En Gud som vi bør lovprise
Hvem er han? Hvad har han gjort som fortjener lovprisning?
HAR du lagt mærke til at mennesker reagerer forskelligt over for skaberværkets vidundere? Nogle kan for eksempel betragte himmelhvælvingen og stjernerne der er strøet ud over den som funklende diamanter uden at føle sig tilskyndet til at prise den der har skabt dem, selv om de gerne anerkender at det er et smukt syn, mens andre føler sig små og ubetydelige over for Skaberen af dette vældige univers. En følelse af taknemmelighed vælder op i deres indre og lovord strømmer fra deres læber.
Den der står bag dette vidunderlige skaberværk fortjener med rette vor lovprisning. Men alligevel er der millioner af mennesker der, enten af mangel på kundskab eller af mangel på forståelse, ikke viser Skaberen af alt dette den ære der tilkommer hans navn. Dette er så meget mærkeligere når man tænker på at en kunstmaler som har evnen til at fæstne en solnedgangs farver på sit lærred, eller en billedhugger der i sten kan gengive et menneskes eller dyrs skikkelse, nyder stor ære og anseelse endog længe efter sin død. Burde den der har skabt selve motivet hvorefter disse ufuldkomne efterligninger er dannet, ikke modtage større ære?
Hvis man tænker rigtigt over det må man indrømme at sådan burde det være. Gud ønsker ikke at forblive anonym og at den ære der tilkommer ham går til en eller anden upersonlig kraft, som for eksempel når mennesker priser „moder Natur“. Skal vi give udtryk for vor lovprisning af Gud på en måde der har hans velbehag er det nødvendigt at vi forstår hvem Gud er og hvad hans hensigter er.
En af de få trofaste konger i Israel der ejede en sådan kundskab og forståelse var David, der som ung mand fældede kæmpen Goliat. I Første Krønikebog, kapitel 29, kan vi i dag læse den inderlige bøn som David fremsagde da han overdrog kongemagten i Israel til sin søn Salomon. Lad os lægge mærke til de ord hvormed David lovpriser Gud og giver udtryk for sin taknemmelighed, og lad os samtidig tænke på om vi ikke har grund til på samme måde at give udtryk for vor taknemmelighed mod Gud.
Hans navn og ophøjede stilling
David indledte sin bøn med ordene: „Lovet være du [Jehova], vor fader Israels Gud fra evighed til evighed! Din, [Jehova], er storheden, magten, æren, glansen og herligheden, thi alt i Himmelen og på jorden er dit.“ — 1 Krøn. 29:10, 11.
Læg mærke til at David tiltalte Gud med hans navn Jehova. Han troede ikke at Gud var en eller anden upersonlig naturkraft, men anerkendte ham som sit folks fader. Det var denne vældige Gud David gav æren for alle skaberværkets undere, for han sagde: „Alt i Himmelen og på jorden er dit.“ Er denne store Skaber vor Gud? Bruger vi hans navn Jehova når vi henvender os til ham, og priser vi ham for hele hans vidunderlige skaberværk?
Selv om mange påstår at de tilbeder Davids Gud, siger de at Jehova blot var navnet på jødernes Gud og at det ikke er nødvendigt at kristne kalder Gud ved dette navn. Imidlertid bad David om at Jehovas navn måtte være lovet, ikke blot en kort tid, nemlig så længe som det jødiske folk eksisterede, men „fra evighed til evighed“. På Davids tid var næsten en tredjedel af de inspirerede skrifter allerede nedskrevet, og David var gennem dem blevet bekendt med at Gud ønskede at blive kaldt med sit personlige navn.
For eksempel var han fortrolig med denne beretning, der findes i disse hellige skrifters anden bog: „Og Gud sagde fremdeles til Moses: ’Således skal du sige til israeliterne: [Jehova], Eders fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har sendt mig til Eder; dette er mit navn til evig tid, og således skal jeg kaldes fra slægt til slægt.’“ — 2 Mos. 3:15.
Det er tydeligt at Guds hensigt var at han til evig tid skulle kendes under og kaldes med navnet Jehova. En af de levitiske salmedigtere på Davids tid sluttede endog en af sine salmer med følgende ønske: „Lad dem . . . kende, at du, hvis navn er [Jehova], er ene den Højeste over al jorden!“ Alle de skrifter der siden da er føjet til Bibelen bekræfter at Gud ønsker at blive betegnet med navnet Jehova. — Sl. 83:19.
Mennesker i dag betegner skønne kunstværker med navne som Rembrandt, Leonardo da Vinci og Michelangelo og taler i glødende vendinger om disse begavede mænd Hvor meget mere burde de ikke ære Guds navn, Jehova, når han dog har skabt langt større kunstværker! Er det den tanke der opstår hos os når vi betragter skaberværket? Det var den tanke David fik, og af sit hjertes inderste søgte han at finde ord hvormed han kunne lovprise Jehova. Han taler om hans „storhed“, „magt“, „ære“, „glans“, og „herlighed“, ja ordene syntes ikke tilstrækkelige til at udtrykke hans følelser. — 1 Krøn. 29:11.
Der er så mange ting omkring os som vi bør takke og prise Jehova for. Betragt himmelhvælvingen. „Himlen forkynder Guds ære,“ sagde David. De få tusinde stjerner som David kunne se med det blotte øje var nok til at han erkendte den mesterhånd der havde skabt dem. I dag, hvor vi kan tage teleskoper til hjælp, ved vi at der er milliarder af stjerner og at de styres af bestemte love. Vi har altså endnu større grund til at prise Jehova og må være lykkelige for at vi kender hans navn! — Sl. 19:2, 3; 8:4, 5.
Herskerstilling og overhøjhed
David forstod også at Jehova indtager en ophøjet herskerstilling og at han på forunderlig måde har handlet med sit folk. Derfor fortsatte han sin bøn således: „Dit, o [Jehova], er riget, og selv løfter du dig som hoved over alle. Rigdom og ære kommer fra dig, og du hersker over alt; i din hånd er kraft og vælde, og i din hånd står det at gøre, hvem det skal være, stor og stærk. Derfor priser vi dig nu, vor Gud, og lovsynger dit herlige navn!“ — 1 Krøn. 29:11-13.
Mange vil føle sig tilskyndet til at lovprise Jehova for hans vældige skaberværk, men tænker de også på at prise ham for hans lovede rige og for det han gør for sit folk? Davids smukke bøn viser at han ikke blot var klar over hvad Jehova havde gjort for sit folk på Davids tid, men fra de inspirerede skrifter vidste han også hvad Gud havde gjort for sit folk førhen.
Den anden af de hellige skrifters bøger beskriver hvordan Jehova udfriede sit folk fra trældommen i Ægypten. Den lader os fornemme den kraft og vælde Jehova udfoldede da han holdt Det røde Hav tilbage. Den viser os hvordan Jehova på underfuld måde sørgede for sit folk under ørkenvandringen, og hvordan han styrkede det før erobringen af det forjættede land. Den indeholder den uforlignelige lov Jehova gav Moses og som skulle gælde for hans udvalgte folk. Men han gav det ikke alene en lov, han oprejste senere dommere og konger over det.
Alt dette vidste David. Han huskede hvordan profeten Samuel var blevet sendt for at salve ham til konge mens han var hyrdedreng og vogtede sin faders får. Han forstod derfor at det var Jehovas trone han satte sig på, som krønikeskriveren også senere skrev om Salomon: „Og Salomo satte sig på [Jehovas] trone som konge i sin fader Davids sted.“ Derfor anerkendte David at riget tilhørte Jehova, og han ønskede at prise og lovsynge Jehova af hele sit hjerte for den måde hvorpå han herskede over sit folk. — 1 Krøn. 29:23.
Nærer vi den samme påskønnelse af Jehovas rige og hans omsorg? Ja, vi har endog grund til at nære en endnu større påskønnelse, for Israels rige var kun et forbillede på det evige rige som skulle opnås med den lovede Messias, Davids sæd, som konge. Om dette rige har Gud fremsat følgende løfte: „Ved min hellighed svor jeg een gang for alle — David sviger jeg ikke: Hans æt skal blive for evigt, hans trone for mig som solen, stå fast som månen for evigt.“ — Sl. 89:36-38.
Jesus Kristus er den lovede Davids sæd hvem Jehova ville overdrage et rige der skulle være lige så evigt som solen og månen. Da Jesus Kristus gik her på jorden lærte han sine disciple at bede om dette rige. Vi husker at han sagde: „Derfor skal I bede således: ’Vor Fader, du som er i Himlene! Helliget vorde dit navn; komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.“ — Matt. 6:9, 10.
Læg mærke til at Jesus i denne bøn til sin Fader sagde „komme dit rige“. Riget er Jehovas, ligesom også David sagde i sin bøn: „Dit, o [Jehova], er riget.“ De begivenheder vi har set indtræffe som en opfyldelse af Bibelens profetier viser at dette rige eller denne regering, som står langt over menneskene, har overtaget magten. Snart vil Jehova atter vise at i hans hånd er „kraft og vælde“. Han vil udslette de onde i denne gamle verden ligesom han begravede Farao og hans hærstyrker i Det røde Hav. Og ligesom han dengang beskyttede sit folk, vil han også gøre det denne gang. Han vil føre det ind i sin lovede nye verden hvor det til evig tid vil kunne glæde sig over Rigets velsignelser.
Når vi betragter alt det Jehova har skabt, og grunder over hans storslåede gerninger i fortiden og det han har lovet at gøre i den nærmeste fremtid, har vi så ikke al grund til at lovprise ham? Lykkelige er vi dersom vi følger Davids eksempel og siger med ham: „Derfor priser vi dig nu, vor Gud, og lovsynger dit herlige navn!“ — 1 Krøn. 29:13.
„Halleluja! Pris Gud i hans helligdom, pris ham i hans stærke hvælving, pris ham for hans vældige gerninger, pris ham for hans mægtige storhed; pris ham med hornets klang, pris ham med harpe og citer, pris ham med pauke og dans, pris ham med strengeleg og fløjte, pris ham med klingre cymbler, pris ham med gjaldende cymbler; alt hvad der ånder, pris [Jehova]! Halleluja!“ — Salme 150.