Værdsættelse af det der er helligt
1, 2. (a) Hvorfor bør man værdsætte profetierne? (b) Hvorfor bør man agte på genløsningsforanstaltningen?
JEHOVAS undere, de tanker han har tænkt til gavn for os og de gerninger han har gjort for menneskehedens verden er talrige. Så snart den menneskelige familie var kommet i vanskeligheder og under fordømmelse på grund af Adams synd, åbenbaredes et håb for fremtiden. Således finder vi i dag blandt det der er helligt og som hører Jehova til, den første profeti som han har udtalt: „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen!“ (1 Mos. 3:15) I sin miskundhed udtalte Jehova senere mere herom idet han tilføjede flere end tre hundrede profetier om den „sæd“ der skulle komme, så der ikke kunne være nogen tvivl om hvem der mentes. Ned gennem tiden har Jehova Gud ledet begivenhedernes gang på en sådan måde at profetierne har fået en nøjagtig opfyldelse på Kristus Jesus, ved hvem udfrielsen skulle komme. Det var noget ganske usædvanligt Jehova gjorde, og det forklares på denne måde af apostelen Johannes: „Således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.“ „Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os, at Gud har sendt sin Søn, den enbårne, til verden, for at vi skal leve ved ham.“ — Joh. 3:16; 1 Joh. 4:9.
2 Den foranstaltning Jehova har truffet til evigt liv gennem Jesus Kristus er ikke noget almindeligt. Det er noget særligt, noget som bør agtes højt. Som Paulus udtrykte det i Hebræerbrevet 10:28, 29: „Enhver som har ladet Moseloven uænset dør uden medlidenhed, på to eller tre vidners udsagn. Hvor meget hårdere straf mener I da ikke det menneske vil fortjene som har trådt Guds søn under fod; og som har holdt pagtens blod, hvormed han blev helliget, for at være af almindelig værdi og har krænket den ufortjente godheds ånd med foragt?“ — NW.
Lære
3. Hvad gjorde Jesus ud over at han tilvejebragte løsesummen?
3 Da Guds enbårne søn befandt sig her på jorden gjorde han mere end at tilvejebringe et genløsningsoffer til gavn for den menneskelige familie. Han kom som en lærer, underviste om Guds hellige sandhed og satte et eksempel som andre kunne følge for at være i harmoni med Gud. Jesus åbenbarede Guds budskab og sagde: „Min lære er ikke min egen, men hans, som sendte mig. Hvis nogen vil gøre hans vilje, skal han erfare, om læren er fra Gud, eller jeg taler af mit eget.“ „Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommen til verden, at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst.“ — Joh. 7:16, 17; 18:37.
4. Hvorfor bør det betragtes som et særligt privilegium at kunne forstå hellige hemmeligheder?
4 Den hellige sandhed værdsættes ikke af alle; nogle er ikke værdige til den. En beretning om Jesu lærergerning og hans brug af lignelser fortæller således: „Da han var blevet ene, spurgte hans ledsagere sammen med de tolv ham om lignelserne. Og han sagde til dem: ’Jer er Guds riges hemmelighed [Guds riges hellige hemmelighed, NW] givet; men de, som er udenfor, får det alt sammen gennem lignelser, for at „de skal se og se og dog intet øjne og høre og høre og dog intet fatte, så de ikke omvender sig og får tilgivelse.“’“ (Mark. 4:10-12) At forstå Guds hellige hemmeligheder og betydningen af Bibelens lærdomme er et særligt privilegium som kun de der elsker ham får del i. Nøjagtig kundskab om Guds rige er som en skat. Den findes kun af dem der flittigt giver sig af med studium af Bibelen. Værdsætter vi det der er helligt så højt at vi læser Bibelen regelmæssigt? — Joh. 17:3; 1 Kor. 2:10, 14, 15.
Riget
5. Hvilken værdi tillagde Jesus Himmeriget?
5 At Jesus værdsatte Himmeriget højt fremgår tydeligt af hans egen lære. „Med Himmeriget er det ligesom med en skat, der var skjult i en mark, og en mand finder den og holder det hemmeligt, og af glæde over den går han hen og sælger alt, hvad han har, og køber den mark. Fremdeles er det med Himmeriget ligesom med en købmand, der søgte efter skønne perler; og da han havde fundet en meget kostbar perle, gik han hen og solgte alt, hvad han havde, og købte den.“ (Matt. 13:44-46) Jesus viste med sit eksempel hvordan han ville give alt, endog selve livet, for at få Riget i eje. Hvilken større værdsættelse kunne man vise det der er helligt? Hvordan blev Jesus i stand til det? Ikke ved at tænke for meget på at skulle dø, men ved i tro at se endnu videre, at se frem til at opnå den eftertragtede skat, Himmeriget. Hans indstilling beskrives for os af apostelen Paulus: „Vi retter vort blik mod Jesus, troens banebryder og fuldender, som for at få den glæde, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse skammen, og som nu har taget sæde på højre side af Guds trone.“ — Hebr. 12:2.
6. Hvad har Jesus opnået som følge af at han selv praktiserede hvad han lærte (Matt. 6:19-33)?
6 Med denne værdsættelse af de sande værdier kunne Jesus give sådanne praktiske formaninger som den følgende: „Saml jer ikke skatte på jorden, . . . men saml jer skatte i Himmelen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor ingen tyve bryder ind og stjæler. Thi hvor din skat er, der vil også dit hjerte være. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.“ (Matt. 6:19-21, 33) Jesus var helt i overensstemmelse med hvad han selv lærte, for han søgte i sandhed Riget først, og han har også fået alt andet i tilgift.
7. Hvad er de der værdsætter Riget, nu i færd med at gøre?
7 Dette rige er nu oprettet. Det er et helligt rige. Værdsætter vi dette rige? Hvis vi hører til de sande kristnes menighed vil vi nu være i færd med offentligt at forkynde det der blev forudsagt i Åbenbaringen 11:17: „Vi takker dig Herre, almægtige Gud, du, som er, og som var, fordi du har overtaget din store magt og tiltrådt dit kongedømme.“ Dette er en aktiv værdsættelse. Ligegyldighed over for det der er helligt har ikke Guds godkendelse. Vi skulle ikke ønske at have laodikensernes ånd. „Skriv til menighedens engel i Laodikea: ’Så siger han, som er Amen, det troværdige og sanddru vidne, Guds skaberværks ophav [begyndelse, NW]: Jeg kender dine gerninger: du er hverken kold eller varm. Gid du var kold eller varm! Derfor, fordi du er lunken og hverken varm eller kold, har jeg i sinde at udspy dig af min mund.’“ (Åb. 3:14-18) Kan vi se betydningen af positivt at støtte Himmeriget?
Tjenesten for Riget
8. Hvordan viste Jesu disciple at de værdsatte ham og hans lære?
8 Med behørig værdsættelse gentog Jesu disciple hans ord, nedskrev dem og bragte dem til andre, og de levede også i overensstemmelse med hvad Jesus lærte. Blandt dem var apostelen Paulus. Han havde ikke selv personligt hørt Jesus tale, men ligesom vi kunne han læse om hvad han havde sagt, og vi lægger med interesse mærke til hans vurdering af det der er helligt: „Det, der engang var mig fordele, det har jeg for Kristi skyld lært at regne for tab. Ja, jeg regner i sandhed alt for tab i sammenligning med det langt højere at kende Kristus Jesus, min Herre. For hans skyld har jeg lidt tab på alt og regner det for skarn, for at jeg kan få Kristus i eje.“ — Fil. 3:7, 8.
9. På hvilke måder høster vi gavn af at Paulus udtrykte taknemmelighed for tjenesten?
9 Denne mand, Paulus, havde fået et helligt hverv betroet, og dette hverv satte han meget højt, den tjeneste han havde fået overdraget af Kristus Jesus: „Jeg takker ham, som gav mig kraft, Kristus Jesus, vor Herre, fordi han agtede mig for tro og tog mig i sin tjeneste, skønt jeg før var en spotter og en forfølger og en voldsmand. Men barmhjertighed blev mig til del, fordi jeg i min vantro ikke vidste, hvad jeg gjorde. Ja, vor Herres nåde udfoldede sin rigdom med tro og kærlighed i Kristus Jesus. Det er troværdig tale og fuld modtagelse værd, at Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere, blandt hvilke jeg er den største; men når barmhjertighed blev mig til del, var det, for at Jesus Kristus på mig som den største kunne vise hele sin langmodighed, så at jeg blev et eksempel på dem, der skal komme til tro på ham og få evigt liv.“ (1 Tim. 1:12-16) Den omstændighed at Paulus skrev så detaljeret herom vidner om hans ydmyghed, og vi værdsætter disse oplysninger fordi vi sikkert heller ikke i al vor tid har haft kendskab til det der er helligt eller hvad der er Guds vilje. Vi forstår at uanset hvad vi har gjort i fortiden, så er det det vi gør når vi har lært Guds vilje at kende, den måde hvorpå vi reagerer på den tilbudte tjeneste, der tæller. Har vi en værdsættelse som Paulus?
10. Hvordan skal vi udføre vor hellige tjeneste?
10 Forkyndergerningen er en del af vor gudsdyrkelse, vor hellige tjeneste. Vi opfordres til at gøre det samme som Paulus, der efter at have lært sandheden at kende gav Jehova et højtideligt løfte om at ville gøre hans vilje; og i forhold til vor værdsættelse af det der er helligt vil vi prøve at gøre Guds vilje. Når vi ræsonnerer over Guds skrevne ord ser vi at det er det eneste der er at gøre. Paulus appellerede til sine brødre om at blive ved med at udføre en hellig tjeneste. „Derfor bønfalder jeg jer, brødre, ved Guds medlidenhed om at fremstille jeres legemer som et levende, helligt, Gud antageligt offer, en hellig tjeneste med fornuft. Og ophør med at lade jer forme efter denne tingenes ordning, men bliv forvandlet gennem en fornyelse af jeres sind, for at I kan forvisse jer om hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje.“ (Rom. 12:1, 2, NW) Denne hellige tjeneste og gudsdyrkelse betyder absolut hengivenhed for Jehova. Dette vidste Paulus fordi han havde kendskab til den fristelse Jesus havde været udsat for og fordi han kendte De hebraiske Skrifter. Om denne fristelse siges der i Mattæus 4:10: „Da siger Jesus til ham: ’Vig bort, Satan! thi der står skrevet: „Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene [ham alene du skal yde hellig tjeneste, NW].“’“ — Matt. 4:10.
Menigheden
11. Hvordan viste Jesus og Paulus værdsættelse af menigheden?
11 Samtidig hermed værdsatte apostelen Paulus at Gud havde skænket ham medforkyndere at tjene sammen med. „Jeg takker Gud, som jeg i fædrenes spor tjener [yder hellig tjeneste, NW] med en ren samvittighed, ligesom jeg uophørlig kommer dig i hu i mine bønner nat og dag.“ (2 Tim. 1:3) „Jeg takker altid Gud for jer på grund af den Guds nåde, som blev givet jer i Kristus Jesus.“ (1 Kor. 1:4) Paulus værdsatte dem som en del af Guds hellige ejendom, for han havde lært hvordan det havde været en del af Jesu gerning på jorden at oprette en menighed eller organisation af enkeltpersoner som var forenede om den rene tilbedelse af Gud og om at gøre hans vilje. Medlemmerne af denne menighed modtager salvelsen med Guds hellige ånd, bliver adopteret eller antaget som Guds sønner. Denne skare eller dette legeme på 144.000 salvede kristne som følger i Jesu fodspor beskrives som Lammets, Kristi Jesu, brud. (Åb. 19:7) Kristus giver menigheden føde og har omhu for den, ja han gav endog sit liv for den. (Ef. 5:25-29) Derfor er menigheden noget helligt, noget man bør værdsætte højt, og alle medlemmer af menigheden bør se med taknemmelighed på hele samfundet af brødre. — Ap. G. 20:28.
12. Hvordan kan vi vise værdsættelse af menigheden nu, i lighed med Jesu og Paulus’ eksempel?
12 Der findes i dag medlemmer af den kristne menighed på jorden, og en stor skare „andre får“ har sluttet sig til dem. Jehovas synlige organisation på jorden virker under hans ånds ledelse, holder sig til hans hellige ord og må betragtes som Guds ejendom. Det er en ære at være tilsluttet en hvilken som helst gruppe af indviede, sande kristne og især på dette tidspunkt at vise kærlighed til andre i menigheden. Da Jesus vandrede her på jorden var han personligt til stede hos medlemmer af det indviede kristne samfund, og vi kan derfor være forvissede om at hvis han befandt sig på jorden nu i tiden, ville han på samme måde vise sin værdsættelse af Guds ordning. Men selv i sin himmelske stilling er Jesus opmærksom på sine forsamlede tjeneres behov og interesser, uanset om deres antal er stort eller lille. (Matt. 18:20) Med deres mester som eksempel viser de kristne altså i vor tid deres værdsættelse af menigheden ved regelmæssigt at komme sammen til møder, sådan som apostelen Paulus formanede: „Lad os urokkeligt holde fast ved håbets bekendelse; thi trofast er han, som gav forjættelsen; og lad os give agt på hverandre, så vi opflammer hverandre til kærlighed og gode gerninger, og lad os ikke svigte vor egen menighedsforsamling, som nogle har for skik, men formane hverandre, og det så meget mere, som I ser dagen nærme sig.“ — Hebr. 10:23-25.
13. Nævn nogle af de goder man modtager gennem menighedsordningen.
13 Det er ved menighedens møder man finder de bedste muligheder for at vise sin værdsættelse af Guds skrevne ord. Her gøres det til genstand for et nærmere studium. Guds ord læses og studeres også privat og bruges i det af Gud påbudte arbejde med at forkynde den gode nyhed om Riget. På grund af sin værdsættelse af Riget er den sande menighed i dag optaget af at forkynde den gode nyhed om dette rige i hele verden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene, en gerning der skal udføres før enden kommer. Det er Guds ordning. — Matt. 24:14.
Bøn
14. Hvorfor er det nødvendigt at værdsætte bønnen?
14 Paulus var ikke ene om at bede for menigheden. Jesus gav i bøn udtryk for sin værdsættelse af den hjord som Jehovas tilbedere udgør. Jesu bøn i Johannes-evangeliet, kapitel 17, tog Jehovas hensigter samt menighedens velfærd i betragtning. „Jeg er ikke mere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige Fader! bevar dem i dit navn (det, som du har givet mig), så de må være ét ligesom vi. Jeg har givet dem dit ord; og verden har hadet dem, fordi de ikke er af verden, ligesom jeg ikke er af verden. Jeg beder ikke om, at du vil tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem fra det onde [den Onde, NW]. Ikke alene for disse beder jeg, men også for dem, som ved deres ord kommer til tro på mig.“ (Joh. 17:11, 14, 15, 20) Denne hellige menighed kunne kun eksistere og vokse med den himmelske Fader Jehovas velsignelse og hjælp. Vi arbejder ikke uafhængigt af Jehova. Det eksempel Jesus har sat med hensyn til at værdsætte bønnens privilegium er enestående og bør være en rettesnor for os i vort daglige liv. Regelmæssig bøn er en nødvendighed hvis vor hellige tjeneste skal lykkes. Husker du at bede hver dag? — Joh. 16:23, 24; 1 Tess. 5:17.
Indvielse
15-16. Hvorfor er det vigtigt at indvi sig og lade sig døbe?
15 Et andet særligt privilegium som bør værdsættes er indvielsens og dåbens privilegium. Det var Jesus der satte eksemplet og fik sine disciple til at følge den samme rette vej. „Derefter kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at døbes af ham. Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: ’Jeg trænger til at døbes af dig, og du kommer til mig!’ Da svarede Jesus og sagde til ham: ’Lad det nu ske; thi således bør vi opfylde alt, hvad ret er!’ Så giver Johannes efter. Men da Jesus var blevet døbt, steg han straks op af vandet, og se, Himlene åbnedes, og han så Guds Ånd dale ned som en due og komme over ham. Og se, der lød en røst fra Himlene, som sagde: ’Denne er min Søn, den elskede; i ham har jeg velbehag.’“ (Matt. 3:13-17) Endvidere lod Jesus ingen i tvivl om at dette skulle fortsætte efter hans død, for han befalede: „Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.“ (Matt. 28:19, 20) Denne hellige ordning ville føre til at de der værdsatte den, ville modtage velsignelser under Rigets styre.
16 Værdsættelse af flere andre ting må gå forud for ens indvielse og dåb. Man må lære Guds vilje at kende. Men så snart man begynder at forstå de hellige sandheder om dåben, gør man klogt i at følge Jesu eksempel og blive døbt. Unddrager man sig, viser det at man mangler tro og ikke værdsætter denne hellige ordning der gør det muligt for en at blive en del af menigheden. Har du indviet dig?
Den hellige ånd
17. Hvorfor værdsætter vi den hellige ånd?
17 Som Jesus påpegede må de der vil døbes på rette måde, først vise værdsættelse af Faderen, Sønnen (og den genløsningsforanstaltning der er truffet gennem ham) og Guds hellige ånds virke. Den hellige ånd, Guds virkekraft, må omfattes med ærbødighed og betragtes med stor respekt, for den er hellig. Mange kraftige gerninger er blevet gjort ved hjælp af den hellige ånd. Den medvirkede ved skabelsen. (1 Mos. 1:2; Sl. 104:30) Profetier er blevet udtalt ved den hellige ånd. (Ap. G. 28:25; 2 Pet. 1:21) Den hellige ånd medvirkede ved Jesu mirakuløse fødsel. Den hellige ånd kan få mennesker til at tjene Gud og forkynde den gode nyhed. (Ap. G. 2:1-4; Mark. 13:11) Ved hjælp af den hellige ånd gjorde Jesus mange undergerninger da han var her på jorden. Som et tegn på hvad Riget vil udrette med hensyn til at helbrede jordens folk, helbredte Jesus de dæmonbesatte, de blinde, døve og syge; men han blev kritiseret af farisæerne, som sagde at han gjorde sine gerninger ved Djævelens magt. På denne måde viste farisæerne ikke alene mangel på værdsættelse af den hellige ånd men gjorde sig også skyldige i en utilgivelig synd, som Jesus sagde: „Derfor siger jeg jer: Al synd og bespottelse skal tilgives menneskene, men bespottelse imod Ånden skal ikke tilgives. Den, der taler et ord imod Menneskesønnen, ham vil det blive tilgivet; men den, der taler imod Helligånden, ham vil det ikke blive tilgivet, hverken i denne verden eller i den kommende.“ — Matt. 12:31, 32.
18. Giv et eksempel på manglende værdsættelse af hvad Jesus gjorde.
18 Det var ikke blot farisæerne som ikke viste værdsættelse af Jesu undergerninger; endog nogle af de mennesker som personligt var blevet helbredt af Jesus, undlod at vise deres værdsættelse af denne hellige gerning. „Da han gik ind i en landsby, mødte han ti spedalske mænd; de blev stående langt fra ham og råbte og sagde: ’Jesus, mester, forbarm dig over os!’ Da han så dem, sagde han til dem: ’Gå hen og lad jer syne af præsterne!’ Og det skete, mens de gik derhen, blev de renset. Men en af dem vendte tilbage, da han så, at han var helbredt, og priste Gud med høj røst. Og han kastede sig ned på sit ansigt for hans fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. Da tog Jesus til orde og sagde: ’Var der ikke ti, der blev renset? hvor er de ni?’“ (Luk. 17:12-17) Er det ikke forbavsende? Kun en ud af ti gjorde sig den ulejlighed at give udtryk for sin værdsættelse. På samme måde er det muligt at der, når Satan løslades fra sit fængsel efter udløbet af kongen Kristi tusindårige regering, vil være en hel del som ikke viser deres værdsættelse af den helbredelse som folkeslagene har gennemgået under Rigets styre. — Åb. 20:7-10.
Utallige velsignelser
19. Nævn nogle af de hellige ting som Guds tjenere kan værdsætte nu.
19 Hvor meget af det der er helligt og som du personligt har haft gavn af kan du nævne? Vi har kun nævnt nogle få ting. Blandt de mange goder som Jehovas tjenere har erfaret kan nævnes sandheden, oplysning om og forståelse af Jehovas hensigter. Mens verden i almindelighed famler omkring i åndeligt mørke, får Jehovas tjenere vejledning fra hans profetiske ord og ved hvad der ligger foran. De frygter derfor ikke. „Nu står det profetiske ord så meget fastere for os; det gør I vel i at agte på som på et lys, der skinner på et mørkt sted, indtil dagen gryr og morgenstjernen oprinder i jeres hjerter. Og dette skal I først og fremmest vide, at ingen profeti i skriften lader sig tyde egenmægtigt. Thi aldrig er nogen profeti fremgået af et menneskes vilje, men drevne af Helligånden udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud.“ — 2 Pet. 1:19-21.
20-22. Nævn nogle af de undere Jehova har gjort for menneskene og som opregnes i Salme 109.
20 Et godt eksempel på værdsættelse af alt hvad Jehova har gjort finder vi i Salme 107. Hans hellige gerninger lovprises gentagne gange med de samme ord, nemlig i versene 8, 15, 21 og 31, som lyder: „Lad dem takke [Jehova] for hans miskundhed, for hans underværker mod menneskens børn.“ Ja, Jehova har gjort meget til gavn for sine skabninger. Han har aldrig været ligegyldig over for deres nød og trængsler. Han er den store frelser og befrier. „De råbte til [Jehova] i nøden, han frelste dem af deres trængsler og førte dem ad rette vej, så de kom til beboet by.“ — Sl. 107:6, 7.
21 Vi værdsætter også Jehovas store barmhjertighed og tilgivelse og er taknemmelige for den måde hvorpå han læger sine skabninger og har omsorg for dem der prøver at tjene ham. Han er den store forsoner når nogen angrer deres brøde. „[Han] sendte sit ord og lægede dem og frelste deres liv fra graven.“ — Sl. 107:20.
22 Jehova sørger også for god åndelig føde; når hans tjenere er loyale mod ham, begunstiger han dem åndeligt. Han ser med velvilje på at de giver udtryk for deres værdsættelse af det der er helligt. Jehovas tjenere nu i tiden befinder sig derfor i en periode med åndelig velstand, som beskrevet profetisk i Salme 107:35-38: „Ørken gør han til vanddrag, det tørre land til kilder; der lader han sultne bo, så de grunder en by at bo i, tilsår marker og planter vin og høster afgrødens frugt. Han velsigner dem, de bliver mange, han lader det ikke skorte på kvæg.“
23. Hvorfor bør man værdsætte Guds ord og øvrige foranstaltninger nu?
23 Mennesker som ikke værdsætter Jehovas hellige ord og som ikke gør brug af det, finder ikke den åndelige velstand, tro, glæde, frihed og tryghed og det håb som Jehovas tjenere har. Der er så mange fordele ved at værdsætte Guds hellige ord. Når Guds love følges, resulterer det i et godt helbred. Man viser omsorg for det legeme Gud har skænket en. Samtidig får man en god samvittighed ved at gøre det der er rigtigt; forholdet mellem familiens medlemmer forbedres. Betydningen af at holde sig adskilt fra denne tingenes ordning står klart for en. Men det afhænger alt sammen af om man gør brug af Guds ord. Det er en beskyttelse imod at blive indviklet i noget der er forkert. „Den faste føde er for de fuldvoksne, for dem, som gennem brugen har fået sanserne opøvet til at skelne mellem godt og ondt.“ (Hebr. 5:14) De der erkender deres åndelige behov opnår lykke, sådan som Jesus sagde og som vi kan læse i Mattæus 5:3. (NW) Vi værdsætter at Jehova har omsorg for vort åndelige behov. Vi måler værdierne med hans ord som målestok, og vi benytter os af de lejligheder der er til at lære mere. Med taknemmelighed anerkender vi den aldrig svigtende omsorg og beskyttelse han yder sine tjenere. Jehovas folk danner en skarp kontrast til de utaknemmelige der beskrives i Andet Timoteusbrev 3:2.
24. Hvordan tjener Esau som et advarende eksempel?
24 Det er farligt at være utaknemmelig på dette fremskredne tidspunkt, hvor der er stor åndelig oplysning at hente. Tænk på Esau og hans mangel på værdsættelse. Han var ligeglad med Jehovas hellige foranstaltning. Mange århundreder efter Esaus død blev de kristne mindet om hvad han gjorde, så de kunne blive ansporet til at vise værdsættelse af det der er helligt. Paulus skrev i Hebræerbrevet 12:16, 17: „At der ingen utugtig er og ingen der ikke værdsætter hellige ting, ligesom Esau, der for et måltid mad gav sin førstefødselsret bort. For I ved også at da han senere ønskede at arve velsignelsen, blev han forkastet, for, skønt han indtrængende og med tårer søgte en sindsændring, fandt han ikke rum derfor.“ — NW.
25. Hvad er det klogeste man kan gøre?
25 Det klogeste man kan gøre nu, er derfor at værdsætte og nære ønske om at opnå det der er helligt. Vi kan undgå sorg og tårer senere hen i livet hvis vi tænker på Esau og de andre eksempler Bibelen nævner. Hold fast ved de sande værdier. Forøg din værdsættelse af dem. „Søger du den som sølv og leder den op som skatte, da nemmer du [Jehovas] frygt og vinder dig kundskab om Gud.“ (Ordsp. 2:4, 5) Her gives en tydelig forsikring. Hvis vi søger, og bliver ved med at søge, viser vi at vi sætter pris på de sande værdier, og vi får den forsikring af Jehova at vi vil komme til at forstå, vi vil vinde os kundskab om Gud. Mens vi gør det, og mens vi selv giver agt på Jehova, har vi gode muligheder for hos andre at opbygge en større værdsættelse af det der er helligt. „Hvo som er viis, han mærke sig det og lægge sig [Jehovas] nåde [miskundheds gerninger, NW] på sinde! Lad dem takke [Jehova] for hans miskundhed, for hans underværker mod menneskens børn.“ — Sl. 107:43, 31.