Kødets gerninger er svir og drik

„GÅ HJEM og glem det hele!“ Sådan sagde dommeren i München til det ulykkelige unge par foran ham. „Når alt kommer til alt skete det jo i karnevalstiden.“ Ja, det er den vejledning en dommer i München gang på gang giver ægtepar der kommer til ham for at blive skilt fordi en af dem har været utro i karnevalstiden, der i München varer syv uger.

Hvordan er disse karnevaller? Der berettes følgende om dem: „Med overgiven løssluppenhed (der uvægerlig fører til en højere fødselsprocent i oktober og november) fejrer vesttyskerne i Rhinlandet og Sydtyskland deres årlige drikkegilder før fasten, og dét lige til det sidste minut af hvidetirsdag. Som man kunne forvente var nogle præster og forældre ulykkelige. Men deltagerne havde det pragtfuldt. I Rhinlandet anerkendes den frihed der hersker i karnevalstiden som en undskyldning for så godt som alt undtagen drab og spirituskørsel. Særlig risikabel for mænd er den såkaldte kvindernes karnevalsnat hvor hele bydele oversvømmes af kraftige nordiske piger der gennembanker uagtsomme mænd eller tager sig mere intime friheder. Også blandt juristerne i München mærker man at det er karnevalstid, især i betragtning af den til tider besværlige tradition at ægtemænd og hustruer ikke må gå til bal sammen.“ — Newsweek, 4. marts 1963.

Ved festlighederne i München konsumeres der indtil tre millioner liter øl, mange tusinde liter vin og andre alkoholiske drikke, for ikke at tale om de uanede mængder af pølser og andet spiseligt. Disse fester har hovedsagelig en religiøs oprindelse, idet de fejres lige før fastetiden, i hvilken det forventes at katolikker ikke spiser kød og at de nægter sig selv andre af livets goder. Selve ordet „karneval“ betyder „farvel til kødet“. I andre byer, som for eksempel New Orleans, kendes festen under navnet Mardi Gras, der egentlig er navnet på karnevalstidens sidste dag og bogstaveligt betyder „fedetirsdag“, det vil sige den sidste tirsdag det er tilladt at spise kød før fasten.

Denne løssluppenhed er imidlertid ikke blot begrænset til disse særlige lejligheder, for i mange byer er nattelivet ofte præget af støjende lystighed. I en beretning om Buenos Aires hedder det således: „Som sædvanlig lyder der skrig og skrål fra en restaurant i La Boca, et havnekvarter hvor man hver aften morer sig på livet løs. Som i andre lystige natklubber lægger opvarterne ofte bakkerne til side for at gribe et musikinstrument, gæsterne springer op for at danse eller synge, og de dansendes kæde snor sig ind og ud mellem bordene lige til den lyse morgen.“ — National Geographic, november 1967.

Guds ord fordømmer løsslupne gilder

Langt de fleste af dem der hengiver sig til denne løssluppenhed hævder uden tvivl at de er kristne, idet de er enten katolikker eller protestanter, men har kristne lov til at give sig af med den slags? Ikke ifølge apostelen Peter, for han minder kristne om at selv om de måske før de blev kristne har været med til det, passer det sig ikke længere for dem: „Thi det er nok, at I tidligere har gjort hedningernes vilje og levet jeres liv i tøjlesløshed, onde lyster, fylderi, svir, [og] drik.“ Peter forklarer videre at fordi de kristne ikke længere kaster sig ud i disse udskejelser, undrer deres tidligere venner sig og taler ilde om dem. — 1 Pet. 4:3, 4.

Apostelen Paulus viser også tydeligt at svir og drik ikke er noget for kristne, for han skrev: „Lad os vandre sømmeligt som ved dag, ikke i svir og drik, ikke i utugt og løsagtighed, ikke i kiv og misundelse; men ifør jer Herren Jesus Kristus, og plej ikke kødet, så begæringer vækkes.“ Det er den samme apostel der fortæller os at svir og drik hører til „kødets gerninger“: „Kødets gerninger er åbenbare, såsom: utugt, urenhed, løsagtighed, afgudsdyrkelse, . . . drukkenskab, svir og deslige.“ Hvor alvorligt er det at hengive sig til sådanne udskejelser? Det kan bevirke at en kristen mister det evige liv. „Jeg siger jer forud, som jeg før har sagt, at de, der øver sådanne ting, skal ikke arve Guds rige.“ Disse ord er ikke til at tage fejl af! — Rom. 13:13, 14; Gal. 5:19-21.

At denne advarsel gælder de ovennævnte former for løsslupne drikkegilder fremgår af det ord der er brugt i den græske grundtekst og som er oversat med „svir“. Det er ordet komos, der betyder „et gilde, orgie, forbundet med og forårsaget af drikkeri“.a At „svire“ vil ifølge Ordbog over det danske Sprog sige at „nyde spirituøse drikke i stort maal, især i selskab med andre, i drikkelag, paa værtshus olgn.; hengive sig til lystighed, udskejelser, hvorved der drikkes meget; solde; tidligere med mere omfattende betydning: deltage i gilde, dans, kortspil osv.“

Hvorfor det er nødvendigt at være på vagt

Et drikkegilde behøver naturligvis ikke at være af et sådant omfang som karnevallerne i München og andre steder, men enhver selskabelig sammenkomst kan udvikle sig til et drikkegilde medmindre man passer på. Hvordan kan det være?

Jo, ved en hvilken som helst lystig sammenkomst, som for eksempel en bryllupsreception, hvor der spilles munter musik og hvor der måske er rigeligt af øl og vin, er der fare for at nogen går til yderligheder. Undertiden hersker der en utøjlet munterhed som er upassende for kristne; nogle fortæller måske vovede vittigheder, og ofte er der en tendens til at tage let på den rette opførsel mellem kønnene, alt sammen noget der kan få den selskabelige sammenkomst til at udvikle sig til et drikkegilde.

Ikke sådan at forstå at Guds ord er en lyseslukker. På ingen måde! Bibelen udelukker ikke glæde og munterhed. Den opfordrer tværtimod gang på gang Guds folk til at glæde og fryde sig, og dét af mange forskellige grunde. Mennesket opfordres således til at glæde sig over sin Skaber, ægtemanden til at glæde sig over sin hustru, den unge mand over sin ungdom og arbejderen og landmanden over deres hænders værk. (Sl. 32:11; Ordsp. 5:15-19; Præd. 3:22; 11:9; 5 Mos. 26:10, 11) Bibelen viser gang på gang at mad og drikke er forbundet med glæde: „Så spis da dit brød med glæde, drik vel til mode din vin.“ Ja, Jehova Gud har sørget for „vin, der glæder menneskets hjerte“, og for „brødet [der] skal styrke menneskets hjerte“. — Præd. 9:7; Sl. 104:15.

Men kristne må være mådeholdne og vise selvbeherskelse når de nyder livets goder. Det er grunden til at en kristen mand for at blive tilsynsmand i en kristen menighed, blandt andet må være „mådeholden i sine vaner“. Kristne kvinder formanes ligeledes til at være „mådeholdne i deres vaner“. — 1 Tim. 3:2, 11, NW.

Man får et uheldigt indtryk af en kristen der har umådeholdne vaner, som lægger en ubehersket og støjende opførsel for dagen og som ynder larmende og gennemtrængende musik. Ikke nok med det, men en sådan opførsel fører ofte til udskejelser såsom drikkeri og frådseri, hvilket Bibelen gentagne gange advarer imod: „Hør ikke til dem, der svælger i vin, eller dem, der frådser i kød.“ En sådan mangel på selvbeherskelse fører ofte til umoralitet, som Guds ord tydeligt fordømmer: „For dette er Guds vilje, jeres helliggørelse, at I afholder jer fra utugt; at enhver af jer bør vide hvordan man får herredømme over sit eget kar i helliggørelse og ære, ikke i begærlig kønslig attrå som de nationer der ikke kender Gud; . . . For Gud kaldte os, ikke for at tillade urenhed, men i forbindelse med helliggørelse.“ — Ordsp. 23:20; 1 Tess. 4:3-7, NW.

Ja, en støjende og larmende opførsel viser at man mangler selvbeherskelse. Overilet tale går ofte forud for overilede handlinger, og de der søger Guds gunst må derfor give agt på formaningen: „Frækhed undslippe ej eders mund! Thi en vidende Gud er [Jehova], og gerninger vejes af ham.“ Det er en forkert opfattelse at det er nødvendigt med øl, vin og stærke drikke ved en selskabelig sammenkomst; dette er simpelt hen et spørgsmål om skik og brug. Det er derfor godt at tænke på disse visdomsord: „En spotter er vinen, stærk drik slår sig løs, og ingen, som raver deraf, er viis.“ Hvis kristne ikke er på vagt vil de måske begå den samme fejl som israelitterne på Moses’ tid, mens han var på bjerget i fyrretyve dage. Herom læser vi: „Folket satte sig til at spise og drikke, og derpå stod de op for at lege,“ i forbindelse med afgudsdyrkelse. — 1 Sam. 2:3; Ordsp. 20:1; 1 Kor. 10:7; 2 Mos. 32:4-6.

Apostelen Paulus gav også de kristne i Korint et godt råd, som især de havde behov for eftersom deres by var berygtet for sine sanselige udskejelser: „Enten I nu spiser eller drikker, eller hvad I gør, så gør det alt til Guds ære! Bliv ikke til anstød for nogen, hverken for jøde eller græker eller for Guds menighed, ligesom også jeg i alt stræber at tækkes alle, idet jeg ikke søger, hvad der gavner mig selv, men hvad der gavner de mange, for at de må blive frelste.“ Ja, der er også denne yderligere grund til at være på vagt ved selskabelige sammenkomster, nemlig at man ikke bør vække anstød. Ved sådanne lejligheder gælder det især om at ’træde lige spor med sine fødder’. — 1 Kor. 10:31-33; Hebr. 12:13.

Selskabelige sammenkomster må holdes under kontrol

Der er flere ting man må være på vagt over for hvis selskabelige sammenkomster ikke skal udvikle sig til løsslupne gilder. Man må for eksempel følge det bibelske princip: „Lad jer ikke lede vild! ’Slet omgang fordærver gode sæder.’“ Af denne grund gør kristne vel i at undgå selskabelige sammenkomster som afholdes af ikke-troende, der ikke er interesserede i Guds ord og i dets høje standard for opførsel. Selv når ikke-troende indbydes til kristne selskabelige sammenkomster må man være på vagt. Fortidens israelitter er et advarende eksempel for os. Var det ikke vantro mennesker der fik dem til at overtræde Guds bud og holde til med Ba’al-Peor? — 1 Kor. 15:33; 4 Mos. 25:1-9.

En anden ting man må være opmærksom på er den måde man danser på i dag. Mange af de moderne danse vækker lidenskaberne, men der findes også fornøjelige folkedanse som giver motion og skaber en munter stemning, for eksempel kvadrille og visse former for polka. Sådanne danse kræver en del færdighed og samarbejde, og de er til fornøjelse for alle de medvirkende; de virker ikke anstødelige som så mange af de moderne danse.

For at kunne holde en selskabelig sammenkomst under kontrol er det også nødvendigt at være opmærksom på den musik der spilles. Unge er tilbøjelige til at foretrække en meget støjende musik som verden forbinder med en løssluppen fest. Hvis kristne har ansvaret for en sammenkomst bør de derfor sørge for at der spilles god og lødig musik, ikke nødvendigvis klassisk eller adstadig musik, men heller ikke sanselig eller vulgær musik, hvor vægten lægges på støjen og rytmen. Denne form for musik har til hensigt at vække de lavere instinkter og få én til at kaste alle hæmninger over bord. Den har næsten samme virkning som alkoholiske drikke har på visse mennesker.

Det vil også være klogt at sørge for at der er nogle modne kristne til stede. Hvis størstedelen af de tilstedeværende er unge mennesker, er det især tilrådeligt at der er nogle virkeligt modne kristne til stede, nogle som er oprigtigt interesseret i de unges åndelige velfærd. Den respekt de afføder vil uden tvivl have en gunstig virkning på alle de tilstedeværende.

Man kan også tænke på værdien af en underholdning med bibelsk indhold. Man kan for eksempel prøve at gætte gåder der er lavet på grundlag af bibelske begivenheder, at illustrere bibelske principper, efterligne bibelske personer, opføre bibelske dramaer eller fortælle interessante oplevelser. Denne form for underholdning kan virke som en tilskyndelse og udfordring til opfindsomhed, dramatiske evner og andre talenter, og resultatet kan blive en højst fornøjelig såvel som udbytterig aften, hvilket fremgår af den succes som de bibelske dramaer der hvert år opføres ved Jehovas folks store stævner, har haft.

Ikke at forglemme er den praktiske foranstaltning at man i forvejen fastsætter et fornuftigt tidspunkt for hvornår sammenkomsten skal være forbi. Det er som om en selskabelig sammenkomst bliver mere og mere støjende jo længere den varer og jo senere det bliver, og desto større er fristelsen til at slå sig løs. Ved sammenkomstens begyndelse kan man nævne hvilket program der er lagt for den og hvor længe man har tænkt sig at den skal vare; men hvis værten ikke gør dette, kan de gæster der forstår nødvendigheden af at tage hjem på et fornuftigt tidspunkt, tage initiativet til at bryde op.

Dette har mere en én fordel. Det tjener ikke alene som en beskyttelse for moralen, men også for ens helbred, da man i så fald er mindre tilbøjelig til at spise og drikke for meget, og også får mere søvn. Alt dette er især af betydning for kristne forkyndere, der i regelen har hele søndagen optaget af tjeneste og møder. Som en ældre, kristen forkynder engang sagde: „Jo mindre jeg ’lever’, jo mere kan jeg give.“ Med udtrykket „lever“ hentydede han til verdslige fornøjelser.

Ja, ved selskabelige sammenkomster, såvel som ved alt andet der vedrører den kristnes liv, er det nødvendigt at vise selvbeherskelse. Det var Skaberens hensigt at hans jordiske skabninger skulle glæde sig over mange forskellige ting, blandt andet selskabelige sammenkomster. Men disse behøver ikke at være løsslupne fester; de kan være opbyggende, fornøjelige sammenkomster som man ikke behøver at fortryde eller at give undskyldning for bagefter. Lad os på denne måde lægge visdom for dagen.

[Fodnote]