Frels både dig selv og dine tilhørere
„Giv nøje agt på dig selv og din lærergerning; hold trolig ud dermed. Gør du det, vil du frelse både dig selv og dine tilhørere.“ — 1 Tim. 4:16.
1. Hvad er det vigtigste i en forkynders tilværelse? Giv tre grunde for at vi skulle være trofaste.
DET DER er af allerstørste vigtighed for en ligevægtig Guds tjener er: at lovprise Jehova over for andre, at forkynde hans vidunderlige hensigter for alle, men især for dem der vil høre. Hvilken glæde er det ikke at forkynde den gode nyhed om Guds rige for dem der har et lyttende øre og se dem vokse i kundskab og værdsættelse! Hvor stor en glæde er det ikke når de af hjertet begynder at ’lovprise Jehova’! Det vi i virkeligheden ser er at disse „får“ slår ind på vejen til livet, og det er vor forret at hjælpe dem. Der er derfor følgende tre vigtige grunde til at vi må holde trofast ud i tjenesten: for at frelse os selv, for at frelse dem der lytter til os og, den vigtigste grund, for at lovprise Jehovas navn. — Sl. 109:30.
2. Hvordan har Jehova sørget for at de lydhøre kan vinde livet, og hvor presserende er det nu at benytte sig af denne foranstaltning?
2 I denne tingenes ordning der styrer mod Harmagedon, står menneskenes liv på spil. Vi kan ikke længere sige: „Det må den næste generation tage sig af,“ eller: „Det sker ikke i vor tid.“ Der er ikke tid til at tænke sådan. Det er senere end mange tror! Når vi videregiver sandheden i Guds ord til dem der vil høre, river vi dem derfor ud af en dødsfælde. De elsker livet lige så vel som vi. Jehova har sørget for en frelsesforanstaltning, og vi læser herom i Mattæus 20:28: „Ligesom Menneskesønnen ikke er kommen for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.“ Det står fast at livet ikke er noget vi kan tage af os selv eller som fås ved menneskers visdom; det er Jehova Gud og hans søn, Kristus Jesus, der har det afgørende ord i denne sag. Livet er for dem der ’griber det virkelige liv’ og ikke giver slip på det. (1 Tim. 6:19) Genløsningen var et udslag af Guds kærlighed, men hvis vi skal have gavn af denne vidunderlige gave må vi tage imod gaven og vise tro på Gud. Bibelen fortæller os i Johannes 3:16: „Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.“ Det evige liv er en gave til dem der har tro og som viser sig værdige til den.
3. (a) Vis hvordan Jesus var en ligevægtig ordets tjener. (b) Hvad har gerninger at gøre med vor tro, som vist i Jakob 2:24, 26?
3 Kristus Jesus var et fuldkomment eksempel på ligevægt dengang han levede her på jorden. Læg mærke til nogle af de ting han sagde og som han gik ind for: „Du skal tilbede Herren [Jehova, NW] din Gud og tjene ham alene.“ (Matt. 4:10) „Giv os i dag vort daglige brød.“ (Matt. 6:11) „Søg først Guds rige.“ (Matt. 6:33) „Mit åg er gavnligt, og min byrde er let.“ (Matt. 11:30) „Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!“ (Matt. 22:21) „Du skal elske Herren [Jehova, NW] din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind.“ (Matt. 22:37) „Du skal elske din næste som dig selv.“ (Matt. 22:39) „Denne gode nyhed om riget skal forkyndes på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så skal enden komme.“ (Matt. 24:14, NW) „Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple.“ (Matt. 28:19) „Marta! Marta! du gør dig bekymring og uro med mange ting; men ét er nødvendigt.“ (Luk. 10:41, 42) Jesus lod sig ikke bringe ud af ligevægt af traditioner, hvilket fremgår af at han helbredte en kvinde på sabbaten. (Luk. 13:10-17) Det er let at se at selv om Jesus anerkendte nødvendigheden af at man sørgede for sin familie og betalte skat, fremholdt han at det væsentlige var at tilbede Jehova, forkynde hans ord og rige, og at lovprise hans navn. Det er i virkeligheden kun sådanne ordets tjenere der bliver frelst. Læg i denne forbindelse mærke til hvad der siges i Jakobs brev 2:24, 26: „I ser altså, at det er af gerninger, et menneske bliver retfærdiggjort, og ikke af tro alene. Ligesom legemet er dødt uden ånd, således er jo også troen død uden gerninger.“ Hvis vi skal vinde livet må vi virke som ordets tjenere, hvilket vil sige at vi må forkynde og undervise om den gode nyhed om Guds rige. Vi må indvi os til Jehova Gud og tilbede ham. Jehovas vidner er et samfund af ordinerede ordets tjenere, og de deltager i dag i et tosidet redningsarbejde.
Et tosidet redningsarbejde
4. Hvordan kan vi opleve den sande glæde ved at tjene Gud mens vi forandrer vor personlighed?
4 Det vil være svært at finde balancen mellem at drage omsorg for sig selv og for dem der lytter til budskabet hvis man bibeholder en personlighed og tankegang som den der er fremherskende i den nuværende tingenes ordning. Dér tænker de fleste kun på sig selv. Det er naturligvis ret og bibelsk at interessere sig for sig selv. Denne interesse skulle give sig udslag i at vi daglig henter styrke fra Guds ord. Den skulle bevirke at vi overværer Guds folks møder for at tilegne os en trosstyrkende kundskab og for at blive hjulpet af andre modne forkyndere. Den skulle betyde at vi indretter vort liv efter en personlig timeplan hvor der er afsat tid til alle disse vigtige former for virksomhed, også til den allervigtigste, nemlig forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige, som man bør deltage i hver uge. Hvis ikke vi får et større udsyn og bruger den kundskab vi tilegner os, vil vi ikke være ligevægtige og vi vil ikke kunne bevare den vigtige egenskab, tro. Jesus sagde til Marta: „Enhver, som . . . tror på mig, skal i al evighed ikke dø.“ (Joh. 11:26) I Romerbrevet 10:10 læser vi ligeledes: „Thi med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse.“ Når vi kommer til at forstå Jehovas hensigter undres vi og fyldes med stor tilfredshed og glæde, men der er i virkeligheden større glæde forbundet med at fortælle andre om det vi har lært. — Sl. 71:1-24.
5. Hvilke spørgsmål angående åndelig føde understreger nødvendigheden af at eje et godt åndeligt helbred?
5 Når vi giver agt på os selv må det gøres med ønsket om at behage Gud og ikke for at tilfredsstille os selv. Der er mange ting indbefattet i det at behage Gud. Daglig føde, det vil sige åndelig føde, er en nødvendighed hvis vi skal bevare vor åndelige styrke. Henter vi næring fra Guds ord på bestemte, fastsatte tidspunkter? Eller tager vi en bid nu og da, og undrer os over hvorfor vi ikke har den fornødne styrke til at tage del i tjenesten? Glæder vi os helt og fuldt over den åndelige føde, eller har vi for travlt til at indtage de nærende og trosstyrkende måltider? Er personligt studium en pligt, noget vi foretager fordi det står på vor timeplan, eller er det en glæde for os, noget vi ser frem til med stor forventning? Personligt studium tilfredsstiller ikke alene vort behov, men opbygger et aktivt fond af sandheder og ideer som vi kan anvende når vi underviser andre. Hvis vi ikke synes vi kan udtrykke os klart nok, hjælper det med et forråd af mange ideer og flere måder at undervise på. Gud hjælper dem der er rene ordets tjenere, det vil sige dem der ikke blot er rene hvad angår selve forkyndelsen, men i deres hjem, på deres verdslige arbejde og i deres valg af adspredelser og fornøjelser; for selv om vi ikke hele tiden taler om sandheden, må vi leve i overensstemmelse med den og være eksempler for andre. Dette kan vi gøre hvis vort motiv til at tjene er det som omtales i Mattæus 22:37: „Du skal elske Herren [Jehova, NW] din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind.“ Forbinder vi dette bud med den opmuntrende formaning der findes i Første Timoteusbrev 4:16, vil vi vokse til at blive urokkelige, uselviske og ligevægtige forkyndere: „Giv nøje agt på dig selv og din lærergerning; hold trolig ud dermed. Gør du det, vil du frelse både dig selv og dine tilhørere.“
Giv flittigt „fårene“ føde ved hjælp af bibelstudier
6. Hvilken indstilling får vi ved at forkynde den gode nyhed for andre? Er der nogen glæde forbundet hermed?
6 Gennem sit ord har Jehova befalet sit folk at forkynde den gode nyhed om Riget. (Matt. 24:14, NW) At være med i denne forkyndelse er et aktivt led i vor gudsdyrkelse. Vi forkynder fordi vi ønsker at gøre det, ikke for at behage andre eller for at kunne skrive en rapport på et stykke papir. Sand glæde i tjenesten for Gud virker styrkende på forkynderen og opbygger ham, men deltager vi i forkyndelsen for at behage mennesker eller blot for at skrive en rapport, vil resultatet slet og ret være: en rapport. Værdsættelse af den forret det er at tilbede Jehova og dele den livgivende kundskab med dem der har et lyttende øre, vil styrke os så vi kan glæde os over disse velsignelser både nu og så længe vi lever. Vi ved at andre har brugt megen tid på at fremstille litteratur, trykke bibler og besøge os for at dele den gode nyhed med os. Nu er tiden kommet da vi uselvisk kan gøre gengæld ved at hjælpe andre. Nu er det tid at forkynde. I en ikke alt for fjern fremtid vil der komme en tid hvor det ikke vil være muligt at fly til Jehova og blive beskyttet. Tiden er nu inde til at følge opfordringen i Åbenbaringen 18:4: „Drag ud fra hende [Babylon den Store], mit folk! for at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager.“ Nu er tiden inde til at finde de „andre får“, give dem næring og vise dem kærlig omsorg. Det er deres liv det gælder, og denne kendsgerning bør ikke udviskes af vort sind ved at vi selvisk jager efter fornøjelser og materielle goder i stedet for at være med til at undervise andre om sandheden. Den vigtigste form for hjælp vi kan yde dem der vil høre, er at undervise dem ved hjælp af bibelstudier. (Joh. 21:15-17) Den lykke som forældre føler når de iagttager hvordan deres små børn vokser og er ivrige efter at gøre fremskridt og lære nye ord er ubeskrivelig. Den samme glæde føler de der giver „fårene“ åndelig føde i form af regelmæssige bibelstudier.
7. Hvad understregede Jesus i sin lignelse om høsten, og hvad indebærer høsttiden?
7 Det var Jesus der understregede nødvendigheden af at have omsorg for dem der vil høre. I Mattæus 9:35-38 siges der: „Så vandrede Jesus omkring . . . lærte . . . og prædikede evangeliet om Riget . . . Og da han så folkeskarerne, ynkedes han inderligt over dem, thi de var vanrøgtede og forkomne ’som får, der ingen hyrde har’. Da siger han til sine disciple: ’Høsten er stor, men arbejderne er få; bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst.’“ Han påpegede nødvendigheden af at vende tilbage og sørge for disse „får“, at give dem føde og lede dem til livet. En landmand sår sæden i jord som han allerede har bearbejdet flittigt for at berede den til såningen. Arbejdet er imidlertid ikke overstået med såningen. Markerne må stadig beskyttes mod sultne dyr, mod ukrudt og insekter. Mange steder må han vande de tørstige spirer. Så kommer høstens første etape, nemlig mejningen. Men høsten er ikke ovre før tærskningen har fundet sted og kornet er sikkert i hus. Landmanden er under stort pres i høstens tid. Måske holder vejret ikke, måske gennembløder regnen negene der ligger på jorden så kornet lider skade, eller regnen forsinker høsten så landmanden må drage det sidste af sin afgrøde frem af den første sne. Intet under at landmanden arbejder hårdt i høsttiden og at han forventer at hans medhjælpere gør det samme. I høsten er der ikke brug for dovne folk eller for dem som bare vil fordrive tiden på en behagelig måde.
8. Hvordan bliver vi Guds medarbejdere, og hvilken slags medkristne beder de kristne om når de trænger til hjælp?
8 Jesus forbandt høst med arbejde og „får“ med vigtigheden af at der blev sørget for „fårene“. Det vækker én til aktivitet at vide at disse sultne „får“ beder Gud om at nogen må vise dem vejen til den sande religion, og at vore brødre beder om hjælp i høstarbejdet. Men husk at disse „får“ og vore brødre beder om arbejdere. Hvis ikke vi arbejder er vi ikke et svar på deres bønner. Den kloge landmand erkender at han ikke vil kunne høste sin afgrøde medmindre Gud sender regn og solskin der får sæden til at gro. Men regn og solskin kan ikke frembringe en afgrøde medmindre der er sået sæd i en jordbund der er behandlet rigtigt. Læg mærke til hvordan dette billede bruges i Første Korinterbrev 3:6-9: „Jeg [Paulus] plantede, Apollos vandede, men Gud gav væksten. Så kommer det da hverken an på den, der planter, eller på den, der vander, men på Gud, der giver vækst. Den, der planter, og den, der vander, er ét; dog skal hver få sin løn i forhold til sin møje. Thi Guds medarbejdere er vi; Guds ager, Guds bygning er I.“
9. (a) Vil den bibelstudiemetode som Filip og andre på hans tid anvendte kunne bruges nu? (b) Hvad viser at det i vor tid er påkrævet og nødvendigt med bibelstudier?
9 At give de lydhøre „får“ føde ved hjælp af bibelstudier er ikke noget nyt. Jehovas engel ledede Filip, der var en ordets tjener, til at anvende denne fremgangsmåde for at opmuntre den ætiopiske hofmand til at tjene Gud. Det var et spørgsmål-og-svar-studium der hurtigt førte til at denne mand lod sig døbe og erfarede glæden ved at tjene Jehova. (Ap. G. 8:27-38) Der må være mange flere endnu af disse „får“ der skal findes og som regelmæssigt skal have den samme åndelige føde ved hjælp af det samme middel, bibelstudier. En vigtig forudsætning for at kunne hjælpe andre er vor indstilling når vi går fra hus til hus. Kommer vi tilbage hurtigt, i løbet af nogle få dage, for at give dem mere føde? Er vor omsorg for disse menneskers liv større end vor frygt for at blive bundet af at skulle lede et bibelstudium regelmæssigt hver uge og af tålmodigt og med mildhed at hjælpe disse „får“, til de også bliver forkyndere? Har vi råd til at miste den glæde vi kan opnå i bibelstudiearbejdet, hvor vi ser mennesker vokse op til at værdsætte Guds foranstaltninger? Filip lyttede til en engel da han fik vejledning om at studere med en der var lydhør, og de blev begge velsignet. Nu er tiden også inde til at lytte til den himmelske vejledning og dele det livgivende sandhedsvand ud til dem der tørster. Jehova Gud er interesseret i „fårenes“ åndelige velfærd. (Ez. 34:11-16) Kristus Jesus befalede at vi skulle finde „fårene“ og give dem føde. (Matt. 28:19, 20; Joh. 21:15-17) Englene der har fået overdraget et ansvar i forbindelse med forkyndelsen formaner os til at give nøje agt på den. (Åb. 14:6-10) Det er en himmelsk røst der befaler: „Drag ud fra hende [Babylon den Store], mit folk! for at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager.“ (Åb. 18:4) Det er i sandhed den højeste autoritet der står bag os og støtter os når vi tager del i det privilegerede arbejde med at give „fårene“ føde gennem bibelstudier. Vi vil blive velsignet hvis vi hører hvad Guds ord siger og handler derefter.
10. Er det nødvendigt at vide alt før man kan lede et bibelstudium med en interesseret? Begrund dit svar.
10 Unge og gamle har den forret at deltage i dette arbejde. Vi kan læse mange eksempler herpå i Jehovas vidners årbog for 1966. Et sådant bibelstudium er simpelt hen en nøgtern drøftelse af de læresætninger og principper der findes i Guds ord. Bibelen er det faste grundlag, som vi blot behøver at rådføre os med for at få de rette svar. Bibelordbøger og den litteratur som Vagttårnets selskab har udgivet giver os den hjælp vi behøver ved et sådant bibelstudium. I betragtning af den mark der skal høstes, tidens alvor og det vi alle har modtaget, er der behov for at mange flere i menigheden opretter og regelmæssigt leder bibelstudier med de lydhøre, adspredte og sultne „får“.
Led med mildhed de nye til Jehovas organisation
11. Hvad vil de nye gerne vide før de overværer menighedens møder?
11 Hvis vi skal frelse dem der vil høre, må de regelmæssigt have føde der er tilberedt på en sådan måde at de lige fra begyndelsen oplæres til at udføre en ligevægtig tjeneste for Gud. Den bibelske og gennemprøvede måde at gøre det på, er straks at lede disse „får“ til Jehovas organisation. Der er mange ting folk gerne vil vide om organisationen før de overværer møderne, for eksempel: Hvordan ledes møderne og hvad forventer man af dem der overværer dem? Mange bliver forbavsede over at høre at der ikke går nogen bidragsbøsse rundt ved Jehovas vidners møder. De er glade for at høre og se at Bibelen bruges så meget. De synes at møderne er belærende fordi vægten lægges på at bibringe tilhørerne kundskab, og ikke på ceremonier eller ritualer.
12. Forventer Jehova at vi oplyser disse nye om de krav der gælder for den rene tilbedelse, og hvad betyder ren tilbedelse for disse mennesker?
12 Hvis disse mennesker virkelig skal føle sig hjemme må de forstå de bibelske krav om at holde organisationen ren. Vi må derfor lidt efter lidt gøre dem bekendt med hvad Bibelen siger om ærlighed, mådeholdne drikkevaner, forholdet mellem kønnene, om at tale sandhed og om den opførsel der sømmer sig for en der offentligt siger: „Jeg er en ordets tjener, og jeg besøger Dem som et af Jehovas vidner for at bringe Dem den gode nyhed om Guds rige.“ Vi forventer ikke at de skal kunne leve op til det alt sammen straks, men vi vil tænke på den alvorlige vejledning i Første Korinterbrev 6:9-11: „Eller ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller de, der lader sig bruge til unaturlig utugt, eller de, der øver den, eller tyve eller havesyge, ingen drankere, ingen æreskændere, ingen røvere skal arve Guds rige. Og sådan har nogle af jer været; men I lod jer aftvætte, ja, I blev helligede, ja, I blev retfærdiggjorte ved Herren Jesu Kristi navn og ved vor Guds Ånd.“ Det er ikke alene vor forklaring om Guds rene organisation, men også vor opførsel der vil vise dem at det kan lade sig gøre, og som vil give dem en forståelse af den lykke der bliver resultatet af at følge Guds råd angående en ren livsførelse. Disse nye der kommer ind i organisationen må naturligvis fortsat have en opførsel der sømmer sig for en kristen forkynder. Det er nødvendigt for at de kan blive budt velkommen i menigheden og virkelig blive en del af familien. (1 Pet. 4:3, 4) Af største vigtighed for dem er deres forhold til Jehova, Skaberen. Vil de kunne vende sig til ham i bøn uden at deres bønner hæmmes af en uren tilstand? (1 Pet. 3:7) „Gudløses offer er [Jehova] en gru, retsindiges bøn har han velbehag i.“ — Ordsp. 15:8.
13. Hvorledes hjælper menighedsorganisationen os med at undervise de nye?
13 Når vi indbyder de nye til at komme i menigheden er det i virkeligheden det samme som at indbyde dem til at glæde sig over tjenestens forret, for Guds organisation er en undervisende organisation der er besluttet på at bære sit ansvar med hensyn til at oplære nye til at undervise andre. Dette understreges i Andet Timoteusbrev 2:2: „Hvad du hørte af mig i mange vidners nærværelse, skal du betro til pålidelige mennesker, som vil være duelige til også at lære andre.“ Vi kan ikke føre dem vi studerer med til et mere velegnet sted end organisationen, for her får de den værdifulde undervisning der sætter dem i stand til at bevare ligevægten som Guds tjenere.
14. Beskriv hvordan du ville gøre nye bekendt med organisationen, og hvad er nødvendigt for at de kan gøre fremskridt?
14 Nu opstår spørgsmålet om hvordan vi kan invitere disse lydhøre mennesker til organisationen? Forskellige omstændigheder kan naturligvis gøre sig gældende, men her følger nogle af de ting det kan være godt at gøre. Fortæl dem hver uge noget om organisationen. Rådfør dig med emneregistrene i Vagttårnets litteratur, og se især efter under ordet „menighed“. Beskriv formålet med møderne, stævnerne, tjenerposterne og de forskellige måder vi forkynder på. Disse få minutter efter bibelstudiet vil hjælpe dem til at blive bekendt med menigheden, og få dem til at føle sig hjemme og vide hvad de kan forvente. Tag dem med dig ud i tjenesten og oplær dem tålmodigt, skridt for skridt, til at blive dygtige til at tale med folk, til at bruge Bibelen, og til at fremholde litteraturen. Dette er en vigtig oplæringsperiode, for din pålidelighed og regelmæssighed vil danne mønsteret for hvordan disse nye vil begynde at undervise dem de studerer Bibelen med. Får trives når de får regelmæssig føde, og trofasthed er derfor en forudsætning for at kunne betjene dem. Jehova og Jesus er vore forbilleder når det gælder om at holde løfter; „lad os urokkeligt holde fast ved håbets bekendelse; thi trofast er han, som gav forjættelsen.“ — Hebr. 10:23.
Trofasthed fører til liv
15. (a) Giv eksempler på utro mennesker, hvis adfærd vi ikke skulle følge. (b) Sammenlign disse med trofaste Guds tjenere og de velsignelser de fik.
15 At holde fast ved sandheden kræver udholdenhed, og det er udholdenhed der resulterer i en godkendt tilstand; denne godkendte tilstand udvirker igen håb. (Rom. 5:4, NW) „Thi med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse.“ (Rom. 10:10; 2 Kor. 13:5; Gal. 6:9) Paulus sagde: „Jeg er hård mod mit legeme og holder det i ave, for at ikke jeg, der har prædiket for andre, selv skal blive forkastet.“ (1 Kor. 9:27) Kong Salomon havde ikke en sådan indstilling, og tænk på hvordan det gik ham. Han herskede som konge i fyrretyve år og brugte tyve år til at bygge et hus til Jehova og et hus til sig selv. Han byggede byer og skibe. Hans visdom og den fredfyldte fremgang som landet nød, er noget der er kendt i hele verden. Salomon bad om visdom, og Jehova opfyldte hans bøn. Alligevel svigtede han og døde utro. (1 Kong. 11:1-43) Jesus profeterede om at andre ville forlade den sande tilbedelse. (Matt. 24:12) Hvorfor være blandt dem hvis kærlighed ’bliver kold’? Følg det eksempel som de mange der omtales i Hebræerbrevet 11:4-39, satte. Tænk på Abraham. Han var femoghalvfjerds år da Jehova gav ham en ansvarsfuld opgave. Han døde i en alder af et hundrede og femoghalvfjerds år. Han tjente således Jehova i et hundrede år, og beretningen lyder: „Og Abraham døde i en god alderdom, gammel og mæt af dage.“ (1 Mos. 12:1, 4; 25:8) Gud var tilfreds med ham, og i Hebræerbrevet 11:8 omtales han som en mand der havde tro og viste lydighed. Mens vi snarere har mulighed for at leve end for at dø, skulle det være vort ønske at fortsætte trofaste i Jehovas tjeneste og vinde Guds godkendelse. Dengang nogle af Jesu disciple forargedes over det han sagde, kølnedes deres begejstring og de vendte tilbage til deres tidligere livsførelse. Da Jesus spurgte de andre disciple om de også ville forlade ham, sagde Simon Peter: „Herre! til hvem skal vi gå hen? Du har det evige livs ord.“ (Joh. 6:68) Jesus sagde ved en anden lejlighed: „Men den, som holder ud indtil enden, han skal frelses.“ — Matt. 24:13.
16. Forklar den indstilling vi må have for at kunne varetage vore mange pligter.
16 Det er sandt at der er meget at gøre i forbindelse med tjenesten for Gud og med varetagelsen af alle vore pligter. Vi må have et sundt sinds ånd for at bevare ligevægten. En rolig, velafbalanceret indstilling betyder tilfredshed og glæde. Ordsprogene 14:30 siger: „Sagtmodigt [roligt, NW] hjerte er liv for legemet,“ og Ordsprogene 15:13 lyder: „Glad hjerte giver venligt ansigt.“ De der lægger mærke til vor færd og som lytter til os, vil naturligvis behøve personlig hjælp for at aflægge deres gamle personlighed og iføre sig den nye. Efter at Paulus har opfordret os til at foretage denne fornyelse af sindet (Rom. 12:2, 3), viser han hvordan det kan lade sig gøre: „Men ifør jer Herren Jesus Kristus, og læg ikke på forhånd planer for at tilfredsstille kødets begæringer.“ (Rom. 13:14, NW) Jesus Kristus må være vort eksempel i alle ting, og heri ligger selve forudsætningen for at bevare vor ligevægt. Jesus var fuldkommen, og vi er ufuldkomne, men vi kan alligevel finde ud af hvilken vej det er sikkert at vandre. Jesus genspejlede Skaberens, Jehovas, sind, og gennem Sønnens ord og gerninger kan vi lære vor himmelske Fader at kende. Vi må opelske forståelse og værdsættelse heraf hos dem der vil høre på os. Hvis sandheden betyder noget for os vil vi forkynde den, anbefale den og tilskynde andre til at tage imod den, ja overtale dem der ser ud til at være „får“ til at anvende Guds ord i deres liv, så de „også af personlig interesse ser på de andres [sager]“. (NW) Filipperbrevet 2:4 formaner os til at hjælpe disse mennesker med at indrette deres liv så de kan behage Gud. Vi skal ikke tænke eller handle for dem, men vi må nødvendigvis hjælpe dem til at anvende Guds ords principper.
17. (a) Hvorfor må vi have tålmodighed med de nye? (b) Beskriv grunden til den dybe tilfredshed og lykke som tjenesten for Jehova giver.
17 Når vi husker at det er Guds ord der skaber den nye personlighed vil vi ikke blive utålmodige og give op fordi denne forandring ikke sker øjeblikkeligt. Det tager tid at forandre sin personlighed og blive en velafbalanceret forkynder. „Ved mildhed og troskab sones brøde, ved [Jehovas] frygt undviger man ondt.“ (Ordsp. 16:6) Men hvilken følelse af at være til gavn har vi ikke når vi giver fårene føde og med mildhed leder dem til at tilbede Jehova! Hvis Jehova betragter os som redskaber der bringer sandheden til andre, og englene hjælper os, er vi i sandhed begunstigede! Ord kan ikke forklare den dybe glæde vi føler, men Bibelen udtrykker det således: „Når [Jehova] har behag i et menneskes veje, gør han endog hans fjender til venner.“ (Ordsp. 16:7) „Men fredens Gud, som førte fårenes store hyrde, vor Herre Jesus, op fra de døde med en evig pagts blod, han gøre jer fuldkomne i alt godt, så I udfører hans vilje, og han virke i os det, som er velbehageligt for ham, ved Jesus Kristus: ham være æren i evighedernes evigheder! Amen.“ — Hebr. 13:20, 21.