Spørgsmål fra læserne

● Hvem var de mænd med „godt lov“ som omtales i Apostlenes Gerninger 6:3, og har de noget sidestykke i dag? — C. P.

Efter Pinsedagen opstod en usædvanlig situation blandt de kristne i Jerusalem. Mange af de tilrejsende jøder og proselytter som var blevet kristne havde kun regnet med at blive i Jerusalem under højtiden, men nu ønskede de at blive længere og lære mere om deres nye tro. Da nogle nu ikke havde tilstrækkelige midler med sig mens andre havde rigeligt, skød man for en tid al ejendom sammen i en fælles pulje og uddelte heraf til dem der trængte til hjælp. — Ap. G. 2:44-46; 4:34-37.

Det ser ud til at denne hjælpeforanstaltnings omfang efterhånden blev mindre, men at man stadig delte mad ud til de enker i menigheden som havde brug for hjælp. Imidlertid „begyndte de græsktalende jødekristne at knurre mod de hebraisktalende over, at enkerne iblandt dem blev tilsidesat ved den daglige uddeling“. (Ap. G. 6:1) For at fjerne denne uoverensstemmelse gav apostlene de retningslinjer vi læser i Apostlenes Gerninger 6:3.

Menigheden valgte syv mænd, hvilket har været tilstrækkeligt til at klare det der skulle gøres. De som menigheden foreslog havde „godt lov“; de havde et godt omdømme og var velkvalificerede, da de var „fulde af Ånd og visdom“. Det er interessant at de alle syv havde græske navne; det giver os grund til at tro at man blandt de kvalificerede i menigheden har foretrukket græsktalende jøder og en proselyt. De ville lettere kunne accepteres af dem i menigheden der følte sig forurettet. Apostlene bedømte forslagene og udnævnte de syv efter at have bedt en bøn. — Ap. G. 6:5, 6.

De som her blev udnævnt til at udføre det organisationsmæssige arbejde holdt ikke op med at være aktive forkyndere af Guds ord. Særligt omtales to af dem i Bibelen. Vi læser om Stefanus som „gjorde store undere og tegn blandt folket“, og „evangelisten Filip“ som af Jehovas engel blev sendt hen for at forkynde for en ætioper. — Ap. G. 6:8; 21:8; 8:26, 27.

I Jehovas vidners menigheder i dag vælger man også nogle kvalificerede brødre til at varetage organisationsmæssige opgaver, én tager sig således af at fordele den bibelske litteratur til forkynderne, en anden ordner regnskaberne, en tredje uddeler distrikt til hus-til-hus-forkyndelsen, og så videre. Som på de første kristnes tid er det menighederne der giver forslag, mens den endelige udnævnelse, som ret er, overlades til det styrende råd. De der får betroet visse pligter i menigheden fører også an i den offentlige forkyndelse og følger således også på denne måde de første kristnes eksempel.