Næstekærlighed kan ikke erstatte kærlighed til Gud
AT du adlyder én lov fritager dig ikke for at adlyde andre love. Hvis du for eksempel kører bil, ved du at du ikke alene skal holde til højre (eller til venstre, alt efter hvilket land du bor i), men også må respektere fartbegrænsninger og rette dig efter trafiklysene. Du vil ikke overskride en eventuel fartbegrænsning og så undskylde dig med at du holdt dig i den rigtige side af vejen; du vil heller ikke mene at du, når bare du retter dig efter trafiklysene og ikke kører for stærkt, har en god undskyldning for at køre i den forkerte side, vel?
Men det underforståede princip heri erkendes ikke altid når det gælder det åndelige, religion, tilbedelsen af Gud. Det er således tilfældet med livets to store bud som Jesus gav sine efterfølgere: „Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele dit sind og af hele din styrke,“ og „Du skal elske din næste som dig selv.“ Mennesker er tilbøjelige til at lægge vægt på at opfylde det ene af budene — og så mener de at de ikke behøver at opfylde det andet. En sådan indstilling skyldes måske ofte tankeløshed. — Mark. 12:29-31.
Mange mennesker inden for kristenheden går så højt op i at vise næstekærlighed at de fuldstændig taber det vigtigere bud af syne, budet om at elske Gud af hele deres hjerte, sind, sjæl og styrke. Vi finder således mange velmenende navnkristne hvis tid er helt optaget af det „sociale evangelium“, af humanitært arbejde, såsom bekæmpelse af sygdomme, politisk korruption og økonomiske og samfundsmæssige onder, men de tænker kun lidt eller slet ikke på det første og største bud, eller på om det de gør er Guds vilje med dem. Bevidst eller ubevidst føler de at deres manglende kærlighed til Gud retfærdiggøres når de viser det de selv kalder næstekærlighed.
Det er netop en sådan tankegang der går igennem det berømte digt om Abou ben Adhem. Digtet fortæller at han en nat vågnede og så en engel stå med en guldbog, hvori den skrev navnene på alle dem der elskede Herren. Da ben Adhem spurgte engelen om hans navn var med, og fik at vide at det var det ikke, sagde han: „Jeg beder dig, skriv mig op som en der elsker sine medmennesker.“ Digtet siger videre: „Engelen skrev og forsvandt. Næste nat kom den igen med et strålende lys og viste navnene på dem Gud i sin kærlighed havde velsignet, og se! Ben Adhems navn stod allerøverst.“ Kærlighed til næsten regnes med andre ord for at være vigtigere end kærlighed til Gud. Men det er den ikke. Kærligheden til Gud kommer først. Det betyder dog ikke at man kan undlade at vise næstekærlighed, hvilket apostelen Johannes ganske tydeligt viser: „Den, der ikke elsker sin broder, som han har set, han kan ikke elske Gud, som han ikke har set.“ — 1 Joh. 4:20.
Nu kan de der lægger næstekærlighed for dagen naturligvis hævde at de elsker Gud og at de netop viser det ved deres næstekærlighed. Men det er kun deres eget syn på sagen. Guds ord fortæller os at „dette er kærlighed til Gud, at vi holder hans bud“. Medmindre vi adlyder Guds bud kan vi altså ikke med rette hævde at vi elsker ham. Adam gik måske med til at spise af den forbudte frugt af kærlighed til Eva, med det retfærdiggjorde eller undskyldte ikke hans ulydige handling. Så var der kong Saul; han brugte i virkeligheden det samme argument. Da han blev gjort opmærksom på at han havde været ulydig imod Guds bud, undskyldte han sig med at han blot havde føjet folket. Men det retfærdiggjorde ikke hans handling i Guds øjne. Jehova Gud forkastede kong Saul på grund af hans ulydighed. — 1 Joh. 5:3; 1 Sam. 15:22, 23.
Der var også kong Salomon. Han nærede så stor „næstekærlighed“ til sine hustruer at han sørgede for at de fik støtte til deres afgudsdyrkelse, og til sidst elskede han ikke mere Jehova, hans fader Davids Gud, af hele sit hjerte og sind. Var hans „næstekærlighed“ en undskyldning for hans manglende kærlighed til Jehova Gud? Nej, og atter nej! Og resultatet blev at kong Salomon, al sin visdom til trods, og selv om han havde fået lov at bygge Jehovas tempel i Jerusalem og at skrive næsten alle de bibelske ordsprog samt Prædikerens bog og Salomons Højsang, døde uden at eje Guds gunst. — 1 Kong. 11:1-9.
Jesus Kristus, derimod, begik aldrig den fejl at sætte næstekærlighed før kærligheden til Gud. Han forstod at han først og fremmest var forpligtet over for sin himmelske Fader, forpligtet til at gøre hans vilje, til at vidne om hans navn og rige. Da folkeskarerne engang, sandsynligvis fordi Jesus havde mættet dem med brød og fisk, ville „føre ham bort med magt for at gøre ham til konge“, „trak han sig atter tilbage op i bjergene, ganske alene“. Næstekærligheden talte måske for at han skulle opfylde folkets ønske, men det gjorde hans kærlighed til Gud ikke, for han vidste at det ikke var Guds vilje, eftersom ’hans rige ikke er af denne verden’. Ved at lade Gud komme i første række fulgte Jesus en kurs der i sidste ende var til størst gavn for menneskeheden, også for dem der var hans medmennesker mens han vandrede på jorden, fordi han banede vejen for at de kunne blive oprejst til Paradiset i Guds nye verden. — Joh. 6:15; 18:36; Luk. 23:43, NW.
Betragter vi sagen på denne måde er det ikke svært at se at en næstekærlighed der ikke tager Guds hensigter i betragtning, i høj grad vidner om snæversyn. Men hvad skal man så gøre hvis man vil vise at man elsker Gud? Skal man blot gå i en eller anden kirke og skænke pengebidrag til den? Næppe. Og navnlig ikke hvis de prædikener man hører dér ikke handler om Gud og hans krav, sådan som de står nedskrevet i Bibelen. For at vi kan elske Gud må vi kende ham, for hvordan skulle vi kunne elske en som vi kun har et flygtigt kendskab til? Han har ladet oplysninger om sig selv nedtegne såvel i naturens bog som i Bibelen, navnlig i den sidstnævnte. Og da Bibelen viser at vi må have hjælp til at forstå den, og Gud har tilvejebragt en sådan hjælp, må vi, hvis vi vil elske Gud, benytte os af den hjælp. At læse Bibelen uden forståelse vil ikke hjælpe os til at elske Gud. — Ap. G. 8:30, 31.
Denne bog, Bibelen, fortæller os også hvad Gud kræver af os i forbindelse med vor adfærd, vort valg af omgangskreds og vort mål i livet. Giver vi agt på Bibelens vejledning vil vi kunne finde en fornuftig balance mellem vor kærlighed til Gud og vor kærlighed til næsten.