Patriotisme og religionsfrihed

NÅR en nation er inde i en krise, eller der hersker international spænding, træffer de styrende forskellige foranstaltninger for at samle befolkningen og sikre sig dens støtte. Der tilskyndes til patriotiske ceremonier i de offentlige skoler, og nationalsangen spilles ved hver en lejlighed. Dog er det netop på et sådant tidspunkt, når nationerne er rede til at kæmpe for at bevare deres frihed, at de er allermest tilbøjelige til inden for deres egne grænser at træde friheder som de søger at bevare, under fode. Det er en farlig tid. „En af grundene til at vor tid er så farlig,“ siger historikeren Arnold Toynbee, „er at vi har lært at tilbede vort land, vort flag, vor historie.“

Enhver der ikke er med til at vise en sådan ærefrygt for nationen betragtes, uanset hans grunde til at afholde sig derfra, med mistanke. Patrioter fordømmer måske hans adfærd som respektløs, ja endog som en fare for staten. Sådan var de første kristnes lod. De var ingen trussel for staten, de var tværtimod bemærkelsesværdigt lovlydige. Men de kunne ikke med god samvittighed tage del i romerrigets patriotiske ritualer. I en kommentar hertil siger The Book of Culture: „De kristne, hvis tro var stærk, ville imidlertid ikke aflægge et sådant loyalitetsløfte. Og da de ikke ville sværge troskab mod det vi i dag regner for analogt med flaget, blev de betragtet som politisk farlige.“

I dag står Jehovas vidner i den samme stilling som de første kristne i sin tid stod i. De omtales også gunstigt af myndighederne fordi de fører et respektabelt liv og adlyder landets love. Men de deltager ikke i patriotiske ceremonier. Derfor er der nogle der taler ondt om dem og ægger til modstand imod dem, ligesom romerne gjorde mod de første kristne. Andre der er tilbøjelige til at anlægge et mere tolerant syn på spørgsmålet, undrer sig ikke des mindre over at Jehovas vidner indtager den holdning de gør. Hvilken indvending kan man, når alt kommer til alt, have imod at hilse landets flag?

Flaghilsen

Det er det nemmeste at lade sig rive med af sine følelser, men Jehovas vidner går til Bibelen efter vejledning. Bibelen viser klart at man for at behage Gud må „fly afgudsdyrkelsen“. (1 Kor. 10:14) Det er også velkendt at det andet af de ti bud lyder: „Du må ikke gøre dig noget udskåret billede eller noget afbillede af det, som er oppe i himmelen eller nede på jorden eller i vandet under jorden; du må ikke tilbede eller dyrke det, thi jeg [Jehova] din Gud er en nidkær Gud [en Gud der fordrer absolut hengivenhed, NW].“ (2 Mos. 20:4, 5) Alligevel findes der sådanne billeder på nationale symboler, og de betragtes som hellige, hvilket er ensbetydende med at det er en religiøs handling at hilse dem. Som Arnold Toynbee påpegede, er det tilbedelse af flaget, og hans udtalelse bekræftedes for ikke længe siden af staten Virginias guvernør, der sagde: „Jeg ikke alene respekterer, men jeg tilbeder mit lands flag.“ I lyset af disse kendsgerninger kan man se at det ikke er manglende respekt for flaget men lydighed mod Jehova Gud der får Jehovas vidner til at nægte at hilse flaget.

Men, vil nogle måske indvende, hvordan kan I sige at flag kommer ind under det nævnte bibelske forbud når Bibelen selv viser at endog israelitterne havde felttegn eller standarter hvorunder de skulle lejre sig under ørkenvandringen? (4 Mos. 2:2) I denne forbindelse er en udtalelse i McClintock og Strongs Cyclopædia af interesse. Efter en drøftelse af de anvendte hebraiske ord siger værket: „Der er imidlertid heller ingen af dem der står som udtryk for den tanke vi forbinder med ordet ’standart’, nemlig flag.“ Ydermere betragtede man dem ikke som hellige, og de blev anvendt uden ceremonier af nogen art. De tjente simpelt hen et praktisk formål, de var tegn der viste hvor folket skulle samles.

Nationalsange

At rejse sig når nationalsangen spilles kan sammenlignes med at hilse flaget. Ofte foldes flaget ud samtidig med at nationalsangen spilles, så for Jehovas vidner ville deltagelse i den ene ceremoni kunne sammenlignes med deltagelse i den anden.

Bibelen beretter en hændelse der klart belyser dette. Det tredje kapitel i Daniels Bog fortæller at kong Nebukadnezar af Babylon lod opstille en billedstøtte, et symbol på staten, og befalede folket at falde ned og tilbede den så snart musikken begyndte. Det var i virkeligheden en patriotisk ceremoni, og ved at deltage deri beviste man sin loyalitet. Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego, tre hebræere der trofast tjente Gud, nægtede at deltage, ikke på grund af illoyalitet mod staten, men fordi de udelukkende rettede deres tilbedelse mod Jehova Gud, der fordrer absolut hengivenhed. Da embedsmænd tog skridt til at straffe dem gav Jehova et umiskendeligt bevis på sin godkendelse af den handlemåde hans tjenere havde fulgt; han bragte dem uskadt ud af ildovnen.

Ofte er nationalsange, i hvert fald delvis, hymner eller bønner der er sat musik til. De giver udtryk for anmodninger eller pris til Gud. Det var derfor en amerikansk skolekommission ville have at en del af nationalsangen skulle være officiel skolebøn. Dette ønske blev fremsat efter at De forenede Staters højesteret havde afsagt den kendelse at en skolelærer ikke måtte udforme en bøn og derpå lade eleverne gentage den som et led i undervisningen. — New York Times, den 30. august 1962.

Eftersom nationalsangen ofte indbefatter en bøn, vil det være passende at se hvad Bibelen siger om emnet. Sandt nok findes der mange religiøse ledere der ved gudstjenesten regelmæssigt beder for de forskellige institutioner i verden og som derfor ikke kan se noget forkert ved en patriotisk hymne der giver udtryk for lignende følelser. Men de der lader sig lede af Guds ord kan ikke bede om at den nuværende verdensordning må bestå, når Bibelen siger at den er i modstrid med Gud og som følge deraf snart skal forsvinde. (Jak. 4:4; 1 Joh. 2:17) De erindrer sig Guds befaling til profeten Jeremias, der levede blandt et folk der hævdede at tjene Gud men som stjal, slog ihjel, bedrev hor, sværgede falsk og dyrkede fremmede guder: „Du må ikke gå i forbøn for dette folk eller frembære klage og bøn eller trænge ind på mig for dem, thi jeg hører dig ikke.“ (Jer. 7:9, 16; 11:14; 14:11) I dag er forholdene ikke ulig dem der rådede på Jeremias’ tid, og kristne gør klogt i at mærke sig Guds særlige formaning angående bøn under sådanne omstændigheder. De er også vågne for det eksempel Jesus Kristus satte da han sagde: „Jeg beder ikke for verden.“ (Joh. 17:9) Når Jehovas vidner nægter at rejse sig mens nationalsangen spilles, er det derfor ikke på grund af selvretfærdighed men udelukkende fordi de ønsker at efterligne Kristus og adlyde Gud.

Det er naturligvis ikke alle nationalsange der indbefatter en bøn til Gud. Nogle er krigssange der berømmer landet og fortæller om dets kamp for uafhængighed eller om de krige det har udkæmpet for at bevare sin suverænitet. Men det forandrer ikke situationen for Jehovas vidner. De kan ikke juble over nogen nations krige. De lader sig lede af det inspirerede skriftsted der lyder: „Thi om vi end færdes i verden, fører vi dog ikke strid på verdslig vis. Vore stridsvåben er nemlig ikke verdslige.“ (2 Kor. 10:3, 4) De bøjer sig for Guds dom, og han forlanger af sit folk at det lever i fred. Som det i Esajas 2:4 siges om ham: „Da dømmer han folk imellem, skifter ret mellem talrige folkeslag; deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer.“ Alt dette understreger at Jehovas kristne vidner ikke er en del af verden.

Dette er sådan som Jesus sagde det ville blive. Med tanke på sine efterfølgere sagde han: „De [er] ikke . . . af verden, ligesom jeg ikke er af verden.“ (Joh. 17:14) Men at de bestræber sig for at leve op til denne kristne norm skulle ikke få nogen til at berøve dem deres frihed til at tro som de vil.

Tilbedelsesfrihed

Det bør erindres at den handling at hilse flaget eller at rejse sig når nationalsangen spilles, ikke i sig selv beviser at man er loyal over for nationen. De der søger at underminere statens interesser er ofte de første til at skjule deres hensigter under påtaget patriotisme. Men Jehovas vidner er ikke engageret i sådanne hemmelige politiske bevægelser. De er oprigtige, åbne og ærlige. Deres standpunkt er udelukkende religiøst.

Jehovas vidner griber aldrig forstyrrende ind i noget lands bestræbelser for at fremme patriotismen. De betvivler ikke andres ret til at deltage i disse ceremonier. De beder ikke om at patriotiske handlinger må blive afskaffet i skolerne. Det eneste de ønsker er frihed til at tilbede Gud uden forulempelse, og det er hvad loven tilsteder dem.

Embedsmænd der søger at tvinge Jehovas vidner til at bryde deres religiøse principper og tage del i patriotiske ritualer, fremmer ikke statens interesser; tværtimod sætter de en plet på deres lands ære. Som udmærket understreget af Colorados højesteret i 1944, kan man ikke ved at tvinge et menneske til at gå imod sin overbevisning og samvittighed, skabe respekt for myndighederne eller den nation de repræsenterer —  tværtimod. (Zavilla mod Masse) De der således berøver andre deres tilbedelsesfrihed viser at de selv mangler respekt for lovene i det land der garanterer en sådan frihed.

Tydeligvis er det derfor ikke alene i Jehovas vidners, men også i statens interesse at religionsfriheden håndhæves — selv når patriotisme spiller ind.