At gøre Guds vilje har været min lyst

FORTALT AF A. H. MACMILLAN

EFTER at jeg i seksogtres år har stræbt efter at gøre Guds vilje vil jeg gerne sige at det har været lykkelige år. Jeg føler ligesom judæeren David der sagde: „At gøre din vilje, min Gud, er min lyst.“ (Sl. 40:9) Jeg har set Jehovas organisation vokse fra en lille begyndelse, da jeg i september 1900 i en alder af treogtyve indviede mig til Gud, til et verdensomfattende samfund af lykkelige mennesker der nidkært forkynder hans sandheder.

Få i Jehova Guds organisation har haft den forret jeg har haft. Jeg har levet og tjent som et af Jehovas vidner i tre forskellige æraer af organisationens historie. Jeg har haft nær tilknytning til tre af Vagttårnsselskabets præsidenter og har været vidne til den fremgang Guds folk har haft under deres ledelse. Endskønt hver æra var så vidt forskellig fra de andre som den kunne være, har hver af dem opfyldt sin mission i fuldbyrdelsen af Jehovas hensigter, og nu da jeg ser afslutningen på min tjeneste for Gud her på jorden nærme sig, er jeg mere end nogen sinde overbevist om at Jehova har ledet sit folk og givet det netop hvad det behøvede til rette tid.

Jeg har set organisationen blive udsat for mange alvorlige trængsler og dens medlemmers tro blive prøvet. Med Guds ånds hjælp er den kommet igennem dem alle og er stadig vokset. Jeg har set den visdom der ligger i tålmodigt at vente på at Jehova skal give os en bedre forståelse af Bibelen, i stedet for at strides om en ny tanke. Somme tider var vore forventninger til en bestemt dato større end Bibelen gav hjemmel for. Selv om disse forventninger ikke blev indfriet, ændrede dette ikke Guds hensigter. De grundlæggende sandheder vi havde lært fra Bibelen var stadig de samme. Så jeg lærte at vi burde indrømme vore fejl og granske Guds ord for at blive mere oplyst. Selv om vi fra tid til anden måtte ændre vor forståelse, kunne dette ikke ændre den nåderige genløsningsforanstaltning og Guds løfte om evigt liv. Der var derfor ingen grund til at miste troen fordi visse forventninger ikke blev indfriet eller fordi var forståelse blev ændret.

Jeg husker dengang jeg i 1914 talte ved et stævne i Saratoga Springs i staten New York. Emnet var: „Alle tings ende er kommet nær, lad os derfor våge og bede!“ Jeg troede det oprigtigt selv — at kirken ville „komme hjem“ i oktober. Under dette foredrag fremsatte jeg følgende uheldige bemærkning: „Det er sandsynligvis det sidste offentlige møde, jeg taler ved, da vi jo alle snart kommer hjem nu.“

Næste morgen vendte 500 af os tilbage til Brooklyn hvor der skulle afholdes en gudstjeneste som afslutning på konventet. En hel del af konventsdeltagerne opholdt sig på Betel. Fredag morgen sad vi alle ved morgenbordet da broder Russell kom ned. Når han kom ind stod han gerne stille et øjeblik og sagde muntert: „Godmorgen, alle sammen!“ Men denne morgen klappede han i hænderne og meddelte lykkeligt: „Hedningetiderne er forbi; kongernes dage er forbi!“ Broder Russell satte sig for bordenden og sagde et par ord, og så måtte jeg stå for skud og finde mig i nogle godmodige drillerier.

Broder Russell sagde: „Vi må foretage nogle ændringer i programmet for søndag. Søndag klokken halv elleve vil broder Macmillan tale til os.“ Alle lo hjerteligt da de huskede hvad jeg havde sagt om onsdagen i Saratoga Springs — at det var „sidste gang jeg talte offentligt“! Så fik jeg jo travlt med at finde noget at sige. Jeg fandt Salme 74:9: „Vore tegn, dem ser vi ikke, profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os.“ Det var noget helt andet. I den tale prøvede jeg at vise vennerne at nogle af os måske havde været lidt for hastige med at tro at vi skulle til himmelen med det samme, og at det vi nu havde at gøre var at arbejde ivrigt i Herrens tjeneste indtil han besluttede hvornår nogle af hans godkendte tjenere skulle tages hjem til himmelen.

Skønt vor forventning om at blive taget til himmelen ikke blev indfriet i 1914, udløb hedningetiderne, som vi havde ventet, virkelig det år. Så det var ikke alle vore forventninger i forbindelse med det år der blev skuffet. Men vi var ikke særlig foruroligede over at ikke alt fandt sted som vi havde forventet, for vi var travlt optaget af arbejdet med Fotodramaet og med de problemer som krigen skabte.

En udvidelse af forkyndelsen forudset

Broder Russell var klar over at selv om nogle medlemmer af den åndelige skare blev ladt tilbage på jorden, ville dette ikke ændre noget ved tidspunktet for afslutningen på hedningetiderne eller nationernes ubrudte herredømme. Han understregede bestandig „at det næste der skulle ske, var oprettelsen af det herlige rige ved den store mellemmand“, Guds søn. Denne opfattelse affødte mange spørgsmål i vort sind. Et af dem var hvordan Mattæus 24:14, der beskrev den verdensomfattende forkyndelse af den gode nyhed om Guds rige, ville blive opfyldt i fremtiden.

I denne forbindelse husker jeg en oplevelse der fandt sted kort før broder Russell døde. Han tilbragte altid formiddagen fra otte til tolv i sit studereværelse, hvor han udarbejdede artikler til Vagttårnet eller arbejdede med andre ting som krævede studium af Bibelen. Ingen kom til hans studereværelse om formiddagen uden at være direkte tilkaldt eller uden at have noget meget vigtigt at forelægge ham. En morgen omkring fem minutter over otte kom en stenograf løbende ned ad trapperne og sagde til mig: „Broder Russell vil gerne tale med dig i sit studereværelse.“ Jeg tænkte: „Nå, hvad mon jeg nu har gjort?“ At blive kaldt til studereværelset om morgenen betød at det måtte være noget vigtigt.

Jeg bankede på døren til studereværelset, og broder Russell sagde: „Kom indenfor, broder! Vil du ikke gå ind i dagligstuen?“ Dagligstuen lå ved siden af studereværelset. Han sagde: „Broder, er du sandheden lige så hengiven nu som du var da du begyndte?“ Jeg så overrasket ud. Han fortsatte: „Du skal ikke blive forbavset! Det er kun et indledende spørgsmål.“ Så begyndte han at tale om sit helbred, og jeg kendte tilstrækkeligt til medicinske forhold til at være klar over at han ikke havde mange måneder tilbage at leve i såfremt der ikke indtraf en ændring. Han sagde: „Det er altså det jeg vil tale med dig om, broder; jeg er ikke længere i stand til at passe arbejdet selv, og der er endnu et stort arbejde der skal gøres, ja, et verdensomfattende arbejde der skal gøres.“ Jeg var der i tre timer, og han beskrev den omfattende forkyndelse jeg ser Jehovas folk udføre i dag. Han så den ved hjælp af det han læste i Bibelen.

Jeg sagde: „Broder Russell, det du siger, hænger ikke rigtigt sammen. Det stemmer ikke rigtig.“

„Hvad mener du, broder?“ spurgte han.

„At du skal dø, og arbejdet skal fortsætte!“ svarede jeg. „Når du dør, vil vi alle stille lægge armene over kors og vente at følge med dig til himmelen. Så er det slut med vores arbejde!“

„Broder,“ sagde han, „hvis det er din tro, så ser du ikke meningen med vores arbejde. Dette er ikke menneskers værk. Jeg betyder ikke noget for arbejdets gennemførelse. Lyset vokser. Der ligger et stort arbejde og venter.“

Jeg tog fejl i at tro at vi ville lægge armene over kors og holde op når han døde. Arbejdet fortsatte, og efterhånden som tiden gik, begyndte vi at arbejde hårdere end nogen sinde. Det store arbejde Jehovas folk i dag udfører, viser hvor meget jeg tog fejl. Dette er i sandhed ikke menneskers værk.

Efter at broder Russell havde skildret det arbejde der lå foran, sagde han: „Jeg må have nogen der kan komme her og aflaste mig. Jeg vil stadig lede arbejdet, men jeg er ikke i stand til at føre tilsyn med det på samme måde som tidligere.“ Vi drøftede derpå forskellige personer. Da jeg til sidst ville gå og skulle gennem en skydedør der førte ud til gangen sagde han: „Lige et øjeblik. Gå du nu ind i dit værelse og bed til Gud om den sag, og kom så og sig mig om broder Macmillan vil modtage denne stilling.“ Han lukkede døren før jeg fik sagt mere. Jeg stod helt overvældet. Hvad kunne jeg gøre for at hjælpe broder Russell i dette arbejde? Det krævede en mand der ejede administrative evner, og alt hvad jeg kendte til var at forkynde religion. Jeg tænkte imidlertid sagen igennem og gik senere tilbage til ham og sagde: „Broder, jeg vil gøre alt hvad jeg kan. Det er lige meget hvad du sætter mig til.“ Han overdrog mig så ledelsen da han tog af sted på den rejse til Californien som han aldrig vendte tilbage fra.

Tirsdag den 31. oktober 1916 døde broder Russell i Pampa, Texas, i toget på vej tilbage til New York. Det var et stort chok! Da jeg næste dag ved morgenbordet læste telegrammet om hans død for betelfamilien, lød den suk og gråd overalt i spisestuen. Vi tog fat på arbejdet så godt vi kunne, uden at vide hvordan vi skulle gribe det an. Jeg prøvede at forklare dem hvad broder Russell havde sagt til mig om det store arbejde der ventede, men de sagde: „Hvem skal tage sig af det?“

En ny præsident vælges

Vi dannede en komité, en eksekutivkomité: Kassereren, vicepræsidenten og jeg, sammen med broder Rutherford, der blev formand. Denne komité holdt arbejdet i gang til valget af bestyrelsesmedlemmer skulle finde sted i januar 1917. Spørgsmålet var nu hvem der skulle opstilles til posten som Vagttårnsselskabets præsident. Broder Van Amburgh kom en dag hen til mig og sagde: „Broder, hvad mener du om det?“ Jeg svarede: „Hvad enten man kan lide det eller ej kan der kun være tale om én. Der er kun én mand der kan påtage sig dette arbejde nu, og det er broder Rutherford.“ Han greb min hånd og sagde: „Jeg er ganske af samme mening.“ Broder Rutherford selv anede intet om det. Han gjorde ikke noget for at skaffe sig stemmer. Da valget kom, blev han valgt til præsident, og han fortsatte som sådan til sin død den 8. januar 1942.

Jeg mødte første gang broder Rutherford i 1905 da broder Russell og jeg foretog en rejse gennem De forenede Stater. I Kansas City forberedte brødrene sig på at tage imod os. De bad dommer Rutherford i Missouri om at komme og være sammen med os. Alt hvad de vidste om ham var at han havde Studier i Skriften. Han kom og var sammen med broder Russell og mig, og resultatet var at vi kom til at kende ham godt. Kort tid efter rejste jeg tilbage samme vej, og jeg gjorde holdt for at besøge dommer Rutherford en dag eller to. Da han en tid virkede som dommer i særlige sager ved fjortende retskreds i Missouri, blev han almindeligvis kaldt „dommer“. Jeg sagde da til ham: „Dommer, du bør forkynde sandheden her.“

„Jeg er ikke prædikant,“ svarede han. „Jeg er sagfører.“

„Hør nu dommer,“ sagde jeg, „jeg vil vise dig hvad du skal gøre. Tag din bibel og få fat i en lille gruppe mennesker og fortæl dem om livet og døden og hvad der er efter døden. Vis dem hvorfra vi har fået livet, hvorfor vi er blevet underlagt døden og hvad døden betyder. Brug Bibelen som vidne, og slut af med at sige: ’Jeg har hermed fremlagt alle kendsgerninger’, akkurat som du ville gøre over for nævningene i en retssag, og slut så med det.“

„Det lyder ikke så dårligt,“ sagde han.

Der var en farvet mand der boede og arbejdede på en lille gård i udkanten af byen, nær hans hjem. Der var omkring femten til tyve farvede der, og Rutherford gik over til dem for at holde en prædiken for dem om „Livet, døden og hvad der er efter døden“. Mens han talte blev de ved med at sige: „Herren være lovet, dommer! Hvor ved du alt det fra?“ Det var en stor oplevelse for ham. Det var det første bibelske foredrag han holdt. Siden hen, som Selskabets præsident, blev han kendt som taler verden over, ikke mindst på grund af sine radioforedrag.

Kun kort tid efter, i 1906, havde jeg den forret at døbe ham i Saint Paul i Minnesota. Han var en af de 144 som jeg personligt døbte i vand den dag. Da han blev Selskabets præsident var det mig en særlig stor glæde.

I fængsel

I 1918 kom der en tid med virkelige vanskeligheder. Justitsministeriet slog ned på os og satte otte af os i Raymond Street-fængselet i Brooklyn. Vi stillede kaution og ventede til vores sag skulle for. Anklagen mod os lød på at vi havde overtrådt spionageloven af 15. juni 1917. På grund af vort bibelske undervisningsarbejde blev vi anklaget for at have dannet en sammensværgelse der skulle hindre De forenede Stater i at samle en hær.

Under retssagen hævdede regeringen at hvis nogen stod på et gadehjørne og gentog fadervor i den hensigt at fratage nogen lysten til at blive soldat, kunne vedkommende sendes i fængsel. Og det faldt myndighederne let at fortolke ens hensigt. De mente de var i stand til at sige hvad andre tænkte, og det var på dette grundlag de dømte os, skønt vi aflagde vidneforklaring om at vi aldrig på noget tidspunkt havde lagt råd op om at gøre noget som helst der kunne påvirke udskrivningen af soldater, og aldrig havde opmuntret nogen til at modsætte sig den. Det var alt sammen til ingen nytte. Visse af kristenhedens religiøse ledere og deres politiske tilhængere havde besluttet at få ram på os. Anklagemyndigheden arbejdede med dommer Howes billigelse frem mod en domfældelse ud fra det grundlag at vort inderste motiv var irrelevant, og at vore hensigter kunne bedømmes ud fra vore handlinger. Jeg blev kendt skyldig blot fordi jeg havde medunderskrevet en check som man ikke rigtig vidste hvad dækkede, og fordi jeg havde underskrevet en beretning der var blevet læst op af broder Rutherford ved et bestyrelsesmøde. Selv da kunne de ikke bevise at det var min underskrift. Denne uretfærdige kendelse hjalp os senere da vi appellerede sagen.

Vi blev uretfærdigt idømt firs års fængsel. Alle dommene gjaldt for de fire anklagepunkter, tyve år for hvert, men de måtte afsones samtidig. Det betød at jeg skulle sidde i fængselet i Atlanta i tyve år. Den fordomsfulde dommer nægtede at løslade os mod kaution mens vi appellerede dommene. Vi måtte derfor gå i fængsel. Ni måneder senere fremsatte vores sagfører på opfordring fra De forenede Staters højesteretsdommer Louis D. Brandeis, på ny en ansøgning til kredsappelretten i New York om løsladelse mod kaution. Vi blev sat på fri fod den 21. marts 1919, og den 14. maj 1919 omstødte retten underrettens afgørelse. I sin kendelse sagde dommer Ward: „De anklagede i denne sag har ikke fået den nøgterne og upartiske behandling de havde ret til, og derfor omstødes dommen.“ Vore fjenders bestræbelser for at skabe uret i lovens navn og derved skaffe os af vejen i tyve år og ødelægge Herrens arbejde, var mislykkedes.

Da vi ankom til fængselet i Atlanta sagde inspektøren til os: „I skal være her i fængselet i lang tid. Vi vil give jer noget arbejde af en slags. Hvad kan I?“

Jeg sagde: „Jeg har aldrig bestilt andet i mit liv end at prædike. Er der noget af den slags her jeg kan gøre?“

„Nej, min herre!“ sagde han. „Det er derfor De er kommet her, og jeg siger Dem med det samme at der ikke bliver tale om at prædike her.“

Efter nogen tid begyndte de imidlertid en søndagsskole og inddelte fangerne i forskellige klasser. Jeg fik en klasse med cirka femten jødiske fanger, og broder Rutherford fik også en klasse. Ja, til sidst havde vi alle en klasse hver. Vore timer begyndte med Abraham, med de løfter han og Isak og Jakob havde fået, og vi fulgte dem op igennem hele slægten. Jeg kunne ikke have fået noget bedre at undervise i. En dag mødte jeg inspektøren, og han sagde: „Macmillan, de timer De giver er storartede. Jeg følger dem, og jeg tror De med tiden vil føre alle disse jøder ind i det forjættede land.“

„Da jeg kom her,“ svarede jeg, „fik jeg at vide at jeg ikke skulle prædike.“

„Det var dengang,“ sagde han.

En influenza-epidemi ramte fængselet, og undervisningen blev afbrudt. Men kort før vi skulle løslades talte broder Rutherford i næsten tre kvarter til søndagsskolen. Der var også mange af fængselspersonalet til stede, og adskillige af dem havde tårer i øjnene. Det gjorde et dybt indtryk på dem. Vi efterlod en lille gruppe der i fængselet som forblev trofast.

I fængselet fandt der også en anden interessant begivenhed sted i forbindelse med valget af Selskabets bestyrelse. Da dagen for valget kom, udtrykte broder Rutherford bekymring for at utilfredse personer i organisationen som havde hjulpet vore religiøse og politiske fjender med at få os i fængsel, ville prøve at overtage Selskabet og ødelægge det. Jeg sagde til ham at eftersom vi ikke kunne være der og påvirke valget ved vor tilstedeværelse ville dette give Herren en mulighed for at vise hvem han ønskede at have som Selskabets præsident.

Næste morgen bankede han på min cellevæg og sagde: „Stik hånden ud.“ Da jeg gjorde det, rakte han mig et telegram hvori der stod at han var blevet genvalgt til præsident. Senere samme dag sagde han til mig: „Jeg vil gerne sige dig noget. Du kom med en bemærkning i går som jeg har tænkt meget over; det var din udtalelse om at vi var blevet sat i broder Russells sted og at vi ville have påvirket valget hvis vi havde været til stede i Pittsburgh, og så ville Herren ikke have haft mulighed for at vise hvem han ønskede. Det siger jeg dig, broder, hvis jeg nogen sinde slipper ud herfra, så skal jeg med Guds hjælp knuse enhver form for persondyrkelse. Hvad mere er, jeg skal tage sandhedens dolk og sprætte maven op på det gamle Babylon! De har fået os herind, men vi vil komme ud!“ Fra sin løsladelse og til sin død holdt han dette løfte, idet han afslørede den ondskab der gennemsyrer det store Babylon, den falske religions verdensimperium.

Erfaringerne i fængselet og de prøvelser vi måtte igennem på grund af visse selviske mennesker der havde vendt sig bort fra organisationen og skabt vanskeligheder for os, svækkede ikke min tro. Min tro voksede hele tiden, fordi jeg fra Bibelen vidste at Kristi efterfølgere ville komme ud for vanskeligheder og trængsler. Jeg vidste at Djævelen prøvede at ødelægge Herrens arbejde, men han kunne ikke standse det. De prøvelser der kom over os, og det had som mennesker der engang havde været vore brødre viste os, kunne derfor ikke rokke mig. Dette var hvad vi kunne vente. Det rokkede ikke min tro på sandheden og på Jehovas organisation.

Rejser

Det har været min forret at foretage mange rejser for Selskabet for at opmuntre brødrene og øge interessen for Guds ords sandheder. Den 12. august 1920 rejste jeg med broder Rutherford og andre af Selskabets ledere til Europa om bord på S.S. Imperator. Vi ankom til England lørdag eftermiddag den 21. august. Vi rejste rundt i England og holdt foredrag i forskellige mødesale der var fyldt til trængsel. Fem år senere, i 1925, ledsagede jeg broder Rutherford til Europa på endnu en rejse, og denne gang besøgte jeg brødrene i Polen.

Da vi var interesserede i at forkynde den gode nyhed om Guds rige for jøderne, fik jeg det glædelige hverv at foretage en særlig rejse til det der dengang hed Palæstina, hvortil jeg sejlede om bord på President Arthur den 12. marts 1925. I Palæstina fik jeg lejlighed til at tale om Guds hensigter og at besøge steder hvor Jesus havde forkyndt.

I årenes løb foretog jeg mange rejser for Selskabet i De forenede Stater. Under den anden verdenskrig havde jeg en tid enogtyve fængsler at besøge. Det var en rundtur på cirka 20.000 kilometer, og jeg besøgte dem hver sjette uge for at opmuntre vore brødre der var fængslet fordi de nægtede at bryde deres kristne neutralitet. Det var et strengt arbejde, men de glæder det gav mig, opvejede langt de vanskeligheder jeg måtte igennem.

Efter den anden verdenskrig

I de sidste tyve år har jeg haft den fornøjelse at arbejde sammen med Selskabets tredje præsident, broder Knorr. Uheldigvis har min fremskredne alder begrænset det arbejde jeg kan magte. Før jeg begyndte at besøge fængslerne virkede jeg i adskillige år i pionertjenesten, idet jeg blev specialpioner i 1941. Efter at broder Knorr var blevet præsident i 1942 begyndte jeg at besøge fængslerne, og derpå blev jeg i 1947 sektionstjener. Jeg kom tilbage til Betel i 1948 og begyndte i december dette år at medvirke i udsendelserne fra Selskabets radiostation, WBBR. Jeg havde et dagligt program, hvori jeg drøftede et afsnit af Bibelen med en ung pige der skulle forestille at være min niece. Vi gennemgik hele Bibelen og drøftede den vers for vers.

I de sidste år har det været en virkelig prøve for mig at jeg ikke har kunnet være så aktiv i Herrens gerning som før, selv om jeg stadig regelmæssigt overværer møderne. Jeg må bestandig kæmpe med modløshed. Mine fysiske skrøbeligheder får mig somme tider til at tro at Djævelen prøver at friste mig, ligesom han fristede Job. Men jeg ved at jeg må holde fast ved min uangribelighed lige til enden, ligesom Job gjorde. Det har været svært for mig at se de andre der var sammen med mig i fængselet i Atlanta, modtage deres himmelske belønning, mens jeg er blevet ladt tilbage. Jeg er den sidste af den gruppe.

I en alder af niogfirs år kan jeg se tilbage på mit liv og sige at jeg ikke ville vælge nogen anden beskæftigelse, hvis jeg kunne leve det om igen. Jeg ville i stedet arbejde hårdere og flittigere.

I årenes løb har jeg været igennem mange prøver og har flere gange måttet ændre min forståelse af Guds ord, men jeg har ikke set nogen grund til at lade sådanne ting rokke min tro. En sådan ændring i den kristnes forståelse er nødvendig for hans åndelige vækst, idet Gud med tiden kaster mere og mere lys over sit ord. De ændrede synspunkter ændrede ikke sådanne grundlæggende sandheder som genløsningen, opstandelsen af de døde og Guds løfter om evigt liv. De ændrede ikke noget ved opfyldelsen af Guds løfter som klart omtales i hans ord. I dag er min tro derfor så stærk som nogen sinde.

Skønt det har været mit stadige ønske at tjene Gud, har der været prøvende stunder hvor jeg har trængt til opmuntring. Et skriftsted der har givet mig en sådan opmuntring er det som vor elskede broder Paulus skrev i Filipperbrevet 4:6, 7: „Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alle ting jeres ønsker komme frem for Gud, idet I beder og bønfalder under taksigelse; så skal Guds fred, som overgår al forstand, bevare jeres hjerter og jeres tanker i Kristus Jesus.“ Jeg har erfaret at vi kun kan have fred når vi stoler på Gud og har tillid til ham og hans ord.

Når jeg tænker på det store arbejde Guds folk udfører i dag, ser jeg Salme 110:3 i et nyt lys: „Dit unge mandskab [kommer] til dig som dug.“ Guds folk er som forfriskende dugdråber der blidt kvæger det tørre land når de på gentagne besøg hos folk underviser dem i Guds sandheder. I modsætning hertil har jeg set prædikanter der var som et regnskyl på tørt land. Vandet løber hurtigt væk og efterlader jorden tør. Disse prædikanter overvældede deres tilhørere med ord og rejste så hurtigt igen.