religiøse fjender jublede da Hitler erklærede: „Jeg opløser ’De alvorlige Bibelstudenter’ i Tyskland; deres ejendomme giver jeg til folkets vel; jeg vil have al deres litteratur konfiskeret.“
Eftersom Vagttårnsselskabet i Amerika ejede skødet på ejendommen, indledtes nu forhandlinger mellem De forenede Staters udenrigsministerium og Tyskland. Vor ejendom blev atter givet fri, men forbudet mod vor forkyndervirksomhed blev ikke hævet. Møderne blev forbudt. Bibler og bibelsk litteratur til en værdi af op imod 200.000 kroner blev brændt. Med året 1934 begyndte mange vidner at miste deres stillinger fordi de nægtede at stemme eller at sige „Heil Hitler“.
I foråret 1934 fik jeg lejlighed til at betragte et fængsel indefra i ti dage, hvorefter jeg blev løsladt. Kort tid derefter lykkedes det mig at vende tilbage til Tjekkoslovakiet, hvor jeg tidligere havde vist fotodramaet. Jeg er taknemmelig over at jeg på en tid da arbejdet var forbudt i Tyskland og vort kontor lukket, kunne vise dramaet 122 gange uden for landets grænser. I Tjekkoslovakiet gik arbejdet imidlertid ikke så let som før. Ofte blev jeg vækket om natten af politiet som frygtede at jeg var nazist.
I mellemtiden havde brødrene i Tyskland taget et dristigt og beslutsomt skridt. Skønt der var mødeforbud samledes alle menigheder den 7. oktober 1934 og vedtog en protestresolution mod Hitlers regering. Denne resolution forkyndte at tilbedelsen af Jehova Gud ville fortsætte for enhver pris. Efter at alle havde forenet sig i en inderlig og alvorlig bøn blev protesten telegraferet til Berlin. Samtidig sendte Jehovas vidner i halvtreds andre lande kraftige advarsler til Nazityskland. En af general Ludendorffs befuldmægtigede afslørede senere at Hitler, da han så den vældige stak telegrammer, sprang op og råbte: „Denne yngel skal udryddes i Tyskland!“
Den kristne undergrundsbevægelse
Efter min hjemkomst til Tyskland i maj 1935 tog jeg del i undergrundsarbejdet. Natten til den 13. juni blev jeg arresteret på mit hotel og ført til „Columbiahuset“ i Berlin, hvor jeg tilbragte mit livs frygteligste fem måneder. Slået og trådt på, altid i ensom arrest, plaget og ydmyget daglig erfarede jeg at mennesker kunne opføre sig som dyr. Gestapos meningsløse spørgsmål kunne ikke bevise at jeg var revolutionær. Helt uventet blev jeg løsladt og snart efter gik jeg atter under jorden for at tjene Jehova fortsat.
Der blev truffet forberedelser til afholdelse af et konvent i Luzern i Schweiz. Imidlertid indledte nazisterne en ny aktion imod os. De fleste af de brødre som beklædte ansvarsfulde poster var allerede blevet arresteret. Jeg bestræbte mig på at samle trådene og få arbejdet i gang igen. Ikke så få gange reddede vi os ud ad bagdøre og vinduer og undslap med nød og næppe Gestapo. Min moder og min broder blev dog arresteret.
Selskabets præsident, broder Rutherford, var til stede ved konventet i Luzern i september 1936, og vi var 2500 brødre og søstre fra Tyskland. Jeg fik den opgave at reorganisere det næsten standsede undergrundsarbejde, og jeg tog straks fat. Vi planlagde også en lynuddeling af en konventsresolution i Tyskland. Lørdag den 12. december 1936 mellem klokken sytten og nitten blev 300.000 eksemplarer af resolutionen stille efterladt i alle hjem i Tysklands større byer. Sværme af politibetjente og SS-patruljer blev sendt ud, men det lykkedes dem ikke at pågribe et eneste af vidnerne.
Undergrundsarbejdet blev naturligvis udført under forfølgelse og vi gik i konstant fare for at miste friheden, ja endog livet. Men brødrene måtte have åndelig føde hvis de skulle bevare deres styrke, og de måtte også have noget de kunne bruge i deres forkyndelse. Visitationer i togene var en stadig fare. Selv indkøb af større mængder papir vakte mistanke. Mange kurerer faldt i Gestapos hænder. Adskillige brødre blev henrettet, anklaget for at have fremstillet Der Wachtturm til udbredelse. Ikke des mindre fortsatte Jehovas vidner med at fortælle den gode nyhed om Guds rige ved Kristus, fordi de elskede Gud og deres medmennesker. Vor opfindsomhed blev bemærket i den rapport som bragtes på forsiden af nazidomstolenes officielle organ:
„Tilhængerne af den forbudte sammenslutning prøvede også at bevare det indbyrdes sammenhold og at styrke hinanden i troen. Desuden prøvede de ved enhver given lejlighed at føre deres medborgere ind på deres tankegang. Når de alvorlige bibelstudenter gik på indkøb, spadserede, sad i parkerne eller stod på gaden henvendte de sig ofte til folk. De indledte en samtale om de nuværende forhold, og gik derefter lidt efter lidt over til at tale om deres tro og forbudte lære. De anser det for deres pligt at gøre det, fordi de er ’vidner for Jehova’.“ Uanset den risiko de selv løber er Jehovas vidner interesseret i at dele deres tro med andre så også de kan blive udfriet i denne endens tid.
Under nazitag
Den årlige højtid til minde om Kristi død skulle fejres den 27. marts 1937. Jeg havde aftalt at mødes med ti brødre for at drøfte undergrundsvirksomheden i forbindelse med mindehøjtiden. En nat klokken to bankede det hårdt på døren. På sekunder fik jeg skjult en lille rulle papir med vigtige oplysninger i madrassen i min seng. Ind trådte ti betjente fra det hemmelige politi: „Nå Frost, op og i tøjet. Nu er det slut!“ Jeg bad til Jehova og begyndte at klæde mig på mens de endevendte værelset. Den lille rulle blev aldrig fundet.
Alting skete så hurtigt. Gestapo kendte vor plan om at mødes den fredag til mindehøjtiden, men de vidste ikke hvor vi skulle mødes. Mere end én gang slog de mig bevidstløs, hvorefter de hældte vand i hovedet på mig for at vække mig til live igen. Snart kunne jeg hverken ligge eller sidde. Fra fredag til mandag hverken spiste eller drak jeg, men jeg bad uophørligt Jehova om at hjælpe mig så jeg kunne forblive tavs for brødrenes skyld. Da jeg endnu en gang blev ført for Gestapo tænkte jeg på Daniel i løvekulen. Gestapo-folkenes banden røbede det jeg så inderligt ønskede at høre: brødrene var undsluppet politiets fangstnet! Min glæde var ubeskrivelig.
I juli fik jeg meddelelse om at min hustru var blevet arresteret. Vor søn ville blive opdraget af nazister. Mange andre af vidnernes børn var med magt blevet taget fra forældrene og anbragt i nazihjem. De fleste af disse børn blev styrket ved denne prøve. En pige på tretten år skrev til sine forældre: „Jeg tænker altid på trofaste mænd som Job, Daniel og andre; jeg tager dem til eksempel, og jeg ville hellere dø end opgive min trofasthed mod Gud.“ Trods stærkt pres nægtede disse børn at tilslutte sig Hitlerjugend. Deres kristne opførsel bevirkede undertiden at naziforældre foretrak dem for deres egne børn.
Fra fængselslejre til Sachsenhausen
I Emsland mosedistrikt drev det umenneskelige arbejde og den grusomme behandling næsten én til desperation. Måske har du hørt om „Waldesrands helvede“. Troen og samværet med loyale vidner satte mig i stand til at tåle det utroligste. Om søndagen holdt vi fælles bibelstudier, det vil sige, vi genkaldte os hvad vi havde lært fra Guds ord i tidligere år. Vi indbød vore medfanger til at drikke „livets vand“ sammen med os. Tit lyttede de opmærksomt til vore samtaler.
Da jeg havde afsonet min fængselsstraf var den anden verdenskrig brudt ud, og jeg blev ført tilbage til Berlin. Nioghalvfems dage senere smækkede portene i Sachsenhausen koncentrationslejr i bag mig. Man kan slet ikke forestille sig den modtagelse jeg fik af SS-fangevogterne; men stor var min glæde da jeg blev hilst af 280 vidner, der alle havde været udsat for en lignende hård prøve og var blevet styrket derved. Det var de trofaste kristne der blev omtalt i bestselleren The Theory and Practice of Hell: „Da krigen brød ud blev vidnerne i Sachsenhausen koncentrationslejr opfordret til frivilligt at melde sig til militærtjeneste. Hver gang de nægtede blev ti af dem skudt. Da fyrre ofre var blevet dræbt holdt SS inde. . . . Man fik uvægerlig det indtryk at det psykologisk set aldrig helt lykkedes SS-folkene at tage Jehovas vidners udfordring op.“ Hvilken glæde og trøst var det ikke at være iblandt dem! Jeg forstod bedre end nogen sinde hvad Bibelen mente når den sagde: „Jern skærpes med jern, det ene menneske skærper det andet.“ — Ordsp. 27:17.
Gang på gang blev det tilkendegivet os at vi blot kunne underskrive en erklæring og fornægte vor tro, så ville lejrens porte åbne sig for os. Mademoiselle Genevieve de Gaulle, en niece af Charles de Gaulle, bekræftede dette da hun mindedes vore søstre i Ravensbrücklejren: „De kunne være blevet løsladt øjeblikkelig hvis de ville have fornægtet deres tro, men de ophørte ikke med at yde modstand. De havde endog held til at få smuglet bøger og traktater ind i lejren, selv om disse publikationer blev årsag til at adskillige af dem blev hængt.“ Resultatet af en sådan frygtløs forkyndelse var at 300 unge russiske kvinder i lejren blev Jehovas vidner. Skønt det var forbudt at forkynde for andre fanger (der kunne blive idømt femogtyve slag og ensom arrest hvis de lyttede), var Jehovas folk besluttet på at fortsætte lige til enden for at bevise at Jehova styrker dem der hører ham til. En af de overlevende fra Buchenwald har berettet at vidnerne forkyndte deres tro „uanset forbud og straf“. De havde ikke alene deres egne men også andres interesser på sinde. I Neuengammelejren i nærheden af Hamburg udgav vore brødre endda regelmæssigt en avis. Den hed Nyt om Guds rige.
I udryddelseslejren ved Auschwitz blev en af brødrene sendt hen for at reparere varmesystemet et sted hvor tredive af vore søstre arbejdede. Seks dage i træk brugte han middagstimen til at tale med dem om Guds ord. Det gav dem ny styrke og de takkede Jehova derfor. En velvillig skildvagt sad med gevær ved fod og lyttede interesseret. Det var ikke usædvanligt at fangevogterne gav deres besyv med når brødrene talte sammen. Vore fangevogtere fik altid et frimodigt og klart vidnesbyrd, for vi vidste at deres evige liv såvel som vort eget stod på spil. En søster blev sat til at arbejde på en SS-Obersturmführers kontor, og ofte truede han hende: „Jeg skal sørge for at du får hovedet kappet af!“ Uden hans vidende benyttede hun hans maskiner og fremstillede litteratur der skulle bruges ved et konvent som skulle afholdes i lejren. Mange gange talte hun til ham om Jehovas hensigter, og lidt efter lidt blev han venligere. Ved en sådan frygtløs forkyndelse og næstekærlighed blev troen ofte født i løvens hule. Her og der i de forskellige lejre trak SS-fangevogtere deres nazi-ed tilbage og erklærede at de troede på Jehova. Disse „Saulus’er“, vore forfølgere, blev „Paulus’er“, vore medfanger. Blandt de politiske fanger var der også mange både mænd og kvinder som blev Jehovas vidner. Selv dåb kunne vi afholde, og en vandtønde gjorde det ud for dåbsbassin.
Vor tro på Jehova blev aldrig gjort til skamme. Det er sandt hvad den kendte svenske journalist Björn Hallström senere skrev om vore brødre under naziinkvisitionen: „De blev behandlet dårligere end nogen anden gruppe, men i kraft af deres tro på Gud lykkedes det dem at holde ud bedre end nogen andre.“
Uden for lejrene indfangede Gestapos net aldrig mere end halvdelen af vidnerne. Mens 10.000 af os var indespærret fortsatte andre 10.000 med at forkynde den gode nyhed om Jehovas rige. De holdt hemmelige møder om natten eller i skovene. Selv begravelser var for brødrene dyrebare lejligheder til at nyde det kristne fællesskab.
Håndskriften på væggen
Seksten af os fik som straf for at være „hovedmænd“ femogtyve slag med en jernstang og blev spærret inde. Derpå anbragte de os som et såkaldt SS-byggekompagni på klippeøen Alderney i Kanalen. Skønt vi måtte udholde mange prøvelser fra vore fangevogteres side havde vi også lejlighed til at afværge farer og lidelser som kunne være kommet over vore medfanger. Som bekendt begyndte Hitlers stjerne at falde efter at hans hære var blevet standset ved Stalingrad. Nazisterne var begyndt at se håndskriften på væggen.
En stjerneklar juninat i 1944 stod vi nede ved havnen og betragtede de allieredes invasion. Nu fulgte vor tilbagetrækning. I gamle skibe blev vi transporteret til St. Malo, hvorfra vi pr. tog — tres mand i hver godsvogn — blev kørt gennem Frankrig, Belgien, Holland og tilbage til Tyskland. Planen om at sænke en del skibe med os om bord i Kieler Bugten mislykkedes da vor deportation til Østrig blev forsinket. Den 5. maj 1945 blev vi endelig befriet af amerikanske pansertropper.
Omtrent samtidig tvang presset fra de fremtrængende allierede hære koncentrationslejrenes porte op på vid gab, og tusinder af udtærede fanger strømmede ud i de udbombede egne. De måtte marchere under bevogtning, og SS-folkene skød dem der var for svage til at følge med, og dem der blev grebet i at stjæle mad på vejen. Mange døde undervejs. Jehovas vidner hjalp hinanden så ingen behøvede at give op. Ofte forkyndte de for landsbyernes beboere, som til gengæld delte deres madrationer med dem — endnu en foranstaltning fra Jehova. Snart kunne det ene, snart det andet af vidnerne sige de lykkelige ord: „Nu er jeg fri. Jeg takker Faderen at jeg fortsat kan prise hans navn!“
Inkvisitionen var faldet til jorden.
Genopbygning
Jehovas ånd styrkede os til aktivitet. Mange af os havde slet ikke planer om at vende tilbage til vore hjem. Vore tanker gik først og fremmest til Selskabets ejendom i Magdeburg. Vi erfarede at den var ved at blive omdannet til hotel for russerne. At få sovjetofficererne til at forstå hvem Jehovas vidner var, viste sig at være en nervenedbrydende opgave. Vort arbejde i østzonen var muligvis slet ikke blevet genoptaget dersom vi ikke hver eneste dag kraftigt havde betonet at vor organisation i Tyskland førhen havde sit hovedkvarter i Magdeburg og at vi havde planer om at lede arbejdet i alle fire okkupationszoner fra dette kontor. Endelig samtykkede de, og arbejdet skred frem i kommunistzonen ganske som andre steder.
Inden længe var de tyske menigheder organiseret på ny. I begyndelsen forkyndte vi næsten udelukkende med Bibelen og en enkelt traktat, men vi kunne i det mindste mødes i frihed og hjælpe hinanden. Under disse møder i den første tid efter krigen kunne det ske at en broder eller søster faldt ned fra stolen af sult eller udmattelse. Fra vore brødre i Amerika og Schweiz modtog vi pakker med mad og klæder. Disse var en stor hjælp og blev oprigtigt værdsat.
Vi var 9000 forsamlet til konvent i Nürnberg i 1946. Begærligt slugte vi hvert ord der blev sagt. Også i Magdeburg blev der afholdt et konvent hvor 6000 var til stede. Man kan vanskeligt gengive russernes ansigtsudtryk og gestus da de hørte os synge og så hundreder vandre af sted til dåben. Ganske vist var sammenstimlen strengt forbudt, men efter at vi havde forklaret dåbens betydning gjorde russerne ingen ophævelser. Denne frihed under Østtysklands nye totalitære styre skulle ikke vare længe.
Selskabets præsident broder Knorr kom til Tyskland i 1947. Der blev skrevet kontrakt om leje af den bygning og den grund i Wiesbaden hvor vort udvidede betelhjem nu ligger. Her i Vesttyskland har de få tusind vidner der fandtes ved krigens slutning haft den glæde at erfare så voldsom en vækst at der i dag er 68.000 der nidkært forkynder den herlige nyhed om Jehovas nye verden. Mit hjerte strømmer over af glæde og taknemmelighed fordi Jehova har ladet dette ske. Jeg værdsætter også de lykkelige uger som jeg i 1950, 1953 og 1958 tilbragte ved de store internationale stævner i New York. Jehova har også foranstaltet stævner for os her i Tyskland, som for eksempel i 1955, da 125.000 kom til Nürnberg og Berlin. Man forundres over hvor meget Guds tjenere kan udrette og opleve i løbet af få år.
Udfrielsen sikker
Mens kommunisterne var vore medfanger i de nazistiske koncentrationslejre sagde de ofte truende til os: „Hvis vi nogen sinde kommer til magten vil vi hænge alle jer komedianter!“ I 1950 blussede den totalitære inkvisition op på ny i det kommunistiske Østtyskland i form af et forbud mod Jehovas vidner. Atter blev ejendommen i Magdeburg konfiskeret, og endnu en gang har vore brødre i tillid til at Jehova har magt til at udfri taget udfordringen op.
Kan I forstå hvorfor mine tanker ofte trænger igennem det jerntæppe som deler Tyskland, ind til de vidner der led i årevis i nazistiske lejre og som nu befinder sig i kommunistiske fængsler? For øjeblikket er 407 trofaste vidner fængslet i Østtyskland. Jeg tænker på halvfjerdsårige brødre som X og Y, og andre der ikke er meget yngre, som for eksempel broder Z, broder A og broder B, som alle på grund af deres trofasthed mod Jehova har tilbragt næsten tyve år i kløerne på Guds grusomme fjender.
De rapporter som slipper igennem er opmuntrende og tillidsfulde. Vore brødre dér står fast mens de holder sig håbet om Riget for øje og taler derom til deres næste. Derved giver de daglig bevis for at Jehova ved sin konge Kristus hersker midt iblandt sine fjender. Totalitære inkvisitioner kan fængsle og pine Jehovas folk hvis Jehova tillader det som et vidnesbyrd; men intet kan indespærre Jehovas ånd!
Måtte de under totalitær inkvisition forfulgte kristne og deres modstandere aldrig glemme at Jehova uophørligt var hos sine vidner under naziinkvisitionen. Han nærede og trøstede dem når de græd af udmattelse. Han gav dem fornyet mod når de faldt i afmagt. Dem der var trofaste til døden lovede han udfrielse ved en opstandelse. Og da hans tid var inde slog han portene op og befriede sit folk!
Sikkert er det at tro på Gud fører til udfrielse. Hans nye retfærdsverden står for døren! Jehovas vidner synger allerede: „Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus!“ — 1 Kor. 15:57.