Spørgsmål fra læserne
● Hvad betyder Ordsprogene 20:19, og hvilken forbindelse har det med at holde visse sager fortrolige? — E. M., U.S.A.
Det pågældende vers lyder: „Bagtaleren røber, hvad ham er betroet, hav ej med en åbenmundet [en der lader sig lokke af sine læber, NW] at gøre!“ Betydningen af første del af skriftstedet er ligetil. En bagtaler er en der med hensigt udspreder skadelig snak som skal stille en anden i et dårligt lys. For at nå sin hensigt fortæller og fordrejer han ofte med vilje noget som var beregnet på at skulle holdes fortroligt.
Anden del af skriftstedet er til en vis grad parallel med første del, men drejer sig om „en åbenmundet“ eller „en der lader sig lokke af sine læber“. Man kan blive lokket eller forledt af sine læber på samme måde som man kan blive lokket eller forledt af sine øjne eller hænder ved at de frister eller drager en til at gøre noget ondt. (Matt. 5:27-29) En der lader sig lokke af sine læber vildledes og kommer i vanskeligheder fordi han åbenmundet taler om alt hvad han hører. Han har ingen beskyttelse, for han holder ikke sin tunge i tømme. Kong David sagde: „Mine veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med tungen; min mund vil jeg holde i tømme.“ (Sl. 39:2) Den der „lader sig lokke af sine læber“ gør lige det modsatte; han holder sjældent noget fortroligt. Rådet der gives i Ordsprogene 20:19 lyder: „Hav ej med en åbenmundet at gøre,“ for han kan volde dig lige så mange vanskeligheder som en bagtaler.
Der er egentlig to sider at tage i betragtning med hensyn til ting som er fortrolige. Sidste halvdel af Ordsprogene 20:19 retter vor opmærksomhed mod den ene af dem. Man rådes her til at passe på hvem man betror ting som bør holdes fortrolige. Det sker at man sidder inde med visse oplysninger eller har visse planer af privat art som man ikke i øjeblikket ønsker at gøre kendt. Måske man fortæller dem til en bekendt, idet man forventer at vedkommende holder sagen fortrolig, og man beder ham måske oven i købet om at gøre det. Senere erfarer man at han har fortalt disse oplysninger videre til andre, skønt de ikke vedkom dem. Den kloge tager ved lære af en sådan erfaring han har gjort med en bekendt og træffer beslutning om hvor meget han vil sige i fremtiden.
Uden på nogen måde at undskylde den som har for vane at røbe fortroligheder, skal det dog indrømmes at alle mennesker er ufuldkomne. Disciplen Jakob skrev: „Tungen kan intet menneske tæmme.“ (Jak. 3:8) Selv nogle som har de bedste hensigter begår nu og da fejl og kommer uforvarende til at nævne eller antyde noget som de ved bør holdes fortroligt. Hvis der er noget man ikke ønsker skal være almindeligt kendt, bærer man derfor selv et vist ansvar. Jo flere mennesker man betror en ting til, jo større er muligheden for at den bliver almindeligt kendt. Og når man betror den til et menneske som har vist sig at være „åbenmundet“, bliver muligheden til sandsynlighed.
Den anden side af sagen er at man selv må være til at stole på. Dette tilråder Ordsprogene 25:9, 10, hvor der siges: „Før sagen med din næste til ende, men røb ej andenmands hemmelighed, thi ellers vil den, der hører det, smæde dig og dit onde rygte aldrig dø hen.“ Ifølge New World Translation lyder vers 10 således: „At den der lytter til dig ikke skal gøre dig til skamme, og det onde rygte du har udspredt ikke kan kaldes tilbage.“ (Se også New English Bible.) Den der unødigt og uden bemyndigelse røber oplysninger som han forventes at ville holde fortrolige, stempler således sig selv, og så snart en sag af fortrolig art er blevet publiceret, nytter det ikke at kalde den tilbage, selv om den kan medføre en mængde komplikationer.
Lad os betragte nogle situationer og forhold hvor der kan blive tale om ikke at røbe oplysninger af privat karakter.
Ægtefæller, som jo er „ét kød“, ved besked med mange ting som kun vedkommer dem og som bør holdes fortrolige. Det kan være familieanliggender, planer eller personlige svagheder. (Matt. 19:5) Hvis den ene eller den anden af ægtefællerne fik for vane tankeløst at fortælle andre mennesker om sådanne ting, kunne der opstå mange vanskeligheder. En ægtemand lader måske i spøg en bemærkning falde om en særegenhed hos sin hustru. Når dette kommer hustruen for øre, kan hun let føle sig stødt. Selv om dette kun er et eksempel, viser det hvor let der kan komme noget imellem den ægtefælle der ventede at sagen blev holdt fortrolig og den som røbede den. På den anden side styrkes båndet mellem ægtefællerne når de hver for sig ser at den anden er til at stole på både i personlige anliggender og familieanliggender. (Ef. 5:25, 28) Børn kan også lære at udvise diskretion med hensyn til de ting de hører drøftet i familien.
Nære venner, arbejdskammerater og forretningsforbindelser får ofte kendskab til forhold af fortrolig art vedrørende hinanden. Det er ikke muligt at give faste regler for hvad man bør holde fortroligt i et sådant forhold, men man kan holde sig for øje at et stærkt bånd mellem nære venner er den gensidige tillid. (Ordsp. 18:24) Hvis der i dit sind er nogen som helst tvivl om hvorvidt noget din ven har fortalt dig kan nævnes over for andre, er det bedst ikke at gøre det, eller i hvert fald vente til du har hans tilladelse til det. Det samme princip gælder i forretningsanliggender, idet man bør huske på at man kan komme til at volde sin arbejdsgiver eller en forretningsforbindelse alvorlig økonomisk skade ved at røbe forretningshemmeligheder. Bibelen opfordrer dem der arbejder for andre til at vise arbejdsgiveren „al god troskab“. — Tit. 2:9, 10.
I den kristne menighed kan der også blive tale om at holde visse sager fortrolige. I hver menighed af Jehovas vidner er modne tjenere udnævnt til at varetage forskellige opgaver. (1 Tim. 3:2, 12) Under varetagelsen af deres pligter får de ofte kendskab til forhold af fortrolig art, og det er vigtigt at de respekterer den tillid der vises dem. For eksempel fremgår det af Jakob 5:13-16 at et medlem af menigheden som har et problem af åndelig art, eller måske endog har begået en synd, bør søge hjælp hos menighedens ældste. I Esajas 32:2 skildres disse mænd profetisk som nogle man kan søge trøst og beskyttelse hos. Det er i sandhed en god ting at kunne fremlægge sit problem for en anden og få uhildet åndelig vejledning samtidig med at man kan nære fuld tillid til at sagen ikke bliver offentligt kendt i menigheden eller blandt folk i almindelighed.
Disse modne tjenere vil ikke tale hverken med deres hustru eller deres nære venner om det der således er blevet meddelt dem i al fortrolighed. De ved at hvis de gjorde det, ville det undergrave respekten for deres stilling; det ville afholde andre fra at komme til dem, ja med tiden kunne det endog hindre dem i at varetage deres opgave som åndelige hyrder. En anden grund til at de ikke røber fortroligheder er at de vil undgå at lægge byrder på andre. Hvis for eksempel en mand giver sin hustru en oplysning af fortrolig art om et menighedsanliggende, lægges der det ansvar på hustruen at hun holder oplysningen fortrolig. Er det rigtigt at gøre dette mod hende, som er „en svagere skabning“? (1 Pet. 3:7) Selv om hun i et øjebliks svaghed af nysgerrighed spurgte sin mand om hvad der er sket eller hvorfor han talte med en bestemt person, vil det være mest rigtigt og kærligt af ham venligt at sige at det er et fortroligt menighedsanliggende. På denne måde kommer hun ikke til at bære unødvendige mentale byrder, og hvis nogen stiller hende spørgsmål om sagen, kan hun ærligt sige at hun intet kender til den.
Alle i menigheden bør samarbejde med de udnævnte tjenere ved ikke at prøve at skaffe sig oplysninger om fortrolige anliggender. Det kan ikke nægtes at mennesker af naturen er nysgerrige og at vi holder af at erfare nyt. Det er ikke nogen dårlig egenskab. De nye ting vi kan lære vedrørende Bibelen og den kristne tjeneste og som vi kan dele med andre er ubegrænsede. (Fil. 4:8) Men vi må holde vores nysgerrighed i tømme når det drejer sig om fortrolige anliggender. Tænk på Samson og Dalila. Da han ikke ville fortælle hende en hemmelighed vedrørende sit teokratiske arbejde, sagde hun i virkeligheden: ’Du elsker mig ikke.’ Og „da hun således stadig pinte og plagede ham med sine ord, blev hans sjæl træt til døden“, og han røbede hende sin hemmelighed. (Dom. 16:15-17) Som følge heraf fik Samson påført personlige lidelser, og han kom også til midlertidigt at skade den sande tilbedelses sag ved at berøve Israel sit førerskab. (Dom. 16:20, 21) Naturligvis ønsker ingen kristen i dag at gøre som Dalila over for en ven eller slægtning.
Der findes tilfælde hvor menighedsforstanderen må meddele menigheden at dens repræsentanter har måttet udstøde en synder som ikke har villet angre, eller har måttet give en streng irettesættelse til en på grund af vedkommendes ukristne opførsel. Menighedens medlemmer underrettes herom så de enten helt kan undgå vedkommende eller tage sig i agt for ham, efter hvad tilfældet nu kræver. (1 Kor. 5:11-13; 2 Tess. 3:14, 15) Men de bør ikke prøve at opspore enkelthederne i sagen. De er fortrolige og bør holdes fortrolige.
Vi kan være taknemmelige for at Jehova i sit ord har sørget for at give fuldkommen vejledning om dette vigtige punkt. Han har for eksempel ladet følgende ordsprog nedskrive: „Bagtaleren røber, hvad ham er betroet, den pålidelige skjuler sagen.“ (Ordsp. 11:13) Han vidste åbenbart at det var en almindelig svaghed hos det ufuldkomne menneske at tale om ting som burde holdes fortrolige, men ved at påpege denne fare hjælper han alle som ønsker at behage ham til at færdes på en måde der vil fremme fred, enhed og venskab.