Spørgsmål fra læserne
● Hvorfor gav Jesus sine disciple, som der siges i Apostlenes Gerninger 1:8, befaling til at forkynde i Samaria, når han tidligere (Matt. 10:5, 6) havde sagt til dem at de ikke måtte forkynde for samaritanerne? — D. R., New Zealand.
Da Jesus sendte sine tolv apostle ud på en mindre tur hvorunder de skulle forkynde, sagde han til dem: „Gå ikke ud på hedningers veje og ikke ind i samaritaneres byer! Gå hellere til de fortabte får af Israels hus!“ (Matt. 10:5, 6) At Jesus ikke forbød enhver forkyndelse for samaritanerne ses af hans egne ord og handlinger. I en af sine lignelser viste han at jøderne skulle betragte en samaritaner som deres næste. (Luk. 10:29-37) Engang da han havde helbredt ti mænd, hvoraf den ene var samaritaner, talte han anerkendende om denne mand fordi han var den eneste af de ti som gav udtryk for sin taknemmelighed. (Luk. 17:11-19) Jesus forkyndte også for en samaritansk kvinde, nemlig ved brønden i Sykar, og senere for andre samaritanere i denne by. — Joh. 4:4-43.
Følgelig må Jesu befaling i Mattæus 10:5, 6 forstås som en begrænsning der gjaldt på dette særlige tidspunkt og ved denne særlige lejlighed. Af det Kristus sagde om „de fortabte får af Israels hus“ ser det ud til at han understregede betydningen af først at bringe budskabet ud til jøderne for således at give dem mulighed for at tage imod det først. Under denne forkyndelsestur skulle apostlene koncentrere sig om jøderne og ikke på dette tidspunkt forsøge at prædike for alle folk og nationer. Der er ingen tvivl om at de tolv mænd, som fulgtes ad to og to, ville have mere end nok at gøre på denne relativt korte tur, selv om deres distrikt var begrænset til kun at omfatte jødernes byer og landsbyer. — Mark. 6:7.
Situationen var en helt anden da Jesus sagde det der står i Apostlenes Gerninger 1:8. Her gav han sine disciple nogle sidste instruktioner, der gav et fingerpeg om det verdensomspændende forkyndelsesarbejde der skulle udføres. Umiddelbart før sin himmelfart sagde han: „I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja, indtil jordens ende.“ Og sådan gik det. På grund af forfølgelse blev Kristi disciple spredt, og således blev deres budskab forkyndt i Samaria. — Ap. G. 8:1-17.
Det er værd at bemærke at denne forkyndelse for samaritanerne, som havde til følge at mange samaritanere blev døbt og fik den hellige ånd, fandt sted forud for år 36 e.v.t., da uomskårne hedninger (ikke-jøder) for første gang blev antaget som troende. (Ap. G. 10:34-48) Dette skyldes uden tvivl at samaritanerne havde langt mere tilfælles med jøderne i religiøs henseende end hedningerne havde. Samaritanerne anerkendte de fem første bøger i Bibelen (ifølge Den samaritanske Pentateuk) og så således frem til at der skulle komme en profet som var større end Moses. (5 Mos. 18:18, 19; Joh. 4:25) Og selv om deres tilbedelsesform på mange måder var anderledes end jødedommens, hævdede de dog at de tilbad Abrahams, Isaks og Jakobs Gud og overholdt Moseloven, herunder kravet om omskærelse. Følgelig hørte de til en helt anden kategori end de uomskårne hedninger.