Er kristenheden virkelig Kristi domæne?

1. (a) Hvad betegner ordet „kristenhed“? (b) Hvad har kristenheden hævdet at være, og hvad har den gjort for at blive det?

I LANG tid og især fra omkring år 800 e.v.t. har kristenheden været en dominerende magt i verden. „Kristenheden“ defineres som „den del af verden hvor kristendommen er den herskende religion; den kristne verden“. Kristenheden hævder at den er Kristi domæne, og den har udsendt missionærer til hedenske lande i et forsøg på at omvende hele verden og lægge den ind under sit magtområde. Disse missionærer har, bevidst eller ubevidst, gjort deres for at fremme kristenhedens politiske og kommercielle magt i mange af disse lande. Har de derved udvidet Kristi domæne? Hvis kristenheden virkelig er Kristi domæne må man her finde en fortsættelse af den kristendom som Kristus forkyndte og som er grundlagt på den lære og de principper som Jesus og hans apostle udbredte. Lad os se om det er tilfældet.

2. Hvilke to vidner vil vi gå til for at få svar på vort spørgsmål?

² Vi vil først tage kristenhedens grundlæggende lære op til behandling, og derefter vil vi undersøge hvordan kristenheden er opstået, set fra et historisk synspunkt, idet vi vil gennemgå en kort oversigt over hvordan den er vokset til en så mægtig faktor i verden. Vi vil dertil benytte to pålidelige vidners udsagn, Bibelens og historiens.

3. Hvilken konklusion vil de to vidners udsagn føre til?

³ Vi vil med det samme sige at begge disse vidner vil føre os til den samme konklusion, nemlig at kristenheden ikke er og aldrig har været Kristi domæne. At vi straks slår dette fast, vil hjælpe læseren til lettere og hurtigere at se hvorfor vi fremholder de forskellige historiske kendsgerninger og hvordan de klart beviser at kristenheden ikke er Kristi domæne men tværtimod kristendommens værste fjende og en del af det store Babylons religiøse verdensimperium. For det første stammer dens vigtigste læresætninger fra Babylon og ikke fra Kristus, og for det andet går dens politiske intriger og indblanding i verdslige anliggender stik imod Kristus, der sagde: „Mit rige er ikke af denne verden,“ og om sine efterfølgere erklærede: „De er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden.“ — Joh. 18:36; 17:16.

Grundlagt på babylonisk lære

4. (a) Hvornår begyndte treenighedslæren først at forekomme i de såkaldte kristnes skrifter, og hvilken uoverensstemmelse blev den årsag til? (b) Hvor vigtig en plads indtager treenighedslæren i kristenheden, ifølge The Catholic Encyclopedia? (c) Hvad går treenighedslæren ud på? (d) Findes der i Bibelen noget udtryk der viser at Gud er en treenighed? (e) I hvis skrifter finder man først dette udtryk?

⁴ Bibelen er ikke babylonisk og indeholder følgelig ikke ordet „treenighed“. Treenighedslæren var et af de mest fremtrædende dogmer i Babylons religion, der havde treheder af guder og dæmoner. I sidste halvdel af det andet århundrede begyndte religiøse skribenter der hævdede at være kristne, imidlertid at indføre ordet i deres skrifter. Dette var årsag til religiøse uoverensstemmelser som til sidst resulterede i romerrigets indgriben. Da treenighedslæren i kristenheden anses for at være en så betydningsfuld lære citerer vi her fra en af kristenhedens autoriteter, The Catholic Encyclopedia, bind 15:

Treenighed, DEN VELSIGNEDE. . . . I. TREENIGHEDSLÆREN. — Treenigheden er det ord der betegner den kristne religions centrale lære — den sandhed at der i guddommens enhed findes tre personer, Faderen, Sønnen, og Helligånden, og disse tre personer er tydeligt adskilt fra hinanden. Med den athanasianske trosbekendelses ord: „Faderen er Gud, Sønnen er Gud, og Helligånden er Gud, og dog er der ikke tre guder, men én Gud.“ . . .

I Bibelen findes der dog ikke noget udtryk der betegner de tre guddommelige personer undder ét. Ordet τριας (som det latinske trinitas er oversat fra) findes først hos Theofilus af Antiokia omkring år 180. Han taler om „treenigheden bestående af Gud [Faderen], hans Ord og hans Visdom“ („Ad Autolycum“, II, 15, P. G., VI, 1078). Udtrykket kan naturligvis have været i brug før hans tid. Kort efter forekommer det hos Tertullian i dets latinske form trinitas („De pudicitia“, c. xxi, P. G., II, 1026). I det følgende århundrede er ordet almindeligt anvendt. — Side 47.

5. (a) Hvornår blev Konstantin kejser og pontifex maximus, og hvilket syn hævdede han at have haft? (b) Hvilke begivenheder af betydning for kristenheden fandt sted i 313 og 321? (c) Hvorfor sammenkaldte Konstantin til kirkemødet i Nikæa, og hvordan viser den måde hvorpå det blev ledet at det ikke var kristent? (d) Hvilken ordstrid fandt sted ved mødet? (e) Hvilken afgørelse blev truffet, og hvilke andre dekreter udstedte koncilet? (f) Hvornår blev Konstantin døbt? (g) Hvordan betragtede det hedenske romerske senat og kristenhedens religioner Konstantin, og hvad lykkedes det Konstantin at gøre? (h) Hvilke følger fik Konstantins bestræbelser for kristendommen?

⁵ Så kom det fjerde århundrede da Konstantin den Store fremstod. Da Konstantin havde besejret sin sidste modstander blev han den 28. oktober 312 af det romerske senat udråbt til Augustus og pontifex maximus. Det siges at det var under felttoget imod hans modstander Maxentius at der viste sig et flammende kors på himmelen under solen og at dette kors bar indskriften In hoc signo vinces, der betyder „Ved dette tegn skal du sejre“. (Vi må huske at korset var et symbol på solguden Sol.) Læg mærke til hvordan kristenheden derefter rejste sig på denne babyloniske grundvold af falske læresætninger og politiske intriger.

13. januar 313. Konstantin udsteder som hedensk pontifex maximus sit berømte toleranceedikt til fordel for de såkaldte kristne, og disse får adgang til offentlige embeder.

321 Søndagen Dies Solis, solguden Sols dag, anerkendes som en særlig dag hvis helligholdelse gøres til en lovformelig pligt.

325 Konstantin bliver overhoved for det romerske riges østlige og vestlige del. Han sammenkalder til et kirkemøde for at få bilagt striden over τριας eller „treenigheden“, der truer hans riges enhed. Som hedensk pontifex maximus og endnu ikke døbt som kristen præsiderer Konstantin ved mødet, og kun en tredjedel eller 318 af de kristne episcopoi eller tilsynsmænd fra hele riget giver møde i Nikæa, nær Nikomedia. Mellem 1500 og 2000 overværer mødet, biskoppernes ledsagere iberegnet. Vi citerer her fra bogen „Babylon the Great Has Fallen!“ Gods Kingdom Rules!, siderne 477, 478:a

„Forkæmperne for treenigheden blev ledet af den unge arkidiakon Athanasius fra Alexandria i Ægypten. De der gik imod den og som ud fra Bibelen viste at Jesus Kristus stod under sin Gud og Fader, blev ledet af presbyteren Arius. De to parter stredes i cirka to måneder. Arius hævdede at ’Guds søn var en skabning, skabt af intet; at der var en tid da han ikke havde eksisteret; at han var i stand til frit at vælge mellem ret og uret’, og at ’var han i egentligste forstand søn, måtte han vare kommet efter Faderen, og altså måtte der have været et tidspunkt da han ikke var til, og følgelig måtte han være skabt og ikke være evig’.b Da Arius rejste sig for at tale slog en vis Nikolaos fra Myra ham i ansigtet. Da Arius fortsatte med at tale stak mange fingrene i ørerne og løb ud, som var de rædselsslagne over den gamle mands ’kætteri’.

Til sidst traf pontifex maximus Konstantin sin afgørelse til gunst for Athanasius’ treenighedslære. Således blev den nikænske trosbekendelse med treenighedslæren til og gjort til trosregel. Arius blev senere, fordi han stadig gik imod denne lære, på Konstantins ordre forvist til Illyrien, men blev fem år efter kaldt tilbage derfra. Ved Nikæamødet vedtoges flere kirkelove, og der blev udstedt et dekret om på hvilken søndag (Dies Solis) i året påsken regelmæssigt skulle fejres.“

Konstantin bliver syg. Han døbes, og dør i Nikomedia. Efter hans død placerer det romerske senat (som stadig er hedensk) ham blandt guderne. I de østlige menigheder regnes han med til helgenerne. De græske, koptiske og russiske kirker fejrer sankt Konstantins fest den 21. maj. Det var lykkedes Konstantin at tilvejebringe en sammensmeltning af den hedenske religion og kristendommen, hvorved den afvegne kristendom blev virkelig babylonisk. Historikere beretter om virkningerne heraf:

„Hvad det virkelige motiv bag Konstantins omvendelse til den kristne tro end kan have været, fik følgerne heraf vidtrækkende betydning både for riget og for Kristi kirke. Den banede vejen for en uhindret og større udbredelse af evangeliet end nogen sinde før i dets historie. Alle hindringer for en åben bekendelse af kristendommen blev fjernet, og den blev rigets officielle religion. Hvor mange de fordele end var som denne forandring medførte, set fra forskellige synspunkter, begyndte kristendommen dog snart at lide under den nære kontakt med den verdslige magt. Det enkle evangelium blev forvansket; der indførtes højtidelige ritualer og ceremonier; kristendommens lærere fik ærefulde titler og betaling for ydede tjenester, og Kristi rige blev i høj grad omdannet til et rige af denne verden.“ — Theological Dictionary, af Henderson og Buck. Se også M’Clintock og Strongs Cyclopædia, bind 2, side 488a, samt Gibbons Decline and Fall of the Roman Empire, bind 1, siderne 454ff.

6. (a) Hvordan blev kristenheden med tiden mere babylonisk? (b) Hvorfor optog kirkens ledere de mange hedenske dæmonskikke i den såkaldt kristne religion? (c) Hvordan prøver kardinal Newman at retfærdiggøre optagelsen af de mange hedenske skikke?

⁶ Kristenhedens frafaldne præsteskab ophøjede sig selv ved at anvende Bibelens udtryk som højtklingende titler, såsom de græske betegnelser epiʹskopos (biskop), der blot betyder „tilsynsmand“ for en menighed, og diaʹkonos (diakon), der betyder „tjener“. For at vinde flere mennesker og derved opnå større politisk magt udvandede de sandheden, så den blev mere tiltrækkende og tillokkende og mindre anstødelig for hedningerne. Som følge heraf blev kristenheden efterhånden mere og mere babylonisk og fordærvet. Af den uforbeholdne indrømmelse som John Henry Newman, der i 1879 blev udnævnt til kardinal af pave Leo XIII, fremsætter i sin bog „Essay on the Development of Christian Doctrine“, udgivet i 1878, træder kristenhedens babyloniske grundvold tydeligt frem:

I tillid til kristendommens evne til at modstå besmittelse af det onde og til at forvandle selve dæmondyrkelsens instrumenter og tilbehør til evangelisk brug, og i følelsen af at disse skikke oprindelig hidrørte fra primitive åbenbaringer og naturinstinkter, skønt de var blevet fordærvede, og at de måtte opfinde hvad de behøvede, hvis de ikke ville gøre brug af det de fandt, og at de endvidere rådede over de grundtyper som hedenskabet blot var skygger af, var kirkens ledere lige fra de ældste tider, hvis lejlighed bød sig, rede til at antage, imitere eller hellige de ritualer og skikke der var almindelige blandt befolkningen, såvel som den dannede klasses filosofi.

Brugen af templer, indviet til bestemte helgener og ved visse lejligheder udsmykket med grene fra træerne, røgelse, lamper, lysestager, løftegaver for helbredelse af sygdomme, vievand, asyler, helligdage og højtider, brugen af kalendere, processioner, velsignelse af markerne, præstekjoler og messehageler, tonsuren, vielsesringen, at vende sig mod øst, den senere tids billeder, måske også kirkesangen Kyrie Eleison, er alt sammen af hedensk oprindelse og helliget ved optagelse i kirken. — Siderne 355, 371, 373, 1881-udgaven.

Indblanding i politik fører til splittelser i kristenheden

7. (a) Hvordan har kristenheden betragtet den verdslige magt, og hvordan viser Bibelen at denne opfattelse er forkert? (b) Hvordan kom Roms paver til at bære den hedenske titel pontifex maximus? (c) Forklar hvordan begivenhederne i 381 og 395 bevirkede at splittelsen mellem den østlige og vestlige del af kristenheden voksede. (d) Hvordan gav pave Leo I udtryk for den katolske kirkes politiske ambitioner? (e) Beskriv hvordan splittelsen inden for kristenhedens religiøse organisation øgedes i 476, 553 og 726. (f) Hvordan nåede den romersk-katolske kirke i år 800 et højdepunkt med hensyn til politisk indblanding og magt? (g) Hvornår begyndte „Det hellige romerske Rige“, og hvornår endte det? (h) Hvordan blev Rusland optaget i den ortodokse kirke, og afskaffede det hedenskabet i Rusland? (i) Hvad var en af grundene til korstogene, og var disse kristne? (j) Hvad var grunden til at der til sidst blev oprettet et patriarkat i Rusland? (k) Hvornår blev den russisk-ortodokse kirke endeligt oprettet, og hvordan betragtede biskopperne i kirkens østlige del patriarkerne i Rusland og i Rom? (l) Hvilken udvikling fandt sted i den russiske kirke i 1696 og 1721? (m) Gør rede for udviklingen i Grækenland i 1829, 1833 og 1850. (n) Hvilken romersk-katolsk lære vedtog man i 1869-1870? (o) Beskriv udviklingen i Rusland fra 1917 til 1945 og de sovjetiske lederes indstilling til den russisk-ortodokse kirke. (p) Hvordan benyttede Vatikanet en splittende taktik i forbindelse med Det andet vatikanske Koncil, og i hvor stor udstrækning lykkedes denne taktik?

⁷ Kristenheden har altid været af den opfattelse at den havde ret til at herske over andre og at de styrende i dens lande var konger eller herskere af Guds nåde. En lignende tanke dukkede op i den kristne menighed i Korint på apostelen Paulus’ tid, men han gav omgående menighedens medlemmer en skarp irettesættelse. Med stærk sarkasme sagde han: „I er allerede blevet mætte, I er allerede blevet rige, I er blevet konger uden os! Ja, gid I dog var blevet konger, så vi kunne være jeres medkonger!“ (1 Kor. 4:8) Kristenheden har fuldstændig ignoreret disse ord af apostelen Paulus, og dens historie er én lang beretning om indgåede kompromiser for at opnå popularitet, politisk indflydelse og magt, og følgen har været bitre og varige splittelser.

378 Gratian, der begyndte at herske i den vestlige del af det romerske rige i 375, udnævner general Theodosius til kejser over den østlige del af riget, da den østlige kejser, Valens, dør. Senere forbyder Gratian hedensk afgudsdyrkelse i Rom og nægter at overtage titlen pontifex maximus og dens insignier. Damasus, den „kristne“ biskop i Rom, overtager titlen med dens hedenske forbindelser og forpligtelser. Roms paver bærer den dag i dag denne titel.

381 Der afholdes et økumenisk koncil i Konstantinopel (den østlige kirkeorganisation) fordi der stadig hersker en heftig strid om „treenigheden“. Koncilet giver en mere fyldestgørende udformning af den nikænske trosbekendelses treenighedslære. Nektarius udnævnes til Konstantinopels patriark. Koncilet erklærer at biskoppen i Konstantinopel i rang kun står under biskoppen i Rom.

395 Theodosius (der var blevet enehersker i hele riget) dør; hans rige deles. Biskopperne i øst og vest står splittede på grund af loyalitet mod politiske herskere. Dette forhold til de politiske herskere har lige fra kristenhedens begyndelse betydet mere for den end forholdet til Kristus og kirkens enhed, hvilket viser at den er ukristen. — 1 Kor. 1:10-13.

440 Leo I bliver den romersk-katolske kirkes pave. Han giver udtryk for kirkens politiske ambitioner da han erklærer: „Jeg vil endnu en gang genoprette regeringen på denne jord, ikke ved at bringe kejserdømmet tilbage, men ved at proklamere et nyt teokrati, idet jeg, ifølge løftet til Peter hvis efterfølger jeg er, erklærer mig selv for at være Kristi stedfortræder, i den hensigt at genoprette lov og orden, straffe forbrydelser, standse kætteri, opmuntre genialiteten, bevare freden, bilægge stridigheder og beskytte kundskaben. Dette styre skal appellere til kærligheden, men herske ved frygten. Hvilken anden faktor end kirken kan udrette dette? Et teokrati vil skabe en ny civilisation. Jeg vil bære, ikke et diadem men en tiara, som et symbol på den universelle suverænitet for hvilken barbariet skal fly og lykken endnu en gang blive genoprettet.“ — John Lord: Beacon Lights of History, bind III, siderne 244, 245.

476 Splittelsen mellem den østlige og vestlige kirke øges da pave Felix III i Rom lyser patriarken i Konstantinopel i band.

553 Det tredje koncil afholdes i Konstantinopel under forsæde af patriarken i Konstantinopel, til trods for protester fra biskoppen i Rom.

726 Kejser Leo III i Konstantinopel forbyder billeddyrkelse og befaler at afgudsbillederne skal tilintetgøres. Pave Gregor II, overhovedet for den vestlige del af kirken i Rom, bandlyser derfor den østlige kejser, der tilhører den østlige kirke, hvilket fører til at den østlige (græske) kirke skiller sig ud fra den vestlige (latinske) kirke.

800 Den romerske kirke blander sig i den grad i politik at den ophøjer sig over de politiske herskere. Irene hersker som kejserinde i Konstantinopel, men Roms pave kroner Karl den Store, frankernes konge, til romersk kejser. I dette år oprettes „Det hellige romerske Rige“, der består til år 1806. The Catholic Encyclopedia, 1929-udgaven, side 615, siger herom:

„To dage senere (juledag år 800) fandt den største begivenhed i Karls liv sted. Under pontificalmessen, som celebreredes af paven, og mens kongen knælede i bøn foran højalteret, under hvilket sankt Peters og sankt Paulus’ legemer ligger begravet, nærmede paven sig ham, satte den kejserlige krone på hans hoved, bøjede sig ceremonielt for ham og hilste ham som kejser og augustus og salvede ham, mens de tilstedeværende romere brød ud i jubel og tre gange råbte: ’Liv og sejr til Karl Augustus, kronet af Gud, den store fredskejser.’“ (På side 774 omtaler dette leksikon denne begivenhed som „hans kroning som Konstantins efterfølger“.)

988 Den russiske storfyrste Vladimir tilslutter sig den østlige kirke og lader sig døbe. Han befaler sit folk at kaste deres afgudsbilleder i floden Dnjepr, selv om de græder over at skulle gøre det, og tvinger dem til at lade sig døbe som kristne. Herom siger The Encyclopedia Americana:

„Russisk hedenskab forsvandt ikke da det kristne evangelium begyndte at blive forkyndt. Det overlevede i folkemunde, ordsprog, traditioner, familieliv og endog i den religiøse lære. Så sent som i det attende århundrede tilbad man slanger i fjerntliggende landsbyer. Eugenius Golubinsky, den russiske kirkes største historiker, hævder at Rusland i det niende århundrede blev døbt, men ikke kristnet.“

1054 Den græske patriark Michael Cerularius bandlyses af pave Leo IX’s gesandter efter forsøget på at få den østlige kirke til at underlægge sig den romerske pave som eneste autoritet med guddommelig magt i den katolske kirke. Historikere hævder at denne adskillelse var en af grundene til de romersk-katolske korstog, der førte til store ødelæggelser og grufuld nedslagtning af muhamedanere, jøder og katolikker.

1453 Muhamedanerne erobrer under Muhamed II Konstantinopel. Patriarken i Konstantinopel får lov til at fortsætte i sit embede. Dette berører Rusland religiøst. Herom siger The Encyclopedia Americana, 1929-udgaven, bind 24, side 38b:

„Tanken om at oprette et russisk patriarkat var en naturlig følge af det byzantinske riges fald og af det moskovitiske Ruslands vækst. Moskva blev hyldet som det tredje Rom.“

1587 En uafhængig russisk kirke oprettes. Herom siger M’Clintock og Strongs Cyclopædia: „I det år gik patriarken Jeremias i Konstantinopel, da han besøgte Rusland for at opnå støtte, med til at ændre ærkebispesædet i Moskva til et patriarkat, der blev overdraget en mand ved navn Job. Herved indtog Ruslands patriark, ifølge de østlige biskoppers mening, Roms skismatiske patriarks plads.“ (Læg mærke til at paven i Rom kaldes „skismatisk“.)

1696 Peter den Store bliver enevældig hersker i Rusland. Han afskaffer patriarkatet og erstatter det med en permanent synode der består af prælater som er underlagt kejseren eller hans sekretær.

1721 Den hellige synode oprettes i den russiske kirke. Denne bliver statskirke, en afdeling af det russiske riges borgerlige bureaukrati, et redskab der støtter zarismen.

1829 Der oprettes et selvstændigt græsk rige.

1833 Den græske regering erklærer Grækenlands ortodokse orientalske kirke for uafhængig af enhver udenlandsk gejstlig myndighed.

1850 Patriarken i Konstantinopel anerkender den græske eller hellenistiske kirkes uafhængige konstitution.

1869-1870 Det første vatikanske Koncil erklærer den romerske pave for ufejlbarlig.

November 1917 Bolschevikkerne tiltager sig magten ved en revolution og udsteder et dekret der opløser den russiske kirke som statskirke; de konfiskerer en del af kirkens ejendom og håner og mishandler præster af alle rangklasser og trosretninger. Religion erklæres for at være „opium for folket“.

1918 Moskva bliver det nye Ruslands hovedstad. I de følgende år viser de stærke bestræbelser for at udrydde religionen sig at være for kostbare. Derfor lader den sovjetiske regering nu den russiske kirke tjene politiske formål ved at lade den indprente sine medlemmer patriotisme. Den russisk-ortodokse kirke går med til denne ordning.

1945 Den russisk-ortodokse kirke afholder koncil i en af Moskvas forstæder. Ærkebiskop Benjamin fra det moskovitiske patriarkat i Nordamerika udtaler at der endnu er mulighed for at Moskva kan blive det „tredje Rom“ og mødested „for hele kirken“. Officielle sovjetkredse sympatiserer med disse ideer, da disse begunstiger en russisk-ortodoks kirkeimperialisme, der ville betyde at deres politiske hovedstad Moskva ville blive verdens mest betydningsfulde gejstlige center.

1962-1965 Det andet økumeniske vatikankoncil afholdes, med fire samlinger. Med velberåd hu sender Vatikanet indbydelserne direkte til de enkelte østlige kirkesamfund og ikke gennem patriarken i Istanbul (Konstantinopel). Den russisk-ortodokse kirke sender delegerede. Om Vatikanets splittende taktik udtaler ærkebiskop Iakovos, den græsk-ortodokse primas i Amerika, ifølge New York Times for 4. november 1962 under overskriften „Iakovos slår ned på Vatikanets taktik — hævder at koncilinvitationerne tilsidesatte de ortodokses overhoved“:

„’Det var kun over for kirken i Moskva at Vatikanet fik held med denne taktik.’. . . De grunde som fik den russiske kirke ’til pludselig at ændre indstilling og tage imod pave Johannes XXIII’s indbydelse, er uden tvivl af rent politisk art’.“

Foruroligende tendenser

8. Vis hvordan Det andet vatikanske Koncil afslørede at der findes store uoverensstemmelser inden for kristenhedens religioner.

⁸ På det ovennævnte koncil herskede der stor uenighed blandt de mere end 2000 kardinaler og biskopper, af hvilke de konservative anførtes af den romerske kurie, kirkens centrale og mest indflydelsesrige styrende råd. Uenigheden drejede sig om vigtige spørgsmål vedrørende lære og praksis. Den liberale fløj omfattede størstedelen af kardinalerne og biskopperne. Under koncilet blev der udarbejdet et dekret om kirkens enhed. Dekretet omhandlede kun de østlige ortodokse kirker og ignorerede protestantismen. Ifølge New York Times påpegede flere af koncilets talere i forbindelse med dekretet at

problemet angående kirkens enhed må betragtes i forhold til de spørgsmål der møder en delt kristendom i det 20. århundrede og ikke udelukkende i lyset af teologiske værker fra tidligere århundreder. De hentydede åbenlyst til kommunismens opståen, til den dobbelte trussel som materialismen og sækulariseringen udgør, og til de ikke-kristne religioners fremgang. — New York Times, den 1. december 1962, under overskriften „Prælater afslutter drøftelsen om enhed med den ortodokse kirke.“

9. Hvilke foruroligende tendenser findes der i Latinamerika?

⁹ I Latinamerika er den katolske befolkning for tiden meget foruroliget over at mange af helgenbillederne bliver fjernet fra deres kirker, så kun billederne af Maria og af Kristus på korset bliver tilbage. En anden forandring der foruroliger dem dybt, er at de nu har lov at spise kød om fredagen. Hvad med alle de år de har bedt til billeder og helgener eller afholdt sig fra at spise kød om fredagen? spørger de. Har kirken ledet dem til at dyrke Gud på en forkert måde og har alle disse former for gudsdyrkelse været til ingen nytte i Guds øjne?

10. Hvilken udvikling som beskrives i Britannica Book of the Year, 1965, beviser at kristenheden ikke er Kristi domæne?

¹⁰ Bogen Britannica Book of the Year, 1965, beretter på side 706 om en anden udvikling der virker foruroligende på mange:

Den stadige tendens henimod at oprette en modus vivendi (foreløbig ordning) med de kommunistiske regeringer kom til udtryk i september, da der i Budapest blev underskrevet en overenskomst mellem pavestolen og den ungarske regering. Rom gik ind på at tillade at præsterne aflagde en loyalitetsed, og udnævnte seks biskopper.

[Under det andet vatikankoncil] . . . blev en udarbejdet erklæring om religionsfrihed standset til trods for bestræbelser fra mere end tusind biskopper, under anførsel af kardinalerne Albert Meyer fra Chicago, Joseph Ritter fra St. Louis, og Paul Émile Léger fra Montreal, der søgte at få den vedtaget.

11. Er kristenhedens grundvold kristen?

¹¹ Vor undersøgelse af de to sandfærdige og pålidelige vidner, Bibelen og historien, afslører hvad kristenheden er bygget på. De beviser på afgørende måde følgende: Den er ikke bygget på Jesu Kristi, Guds søns, principper, han som sagde: „Mit rige er ikke af denne verden.“ (Joh. 18:36) Kristenhedens treenighedslære, dens brug af billeder, kætterbrændinger, omvendelse af nationerne med magt, og forbund med politiske, endog ikke-kristne regeringer, genspejler Babylons og dens gud Satan Djævelens ånd.

12. Behøver vi at lade os forurolige af kristenhedens problemer?

¹² Nu er dens kompromiser og politiske interesser ved at indhente den. Dens problemer bliver stadig større. Hvis kristenheden virkelig var Kristi domæne ville hans rige være slået fejl. Vi kan være taknemmelige over at kristne ikke behøver at lade sig forurolige af kristenhedens krise og dens fiasko, men kan være travlt optaget af at fortælle folk om Kristi virkelige rige, der nu hersker fra himmelen og snart vil udstrække sit herredømme til hele jorden og skabe fred og enhed.

13. Hvilke spørgsmål om kristenheden mangler vi endnu at få svar på?

¹³ Pladsen har kun tilladt os flygtigt at nævne den anden større afdeling af kristenheden, nemlig protestantismen, men i vort næste nummer vil vi undersøge nogle af de spørgsmål der kan være opstået i denne forbindelse, som for eksempel: Har protestantismen, den afdeling af kristenheden der løsrev sig i det sekstende århundrede, bygget på en ny grundvold? Var den protestantiske reformation virkelig en tilbagevenden til den sande tilbedelse?

[Fodnoter]