Agt på det „profetiske ord“
„Det gør I vel i at agte på som på et lys, der skinner på et mørkt sted.“ — 2 Pet. 1:19.
1. Hvordan beskriver Guds profetiske ord meget træffende menneskers forudsigelser i vor tid
ET TÆT mørke er ved at lægge sig over menneskeheden. Der er ganske vist blevet profeteret meget om bedre tider, om ’en verden der er sikret demokrati’ og om ’fire friheder’, og gyldne løfter er blevet givet om det som Folkeforbundet og senere De forenede Nationer ville udrette. Men det har ikke hjulpet. Alle disse profetier er forblevet uopfyldte. Situationen er lig den der i en anden kritisk periode fik Gud til at sige: „De læger mit folks brøst som den simpleste sag, idet de siger: ’Fred, fred!’ skønt der ikke er fred.“ (Jer. 6:14) Hvor passer det godt på verden i dag!
2. Hvorfor er så mange af menneskenes profetier slået fejl? Hvordan er Jehovas profetiske udtalelser i sammenligning med dem?
2 Hvorfor er disse forudsigelser som mennesker er fremkommet med angående bedre tider og fred slået fejl? En årsag er at de som regel er baseret mere på ønsketænkning end på kendsgerninger. Desuden er mange af dem fremsat i propagandaøjemed. Men den vigtigste grund er den at disse forudsigelser er i modstrid med Guds inspirerede ord, Bibelen. De er ikke i harmoni med Guds erklærede hensigter vedrørende jorden. Jehova Gud siger til sådanne selvbestaltede profeter: „Mine tanker er ej eders, og eders veje ej mine.“ Om sit eget profetiske ord siger han derpå: „Det skal ej vende tomt tilbage, men udføre, hvad mig behager, og fuldbyrde hvervet, jeg gav det.“ (Es. 55:8, 11) Hvis vi er hurtige til at give agt på dette ord, vil vi også kunne fuldbyrde det hverv vi har fået!
En sejrende „sæd“
3. (a) Mod hvem blev Guds første profeti udtalt, og hvad forudsiges i den? (b) Hvilket grundlag er der for at tro at fred og frihed vil blive genindført på jorden?
3 Lad os blade tilbage i Bibelen og finde den første profeti som Gud inspirerede for næsten seks tusind år siden. Lyt til den dom han udtalte i Eden. Den går imod den frafaldne Satan, der forførte vore første forældre. Jehova siger: „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen!“ (1 Mos. 3:15) Det forudsiges at Satans hoved skal knuses. Læg mærke til hvordan apostelen Paulus udlægger dette skriftsted i et brev til nogle som i sandhed elskede Gud og retfærdighed: „Og fredens Gud skal snart knuse Satan under jeres fødder.“ (Rom. 16:20) Det er ved at knuse Satan og hans „sæd“ at Jehova indfører sand fred på denne jord og igen giver den sukkende skabning „Guds børns herlige frihed“. Jehovas profeti i Eden danner grundlaget for dette håb. — Rom. 8:20, 21, NW.
4. (a) Hvem var den første der blev kaldt „profet“ i Bibelen? (b) Hvilke to bemærkelsesværdige mirakler fandt sted i forbindelse med Isak?
4 Men hvem er kvindens „sæd“ — den sejrende sæd der hævder Jehovas side i stridsspørgsmålet mellem Jehova og Satan? To tusind år efter udtalelsen i Edens have kastede Jehova Gud en del lys over dette spørgsmål ved det han gjorde i forbindelse med Abraham, der blev kaldt Guds ven og som også var det første menneske der ifølge Bibelens beretning blev kaldt en „profet“. (Jak. 2:23; 1 Mos. 20:7) Jehova gjorde to bemærkelsesværdige mirakler i forbindelse med den trofaste Abraham. Det første af disse var at han satte Abraham og hans stadig barnløse hustru Sara i stand til at få Isak, deres eneste søn, i deres alderdom. (1 Mos. 21:1-7) Nogle år senere, da Isak var blevet en ung mand, bød Jehova Abraham at bringe Isak som et offer på Morija bjerg. Abraham adlød. Men da han var ved at løfte kniven mod Isak, skete endnu et mirakel! En engel råbte til Abraham og standsede ham. Og se! der stod en vædder i nærheden; den kunne bringes som brændoffer i Isaks sted. Abraham fik Isak tilbage som ved en opstandelse.
5. Hvilket beediget løfte gav Jehova Abraham, og hvordan kan vi få en andel i dets opfyldelse?
5 Hvor må Abraham være blevet betaget af det han nu hørte! — Jehova fremkom gennem engelen med en profeti og føjede en ed til: „Fordi du har gjort dette og ikke sparet din søn, din eneste, for mig, så vil jeg velsigne dig og gøre dit afkom talrigt som himmelens stjerner og sandet ved havets bred; og dit afkom skal tage sine fjenders porte i besiddelse og i din sæd skal alle jordens folk velsignes, fordi du adlød mig!“ Dette beedigede løfte har allerede fået en storslået opfyldelse. Hvis vi opdyrker en tro som Abrahams kan vi opleve den glæde at få en andel i en yderligere opfyldelse af dette løfte. — 1 Mos. 22:1-18; Hebr. 11:8-19.
6. (a) Hvad blev der forudsagt om „sæden“? (b) Hvilket vigtigt formål har disse profetier tjent?
6 I løbet af de følgende to tusind år fortsatte Jehovas profeter helt frem til Malakias og Johannes Døber med at henlede opmærksomheden på løftets „afkom“ eller „sæd“. Isaks egen søn, Jakob, profeterede om at „sæden“ skulle være en hersker med navnet „Silo“ eller „Han, hvem den tilhører“, og at han ville stamme fra Juda. (1 Mos. 49:10) Esajas forudsagde at han skulle fødes af en jomfru, høre til Davids slægt, at han ville blive ydmyget og forkastet og til sidst dø som et offer. (Es. 7:14; 9:6, 7; 28:16; 50:6; 53:5-12) Daniel beskrev ham som „en salvet [Messias], en fyrste“, og forudsagde nøjagtig hvornår han ville træde frem og hvornår han ville blive ryddet af vejen. (Dan. 9:24-27, norsk oversættelse; NW) Andre profeter føjede med deres profetier flere detaljer til vedrørende hans liv og tjeneste, hans død og opstandelse. (Mika 5:1; Hos. 11:1; Zak. 9:9; 11:12; Sl. 22:17-19; 34:21; 16:10; 110:1) Tjente disse hundreder af profetier til at man kunne se hvem „sæden“ var da han til sidst fremtrådte? Det gjorde de, og det vidnede Messias’ trofaste disciple om igen og igen under inspiration. — Matt. 1:22, 23; 2:15, 17, 18; 12:40; 21:4, 5; 27:9; Luk. 2:11; Joh. 19:23, 24, 31-37; Ap. G. 2:29-36.
7. (a) Hvordan kunne Jesu apostle med sikkerhed udpege „sæden“? (b) Hvilken herlig opfyldelse har 4000 års profetier fået?
7 Intet under at Peter, da han blev spurgt, med en sådan overbevisning kunne sige til Messias: „Du er Kristus, den levende Guds Søn.“ (Matt. 16:16) Paulus føjer dette vidnesbyrd til: „Nu blev forjættelserne tilsagt Abraham og hans afkom; det hedder ikke: ’dine afkom’, som om det gjaldt mange, men ’dit afkom’, som når der tales om én, og det er Kristus.“ (Gal. 3:16) Her var altså den sejrende „sæd“ som blev lovet i Edens have — og Abrahams „sæd“. Profetierne der var blevet udtalt i løbet af fire tusind år var ikke slået fejl! På vidunderlig måde gik løftet fra Edens have og løftet til Abraham i opfyldelse samtidig! Isaks mirakuløse fødsel i Abrahams og Saras alderdom skildrede udmærket hvordan Gud efter at have ventet i fire tusind år lod den lovede „sæd“ fremstå fra hans himmelske, hustrulignende organisation af hellige engle. Og omstændighederne i forbindelse med ofringen af Isak passede med at „sæden“ i profetien fra Edens have ville få ’et hug i hælen’, et sår der kunne læges, for det skildrede det store offer Jesus bragte på jorden og hvordan han ved en opstandelse ville vende tilbage til sin Fader i himmelen. Dette giver os da på storslået måde vished for at alle Jehovas profetier vil få en strålende opfyldelse.
8. Hvordan blev Abrahams „sæd“ talrig, og hvad kan vi sige om tallet på dem der skal udgøre sæden?
8 Apostelen Paulus blev også inspireret til at forklare hvad det betød at Abrahams „sæd“ skulle gøres talrig „som himmelens stjerner og sandet ved havets bred“. Han skrev at Jesu salvede efterfølgere alle skulle blive „én i Kristus Jesus. . . . Abrahams afkom, arvinger i kraft af forjættelse“. De skulle arve det himmelske rige sammen med Kristus. Deres antal ville imidlertid ikke altid forblive ubestemt som antallet af ’stjerner og sandskorn’, for Gud åbenbarede senere at dette åndelige Israel ville komme til at bestå af 144.000 der var løskøbt fra jorden. — Gal. 3:28, 29; Åb. 7:4; 14:1, 3.
9. Hvordan brugte Jehova Israel, og hvad pegede det forbillede som tabernaklet udgjorde, frem til?
9 På en forunderlig måde skildrede Jehova den herlige tjeneste som den lovede „sæd“ skulle udføre, idet han brugte Abrahams kødelige sæd, det gamle Israel, til at fremstille profetiske mønstre eller forbilleder. Erfarne håndværkere der var fyldt med „Guds Ånd“ fulgte inspirerede „tegninger“ fra Jehova og byggede tabernaklet, både teltet og inventaret. (2 Mos. 35:30–36:3) Her havde Israels præster pligt til at bringe de ofre Jehova havde påbudt, og det gjorde de i omkring fem hundrede år, og derefter i yderligere fire hundrede år i det tempel Salomon byggede. Sandsynligvis er der i århundredernes løb bragt millioner af ofre, og alle har været „vidnesbyrd om Jesus“, idet de har peget frem til det fuldkomne offer han bragte, og hans gerning som den opstandne ypperstepræst der gør tjeneste „til frelse for dem, som bier på [ivrigt søger, NW] ham“. — Hebr. 7:26-28; 9:23-28; Åb. 19:10, NW.
10. (a) På hvilken måde viste det sig at Jesus var den sejrende „sæd“, og hvordan blev han belønnet? (b) Hvilke profetier minder Hebræerbrevet 10:12, 13 os om?
10 Jesus beviste at han var den sejrende „sæd“ idet han bevarede sin fuldkomne integritet over for Jehova og ophøjede Jehova, selv mens han modtog det smertefulde ’hug i hælen’ på marterpælen. I alt dette blev Jehova Gud velsignet, som den Abraham var et billede på. (1 Mos. 22:17) Men flere velsignelser var i vente! Paulus forklarer hvordan Salme 110 gik i opfyldelse og siger om Jesus: „Men han har frembåret ét offer for synder og derefter for bestandig taget sæde ved Guds højre hånd og venter nu kun på, at hans ’fjender skal lægges som en skammel for hans fødder’.“ (Hebr. 10:12, 13) Bemærk udtrykket „hans fjender“. Det minder os om Første Mosebog 3:15, hvor vi læser om fjendskabet mellem kvindens „sæd“ og slangens „sæd“. Det minder os også om Guds beedigede løfte til Abraham om at hans sæd eller afkom „skal tage sine fjenders porte i besiddelse“. Hvem er denne fjendtlige „sæd“, og hvordan besejrer Guds kvindes „sæd“ den?
Slangen og dens yngel
11. Hvordan beskriver Johannes „Djævelens børn“?
11 Om ærkefjenden Satans „sæd“ skriver apostelen Johannes: „Derpå kendes Guds børn og Djævelens børn: enhver, der ikke øver retfærdighed, er ikke af Gud, ej heller den, der ikke elsker sin broder. Thi dette er det budskab, I har hørt fra begyndelsen, at vi skal elske hverandre og ikke være som Kain, der var af den Onde og myrdede sin broder. Og hvorfor myrdede han ham? Fordi hans egne gerninger var onde, men hans broders retfærdige.“ — 1 Joh. 3:10-12.
12, 13. (a) Hvad har man altid kunnet identificere ’slangens sæd’ med? (b) Hvilke forskellige dele består Satans „sæd“ af?
12 Det var en forkert form for gudsdyrkelse sammen med had til broderen der gjorde Kain til et Djævelens barn. (1 Mos. 4:3-8) Helt frem til denne dag har man kunnet identificere ’slangens sæd’ med falsk gudsdyrkelse og den har forfulgt og ihjelslået dem der tjener Gud på rette måde. Efter vandfloden på Noas tid udvikledes falsk religion til et verdensimperium baseret på Babylons mysterier. (1 Mos. 10:9) Så stor en skyld har dette den falske religions imperium i Guds øjne at Bibelens sidste profeti beskriver det som „Babylon, den store, moder til jordens skøger og vederstyggeligheder“. — Åb. 17:5.
13 Vi må være på vagt over for Satans religiøse „sæd“ og også over for de sataniske „himle“, der er en del af hans „sæd“. (Ef. 6:12) Satan har organiseret sin „sæd“ blandt de engle der var ulydige i Noas dage, og for dem blev han „Beelzebul, de onde ånders fyrste“. (Matt. 12:24; 2 Pet. 2:4) Satan har også fået „alle verdens riger“ ind under sit herredømme, idet han har brugt de onde ånder eller dæmonerne som ’fyrster’ over dem. (Matt. 4:8, 9; Dan. 10:13, 20) Satans „sæd“ er således blevet en mægtig organisation i himmelen og på jorden. Med dette instrument søger han at opsluge dem der elsker retfærdighed, og vi må passe på at vi ikke bliver trælbundet af den. — 1 Pet. 5:8, 9.
14. Hvad kaldte Jesus den tids religiøse ledere, og hvorfor?
14 De religiøse ledere på Jesu tid var en del af Satans „sæd“. De lærte folket traditioner, overleveringer, i stedet for Guds ord, og de udgød Guds profeters retfærdige blod. Jesus sagde rent ud til dem at de var „slanger“ og „øgleunger“. (Matt. 23:33-36; 15:6) De hævdede at de var Abrahams „sæd“, men Jesus sagde til dem: „Hvis I er Abrahams børn, så gør Abrahams gerninger. Men nu søger I at slå mig ihjel, et menneske, der har sagt jer sandheden, som jeg har hørt af Gud. Noget sådant har Abraham ikke gjort. I gør jeres faders gerninger . . . I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad der lyster jeres fader. Han har været en morder fra første færd, og han står ikke i sandheden; thi der er ikke sandhed i ham.“ — Joh. 8:39-41, 44.
15, 16. (a) Er alle religiøse samfund gode? Begrund svaret. (b) Hvilken stilling indtager kristenheden i lyset af Mattæus 7:15, 16?
15 Hvilken „sæd“ hører denne verdens religiøse samfund i vor tid til? Vi bør passe på udtalelser som „Alle former for religion er gode“. Det er ikke alle religiøse samfund der er gode, især ikke de religionssamfund der er stærkt engageret i verdens politik. Paulus advarede de kristne i det første århundrede mod et fordærv af den sande tro. Han sagde: „Men jeg er bange for, at som slangen bedrog Eva ved sin træskhed, skal også jeres sind fordærves og drages bort fra den oprigtige troskab mod Kristus.“ (2 Kor. 11:3) Kom et sådant fordærv til udfoldelse? Det viser historien at det gjorde, nøjagtig som apostlene havde forudsagt. (Ap. G. 20:29, 30; 2 Tess. 2:3-12; 1 Joh. 2:18, 19) Jesus havde også profeteret om dette da han sagde: „Vogt jer for de falske profeter, som kommer til jer i fåreklæder, men i deres indre er glubske ulve. Af deres frugter skal I kende dem.“ — Matt. 7:15, 16.
16 Hvilke frugter har kristenheden for eksempel båret? Som følge af at man har erstattet den rene bibelske lære med babyloniske traditioner befinder både den katolske og protestantiske kristenhed sig i dag i en tilstand af forvirring med hensyn til lærespørgsmål. Bemærk også de frugter kristenheden har båret i form af inkvisitionen, korstogene, de „hellige“ krige og de to verdenskrige som blev påbegyndt i den del af verden som kalder sig kristen, og hvori de stridende parter på begge sider blev støttet villigt af præsterne. Kan kristenheden gøre krav på at blive identificeret med „sæden“ der beskrives i Jehovas profetiske ord som „Fredsfyrste“? — Es. 9:6, 7; 2:4.
Afgørelsen
17. Hvorledes har stridsspørgsmålet siden 1914 hastigt nærmet sig en afgørelse, og hvorfor?
17 I bogen Tiden er nær, udgivet på engelsk af Watch Tower Society i 1889, forklaredes det i detaljer hvordan Bibelens profetier, som for eksempel profetien i Daniels bog, det fjerde kapitel, pegede frem til året 1914 som et mærkeår.a Da skulle „syv tider“, det vil sige 2520 år, hvori hedningenationerne under Satans ledelse havde udøvet et uafbrudt herredømme over jorden, udløbe. Da ville tiden være inde til at den lovede „sæd“ overtog magten som kongen i Guds rige. Verdenskrigen der brød ud i 1914 som „veernes begyndelse“, var sandelig et klart bevis for at Satans tingenes ordning nu gik ind i sine sidste dage. Vanskelighederne på jorden er taget til siden da og har på bemærkelsesværdig måde opfyldt Jesu profeti i Mattæus-evangeliet, kapitlerne 24 og 25, om „verdens ende“. Fjendskabet mellem de to slags „sæd“ har også nået et højdepunkt, som Jesus forud advarede sine disciple om: „Så skal man overgive jer til trængsel og slå jer ihjel, og I skal blive hadet af alle folk for mit navns skyld. . . . Og mange falske profeter skal fremstå og føre mange vild. Og fordi lovløsheden tager overhånd, vil kærligheden blive kold hos de fleste. Men den, som holder ud indtil enden, han skal frelses.“ (Matt. 24:3, 9-13) Som en opfyldelse af profetien er kristenheden blevet hjemsøgt af lovløshed. Og hvor i kristenheden kan man finde ægte kærlighed til Jehova Gud og hans retfærdighed? Men lykkelige er de som er kommet ud af kristenhedens babyloniske, religiøse system og som holder ud i håbet om frelse ved Kristus, „sæden“. — Hebr. 9:28; Luk. 21:34-36.
18, 19. (a) Hvorfor angriber den fjendtlige „sæd“ de sande kristne? (b) Hvilke eksempler gives på at Gud beskytter sit folk, og hvad kan vi lære deraf?
18 Kristne der holder sig til Bibelen har travlt med at adlyde Jesu profetiske befaling der gælder vor tid: „Og dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme.“ (Matt. 24:14) Det har ført til at den fjendtlige „sæd“ til tider har forfulgt dem hensynsløst. For eksempel udtalte Hitler, der var katolik, ved en lejlighed under den anden verdenskrig om disse kristne Jehovas vidner: „Denne yngel skal udryddes i Tyskland!“ Altså blev de sendt i koncentrationslejr. Men til sidst var det Hitler der forsvandt, mens Jehovas vidner fik deres frihed igen og kunne fortsætte den organiserede forkyndelse. Her er et enkelt eksempel på hvordan Jehova bevarede sit folk gennem disse vanskelige tider:
19 I april 1945 tvang fremrykningen af de russiske tropper nazisterne til at evakuere koncentrationslejren Sachsenhausen. En gruppe af Jehovas vidner måtte marchere ud af lejren sammen med de øvrige fanger. Der var panik, der blev skudt og plyndret rundt om dem, og kanonernes og bombernes torden kom stadig nærmere. Hvad skulle de gøre? De holdt sig til hinanden. Og de holdt sig nær til Jehova i bøn. De bevarede en teokratisk orden i deres gruppe. De vidnede om Guds rige for dem de mødte langs vejen. Folk lyttede gerne til dem og gav dem mad og ly for natten, mens tusinder andre døde rundt om dem. Jehova var med sit trofaste folk, hvilket følgende beretning, fortalt af en fra denne gruppe, vidner om:
„Af vor flok på cirka 230 brødre og søstre var der ingen, end ikke den svageste, som faldt ved vejen, til trods for at vi havde nogle brødre som var mellem 65 og 72 år gamle. Alle holdt ud i trofasthed. Gang på gang så man hvordan det teokratiske fællesskab og Herrens engel beskyttede os. På denne dag opfyldte Jehova på vidunderlig måde løfterne i Esajas 40:29-31.“
Jehova giver i sandhed „fylde af styrke“ til dem der loyalt støtter hans side i stridsspørgsmålet mellem de to slags ’sæd’.
20. (a) Hvilke nyere eksempler viser at Jehova giver sit folk den fornødne styrke? (b) Hvad er Satan besluttet på, og hvad kan forventes?
20 I de senere år har Jehova på forunderlig måde styrket sine trofaste tjenere til at holde fast ved sand tilbedelse trods dæmonisk modstand, på Cuba, i Spanien og Portugal, i Malawi, Zambia og i Den forenede arabiske Republik! Satan er i sin vrede mod Guds hustrulignende organisation besluttet på til det sidste at „føre krig mod de tilbageværende af hendes sæd, dem der holder Guds bud og har den gerning at bære vidnesbyrd om Jesus“. Satan mobiliserer hele sin „sæd“, hele sin organisation i himmelen og på jorden, til det endelige samlede angreb på de tilsyneladende forsvarsløse vidner der forkynder Jehovas rige ved Kristus. — Åb. 12:17, NW; Ezekiel, kap. 38.
21. (a) Hvorfor er tiden i høj grad inde til at ’våge’? (b) Hvad venter der „Babylon, den store“, og af hvad afhænger det om man overlever?
21 Den endelige afgørelse nærmer sig! Satan prøver at gøre folk omtågede ved hjælp af propaganda, idet „dæmoners ånder“ samler folkeslagene „til krigen på Guds, den Almægtiges, store dag . . . Harmagedon“. Mere end nogen sinde må Guds folk ’våge’ eller være på vagt. (Åb. 16:13-16) Lovløshed, voldshandlinger og uro tager til på jorden, og på et eller andet tidspunkt før friheden kan forkyndes overalt på jorden for hele menneskeheden, må Satans sæd, som også omfatter „Babylon, den store“, sættes ud af spillet. Det religiøse Babylon har fuldt ud fortjent at blive tilintetgjort, for det beskrives som „beruset af de helliges blod, af Jesu vidners blod“. Denne ødelæggelse af den falske religions verdensimperium vil komme med overraskende pludselighed, i løbet af blot „én time“, hvilket nævnes tre gange i Åbenbaringen. Det er nu af yderste vigtighed for alle som ønsker at følge den sande løftets „sæd“, at give agt på engelens befaling: „Drag ud fra hende, mit folk! for at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager.“ Om vi overlever, afhænger af om vi gør os helt fri af enhver forbindelse med falsk religion. — Åb. 17:6; 18:4, 10, 17,19.
22. Hvorledes beskriver det profetiske ord sejren over Satan og hans „sæd“?
22 Mange steder advarer det profetiske ord om at Gud vil eksekvere dommen over Satan og hans „sæd“. Der er for eksempel Jeremias 25:31-38, hvor der siges at „[Jehovas] slagne . . . på den dag [skal] ligge fra jordens ene ende til den anden“. I forreste linje falder de politiske og religiøse „hyrder“, som vil ’jamre’ og ’skrige’, og med dem vælter „hjordens ypperste“ sig i støvet, deres prominente og begunstigede tilhængere, som følger dem i tilintetgørelsen. Til sidst vil den gamle slange selv, sammen med dæmonerne, blive bundet i tusind år. Åbenbaringen 19:11 til 20:3 beskriver hvordan Kristus Jesus og himmelens hellige engle vil kæmpe for at vinde denne sejr til Jehovas navns ophøjelse. Sejren over slangen og dens „sæd“ vil være fuldstændig!
Velsignelser gennem „sæden“
23, 24. (a) Hvordan vil den sidste del af løftet til Abraham blive opfyldt? (b) Hvorfor kan vi være sikre på dette, og hvordan bør vi derfor handle?
23 Således vil „sæden“ tage „sine fjenders porte“ i besiddelse. Men det er ikke alt. Jehovas beedigede udtalelse til Abraham slutter med ordene: „Og i din sæd skal alle jordens folk velsignes [velsigne sig, NW], fordi du adlød mig!“ (1 Mos. 22:18) Skal jordens folk „velsigne sig“ må de adlyde Gud, ligesom Abraham gjorde. Enten de nu hører til den del af menneskeheden der kommer levende gennem Harmagedon, eller de hører til „de døde, store og små“, som ved en opstandelse igen kommer frem på jorden, så gælder det at de alle må udøve tro på „sæden“ der tjener som præst, og på hans genløsningsoffer, og alle må underlægge sig det kongelige styre der udøves af den „ny himmel“, der består af Kristus og hans 144.000 medregenter. Storslåede velsignelser er i beredskab til alle der således ved at være lydige „velsigner sig“. De vil blive en „ny jord“ — et lykkeligt, fredfyldt samfund bestående af mennesker af alle racer, mennesker der har indbyrdes kærlighed. De vil igen opnå ungdommens styrke og sundhed, og de vil have udsigt til evigt liv i „Guds børns herlige frihed“. Efter at apostelen Johannes havde fået et strålende syn af Guds storslåede ordning til den tid, beseglede Jehova beskrivelsen af disse velsignelser der er i beredskab til menneskeheden, med ordene: „Skriv; thi disse ord er troværdige og sande.“ — Åb. 21:1-5; 20:11-13; Rom. 5:12, 18; 8:21, NW.
24 I Åbenbaringen 22:6 læser vi også: „Disse ord er troværdige og sande; og Herren, profeternes ånders Gud, har udsendt sin engel for at vise sine tjenere, hvad der skal ske i en hast.“ For at understrege tidens nærhed og situationens alvor føjer profetien dette til: „Og se, jeg kommer snart. Salig er den, som holder fast ved de profetiske ord i denne bog!“ „Se, jeg kommer snart, og jeg har min løn med mig for at gengælde enhver, efter som hans gerning er.“ Måtte vi stræbe efter at få lønnen, idet vi i gerning loyalt støtter „sæden“ der ophøjer Jehovas hellige navn! — Åb. 22:7, 12.
[Fodnote]
a Kapitel 4, „Hedningernes Tider“, siderne 77-107
[Illustration på side 32]
Jesus sagde til sin tids religiøse ledere: „I har Djævelen til fader.“ I lyset af denne sandhed bør vi vogte os for udtalelser som: „Alle former for religion er gode.“