Påtag dig dine kristne forpligtelser
„Den der siger at han forbliver i samhørighed med ham, er også selv forpligtet til fortsat at vandre sådan som han vandrede.“ — 1 Joh. 2:6, NW.
1. (a) Hvilke spørgsmål opstår når man taler om kristne forpligtelser? (b) Hvad er en forpligtelse og hvordan kan man sige at kristne er forpligtede over for Gud?
KRISTNE forpligtelser! Kan der være tale om kristne forpligtelser? Skal en kristens tilbedelse og tjeneste ikke være frivillig? Jo, en kristens tilbedelse er frivillig. Det at han kommer til Gud, indvier sit liv til Gud og yder ham en antagelig tjeneste sker frivilligt, som følge af at han frit anvender sin frie vilje, ligesom israelitterne i fortiden frivilligt bragte deres ofre. (2 Krøn. 29:31; Sl. 110:3; Åb. 22:17) Alligevel er det den kristnes pligt at gøre Guds vilje. Hvorfor? Ifølge Webster’s Unabridged Dictionary er en forpligtelse (obligation) „det som et menneske er bundet til at gøre eller afstå fra; enhver pligt der er pålagt ved lov, løfte, kontrakt eller ed . . . en tilstand hvori man står i gæld til nogen på grund af en gunstbevisning eller venlighed der er vist en“. Har kristne forpligtelser? Ganske afgjort! For det første står alle mennesker, ikke-kristne indbefattet, i gæld til Gud på grund af livet som de har fået som en gunstbevisning eller venlighed fra Guds side. Læg mærke til hvad der står i Åbenbaringen 4:11: „Værdig er du, vor Herre [Jehova, NW] og Gud, til at få æren og prisen og magten; thi du har skabt alle ting, og de blev til og blev skabt, fordi det var din vilje.“ Det at Skaberen er værdig til at modtage ære og pris fordi han har skabt os, forpligter alle mennesker til at give ham denne ære.
2, 3. (a) I hvilke andre henseender er kristne forpligtede? (b) Hvilke skriftsteder viser dette?
2 Men kristne står i en endnu større gæld. Hvorfor? Fordi de har taget imod den udfrielse fra død til evigt liv som Gud har truffet foranstaltning til gennem Kristus Jesus — en meget stor gunstbevisning fra Jehovas side. (1 Pet. 1:18, 19; 1 Kor. 7:23) Alene af den grund kunne Jehova gøre krav på os, men i stedet appellerer han til os ud fra den kærlighed han har vist os. „Deri består kærligheden: ikke i, at vi har elsket Gud, men i, at han elskede os og sendte sin Søn til soning for vore synder. I elskede, når Gud således elskede os, så er også vi skyldige [forpligtede til, NW] at elske hverandre.“ (1 Joh. 4:10, 11) Eftersom Gud har tilgivet os vor synd eller skyld er vi også forpligtede til at tilgive dem der synder mod os. (Matt. 18:32-35) Af den grund står vi i gæld til vor næste; vi skylder ham kærlighed. — Rom. 13:8.
3 En forpligtelse kan endvidere være ’en pligt der er pålagt ved lov’ eller en befaling, og kristne har fået befaling til at vise kærlighed. (Joh. 15:9-11; 13:34, 35; Matt. 22:37) Foruden vore forpligtelser på grund af den gæld vi står i til Gud, og på grund af hans befalinger, er der også pålagt os pligter på grund af det løfte vi gav Gud da vi indviede os på grundlag af hans foranstaltning gennem Kristus Jesus. „Den der siger at han forbliver i samhørighed med ham, er også selv forpligtet til fortsat at vandre sådan som han vandrede.“ (1 Joh. 2:6, NW) „[Du skal] holde den Højeste dine løfter.“ — Sl. 50:14; 61:9; Luk. 9:23.
4, 5. (a) Hvordan er kristne blevet forpligtet over for andre? (b) Hvordan viste apostelen Paulus at han var forpligtet?
4 Da vi har fået gavn af Kristi genløsningsoffer er vi forpligtede til at hjælpe andre til at få gavn af det. „Derved har vi lært kærligheden at kende, fordi han overgav sin sjæl for os; og vi er forpligtede til at overgive vore sjæle for vore brødre.“ (1 Joh. 3:16, NW) Ja, når vi tager vare på vore brødres interesser og når vi forkynder den gode nyhed, kan vi endog bringe vor frihed og vort liv i fare, men vi er forpligtede til at gøre det. Dertil kommer at vi fik den gode nyhed fordi en anden gjorde en indsats for at forkynde for os og sandsynligvis tilbragte mange time med at genbesøge os og studere med os. Nu er vi forpligtede til at yde vort bidrag til fremme af Rigets interesser ved at forkynde, yde økonomisk støtte og vise gæstfrihed. „Thi for navnets skyld er de draget ud uden at tage imod noget af hedningerne. Derfor er vi skyldige [forpligtede til, NW] at tage os af sådanne mænd, for at vi kan blive deres medarbejdere for sandheden.“ — 3 Joh. 7, 8.
5 Apostelen Paulus sagde at han var forpligtet til at forkynde for hedningerne. „Både til grækere og barbarer, . . . står jeg i gæld. Derfor er jeg for min del rede til at forkynde evangeliet også for jer i Rom.“ (Rom. 1:14, 15) Og da Paulus fortalte om de hedninger der havde taget imod sandheden gennem disciplene i Jerusalem skrev han: „De [i Makedonien og Akaja] . . . står også i gæld til dem. Thi når hedningerne har fået del i de andres åndelige goder, så skylder de også at tjene dem med de timelige.“ (Rom. 15:27) Så Paulus vidste at han var forpligtet til at forkynde. Han satte sig ikke bekvemt til rette og sagde at han kun ville forkynde hvis og når han havde lyst til det, fordi hans forkyndelse, når alt kom til alt, udelukkende var frivillig. Hans erkendelse af sin pligt tilskyndede ham til at bekæmpe kødets tilbøjelighed til gerne at ville tage det let. Han vidste at han måtte kæmpe hårdt for at vinde livet. (Luk. 13:24) Han gav udtryk for sin pligtfølelse da han skrev: „Om jeg nu forkynder den gode nyhed, har jeg ikke noget at rose mig af, for det er jo pålagt mig som en nødvendighed. Ja, ve mig om jeg ikke forkyndte den gode nyhed!“ — 1 Kor. 9:16, NW.
6. (a) Hvorledes har nogle kristne tabt modet i deres tjeneste på grund af en forkert forståelse af Første Korinterbrev 9:17? (b) Hvilke argumenter viser at det er rigtigt af en kristen at tvinge sig til at gøre det rette?
6 Men nogle vil måske sige: „Er Bibelen ikke imod at man gør noget af pligt? Siger Paulus ikke også i dette kapitel at han kun ville få sin belønning hvis han udførte sin tjeneste villigt, altså fuldstændig uden pligtfølelse? Og er det så ikke omsonst hvis man ikke føler trang og lyst til at forkynde, da at tvinge sig selv til at gøre det, blot fordi man ved det er ret? Bør ønsket ikke komme fra hjertet?“ Jo, ønsket må komme fra hjertet, men vi ved at menneskets hjerte ofte er selvisk og bedragerisk. (Jer. 17:9, 10) Det koster ofte et grundigt studium af Guds ord, mange bønner, en svær åndelig kamp og en stor viljestyrke at overvinde kødets selviske tilbøjeligheder. (Rom. 7:18-25) Nogle kristne vidner som har hørt det ovennævnte argument er blevet mismodige og utilfredse med deres tjeneste, og nogle er endog holdt op i tjenesten fordi de ikke følte en naturlig trang til eller et ønske om at forkynde. De føler at hvis de skal tugte sig selv til at gøre hvad der er ret, er det til ingen nytte; men det er ikke sandt. Vi er forpligtede til at tugte os selv til at undgå det urette. „Altså, brødre, er vi forpligtede, ikke over for kødet så vi skulle leve efter kødet.“ (Rom. 8:12, NW) Og vi må tugte os selv til at gøre det rette ved at bruge vor fornuft og dømmekraft. — Rom. 12:1, NW.
7. Hvad var det Paulus sagde at han gjorde af egen drift, og hvilken løn talte han om i Første Korinterbrev 9:17? Hvad var han forpligtet til at gøre?
7 Men hvad mente apostelen Paulus da han i Første Korinterbrev 9:17 skrev: „Kun hvis jeg gør det af egen drift [villigt, NW] har jeg krav på løn.“ Hvad var det han gjorde af egen drift eller villigt, og hvad var den „løn“ han talte om? Var det forkyndelsen han hentydede til, og var ’lønnen’ det evige liv? Lad os undersøge sammenhængen. Paulus erkender i sit brev til romerne (1:14) at han stod i gæld til grækerne, så han var forpligtet til at forkynde den gode nyhed for de græsktalende korintere, og dette bekræfter han idet han siger: „Ve mig om jeg ikke forkyndte den gode nyhed!“ (1 Kor. 9:16, NW) I det niende kapitel af sit brev forsvarer Paulus sit apostelembede over for sine kritikere ved at ’rose sig’ af at han selv klarede sine udgifter i forkyndelsen; han gjorde ikke brug af sin ret til at modtage økonomisk støtte i forbindelse med tjenesten. (1 Kor. 9:15) Så det han gjorde af egen drift eller villigt var ikke selve forkyndelsen, men det at han forkyndte uden at blive underholdt af nogen. Den „løn“ han omtaler, er simpelt hen hans ret til at rose sig af noget som han selv har valgt at gøre uden at være forpligtet til det. Han var forpligtet til at forkynde; det var ikke noget han selv kunne afgøre og som han kunne kræve nogen „løn“ for ved at rose sig af det. (Luk. 17:10) Han skriver derfor: „Hvad er så min løn? Den, at jeg forkynder evangeliet uden udgift for nogen, så jeg ikke udnytter den ret, forkyndelsen af evangeliet giver mig:“ — 1 Kor. 9:18.
Principper hvorefter man påtager sig forpligtelser
8. Hvem er de kristne først og fremmest forpligtede overfor, og hvad indebærer det?
8 Bibelen viser således at de kristne har mange forpligtelser og at en af disse er forkyndelsen af den gode nyhed. Det er byrder som de kristne må bære. (Matt. 11:30; Gal. 5:6) For at vi kan påtage os alle vore kristne forpligtelser må vi vide nøjagtigt hvori de består og i hvilken rækkefølge vi må tage vare på dem. Skal vi kunne varetage dem må vi følge visse grundlæggende principper. Vi er først og fremmest forpligtede over for Jehova. „Frygt den sande Gud og hold hans befalinger. For det er menneskets hele forpligtelse.“ (Præd. 12:13, NW; Matt. 22:37) Alle Guds bud indebærer forpligtelser for den kristne, blandt andet pligten til at forkynde, til at bevare sin uangribelighed og til altid at følge guddommelige principper. (Gal. 5:22, 23) Disse primære forpligtelser er ens for alle indviede kristne, uanset hvilken stilling de har i Guds organisation.
9, 10. (a) Er man fritaget for nogle kristne forpligtelser dersom man påtager sig andre? Forklar. (b) Hvordan bør kristne se på nye pligter som Gud pålægger dem?
9 Det næste princip er at en kristen må varetage alle sine forpligtelser. Man kan ikke skubbe nogle kristne pligter fra sig fordi man påtager sig andre forpligtelser. Jesus fremhævede dette princip da han sagde til farisæerne som var under den dengang ikraftværende Moselov: „I giver tiende af mynte og rude og alle slags grønsager, men ret og kærlighed til Gud går I let hen over; det ene burde I gøre [er I forpligtede til at gøre, NW] og ikke forsømme det andet.“ (Luk. 11:42; Matt. 23:23) Læg mærke til at det at farisæerne gav tiende af mynte og rude og andre ting ikke, løste dem fra at holde det i Loven der havde „større vægt“; og det omvendte var også tilfældet.
10 Et tredje princip er dette at den kristnes indvielse til Gud forpligter ham til at gøre Guds vilje efterhånden som den åbenbares; han må påtage sig de yderligere pligter som Gud efterhånden pålægger ham. Gud kan udvide pligternes rækkevidde, gøre dem mere detaljerede og føje nye pligter til, alt efter som han vil. Den kristne har pligt til at forvisse sig om hvad der er „Guds vilje: det gode, velbehagelige og fuldkomne“. (Rom. 12:2) Større kundskab og indsigt kan åbne vore øjne for nye forpligtelser vi må påtage os. — Fil. 1:9, 10; 3:15, 16.
11, 12. (a) Hvordan kan den kristnes interesser komme til at gå på tværs af hinanden når han skal varetage sine pligter, og hvilke bibelske principper må han holde sig for øje? (b) Hvordan kan kristne gøre plads for flere forpligtelser?
11 Et fjerde princip er at den kristnes interesser ikke må gå på tværs af hinanden. Da det er menneskets hele forpligtelse at holde Guds bud, er den kristne ikke frit stillet med hensyn til at påtage sig andre forpligtelser der er i modstrid med eller modarbejder hans primære forpligtelser, pligterne over for Gud. Eftersom vi er trælle der er købt med Kristi dyrebare blod kan ingen af os tillade os at blive en anden herres træl. „Ingen, som gør krigstjeneste, lader sig indvikle i dagliglivets sysler; hans mål er at vinde anerkendelse hos den, som hvervede ham.“ (2 Tim. 2:4; Matt. 6:24) En kristen gør vel i at tage dette i betragtning når han vælger sig et verdsligt arbejde, gør forretninger eller påtager sig andre forpligtelser.
12 Et femte princip er at vi, eftersom pligterne kan øges og vi ikke kan lade nogle kristne forpligtelser fortrænge andre, nødvendigvis må finde den rette balance, så vi „kan skønne, hvad der er det væsentlige“. (Fil. 1:9, 10) Det betyder også at vi vil frigøre os fra det vi ikke er forpligtede til at gøre, så vi kan gøre plads for de voksende interesser i forbindelse med Riget. (Ef. 5:15, 16) Lad os med disse fem principper i tanke undersøge hvad den kristnes forpligtelser indbefatter.
De primære kristne forpligtelser
13. (a) Gør rede for nogle af de primære forpligtelser der påhviler alle kristne. (b) Hvilke skriftsteder bekræfter dette?
13 Den vigtigste forpligtelse der påhviler alle kristne er at være dygtige Guds tjenere der i ord og handling hævder Jehovas navn og hensigter. Eftersom dette indebærer at man holder de særlige befalinger Gud giver til bestemte tider, indbefatter det nu i „endens tid“ at vi forkynder den gode nyhed om Riget overalt på jorden til et vidnesbyrd for alle nationer. (Matt. 24:14) „Giv [Jehova] hans navns ære.“ (Sl. 96:2-4, 8, 10; Åb. 14:6, 7) Det vil sige at vi må gå fra hus til hus og anvende Guds ord på rette måde i vor undervisning, at vi må føre gode notater så vi kan være sikre på at aflægge et vidnesbyrd for beboerne i hvert eneste hus og på rette måde følge den viste interesse op. Det betyder at vi må forberede prædikener, gå på genbesøg, lede bibelstudier og hjælpe andre til at dygtiggøre sig i denne gerning. „Stræb efter at kunne træde frem for Gud som en mand, der kan stå prøve, som en arbejder der ikke skammer sig ved sit arbejde, men forkynder sandhedens ord på rette vis. . . . en Herrens tjener bør . . . være mild imod alle, dygtig til at lære fra sig.“ (2 Tim. 2:15, 24) Den primære pligt der påhviler alle kristne indebærer at man personligt må studere Guds ord og overvære og tage del i alle menighedens møder, stævnerne indbefattet. (Hebr. 10:24, 25; 2 Pet. 1:19-21; 3:2, 18) Med andre ord, alt det som er nødvendigt for at vi kan frelse os selv og dem som lytter til os. — 2 Tim. 3:14-17; Rom. 15:4; 1 Tim. 4:16.
14, 15. (a) Hvilke andre pligter har en kristen foruden pligten til at forkynde? (b) Hvilken plads indtager disse forpligtelser i forhold til pligten til at forkynde?
14 Skal en kristen være værdig til at påtage sig den primære pligt må han opfylde de pligter han som kristen har på andre områder, hans privatliv og familieliv, hans forhold til ægtefælle, børn, forældre, kristne brødre, menighedens tilsynsmænd, verdslige arbejdsgivere eller arbejdskammerater, naboer, slægtninge, forretningsforbindelser, såvel som denne verdens regeringsmyndigheder. (Ef. 5:2, 28; 6:1, 4-9; Kol. 3:22–4:1; Rom. 12:17; 1 Tim. 5:8; Rom. 13:1-7) Hvis du er familiefader er du altså også forpligtet til at sørge godt for din families materielle og åndelige behov. Hvis du er en gift kvinde er det din pligt som hustru og som kristen at være din mands medhjælp og at sørge for dine børn. At man bliver et kristent vidne der indvier sig til Jehova og påtager sig den forpligtelse at forkynde og overvære møderne, bør ikke resultere i at man forsømmer sine familieforpligtelser men tværtimod bevirke at man varetager dem på en bedre måde. Hvorfor? Fordi varetagelsen af ens familieforpligtelser nu er blevet mere end en ren og skær menneskelig og social pligt. Det er blevet en kristen pligt, noget som hører med til at holde Guds bud. Men varetagelsen af ens familieforpligtelser skulle heller ikke betyde at man forsømmer sine forpligtelser med hensyn til at forkynde og deltage i menighedens møder.
15 Varetagelsen af familie- og menighedspligterne fritager os ikke for pligten til at være ærlige og pålidelige over for vore arbejdsgivere, arbejdskammerater, forretningsforbindelser, regeringsembedsmænd eller andre. Det er endnu vigtigere at opfylde disse pligter nu hvor de ikke blot er af juridisk art men også er blevet kristne pligter. Den kristne er forpligtet til at leve et moralsk rent og retskaffent liv. Hans ord og handlinger må være eksemplariske. „Enten I nu spiser eller drikker, eller hvad I gør, så gør det alt til Guds ære!“ — 1 Kor. 10:31; Kol. 3:17; Tit. 2:1-10.
16. (a) Hvilken uret indstilling kunne nogle have til deres pligter? (b) Hvorfor er den kristne forpligtet til at påtage sig alle de pligter Gud yderligere pålægger ham?
16 Den kristne har allerede mange forpligtelser at varetage nu i tiden, men eftersom vi lever i „endens tid“, da den nye verdens samfund er ved at blive bygget op, kan vi være sikre på at pligterne vil tage til. Man kan ikke sige: „Da jeg blev døbt havde vi ikke alle disse pligter med prædikener, undervisning, oplæringsprogram, timemål og så videre, så de gælder ikke mig. Jeg er kun forpligtet til at gøre det som jeg gik ind på da jeg blev døbt.“ Hertil kunne vi sige: „Hvad gik du ind på at gøre? Gik du ind på blot at forkynde den gode nyhed med et vidnesbyrdskort eller en grammofon eller måske med en prædiken? Nej! Du indviede dig til at gøre Jehovas vilje som denne er åbenbaret gennem Kristus Jesus, den hellige ånd og Bibelen.“ Med vort indvielsesløfte har vi forpligtet os til at påtage os en hvilken som helst pligt som Jehova yderligere måtte pålægge os. Og når vi tænker på vor gæld til Gud er der en endnu mere tvingende grund til at vi skulle påtage os yderligere pligter. Husk at vi er „forpligtet til fortsat at vandre sådan som han vandrede“. — 1 Joh. 2:6, NW; Luk. 24:48.
17. Hvorledes pålagde Jehova israelitterne flere pligter da de skulle ind i det forjættede land, og i hvilke henseender gjorde han det især?
17 At Jehova kan udvide pligternes omfang, gøre dem mere detaljerede og føje nye forpligtelser til, fremgår af det han gjorde med Israels folk. Dette folk fik et sæt grundlæggende love og pligter ved Sinaj bjerg, og disse omtales i Anden, Tredje og Fjerde Mosebog. Men da israelitterne skulle til at indtage det forjættede land fik de yderligere pligter, nogle mere omfattende, andre mere detaljerede og også nogle helt nye. Dette kan ses ved at sammenligne den lov de fik ved Sinaj med Femte Mosebog eller Deuteronomion der betyder „Anden lov“. Selv om for eksempel undervisningen og dens betydning blev omtalt i Loven ved Sinaj, var det dog først i Femte Mosebog at ansvaret i forbindelse med undervisningen — hvornår, hvordan og hvorfor man skulle undervise — blev forklaret i detaljer. I Femte Mosebog omtales ikke alene betydningen af at lægge kærlighed for dagen, men de mange måder hvorpå kærligheden kan praktiseres og de mange handlinger hvis motiv må være kærlighed er også forklaret i detaljer. Det gælder også de nye pligter der blev pålagt folket i forbindelse med samfundslivet, familielivet, de religiøse fester, nidkærheden for den sande gudsdyrkelse og de mange advarsler mod falsk religion. Der blev også givet detaljeret vejledning om hvordan man skulle identificere og fjerne frafaldne. Jehova viste således her at han kunne stille flere retfærdige krav til sit folk og pålægge det yderligere pligter, og at han også gjorde det.
18-20. Hvordan har det voksende antal kristne pligter inden for den nye verdens samfund kunnet ses (a) i forbindelse med kundskab og undervisning? (b) i vor tjeneste? (c) i større kærlighed og åndelighed? (d) i strenghed hvad angår den rene tilbedelse?
18 I det kristne nye verdens samfund i dag lægger vi også mærke til at Jehova i sin visdom og omsorg for sit folk gradvis har pålagt os flere pligter for at forberede os til livet i hans nye orden. Tag for eksempel det kundskabs- og undervisningsmæssige område. I årenes løb er antallet af ugentlige møder som afholdes af menighederne blevet øget og hver især blevet indrettet til at tjene sit specielle formål; det kræver grundigere forberedelse og større personlig deltagelse, men har samtidig betydet at den enkelte får mere personlig gavn af dem. Der er også zone- og sektionsstævnerne, såvel som de nationale og internationale stævner, der alle er en del af vort mødeprogram og bidrager til at give os større kundskab og en særlig oplæring. Hvad vor tjeneste angår, har vi også her fået en mere speciel vejledning der giver den enkelte et større ansvar. Personlig undervisning fra hus til hus, på genbesøg og bibelstudier, bladarbejde, en bedre gennemgang af distriktet ved hjælp af hus-til-hus-notatsedler, brug af prædikener og oplæringsprogram, alt dette betyder at hver enkelt af os har fået flere pligter. Også på dette område vil vore pligter blive flere efterhånden som tiden går. Tiden alene kan bevirke at vi får øgede pligter. „Efter den tid, der er gået, burde [I] kunne være lærere.“ — Hebr. 5:12.
19 Denne vækst har ikke været en ensidig vækst blot hvad organisationen og effektiviteten angår. Den er ikke sket på bekostning af kærligheden og åndeligheden. Samtidig er der nemlig blevet lagt endnu større vægt på at belære os om nødvendigheden af bøn, om hvordan vi skal holde os nær til Gud og om hvordan vi skal vise kærlighed til Gud, vor familie og vore kristne brødre. Vi har fået god vejledning om hvordan vi kan vise mere kærlighed i forkyndelsen såvel som i menigheden ved at hjælpe andre efter deres behov.
20 Samtidig har der i dette blad været anslået en strengere tone med hensyn til den rene tilbedelse og de yderligere pligter som hver enkelt må påtage sig, og der er blevet givet nøje vejledning angående moral, ærlighed, neutralitet og kravene i forbindelse med at vise respekt for blodets hellighed. Menighederne er blevet holdt rene for frafaldnes indflydelse ved at forholdsregler som prøver og udstødelse er blevet taget i anvendelse hvor det har været nødvendigt. Men selv denne strenghed er blevet mildnet med barmhjertighed og kærlighed.
21, 22. (a) Hvordan bør den kristne se på det voksende antal pligter? (b) Hvordan kan man påtage sig disse pligter uden at blive overbebyrdet?
21 Hvis vi betragtede alle disse pligter fra et rent menneskeligt standpunkt kunne vi føle os overvældet, men det er der ingen grund til. Jehova kender vort behov og vore evner, og han leder sit folk som en omsorgsfuld og kærlig hyrde der udmærket er klar over vore begrænsninger. Men vi må påtage os pligterne efterhånden som de kommer, og så vil de ikke blive for store at bære. Hvis vi sakker agterud kan den ophobede byrde af pligter vi har undladt at påtage os, blive mere end vi kan bære. Gør dig derfor klart at dine primære forpligtelser er at forkynde den gode nyhed om Guds rige og at leve et eksemplarisk kristent liv. Find derpå ud af om din plads i menigheden giver dig yderligere pligter, og hvori de består. Læg dernæst en praktisk timeplan der giver dig mulighed for at bruge nogen tid til hver pligt, og følg den. Ingen pligter kan skubbes til side. Følg Jesu eksempel, for vi er forpligtede til „fortsat at vandre sådan som han vandrede“. — 1 Joh. 2:6, NW.
22 Men hvordan kan man stræbe efter yderligere pligter? Hvad indbefatter disse, og hvordan kan man tage vare på dem? Dette vil blive taget op til drøftelse i den følgende artikel.
[Illustration på side 272]
Må forkynde den gode nyhed
[Illustration på side 272]
Må sørge for familien