Hvordan vi bevarer freden
„Da bor mit folk i fredens hjem, i trygge boliger, sorgfri pauluner.“ — Es. 32:18.
1. Hvorfor bliver „fredens Gud“ til tider en „krigshelt“, og hvor længe vil det være således?
GUDS ord siger at „alt har sin stund og hver en ting under himmelen sin tid: . . . tid til krig og tid til fred“. Det er derfor Jehova Gud ikke blot omtales som „fredens Gud“ eller „den Gud der giver fred“, men også ofte som „en krigshelt“ og som „hærskarers Jehova“. For at hævde sin overhøjhed og genindføre freden er det til tider nødvendigt for ham at gøre brug af krig; af den grund omtaler han sig selv som den der „udvirker fred og skaber ulykke“. Men det er kun under denne nuværende onde tingenes ordning at der er en tid til krig og en tid til fred; i den kommende nye orden, hvor Guds vilje vil ske både i himmelen og på jorden, vil der kun være tid til fred. — Præd. 3:1, 8; Fil. 4:9; Rom. 15:33, NW; 2 Mos. 15:3; Jak. 5:4, NW; Es. 45:7, NW.
2. Hvordan beskriver Bibelen undertiden Jehovas vidners fredelige virksomhed?
2 De fredelige kristne forkyndere og deres virksomhed omtales også ofte i vendinger der leder tanken hen på krig. Apostelen Paulus siger for eksempel: „Vær med til at lide ondt som en god stridsmand for Jesus Kristus.“ Han viser også at den kristne naturligvis ikke bruger kødelige eller bogstavelige våben: „Vore stridsvåben er nemlig ikke verdslige, men mægtige for Gud, så de kan nedbryde fæstningsværker.“ Og videre: „Den kamp, vi skal kæmpe, er ikke mod kød og blod, men mod . . . ondskabens åndemagter i himmelrummet.“ De kristne forkyndere bruger sandheden, „Åndens sværd, som er Guds ord“, der er „levende og virkende og skarpere end noget tveægget sværd“. Med det udrydder de falske, gudsbespottelige læresætninger, og det gør de ikke af hovmod eller i nogen ond hensigt, men i ydmyghed og kærlighed til Gud, sandheden og deres næste. — 2 Tim. 2:3; 2 Kor. 10:4; Ef. 6:12, 17; Hebr. 4:12.
3. Hvad kan der siges om vor pligt til at holde fred, og hvorfor?
3 Det fremgår heraf at de kristnes pligt til at holde fred ikke altid er den samme. Den kan siges at være en betingelse når det gælder deres forhold til medkristne. Som Bibelen siger: „I skal . . . holde fred med hverandre!“ „Brødre, . . . vær enige, hold fred.“ „Hold fred med hverandre!“ Når der opstår uoverensstemmelser mellem kristne må de sørge for at få disse bragt ud af verden, enten ved at gå til den de har fornærmet eller ved at gå til den der fornærmede dem. Men med hensyn til „dem udenfor“ er deres pligt til at holde fred relativ eller begrænset: „Om muligt“ — det er ikke altid muligt — „så vidt det står til jer“ — de der er udenfor ønsker måske ikke at få sagen bragt ud af verden — „hold fred med alle mennesker.“ — Mark. 9:50; 2 Kor. 13:11; 1 Tess. 5:13; Rom. 12:18, NW; Matt. 5:23, 24; 18:15-17.
Vær fredsommelig
4. (a) Hvilke faktorer modarbejder freden? (b) Hvilken vejledning indeholder Bibelen derfor?
4 På grund af nedarvet ufuldkommenhed, skrøbelighed og selviskhed er menneskene tilbøjelige til hurtigt at fare op, til at skændes eller bruge vold. Ufuldkomne forhold, uheldige sammentræf og den slags ting bidrager ligeledes til ufred. Det er derfor på sin plads at Guds ord fra først til sidst formaner os til at holde fred. Da patriarken Jakobs søn Josef, der var Ægyptens førsteminister, sendte sine brødre tilbage til sin fader efter at han havde givet sig til kende for dem, gav han dem dette kloge råd: „Kives ikke på vejen!“ Da det er så let at komme op at skændes kunne Salomon sige: „Mands ære er det at undgå trætte, men alle tåber vil strid.“ — 1 Mos. 45:24; Ordsp. 20:3.
5, 6. Hvilke goder medfører det at være fredsommelig?
5 De der har opnået Guds fred må derfor bestandig arbejde for fred, de må stræbe efter fred, hvis de skal bevare denne dyrebare gave. De må være fredsbevidste, fredsommelige. Og hvorfor skulle vi ikke være fredsommelige? Fred har på alle måder en gavnlig virkning på vort helbred og velbefindende. Det er en kendt sag at kiv og strid og stress, er blandt de dybere årsager til alle mentale, fysiske og følelsesmæssige sygdomme. Alene for vort eget velbefindendes skyld bør vi derfor stræbe efter fred. Der kan ikke være nogen lykke i den kristne menighed eller inden for familien hvis der stadig hersker ufred. Alle der er forstandige vil derfor være interesseret i at bevare freden.
6 Hertil kommer også at freden bidrager til større ydeevne og fremgang. En krigshærget jord bærer ingen afgrøde. Et menneske med et legeme, der er i strid med sig selv og som ikke kan fungere rigtigt, må på hospitalet hvor andre kan tage sig af det. På samme måde er fred nødvendig i en organisation, hvad enten denne er en familie, en menighed eller en forretningsvirksomhed, hvis alt skal gå glat og efter hensigten. Det er grunden til at de kristne formanes: „Retfærdighed er frugt af en sæd, der sås i fred til gavn for dem, som stifter fred.“ Og videre: „Den, som vil elske livet og se lykkelige dage, skal holde sin tunge fra ondt og sine læber fra at tale svig; skal vende sig fra ondt og gøre godt; skal søge fred og jage efter den!“ — Jak. 3:18; 1 Pet. 3:10, 11.
7. Hvad vil det sige at være fredsommelig?
7 Intet under at Gud i sit ord lægger så stor vægt på fred. De jøder der var vendt tilbage til Jerusalem gav han således denne formaning: „Elsk sandhed og fred!“ Og Jesus sagde: „Salige er de, som stifter fred [de fredsommelige, NW], thi de skal kaldes Guds børn.“ Læg mærke til at de fredsommelige ikke blot hentyder til dem der er fredelige eller som har fred, men til dem der er indstillet på at gøre noget for freden, der stræber efter fred og som arbejder på at skabe fred. Hvis vi vil have Guds godkendelse må vi være fredsommelige. — Zak. 8:19; Matt. 5:9.
8. Nævn en af de måder hvorpå vi kan vise at vi er fredsommelige, og hvad forpligter det os til?
8 Hvis vi virkelig hører til de fredsommelige „Guds børn“, vil vi bede om fred i vore bønner. Som salmisten David for lang tid siden formanede: „Bed om Jerusalems fred! Ro finde de, der elsker dig! Der råde fred på din mur, tryghed i dine borge! For brødres og frænders skyld vil jeg ønske dig fred.“ Apostelen Paulus formanede også: „Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alle ting jeres ønsker komme frem for Gud, idet I beder . . . så skal Guds fred, som overgår al forstand, bevare jeres hjerter og jeres tanker i Kristus Jesus.“ — Sl. 122:6-8; Fil. 4:6, 7.
Vær på vagt over for fredsforstyrrere
9-11. (a) Hvilken plads indtager stolthed blandt fredsforstyrrerne, og hvorfor? (b) Hvordan berører stolthed vort forhold til Gud? (c) Til næsten?
9 Hvis vi ønsker at Gud skal høre vore bønner om fred må vi selv gøre vor del; vi må arbejde for det vi beder om. Dette betyder blandt andet at vi må være på vagt over for fredsforstyrrere. Af disse er stolthed den værste. Hvorfor? Fordi det var stolthed der fra begyndelsen gjorde Satan Djævelen til den store fredsforstyrrer. Stolthed er den dybeste årsag til oprør mod Gud. Oprør vil sige en krigstilstand, det modsatte af fred. Stolthed gør oprør imod at underlægge sig; men hvis vi ikke underlægger os dem der er over os, bliver der ingen fred. — Ez. 28:17; 1 Pet. 5:5.
10 Stolthed gør os til Guds fjender. Hvordan kan vi have fred hvis vi er i krig med ham? Blandt de syv ting Jehova hader er „stolte øjne“ eller hovmod. Og den personificerede guddommelige visdom siger: „Jeg hader hovmod og stolthed, den onde vej og den falske mund.“ Ja, eftersom „Gud står de hovmodige imod“, kan der simpelt hen ikke være fred mellem os og Gud hvis vi er stolte. Hvis vi ønsker at have et fredeligt forhold til ham, må vi ydmyge os, for „[kun] de ydmyge giver han nåde“. „Jehova er ophøjet, og dog ser han den ydmyge; men den stolte kender han kun på afstand.“ — Ordsp. 6:16, 17; 8:13; Jak. 4:6; Sl. 138:6, NW.
11 Stolthed resulterer også i at det fredelige forhold til vor næste går tabt. Apostelen Paulus viser således hvordan forholdet mellem stolthed og strid — manglende fred — er identisk med årsag og virkning: „Lad os ikke søge tom ære, så vi udæsker hverandre og misunder hverandre.“ „Gør intet af egennytte eller lyst til tom ære, men agt i ydmyghed hverandre højere end jer selv.“ „Hvis nogen fører fremmed lære og ikke holder sig til vor Herres Jesu Kristi sunde ord og den lære, som sigter på gudsfrygt, så er han opblæst, skønt han intet forstår, men er syg efter ordstrid og mundhuggeri. Deraf kommer misundelse, kiv, smædeord, ondsindet mistanke og idelige rivninger.“ Der er ingen tvivl om at stolthed er en fredsforstyrrer. — Gal. 5:26; Fil. 2:3; 1 Tim. 6:3-5.
12, 13. Hvorfor er materialisme en fredsforstyrrer?
12 En anden fredsforstyrrer som vi må være på vagt over for er materialisme. Ønsket om materielle ting, om selvisk vinding, gør os utilfredse og bringer os mange vanskeligheder; og hvordan skulle vi så kunne have fred? Som der står skrevet: „Kærlighed til penge er en rod til alt ondt; drevet af den er nogle faret vild fra troen og har voldt sig selv megen bitter smerte.“ Vi kan hverken have fred med Gud eller fred i sindet hvis vi drives af materialisme. Lad os huske at vi ikke har „bragt noget med ind i verden og . . . heller ikke [kan] bringe noget ud fra den. Når vi har føde og klæder, skal vi lade os nøje med det“. Tilfredshed giver fred i sindet. — 1 Tim. 6:10, 7, 8.
13 Begærlighed får os også til at konkurrere med vor næste, og derved mister vi vor fred, for den får os til at kappes med ham om materielle ting på samme måde som stolthed får os til at kappes med ham om ære, og det fører til skinsyge, misundelse eller angst for at miste. I fredens interesse må vi derfor ønske at følge formaningen om ikke at se „hver på sit eget, men også på de andres“, og søge det der gavner dem og ikke blot os selv. — Fil. 2:4; 1 Kor. 10:23, 24.
14. Hvorfor kan alle „kødets gerninger“ kaldes fredsforstyrrere?
14 I virkeligheden er det sådan at alle former for selviskhed, alle „kødets gerninger“, er fredsforstyrrere, og jo grovere de er, desto større er deres magt til at forstyrre freden. Det er indlysende at løgn, tyveri, bedrag og alle former for umoralitet ødelægger ens fred med Gud fordi de giver en skyldbetynget samvittighed, og de ødelægger også det fredelige forhold til ens næste fordi de gør indgreb i hans rettigheder. Som Paulus så klart siger: „Dette er Guds vilje, . . . at I afholder jer fra utugt; at enhver af jer bør vide hvordan man får herredømme over sit eget kar i helliggørelse og ære, ikke i begærlig kønslig attrå som de nationer der ikke kender Gud; at ingen går så vidt, at han i denne sag fortrædiger sin broder og gør indgreb i hans ret, for Jehova forlanger straf over alt sådant.“ Læg også mærke til hvor mange af disse kødets gerninger der i sig selv virker som fredsforstyrrere: „Fjendskaber, kiv, nid, hidsighed, egennytte, splittelser, partier, misundelse, drukkenskab.“ Der er ingen tvivl om at hvis vi vil bevare freden må vi være på vagt over for og bekæmpe alle kødets gerninger. — 1 Tess. 4:3-6, NW; Gal. 5:20, 21.
Opelsk de egenskaber der fører til fred
15, 16. (a) Hvordan bidrager kærlighed til at bevare freden? (b) Hvordan bidrager glæde dertil?
15 Det siger sig selv at når alle „kødets gerninger“ er fredsforstyrrere, så må alle åndens frugter (og lad os ikke glemme at fred er en af dens frugter) være egenskaber der bidrager til fred, og som vi derfor ønsker at opelske. (Gal. 5:22, 23, NW) Den første såvel som den største af disse er kærlighed. Kærligheden hjælper os til at bevare freden, både ved hvad den ikke gør og ved hvad den gør. På den ene side ’misunder den ikke, praler ikke, opblæses ikke og gør intet usømmeligt’, alt sammen noget der ville forstyrre freden. Tværtimod at ødelægge andre ved begærlighed søger kærligheden ikke „sit eget“. Kærligheden ødelægger ikke sin egen fred ved at lade sig ophidse eller bære nag; „den holder ikke regnskab med forurettelser“. (NW) På den anden side bidrager den til fred ved at den ’glæder sig over sandheden og tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt’. Hvis vi opelsker kærlighed bliver vi i sandhed hjulpet til at bevare freden. — 1 Kor. 13:4-7.
16 Bidrager glæde også til fred? Ja, i høj grad! Glæde er en positiv, udadvendt egenskab, og bidrager derfor til fred, ligesom fred skaber glæde. Glæde giver styrke, den sætter os i stand til at overse forseelser og ubetydelige fornærmelser der ellers kunne bringe os ud af ligevægt og dermed berøve os vor fred. Nært knyttet til glæde er en humoristisk sans, der ofte kan redde en pinlig eller ubehagelig situation og således medvirke til at bevare freden. — Neh. 8:10.
17, 18. (a) Hvordan er langmodighed med til at skabe fred? (b) Hvordan bidrager venlighed hertil?
17 Hvad med langmodighed? Der er ingen tvivl om at den er en hjælp til at bevare freden. Hvor megen strid mellem nationerne, inden for det enkelte land, mellem racerne og mellem enkeltpersoner skyldes ikke manglende langmodighedl Langmodighed skaber fred, for den affinder sig med forholdene når det er muligt, i stedet for at skabe problemer eller volde strid. Langmodighed forhindrer at vi bliver overfølsomme og lette at fornærme, og derved bidrager den til fred. Ja, det kræver langmodighed hvis vi skal ’bære over med hverandre i kærlighed og stræbe efter at bevare Åndens enhed i fredens bånd’. — Ef. 4:2, 3.
18 Den næste af åndens frugter der omtales i Galaterbrevet 5:22 (NW) er venlighed. Det er også en egenskab vi ønsker at opelske til gavn for freden. Som det er blevet sagt har venlighed magt til at drive misforståelser på flugt og bane vej for tilgivelse. Den afvæbner den kritiske, den fordomsfulde og den mistænksomme, og det bidrager alt sammen til fred. Den betydning venlighed har for fredens bevarelse, fremgår af apostelen Paulus’ ord i Efeserbrevet 4:31, 32, hvor han stiller venlighed i kontrast til dens modsætninger: „Al bitterhed og hidsighed og vrede og skrig og spot være fjernt fra jer som i det hele al ondskab! Men vær gode [venlige, NW] mod hverandre og barmhjertige, så I tilgiver hverandre, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus.“
19-21. (a) Hvilken værdi har godhed for fred? (b) Hvilken værdi har tro? (c) Mildhed?
19 En lige så værdifuld hjælp til fred er godhed, der defineres som dyd, den rette etiske beskaffenhed. Skaberen, Jehova Gud, er selve den personificerede godhed, og da vi er skabt i hans billede må vi søge at efterligne ham. Hvis freden er fjernt fra de onde, må den naturligvis være nær hos dem der øver godhed, dem der frembringer lysets frugt, der består i „al godhed og retfærdighed og sandhed“. I vor tid findes der kun lidt „kærlighed til det gode“, og derfor er der kun så lidt fred i verden. Godhed hører sammen med en god samvittighed, som er en betingelse for fred. Derfor formanes de kristne: „Bevar en god samvittighed, så at de der taler nedsættende om jeres gode færd . . . vil blive til skamme.“ — Ef. 5:9; 2 Tim. 3:3, NW; 1 Pet. 3:16, NW.
20 En anden af åndens frugter der er en stor hjælp til at bevare freden er tro, tillid til Jehova. Vi læser: „[Et folk] hvis sind er fast, som vogter på fred, thi det stoler på dig.“ Som Jesus formanede: „Jeres hjerte forfærdes ikke! Tro på Gud, og tro på mig.“ På grund af tro kan vi ’rette os og løfte vore hoveder, thi vor forløsning nærmer sig’, nu hvor alle andre ’dåner af rædsel og gru for det som kommer over jorderige’. Når vore skrøbeligheder og mangler bekymrer os og gør os modløse, kan vi få fred ved at tro på Jehovas kærlighed og barmhjertighed og på Kristi genløsningsoffer. — Es. 26:3; Joh. 14:1; Luk. 21:28, 25, 26; Sl. 103:8-14; 1 Joh. 1:7.
21 Hvor indlysende at den næste af åndens frugter som apostelen Paulus omtaler, nemlig mildhed, bidrager til freden! At være mild vil sige at være blid, beroligende, ikke hård, brutal eller irriteret. Jesus var mild og sagtmodig, og han sagde at de sagtmodige var lykkelige. Der er intet der forstyrrer freden så meget som vrede, men „mildt svar stiller vrede“. Ja, det er især når vi står over for nogle der ikke er milde men som viser hårdhed, for eksempel når myndighederne ’afkræver os en grund for det håb der bor i os’ at vi har brug for at svare med „sagtmodighed og dyb respekt“. — Ordsp. 15:1; 1 Pet. 3:15, NW; Matt. 5:5; 11:29.
22. Hvorfor er selvbeherskelse en hjælp til at holde fred?
22 Den sidste af åndens frugter er selvbeherskelse, en egenskab der kun overgås af kærlighed som en hjælp til at bevare freden. Når nogen fornærmer os, så at sige slår os på kinden, vil selvbeherskelse hjælpe os til at vende den anden kind til, og vi bevarer således freden. Selvbeherskelse vil hindre os i at råbe op når andre bliver ophidsede, og derved hjælper vi til at bevare freden. „Vredladen mand vækker splid, sindig mand [en der viser selvbeherskelse] stiller trætte“, det vil sige genopretter freden. — Ordsp. 15:18; Matt. 5:39.
23. Hvilken rolle spiller beherskelse af tungen i forbindelse med fred?
23 Vi må især beherske tungen. Sladder kan være harmløs, men den kan også gøre fortræd og skille venner, hvis der siges noget nedsættende. Vi læser: „Er der intet brænde, går ilden ud, er der ingen bagtaler, stilles trætte.“ „Driv spotteren ud, så går trætten med.“ Det er også nødvendigt at beherske tungen når nogen kommer og beklager sig til os over et eller andet. I en sådan situation sker det let at vi lader følelserne løbe af med os og tager parti for den forurettede. Men lad det ikke ske! Lad os vise selvbeherskelse, bevare ligevægten og gennemtænke sagen. Lad os for fredens skyld søge at få vedkommende til at se lysere på situationen: ’Var det nu også så slemt? Du må have misforstået ham, eller han dig. Måske havde han det ikke så godt på det tidspunkt. Tag det nu ikke så alvorligt, jeg er sikker på at han ikke mente noget ondt med det!’ og så videre. Således kan vi også arbejde på at skabe fred. — Ordsp. 26:20; 22:10.
24, 25. Hvilket ansvar i forbindelse med fredens interesser har ægtemænd, tilsynsmænd og hustruer?
24 Så uanset hvor vi er, vil vi ønske at vise selvbeherskelse for fredens skyld. En mand er måske irriteret over noget hans kone eller børn har sagt eller gjort. Hvis han viser selvbeherskelse vil situationen let kunne bedres, men svarer han igen eller handler overilet, vil han drive freden endnu længere bort. Det samme gælder i den kristne menighed. Hvis en tilsynsmand, når der er tale om en eller anden forseelse, svarer vredt eller ophidset igen med uoverlagte ord, jager han så at sige freden bort. Og så må freden genoprettes før problemet kan løses. — 2 Tim. 2:23, 24.
25 Det vil ikke sige at andre ikke også har et ansvar i denne henseende. „Hellere bo i en krog på taget end fælles hus med trættekær kvinde.“ En sådan hustru der ganske unødvendigt og urimeligt skælder og smælder ødelægger freden. Hendes mangel på selvbeherskelse er en prøve for hendes omgivelsers selvbeherskelse. — Ordsp. 21:9.
26, 27. Hvad kan der som opsummering siges om hvordan vi opnår og bevarer vor fred?
26 Da fred i sig selv er en af Guds ånds frugter, kan de øvrige af åndens frugter hjælpe os til at opelske denne frugt og bevare den. Jehova, fredens Gud, og hans søn, Fredsfyrsten, har givet os deres fred. Det er en særlig form for fred, grundlagt på principper, og den er ikke afhængig af vore omgivelser. Ved at udøve tro har vi opnået fred med Jehova Gud, og nu må vi arbejde på at bevare denne fred. Vi må have et fredeligt forhold til vore brødre, og så vidt det står til os holde fred med vor næste, hvem han end er.
27 Det vil sige at vi må være fredsommelige, stræbe efter fred, bede om fred, arbejde for fred og være på vagt over for de mange fredsforstyrrere, i særdeleshed den store fredsforstyrrer, Satan Djævelen. Det vil sige at vi må opelske alle de øvrige af åndens frugter som bidrager til fred. Vi ønsker at bevare vor fred, for fred har en gavnlig virkning på sind og legeme, den hjælper os til at være virksomme og resulterer i lykke.
28. Hvilken forbindelse er der mellem fred og lykke?
28 Er Jehova Gud ikke en lykkelig Gud og Jesus Kristus en lykkelig konge? Jo, de er, og hvis vi vil være lykkelige må vi eje deres fred. „De, der stifter fred, har glæde.“ Jesus sagde: „Salige [lykkelige, NW] er de, som stifter fred, thi de skal kaldes Guds børn.“ Forstår vi hvad disse ord betyder? Fredsommelighed er med andre ord en egenskab der kendetegner Guds børn, ligesom deres kærlighed og deres budskab gør. Lad os derfor altid værne om Guds fred, vort eje. — Ordsp. 12:20; Matt. 5:9.