„Hvorledes skulle de kunne høre?“
„Og hvorledes skulle de kunne høre, uden at der er nogen, som prædiker?“ — Rom. 10:14.
1. Hvilket spørgsmål angående præsters personlige besøg i folks hjem i vor tid trænger sig på?
HVORNÅR besøgte din præst dig sidste gang i dit hjem? Hvor lang tid er der gået siden han besøgte dig og din familie? Det er måske ikke ret længe siden? Havde han ved den lejlighed noget at fortælle som glædede dig? Virkede det åndeligt opløftende på dig? Var hans ord opmuntrende? Hvis der er gået nogen tid siden han aflagde et sådant besøg har du måske spurgt dig selv hvordan det kan være? Hvorfor har han så travlt? Hvorfor har han ikke tid til at besøge sine sognebørn sådan som præsterne gjorde i gamle dage?
2. (a) Hvilket mærkeligt paradoks ser vi i den religiøse verden? (b) Anfør nogle tal angående præstemangelen i de protestantiske kirker. (c) Hvad fører udviklingen sandsynligvis til?
2 Forklaringen er den at den meget omtalte „religiøse genoplivelse“ i efterkrigsårene (som man især har oplevet i U.S.A.) kun er den ene side af et af de mærkeligste og alvorligste paradokser i vor tids religiøse verden. Samtidig med at kirkernes medlemstal er steget, er antallet af teologiske studerende faldet. Dette forhold vil for eksempel føre til at der i 1975, ifølge tre protestantiske talsmænds vurdering, vil mangle op til 50.000 præster i de nordamerikanske protestantiske kirker. Og ifølge samme kilde vil præstemangelen blive endnu mere udtalt „hvis den procent af befolkningstallet som går i kirke stiger stærkere end befolkningstallet, sådan som det skete i 1950erne. Men eftersom fremgangen er blevet noget mindre i de sidste to år, vil den anslåede præstemangel måske ikke blive helt så alvorlig. Men uanset hvordan dette nu forholder sig, så er det indlysende at millioner af mennesker snart vil være får uden hyrder medmindre et nødprogram for uddannelse af præster påbegyndes.“ — The Christian Century for den 26. april 1961, side 509.
3, 4. Beskriv præstemangelen i den katolske kirke.
3 Den katolske kirke har også det problem at mange præster forlader præstegerningen. En af Vatikanets embedsmænd har ifølge referater udtalt at et „foruroligende“ antal italienske og franske præster har forladt kirken. De katolske autoriteter har ikke opgivet noget tal, men en protestantisk kilde anslår at 5000 italienske præster og over 1000 franske præster har forladt den katolske kirke i løbet af de sidste femten år, og det er flere end der blev ordineret i 1959.
4 I Genova i Italien er antallet af teologistuderende faldet 40 procent i de sidste tyve år, og 80 procent af de studerende giver op før de har gennemført det tolvårige studium. Præsteseminarierne i Torino siges at være to-tredjedele tomme. Der er også mangel på nonner. Disse statistiske oplysninger repræsenterer på ingen måde hele problemet men tjener blot til at vise at der råder alvorlig mangel på arbejdskraft i den katolske kirke såvel som i de protestantiske kirker.
Hvorfor denne mangel på præster?
5, 6. (a) Hvad siger nogle autoriteter om denne mangel på præster? (b) Beskriv nogle af de problemer som kristenhedens præster står nogle overfor i dag.
5 Hvorfor råder der en sådan mangel på præster? Sociologen dr. Samuel Blizzard, der arbejder ved Pennsylvaniens statsuniversitet, har for nylig udtalt følgende: „Før i tiden udførte sognepræsten sin gerning på samme måde som en praktiserende læge, det vil sige uden at være specialist. Men nu kræves det mere og mere af ham at han skal være specialist, og han skal ikke blot være specialist på et eller to områder, men på seks forskellige områder: som administrator, som organisator, som hyrde, som forkynder, som præst og som lærer.“ Wesley Shrader, der er docent i pastoralteologi ved Yale-universitetets teologiske fakultet, er af den mening at alt for mange præster er overbebyrdede og underbetalt. Dr. Samuel H. Miller, Harvard-universitetets teologiske fakultets dekan, betegner de overbebyrdede og underbetalte præster som „en af vor tids tragedier“.
6 I Christianity Today skriver George Christian Anderson at „over 10.000 af vore protestantiske præster nu er under en eller anden form for psykiatrisk pleje, enten privat eller på et hospital“. „Antallet af præster indlagt på statshospitalerne er steget til det tredobbelte,“ tilføjer han. „I de mange år jeg har arbejdet med præster og psykiatere i hele landet har det forfærdet mig at så stort et antal af præsterne har ønsket at drøfte deres personlige problemer med mig,“ siger dr. Anderson. „Mange af deres vanskeligheder er tragiske. Nogle af disse præster er hurtigt på vej mod at blive alkoholikere eller narkomaner. Andre er blevet forelsket i en anden kvinde og søger at komme ud af dilemmaet ved skilsmisse. Mange præster er ulykkelige og indser for sent at de har valgt et forkert livskald. Andre er tyngede af bekymring og skyldfølelse fordi de ikke er i stand til at spille rollen som den overnaturlige helgen som menigheden forventer præsten skal være . . . nogle præster bliver dybt rystet når de ikke modtager en forfremmelse som de har ventet. Lave lønninger, skuffede ambitioner og ren og skær ensomhed forværrer tilstanden for dem som i forvejen er disponerede for alvorlige følelsesmæssige forstyrrelser og som behøver hjælp fra kloge vejledere.“
Er det nok at gå i kirke?
7. Selv om oprigtige mennesker går i kirke, er det så nogen garanti for at de hører et bibelsk underbygget budskab der giver dem trøst og håb? Hvordan begrunder du dit svar?
7 Nu forstår vi hvorfor præsterne ikke besøger folk i deres hjem mere end tilfældet er og hvorfor apostelens ord i Romerbrevet 10:14: „Hvorledes skulle de kunne høre?“ bliver mere og mere aktuelle. Men det er ikke alt. Er der nogen sikkerhed for at de oprigtige mennesker som går i kirke eller til møde vil høre et budskab som giver dem bibelsk overbevisning og håb? Spørg dig selv om hvornår du sidst hørte en prædiken som var virkelig bibelsk underbygget. Er følgende ord af Paulus til Timoteus ikke på sin plads her: „Thi der kommer en tid, da de ikke vil finde sig i den sunde lære, men for at leve efter deres egne lyster skaffe sig lærere i hobetal, efter hvad der kildrer deres øren, og de vil vende øret bort fra sandheden og vende sig til fablerne“? (2 Tim. 4:3, 4) Er sådanne lærere i det hele taget sendt af den sande Gud? Er de egnede til at undervise? Paulus svarede for sit eget vedkommende ikke ved at henvise til et eksamensbevis fra en af den tids teologiske skoler eller til nogen anden menneskelig bemyndigelse som bevis på at han var tilstrækkelig egnet til at undervise i sandheden, men ved at henvise til noget meget mere betydningsfuldt og praktisk idet han sagde: „Begynder vi nu atter at anbefale os selv? eller behøver vi måske som visse folk anbefalingsbreve til jer eller fra jer? Nej, I er selv vort brev, som er indskrevet i vore hjerter og kendes og læses af alle mennesker. Det kendes på jer, at I er et brev fra Kristus, ført i pennen af os, indskrevet ikke med blæk, men med den levende Guds Ånd, ikke på stentavler, men på kødtavler, nemlig menneskehjerter. Så stor en tillid har vi til Gud ved Kristus. Jeg mener ikke, at vi af os selv er duelige til at udtænke noget, som kom det fra os selv; men vor duelighed er fra Gud, som gjorde os duelige [tilstrækkelig egnede, NW] til at være tjenere for en ny pagt, ikke bogstavens, men Åndens; thi bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende.“ (2 Kor. 3:1-6) Hvilke „breve“ henviser din præst til når han skal dokumentere at han har de nødvendige kvalifikationer for at kunne tjene som præst?
8. Hvilken indstilling har nogle præster til deres gerning? Hvilken virkning har det på folk?
8 Jesus sagde at menneskene ville kunne kendes på de frugter de bærer. Det gælder alle som hævder at de er ordets tjenere. Deres gerninger, deres frugter, snarere end mundtlige og skriftlige vidnesbyrd viser om de er sande ordets tjenere der er udsendt af Gud for at folk kan høre budskabet om Riget. Læg mærke til hvad nogle af disse mænd har at sige om deres arbejde. Den tidligere metodistpræst James B. Moore skriver: „Nogle præster hader rent ud sagt deres arbejde. Jeg har kendt præster som har foragtet folk i almindelighed og deres egen menighed i særdeleshed.“ En præst i Ohio oplyser følgende: „Jeg har på fornemmelsen at der er en hel del præster som hverken ved ud eller ind. Jeg er en af dem. Vi kan simpelt hen ikke se hvor vi og kirken går hen . . . vi kan ikke se at vi betyder noget som helst for vore sogne eller for de enkelte kirkemedlemmer og deres tilværelse. Dette foruroliger mig.“ Kan du nu se at den såkaldte „religiøse genoplivelse“ i virkeligheden er uden værdi? Ånden som skulle give den værdi mangler. Sand tro mangler. De fortabte bliver ikke frelst. Ikke desto mindre siger Bibelen: „’Enhver, der påkalder Herrens [Jehovas, NW] navn, skal frelses.’ Hvorledes skulle de nu kunne påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? og hvorledes skulle de kunne tro på ham, som de ikke har hørt om? og hvorledes skulle de kunne høre, uden at der er nogen, som prædiker?“ — Rom. 10:13, 14.
De sande forkynderes gerninger og lære
9-11. Vis i kontrast til siger præsters tjeneste hvad Jehovas vidners årbøger siger om disse forkynderes virksomhed i de forskellige grene af deres tjeneste, og hvordan folk igennem dem får lejlighed til at „høre“.
9 Hvor er så forkynderen? Hvordan kommer folk til at høre? Hvordan kan de som af et ærligt hjerte ønsker at lære sandheden fra Guds ord at kende, finde trøst, vejledning og åndelig opbyggelse? Om Jehovas vidner, som af nogle er blevet beskrevet som „vor tids hurtigst voksende trossamfund“, hedder det i deres Yearbook for 1964, på side 31, at de „bestræber sig af al magt for at udføre den gerning som Jesus sagde skulle være ’til et vidnesbyrd for alle folkeslagene’“. (Matt. 24:14) Trods den modstand de møder, som berettet i deres årbøger for 1965 og 1966, rykker de frimodigt frem. De må forkynde den ’evigvarende gode nyhed’ på hele den beboede jord igen og igen. (Åb. 14:6, NW) Det er Guds vilje.
10 Når vi ser tilbage på året 1965 forstår vi at Jehovas vidners glæde var stor, 1.109.806 forkyndere deltog da frimodigt i forkyndelsen af budskabet om Guds rige i 197 lande og områder. Disse kristne var tilsluttet 24.158 menigheder af Jehovas vidner. Disse mænd og kvinder kan lide at undervise i Guds ord, og det har de bevist ved at bruge 171.247.644 timer i forkyndelsen fra hus til hus, til at lede bibelstudier i folks hjem og fremholde budskabet fra talerstolen. De aflagde 59.165.475 genbesøg hos folk som havde vist interesse for Kristi budskab og ønskede at få mere at vide om Guds løfter. Disse millioner af mennesker som blev besøgt, kom ikke til Jehovas vidners rigssale, men Rigets forkyndere, som nu tæller over en million, gik ud og besøgte folk i deres hjem. Denne metode er helt anderledes end den kristenheden anvender, men det er den metode som oprindelig blev indført af Jesus og hans apostle.
11 Lad os igen spørge: Hvor tit har din præst besøgt dig i dit hjem i 1965? I modsætning til kristenhedens præster, der forsømmer at aflægge sådanne besøg, kan det anføres at Jehovas vidner hver uge hele året igennem ledte 770.595 bibelstudier i folks hjem, og dette bibelstudiearbejde blev ikke blot udført af menighedens forstander eller tilsynsmand. Nej, alle i menigheden var med til at gøre arbejdet, for alle Jehovas vidner er ordinerede kristne ordets forkyndere. — Es. 61:1-3.
12. Hvorfor er der stadig brug for flere ordets tjenere i den nye verdens samfund?
12 Disse mennesker, som kommer fra alle samfundslag, tager apostelen Paulus’ ord alvorligt, de ord som er kernepunktet i vor drøftelse: „Hvorledes skulle de kunne høre?“ Læg mærke til hvad Paulus egentlig siger ved denne lejlighed: „Og hvorledes skulle de kunne høre, uden at der er nogen, som prædiker? og hvorledes skulle nogen kunne prædike, hvis ingen sendes ud?“ (Rom. 10:14, 15) Og de „sendes ud“, disse kristne vidner for Jehova, med denne utvetydige befaling: „Gå derfor og gør disciple af folk af alle nationer, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, idet I lærer dem at holde alt det som jeg har befalet jer. Og se! jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning.“ (Matt. 28:19, 20, NW) Trods den blomstrende åndelige paradisiske tilstand i Jehovas vidners organisation af i dag er der dog stadig brug for flere ordets tjenere sådan at flere kan høre budskabet. Hvorfor? Jesus gav os svaret da han sagde til sine disciple: „Høsten er stor, men arbejderne er få; bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst.“ (Matt. 9:37, 38) „Høsten“ er i sandhed stor, for der er tydeligt nok mange mennesker som gerne vil have svar på deres bibelske spørgsmål og som ønsker trøst og hjælp fra Gud, universets store kilde til opbyggelse. Er det ikke også sådan du selv føler? Sætter du ikke pris på at nogen oprigtigt interesserer sig for dig og er villig til at dele vor tids bedste nyhed med dig? Et menneske som på den måde har tanke for dine åndelige interesser er en sand ven.
13. Hvorfor tiltrækkes mange af det budskab som den nye verdens samfunds forkyndere bringer?
13 Mange mennesker som har iagttaget Jehovas vidners offentlige forkyndelse føler trang til at spørge: „Hvad er det ved disse kristnes budskab der tiltrækker så mange mennesker og som gør at denne bevægelses vækst i vor tid simpelt hen er fænomenal?“ For det første er deres budskab klart og forståeligt. Det består af Bibelens enkle sandheder fremstillet sådan at enhver med et ærligt hjerte kan få sine bibelske spørgsmål besvaret. Selv de såkaldt „vanskelige“ spørgsmål kan besvares tilfredsstillende. Man kan få et fornuftigt svar på spørgsmål som: Hvordan bliver menneskets fremtid? Vil der nogen sinde komme en tid da mennesket kan leve i fred med sin næste? Hvad skal der ske med jordkloden? Vil den ende som en radioaktiv slagge efter at hele menneskeheden er omkommet i en tredje verdenskrig med kernevåben?
14. Hvad mener Jehovas vidner om Bibelen og dens værdi i sammenligning med kirkens tradition?
14 Kort sagt: det budskab som disse kristne bringer, er budskabet om Riget. (Matt. 24:14) Det er et budskab der er baseret på Bibelen, og Jehovas vidner tror at Bibelen er Guds ord og at det er sandt og at Bibelen er mere pålidelig end kirkens tradition eller overlevering. — 2 Tim. 3:16, 17; 2 Pet. 1:21; Joh. 17:17; Matt. 15:3; Kol. 2:8.
15-17. Hvilke bibelske grundsandheder fremholder Jehovas vidner (a) om Kristus og hans plads i Guds hensigter? (b) om Riget og dets velsignelser, og (c) om jorden og dens fremtid?
15 Enkle sandheder om lærespørgsmål bliver klart fremsat af disse forkyndere idet de ud fra Bibelen blandt andet påviser at Kristus var Guds første skaberværk, at Kristus døde på en pæl og ikke på et kors, at han gav sit liv som menneske som en løsesum for lydige mennesker, og at dette ene offer var tilstrækkeligt. Endvidere, at Kristus blev oprejst fra de døde som en udødelig åndeskabning, og at han kommer igen eller for anden gang bliver nærværende som en ånd. — Kol. 1:15; Åb. 3:14, NW; Gal. 3:13; Ap. G. 5:30; Matt. 20:28; 1 Tim. 2:5; Rom. 6:10; Hebr. 9:25-28; 1 Pet. 3:18; Joh. 14:19; Matt. 24:3.
16 Angående Riget, som er Bibelens centrale lære og temaet i Jehovas vidners budskab, viser de ud fra Bibelen at det under Kristus vil udøve et fredeligt og retfærdigt herredømme over jorden og hidføre ideelle levevilkår på jorden. — Es. 9:6, 7; 11:1-5; Sl. 46:9, 10; Matt. 6:10; Es. 11:6-9; 32:16-18; 33:24; 65:17-25.
17 De kan også hjælpe deres tilhørere til at se ud fra Bibelen at jorden aldrig vil blive ødelagt eller affolket, men at Gud vil ødelægge den nuværende tingenes ordning i slaget ved Harmagedon og at de onde vil blive fjernet for bestandig. — Præd. 1:4; Es. 45:18; Sl. 78:69; Åb. 16:14, 16; Zef. 3:8; Es. 34:2.
18. (a) Vis at disse mennesker har forkyndelsen som deres livsgerning og ikke det andet arbejde de udfører til daglig. (b) Med hvilket motiv udfører disse forkyndere deres gerning?
18 Hvilken opmuntring, hvilken god og glædelig nyhed i disse enkle fundamentale bibelske sandheder! Det er ikke så mærkeligt at hundredtusinder af mennesker overalt på jorden, af alle tungemål og fra alle samfundslag, drages mod disse hårdt arbejdende og fordringsløse forkyndere. Disse mennesker gør sig ikke bemærket ved en særlig klædedragt eller særlige titler. Måske bor en af disse forkyndere i huset ved siden af dig, og af ydre fremtræder han måske som forretningsmand, landmand, kontormand, håndværker eller arbejdsmand. Men hvad er mon grunden til at din nabo går så stærkt op i sin kristne virksomhed? Det er fordi hans virkelige livskald er forkyndelsen. (Luk. 4:16-20; Joh. 15:16) Motivet til den indsats han yder er kærlighed til næsten og et stærkt ønske om at dele sandheden med andre, den sandhed som giver mennesker frihed og håb om en bedre tingenes ordning efter afslutningen på det nuværende onde system. (Joh. 8:32; Mark. 13:28-30) Ja, disse mennesker er travlt beskæftiget, ikke for at imponere andre, men for at inspirere andre. De ønsker simpelt hen at give alle mennesker lejlighed til at „høre“ budskabet om Riget.
19. Hvorfor er enheden i den nye verdens samfund så bemærkelsesværdig?
19 I en verden der er splittet og uenig på grund af raceforskelle, politiske uoverensstemmelser, sprogforskelle, nationale forskelle og mange andre splittende faktorer, er Jehovas vidners enhed bemærkelsesværdig. Uanset hvor man befinder sig på jorden hører man dem forkynde det samme budskab, lægger man mærke til deres indbyrdes kærlighed, deres nidkærhed, deres beslutsomhed og deres overtalelsesevne. I The Christian Century for 26. april 1961 skriver Samuel H. Miller følgende under overskriften „Mennesket og forkyndelsen“: „Denne verden marcherer af sted som en galeanstalt. Der er intet bestemt mål, intet samlet mønster, intet klart billede. Formålene kan ikke forenes, filosofierne er modstridende, idealerne er forskelligartede . . . der er intet samlingsmærke, intet center, ingen uomtvistelig fælles grund, og det allerværste er at religionen, sådan som vi kender den, ikke giver os et sådant samlingsmærke. Den er flænget og delt af et stort skisma som endnu føles bittert, og den er sprængt i mange stumper af den urimelige opdeling i små og kævlende sekter. Hvis der nogen sinde har været et billede er det revet i stykker af tusind trættende stridigheder på grund af stolthed. Det lyder alt sammen som en gammel drøm med brudstykker af et sprog som ikke længere forstås. Der er intet i dette mønster som synes at passe på noget som helst i dette puslespil.“ Nej, verdens religion med dens mange og store uoverensstemmelser, dens modstridende dogmer og teorier, giver ikke menneskene et midtpunkt, et center hvorom de kan samles. Helt anderledes med Jehovas vidner. Uanset landegrænser, race, hudfarve og tidligere religion, uanset om der er fred eller krig, er disse forkyndere forenet i én fælles tilbedelse af den ene sande Gud, Jehova. Som apostelen Paulus skriver: „Men jeg formaner jer, brødre, ved vor Herres Jesu Kristi navn, at I alle skal være enige indbyrdes, og at der ikke må findes splittelser iblandt jer, men at I skal være fuldt ud forenede i samme sind og samme overbevisning.“ (1 Kor. 1:10) Passer denne beskrivelse af enheden i den kristne menighed på den virkelige tilstand i det trossamfund du tilhører?
Læreren Paulus
20. Hvorfor vil det være af betydning at sætte sig ind i apostelen Paulus’ liv og tjeneste? Hvornår og hvor blev han født?
20 I vor drøftelse har vi allerede mange gange henvist til apostelen Paulus’ skrifter. En dynamisk personlighed, denne Paulus! Men hvem var han egentlig, denne mand der ydede et så bemærkelsesværdigt bidrag til De kristne græske Skrifter og som skrev ordene: „Hvorledes skulle de kunne høre?“ som vor drøftelse drejer sig om? Ved at lære ham bedre at kende vil vi uden tvivl endnu bedre forstå hvad han skrev og blive hjulpet og opmuntret af hans eksempel på tro og mod. Vi kan ikke med fuldkommen nøjagtighed tidsfæste hans fødsel, og heller ikke hans død, men efter al sandsynlighed blev han født omkring år 3 efter vor tidsregning. Paulus blev altså sandsynligvis født i samme tiår som Jesus Kristus. Omtrent midtvejs mellem Jerusalem og Byzans (det senere Konstantinopel og vore dages Istanbul) lå Tarsus, hvor apostelen Paulus blev født. Her voksede den mand op som mere end noget andet menneske var med til at bringe kristendommen fra Judæa ud overalt i det romerske imperium, så at mennesker kunne „høre“ budskabet om Riget.
21. Beskriv de forhold apostelen Paulus voksede op under, og herunder hans uddannelse.
21 Tarsus lå 825 kilometer nord for Jerusalem ved Cydnusfloden, tyve kilometer fra Middelhavet som floden løber ud i. Tarsus var et center for lærdom og kultur. I oldtiden stod den på højde med Athen og Alexandria. Det siges at mænd fra Tarsus overgik dem fra Athen og Alexandria i nidkærhed for filosofi og lærdom. Det var en rig by og meget af Lilleasiens rigdom blev samlet her før den blev sendt til Grækenland og Italien. Byens hovedhåndværk var vævning; man lavede reb, teltdug og klæder af hår som man fik i store mængder fra gedeflokkene i Taurusbjergene. Alle jødiske drenge skulle lære et håndværk, og det gjaldt også Paulus der lærte teltmagerfaget, hvilket senere gjorde at han kunne klare sig selv økonomisk. Han blev således aldrig nogen byrde for den kristne menighed. Paulus’ fader sendte ham til Jerusalem til Gamaliels skole allerede da han var tretten år, og det var en stor fordel for Paulus at få denne mand til lærer, for beretningen i Apostlenes Gerninger beskriver Gamaliel som en klog, modig og frisindet mand.
22. Smittede hans lærers indstilling af på ham? Begrund dit svar.
22 Men åbenbart smittede hans dygtige lærers indstilling ikke af på Paulus. Tværtimod fik religiøs nidkærhed Paulus til at glemme sin lærers tolerante ånd, og han blev i høj grad intolerant. Han var således som ung mand vidne til mordet på den første kristne martyr, Stefanus, og godkendte det. Efter at den bibelske beretning har omtalt den skændige kurs som Paulus fulgte før han blev omvendt til kristendommen, fortsætter den med følgende ord: „Men Saulus søgte at udrydde menigheden; han trængte ind i hus efter hus og slæbte både mænd og kvinder ud og fik dem sat i fængsel.“ — Ap. G. 7:58–8:3.
23. (a) Beskriv Saulus’ omvendelse til kristendommen. (b) Hvordan viser beretningen om apostelens liv at han satte mennesker i stand til at „høre“ budskabet om Riget?
23 Hvad fik nu en så bitter forfølger af de kristne til selv at blive kristen? Et mirakel som først gjorde ham bogstaveligt blind men derpå åbnede hans øjne åndeligt. Saulus hverken spiste eller drak i tre dage; så sendte Jehova et af sine sendebud til Saulus; han hed Ananias, og da han kom, fik Saulus sit syn igen, blev døbt, modtog den hellige ånd, tog næring til sig og genvandt sin styrke. (Ap. G. 9:1-19) Saulus (som senere blev kaldt Paulus) rejste derpå til Arabien, uden tvivl for at gøre sig grundigt bekendt med hvad Guds vilje og hensigt med ham var. Nu var han rede til at udføre den gerning Jehova havde givet ham. Fik han dette arbejde gjort? Kom folk til at „høre“ som et resultat af Paulus’ forkyndelse? Beretningen om hans liv besvarer med al ønskelig tydelighed spørgsmålet; Paulus foretog tre store missionsrejser, tilbagelagde tusinder af kilometer, oprettede et antal kristne menigheder, deltog i det styrende råds arbejde, skrev fjorten breve til kristne menigheder og enkeltpersoner, sad i fængsel for den gode nyheds skyld, og gjorde således et uudsletteligt indtryk på den første kristne menighed.
24. Nævn noget af det som vi kan lære af denne førende skikkelse i den første kristne menighed.
24 Hvilket menneske, denne Paulus! Før en hensynsløs forfølger af de kristne, nu mild og omsorgsfuld som en moder for sine børn. Skønt han var veluddannet henledte han aldrig opmærksomheden på sig selv. Han forkyndte med overbevisning, men gav altid Jehova æren. Han var en fri borger og også fri i religiøs henseende, men overgav sig som træl til Herren Jehova, og hvilket eksempel på udholdenhed han satte! Paulus mukkede aldrig eller beklagede sig, men kunne få noget udrettet. Det var hans tro at Jehova gav ham styrken og viljen til at udføre arbejdet. Lige til det sidste holdt han fast ved sin retskaffenhed og tro. I sandhed et eksempel på mod og tro som sande kristne kan efterfølge i vor tid, ligesom han dengang efterfulgte sin Herre, Kristus Jesus!
Følg Paulus’ eksempel
25-27. (a) Beskriv Paulus’ indstilling til tjenesten og drag sammenligning med det arbejde som nu udføres af medlemmerne af den nye verdens samfund. (b) Hvilke spørgsmål vil blive behandlet i den følgende artikel?
25 Paulus sagde at „enhver, der påkalder Herrens navn, skal frelses“. Paulus ræsonnerede som så at ingen kunne påkalde Jehovas navn medmindre de havde tro på ham, og hvordan skulle nogen kunne tro på ham hvis de ikke havde hørt om ham? Alt dette krævede naturligvis at nogen forkyndte, at nogen påtog sig at tjene som forkyndere således at folk kunne høre om Jehova, frelsens Gud.
26 I disse vanskelige tider hvor der hersker mangel på præster i den gamle verdens samfund fremtræder den nye verdens samfund af Jehovas vidner som en skarp kontrast hertil. Selv om der stadig er brug for flere arbejdere i den nye verdens samfund, gør de der er blevet nidkære Guds tjenere et stort arbejde for at folk alle steder kan høre Rigets budskab således at de kan blive frelst og lære vejen til livet at kende. Deres indstilling til tjenesten som forkyndere kan udtrykkes med følgende ord af Paulus: „Thi om jeg forkynder evangeliet, har jeg ikke noget at rose mig af; jeg er jo under tvang; ve mig, om jeg ikke forkynder det! Thi kun hvis jeg gør det af egen drift, har jeg krav på løn; men gør jeg det ikke af egen drift, så er det en husholdergerning, jeg har fået betroet. . . . For jøderne er jeg blevet som en jøde for at kunne vinde jøder; for de lovbundne er jeg, der ikke selv er lovbunden, blevet som en lovbunden for at kunne vinde de lovbundne; for dem, der er uden lov, er jeg, der ikke er uden lov for Gud, men bunden af Kristi lov, blevet, som om jeg var uden lov, for at kunne vinde dem, der er uden lov. For de svage er jeg blevet svag for at kunne vinde de svage; for alle er jeg blevet alt for i alt fald at kunne frelse nogle.“ — 1 Kor. 9:16-22.
27 Hvad stræbte Paulus efter at få udrettet? At forkynde den gode nyhed om Riget så folk kunne lære den vej at kende der fører til liv i Guds nye tingenes ordning. Det er nøjagtig den samme gerning Jehovas vidner i dag er optaget af. Det er en god gerning, et opbyggende arbejde, en tjeneste der kræver mod, moralsk styrke og beslutsomhed. Arbejdets løn, dets velsignelser og hvordan vi hver især kan få del i dem, vil vi lade den næste artikel gøre rede for.
[Kort på side 226]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
MIDDELHAVET
Athen
Konstantinopel
Sortehavet
Tarsus
Jerusalem
Alexandria
[Illustrationer på side 224]
Blikkenslager . . . og forkynder